Sådan blev jeg: Frank Aaen

Transkript

1 Sådan blev jeg: Frank Aaen Som ung levede han vildskaben ud som aktivist under ungdomsoprøret. I dag er han den forstandige mand bag Johanne på Borgen Af Peter Brüchmann, 22. oktober 2012

2 03 Sådan blev jeg: Danmarks hof-kommunist 08 Blå Bog 09 Mine forbilleder 2

3 Sådan blev jeg: Danmarks hofkommunist Som ung levede Frank Aaen vildskaben ud som aktivist under ungdomsoprøret. I dag er han den forstandige mand bag Johanne på Borgen Af Peter Brüchmann Frank Aaen er tydeligvis uvant med at tale om personlige emner. De fleste interview, der kan findes i arkivet under navnet Frank Aaen handler udelukkende om politik. Det er ikke tilfældigt. Hans liv er politik. Frank Aaen har mødt begge sine koner i det kommunistiske miljø. Han levede vildskaben ud som ung ved at være aktivist, ikke ved at gå på festivaler i ungdomsoprørets højsæson. Og han drak hellere en øl, når de andre røg hash, fordi man ikke kunne føre en ordentlig diskussion med dem, der røg hash. Mød Frank Aaen, Danmarks hofkommunist. Udfordreren til Mærsk og de store industri-selskaber. En mand, der hellere kæmper for en sag end for sig selv. Og manden, der står bagved og tænker næste træk, når Johanne koger over og siger grimme ord. 3

4 Barndom - Jeg blev født i Nørresundby, men voksede op på stenbroen i Aalborg. Min far var kommis i en brugs i Nørresundby, men blev syg. Han nåede at få en mælkebutik i Aalborg, men døde af leukæmi, da jeg var syv. Så vi var tre søskende, der voksede op med en enlig mor. Jeg fik som den ældste en lidt hurtigere voksenrolle med at følge min søster i børnehave, tjene penge og tage ansvar. Min mor fik et job som kontorassistent på kommunen. Jeg er helt sikker på, at ham, der ansatte hende, også gjorde det ud fra en social betragtning. Selvfølgelig var hun dygtig, men det var også, fordi hun var alene. Sådan et rum burde der stadig være flere steder i samfundet. Det var en fremragende opvækst. Social tryghed hele vejen. Vi havde ganske vist ikke noget bad og måtte klare os med etagevask eller badeanstalten, indtil vi sidst i 60erne flyttede ud i Grønlænder-kvarteret i Aalborg og fik en nyere lejlighed. Jeg tror egentlig, min mor gerne havde set, at jeg var blevet håndværker, men skolen mente, at jeg skulle gå den boglige vej. Og det var hun med på. Jeg var god til tal og havde en regnelærer, der blev ved med at udfordre mig engang, vi havde tabeller. Han kørte mig opad til tocifrede gange to-cifrede regnestykker. Jeg kunne ikke tabellerne, men kunne let regne ud, hvad 23x37 var. På den måde fik jeg opbygget selvtilliden via tallene. Gymnasiet - Jeg blev den første student i familien. Mange kom i gymnasiet på den tid, men mine bedste venner kom typisk i lære. Man kan godt kalde mig en mønsterbryder, men det var ikke på grund af en pace hjemmefra. Jeg var ikke spor politisk bevidst, da jeg kom i gymnasiet. Men så begyndte der at køre to spor: Jeg var ude på folkeskoler og snakke om gymnasiet og om at bryde det sociale mønster. Og samtidig kom ungdomsoprøret med en international dagsorden, solidaritet med palæstinenserne, Mandela og Vietnam. Jeg var meget bevidst om de forskellige forudsætninger, vi har som mennesker, og kæmpede for lighed. Nok fordi vi var vokset op med en enlig mor, der var meget socialt engageret og var værge for unge, 4

5 der havde det svært. Jeg oplevede hende blive hvidglødende af raseri, da hun fandt ud af, at jeg ikke kunne få SU, fordi hun havde en indtægt, mens revisorbørnene fra Hasseris godt kunne få SU, fordi deres far havde fundet et fradrag. Jeg blev meget engageret i en bevægelse for at få et universitet til Aalborg og var med til at organisere særtog til København, hvor demonstrerede for et nordjysk universitet. På gymnasiet gik jeg i træsko, islænder og havde langt hår. Der var nok en del, der efterhånden kendte mig fra talerstolen på gymnasiet. Ja, på et tidspunkt var jeg ved at blive smidt ud, fordi vi protesterede mod adgangsbegrænsning til de videre uddannelser. Så gik vi ind i en klasse og sagde: Vi andre protesterer, og så sidder I her og boger den for at få højere karakterer. Problemet var, at jeg både gik forrest og var den eneste, der gik helt ind. Så jeg blev anklaget for at forstyrre undervisningen og måtte undskylde fra talerstolen næste dag, en undskyldning, der i øvrigt også skabte polemik: Var det en undskyldning eller en ny provokation? Ungdom Jeg gik da i byen ligesom alle andre fredag og lørdag. Det eneste, der skilte mig lidt ud, var, at jeg ikke røg hash. Ikke fordi jeg var særlig hellig, jeg syntes bare, at man diskuterede politik bedre over en bajer end gennem hash. De, der røg hash, var helt umulige at diskutere med. Mit liv blev fyldt med studenterpolitik. Efter gymnasiet arbejdede jeg videre i DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning), flyttede til København og arbejdede på fuld tid på SU. Min første studiegæld stammer derfra. Jeg begyndte også på universitetet i København, med sociologi, men det var alligevel for abstrakt. Så jeg tænkte, jeg hellere måtte komme hjem til Aalborg. Min vildskab i ungdommen? Det er ikke sikkert, man kan finde min vilde side. Jeg var ikke til festivaler og den slags, det var mere aktivisme, der måske var lidt ud over det normale. Som at kaste sig i Aalborg Havn for at protestere mod et atomkrigsskib eller gå på generalforsamlingen i Aalborg Portland og kalde bestyrelsesformanden for FL Smidth, Erik Mollerup, for en massemorder, fordi fabrikken brugte asbest. Der var kun én bevægelse, der kunne dét med demonstrationer, det var kommunisterne ved DKU og senere DKP. De havde alt udstyret i kælderen, de kunne lave parolerne og de havde det sociale sammenhold. 5

6 Jeg begyndte at læse økonomi, da universitetet var kommet til Aalborg, men tog orlov og var formand for Kommunistiske Studenter i fem år. Jeg havde mødt min daværende kone, Ida, i det politiske arbejde, hun fik arbejde i Aalborg, og jeg har altid følt meget for byen, så vi flyttede tilbage, og jeg gjorde mit studie færdig og blev økonom. magten til sidst, og fornyerne udrensede os, som man jo ofte gør i revolutioner. Men det var rent politisk, personligt har jeg aldrig haft et skævt forhold til Sohn. Land og Folk Jeg var nu en del af DKPs ledelse. Da de manglede en politisk redaktør på Land og Folk, blev jeg sat ind, for at avisen kunne holde DKP-linjen. Jeg var i praksis chefredaktør. Det er de voldsomste kampe, jeg har haft i mit liv. Jeg boede alene med min søn, og det var to-tre meget slidsomme år, hvor jeg fik skældud, når jeg kom på tredje sal, hvor avisen lå, fordi jeg var partiets mand, mens jeg fik skældud på anden sal, hvor partiet holdt til, fordi jeg ikke styrede journalisterne godt nok. Jeg lærte virkelig meget. Jeg skal ikke sige, at det var min mest glorværdige tid, men det lykkedes os faktisk at lave oplagsfremgang for første gang siden krigen. I DKP kendte jeg også Ole Sohn. I de år var der kampe mellem traditionalisterne i partiet, fornyerne, som Sohn tilhørte, og så en mellemgruppe, som jeg tilhørte, og hvoraf mange i dag sidder i Enhedslisten. Sohn-linjen vandt hele 6

7 Enhedslisten Pressen kaldte os De forenede dødsboer, da vi blev stiftet og kom i Folketinget i 94, så der er noget at være stolt af i dag. I begyndelsen af 90erne var vi udraderet, men vi forberedte os godt, og i dag er der ingen, der ikke mener, at der er en eksisterende venstrefløj. Jeg blev ikke valgt i 2001, hvor jeg var partiets centrale figur i valgkampen. Det havde jeg ikke set komme, og det ramte hårdt. Det var selvfølgelig dramatisk at gå fra en periode med stor indflydelse i dansk politik og en højspændt valgkamp, til at være ude, selv om jeg faktisk personligt havde fremgang ved valget. Det tog nogle uger at vænne sig til, at telefonen ikke længere kimede med ønsker om min mening. Da vi blev hele 12 i folketingsgruppen denne gang mente mange, at nu måtte der komme novicer og mærkelige typer ind. Men der er jo kommet så mange kompetente, erfarne politikere og ikke mindst unge kvinder, at vi ældre mænd nærmest skal have positiv særbehandling. Helbredet Lyset blev slukket et sekund i 2006, da jeg pludselig fik en blodprop, mens jeg stod og holdt et oplæg til et gruppemøde i København. Jeg har åbenbart haft en blodåre i nakken, der fra fødslen har været forsnævret. Det var temmelig dramatisk. Jeg var indlagt i flere uger på Rigshospitalet, indtil jeg fik genvundet alt det, jeg havde mistet. I dag har jeg stadig lidt problemer med balancen, hvilket man kan se nogle gange, når jeg rejser mig. Men udover at mit medicinskab er blevet større, har jeg ingen problemer i dag, og det er ikke noget, jeg går og tænker på og er bange for i det daglige. Jeg har ikke skullet ændre livsstil ud over at passe på overarbejde og få min nattesøvn. Jeg blev freelance-økonom igen og endte med at være sekretær for Pernille Rosenkrantz-Theil det sidste år. De andre drillede og sagde, jeg var under genoptræning, inden jeg kom ind igen i

8 Blå Bog: Født 25. juli 1951 (61 år) i Nørresundby Far: Carlo Aaen, kommis, død 1958 Mor: Betty Aaen, kontorassistent, død 2011 Rantzausgade Skole Aalborghus Statsgymnasium Aalborg Universitets Center (orlov 77-82) Formand Kommunistiske Studenter Politisk redaktør Land og Folk Medlem af Folketinget og Gift med Birthe Bibbe Jensen Aaen Far til Mads, 33, eventchef ved EM i volleyball 2013, og Mikkel, 18 Bopæl: Østerbro, København Sommerhus på 42 kvm i Tisvilde 8

9 Mine forbilleder: Che Guevara Jeg har da også haft Che Guevara på væggen som alle andre. Han var jo oprørslederen og blev et symbol på ungdomsoprøret. Villy Fuglsang Hvis du har et forbillede, så kommer du til at skrive under på alt. Jeg vil hellere tale om inspiration. Jeg har haft fornøjelsen af at kende Villy Fuglsang, der var Spaniens-frivillig, gammel DKP-leder og sad i kz-lejr. Han havde stadig den optimistiske holdning, at verden nok skulle blive bedre. 9