Gudsenglen, der får én til at svede og smile

Transkript

1 Gudsenglen, der får én til at svede og smile prædiken til 1. Juledag 1. tekstrække: Luk 2,1-14 den 25/ i Strellev og Bejsnap kirker. Ved Jens Thue Harild Buelund. Når det guddommelige er på spil, kan folk begynde at smile og svede eller ligefrem grine. Når noget godt sker, og folk bliver glade, venlige og omsorgsfulde over for hinanden ja, så reagerer de simpelthen rent fysisk ved at grine og svede. Det er et genialt udtryk for, at glæden og varmen rammer et menneske. Det gør så godt (jf. julekalenderen fra 2012: Julestjerner af Vikke og Rasmussen). Vi kan se det for os, at hyrderne på marken begynder at svede og grine, når de hører englens budskab om, at frelseren er født i Betlehem; for Han er Kristus, Herren, Guds Søn. Julens budskab skulle nok kunne få et menneske til både at grine og svede; for da bliver man fyldt med varme og glæde. Man bliver så glad og så varm indeni, at man må synge hele vejen tilbage til marken og fårene, som hyrderne sikkert har gjort ja, man må skråle af fuld hals og i samlet flok nærmest løbe tilbage. Fordi man har hørt et budskab om fred og glæde. Et forvandlende budskab, der gør hele forskellen. En helt afgørende ændring sker i hele ens tilværelse, når man lytter til juleevangeliet som en personlig henvendelse til én. Det må være det, der sker for hyrderne. Og det er vel nogenlunde det samme, der sker for os, når vi hører om Jesu fødsel og englens budskab og hyrderne på marken? Det gør os godt. Selv om vi måske ikke ligefrem rent fysisk begynder at svede og grine eller smile ja, så varmer og glæder budskabet alligevel. Sådan at det kan mærkes i maven og i hjertet. Vi får et lille smil på læben og en mildhed i øjnene her i kirken. Julens budskab bevæger os og gør sin virkning. Den fred og glæde også som englene synger om og forkynder for hyrderne den bliver fortalt for os. Sådan bliver freden og glæden virkelig for os. Det ændrer vores tilværelse og vores måde at være mennesker på. Julens evangelium bliver forkyndt for hyrderne og for os på lige fod. Afstanden i tid og sted ophæves, når vi hører juleevangeliet, og vi ser og hører for os englen og hele englekoret. Vi blændes af det strålende lys, mærker varmen og hører den smukke, overjordiske sang. Det er os, de synger for med deres budskab fra Gud. Vi skal ikke prøve på at gøre juleevangeliet til noget, der ikke angår os. Det kan vi f.eks. gøre ved at fremstille juleevangeliet som en sød historie, der skete engang for længe siden. Vi kan gøre juleevangeliet til et eventyr, der foregår i en helt anden verden, der ikke har noget med os at gøre. Eller vi kan lægge afstand til juleevan-

2 geliet ved at fremstille det sådan, at Josef og Maria og hyrderne var helt anderledes skruet sammen i hovedet, end vi er i dag. De tænkte og levede helt anderledes med barske vilkår, vi slet ikke kan sætte os ind i i dag. Men juleevangeliet er ikke en fremmed historie for os. Det handler om mennesker, der ligeså godt kunne have været os mennesker, der sanser, oplever, føler og tænker, som vi gør. Historien og budskabet fletter sig så godt og grundigt ind i historien om os selv, at det bliver umuligt at skille tingene ad. Juleevangeliet har kraft og magt til at ændre os (Karen Nedergaard, 2012). Johnny Lee Clary var leder af Ku Klux Klan, Grand Dragon eller Stordrage, som det hedder. En dag blev der arrangeret et debatmøde mellem ham og hans mænd og en sort præst, der hed Wade Watts. Præsten kom ind ad døren og gik hen og trykkede Johnny i hånden, og sagde: Hej Johnny, jeg vil bare sige, at jeg elsker dig, og at Jesus elsker dig. Johnny trak forskrækket hånden til sig; for det stod i Klanens reglement, at en hvid ikke måtte røre en sort. Det ville være set på som forurening. Wade præsten beroligede den forskrækkede Johnny: Bare rolig, farven smitter ikke af! Johnny skældte ham ud og kaldte ham de værste ting; men Wade smilede og sagde bare: Gud velsigne dig, Johnny. Du kan ikke få mig til at hade dig. Jeg elsker dig, og jeg vil bede for dig, om du vil eller ej. Johnny og hans mænd satte ild til Wades kirke og ringede en sen nat til præsten for at true ham: Du véd ikke, hvem vi er; men vi véd, hvem du er, og du må hellere passe på! Nå, hej Johnny er det dig igen. Jeg er meget beæret. Tænk at sådan en stor mand som dig tager sig tid til at ringe til sådan en som mig. Og så fortsatte han: Kære Gud, vær sød at tilgive Johnnys utrolige dumhed; han kan ikke gøre for det. Han er en god dreng; men han véd ikke, hvordan han skal vise det og komme ud med sin godhed. Så knaldede Johnny røret på og tænkte, at nu var der krig. Klanen plantede et brændende kors på præstens plæne og råbte, at han skulle komme ud og få, hvad han fortjente. Wade kommer ud i badekåbe og siger til folkene med hvide hætter på: Johnny, har du nu klædt dig ud. Det er først Halloween om 4 måneder. Har I brug for pølser og skumfiduser til jeres lille bål? Nu er Johnny og hans mænd ved at være godt trætte af Wade, og de opsøger ham på en restaurant stykker, hvor han sidder ved et bord med en stegt kylling på sin tallerken. Johnny og hans mænd omringer bordet, og der er en meget anspændt stemning i restauranten; for nu er helvede ved at bryde løs. Johnny læner sig ind over bordet og hvæser: Det her er en hvid restaurant. Vi vil ikke have jer sorte her. Du må hellere tænke dig rigtigt godt om; for jeg lover dig, at om et øjeblik så gør

3 vi ved dig, hvad du gør ved den kylling! Wade, som skulle til at skære i kyllingen, lagde bestikket fra sig, løftede kyllingen op til munden. Og så kyssede han den. Gæsterne i restauranten brød sammen af grin, og da Johnny så op fra bordet, så han, at Klansmændene også var knækket sammen af grin. Johnny var tosset og truede de andre Klansmænd med udelukkelse; men Wade kørte derfra, dyttede, smilede og sagde: Hej, hej, Johnny! Johnny meldte sig ud af Klanen; for han var kommet til vejs ende med den. Han og Wade blev siden venner og tager nu rundt i USA og holder foredrag og gudstjenester sammen (jf. Henrik Winther Nielsen, 2012). Jo, den gode forandrings kraft og magt sætter sig heldigvis igennem, hvor og når den vil. Kan den i første omgang ikke få os til at grine af os selv, så må forløsende grineudbrud fra nærtstående folk til os få os til at grine og svede. Og lad os gå med stille sind som hyrderne til barnet ind med glædestårer takke Gud for miskundhed og nådebud!. Sådan synger vi i Grundtvigs julesalme Det kimer nu til julefest (94 v. 3). Vi opfordres til at gå sammen med hyrderne ind for at se det barn, vi har fået bud om, er blevet født. Hyrderne går afsted i tro, som er det en opfordring fra ens elskede. De går ikke afsted, fordi de er mistroiske og vil have afkræftet englens ord. Eller fordi de vil se det, før de tror det; men de går af sted, fordi de slet og ret gerne vil se det, de har hørt om. Fordi de tror, at englens budskab er sandt. De véd ikke præcis, hvad de kan forvente at finde inde i Betlehem. Om de vil finde en fornem familie i rigdom og pragt. Om de vil finde mange andre, som også er kommet for at se barnet. Om der vil være et opløb af mennesker eller virak i gaden. Hyrderne er på vej for at finde noget, de egentlig ikke véd, hvad er. Netop derfor kan vi sagtens slå følge med dem; for tro betyder også at gå efter noget, når vi egentlig ikke rigtig véd, hvad vi kan forvente at finde; men vi går alligevel, fordi budskabet om det, vi skal finde, har varmet og glædet os. Ordene om Frelseren har haft den virkning på os, at vi bare må gå. I tro. Vi har mange forestillinger om, hvad der vil være glædeligt og fredeligt for netop os. Vi tror, vi véd, hvad der skal til, så vi kan finde ind til det egentlige i livet. Det sande og det ægte. Vi tror, vi véd, hvad glæde og fred vil sige; men juleevangeliet fortæller os en anden historie; for den handler om at finde glæde og fred i noget, som man ikke havde troet eller forestillet sig. Vi er blinde for, hvor Guds fred og glæde er at finde. Derfor må vi være villige til at lade os lede. Til at lade os sige noget, som vi ikke kan sige os selv. Det er, hvad hyrderne gør. De tror englens budskab og går efter det, hvor usandsynligt det end lyder, at de virkelig vil kunne finde glæden og freden derinde i Betle-

4 hem, når de ser barnet; men at hyrderne virkelig finder det, de søger ja, det lades vi ikke i tvivl om, da de glade går hjem til deres marker igen syngende af fuld hals en lovprisning af Gud. Budskabet i juleevangeliet er vel også det, at et menneske kan finde en uventet glæde og velsignelse i at tage noget på sig, som man ikke egentlig ønsker sig. Som Maria gør, da hun siger ja til at være Guds Søns mor. Eller som Josef gør, da han siger ja til at gifte sig med Maria. Maria ønsker egentlig ikke at blive mor til Guds Søn. Hun ønsker heller ikke at føde i en stald langt væk hjemmefra. Eller få besøg af 3 eller flere hyrder i stalden kort efter, at hun har født sin Søn. Det er ikke en ønskesituation for hende. Ligesom det heller ikke er en ønskesituation for Josef at blive en slags stedfar til et barn, som påstås at være Guds Søn; men alligevel er det glæden og lovsangen, juleevangeliet dybest set handler om. Jo, alle besværligheder lines da helt bestemt op. Maria og Josef er fattige mennesker, der bliver undertrykt og kuet af magthaverne. Og hyrderne er ligeså fattige og fryser sikkert på marken. Jo, det er sandt nok en barsk historie; men det er alligevel glæden, der er fremherskende i historien. Det er den, vi skal tage med os hjem. Glæden er for alle mennesker i hele verden til enhver tid. Den er på andres vegne, og den er noget, der skal deles med andre. Ja, vi må skynde os tilbage til marken eller tilbage til den livssituation, der nu engang er vores og fortælle om den glæde, vi har fået del i. En glæde med forventning om godt i. Julens glæde ændrer ikke tilværelsens vilkår som sådan; men julens glæde giver os Guds velsignelse og fred med på vor vej til bedre at klare, hvad vi skal klare, på trods af at intet er eller bliver perfekt. Ja, at noget endda bliver ved med at være meget svært og meget hårdt, sorgfuldt eller besværligt. Eller knudret og svært opløseligt. Julen er ikke et eventyr, hvor man lever lykkeligt til sine dages ende; for Jesus kom for at give afkald på sig selv og sit eget. Han kom for at tjene os mennesker og blive lydig til døden på et kors. Historien om Jesus handler også om at blive afvist, hånet og lagt for had for til sidst at blive pint og korsfæstet; men det hele handler alligevel om Guds hengivende kærlighed til os mennesker. Det er historien om Gud, der giver sig selv for vores skyld. Af kærlighed til os. Den glæde er julens sande glæde. Og den står ved magt evigt og altid (K. Nedergaard). I Bebudelseskirken i Nazareth er der et etiopisk billede, som viser Maria med udbredte arme, og inde i hendes mave ser vi Jesusbarnet med udbredte arme. Vi kender den dobbelte betydning af disse udbredte arme: Dels bredte Han virkelig armene ud mod verden, og dels

5 bredte verden Hans arme ud, da de korsfæstede Ham. Ved at billedet viser Jesus i fostertilstanden på en meget primitiv måde, siger det til beskueren: Det er endnu i dag en mulighed, om I vil lade kærligheden komme til jer eller korsfæste den. Ustandseligt kommer det værgeløse til os, og ustandseligt sker der overgreb mod det (jf. Johannes Møllehave, 1990). Må engleordene gøre os til dem, vi er ved frimodigt at lade vore egne arme brede ud med forventningsfulde smil på vore læber. Amen. Salmerne: 100, 111, og 120.