Født den 4. januar Uddannet på Odense Teaterskole

Transkript

1 0

2 SONJA RICHTER Født den 4. januar 1974 Uddannet på Odense Teaterskole FILMOGRAFI (UDVALGTE ROLLER) Opbrud Jakob Grønlykke 2005 Villa Paranoia Erik Clausen 2004 Forbrydelser Annette K. Olesen 2004 Forsvar Diverse 2003 TV Rembrandt Jannick Johansen 2003 Hotellet Diverse 2002 TV Elsker dig for evigt Susanne Bier 2002 satte mig på nyt arbejde i forhold til, hvor meget der skal laves på en film, og at skal der skæres ind til benet i arbejdet med en rolle. Jeg beundrer hende meget som instruktør og som menneske. DIN YNDLINGSFILM? Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal svare, men nu siger jeg Godfathertrilolgien (1972, 1974, 1990). Det er et stort værk, og jeg bliver aldrig træt af at se den historie og de skuespillere. DIN YNDLINGSINSTRUKTØR? Lukas Moodysson. Jeg har aldrig mødt ham, men er altid virkelig berørt af hans film. Hans humor og sociale indignation er godt og menneskeligt sat sammen. DIN YNDLINGSSKUESPILLER? Jim Carrey. Han er dybt fascinerende og totalt vanvittig. 1

3 EN SCENE SOM ALLE BØR SE? Jim Carrey der tæsker sig selv på lokummet i Liar, Liar (1997). Jeg går til af grin, når jeg ser den. Den danske skuespilverden producerer konstant nye talenter og kommen- de stjerner. Landets tre teaterskoler optager hvert år otte nye elever, og selvom det ikke lyder af meget, så vrimler det ikke med gode roller til alle de 24 håbefulde skuespillere, der små- forvirrede og fortumlede af indlæ- ring kommer ud af skolerne. 2

4 En af de få, der gik direkte ud til en filmhovedrolle, er Sonja Richter. Hun havde lavet et par novelle- og afgangsfilm fra Filmskolen, inden hun fik rollen som Cæcilie i Susanne Biers dogme- drama Elsker dig for evigt. Som en naturlig del af filmens succes blev Sonja Richter hurtigt en af de glittede magasiners foretrukne. Alt fra øko- shoppevaner over neglelak til ferie- be- skrivelser. Stjernelivet i Danmark har meget lidt med arbejde at gøre. Det handler om alt det, der ikke har det fjerneste med håndværket at gøre. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i, hvordan du er blevet interviewet, siden du kom frem, og jeg har læst de fleste af de interview, der er blevet lavet med dig, og jeg har fundet ud af, at det er yderst sjældent, du kommer til at snakke om dit skuespilleri. Det er alt sammen om det liv, du lever ved siden af dit arbejde. Og det er der ironisk nok ikke så forfærdelig meget af, så det er derfor, det bliver så korte interview. Det er nok, fordi journalisterne tit mener, at alle kan jo se, hvad jeg laver på teateret, tv eller film, og derfor vil deres læsere gerne vide hvad der gemmer sig bag ved de roller, som folk kan komme ind og opleve. Det er nok derfor. Det er umiddelbart ikke interessant for mig. Jeg må da indrømme at jeg gerne vil læse om Marlon Brando, men når jeg så læser om ham, så ved jeg alligevel ikke, om jeg vil vide alt om ham. Man piller meget ved myten om folk på den måde, og tit bliver jeg lidt skuffet, hvis jeg hører for meget om en, der er et stort idol for mig. I forbindelse med Brandos død læste jeg meget om ham, og den der ustyrlige selvoptagethed som han havde, er alt for meget for mig. Selvfølgelig vidste jeg det godt, men alligevel, så er der grænse for, hvor meget jeg vil vide om det. Det piller hans fremragende præstationer fra hinanden, og det er næsten synd. Jeg vil have min fantasi om hans evner for mig selv. Tænker du meget over den selvoptagethed, som jeres fag lider under, og som har inficeret faget i generationer? Meget. Jeg har ikke lyst til at blive så selvoptaget på den måde. Jeg er selvoptaget på mange måder, men jeg synes, det er vigtigt, at man tager fat i sig selv og gør noget ved det. Det er den der uendelige elsken sig selv, som jeg ikke bryder mig om. Man er nok som skue- 3

5 spiller nødt til at kunne lide en del af sig selv for at kunne stille sig frem og vise sine følelser, og man skal også kunne stå ved sig selv, og de meninger man har men der er ingen grund til, at man ikke kan fokusere på andre end sig selv. Man må gerne have andre end sig selv i centrum. Er det, fordi I arbejder så meget med jer selv hele tiden, at den selvoptagede forfængelighed opstår? Alle kunstnere bliver nødt til at holde fast i, at de skal finde ud af, hvem de selv er. Arbejdet kommer jo nok mest indefra det gælder efter min mening alle kunstarter og derfor skal vi arbejde meget med, hvem vi selv er, for det er det, der gør, at vi kan give slip på os selv og være en anden person i det stykke tid vi spiller, for når stykket er ovre, så vender vi tilbage til vores almindeligheder og almindelige liv. Jeg har snakket meget med Erik Clausen om det her. Der er mange kunstnere der lader deres dæmoner overtage, og det resulterer så i, at de bliver alkoholikere eller misbrugere af en eller anden art. Og måske skyldes det, at de forråder sig selv hele tiden. Der er mange historier om store skuespillere, der bliver skizofrene eller nedbrudte fordi de hver dag i mange timer forlader den, de egentlig er. Det er ikke alle sind, der kan tåle det. Der er nogen, der tror, at de er blevet store kunstnere, fordi de har de indre dæmoner, som bestemmer alt for meget i deres liv. Jeg passer meget på, at jeg ikke lader rollerne fylde for meget. Jeg synes, at det er bevist gennem tiden, at det ikke er sundt for skuespillere. I øvrigt synes jeg, at den gamle tese om, at sorgen er midlet til at blive en bedre skuespiller, er noget vrøvl. I alle tilfælde arbejder jeg på at afvise den tese. Jeg mener, at man godt kan være et sundt velfungerende menneske og stadig være en god skuespiller og have nogle fornuftige ting at sige om det uden at være martret af alt muligt. Balancen ligger kun i, at rollen ikke skal overtage for meget af dig at du er dig selv uden for rollen. Hvordan arbejder du så med det altså at rollerne ikke skal overtage dig? Det lyder måske lidt bagvendt, men som skuespiller skal du kunne holde fri fra dig selv jeg skal kunne holde fri fra mig selv holde 4

6 fri fra Sonja. Hende den selvoptagede. Jeg hopper hen i noget, der tvinger mig til at glemme alt om mig selv. Det er både godt og skidt, men jeg tror, det er nødvendigt for have modet og lysten til at stille sig ud på kanten af scenen og dedikere sig til rollen kunsten om man vil. Hvis jeg tænker for meget på mig selv, mens jeg spiller, så er det jo nogle andre ting, jeg som menneske vil synes om, det er nogle andre ting, jeg som Sonja vil være med til, og vil udsættes for. Altså hvis jeg som mig selv var blevet udsat for de ting, jeg er blevet udsat for i mine roller, så ville jeg være en totalt nedbrudt junkie i dag. Hvad mener du med at holde fri fra dig selv? Det er lidt ligesom i sport. Hvis man render rundt og tænker over sig selv, og de problemer der er, så spiller man dårligt. Man skal nok kunne lukke sig inde i den kamp, man spiller, i de 1½ time den varer, og hele tiden tænke i spillets rammer og regler. Det kan hurtigt komme til at lyde lidt forskruet, men egentlig tror jeg, at alle, der har prøvet at holde fri fra sig selv og bruge al energien på noget andet end sig selv, ved hvordan det er. Når jeg går ind på scenen, så skal jeg glemme min præstationsangst, jeg skal glemme, at det er mig der går derind, og al min tvivl. Er det her bevidsthed eller teknik? Det er klart bevidsthed. Det er noget, jeg har fundet ud af selv. Der er mange, der har forsøgt at forklare mig det gennem årerne, men jeg har først forstået det for nylig. Jeg tror, at vi alle sammen har forskellige udlægninger af det her, men det er her, jeg mærker arbejdet som skuespiller. Og derfor er det at være skuespiller ikke bare et håndværk. Der er ingen, der har de samme egenskaber og præmisser for arbejdet, alle lærer ikke de samme grundregler eller bruger den samme værktøjskasse. Men der er også teknik. For jeg ved, hvordan jeg skal tale, så publikum forstår det jeg ved hvordan man åbner en bog, så folk kan se, hvad der foregår, og jeg husker også, hvordan jeg er instrueret i at sætte mig på stolen, hvis det er noget, der betyder noget for min figur. De små ting fortæller min lillehjerne mig, så det er vel en kombination af bevidsthed, teknik og talent. 5

7 Hvordan ser du på de tekniske muligheder, du har fået gennem din uddan- nelse? Den tid jeg gik i skole, blev jeg præsenteret for 10 forskellige muligheder, eller flere, at arbejde på. Alle muligheder var lige gode, og vi kunne selv vælge, hvilken vej vi ville gå. Vi brugte fire år på at lære lidt af det hele, og da jeg var færdig på skolen, var jeg snotforvirret over, hvor mange muligheder der var, og jeg følte mig dårligere end nogensinde. Jeg var blevet alt for bevidst om, hvad der var af muligheder, og kunne ikke bestemme mig for, hvilken vej jeg ville gå hen ad. Det var ikke nemt, men jeg tror på, at den dag jeg fandt ud af, at jeg kunne trække hjernestikket ud og lade mig flyde ind i en rolle, det var der, jeg fandt nogle muligheder for mig, og det er den overordnede teknik, hvis man kan kalde det det, som jeg bruger i dag. Er det noget man taler om på skolen, at I måske lærer for meget? Nej, egentlig ikke. Det er et meget ensomt studie. Man kan godt møde nogen, man kan tale med om den slags, men det kræver, at man taler med nogen, der har det på samme måde, ellers bliver det en diskussion om faget og det er ikke altid det, man har brug for som skuespiller. Man har tit brug for nogen, der forstår. Det er lige så svært at finde det, som det er at få nye venner eller en ny kæreste. Det er de færreste forundt at have en at snakke med, som forstår præcis, hvad man mener. Det kræver en helt utrolig kemi at have de samme tanker om faget. På hver årgang på skuespillerskolen er der otte mennesker, som alle er forskellige og vil noget forskelligt så man finder ikke nødvendigvis alt på teaterskolen, hvilket jeg nok troede, da jeg startede. Hvor længe har du vidst, at du ville være skuespiller? Vel egentlig ikke før jeg var færdig på teaterskolen. Selvfølgelig havde tanken rumsteret længe, men egentlig ville jeg være filminstruktør, og den ide kom allerede i anden klasse. Jeg gik på biblioteket og lånte Politikens Hvad vil du være, og slog op under filminstruktør, og der stod så, at hvis man skulle være det, så skulle man først være skuespiller. Det passede så ikke længere, men det stod der. Der stod vist, at man kunne nøjes med halvdelen af skuespilleruddannelsen

8 hvilket bare gjorde det til endnu mere vrøvl. Men i virkeligheden ville det være fantastisk, hvis alle instruktører havde forsøgt sig med at spille, det ville de blive meget kloge af. Dengang vidste jeg ikke, at man kunne uddanne sig til skuespiller, selvom jeg så mange film. Jeg troede, at det bare var noget, man var. Jeg kommer ude fra landet af, så var der ikke så mange, der kunne råde og vejlede i den slags. Jeg måtte finde ud af tingene selv. Jeg troede ikke, jeg kunne blive skuespiller, det var sikkert alt for svært. I virkeligheden ville jeg gerne være skuespiller, men jeg turde ikke sige det. Jeg ville dø af skam, hvis nogen fik det at vide. Lidt som om jeg troede, at folk ville synes, at jeg var for dum og naiv og talentløs til nogensinde at kunne blive skuespiller. Men som årig spillede jeg musik, sang og dansede, og selvom det gik godt, så var det ligesom ikke nok. Jeg kan huske at da jeg gik på gymnasiet i Århus, hang der en dag en seddel på opslagstavlen, hvor der stod Ung, naturlig pige søges. Det var til Kærligheds Smerte af Nils Malmros, og der var casting i festsalen og jeg tænkte, at der skulle jeg fandeme ikke ind, selvom mine venner sagde til mig, at jeg burde gøre det. For hvis der var noget, jeg ikke var, så var det naturlig. Jeg vidste, at jeg ikke ville blive taget, fordi min fremtoning var meget sort på det tidspunkt og var vel lidt outsider dengang, altså på den måde, at der ikke var nogen, der skulle bestemme over mig og præge mig. Måske var det godt nok, at jeg ikke forsøgte. Men du søgte alligevel ind på teaterskolen som 20-årig? Jeg kom faktisk ind, første gang jeg søgte, og hvis jeg ikke var kommet ind der, så var jeg nok aldrig kommet igen. Man hører jo historier om folk, der søger fire-fem gange, og jeg havde det sådan, at hvis de ikke tog mig, så var det, fordi jeg ikke skulle være skuespiller. Men jeg havde meget respekt for det. Jeg forberedte mig meget omhyggeligt og gav alt, hvad jeg havde i mig. Jeg var ikke ligeglad med det jeg ville ind, og kom det så også. Jeg var ung dengang, og det syntes lærerne også. Det har en af mine gamle lærere senere fortalt mig. Jeg kunne heller ikke rigtig fatte, hvorfor jeg kom ind. Dels var jeg ung, og dels havde jeg, efter min mening, intet til fælles med de andre. Jeg havde det meget svært med egentlig at være teenager på mange måder og så være meget voksen på andre måder. 7

9 Jeg var klar og ikke klar. Det betød også, at jeg var på vej ud af skolen mange gange, jeg var i tvivl, om det var det rigtige. Det var ikke arrogance, det var mere fordi jeg ikke følte, at jeg kunne det, man skulle kunne for at gå på skolen. Det var ekstremt hårdt alle fire år. Det var et møg-helvede hele tiden. Når jeg møder folk, der gerne vil søge ind, så tænker jeg, at de må være idioter. Selvom jeg ikke for alt i verden ville have undværet det. Det er et helvede at gå på den skole, samtidig med at man lærer så utrolig meget. Der er nogle slemme paradokser forbundet med at lære faget. Jeg er i øvrigt stadig i tvivl, om jeg skal være skuespiller. Hver dag er jeg i tvivl. Måske er det for flygtigt for mig. Det er, som om alt, hvad vi laver, forsvinder ud i den blå luft. Det er jo ikke monumenter vi laver. Kan du godt overskue konsekvensen af ikke at være skuespiller? Nej. Jeg har en tro på, at hvis jeg holder op, så er det, fordi der er noget andet, der er vigtigere. Jeg giver ikke op, men en gang imellem er lysten væk, fordi jeg synes, jeg er dårlig. Sommetider er det for svært. Det er, som om jeg aldrig rigtig kan få det til at blive, som jeg gerne vil have det. Det er så kæmpemæssigt. Selvom jeg bruger hele mit arbejdsliv på det, så kommer jeg aldrig rundt om faget helt. Aldrig. Men det er de samme tanker, der gør, at jeg ikke giver op. Hvor meget kan jeg få med hvor langt ud kan jeg komme? Det er udfordringen i det her. Hvis jeg en dag føler mig mæt af den der store udfordring, så stopper jeg. Jeg er vild med at være skuespiller, men alligevel synes jeg, det er det mest dumme, man kan lave. Det kan forekomme så umuligt og omsonst. Hvad er motivet for at være skuespiller? Det kan være meget svært at se en gang imellem. Hvorfor har jeg lyst til at gå ind og spille 12 sekunder i en filmscene og så gå ud igen? Hvad er det for en ambition at have? Jeg tænker også på, hvad prisen er for at være skuespiller. Det er tit jeg ikke kan komme til fødselsdage, det er tit jeg ikke kan besøge mine venner, fordi jeg arbejder om aftenen alle sover, når jeg har fri. Det kræver et liv, hvor man ikke skal have for mange mennesker at stå til ansvar over for. 8

10 Er der specielle typer, du leder efter, så du ikke mister udfordringerne? Jeg får tilbudt en del ting, men det meste siger jeg nej til. Det er der to hovedårsager til. Dels har jeg ikke tid til at lave det hele, og dels får jeg tilbudt mange ting, som simpelthen ikke er gode nok. Der var en overgang, hvor jeg sagde ja til det overordnede altså sammenhængen jeg skulle indgå i. De andre spillere, instruktøren eller stykkets indhold. Men så fandt jeg ud af, at hvis ikke jeg flyttede mig i mine roller, så blev det kedeligt for mig, og så udvikler jeg mig ikke som skuespiller. Og så keder publikum sig også. Det kan godt være, at jeg for publikum spiller den samme rolle, som jeg har gjort før, men for mig er det vigtigt, at jeg kan mærke, at det flytter mig som skuespiller. Det er jo igen lidt selvoptaget på en måde. Det er jo at sige, at jeg vil have lov til at vokse hele tiden. Men det tror jeg for mig er en nødvendighed. Stilstand er jo ikke liv, men det modsatte. Lige da jeg var færdig på skolen, spillede jeg tre roller, som i princippet er den samme rolle. Det var klassiske roller, som krævede det samme af mig. Jeg spille Ophelia i Hamlet, så spillede jeg Solvej i Per Gynt, og Prinsesse Gulnare i Alladin. Det er tre roller, der ligger op ad den store store manderolle i stykket. Det var det samme, samme, samme. Jeg nægtede at kede mig, så jeg syntes, at jeg tog rollerne med et nyt sted hen men alligevel kunne jeg godt se bagefter, at det var svært at komme videre på den måde. Der måtte ske noget andet med mine roller. Hvad gjorde du så? Det kom af sig selv. Da jeg stod midt i opsætningen af Per Gynt i år 2000, kunne jeg mærke, at jeg var dårlig, og jeg kunne mærke, at det var helt forkert. Det tog mig et års tid at reflektere over det, og mens det stod på, nåede jeg at lave Elsker dig for evigt og musicalen Jesus Christ Superstar, og så satte jeg mig endelig ned og tænkte mig om og prøvede at finde ud af, hvad der var sket. På det tidspunkt kom Elsker dig evigt, og så skiftede det hele. Jeg fik en masse opmærksomhed, og pludselig var der en masse nye ting at tage stilling til. Nu ville alle have mig med i film, hvor jeg skulle spille ligesom i Elsker dig for evigt. Så kom der nye dilemmaer; jeg 9

11 skulle tænke over, hvorfor folk pludselig tilbød mig elendige manuskripter, som alle måtte kunne se var dårlige. Det var en underlig tid. Jeg nåede lige erkendelsen, og så gik det hele meget stærkt. Hvad besluttede du dig så for hvad var erkendelsen? Jeg besluttede mig til, at det ikke skulle handle om penge og prestige. Tro mig, det er ikke et arbejde, man laver guld på, det her. Der er mange måder, det ville være lettere at tjene sine penge på. Det er vigtigt for mig, at man alligevel tænker på det, i de valg man tager. Altså, man skal kunne tage en lille rolle, som man ikke rigtig får noget for, hvis der er noget at hente i den kunstnerisk. Der var et tidspunkt, hvor jeg tog en meget lille teaterrolle i opsætningen af Festen, og jeg var ude for, at mange spurgte mig, hvorfor jeg tog så lille en rolle men det havde jeg behov for dengang. At have en lille rolle, hvor jeg ikke skulle bære noget, jeg skulle ikke drive stykket frem, men jeg fik i stedet mulighed for at stå lidt bagved og komme med de små skarpe replikker. Og så i øvrigt se de andre spille. Se hvordan de arbejder, og se det oppe fra scenen. Det var faktisk en meget lærerig oplevelse for mig. Sonja Richters karriere startede med et brag. Hendes første film, dogme- filmen Elsker dig for evigt, blev set af mere end i de danske bio- grafer, den rejste fra den ene internationale filmfestival til den anden og blev kåret til årets bedste danske film af både Bodil- og Robertkomiteen. Sonja Richter blev ved begge begivenheder nomineret til årets kvindelige hovedrolle for sit sårbare og naturlige spil i rollen som Cæcilie. I Elsker dig for evigt spillede hun over for tre af danske films store navne. Mads Mik- kelsen, Nikolaj Lie Kaas og Paprika Steen. Din filmkarriere kom hurtigt i topfart. Elsker dig for evigt var en stor film at starte med hvordan fik du den rolle? Før jeg kom ind på teaterskolen, havde jeg nogle kontakter i filmbranchen, og faktisk havde jeg i 1997 været til casting på Susanne Biers forrige film, Sekten. Alt det skyldtes egentlig Paprika Steen, som jeg havde mødt, før jeg kom på teaterskolen, for snart 10 år siden. Hun lavede nogle ting med Jens Arntzen, og det var før, folk 7 0

12 vidste hvem Paprika Steen var. Dengang var jeg på et sangkursus i Svendborg. Vi kom til at snakke, og hun troede åbenbart på mig, for det var hende, der skubbede mig ind i de her filmting dengang. Hun havde nævnt mig til forskellige folk, og derfor blev jeg senere bedt om at komme til casting på Elsker dig for evigt. Jeg havde aldrig gjort mig klart, om jeg ville lave film eller ej, men nu var filmen der, og rollen passede til mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, det havde jeg jo aldrig prøvet før. Jeg vidste ikke, hvordan man spillede en hovedrolle. Var du bekymret over at være den eneste nye på et etableret hold? Det var nyt, ja, men det var set før, at der kommer en ny skuespillerinde og laver en skøn film, og så hører man aldrig om hende igen. Så jeg mener... Man skal nok ikke tage den slags, for mere end det er. Og jeg kendte de fleste i forvejen. Jeg kendte lidt Mads Mikkelsen fra for flere år tilbage gennem hans kone, der er danser og jeg kendte Nikolaj Lie Kaas fra teateret, hvor vi på det tidspunkt spillede sammen hver aften i Per Gynt og som sagt Paprika Steen, så selvom det sikkert så sådan ud udefra, så følte jeg mig på ingen måde udenfor, bare fordi de var mere etablerede. Hvis jeg havde været superbevidst om det dengang, så var det sikkert gået virkelig dårligt. Hvordan var optagelserne for dig? De var opslidende, men gode. Jeg gik helt ind i det. Jeg havde ikke så meget teknik til film, men jeg lærte en masse af de andre. Jeg kunne se på Nikolaj Lie Kaas, at han gjorde nogle ting, som han ikke gjorde på teateret, og på den måde var det en meget lærerig oplevelse for mig. De var alle sammen meget hjælpsomme. De vidste jo godt, at jeg var ny i filmfaget. Jeg var meget træt, når jeg kom hjem om aftenen. Jeg var også overrasket over, at jeg faktisk godt kunne lide det. Jeg troede, at det var for overfladisk for mig, men jeg blev mere og mere interesseret i arbejdet, jo mere vi lavede. Faktisk ville jeg gerne lave det hele om da vi var færdige, og hvis jeg kigger på filmen i dag, så synes jeg faktisk ikke, det er særlig godt det, jeg laver. Jeg kunne have gjort det bedre, det ved jeg. Det er også okay. Det var første gang, og man skal starte et sted. Det er lidt sjovt og lidt underligt men jeg er stadig stolt af filmen. Jeg gjorde mit bedste. Det er stadig en god film. 7 1

13 Betød det noget, at det var en dogme- film? Egentlig ikke. Gennemspilningerne af scenerne i dogme er lidt det samme som på teateret. Der får man også lov til at spille sig til en følelse og får også lov til at tage nogle gode lange følelsesforløb. På den anden side var det egentlig lidt en begrænsning for mig, at det var en dogmefilm. Det var opslidende på en meget anstrengende måde. Vi skulle bruge tid og kræfter på alt muligt. Praktiske ting med tøj og sminke ikke nogen steder at være under optagelserne og sådan noget. Jeg havde nok i at tænke på min rolle, og alligevel skulle jeg også tænke på, om mit hår sad, som det skulle. Dogme er på mange måder en instruktørting. Skuespillere er meget bevidste, og derfor skal der mere end dogmeregler til at snyde dem til at spille bedre. Det næste, der skete for dig, var advokatserien Forsvar på TV2. Hvorfor havde du lyst til at være med i en tv- serie? Det havde jeg, fordi jeg er af den mening, at næsten alt skal prøves en gang, før man forkaster det. Og fordi det oplæg, og de manuskripter, der var skrevet, før vi gik i gang, var spændende, og det så vanvittig interessant ud på det tidspunkt. Der skete imidlertid det, at stort set alt faldt på gulvet. Ideerne var gode, men der blev skåret nogle penge fra produktionen, og alt det, der så godt ud til at begynde med, var pludselig meget meget skidt. I hvert fald fortrød jeg hurtigt. Det var noget andet for mig, end jeg havde prøvet før. Jeg skulle spillet et voksent begavet menneske, og det synes jeg lød spændende. Jeg havde på det tidspunkt flest tilbud om at spille den sårbare tragedienne med kors om halsen og verden imod sig. Og pludselig var der nogle andre ting at hente i Forsvar, det var jo en stor rolle. Men det vidste sig hurtigt, at tingene slet ikke blev, som de burde være, og jeg var meget ked af at være der. Jeg lærte noget af det, og fik nogle erfaringer om den slags arbejde. Jeg bad om at blive skrevet ud efter den første sæson, og det blev jeg så. Det var fabriksarbejde, og det var som at samle biler, som jeg godt vidste, ville brænde sammen. Jeg kan ikke tale for de andre, men det her gjorde mig sur og ked af det hver dag. 7 2

14 Har det skærpet dine krav til, hvad du vil være med i? Det skal siges, at forfatterne også gik fra projektet senere. De havde det virkelig hårdt og svært, for de var, og er, enormt dygtige, men blev hele tiden spærret inde af økonomi, så jeg kunne ikke vide fra starten, at det ville gå så skidt. Men i øvrigt er jeg ikke god til at læse manuskripter. Jeg har tit svært ved at se, hvor det skal hen, så jeg får mere ud af at tale med instruktøren eller forfatteren. Det er dem, der kan give mig det afgørende argument for at gå ind i et projekt. Eftersom de fleste historier er ens forskellen er den måde, de bliver fortalt på så tror jeg også, det er det helt rigtige for mig at høre fra den med ambitionen til at starte med. Det giver mig en bedre indgang til en rolle. Jeg læser de ting jeg får tilsendt. Hvis det nu var mig, der havde skrevet et manuskript, som skuespillerne ikke engang gad læse igennem, så ville jeg blive såret og føle, at jeg gav dem indsigt i min dagbog, og så var de bare skideligeglade. Det er meget af respekt for den, der har skrevet det, at jeg læser så meget igennem. Så folk får både svar og respons, uanset om jeg vil eller kan lave det eller ej. Du havde i 2004 to roller i et par af de mere markante danske film Forbry- delser og Villa Paranoia. Forbrydelser er en af de få film med mange markante kvinderoller synes du det mangler i dansk film? Der er næsten ikke nogen. Kvinder har en anden form for dramatik i sig, som er mere cirkulær end lineær. Det er svært at få det gjort forståelig og spændende for de mænd, som de fleste forfattere og instruktører jo er. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, det er en gåde, som jeg ikke kan knække. Der er nu også ufattelig mange kedelige manderoller, men de slipper alligevel af sted med at spille politimand igen og igen det samme sker ikke så tit for kvinderne. Der er måske interessante kvinderoller i 1/10 af det jeg læser. Det betyder så til gengæld, at når der så er en spændende kvinderolle, så vil jeg gøre meget for at gøre den interessant. Naturligvis vil jeg ikke stå med en dårlig rolle bare for at få rollen. Det er ikke sådan, at jeg bare rydder bordet for at få en hovedrolle. Der er SÅ mange overvejelser hver gang. 7 3

15 Hvad fik du ud af Forbrydelser? Rent spillermæssigt fandt jeg ud af, at man kan gøre næsten alt. Hende jeg spiller havde jeg meget svært ved at gøre troværdig. Hun var mere end almindeligt himmelfalden, efter min mening. Jeg tænkte, skal hun virkelig sige det? Jeg sad og ledte efter grunde til at få hende til at gå op. Til sidst valgte jeg at lade være, jeg gav op, og spillede bare. I det tilfælde holdt min teori om at tage stikket ud og så spille og så se hvad der kom ud af det. Jeg var glad for at se filmen, og se at det faktisk virkede for flere af os i filmen, at vi skulle lade være med at analysere for meget på figurerne, men i stedet spille dem som vi følte, de skulle spilles. Senere på året kom Villa Paranoia. Anna hedder din figur og du var for første gang helt alene på plakaten. Resten af figurerne i filmen var bygget op om din figur. Hvordan taklede du det? Det var spændende og svært. For jeg havde hovedrollen, men jeg bestemte ikke noget. Clausen sagde på et tidligt tidspunkt til pressen, at nu havde han fået Sonja Richter til at sætte sin karriere over styr på det her. Fordi det var Erik Clausen, var det sindssygt kaotisk at lave filmen, og samtidig var det enormt inspirerende og spændende at arbejde sammen med ham. Jeg vidste aldrig under optagelserne, hvad jeg skulle mene om det, og derfor holdt jeg også op med at mene noget. Jeg havde nogle gange en helt klar fornemmelse af, hvad der skete, men andre gange kørte det hele rundt om mig, så jeg ikke kunne følge med i filmen. Jeg prøvede at kontrollere min del af det, jeg syntes jo ligesom, at jeg måtte komme med noget til rollen. Jeg skrev scener om og sagde til Erik Clausen, at det og det ikke fungerede nogle gange var han lydhør, og andre gange sagde han kort og kontant, at det blev, som han sagde. Det var en ekstrem oplevelse, som skiftede fra time til time. Sidse Babett Knudsen, der spiller en mindre rolle i filmen, sagde til mig, at hun var meget imponeret over, at jeg hele tiden sagde til Clausen hvad jeg gerne ville selvom han sommetider bare sad og lignede et prøvebillede. Jeg var ikke bevidst om det, jeg gjorde egentlig bare, som jeg syntes var rigtigt. Hver dag var der nye situa- 7 4

16 tioner, hvor jeg måtte finde ud af, hvor jeg stod, i forhold til det der skete. Det blev aldrig trygt og sikkert at lave Villa Paranoia. Hvad var det, der skete? Primært var det, fordi der ikke var noget manuskript, som vi kunne forholde os til. Clausen havde mere skrevet en bog, hvor historien så stod. Og så vil han ikke arbejde med produktionsplaner.vi lavede tingene, efterhånden som vi kom til dem. Det er selvfølgelig en noget ustruktureret måde at arbejde på. Han smed faktisk manuskriptet ud på et tidspunkt, eller brochuren som han kalder det, og der havde jeg virkelig svært ved at holde fast. Jeg har det, som de fleste vel egentlig, bedst med at have noget fast at tage fat i. Noget vi alle er enige om. Jeg ved, at nogen af de andre skuespillere havde svært ved at forstå, hvordan jeg kunne holde det ud. Filmen blev en stor succes. Den solgte over billetter. Overrasker det dig, efter hvad du oplevede under optagelserne? Nej, faktisk ikke. Der var flere mennesker, Clausen specielt, der havde så meget hjerte i det her, at det nok skulle gå godt. Der er mange, der starter et helt andet sted ikke her. Der var nogle ting, vi gerne ville sige. Der er varme og energi i den film. Jeg har fået mange mails fra folk, der var meget begejstrede for den, og det varmer naturligvis. Jeg har til gengæld snakket med mange kolleger, der siger det modsatte, der synes, den er rodet og dårlig. Det er fint nok smag og behag. Jeg bliver ikke ked af at høre det, men selvfølgelig vil jeg gerne have, at folk kan se, hvor meget vi har lagt i den film. Jeg er selv meget glad for den. Jeg ved ikke med mit eget spil det er svært at bedømme. Men jeg er stolt af filmen, fordi den er så off beat, som den er. Hvordan er du så egentlig inde bag rollerne? Jeg ser mig selv som et utroligt forstående menneske. Jeg forstår næsten alt eller har forståelse for næsten alt. Omvendt betyder det så også, at jeg bliver virkelig vred, hvis folk ikke er på samme måde. I denne her branche betyder den indstilling, at man faktisk tit får no- get fornuftigt ud af tingene. Fordi det er vigtigt at holde sig så åben som muligt, det er det hårdeste og mest brutale, men alt andet er for mig dårlige undskyldninger for ikke at turde. 7 5