STEENSGÅRD SKOV SVANNINGE BJERGE Fra agerdyrkning og overdrev til reguleret skovdrift og nåletræsplantage

Transkript

1 STEENSGÅRD SKOV SVANNINGE BJERGE Fra agerdyrkning og overdrev til reguleret skovdrift og nåletræsplantage En landskabshistorisk undersøgelse af Signe Trolle Gronemann

2 INDLEDNING...3 INTRODUKTION TIL OMRÅDET...5 Stedbetegnelser...5 Skoven i Svanninge Bjerge...7 DEL 1: SVANNINGE BJERGE FØR LANDBRUGSSAMFUNDET INDEN LANDBOREFORMERNE...9 Jord og landbrug i Svanninge i slutningen af 1600-tallet...10 LANDBRUG I SVANNINGE I 1700-TALLET...12 Grevskabet Brahesminde...12 Svanninge ejerlav under Brahesminde...14 Græsning og overdrev...14 Heste, kvæg og får...15 Tørv...16 Ny markinddeling...17 Stednavne i området...22 SKOVBRUGET INDEN Grevskabets skove...24 Skov i Svanninge?...25 DEL 2: DET ORDNEDE SKOVBRUG...28 DEN GRAM-LANGENSKE FORSTORDNING...28 FREDSKOVSORDNINGEN Tilsynet med de private skove...31 INITIATIVERNE PÅ BRAHETROLLEBORG...32 DEL 3: 1800-TALLET...35 UDSKIFTNINGEN OG SKOVUDSTYKNINGEN...35 UDSKIFTNINGEN...35 Udskiftningen i Svanninge...36 OMRÅDET BEPLANTES...37 Kulturarbejder Vilkårene for skov i Svanninge Bjerge...39 P.J. BØVING OG KULTIVERINGEN EFTER Kulturarbejder DRIFTSPLANEN Den fremtidige hugst...44 SKOVAREALET UDVIDES...45 Grevskabets øvrige skove...45 DRIFTSPLANEN Inddeling...48 Svanninge Bjerge anno Planen for fremtiden...51 Træarter...51 Kultiveringen på grevens egne skovudstykninger...52 VEJNETTET I SKOVEN...53 DE ANSATTE I SKOVEN...58 Skovrider og skovfoged...58 Tjenestejord i Svanninge Bjerge...59 Skovarbejderne...59 SKOVAKTIONER OG MARKEDSVILKÅR...61 SKOVENES NATURLIGE FJENDER...62 Sygdom, svamp og insekter...62 Orkanen DEL 4: 1900-TALLET...64 Første verdenskrig

3 EJENDOMSFORHOLD...65 Opløsningen af grevskabet Brahesminde...65 Fabrikant Brønner og Fristed Skov...67 Steensgård gods...68 SVANNINGE BJERGE UNDER STEENSGÅRD GODS, Svanninge Bjerge Anden verdenskrig...69 Driftsplan Ekstraordinær hugst Driftsplan Driftsplan Svag eller kraftig hugst?...75 NATURFREDNING I SVANNINGE BJERGE...78 HEDESELSKABET...80 Driftsplan Fristed Skov...81 Hedeselskabets rapport Driftsplan Orkanen STATUS I STEENSGÅRD SKOV...91 DEL 5: KULTURHISTORIEN I LANDSKABET...93 DET SPECIELLE OG BEVARINGSVÆRDIGE...93 Overdrev...93 Nåleskov...93 LOKALISERBARE HISTORISKE TRÆK...94 Gravhøje...95 Højryggede agre...95 Sten- og jorddiger...95 Særlige diger...97 Bygningsspor?...98 Vejnettet...98 Andre lokaliteter...98 DEL 6: SAMMENFATNING Stedbetegnelser KORT RIDS AF DEN HISTORISKE UDVIKLING I SVANNINGE BJERGE Indtil tallet tallet KULTURHISTORISKE TRÆK I LANDSKABET KILDER RIGSARKIVET Rentekammeret Christian 5.s Matrikel Kort KORT OG MATRIKELSTYRELSEN LANDSARKIVET FOR FYN Brahesmindes Godsarkiv Fredningsnævnet for Svendborg Amtsrådskreds Fyns Bispearkiv Fyns Statsskovsdistrikt STEENSGÅRD GODS PERSONLIGE MEDDELERE LITTERATUR VIGTIGE ÅRSTAL

4 INDLEDNING Denne rapport er blevet til på foranledning af Bikubenfonden, der i december 2005 erhvervede Svanninge Bjerge med henblik på udvikling af skov- og naturområdet til glæde for kommende generationer. Formålet med erhvervelsen var gennem naturbevaring at skabe de bedste muligheder for områdets rigt varierede flora og fauna og lade området spændende geologiske kvaliteter komme til sin ret. Samtidig skulle området åbnes for et natur- og kulturinteresseret publikum. Der vil i rapporten blive gjort rede for de dyrkningsmæssige forandringer, der er sket i Svanninge Bjerge, i perioden fra midten af 1600-tallet til i dag. Sammenhænge og forbindelser med lokale forhold samt den større historiske kontekst vil blive inddraget. Skoven i Svanninge Bjerge er af en forholdsvis nyere oprindelse. Bjergene har ikke altid været skovklædte. Skovene i området blev sået og plantet i løbet af 1800-tallet. Før disse initiativer lå området hen som en blanding af lyngklædt hede, uopdyrket overdrev, hvor der græssede får, kun afbrudt at mindre kultiverede områder. Svanninges bønder opdyrkede i små intervaller den ufrugtbare jord, for så igen at overlade den til restitution over lange hvileperioder. Den nåleskov, der blev plantet i Svanninge Bjerge, var udtryk for en ny type skovdrift; det ordnede eller planlagte skovbrug. I modsætning til tidligere handlede denne driftsform om at ensrette og effektivisere skovproduktionen med henblik på både egen forsyningssikkerhed samt overskudsproduktion med salg for øje. Beplantning af nåleskov var et moderne fænomen. Nåletræernes lange lige rækker stod som tydeligt bevis på en hård kamp mod områdets ufrugtbare natur, ført og vundet af kandidater fra den nyetablerede forstvidenskab. Nyplantningen i Svanninge Bjerge blev til på foranledning af grev Preben Bille Brahe stifter af grevskabet Brahesminde. Den historiske udvikling i skoven i Svanninge Bjerges er derfor primært interessant i to sammenhænge og perspektiver. For det første må området og skoven betragtes som en del af et stort grevskab, med herregårde og bøndergods. Grevskabets beboere brugte, benyttede og var afhængige af områdets naturressourcer. For det andet må skoven ses i sammenhæng med udviklingen inden for det moderne skovbrug. Skovetableringen var et resultat af de nye ideer og arbejdsmetoder, der så sin begyndelse i Danmark i slutningen af 1700-tallet. Ethvert valg af perspektiv indebærer selvfølgelig fravalg. I rapporten vil der ikke blive lagt vægt på den del af områdets historie, der ligger før Enevældens indførsel i Dette begrundes for det første med, at brugen af området før dette tidspunkt med overvejende sandsynlighed i store træk har lignet de forhold, der vil blive beskrevet 3

5 for 1700-tallet. For det andet er det svært tilgængelige kildemateriale begrænset, set i forhold til det vurderede udbytte. Rapporten falder i seks dele: 1. En generel introduktion til de forhold, der gjorde sig gældende i området indtil år Herunder forhold vedrørende agerdyrkningen, samt området som en del ad Svanninge ejerlav og grevskabet Brahesminde. 2. En beskrivelse af det ordnede eller planlagte skovbrug, både den generelle nationale udvikling og de lokale fynske initiativtagere. 3. En gennemgang af 1800-tallets skovrejsning og plantagedrift i Svanninge Bjerge. Både hvad angår etablering og planlægning, samt de mennesker der foretog arbejdet. 4. En redegørelse for udviklingen igennem 1900-tallet, herunder følgerne af grevskabets opløsning, verdenskrigenes betydning, driftsplanlægning og prioritering. 5. En opsummering af de kulturhistoriske træk i landskabet, der også lokaliseres geografisk. 6. Til sidst sammenfattes undersøgelsens hovedlinjer og konklusioner. Korttilrettelæggelse i GIS er forestået af Bo Fritzbøger, lektor i historie ved Københavns Universitet. Forkortelser: RA: Rigsarkivet Rtk: Rentekammeret LAF: Landsarkivet for Fyn BrG: Brahesmindes Godsarkiv StG: Steensgård Godsarkiv FSsD: Fyns Statsskovsdistrikt KMS: Kort- og Matrikelstyrelsen SNS: Skov-og Naturstyrelsen DKC: Det kulturhistoriske Centralregister td. (tdr.): Tønde(r) ha.: Hektar 4

6 INTRODUKTION TIL OMRÅDET Landskabet omkring landsbyen Svanninge nord for Fåborg er ganske specielt. Øst og nord for landsbyen rejser høje bjerge sig i et dramatisk kuperet landskab. Disse Fynske Alper er en del af en langstrakt kæde af randmoræner, der strækker sig fra nordvest ned gennem fra Jordløse sogn sydpå over Håstrup, Øster- og Vester Hæssinge til Svanninge sogn. Morænerne er dannet i slutningen af den sidste istid for omkring år siden, hvor gletschere skød frem gennem Østersøen og trængte op gennem bælterne. Randmoræner dannes ved hjælp af ophobning af materiale ved isranden. 1 Det kuperede og bakkede landskab omkring Svanninge kaldes samlet for Svanninge Bakker. I 1767 blev de fynske Alper beskrevet af Erik Pontoppidan: Paa den Søndre og Vestre Kant i Svendborg, Foborg og Assens Egn, møde de fleste Sandagtige og tillige Biergagtige Marker, allermest i Nyeborg Amt, huilken i sin langagtige Strækning fra Østen mod Vesten giennemskiæres af mangfoldige Banker eller smaa Bierge, som nogle Mile fortsættes i en vedvarende Kiæde. 2 Stedbetegnelser I den højeste del af bakkerne ligger det område, der fra gammel tid har været benævnt Svanninge Bjerge. I modsætning til Bakkerne bruges betegnelsen Svanninge Bjerge nu specifikt om det skovområde, der har hørt under Steensgård Skov og som nu Bikubenfonden har erhvervet. Undertiden ses betegnelsen Steensgård Skov for dette område. Navnet blev tilsyneladende indført efter salget af Steensgård gods i 1938 og har siden optrådt på kort og vejvisere. Betegnelsen har aldrig været særligt udbredt eller brugt i lokalområdet, hvorfor skoven i denne rapport vil blive benævnt Svanninge Bjerge. Betegnelsen Svanninge Bakker er udover en generel stedbetegnelse for hele det bakkede landskab, også blevet en stedspecifik betegnelse for det statskovsområde, der ligger lige op til Svanninge Bjerge. Med til denne statsskov hører også Sollerup skov og engene ved Arreskov Sø. 3 Dette områdes historie som skov- og naturareal med publikumsadgang og rekreativ funktion går tilbage starten af tallet, hvor fabrikant Mads Rasmussen, der også stiftede Fåborg Museum i 1910, opkøbte dele af området. Han var kunstelsker og var især blevet fascineret af Fritz Syberg berømte maleri Aftenleg i Svanninge Bakker. Det er vigtigt at adskille disse stedbetegnelser, idet Svanninge Bakkers historie adskiller sig en del fra udviklingen i Svanninge Bjerge. 1 Smed 1978 s. 18ff 2 Pontoppidan s Nyborg og Tranekær amt blev i 1793 slået sammen til samlede Svendborg Amt. 3 SKNs folder: 5

7 Svanninge Bakker er som naturområde tæt forbundet med de sydfynske malere, der yndede området som motiv for deres malerier. Malerne var fascineret af det bare og kuperede landskab, bevokset med lyng, gyvel og krat og fandt nåleskovens lige rækker mere eller mindre kedelige. 4 Men i perioden omkring , hvor de sydfynske malere primært udfoldede deres virke, var Svanninge Bjerge for længst skovklædt. Det betyder, at de overdrevsagtige landskaber de sydfynske malere er berømte for, fortrinsvis var placeret på vestsiden af Odense-Fåborg landevejen og området omkring og syd for Sandbjerggård. Malerierne kan dermed give et indtryk af vegetationen før Svanninge Bjerge blev tilplantet med gran og fyr, men kan ikke bruges til en tidsmæssig fastsættelse af dyrkningsforholdene i bjergene. Centrale dele af Svanninge Bakker blev fredet i 1950 erne, hvor man på steder valgte at forsøge en naturgenopretning, bl.a. ved at rydde den skov, der var blevet plantet i området fortrinsvis efter I 1974 påbegyndte staten opkøb af skov i området, startende med 30 tdr. land af Mads Rasmussens arvinger. Udvidelsen af statskovsarealet i Svanninge har siden inkluderet Dalkildegård og dele af Nørremark. Svanninge Bakker Statsskoven i Svanninge Bakker er indtegnet med grønt. Svanninge Bjerge er markeret med rødt. 4 Guldberg m.fl s. 7ff 6

8 Skoven i Svanninge Bjerge Skoven i Svanninge Bjerge er 212 ha.. 5 Jordbunden er sand og lerblandet morænejord, der egner sig fortrinligt til nåleskovsproduktion, men i mindre grad til agerdyrkning. Dertil kommer områdets kuperede og bakkede terræn. Netop disse forhold må siges at være udslagsgivende for de forandringer, der er sket på området. Det langstrakte skovområde grænser langs hele østsiden op til Knagelbjerg Skov i Brahetrolleborg sogn. Mod syd mødes skoven af landevejen mellem Nyborg og Bøjden. Mod nord afgrænses området af sognegrænsen til Øster Hæssinge og mod vest dels af landevejen mellem Fåborg og Odense, dels af forskellig privat og offentlig ejendom. Matrikulering i Svanninge Bjerge efter den nye matrikel Den oprindelige skovudstykning, 1801, bestod af matriklerne 78a og 78b. 31b kaldes Hesbjerg Plantage. 16k, 17d, 18c og 36a var i perioden ejet af familien Brønner og gik under navnet Fristed Skov. 5 Ekskl. Hesbjerg plantage på 15,5 ha. 7

9 Den første skovudstykning foregik i 1801, hvor matriklerne 78a og 78b blev reserveret til nyplantning af nåletræ. Omtrent samtidig indtog man matrikel 31b syd for landevejen mellem Fåborg og Odense, den såkaldte Hesbjerg Plantage. I sidste halvdel af 1800-tallet blev skovområdet i Svanninge Bjerge betydelig større. En lang række matrikler indhegnedes til fredskov, hver gang der skete brugerskifte ved den gård, hvorunder lodden hørte. Matrikel 8c kom til i 1872, 10b i 1876 og 9b og 11b i Disse områder havde status som samlet skov under grevskabet. Dertil kom at grevskabets besidder Preben Charles Bille Brahe Selby selv erhvervede som en del af sin private ejendom tilstødende matrikler, der ligeledes tilplantedes. Dette drejede sig om matrikel 16k i 1882, 18e i 1893, 17d omtrent samtidig og 36a i Ved grevskabets opløsning i 1928, blev grevens private skov solgt og grevskabets skove kom under Steensgård gods. I 1986 forenedes området dog igen, idet 16k, 17d, 18e og 36d, den såkaldte Fristed Skov, blev erhvervet af Steensgård. Hele skovområdet Svanninge Bjerge, på nær Hesbjerg Plantage er i dag samlet under samme matrikel 8c. 8

10 DEL 1: SVANNINGE BJERGE FØR 1800 Landbrugssamfundet inden Landboreformerne Den dyrkningsform og levemåde, landboreformerne ændrede i slutningen af 1700-tallet, var en århundrede gammel struktur, med godssystemet som dominerende enhed. Størstedelen af jorden ejedes i 1700-tallet af godsejerne, en mindre del af kronen og en forsvindende lille del af selvejere. Bønderne havde brugsret til jorden mod betaling af forskellige ydelser til ejeren, der så til gengæld stod inde for skatterne til kongen. Landet var præget af en decentral struktur, hvor den enkelte godsejer havde en stor frihed og råderum over sine ejendomme, både administrativt og økonomisk, og dette på trods af den enevældige regeringsform, hvor det i princippet var kongen og de af ham udvalgte embedsmænd, der styrede alle statens anliggender Størstedelen af landbefolkningen boede samlet i landsbyer af meget varierende størrelse. Landsbyerne på Sydfyn var store, set på landsplan, ofte med over 20 gårde. Foruden tilknytningen til godset var landsbyen den helt overvejende og vigtigste institution i hver enkelt landsbyboers liv. Landsbyen var centret for de fleste af landbefolkningens sociale og kulturelle relationer. Det var inden for landsbyens grænser, livet primært udfoldede sig. Landsbyen var både et socialt fællesskab, men dette fællesskab var bygget op over en fælles dyrkning af byens agerjord og tingene var på mange måder uadskillelige. Deraf betegnelsen Fællesskabets tid, om tiden før landboreformerne. Dyrkningsfællesskabet bestod i at hver bondes jord ikke lå for sig, men var placeret mange forskellige steder i landsbyen samlede jord. Landsbyernes jordtilliggende var gerne overordnet opdelt i tre marker eller vange, der igen hver i sær var opdelt i en række mindre afdelinger, gerne kaldet åse. Inden for hver ås var selve agrene placeret. Agrene var lange striber indikeret af pløjfurer. Samlet betød dette at hver enkelt bonde kunne have sin gårds jord spredt over agre fordelt forskellige steder i bymarken. Agrene var gerne pløjede højryggede, med en lavning eller ren imellem. Dette skyldtes at landbosamfundets bønder dyrkede jorden med henblik på forsyningssikkerhed ikke overskud. På en højrygget ager ville der, lige meget om sæsonen blev våd eller tør, være et vist udbytte af afgrøderne, enten på ryggen eller i lavningen. 6 6 Den højryggede ager blev til ved at bonden år efter år førte ploven i samme plovfure og på den måde skubbede topjord ind mod agermidten, som dermed langsomt hævede sig. Plovfurerne gik altid på tværs af landskabets højdekurver og kunne dermed fungere som dræning af vandlidende jord. Dertil kom at lavningerne eller renerne mellem de højryggede agre højst sandsynligt har markeret ejendomsgrænser mellem de forskellige bønders agerstriber. Fritzbøger 1998 s. 80 9

11 Afgrøderne på marken vekslede gennem en treårlig rotation mellem byg/havre, rug og fælled. Det sidste var betegnelsen for markens hvileperiode, hvor den blev udlagt til græsning og fik tilført næring fra dyrenes gødning. Det her skitserede trevangsbrug havde mange varianter. På Vest- og Sydfyn var rotationen gerne mere varieret. Her sås ofte flere marker og rotationen var fire eller otteårig. På grund af jordbundforholdende blev der ofte kun dyrket rug og boghvede i større omfang. 7 De fleste bønder var fæstebønder og således også bønderne på Sydfyn. De var derfor tilknyttet godset. Et gods bestod af hovedgården, dvs. bygninger og hovedgårdsjord, samt det tilliggende fæstegods. Hovedgårdsjorden blev drevet ved hoveri af godsets fæstebønder og husmænd, og udover hoveriet betalte fæstebønderne landgilde til godsejeren, i penge eller naturalier, for deres brug af fæstegården, samt en afgift ved indtrædelse til fæstet. Bønderne skulle derudover svare skat til kronen og tiende til kirken. Det var godsejerne, der stod for indkrævningen af skatterne fra bønderne til kronen, og som modydelse for dette var hovedgården skattefri, hvis der var et tilliggende af 200 tdr. hartkorn bøndergods inden for en afstand af to mil, og alle hovedgårde nød tiendefrihed af hovedgårdsjorden. 8 Udover skatteindkrævningen skulle godset stå for soldaterudskrivning blandt godsets unge mænd, samt sørge for en del sociale funktioner såsom fx. skolevæsen. Disse opgaver var fælles for alle godser, derudover kunne visse godsejere nyde greve- eller friherreprivilegium. Et grevskab krævede gods på mindst 2500 tdr. hartkorn og indbefattede opgaver inden for retsvæsen og kirke. Til gengæld nød greven skattefrihed af 300 tdr. hartkorn fæstegods. 9 Jord og landbrug i Svanninge i slutningen af 1600-tallet I Svanninge sogn lå foruden byen Svanninge landsbyerne Østerby, Millinge og Falsled. Af disse var Svanninge den største af byerne og her lå også sognets kirke. I 1682 var opført 30 gårde og 11 huse under Svanninge ejerlav, hvilket var en stor landsby også på landsplan 10 Mod vest i sognet lå hovedgården Steensgård. Forholdene for landbruget i Svanninge var betinget af de meget varierende jordbundforhold, det kuperede terræn, der på steder var meget udsat for vinden. I slutningen af 1600-tallet var Svanninge ejerlavs jordtilliggende den såkaldte bymark inddelt i fire marker og et vænge. Disse kaldtes Nørre mark, Saugsted mark, Syckes eller St. Oluffs mark, Dallum eller 7 Varianten kaldes også Lillebæltssystemet og fandtes også på i Østjylland. Frandsen 1988 s Hartkorn var en måleenhed, der angav forholdet mellem arealets størrelse og jordens bonitet 9 Skrubbeltrang Pedersen 1928 s

12 Bierge mark og Toubechs vænge. 11 Hver mark var endvidere inddelt i en lang række åse, som her lokalt kaldtes agerstykker. I disse lå de enkelte agre placeret i lange strøg gennem landskabet. Svanninge havde en rotation af afgrøderne på de fire marker, således at to marker lå fælled, en mark var rugmark, en boghvedemark. Svanninge ejerlav var stort og byen havde også et stort jordtilliggende. Men jordbundsforholdene var ikke særlig frugtbare. Dette gjorde at man var nødt til at lade jorden hvile længe mellem hver dyrkningsperiode. Efter enevældens indførsel i 1660 var det vigtigt for den nyetablerede magt at få fast vidnesbyrd om landets ejendoms, dyrknings- og jordbundforhold, idet disse oplysninger skulle danne grundlag for en ny skatteberegning. Resultatet blev Christian 5.s matrikel fra Arbejdet med at opmåle og registrere alle jorder i Danmark var enormt og matriklen kom derfor til at danne skattegrundlaget helt fra til starten af 1800-tallet, hvor en ny matrikulering blev iværksat. Blandt forarbejderne til matriklen 1688 var opmålinger og optegnelser i marken. Her blev hvert enkelt stykke jord opmålt og vurderet med hensyn til jordens bonitet eller egnethed til agerdyrkning. Opmålingen foregik fra ejerlav til ejerlav eller landsby til landsby. Således også for Svanninge ejerlav i Disse optegnelser står opført i den såkaldte markbog. Svanninge Bjerge var på matrikuleringens tid en del af Dallum eller Bierge mark, der i 1682 var henlagt til boghvedemark. Da opmålingsmændene i efteråret 1682 opmålte og beskrev stedet fandt de et bakket, kuperet og meget varieret terræn med dårlige jordbundsforhold for agerdyrkning. Om vegetationen i marken udover de plantede afgrøder nævnes lyng, men hverken skov eller blot træer. Jorden blev generelt betegnet som boghvedejord af middelmådig karakter og de fleste af agrene bestod af sand iblandet lidt muld. At jorden blev betegnet som boghvedejord, betød ikke man ikke kunne dyrke andre afgrøder. Men instruktionerne til opmålingsarbejdet dikterede forskellige taksationer og beskrivelser, inddelt i god, middelmådig eller slet rug-, boghvede-, blandet korn- eller havrejord. 12 Jordbunden dikterede hvor lang tid agerstykket skulle hvile mellem hver dyrkningsperiode for at jorden kunne restituere. 11 RA, Rtk. Christian 5.s matrikel Markbog over Svanninge ejerlav At ejerlavets ene mark kaldtes Saugsted mark er interessant, idet det kan indikere, at der har ligget en tømmerplads eller et savværk og sådanne placeredes selvfølgelig gerne i nærheden af skov. Der var dog ingen skov i umiddelbar nærhed i slutningen af tallet og heller intet savværk. Marken lå i den sydvestlige del af ejerlavet, længst væk fra Svanninge Bjerge og tættere på Hvedholm gods og Fåborg by. Der er ikke fundet spor i landskabet der kan støtte teorien om et savværk. Et sådan behøver på den anden side heller ikke nødvendigvis at efterlade arkæologiske spor. Se fx DKC, indeholdende de såkaldte Sognebeskrivelser. Syches mark, lige syd for Svanninge Bjerge, kaldtes også St. Oluffs mark, fordi der i denne mark lå en hellig kilde. 12 Pedersen 1984 s. 12ff 11

13 Agerstykkerne i Dallum mark skulle hvile mellem seks og helt op til 24 år mellem hver dyrkningsperiode, der gerne var på to år. Det kunne nemlig ikke betale sig at dyrke jorden i kortere intervaller, idet det var tidskrævende og hårdt arbejde at forberede jorden til dyrkning, som ved Det 3ide agerstyckke kaldis Steen Jord Ager Stykke løbber i øster og vester maalt fra den søndre side. Taxeret for at brugis 2 Aar til boughvede og ruug hviler i 9 aar, bestaar af røt Sand och stenet Jord. 13 Hvor de præcise agerstykker var placeret i landskabet kan ikke fastslås fuldstændig. Retningen på agrene angav hvilken retning pløjefurerne, eller de højryggede agre, løb. Det ses af markbogen, at det var en svær opgave at vurdere markerne i Svanninge, idet jordbundsforholdene var så varierede. Ofte måtte også de enkelte agerstykker yderlige deles op og takseres forskelligt. Landbrug i Svanninge i 1700-tallet Grevskabet Brahesminde Steensgård gods i Svanninge sogn har en historie, der går tilbage til 1300-tallet. I den her omhandlede periode har godset primært knyttet til stamhuset Hvedholm, der siden blev ophøjet til grevskabet Brahesminde. Steensgård gods blev i 1712 købt af etatsråd Frederik Jensen Hein, der fra 1737 var gift med Susanne Brahe. Hun blev samme år ejer af det nærliggende gods Østrupgård. Susannes broder var Preben Brahe, ejer af godset Hvedholm. Da Frederik Hein og Susanne Brahe ikke havde nogle arvinger dannede de i 1751 sammen med Preben Brahe stamhuset Hvedholm bestående af de fire godser Hvedholm, Steensgård, Østrupgård og fra 1758 Damsbo. Frederik Hein døde i 1751 og Susanne Brahe i 1760 og derefter var Preben Brahe eneejer til stamhuset. Preben døde imidlertid ugift i Stamhuset passerede over de næste tre år gennem forskellige ejere i kraft af erektionsbestemmelserne, før ejerskabet stabiliseredes hos Preben Bille Brahe, der 16 år gammel i 1789 arvede stamhuset og besad det til sin død i I 1797 fik han stamhuset ophævet til grevskab, fra nu af kaldet Brahesminde. Grevskabet havde dog ikke birkeret eller skattefrihed for 300 tdr. hartkorn bøndergods, som det normalt var tilfældet for grevskaber. Brahesminde grevskab blev ophævet i RA, Rtk. Christian 5.s matrikel Markbog, Svanninge ejerlav En 11 års rotation i et toårigt sædskifte er svært at udføre i praksis. Agerstykket ville hurtigt komme ud af trit med resten af marken. Så landmålerens notat må snarere opfattes som en slags omdriftsbonitering med det formål at give en skønsmæssig vurdering af den varierende besåningshyppighed. Fritzbøger 1998 s Bjørn

14 Svanninge, Steensgård og Hvedholm, 1774 Videnskabernes Selskab foretog i sidste halvdel af 1700-tallet den hidtil mest præcise opmåling og korttegning af hele landet. Forarbejderne var de såkaldte konceptkort, hvorfra udsnittet her stammer. Selvom landsbyen Svanninge og Steensgård Gods lå i samme sogn, hørte de fleste af bønderne i Svanninge under hovedgården Østrupgård, der lå lidt nordøst for landsbyen Østrup, der ses øverst på kortet. Forskellen var dog ikke så stor, idet begge hovedgårde, samt Hvedholm og Damsbo var forenet under grevskabet Brahesminde. Kort- og Matrikelstyrelsen. 13

15 Svanninge ejerlav under Brahesminde Brahesminde var et stort grevskab. Godsets fire hovedgårde havde en stor mængde bøndergods under sig, primært samlet i nærheden af hovedgården. Det drejede sig om så godt som al jorden i Horne, Svanninge og Håstrup sogne, samt det meste af jorden i Jordløse sogn. I alt 281 gårde og 184 huse. 15 Selvom Svanninge lå i samme sogn som Steensgård hørte de fleste af Svanninges bønder dog til Østrupgård, hvor de udførte deres hoveri. I midten af 1700 tallet fortæller jordebøgerne at antallet af gårde var faldet en smule og at 22 af byens 26 bondegårde hørte under Østrupgård, resten under Steensgård. Grevskabet var opdelt i to forvaltningsdistrikter frem til 1862; Hvedholms forvaltningsdistrikt og Steensgårds forvaltningsdistrikt, der foruden Stensgård omfattede grevskabet sidste to godser Østrupgård og Damsbo. Græsning og overdrev I løbet af 1700-tallet forandrede dyrkningsforholdene sig gradvist i Svanninge ejerlav. Langsomt ændrede Dallum mark status fra at være en del af den årlige dyrkning og rotation i bymarken til udelukkende at blive brugt til kreaturgræsning. Dallum mark blev i stedet byens fælles overdrev og Svanninge fik i stedet en treårlig rotation på de resterende marker. Græsningen af kreaturer er blevet kaldt den nålespids, hvorpå den meget følsomme økologiske situation i det gamle landbrug balancerede. 16 Kreaturerne betød både gødning til markerne og trækkraft til dyrkningen og eftersom man ikke prioriterede foderafgrøder som kløver eller rodfrugter, var græsningsarealerne og mængden af hø til vinterfoder helt afgørende. I Svanninge valgte man derfor at overlade de ufrugtbareste dele af bymarken til de vigtige kreaturer. Samtidig har udbyttet i Dallum mark været ringe og arbejdet hårdt, når jorden efter lange hvileperioder igen skulle opbrydes. Jorden under Svanninge by var generelt ikke af særlig god kvalitet. Det betød at byen havde et ret stort jordtilliggende til at dække de takserede tønder hartkorn. Men det blev arbejdsstyrken i byen jo ikke større af og man valgte derfor at lægge den største indsats på de bedste jorder. Overdrevet var tilsyneladende ikke indhegnet. Man tøjrede i stedet kreaturerne. På den måde havde man også en chance for at indsamle deres gødning og fordele den på de jorder, der skulle dyrkes. Dallum mark kunne ikke betale sig som agerbrugsland, men som overdrev forbedrede den i stedet de andre marker. Alligevel fungerede systemet ikke tilfredsstillende i Svanninge. Ofte rev kreaturerne sig løs og gjorde skade på de øvrige markers afgrøder. Dette forårsagede mange konflikter og uenigheder i ejerlavet. 15 Bjørn 2002 s. 30ff 16 Frandsen 1988 s

16 Det traditionelle overdrevslandskab var kendetegnet ved alsidighed, vekslende mellem skov og slette, med enkeltstående træer og krat, under hvis beskyttelse nye træer kunne vokse op. Tætheden af bevoksningerne var afhængig af antallet af kreaturer og jordbunden. Ofte kunne overdrevene være meget store og deltes mellem flere byers kreaturer. Overdrevet i Svanninge var anderledes. De dårlige jordbundsforhold og den udsatte situation for vinden gjorde at lyngen var fremherskende og der fandtes ingen træer, blot krat. Jorden udpintes ved græsning uden den fik ny næring eller gødning. På steder hvor der gik hul på lyngen kunne sandflugt være et problem. Heste, kvæg og får På grund af de store græsningsarealer der var til rådighed for bønderne i Svanninge har ejerlavet sandsynligvis haft et større dyrehold end mange andre landsbyer på Fyn. I modsætning til landsbyer hvor jorden var god og man derfor kunne koncentrere sig om agerdyrkningen, var man i Svanninge nødsaget til at satse lidt bredere. Dette gjordes fx ved et større dyrehold. Man kan se tendensen gennem de afgifter bønderne betalte til hovedgården, den såkaldte landgilde. I slutningen af 1700-tallet bestod landgilden af en pengeafgift og en mængde korn. Men jordebøgerne opførte også at pengeafgiften tidligere havde været betalt in natura, dvs. i råvarer eller såkaldte småredsler. For de fleste bønder i Svanninge havde småredslerne haft form af en otting Smør, et Lam, en Gaas, to Høns, 20 Æg og en mark lysegarn. 17 Dette fortæller at malkekvæg og får har været standard på hver gård i landsbyen. Skifteforretninger foretaget efter bønder og husmænds i Svanninge i midten af 1700-tallet kan give et indblik i landsbyens dyrehold. Hestene var flest i antal. Dette skyldtes, at der skulle bruges seks heste til at trække en hjulplov. Dermed var dette antal minimum for at kunne dyrke gårdens jord og udføre det hoveri som gården var forpligtet til. På mange gårde stod mere end seks heste, men det skyldtes til dels hestenes alder og ydeevne. På nogen gårde stod der færre, så måtte man låne af landsbyens andre bønder, når disse kunne undvære. Med køerne var det anderledes. Kvæget var nødvendigt for gødning og mælkeprodukter, men i mindre grad til trækkraft. Derfor kunne deres antal varieres mere efter gårdens økonomiske formåenhed. En lille kreaturbesætning fik først konsekvenser på længere sigt, men manglede man heste føltes virkningen øjeblikkelig. Dertil kom at der i midten af 1700-tallet var flere store epidemier af kvægpest, der gik meget hårdt ud over besætningerne. Generelt var hestenes antal højere end kvægets på Fyn, Sjælland og Lolland-Falster. Dette skyldtes en større godsdominans i disse områder og derfor mere 17 LAF, BrG. 3/7. Jordebog for stamhuset Hvedholm Måleenheden otting, svarede til en ottendedel tønde. Vægtenheden mark svarede til et halvt pund. Lysegarn var garn til at fremstille væger af. 15

17 hoveri. I Jylland var enkeltliggende og selvstændige gårde mere udbredt og opfedning af kreaturer med henblik på salg en indtægtskilde også for bønderne. 18 Den 24. maj 1745 blev der foretaget skifte efter gårdmand Peder Pedersen i Svanninge. I hans stald og på overdrevet stod fire heste og tre hopper, hvoraf den ene var gammel. Dertil kom en ko, tre kvier, to stude, fire kalve, omkring et år gamle samt to spæde kalve. Peder havde derudover 12 får, fire grise, fire gæs og en gase. Besætningen var forholdsvis stor og synsmændenes vurdering af dyrenes værdi i rigsdaler fortæller, at den også var i god stand. Den 12. januar 1754 var turen kommet til boet efter afdøde gårdmand Jørgen Pedersen, der efterlod sig: fem heste, fem øg og et lille føl, dertil kom seks køer, en kvie, en stud, tre kviekalve og to studekalve. Og til sidst seks får, to svin, en mager so med fire grise, fire gæs og en gase. Husmændene havde også dyr, men i meget mindre målestok, som fx Jens Rytter over hvem der blev skiftet 25. juni Han efterlod to heste, fire får og en gris. 19 Kun husmandssteder med jordtilliggende havde som gårdmændene ret til at lade deres dyr græsse på overdrevet og i marken. Husmænd uden jord måtte betale eller leje sig frem hos gårdmændene og havde af den grund ofte færre dyr. 20 En jordebog over stamhuset Hvedholm fra 1787 fortæller at der på dette tidspunkt boede i Svanninge 26 bønder, fire husmænd med jord og 11 uden jord. 21 Til trods for variationer inden for besætningernes størrelse har det alligevel været et stort antal dyr, der græssede på marker og overdrev. Tørv I Svanninge Bjerge fandtes flere tørvemoser, dannet i morænebakkernes dødishuller. Tørv var en udbredt brændselstype, der for alvor slog igennem i løbet af 1600-tallet. Højst sandsynligt i takt med at skovarealet mindskedes (se side 25). Mosetørv var ikke en lige så god energikilde som bøgebrænde. Men mosetørven var trods alt bedre end de meget dårligere lyngtørv, der brugtes i Vestjylland. Mosetørv som den i Svanninge har omtrent haft en brændeværdi svarende til 1/3 af bøgebrænde. Samtidig var tørv en arbejdskrævende energikilde. I gode tørvemoser blev tørven skåret direkte af tørvemosen, andre steder skulle de efterfølgende æltes og forarbejdes. Men der skulle stadig lægges betydelig mere arbejde i at få stuen varmet op af tørv i forhold til at gå i skoven og hugge bøgebrænde. I skifterne fra Svanninge har 18 Skrubbeltrang BrG. 8/39 20 Skifteforretningen fortæller desværre ikke om Jens Rytter havde jord til sit hus. En jordebog for Østrupgård omkring er ikke bevaret. 21 LAF, BrG. 3/7. Jordebog for stamhuset Hvedholm

18 de fleste gårde tørvespader blandt inventaret. I løbet af 1700-tallet valgte stadig flere godsejere at udvise en del af bøndernes årlige mængde brænde i tørv i stedet for i træ. Ny markinddeling Man besluttede i 1780 at lave en ny markinddeling i bymarken og samtidig grundigt indhegne hver enkelt mark. Grunden til den nye inddeling var bl.a. problemer med tøjring af kreaturer, hvilket herefter blev forbudt. Ved den nye markinddeling forsøgte man igen at gøre Dallum mark eller Bjerge marken, som den også kaldtes, til agerjord. Alle markerne deltes i to, men man valgte at beholde vænget. Nørremarken, deltes i Rødhyls- og Nørremark, Saugsted Mark i Østerog Vester Saugsted mark, Syches mark i Pugesøe- og Seebergsmarken (også kaldet Søegaardsmarken) og Dallum eller Bjerge mark, deltes i Øverste/Yderste og Nederste/Forreste Bjerge mark. Nu havde Svanninge altså otte marker og et vænge, der skulle indgå i den årlige rotation af afgrøderne. Dette gjordes på denne måde: Driften angaaende saa besaaes 3 Marker hvert Aar; og dette første Aar Rødhyls og Nørre marken som allerede til dels ere besaaede med Rug og dernæst Pugesøe marken til Falle korn. Næstkommende Aar 1782 udgaar Rødhylsmarken og tilgaaer Seebergs marken, 1783 udgaaer Nørre marken og tilgaaer Vestre Saugsted med de nederste Bierge, 1784 udgaaer Pugesøe marken og tilgaaer Øster Saugsted med Vestermarken og saa fremdeles afgaaer og tilgaaer i denne Orden aarligen én Mark og altsaa faar Marken herefter 3 Aars hvile med 3 Aars drift LAF, BrG 5/5. Markinddeling dateret 27.november

19 Markindelingen 1780 Kortet viser den nordøstlige del af Svanninge ejerlav, samt bygningerne i selve Svanninge By. Dallum mark eller Bjerge marken, der i en periode udelukkende havde fungeret som overdrev deltes ved den nye markinddeling i de Yderste og de Forreste Bjerge. På samme måde deltes også ejerlavets resterende tre marker, således at bymarken kom til at bestå af i alt otte marker. På kortet er detaljer i det område, der i dag udgør Svanninge Bjerge, medtaget og heraf ses placeringen af det nuværende skovområde i datidens markinddeling. Den del af Svanninge Bjerge, der ligger syd for markskellet til Søgårdsmarken, har ikke på noget tidspunkt været en del af overdrevet, men har på nær under jordens lange hvileperioder, stedse været under plov. Den sydlige del af Svanninge Bjerge er også karakteriseret af bedre og mere leret jordbund end den nordlige. 18

20 Man havde med den nye markinddeling erkendt, at dyrkningsforholdene i bjergmarkerne var særligt vanskelige, men man vægrede sig alligevel for helt at opgive overdrevet. Løsningen blev at bjergmarkerne på skift indgik i rotationen ved at følges med de mindste af de øvrige marker. Men bjergmarkerne skulle kun opdyrkes de to første år af den treårlige dyrkningsperiode. De Yderste Bjerge fulgtes med Rødhylsmarken, de Forreste Bjerge med Vestre Saugsted mark. Dette mønster gav for bjergmarkernes vedkommende to års dyrkning og fire års hvile. Det betød at Svanninge stadig konstant havde i hvert fald den ene bjergmark reserveret til græsning og overdrev, samt de tre marker der ikke blev dyrket det pågældende år. Gamle marker Saugsted Mark Syches / St. Oluffs Mark Nørre mark Dallum / Bjerge Mark Nye marker Østre Saugsted Vestre Saugsted Seebergs/ Søegårds mark Pugesøe mark Nørre mark Rødhyls mark Yderste/ Øverste Bjerge Forreste/ Nederste Bjerge 1. År X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X X Årlig rotation i Svanninges marker efter den nye markinddeling 1780 Ved X dyrkedes den pågældende mark, ellers hvilede den. Inden markinddelingen kunne gennemføres skulle de forskellige lodsejere til ejerlavet høres. En enkelt bonde i Svanninge hørte på dette tidspunkt under baroniet Brahetrolleborg. Besidderen af baroniet Johan Ludvig Reventlow ( ) kom en udførlig kommentar til forslaget. Han betegnede den foregående driftsform og rotation som den sletteste form der nogensinde kan finde Stæd, men var generelt begejstret for det nye initiativ. Alligevel havde han dog flere ændringsforslag, der fortæller lidt om dyrkningsforholdene i Svanninge Bjerge: Bierge eller 19