Prædiken til anden søndag efter påske

Transkript

1 Prædiken til anden søndag efter påske Salmer Indgangssalme: DDS 12: Min sjæl, du Herren love Salme mellem læsningerne: DDS 51: Jeg er i Herrens hænder Salme før prædikenen: DDS 206: Vor frelser, du, som døde Salme efter prædikenen: DDS 168: Hyrden er én Nadversalme: DDS 662 v. 1-3: Hvad kan os komme til for nød Sidste salme: DDS 233: Jesus lever, graven brast Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes Korsvar Jesus sagde:»jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«joh 10,11-16 Amen! Middelalderen var med vores øjne en fattig og forarmet tid, men den var rig på fortællinger. Langt rigere end den tid, vi lever for vores egen tid er en tid, hvor de store fortællinger og de meningsbærende historier i den grad er trængt i baggrunden af tal og fakta, men måske i endnu højere grad af de små historier og små episoder, der alligevel er glemt i morgen. I middelalderen tog mange af de fortællinger, som mennesker dengang gik og fortalte hinanden, afsæt i en kristen forestillingsverden. Helgenlegender var en særlig yndet genre, og man fortalte glad og gerne om de troende, der i deres liv 19/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 og ofte særligt i deres død havde udmærket sig. For helgener var meget tit blevet dræbt på grund af deres tro. At beretningerne om helgenerne betød meget for datidens mennesker kan vi se på kalkmalerierne rundt omkring i middelalderkirkerne, hvor sådanne motiver forekommer hyppigt, selv om vi hér i Hinge/Vinderslev primært har andre motiver at glæde os over. (I Hinge har helgenerne dog også haft deres plads i den tredje række af malerier, som vi i dag kun kan ane.) En lidt speciel helgenlegende er fortællingen om den hellige Kristoforos. Han blev ikke i første omgang kendt for, hvordan han døde, men for, at han var den, der bar Kristus, i skikkelse af et lille barn, på sine skuldre. Og Kristoforos, det betyder netop den, der bærer Kristus. Fortællingen om Kristoforos er, kort fortalt, som følger. I Israel levede for mange år siden en vældig kæmpe. Han hed Reprobus. Som den største og stærkeste ville han gerne tjene den mægtigste konge, og ham drog han så ud for at finde. Omsider fandt han det største rige, og kongen hér tog vel imod den fremmede kæmpe. Reprobus var glad for at tjene den største herre, men blev forbavset over at se kongen gøre korsets tegn for sig, når hoffolkene nævnte noget ondt. "Hvorfor slår du det underlige tegn?", spurgte Reprobus. "Djævelen er min værste fjende, men når jeg slår korsets tegn, kan han ikke gøre mig noget", svarede kongen. "Så må djævelen være større og stærkere end dig og derfor vil jeg tjene ham", sagde Reprobus og så drog han derfra igen. På sin vandring mødte han i ørkenen en stor flok krigere. Anføreren var hæslig og spurgte med barsk stemme Reprobus, hvem han søgte. "Jeg søger den onde selv", svarede Reprobus. "Det er mig", sagde manden. Reprobus kom med ham som kriger og var glad ved det. Men en dag red djævelen i en stor bue uden om et kors ved vejsiden. Reprobus spurgte, hvorfor han var bange. Modstræbende svarede djævelen: "Der er en mand, der hedder Kristus. Han blev slået ihjel på sådan et kors". "Når du er bange for Kristi tegn, må han være mægtigere end du er. Jeg vil forlade dig og tjene ham, som du er bange for", sagde Reprobus. For tredje gang var Reprobus på vandring, men Kristus kunne han ikke finde. En dag mødte han en eneboer, der nok mente at kunne hjælpe ham. Da kæmpen 19/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 ønskede at bruge sine kræfter på at tjene Kristus, sagde eneboeren efter lang overvejelse: "Der er en rivende flod, hvor mange er druknet, når de forsøgte at gå gennem strømmen. Bær du alle over, som kommer den vej. På den måde kan du tjene Kristus". Reprobus slog sig ned ved floden. Han løftede de rejsende op på sine skuldre og med staven i hånden bar han dem gennem strømmen, så alle kom sikkert i land. Så en nat var der en, der kaldte på ham. Det var en lille dreng, der ville bæres over. Med drengen på skuldrene og staven i hånden gik han ud i floden. Men drengen blev tungere og tungere og midt i strømmen var Reprobus ved at segne. "Det er, som om jeg bærer alverdens byrder på mine skuldre", sagde Reprobus. "Det er ikke så underligt", svarede drengen, "For jeg er er Kristus, den som du tjener. Fra nu af skal du hedde Kristoforos. Den, der bærer, Kristus". Kæmpen var glad og nu tog han igen ud i verden, ikke for at lede efter Kristus, men for at prædike hans navn. Man forstår godt, hvorfor fortællingen om Kristoforos kunne gribe datidens mennesker. Tænk sig at gå alt det igennem, for til sidst at møde Kristus selv og tjene ham. Alene af den grund kan det ikke undre, at kæmpen, der bar Kristus over de frådende vande, blev et yndet motiv i de kalkmalerier, som vi kort berørte før. De kalkmalerier, som man netop i middelalderen fyldte kirkerne med, og som blev de billeder, som man dengang kendte til. For i middelalderen var der nok mange fortællinger. Til gengæld var billeder og det visuelle sprog stort set begrænset til kirkerne. Men der var en anden grund. En grund, der gjorde motivet af netop Kristoforos endnu mere populært. Man troede nemlig, at den, der havde set Kristoforos ikke den samme dag ville kunne dø pludseligt. Altså falde om på gaden, blive slået ihjel af røvere, eller, måske, drukne på havet. Og det betød noget. Man købte sig tid ved at gå hen i kirken og se på billedet af Kristoforos. Ikke fra døden som sådan, for den var man i middelalderen sig meget bevidst rammer os alle og derfor også er en naturlig del af vores liv. Men fra den pludselige død, for det var den, man for alvor frygtede. Ved at se Kristoforos mente man, at døden trods alt ikke ville ramme én så pludseligt, at man ikke kunne nå at forholde sig til det og tilkalde en præst, så man, inden selve dødens øjeblik, kunne modtage sine synders nådige forladelse og, som man gjorde dengang, få den sidste olie. Og dét betød for alvor noget. For kun ved at nå det kunne man føle sig sikker på at komme ind i Himmerige. 19/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 I dagens evangelium hører vi om en anden, der bærer os. Eller rettere det gør vi ikke, men tanken ligger lige for. Billedet af den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene, fanger os og sætter vores forestillingsevne i gang. Det gør det oplagt at tænke, at hyrden bærer det forskræmte får på sine skuldre. Hvorimod den lumske ulv må gå med uforrettet sag. Billedsproget er troens modersmål. Det er det sprog, vi kan tale om og høre om det, vi ikke forstår, og som kun den nådige Gud i sin himmel kender i sin fuldstændighed. Når Jesus beskriver sig selv som den gode hyrde og os, må vi nok forstå det, som de hjælpeløse får, er det jo ikke bogstaveligt ment. Vi går galt i byen, hvis vi slet og ret ser det som noget konkret. Det er jo ikke sådan, at Han, den Herre, der alting magter, konkret taget vandrer rundt og passer dyr ude på marken. Eller at vi pludselig er blevet forvandlet til en flok umælende får. Men ved netop at tale i billeder, hører vi noget, som vi ellers ikke havde kunnet få et glimt af. Det ligner vores forhold til Gud og vores afhængighed af Ham, men det er ikke derfor fuldstændig identisk med dette. Ligesom med lignelserne lignes noget kendt i hyrdebilledet med noget ukendt. Vi får et glimt af Gudsriget og af Vorherres forhold til os mennesker. Når vi taler om billedsproget som afgørende for troen, er det samtidig væsentligt at huske på, at kun noget af det betydningspotentiale, der ligger i billedet, aktualiseres. Der er noget, som bringes i centrum, og andet, som ikke gælder i den sammenhæng, billedet taler ind i. Hvis I i øvrigt vil undskylde mig sammenligningen, kender vi det godt. For det er lidt, ligesom når vi, måske i forelskelsens lykkerus, kan kalde den elskede for en rose. Hér er nok mest det rosens skønhed, velduft og forfinede udtryk, vi tænker på. Og typisk ikke det forhold, at roser har torne, at vi kan rive os til blods på dem, eller at de på passende tidspunkter skal klippes ned og i øvrigt ser forfærdelige ud, når de er afblomstrede. På samme vis er det med Bibelens billedsprog. Hér er det netop også bestemte elementer i et givent billede, der aktualiseres og bringes i fokus; og andre, som vi lader ligge og ikke tænker på. Det gælder, når vi taler om Gud som en konge. Om Gudsriget som det store gæstebud. Eller, som i dagens evangelium, om Jesus som den gode hyrde. Det ligner noget, og siger noget om Gud, men det er ikke det fulde betydningspotentiale, vi tænker med, når vi ser sådanne billeder som afgørende for troen. 19/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Billedet af den gode hyrde er ikke er som billedet af daglejeren, der bare gør det for dagslønnen og ellers er ligeglad med, hvad der sker fårene. Det siger sådan set hel del. For dermed er det også sagt, at den hyrde, som den herre Jesus sammenlignes med, er den ansvarsfylde, kærlige og ihærdige hyrde, der ikke lader sin flok være flok og kun passer på sig selv heller ikke, når den trues af mørkets og ondskabens magter, i fortællingen naturligt nok beskrevet som en ulv. Med et lidt gammeldags udtryk, kan man sige, at han kærer sig om de mennesker, han har fået betroet ansvaret for. For fårene er jo netop ikke rigtige får, men mennesker. Ja, vi træder sådan set selv ind i beretningens univers, for når vi hører ordene er det samtidig os, der kaldes til at høre Ham til. Derimod er der også elementer i hyrdebilledet, der ikke aktualiseres. Og igen er det, fordi det ikke er noget konkret, men netop et billede, vi har fat i. Et billede, der ligner noget andet, men som ikke af den grund er fuldstændig identisk med dette. Når vi taler om Jesus som den gode hyrde, tænker vi således ikke i første omgang hyrden, som den, der straffer fårene med kæppen; som den, der slår det halte lam ned, fordi de ikke kan følge med resten af flokken; eller som den, som fører fårene til slagtning. Alt det, kunne en god hyrde ude i den virkelige verden ellers med god samvittighed gøre. Men ligesom med rosen, hvor det er skønheden og ikke tornene, der er i centrum, er det kun dele af hyrdebilledet, som vi må tænke med, når vi taler om Jesus som hyrden, der tager sig af, ikke bogstaveligt taget fårene, men os syndige mennesker. I det gamle testamente er hyrdebilledet meget udbredt. Naturligvis, fristes man til at sige, er det sådan. For det gamle Israel var fuldt af hyrder, der gik rundt i ude i det øde land og vogtede deres fåreflok. Den mest kendte af dem alle, kong David, var hyrdedreng og tilbragte sine første år med at vogte får. Og David kommer dermed, som den jordiske konge, til at repræsentere den forbindelse, som vi også i GT finder mellem hyrden og kongen. For også den himmelske konge, Vorherre selv, bliver ofte beskrevet som en hyrde. Det så vi for lidt siden i læsningen fra Ezekiel. Så når Johannes i dagens evangelium kan tegne billedet af Jesus som den gode hyrde, er det i samspil med en lang række steder GT. Det måske mest kendte sted, i salme 23, der jo som de fleste salmer tilskrives netop David, hedder det således i meget smukke billeder: 19/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst Billedet af Gud som hyrden er stærkt og rummer store dybder. Det giver os en meningsfuldt måde at tale om, at Gud vil os og tager sig af os. Det forekommer os instinktivt godt at være i den levende Guds hænder, når vi forstår Ham i billedet af en god, kærlig og omsorgsfuld hyrde. Men hvad så med ham Kristoforos? Ja, ham er vi ikke færdige med at beskæftige os med endnu. Og det er måske også meget godt, nu hvor vi har brugt en del tid på ham. Pointen med hele historien om denne kæmpe, der bar Kristus på sine skuldre, er nemlig den, der sådan set gælder alle helgener. Det er meget muligt, at kan lære noget af andre mennesker, der har haft et særligt forhold til Gud, men det er en stor misforståelse, hvis vi tror, at de har noget at betyde for vores gudsforhold. Det er, så at sige, ikke som Kristoforos gjorde i legenden op til os at bære Kristus, men Ham, der bærer os. I forholdet til Gud skal der ikke og kan der ikke skydes noget ind mellem os mennesker og Gud. Vi kan aldrig sætte noget imellem Ham og hver enkelt af os. Men det, og det er jo det forunderlige i evangeliet, behøver vi heller ikke. Vi behøver ikke, at sende nogen helgener i forbøn for os, eller at se på billeder af dem, for ikke at skulle frygte noget. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at undgå ulykke og pludselig død. Det betyder heller ikke, at vi ikke i vores liv kan blive grebet af frygt og ængstelse tværtimod må og skal vi bekymre os for os selv og ikke mindre for de mennesker, der står os nær. Men det betyder, at i forhold til Vorherre har vi ingen grund til at gøre os bekymringer for, hvordan vi mon skal gebærde os. For i sidste instans afhænger vores liv og vores frelse ikke af noget, vi kan gøre, endsige af, hvad andre kan gøre på vores vegne. Det hele afhænger derimod alene af, hvad Gud i sin uendelige nåde gør for os. Også vi må affinde os med, at vi er i den guddommelige hyrdes hånd. Og det er bestemt ikke noget dårlig sted 19/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6

7 at være. For Jesus er også for hver enkelt af os den hyrde, der allerede og en gang for alle har sat sit liv til for vores skyld. Amen! Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen! Lad os alle bede. Vi takker dig, levende Gud, fordi du giver os livet og lader os leve det for og med andre mennesker. Vi beder dig for alle, der har mistet, og alle der står over for at skulle miste. Læg din trøstende hånd på de syge, de bange og dem, der kæmper med døden. Lad dem finde håb i troen på, at vi i dig skal leve, om end vi dør. Hjælp os med at være taknemmelige for alt, hvad vi har fået givet. Og giv os at leve vores liv i fællesskabet med dig. Tilgiv os alt ondt, vi har gjort, og tilgiv alle, der har gjort ondt mod os. Giv dem og os din fred. Vi takker dig for din kirke og for dine sakramenter, som du har skænket os i dåben og i nadveren. Velsign og bevar din kirke her og ud over jorden, og lad ordet om dig forkyndes uden omsvøb over hele verden. Lær os at følge dig, skønt vi ikke er villige dertil. Hold din hånd, Herre, over vort land og vort folk. Velsign alle, der udøver magt og myndighed. Lær dem at bruge magten til at værne den svage. 19/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 7

8 Vær med vor dronning, hendes familie og alle familier. Vær med alle, der er udsendte og tjener fredens tjeneste i ind- og udland. Giv dem og os at bevares i din nåde, fred og velsignelse. Skænk os din frelse og bevar os i troen på det evige liv. Amen! Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde Og Guds kærlighed Og Helligåndens fællesskab Være med os alle! Amen 19/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 8