Nr. 6: At involvere sine børn

Transkript

1 Nr. 6: At involvere sine børn Januar 2018: Der er før kommet hjælp fra børnene. Blandt andet stod en datter for at male køkkenet. Foto: Abelone Glahn Selvom vi var kommet bemærkelsesværdigt langt med saneringen af laden og kontoret i løbet af forår og sommer 2017, ventede nogle større opgaver, vi ikke selv kunne løfte. En del af opgaverne havde vi selv forsøgt at udføre, men omfanget og arten var alt for stort til, at vi nogensinde kunne overkomme det selv. Vi måtte bede vores voksne børn om hjælp. Det var noget af en overvindelse, for de har alle deres at se til flere med små og større børn, og vi ved, at de har travlt med deres liv. Det var heller ikke første gang, vi bad om hjælp, så kunne vi bede en gang til? For næsten tre år siden kom halvdelen af dem og hjalp en dag med at skifte gulvtæppe i en stue og male den helt op. Det tog ingen tid, fordi der kom flere på en gang, og bagefter blev der taget billeder af det nymalede rum, som kunne bruges til en eventuel salgsannonce. Den weekend fik vi taget hul på snakken med børnene om vores langtidsplaner, som endnu var noget ukonkrete. De udtrykte glæde over, at vi to selv var begyndt at overveje flytning, for det var noget, de indbyrdes længe havde talt om. Samtidig øgede vores fremlæggelse af tankerne imidlertid også deres forventning til, at vi snart ville finde et nyt hjem. De troede nærmest, at vi ville sætte huset til salg og flytte med det samme, og den forventning kunne vi ikke leve op til. Ikke alene fordi der forestod en stor oprydning, men fordi vi stadig var og er i tvivl om, hvornår det rette tidspunkt er. Den ene datter kom året efter og hjalp med at male køkkenet op, og mens hun var ved det, tog hun også lige og malede badeværelset hvidt (goodbye til firsernes fyrretræpaneler, jeg ellers holdt så meget af, men de er åbenbart helt

2 yt). Den anden søn og hans kæreste kom en weekend og malede teenageværelset over, og selv de store børnebørn prøvede at svinge en malerrulle i sommerferien, mens jeg gjorde et lille værelse i stand. Så vi har fået uvurderlig hjælp allerede uden nogen form for mukken. Vi er kommet nogle skridt nærmere, men processen tager altså bare længere tid, end vores unge mennesker formentlig selv ville bruge på det samme. Ansvar for barndomshjemmet? Børnebørnene fik også lov til at give en hånd med. Foto: Abelone Glahn En anden overvejelse, jeg gjorde mig, var, om børn har ansvar for deres barndomshjem. Hvor meget kan man egentlig bede voksne børn om at være involveret i noget, de for længst er flyttet fra? )Udover for pokker snart at se at få fjernet deres efterladenskaber i laden.) I vores tilfælde er der tale om tre børn, der har boet her, og tre andre, der ikke har haft det som egentligt barndomshjem, fordi de er vokset op hos deres mødre. Der er med andre ord flere sæt forældre og stedforældre i spil, flere forpligtelser, flere steder at skulle hjælpe de gamle. Kunne vi tillade os at spørge de tre, der ikke har boet her, også? Kunne vi ikke bare klare det hele selv? Vi kan tidsnok få brug for hjælp fra hver eneste af børnene, hvis vi bliver ramt af sygdom, demens eller andet, der forhindrer os helt i at være selvhjulpne. Skulle vi vente med at bede om hjælp, til det virkelig kneb? Det kan være en delikat balance at fortælle om sine egne begrænsninger, uden at børnene dermed tror, vi ligger for døden. Vi nåede frem til, at det faktisk kneb nu, men også at vi jo ikke har krav på deres tid, bare fordi de er vores børn. Vi kunne ikke forlange, at de hjalp, og

3 hvis de sagde nej, skulle det også være helt i orden. Logistik og januarvejr Så tre år efter stuerenoveringen sendte jeg en mail til de seks voksne børn så kunne de selv vælge, om de ville involvere deres partnere. Mailen blev måske lidt lang, fordi jeg havde formuleret en liste over de hjælpeopgaver, som jeg tænkte, de kunne fordele imellem sig. Mindre, overskuelige bidder, der kunne nås på en dags besøg på Falster, eller måske på en hyggelig weekend. Fire ud af fem var udendørs opgaver, som krævede kræfter, tålmodighed og armmuskler, så som at flække brænde og bære det under tag, rense en hel væg for plasticmaling og male den op, køre tunge ting på lossepladsen, smadre harddiske på computere, der ikke kunne bruges mere, men som man ikke bare skal efterlade på genbrugspladsen og så videre. En pæn lille liste på 15 opgaver. Vi sendte den af sted og hørte i lang tid intet. Det var ikke rart at rykke, men en enkelt svarede, at hun og hendes mand gerne ville komme i en weekend i januar for at tage fat, og vi var glade. Hvad vi ikke vidste var, at alle børnene slog sig sammen om en julegave, der bestod i, at de alle sammen - som i alle sammen inklusive kærester og børn og en hund - kom ned i én og samme januarweekend for at hjælpe os med tingene. 14 personer plus os selv. Gavekortet var pakket ind i en lille æske, som også rummede et mindre, kontant beløb. Pengene havde de skillinget sammen til, så vi kunne tilkalde en håndværker til en opgave, som hverken de eller vi kunne klare. Så blev der stille omkring juletræet. Kan man få penge af sine børn? Børn, svigerbørn og børnebørn - 14 personer i alt - plus en hund troppede op i en januarweekend og gav huset en overhaling. Foto: Abelone Glahn

4 For selvfølgelig var det helt vildt dejligt, at de ville hjælpe os, og vi vidste, at når der blev løftet i flok, ville det gå hurtigere og være sjovere. Vi var meget taknemlige og glade for, at de havde doodlet sig vej til en fælles weekend. Men januar!? Og alle på én gang? Ville vi så ikke bare gå i vejen for hinanden, og hvad hvis det sneede? Nå, men intet vejr er så dårligt, at man ikke kan klæde sig på til det, så det skulle nok gå. Og resten blev et spørgsmål om logistik, og dét er vi flere, der er gode til i familien. Men jeg havde virkelig svært ved at modtage penge fra vores børn. Det var meget grænseoverskridende for mig. Der var vendt op og ned på rollerne for mig. Jeg ville gerne have deres fysiske hjælp, for den syntes jeg godt, vi kunne bede om, men at få rede penge af dem føltes helt forkert. Dét kunne de vente med, til hvis det en dag skulle knibe virkelig meget. Om år. Og endda kun måske. Jeg var helt klar over, at gaven var for at hjælpe os, men det var alt nok, at de ville komme. Det endte med, at min mand måtte tale med den ældste datter som repræsentant for gaven og forklare mine forbehold. Hun pointerede, at det jo var en gave, som hvis de ville have købt en ting sammen til os. Og jeg ville jo ikke have sagt nej til en gave, hvis den havde ligget og været pakket ind under juletræet. Hvilket den jo rent faktisk gjorde. De ville ligefrem blive kede af at få pengene tilbage. Så jeg lærte at tage imod i den ånd, gaven var givet, vi lagde pengene til side og øremærkede dem til at få slebet vores køkkenbord ned af en fagkyndig. Massiv håndsrækning Så oprandt januarweekenden og blev selvfølgelig herlig. Vi nåede stort set alle punkterne. Enormt effektive og hyggelige timer, og min mand sørgede for at lave al maden og ringe ind til kaffepauser. Det var den tredje weekend i januar og dagen efter begyndte det at fryse og sne voldsomt. Så der gik lige et halvt år, før laden blev malet udvendigt At en sådan weekend var en massiv håndsrækning til den kommende flytning

5 og ikke nødvendigvis tåler mange gentagelser, fremgik af en tør sidebemærkning, der faldt et stykke tid senere: Vi kommer nok ikke også og starter forfra om tre år. Nej, det håber vi så sandelig heller ikke! Af: fotograf Lisbeth Holten journalist Abelone Glahn Se flere artikler med temaet: Hus og have