Vinderessay: Finurlige finesser

Transkript

1 Vinderessay: Finurlige finesser Af Mathilde Thrysøe Jespersen, Aalborg Katedralskole Jeg tror, det er kontrasten, der drager mig. Den store bløde flade dækket af de fineste dun, som pludseligt brydes af noget så simpelt. I princippet ville den jo ikke være uden sin sammenhæng. Jeg tror, det er ligegyldigheden, der drager mig. Den er ubrugelig, tangerende til malplaceret og alligevel uundgåelig. Jeg tror det er individualiteten, der drager mig. Jeg har endnu ikke studeret to navler, der er ens. Hver navle har sin detalje. Hver navle fortæller sin historie. En historie om livets spæde skridt, og simpliciteten i opbyggelsen af liv. En historie om en forløsningens tid. En så ventet dag, der oprinder og en historie om menneskets individuelle psyke. Én er formet af en faders lykkelige, men forventningspressede hånd. Én anden er formet af en sygeplejerskes kærlige og professionelle pote. At et så essentielt vidne om menneskets uigenkaldelige bånd til sin egen moder er tildelt så fladt klingende en betegnelse som navlen kan ærgre mig og i et kort øjeblik forpurre min fascination. En fascination som jeg er bevidst om, at jeg deler med meget få mennesker og at et sådant indblik i de tanker, jeg har gjort mig om navler, på et splitsekund får mig til at fremstå som et udskud. Men i bund og grund er det bare mit eget lille forskningsprojekt, nøjagtigt som Tycho Brahes tanker og arbejde på Hven eller Frederik Sjöbergs flueforskning på den lille svenske ø, som han selvbiografisk beskriver det i romanen Fluefælden. Sjöbergs interesse ligger hverken hos navler eller stjernerne, men han nærer en stærk lidenskab for svirrefluer og ikke mindst for Rene Malaise - opfinderen af den så centrale fluefælde. Romanens fokus på Sjöbergs store arbejde med svirrefluerne sætter den gængse 1

2 forestilling om en universitetstilknyttet forsker i relief. Selve betegnelsen forskning ligger blot i den grundige videnskabelige undersøgelse af et emne uanfægtet af bagvedliggende hensigter eller større personlig passion. At tale om en forskel i grad af forskning mellem Brahe og Sjöberg er derfor heller ikke aktuelt, men når jeg alligevel tager mig selv i at lede efter ironien i Sjöbergs fremstilling af flueforskningen, må der nødvendigvis dybt i mig ligge en større accept af astronomiforskningen i forhold til entomologiforskningen. Dette er tilsyneladende en gængs opfattelse, som i bogen medfører at Sjöberg møder både dem der opfatter flueforskningen som en gemen spøg og de, der ser det som en fæl provokation, netop fordi de antager den ironi, som så absolut ikke er at finde i Sjöbergs flueforskning. Men hvorfor ser vi ned på behandlingen af eksempelvis svirrefluer, når der netop ligger grundigt videnskabeligt arbejde bag? Er det nicherne, der skræmmer os? Effektivisering er en væsentligt del af det moderne samfund, og det er uundgåeligt at dette afspejler sig i samfundets mentalitet. En mentalitet der er udviklet til at fravælge de ting, der sinker eller ikke fremmer vores hverdag og vores vej frem i livet. Det er de ting, der ved en fælles usynlig afstemning er blevet fravalgt og hengemt i den store papkasse, blandt livets kasser, med prædikatet LIGEGYLDIGT. En kasse som blot er en af livets kasser, som er blevet skabt sammen med det store behov for strukturering af alle livets aspekter. Det er en generelt behov på både det personlige og samfundsmæssige plan, og vi lever derfor i en papkassekultur, hvor der sorteres, frasorteres og findeles i de forskellige kasser. Vi frasorterer elementer fordi vi vurderer, at de er ubetydelige, og vi har derfor heller ikke den store forståelse for dem, der finder betydning i det ligegyldige. Men hvad hvis vi lærte af Sjöbergs evne til at værdsætte det ligegyldige? Gennem læsningen af Fluefælden bliver det tydeligt hvordan Sjöberg ikke kun nærer fascination for svirrefluerne, men også sætter pris på en lang række af de andre ting han har fundet i ligegyldigheds-papkassen. Han undersøger ikke de ting på samme måde, men det er disse ting, der fører til tanker om kærlighed, livet og dets værdier. Man kunne forestille sig at almen værdsættelse af livskassernes ligegyldigheder, ville føre til større nytænkning og udvikling. For hvor ville vi egentlig være i udviklingen, uden mennesker som Sjöberg til at undersøge ligegyldighederne? Søndag efter søndag følger vi Forbrydelsen og Borgen, der indeholder mordsager, et emne der er fundet i den store bowle med vigtige emner. Det er serier, der giver os spænding, men stadig taler til vores effektiviseringshjerte, i og med at der efter 10 afsnit vil være fundet en morder, og vores effektiviserede retssystem har løst endnu en opgave. Et opklaringsarbejde der langt hen af vejen bygger på retsmedicineres analyse af liget. Eller nærmere af svirrefluernes liv i liget. For netop den grundige videnskabelige undersøgelse af svirrefluernes 2

3 vækst og forplantning gør at dødstidspunktet kan fastsættes. Noget som ikke mange tilskriver og værdsætter Sjöberg og Malaise for. Denne manglende anerkendelse som er et irritationsmoment for Sjöberg, men for ham personligt er det ikke omverdenens anerkendelse er den væsentligste faktor, men derimod den personlige vinding han opnår ved forskningen. Det at jeg forsøger at tilskrive flueforskningen en bestemt værdi og grund er blot endnu et resultat af den moderne udvikling som er at spore i den menneskelige psyke. Vi er forskere af natur. Vejen frem i livet er viden, ny viden, større viden og derfor sætter vi spørgsmålstegn ved alt. Hvorfor? Hvorfor er Mathilde fascineret af navler? Hvorfor bruger Sjöberg livets sparsomme timer på at undersøge fluer? Fordi det føles rigtigt er det simpleste svar på de spørgsmål. Et svar der udelukkende er baseret på en faktor vi har meget svært ved at undersøge videnskabeligt: intuitionen. Et argument der ikke er så accepteret i papkasse-kulturen, fordi det bygger på en uforklarlig følelse frem for logiske overvejelser. Det er hermeneutisk frem for en empirisk, for nu blot at tilfredsstille mit eget kassebehov. Når jeg forsøger at finde sammenhænge mellem menneskelige egenskaber og udformning af navlen, medfører det at jeg følger min intuition, en hormonel reaktion, ved frigivelse af blandt andet dopamin i kroppen. Eller rettere sagt: Jeg bliver glad. Det er et simpelt svar, og jeg er bevidst om tilfredsstillelsen ved simpliciteten, men at blive glad er det eneste der er af betydning for lige netop mig. Alle disse tanker og overvejelser om livet får mig måske nok til at fremstå stædig. Et karaktertræk der netop er at spore i min navle, for med en lille åndelig undertone er min teori at navlerne fortæller noget om ejeren, sidestående med eksempelvis horoskoper. Min navle er en navle hvis ende ikke er synlig, på trods af at den naturligvis har en ende. En af de navler der kan overbevise én om, at den skulle have en essentiel funktion, på trods af at dens betydning er minimal. Præcis lige som jeg selv, ville mange nok sige. Snedig og snu og i stand til at overbevise enhver om enhver udtalelses sandhed uden noget grundlag. Men at jeg opstiller sådan en teori, og på ingen måde er ene om at danne disse strukturerede begrundelser for al ting. Alt skal have en kasse med et vedlagt svar, ellers er det for svært at håndtere i denne kassekultur. Her er kassesyge altså et fænomen, og den eneste medicin imod dette er et forsøg på at bryde med kasserne. Et brud der gennem årene blandt andet har vist sig ved strømningen New age. En strømning der fokuserer på individet og den personlige betydning. For hvis jeg sørger for at gøre ting, der gør mig glad, er der vel også større overskud til at sprede denne glæde? Lige netop på den måde kan det der på overfladen virker som noget udelukkende individuelt, få den store overordnede betydning som kasseland higer efter. New age kan for nogle virke lige så aparte som flueforskningen, men gennem årene er yoga, meditation, akupunktur etc. blevet inkorporeret i vores hverdag, fordi det 3

4 accepteres at det giver personlig vinding, og at der er en uigenkaldelig sammenhæng mellem psykisk og fysisk velvære. Når Sjöberg i sin roman beskriver hvorledes at fluejagten kan forveksles med meditation, står det også klart at flueforskningen skaber balance for Sjöberg, noget som mange mennesker betaler i dyre domme for at opnå gennem kurser og fitnesscentre. Er disse praksisser som yoga og meditation så blot endnu et resultat af vores kasser? For hvad hvis vi i stedet blot dyrkede de små interesser, som fascinerer os og dermed gør os glade? Hvad hvis vi var bedre til at sætte pris på detaljerne i livet? Sidstnævnte er om noget en ting Sjöberg forstår at praktisere fåtal, når han siger En tom plads i kassen er også et fund med henvisning til sin sættekasse med fluefund. En tanke der til dels rummer værdsættelsen af den viden, som den tomme plads giver. Den giver en viden om fluernes udvikling eller fåtal blandt fluearter. Samtidig rummer tanken også en meget bevidst selvindsigt. At kende og anerkende egne mangler er et væsentligt og nødvendigt fund, for at kunne udvikle og optimere sig selv og sin viden. Et mål der må siges at være en stor interesse i det effektiviserede samfund, mens evnen til selvindsigt kan siges at være mere diskutabel. Et andet element i yoga og meditation er naturligvis at det fungerer som et frirum, altså en tid til at samle tankerne eller helt smide dem bort, når effektiviseringen bliver for stressende. De mest troværdige og anerkendte personer er dem med mange og vigtige bolde i luften, men som stadig formår at bevare en indre og i særdeleshed ydre ro. En svær kunst at mestre, hvilket Sjöberg også stifter bekendtskab med: Reaktionerne var altid overstrømmende, i samme øjeblik jeg nævnte langsomheden, var det som om alle mennesker i hele verden var fluesamlere, men bare ikke var kommet i tanke om det før nu. Når denne afstresning virker for Sjöberg, søger vi altså også at få indblik i hans metode, men spørgsmålet er om afstresningskunsten ikke er lige så individuel som al anden kunst? Vi finder hver især det smukke i forskellige detaljer i livet. Det betyder også at vi fascineres af noget forskelligt. Nogle af løb, andre af biler, jeg af navler og Sjöberg af svirrefluer. Hvad hvis problematikken og manglen på accept ikke lå i hvad vi dyrker, men om vi dyrker vores fascination? Man kunne bringe den så anerkendte og efterspurgte forskning fra vores effektive samfund ind i dagligdagen og få øjnene op for elementer og fænomener man ellers aldrig havde opnået at se og opleve. Det handler om at søge. Søger man indad vil alle finde værdier der værdsættes personligt og af andre, men som med alt andet er det ikke muligt at finde værdierne, hvis man ikke leder. Som Sjöberg siger det: De der ikke udforsker, har et trist liv. 4

5 5