Resistens hos brune rotter Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark

Transkript

1 Resistens hos brune rotter Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark Jens Lodal Aarhus Universitet Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet Miljøprojekt Nr

2 Miljøstyrelsen vil, når lejligheden gives, offentliggøre rapporter og indlæg vedrørende forsknings- og udviklingsprojekter inden for miljøsektoren, finansieret af Miljøstyrelsens undersøgelsesbevilling. Det skal bemærkes, at en sådan offentliggørelse ikke nødvendigvis betyder, at det pågældende indlæg giver udtryk for Miljøstyrelsens synspunkter. Offentliggørelsen betyder imidlertid, at Miljøstyrelsen finder, at indholdet udgør et væsentligt indlæg i debatten omkring den danske miljøpolitik.

3 Indhold FORORD 5 SAMMENFATNING 7 SUMMARY 9 1 INTRODUKTION PERIODEN PERIODEN PERIODEN 2001 OG FREMEFTER 19 2 MATERIALER OG METODER ROTTERNES OPRINDELSE DEN REGIONALE UNDERSØGELSE BLODPRØVEUNDERSØGELSE (BCR) ÆDETEST 23 3 RESULTATER DELTAGENDE KOMMUNER OG DERES BIDRAG TIL UNDERSØGELSERNE ANTAL ROTTER FRA KOMMUNERNE UNDERSØGELSE AF ROTTERNE UDVIKLING I ROTTERNES RESISTENSNIVEAU I KOMMUNERNE Kort over resistens Slutstatus for 1962 til DISKUSSION VURDERING AF DEN GENNEMFØRTE UNDERSØGELSE Kommunernes medvirken Planlægning, logistik og undersøgelser i laboratoriet FUNDNE RESISTENSNIVEAUER I RELATION TIL FORBRUG AF BEKÆMPELSESMIDLER Salg på landsplan af rodenticider Kommunernes forbrug af rodenticider til rottebekæmpelse Forbrug af antikoagulanter i sikringsordninger og til musebekæmpelse ANDRE RESISTENSUNDERSØGELSER UDENLANDSKE OG DANSKE STRATEGI RESULTATERNES ANVENDELIGHED Betydning af projektets resultater for den praktiske bekæmpelse Resistensudviklingen Anden anvendelse 46 5 KONKLUSION 47 3

4 6 PERSPEKTIVERING - FREMTIDIGE UNDERSØGELSER ANBEFALINGER 51 LITTERATUR 53 BILAG 1: OVERSIGT OVER RESULTATER BILAG 2: RESISTENSNIVEAUER I DE ENKELTE KOMMUNER 63 4

5 Forord Nærværende rapport giver en sammenfattende beskrivelse af projektet om Monitering og overvågning af resistens hos den brune rotte i Danmark, som har strakt sig over perioden Formålet med projektet har været at fastlægge niveau og geografisk udbredelse af resistens hos brun rotte i Danmark og derved følge udviklingen af resistens på landsplan. Projektet er gennemført af Jens Lodal som projektleder med teknisk assistance i laboratoriet fra Sarah Adams, Folmer Jensen og Iver Munch Skadborg på Skadedyrlaboratoriet, Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Til projektet har været knyttet en følgegruppe, som takkes for gode råd og stor interesse for projektet og dets rapportering. Følgegruppen har bestået af: Ann- Charlotte Heiberg, Skadedyrlaboratoriet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Bent Aagaard Petersen, FødevareErhverv, Fødevareministeriet, Jørgen B. Jespersen, Skadedyrlaboratoriet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Michael Bjørnsen, Miljøstyrelsen, Morten Helholm, Brancheforeningen for Kommunal Skadedyrsbekæmpelse, Peter Weile, By- og Landskabsstyrelsen og Jørn Kirkegaard, Miljøstyrelsen. Projektet er blevet gennemført i nært samarbejde med Miljøministeriets konsulenter i rottebekæmpelse, som har medvirket til at få startet indsamlingen af rotter i de udvalgte regioner og til at vurdere enkelttilfælde af bekæmpelsessvigt med henblik på undersøgelse for mulig resistens. I hele projektforløbet har konsulent Peter Weile medvirket, mens Torben F. Jensen ophørte sit virke som konsulent et par år inde i projektperioden. Opbakning fra kommunernes afdelinger for skadedyrsbekæmpelse og de bekæmpelsesfirmaer, der i mange kommuner udfører rottebekæmpelse, har dannet grundlag for et nært samarbejde med de lokale rottebekæmpere, uden hvis aktive medvirken det ikke ville have været muligt at få indfanget rotter til undersøgelse for resistens. Projektet har været finansieret af flere interessenter, som eksternt omfatter Miljøstyrelsen og Fødevareministeriet og internt Skadedyrlaboratoriet, der undervejs har skiftet status fra at være en selvstændig forskningsinstitution under Fødevareministeriet (Statens Skadedyrlaboratorium) til at være en enhed under Danmarks Jordbrugsforskning ligeledes under Fødevareministeriet, for endelig siden 1. januar 2007 at være en del af Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. 5

6 Korrespondent Marianne Christensen har i slutfasen ydet hjælp med engelsk korrektur. Tak til alle, der har bidraget med en aktiv indsats og økonomisk støtte til projektet. Sorgenfri, november 2009 Jens Lodal 6

7 Sammenfatning Projektet for en landsækkende undersøgelse af rotter for forekomst af resistens, som startede i 2001, er nu afsluttet, efter at de sidste rotter i undersøgelsen blev indfanget i december 2008 Baggrund og formål Til bekæmpelse af rotter anvendes i Danmark udelukkende midler, som hindrer blodet i at størkne, de såkaldte antikoagulanter. I 1962 opstod der for første gang resistens, altså modstandsdygtighed, mod det første af disse midler, warfarin. Resistens er et arveligt fænomen. Nye midler blev herefter introduceret på markedet, og der opstod senere resistens mod flere af disse nye midler. Resistens er konstateret i Jylland, på Fyn og på Sjælland. I alle tre landsdele findes resistens mod op til fire antikoagulanter, som repræsenterer en styrkerækkefølge med hensyn til resistens. Warfarin, som ikke længere anvendes i Danmark, er den svageste af disse antikoagulanter efterfulgt i stigende styrke af coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum. Ved undersøgelse af rotter fra områder, hvor der har været bekæmpelsessvigt, har det gennem årene kunnet konstateres, at resistensen har spredt sig til flere og flere kommuner. I 2001 var resistente rotter konstateret i 60 kommuner landet over. Langt de fleste fund af resistens knyttede sig til regulære bekæmpelsesproblemer, som kunne skyldes resistens, hvilket så var blevet undersøgt og enten bekræftet eller afkræftet. Da resistensen kan sprede sig, er der i perioden gennemført en målrettet og fokuseret undersøgelse dækkende hele landet. Hovedformålet har været at få rotter fra samtlige kommuner. Det har i praksis ikke været muligt at få alle kommuner til at medvirke. Undersøgelsen Rotter er blevet indfanget af rottebekæmperne i de enkelte (gamle) kommuner fortrinsvist på steder, hvor der er eller har været problemer med at opnå et tilfredsstillende resultat af bekæmpelsen. Med speciel transport køres rotterne til Skadedyrlaboratoriet, og efter en kort karantæneperiode påbegyndes undersøgelsen for eventuel resistens. Der anvendes to typer af undersøgelser: enten en blodprøveundersøgelse eller en ædetest. Første trin i undersøgelsen er normalt mod en svag antikoagulant som warfarin eller coumatetralyl. Er rotten positiv, fortsættes med stærkere antikoagulanter som bromadiolon og difenacoum. Er der resistens mod difenacoum fortsættes med en af de endnu stærkere antikoagulanter som brodifacoum, flocoumafen eller difethialon. Ved afslutning af projektet har det været muligt at foretage visse analyser af forbrug af bekæmpelsesmidler i relation til forekomst af resistens. Der er også forsøgt en vurdering af mulig resistensudvikling i fremtiden. 7

8 Projektresultater I perioden har en målrettet og fokuseret indsamling af rotter fra alle egne af landet givet et grundlag på 2680 rotter fra 210 kommuner (efter den gamle kommuneinddeling) til undersøgelse for eventuel resistens. I disse 210 kommuner er der fundet resistens mod difenacoum som det højeste niveau i 55 kommuner, mod bromadiolon i 37 og endelig mod coumatetralyl som det højeste niveau i 10 kommuner. Disse 3 niveauer har betydning for den praktiske rottebekæmpelse i Danmark. Resistens mod warfarin som det højeste niveau blev fundet i 17 kommuner, men disse fund er uden betydning for den praktiske bekæmpelse, da warfarin ikke anvendes. Endelig blev der ikke fundet resistens hos rotter fra 91 kommuner. Hos en enkelt rotte blev der konstateret let nedsat følsomhed over for brodifacoum, der er stærkere end difenacoum. Egentlig resistens mod de tre stærke antikoagulanter brodifacoum, flocoumafen og difethialon er ikke fundet. Hovedkonklusioner Sammenholdt med status for kendt resistens i 2001 har det i undersøgelsesperiodens løb kunnet påvises, at resistens hos rotter ikke går tilbage, men at der sker en gradvis udvidelse af de geografiske områder med forekomst af resistens. Samtidig sker der i områder med resistens en gradvis stigning i niveauet for resistens. Det vurderes på grundlag af de fundne resultater, at så længe der kun anvendes antikoagulanter i rottebekæmpelsen, må det forventes, at resistens vil forekomme i gradvis større udstrækning geografisk. Det vurderes ligeledes, at gældende bestemmelser i miljølovgivning og bekendtgørelse for rottebekæmpelse ikke ubetinget modvirker resistensudvikling. En analyse af det kommunale forbrug af rottebekæmpelsesmidler i forhold til kendt forekomst af resistens viser ikke et udbredt overforbrug af de tre meget stærke antikoagulanter brodifacoum, flocoumafen og difethialon, om end der i nogle få tilfælde for difethialons vedkommende ikke er helt klar overensstemmelse mellem kendt forekomst af resistens og forbruget. Det er ikke muligt at drage nogen konklusioner knyttende sig til kendt forekomst af resistens og forbrug af bekæmpelsesmidler i sikringsordninger. På baggrund af de opnåede resultater og dermed viden om resistensens forekomst anbefales det fortsat at følge udviklingen af resistens blandt rotter. Desuden anbefales det at forske i optimering af rottebekæmpelse både med hensyn til egentlig bekæmpelsesstrategi og med hensyn til håndtering af resistens. 8

9 Summary A nationwide survey of Danish brown rats (Rattus norvegicus) for resistance to anticoagulant rodenticides has been conducted from 2001 to Only anticoagulant rodenticides are allowed for chemical rat control in Denmark. Active ingredients on the Danish market are coumatetralyl, bromadiolone, difenacoum, brodifacoum, flocoumafen and difethialone. Ever since the first occurrence of resistance to warfarin was recorded in 1962, resistance to coumatetralyl, bromadiolone and difenacoum has been found in Jutland and in the islands of Funen and Zealand. From 1962 to 1994 rats from locations with control problems were tested for resistance, and a map of Denmark could be drawn indicating municipalities with resistant rats. According to the Environmental Protection Act, the municipalities are responsible for carrying out efficient rat control. Therefore, a municipality is the registration unit for occurrence of resistance in rats. Regardless of the location in a municipality where a resistant rat has been trapped, the whole municipality is given the same mark. In 1994 it was decided that areas where resistance might occur because resistance was known in the surrounding municipalities should be brought into focus. In 2001 the resistance monitoring was intensified and a mapping programme for the whole country with regard to occurrence of resistance in brown rats was launched. Since then the basic principle has been to select a region the size of a Danish county (in Danish: Amt). All municipalities within the region have been requested and encouraged to cooperate in trapping rats. The number of municipalities was reduced by January 1 st, 2007, because many municipalities merged. The new municipality structure resulted in bigger units than previously. In order to maintain the same structure as in the foregoing years, the previous names and sizes of the municipalities and counties (Amt) have been used in this study. This means that in this report e.g. a new municipality now covering three former municipalities is treated as three separate units, namely the three original municipalities. Two methods, i.e. a blood clotting response test (BCR) and a feeding test, have been used for testing of the level of resistance in a specific rat. This report describes and analyses the results obtained during the years and compares the findings with the status of resistance known at the start of the study period. Rats from 210 municipalities have been tested. The highest level of resistance is resistance to difenacoum which was found in 55 municipalities, to bromadiolone in 37 municipalities, and to coumatetralyl in 10 municipalities. Rats from 108 municipalities were found either non-resistant or with resistance to warfarin which is of no concern in Denmark because warfarin is no longer allowed. 9

10 Maps of Denmark showing the highest level of resistance found in each municipality and at each location are shown in the report. In the majority of municipalities registered for resistance in rats before 2001 resistance has been confirmed at the same or a higher level. Because only anticoagulant rodenticides are used for rat control, further development and spread of resistance is predictable. 10

11 1 Introduktion I Danmark findes to rottearter, nemlig den brune rotte (Rattus norvegicus) som bortset fra enkelte øer er vidt udbredt og også forekommer i kloaksystemer, og husrotten (Rattus rattus), som er meget sjælden. Begge arter er omfattet af den samme lovgivning vedrørende bekæmpelse. Rottebekæmpelse i Danmark er underlagt miljølovgivningen og i øvrigt i løbet af projektperioden fastlagt i Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v., henholdsvis nr. 611 af 23. juni 2001 og nr af 13. december Danmark har en veltilrettelagt rottebekæmpelse, der ifølge lovgivningen er organiseret gennem kommunerne. Enhver, der konstaterer forekomst af rotter, er ansvarlig for, at dette straks anmeldes til kommunen. Som en lovpligtig foranstaltning udføres rottebekæmpelsen enten af kommunens eget personale, eller den er udliciteret til et bekæmpelsesfirma. Bekæmpelse med kemiske midler må kun foretages af autoriseret personale. Rotter udgør et potentielt problem for mange virksomheder, ikke mindst i fødevaresektoren. Derfor har mange virksomheder, som økonomisk vil kunne lide store tab ved forekomst af rotter, etableret sikringsordninger. Ifølge bekendtgørelsen om bekæmpelse af rotter m.v. defineres sikringsordning med rottebekæmpelse således ( 1, nr. 6): Et bekæmpelsesprogram omfattende systematisk udlægning af rottebekæmpelsesmidler i foderdepoter, der tilses og suppleres med bekæmpelsesmidler med passende intervaller. Bekæmpelse af rotter omfatter mange elementer, idet man følger principperne for integreret skadedyrsbekæmpelse. Disse principper omfatter først og fremmest renholdelse og oprydning for at begrænse rotternes adgang til døde og skule- og redesteder, foruden vedligeholdelse af bygninger. Til den egentlige bekæmpelse anbefales indendørs som bedste løsning ofte fælder, ikke mindst for at undgå, at døde rotter kommer til at ligge skjult på utilgængelige steder. Fælder kan i øvrigt anvendes i mange situationer, og det er op til rottebekæmperen at afgøre, om der skal anvendes fælder eller kemiske bekæmpelsesmidler. Kemiske bekæmpelsesmidler, der anvendes i Danmark, er udelukkende midler, der hindrer blodet i at størkne, og rotten dør på grund af en forblødning i de indre organer eller under huden. Derfor kaldes de med en fællesbetegnelse for antikoagulanter. De virker ved, at de påvirker den fysiologiske proces i leveren, hvori K-vitamin indgår, for at danne de stoffer, der direkte indgår i blodstørkningsprocessen. Normalt har en rotte et vist depot af K-vitamin i leveren, men under indvirkning af en antikoagulant opbruges dette depot. Denne proces tager nogle dage, ofte to til fire, og først herefter indtræder der tydelige symptomer på forgiftning hos rotten. Den første antikoagulant, warfarin, kom på markedet i 1950 erne og revolutionerede nærmest rottebekæmpelsen. Der gik dog ikke mange år, før det første tilfælde af bekæmpelsessvigt dukkede op i 1962 i Vejle Amt. Tilfældet blev undersøgt, og det viste sig at være resistens, altså modstandsdygtighed, mod warfarin, der var årsagen (Lund, 1964). I daglig tale bruges ordet resistens ofte i bred betydning, om noget, der ikke er så nemt som forventet, specielt i forbindelse med bekæmpelse af sygdomme 11

12 eller skadedyr. I denne rapport anvendes en klar definition, som den engelske specialist i resistens Greaves gav i 1994: Antikoagulant resistens er et kraftigt tab af effektivitet i det praktiske arbejde, selvom antikoagulanten er blevet anvendt korrekt, og hvor effektivitetstabet skyldes tilstedeværelsen af en rottestamme med en arvelig og hertil svarende reduceret følsomhed over for antikoagulanten. Når en rotte udviser resistens som ovenfor beskrevet, betyder det i praksis, at det er svært eller umuligt at bekæmpe den pågældende rotte med den givne antikoagulant. Når der i denne rapport tales om resistens, er der derfor tale om forekomst af et sådant tab i effektiviteten af et middel, at det i praksis ikke kan anvendes til bekæmpelse. Når man karakteriserer et bekæmpelsesmiddel over for forskellige dyrearter, anvendes ofte betegnelsen LD 50 ( lethal dose, 50%), som er et mål for den dosis af stoffet, som kan slå 50% af dyrene i et forsøg ihjel. Dermed beskrives også, at der kan være dyr i en given bestand, som vil dø ved noget lavere dosis, lige såvel som der kan være dyr, der først dør ved en noget højere dosis. Dyr, der kræver en noget højere dosis end flertallet af dyrene for at dø, men som vil kunne bekæmpes under praktiske forhold med et givent stof, beskrives af Greaves (1994) som havende en let nedsat følsomhed ( slightly reduced sensitivity ) over for det pågældende stof. De stærkeste antikogulanter er normalt virksomme i enkeltdoser, hvilket i praksis vil sige, at de blot skal gives til dyrene en enkelt dag. Enkelte rotter vil kunne overleve en enkelt dags fodring og sammenlignet med hovedparten af en rottebestand, vil sådanne enkeltindivider derfor karakteriseres som havende en let nedsættelse af følsomhed over for det pågældende aktivstof. Når disse individer med en let nedsat følsomhed ikke kan overleve en 2-dages ædetest, ses det, at der ikke vil være problemer i bekæmpelse under praktiske forhold. Derfor vil sådanne rotter ikke karakteriseres som værende resistente jf. den ovenfor givne definition. Resistens hos rotter er her i landet kun et relevant emne for den brune rotte. I denne rapport er ordet rotte derfor i alle tilfælde ensbetydende med den brune rotte. Efter forekomsten af resistens i Danmark og andre lande er der blevet udviklet andre og stærkere antikoagulanter. For hver ny antikoagulant på markedet har man fået mulighed for at bekæmpe nogle af de rotter, der var blevet resistente mod lidt ældre og svagere antikoagulanter. Som nævnt var warfarin den første antikoagulant, der blev taget i brug i Danmark, og resistens viste sig første gang i 1962 efter næsten 10 års brug. Derefter kom coumatetralyl på markedet i 1967 til brug mod de warfarinresistente rotter, men allerede efter 2 år optrådte der også resistens mod dette aktivstof. Den kemiske industri fortsatte udviklingen af antikoagulanter til brug også mod resistente rotter, og i 1976 og 1979 kom henholdsvis difenacoum og bromadiolon, som er endnu stærkere antikoagulanter, på markedet. Efter få år, allerede i henholdsvis 1979 og 1980 fandt man de første rotter med resistens mod difenacoum og bromadiolon (Lund, 1989). Med hensyn til resistens mod de nævnte aktivstoffer, er der en styrkerækkefølge fra warfarin til coumatetralyl, bromadiolon og sidst i rækken difenacoum. Da warfarin ikke længere anvendes i Danmark, er det de tre øvrige, der har størst 12

13 interesse. Rotter, der kun er resistente mod coumatetralyl, vil kunne bekæmpes med bromadiolon. Rotter, der er resistente mod bromadiolon, er normalt også resistente mod coumatetralyl, og de vil kunne bekæmpes med difenacoum. Rotter med resistens mod difenacoum må bekæmpes med endnu stærkere aktivstoffer. I løbet af 1980 erne er der introduceret tre meget potente antikoagulanter, brodifacoum, flocoumafen og difethialon. Der er ikke påvist resistens mod disse tre aktivstoffer, som må betragtes som sideordnede ved valg til bekæmpelse af rotter, der er resistente mod difenacoum. Uanset hvilket af de seks forskellige aktivstoffer, der anvendes i rottebekæmpelsen, er mekanismen i rotten grundlæggende den samme. Warfarin er nævnt ovenfor, men har ikke været på det danske marked siden sidst i 1980 erne. Som den svageste af alle antikoagulanter indgår den dog stadig i resistensundersøgelser. Undersøgelse for resistens hos rotter har været en aktivitet, der har været gennemført ved Skadedyrlaboratoriet (navneændring 1. januar 2004 fra Statens Skadedyrlaboratorium), siden det første resistenstilfælde opstod, omend med lidt varierende intensitet gennem årene. Det har altid været sådan, at en rottebekæmper, der oplevede bekæmpelsessvigt, på Skadedyrlaboratoriet har kunnet få undersøgt, om årsagen var forekomst af resistens. Når der på en lokalitet konstateres resistens, er det nødvendigt at bruge et stærkere middel end det, der er resistens imod. Anbefalingerne følger de ovenfor nævnte styrkeforhold. Når der ikke forekommer resistens, anbefales det at bruge det svageste middel, coumatetralyl. De stærkeste midler, brodifacoum, flocoumafen og difethialon, anbefales kun anvendt i tilfælde af resistens mod difenacoum. Denne strategi for bekæmpelse af resistente rotter og rottebestande uden resistens er grundlaget for den rådgivning, der videregives til rottebekæmperne efter undersøgelse af rotter for mulig resistens. Denne strategi med begrænset anvendelse af de mest potente midler har til hensigt at forsinke mulig udvikling af resistens mod disse midler. Derved skulle det være muligt at sikre, at der i årene fremover vil være stærke midler til rådighed til fortsat at bekæmpe de mest resistente rotter, som nu i mange år har været rotter med resistens mod difenacoum. Strategien er i øvrigt i overensstemmelse med det generelle ønske i samfundet om ikke at bruge stærkere kemiske midler end nødvendigt til at løse et skadedyrsproblem. Endelig er der problematikken omkring sekundære forgiftninger, som kan forekomme ved bekæmpelse af rotter. Når det drejer sig om antikoagulanter til bekæmpelse af rotter, er det generelle mønster, at de svageste giver den svageste miljøbelastning, mens de stærkere udgør en større risiko. Denne risiko er udtrykt ved generelt højere giftighed (lavere LD 50 -værdi) over for såvel måldyrene, rotterne, som over for ikke-måldyr (Buckle, 1994; Lodal & Hansen, 2002). I begyndelsen af 1990 erne var resistens konstateret i det østlige Jylland, på det vestlige Fyn og i den sydlige del af Sjælland. I 1994 blev det muligt at øge indsatsen, og der blev sat fokus på områder, der grænsede op til kommuner, hvor resistens var kendt. Rotter blev indsamlet løbende gennem hele året. I år 2000 blev der stillet ændrede og meget skrappere krav end tidligere til omgang med og transport af levende dyr, heriblandt levende rotter. Indsamlingsproceduren for rotter til resistensundersøgelser måtte derfor lægges om med forøgede omkostninger til følge. På baggrund af disse forhold 13

14 og ikke mindst de resultater, der var opnået i perioden siden 1994 blev det blandt hovedinteressenterne prioriteret højt at fortsætte med undersøgelse af rotter fra områder, hvor resistens ikke var kendt. Hovedinteressenterne var Miljøministeriet, Fødevareministeriet samt Skadedyrlaboratoriet, og der blev enighed mellem disse om en fordelingsnøgle for udgifterne til fortsatte undersøgelser. Som udgangspunkt for fortsatte undersøgelser blev der opsat som hovedformål at følge udviklingen af resistens på landsplan, som herefter kan danne grundlag for miljøhensyn i rottebekæmpelsen. Projektet måtte tilrettelægges og organiseres således, at der kunne sikres en så god som mulig undersøgelse af rotter for resistens over for rottegifte. På grund af de nye transportbestemmelser, blev indsamlingen af rotter organiseret regionsvist hovedsageligt med udgangspunkt i et amt. Proceduren har været, at alle kommuner i en udvalgt region er blevet opfordret til at deltage i en periode forår eller efterår i tilknytning til de to årlige bekæmpelseskampagner, kommunerne normalt gennemfører. Indfangning af rotterne er foretaget af de lokale rottebekæmpere. Der kan være problemer med rottebekæmpelsen uden for den region, der på et givet tidspunkt er i fokus. Derfor har det været muligt i sådanne tilfælde at indsende rotter til undersøgelse, når Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse har vurderet, at der kunne være tale om et resistensproblem. Til forskel fra rotter fra en region, kaldes sådanne rotter ad hoc. Endelig indleveres jævnligt rotter til Skadedyrlaboratoriet, og inden de aflives, bliver de undersøgt for eventuel resistens, og de registreres som en diverse gruppe. Ved start i en ny region er der blevet indledt med et møde for alle involverede i en region, og det omfatter alle fra rottebekæmpere til det administrative personale i kommunerne og de firmaer, som mange kommuner har kontrakt med om udførelse af rottebekæmpelse. Såvel projektlederen fra Skadedyrlaboratoriet som Miljøministeriets konsulent(er) i rottebekæmpelse har på disse møder aktivt orienteret om og instrueret i, hvorledes projektet i praksis udføres. For at skabe så stor interesse og forståelse for projektet lokalt som muligt, er der blevet udsendt pressemeddelelser og givet interview til den lokale presse, og projektlederen har medvirket i en række radio- og tv-indslag om sagen. Viden om resistensudvikling og resistensens udbredelse i landet kan forbedre rådgivningsgrundlaget for Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse og derved den lovpligtige rottebekæmpelse, som organiseres af kommunerne. Løbende er alle resultater blevet meddelt skriftligt til alle relevante enheder, først og fremmest kommunen, rottebekæmper og eventuelt involveret firma, med kopi til rottekonsulenten. Foruden den skriftlige rapportering har der af hensyn til det ofte presserende i situationen været hurtig og direkte kontakt mellem Skadedyrlaboratoriet og rottebekæmperen. Som nævnt ovenfor har udviklingen af resistens og dens spredning i landet været fulgt siden Der har været nogle hovedfaser i undersøgelserne, som kort skitseres herunder. 1.1 Perioden Siden det første fund af resistens hos den brune rotte i Danmark i 1962 (Lund, 1964) har der med varierende intensitet været undersøgt for eventuel 14

15 resistens hos rotter. Hovedparten af de undersøgte rotter i perioden er blevet indfanget på lokaliteter med bekæmpelsessvigt. Enhver rottebekæmper kunne i sådanne tilfælde sende rotter til undersøgelse, og undersøgelsen foregik ved, at rotterne blev fodret med et præparat svarende til det, der havde været anvendt i bekæmpelsen på den pågældende lokalitet. På denne måde har det været muligt at følge spredning af resistens fra det første fund i Vejle Amt samtidig med udvikling af resistens mod antikoagulanter af stigende styrke (Lund, 1984). Resistensen har nærmest spredt sig som ringe i vandet, først i Jylland i nordlig, vestlig og sydlig retning og senere fra Lillebæltsbroen mod øst over dele af Fyn. I 1987 konstateredes det første tilfælde af resistens på det sydlige Sjælland og herfra er også set en vis spredning (Lodal, 2001). Med kommunerne som grundenheden i bekæmpelsen af rotter kan udbredelsen af resistens hos rotter vises i kortet i Figur 1. Det skal bemærkes, at en kommune har signatur for resistens, når blot en enkelt rotte er fundet resistent. Alle dele af en kommune har samme signatur, uanset hvor resistens er fundet. Derfor har f. eks. en del små øer resistenssignatur, selv om der ikke er fundet resistens på selve øen. Tilsvarende må det også påpeges, at mange steder i en kommune med signatur for resistens er rotterne ikke resistente. I flere tilfælde forekommer de resistente rotter på et meget begrænset område i en kommune. 15

16 Figur 1. Resistens hos brune rotter En kommune har signatur for resistens, når blot en enkelt rotte i løbet af perioden er fundet resistent. Alle dele af en kommune har samme signatur, uanset hvor resistens er fundet. Derfor har f. eks. en del små øer resistenssignatur, selv om der ikke er fundet resistens på selve øen. Antallet af kommuner på de forskellige niveauer for resistens ses i Tabel 1, som er et uddrag af det datamateriale, der ligger til grund for kortet. 16

17 Tabel 1. Antal kommuner med konstateret resistens på de forskellige resistensniveauer blandt brune rotter indfanget Resistensniveau Antal kommuner Warfarin 7 Coumatetralyl 13 Bromadiolon 14 Difenacoum 14 I alt Perioden Fra begyndelsen af 1994 blev undersøgelse for resistens intensiveret med fokus rettet mod kommuner, der grænsede op til kommuner med kendt resistens. Med denne intensiverede indsats fulgte også en mere detaljeret registrering af data for hver enkelt rotte, som ikke mindst blev muliggjort med moderne EDB-teknik. Blandt de medvirkende kommuner blev enkelte undersøgt grundigere end andre med fangst af rotter fra mange steder i de pågældende kommuner. Dette viste blandt andet, at resistens blandt rotter kan være begrænset til visse dele af kommunen (Lodal, 2001). Figur 2 viser den geografiske udbredelse af resistens, som den var blevet registreret frem til foråret Med en stærkt forbedret dataregistrering fra starten af 1994 kan der på kort, der viser resultater efter 1. januar 1994, også vises kommuner, hvorfra rotter ikke har udvist resistens. På alle kort i denne rapport, der dækker tiden efter 1. januar 1994, gælder, at ikke-farvede (hvide) kommuner ikke har leveret rotter siden begyndelsen af 1994, eller der har ikke på noget tidspunkt før 1994 været forekomst af nogen form for resistens. 17

18 Figur 2. Resistens hos brune rotter En kommune har signatur for resistens, når blot en enkelt rotte i løbet af perioden er fundet resistent. Alle dele af en kommune har samme signatur, uanset hvor resistens er fundet. Derfor har f. eks. en del små øer resistenssignatur, selv om der ikke er fundet resistens på selve øen. Tabel 2 viser antallet af kommuner med konstateret resistens blandt brune rotter indfanget i hele perioden fra 1962 til og med foråret For rotter undersøgt efter 1. januar 1994 gives som i Figur 2 herover også oplysninger om kommuner, hvor der ikke er konstateret resistens. 18

19 Tabel 2. Antal kommuner med konstateret resistens på de forskellige resistensniveauer blandt brune rotter indfanget Resistensniveau Antal kommuner Ikke konstateret resistens 80 Warfarin 4 Coumatetralyl 18 Bromadiolon 27 Difenacoum 15 I alt Perioden 2001 og fremefter Denne rapport giver en samlet fremstilling af projektet for undersøgelse af rotter for resistens, som blev påbegyndt i efteråret 2001 og blev afsluttet med sidste indsamling af rotter i december Hovedelementet er undersøgelse af rotter efter en regional opdeling af landet. I modsætning til de foregående år blev fokus rettet mod samtlige kommuner i et amt og ikke blot mod de kommuner, der grænsede op til kommuner, hvorfra resistens var kendt. I tilfælde af bekæmpelsesproblemer har rotter kunnet undersøges, uanset hvor i landet tilfældet forekom. I efteråret 2001 påbegyndtes regional undersøgelse i Sønderjyllands Amt, og denne blev fortsat det følgende år. I efteråret 2002 var kommunerne i Århus Amt grundlaget for den regionale indsats. I 2003 valgtes Storstrøms Amt samt Langeland som region for foråret, mens Viborg Amt blev region for efterårets undersøgelse. Region for foråret 2004 var Nordjyllands Amt, men da under halvdelen af kommunerne medvirkede, indgik udvalgte kommuner også i undersøgelserne efterår 2004 sammen med kommunerne i Roskilde Amt. Resultater af undersøgte rotter indfanget i 2003 og 2004 er givet af Lodal (2006a). I 2005 udgjorde kommunerne i Fyns Amt med undtagelse af Langeland, som blev undersøgt i 2003, grundlaget for den regionale indsats om foråret, mens Vestsjællands Amt blev region for efterårets indsats. Resultater af undersøgte rotter indfanget i 2005 er givet af Lodal (2006b). Kommunerne i Ringkjøbing Amt dannede basis for den regionale undersøgelse i foråret 2006, mens kommunerne i Frederiksborg Amt var i fokus for den regionale indsats om efteråret. Resultaterne af undersøgelserne af rotter modtaget i 2006 er givet af Lodal (2007). I foråret 2007 var det de gamle kommuner i det tidligere Ribe Amt, der var i fokus sammen med kommunerne København og Frederiksberg. Begge områder fortsatte i den regionale undersøgelse i efterårsmånederne sammen med de gamle kommuner i det tidligere Vejle Amt. Resultaterne af undersøgelser af rotter indfanget i 2007 er givet af Lodal (2008). I foråret 2008 indgik de resterende områder, som var kommunerne i det tidligere Københavns Amt samt Bornholm i den regionale undersøgelse. Resultaterne af undersøger af rotter modtaget i 2008 fremgår af Lodal (2010). Foruden rotter fra de udvalgte regioner indgår også såkaldte ad hoc rotter foruden diverse rotter i undersøgelser for eventuel forekomst af resistens. 19

20 De såkaldte ad hoc rotter er rotter fra steder med bekæmpelsessvigt, og hvor Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse har vurderet, at der kunne være tale om resistens. Betegnelsen diverse rotter bruges om rotter, som uopfordret indleveres til laboratoriet, og de indgår også i resistensundersøgelserne, såfremt de overlever karantæneperioden. På baggrund af resultaterne af selve undersøgelserne for hele landet forsøges en analyse af forholdet mellem brug af bekæmpelsesmidler mod rotter og forekomst af resistens. Dette gøres ud fra en betragtning om, at resistens og det niveau den forekommer på, har en betydning for, hvor stærke midler det er nødvendigt at bruge. Omvendt kan de svageste midler anvendes, når der ikke forekommer nogen form resistens. 20

21 2 Materialer og metoder 2.1 Rotternes oprindelse Rotter til undersøgelser for eventuel resistens stammer fra 3 forskellige indsamlinger, der strakte sig over hele perioden. Den største gruppe udgøres af rotter fra den regionalt baserede del af undersøgelsen, hvor alle kommuner i en udvalgt region blev opfordret til at deltage. En mindre gruppe er ad hoc rotter, som er rotter, der undersøges for eventuel resistens efter en konkret vurdering af mulig årsagen til bekæmpelsessvigt på fangstlokaliteten af Miljøministeriets rottekonsulent. Vurderes det, at forekomst af resistens er en sandsynlig forklaring, sendes rotterne til Skadedyrlaboratoriet til undersøgelse. Endelig indleveres jævnligt rotter til Skadedyrlaboratoriet, og inden de aflives, bliver de undersøgt for eventuel resistens, og de registreres som en diverse gruppe. Rotterne i grupperne ad hoc og diverse kommer til laboratoriet og er ikke på samme måde som den regionale del af undersøgelsen betinget af, at der sættes særligt fokus på et område, uanset om rottebekæmperen har problemer i sit arbejde eller ej. Efter modtagelsen af en rotte, er den videre procedure den samme uanset, hvilken gruppe rotten tilhører. Undervejs i forløbet af undersøgelserne er kommunestrukturen blevet ændret med virkning fra 1. januar Med en ændring fra 276 kommuner (inklusiv Christiansø) til 98, er der sket en væsentlig ændring med hensyn til detaljeringsgrad, når kommunerne bruges som grundlag. Af hensyn til overskuelighed og detaljeringsgrad er alle data for rotterne knyttet sammen med de gamle kommunenavne. Sidst i rapporten anvendes også de nye kommunenavne, sammenholdt med de nye navne. Der er i disse sammenhænge taget højde for, at nogle af de gamle kommuner er blevet opdelt og fordelt på typisk 2 af de nye kommuner. 2.2 Den regionale undersøgelse Den regionalt baserede undersøgelse har været organiseret i en forårssæson og en efterårssæson, hvor indfangning af rotter typisk har strakt sig over en periode på uger. Indfangning af rotter er foretaget af de lokale rottebekæmpere. Forud for start af indfangning af rotter blev der i det udvalgte område afholdt informationsmøde, hvortil alle personer, der i området var beskæftiget med rottebekæmpelse, blev inviteret. På disse møder blev der orienteret om grundlaget for hele projektet og om, hvordan det i praksis skulle gennemføres. Rottebekæmperne fik leveret alt det nødvendige udstyr som fælder, kasser til transport af rotter fra fangststedet til laboratoriet forsynet med redemateriale, foderpiller og æbler samt vandflasker. På en fast ugedag i indfangningsperioden er rotter blevet afhentet hos rottebekæmperen eller på selve fangstlokaliteten og kørt til laboratoriet. 21

22 Den største sandsynlighed for at konstatere resistens er på lokaliteter, hvor rottebekæmperne har oplevet problemer eller direkte bekæmpelsessvigt med de midler, der har været anvendt. Derfor blev de lokale rottebekæmpere opfordret til fortrinsvis at indfange rotter på lokaliteter, hvor der havde været problemer. For at få et rimeligt antal rotter til undersøgelse tilstræbtes det at få mindst 10 rotter fra hver kommune og meget gerne fra samme lokalitet. Efter modtagelsen på laboratoriet anbringes rotterne enkeltvis i bure, og alle nødvendige data om hver enkelt rotte indføres i en journal. Enkelte rotter, der har fået gift på fangstlokaliteten, fordi der har været udført rottebekæmpelse, dør under transporten eller kort efter ankomsten til laboratoriet. Derfor holdes rotterne under observation i nogle dage, inden de underkastes undersøgelse for eventuel resistens, idet kun rotter, der forekommer upåvirkede af bekæmpelsesmidler, kan undersøges. Resistensundersøgelse i laboratoriet foretages på to forskellige måder, nemlig enten ved en blodprøveundersøgelse, der ofte benævnes BCR efter den engelske betegnelse Blood Clotting Response Test, eller ved en ædetest. Ved undersøgelserne følges principperne som beskrevet i EPPO (1995). 2.3 Blodprøveundersøgelse (BCR) Ved blodprøveundersøgelser (BCR) undersøges først koagulationstiden for rottens blod. Derefter injiceres en afmålt mængde af aktivt stof i rottens bughule. Efter et givet antal dage, afhængigt af hvilket aktivt stof der anvendes, undersøges koagulationstiden igen. Er koagulationstiden steget til et niveau over en given værdi i forhold til den først fundne koagulationstid, er den pågældende rotte ikke resistent. Bibeholdes koagulationstiden på et niveau svarende til udgangspunktet, eller er der kun tale om en mindre forøgelse af koagulationstiden, er rotten resistent. Blodprøveundersøgelser er blevet anvendt til undersøgelse for eventuel resistens mod warfarin, coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum. I mange tilfælde, specielt når resistens har været kendt i området i forvejen, er undersøgelser påbegyndt med en coumatetralyl BCR-test. Coumatetralyl er det svageste middel på det danske marked og derfor det svageste middel, der har betydning for praktisk bekæmpelse. I andre tilfælde, hvor resistens ikke forud har været kendt i et område, er undersøgelser startet med warfarin BCR-test. På grund af særlige oplysninger om bekæmpelsesindsats på en given fangstlokalitet er undersøgelserne i nogle få tilfælde begyndt med bromadiolon BCR-test eller difenacoum BCR-test. Blodprøveundersøgelse er væsentligt hurtigere end en ædetest, idet et resultat kan aflæses 4 døgn efter starten af undersøgelsen. BCR-testen giver desuden mulighed for et mere varieret billede af resistensen, idet rotterne ikke nødvendigvis dør, hvilket følsomme rotter vil gøre i en ædetest. Derved muliggøres en mere detaljeret undersøgelse af den enkelte rottes resistensmønster. Derfor foretrækkes BCR, når det er muligt. I nogle tilfælde er det ikke muligt at få tilstrækkeligt med blod to gange fra en rotte, og i sådanne tilfælde anvendes i stedet en ædetest. 22

23 2.4 Ædetest Ved en ædetest får en rotte tilbudt et præparat med det aktivstof, som den skal undersøges for med hensyn til eventuel resistens, som eneste foder et vist antal dage, hvorefter den holdes under observation i mindst tre uger. Overlever rotten denne observationsperiode, er den resistent mod det pågældende aktivstof i den givne koncentration. En normal følsom rotte vil derimod dø inden for observationsperioden. Som udgangspunkt anvendes de kommercielle koncentrationer af aktivstofferne, hvilket vil sige 0,03% coumatetralyl, 0,005% bromadiolon, 0,005% difenacoum, 0,005% brodifacoum, 0,005% flocoumafen, og 0,0025% difethialon. Warfarin som ikke bruges i praktisk bekæmpelse, er også blevet brugt i ædetest i en 0,005% koncentration. Resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse er resistens mod den kommercielle koncentration af et givet aktivstof eller resistens konstateret ved blodprøveundersøgelse. Ædetesten er relativt tidskrævende, og for det enkelte dyr er resultatet enten død som værende ikke-resistent eller overlevende som resistent. Overlever en rotte en ædetest, og ønskes den undersøgt på andre aktivstoffer, er tidsrammen mindst en måned mellem start af hver undersøgelse. Ædetest med warfarin, coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum strækker sig over 4-6 dages fodring, og de er kun taget i brug, når der har været problemer med at få tilstrækkeligt med blod til en BCR-test. Ved ædetest med brodifacoum, flocoumafen og difethialon får rotterne kun præparat en enkelt dag, som rotter uden resistens ikke vil kunne overleve. Overleves denne test kan der være tale om en let nedsat følsomhed i forhold til flertallet af rotter. Derfor kan sådanne overlevende rotter senere undersøges i en 2-dages test. Dør rotten i en sådan test, har den en let nedsat følsomhed uden at besidde resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse jf. Greaves (1994). 23

24 24

25 3 Resultater 3.1 deltagende kommuner og deres bidrag til undersøgelserne I perioden er der i alt blevet modtaget 2680 rotter til undersøgelse for resistens, og 210 kommuner har deltaget. I Tabel 3 er givet en opgørelse over de deltagende regioner, som de har været opdelt, og hvornår de har medvirket i den regionale indsamling. Samtidig giver tabellen en oversigt over de kommuner, der har medvirket med ad hoc rotter samt diverse rotter. Med undtagelse af 2001 og 2008, hvor undersøgelsen ikke dækkede hele kalenderåret, har der i hvert af de øvrige år medvirket kommuner, hvoraf mellem 29 og 41 har været del af den regionale indsamling. Tabel 3. Antal medvirkende kommuner i resistensundersøgelser fordelt på grupperne region, ad hoc og diverse. År Amt / Enhed Region Ad hoc Diverse Antal delt. kommuner Antal kommuner Viborg Amt Nordjyllands Amt Roskilde Amt 31 Fyns Amt undt. Langeland Vestsjællands Amt 41 - Nordjyllands Amt Ringkjøbing Amt 30 3 Frederiksborg Amt Ribe Amt Vejle Amt København + Frederiksberg Københavns Amt Bornholm Ølgod Kommuner Antal kommuner Kommuner Samlet antal kommuner 2001 Sønderjyllands Amt Sønderjyllands Amt Vejen, Hvidebæk, Brøndby, Gentofte, Århus Amt Blaabjerg, Karup Birkerød, Skævinge 37 Storstrøms Amt + Langeland Gentofte, Helsingør, Tinglev, Karup 6 Lyngby-Taarbæk, Ramsø, Skævinge, 42 Grindsted Dianalund, Skælskør, Varde Brøndby, Glostrup, 23 6 Ishøj, Slagelse København, Gentofte, 3 35 Skævinge 2 København, Skævinge København, Brøndby, Lyngby-Taarbæk, Birkerød, Køge Gladsaxe, Allerød, Birkerød, Hillerød, Hørsholm, Skævinge 15 Ribe 2 København, Fredericia 18 Som det ses i Tabel 4 medvirkede totalt set 205 kommuner i den regionale undersøgelse, mens 3 kommuner (Ølgod, Varde og Skælskør) udelukkende deltog med ad hoc rotter, og 2 kommuner (Ramsø og Lyngby-Taarbæk) bidrog udelukkende med rotter i diverse -gruppen. En del kommuner har bidraget med rotter i mere end en gruppe. Når man fraregner Fanø og Christiansø, som begge er uden rotter, er der 274 kommuner tilbage i den kommunestruktur, som eksisterede frem til 1. januar Med 210 deltagende er det således 76,6% af kommunerne, der har medvirket

26 Tabel 4. Antal medvirkende kommuner fra de enkelte amter / enheder. Amt / Enhed Kommunenummer Antal deltagende kommuner Antal deltagende kommuner i regional undersøgelse Antal kommuner i amt / enhed Bemærkninger København + Frederiksberg 101 & Københavns Amt Lyngby-Taarbæk ikke i regional undersøgelse Frederiksborg Amt Roskilde Amt Ramsø ikke i regional undersøgelse Vestsjællands Amt Skælskør ikke i regional undersøgelse Storstrøms Amt Bornholm Christiansø uden rotter Fyns Amt Sønderjyllands Amt Ribe Amt Fanø uden rotter; Ølgod og Varde ikke i regional undersøgelse Vejle Amt Ringkjøbing Amt Århus Amt Viborg Amt Nordjyllands Amt I alt Antal rotter fra kommunerne I Tabel 5 ses en oversigt over antal leverede rotter per kommune. Det var ønsket at få 10 rotter fra hver kommune ved den regionale undersøgelse. Her er alle rotter (regionale undersøgelse, ad hoc og diverse) medtaget, idet det for den enkelte rottebekæmper er uden betydning, hvordan rotten grupperes, når den er kommet til laboratoriet til undersøgelse. Af de i alt 210 medvirkende kommuner, bidrog de 95 med op til 9 rotter, mens 115 kommuner leverede 10 eller flere totter. Gennemsnittet per kommuner ligger på 12,8 rotter. Tabel 5. Oversigt over antal rotter leveret fra de enkelte kommuner. Antal rotter leveret Antal kommuner Antal rotter leveret tilsammen eller flere I alt

27 3.3 Undersøgelse af rotterne Af de i alt modtagne 2680 døde 410 inden de kunne undersøges for eventuel resistens. I en lang række tilfælde havde disse tydelige blødninger, der viste, at rotterne havde ædt udlagt rottegift på fangstlokaliteten. De resterende rotter er blevet undersøgt, og resultaterne ses i oversigtsform for samtlige kommuner i Bilag 1, hvor samtlige 276 kommuner er medtaget. Der er ved undersøgelser af rotterne konstateret resistens mod coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum. Disse resistensniveauer er alle af betydning for den praktiske bekæmpelse. Da warfarin ikke anvendes i praktisk rottebekæmpelse, har resistens på dette niveau ingen betydning for praktisk rottebekæmpelse, da de warfarin-resistenste rotter skulle kunne bekæmpelse med alle de til rådighed værende midler inklusiv coumatetralyl. For den tidligere Ribe Kommune i den nuværende Esbjerg Kommune er med t) i tabellen angivet, at der blev fundet en let nedsat følsomhed hos en enkelt rotte, der overlevede en enkelt dags fodring på brodifacoum, mens den ikke overlevede en senere udført undersøgelse med 2 dages fodring. En tendens til let nedsat følsomhed over for brodifacoum er tidligere set i danske rotter, som det fremgår af Lund og Lodal (1990 og 1991). Greaves (1994) refererer lignende tilfælde fra egne og andres undersøgelser, hvor der er tale om let nedsat følsomhed over for brodifacoum i visse bestande, hvori der i øvrigt er resistens på et højt niveau som her mod difenacoum. Ved afslutningen i 2008 var fordelingen af kommuner med hensyn til resistensniveau som anført herunder i Tabel 6. Tabel 6. Oversigt over antal kommuner på hvert resistensniveau fundet i perioden Resistensniveau Antal kommuner Ikke konstateret resistens 91 Warfarin 17 Coumatetralyl 10 Bromadiolon 37 Difenacoum 55 I alt 210 Det skal nævnes, at 3 kommuner (Suså, Bredebro og Støvring) hver kun leverede en enkelt rotte, der dog døde, inden den kunne undersøges for eventuel resistens. Kendetegnende for disse rotter var, at de døde med blødninger, hvilket indikerer, at de har fået gift på fangstlokaliteten og ikke har været resistente. I Tabel 6 indgår de i gruppen for ikke konstateret resistens. 3.4 Udvikling i rotternes resistensniveau i kommunerne Sammenholdes Tabel 6 med Tabel 2, som omfattede data for i alt 144 kommuner indsamlet i perioden , ses umiddelbart en forøgelse i antallet af kommuner med forekomst af resistente rotter. En årsag er, at der i Tabel 6 med 210 kommuner indgår ca. 50% flere end i Tabel 2. 27

28 Undersøgelse af kommuner, der ikke før har leveret rotter, siger ikke umiddelbart noget om udvikling af resistens med hensyn til niveau over tid. Det kan derimod analyseres ved at se på udviklingen i de kommuner, der indgår i begge tabeller. I Tabel 7 er samlet data for status for de i alt 115 kommuner, der indgår i såvel Tabel 2 som Tabel 6. Tælles sammen har i alt 48 kommuner uændret status med hensyn til resistensniveau (Ingen: 33; Bromadiolon: 11; og Difenacoum: 4). De øvrige 67 har ændret status. Ses udelukkende på status har 12 kommuner ændret status i nedadgående retning, mens 55 kommuner er steget et eller flere trin i resistensniveau. I sidste kolonne i Tabel 7 er udelukkende set på de 48 kommuner, hvorfra mindst 10 rotter er blevet undersøgt, hvilket i de fleste tilfælde er kommuner, der har leveret mere end 10 rotter, da de døde før forsøg ikke indgår i den kolonne af tabellen. Uændret status gælder da for 17 kommuner, lavere niveau gælder for 2 kommuner, mens de øvrige 29 kommuner viser et resistensniveau, der er mindst et trin højere. Med disse tal må det konstateres, at stigning i resistensniveau er væsentligt mere fremtrædende end nedgang eller status quo. Tabel 7. Antal kommuner på hvert resistensniveau i perioden sammenholdt med status Resistensniveau Resistensniveau Antal kommuner Antal kommuner med 10 eller flere rotter undersøgt Ingen Ingen Ingen Warfarin 1 Ingen Coumatetralyl 4 1 Ingen Difenacoum 2 Warfarin Ingen 1 Warfarin Coumatetralyl 1 1 Warfarin Bromadiolon 1 Warfarin Difenacoum 1 Coumatetralyl Ingen 3 2 Bromadiolon Ingen 10 4 Bromadiolon Warfarin 1 1 Bromadiolon Coumatetralyl 6 Bromadiolon Bromadiolon 11 1 Bromadiolon Difenacoum 2 Difenacoum Ingen Difenacoum Warfarin 1 1 Difenacoum Coumatetralyl 5 3 Difenacoum Bromadiolon 12 8 Difenacoum Difenacoum 4 4 Total For alle de undersøgte kommuner kan det for udfaldet af undersøgelserne være af interesse at sammenholde resultater af undersøgelserne med det antal rotter, der har været til rådighed for undersøgelser. Derfor vises i Tabel 8 det niveau, der blev resultatet for perioden sammenholdt med det antal rotter, der overlevede frem til undersøgelse. Det bemærkes, at ingen rotter til undersøgelse kun er relevant for gruppen med ikke konstateret resistens ( Ingen ), og som tidligere nævnt drejer det sig om kommunerne Suså, Bredebro samt Støvring. 28