ÅRSSKRIFT JUBILÆUM 2007

Transkript

1 SLÆGTEN FISKER DIN EGEN DAG ER KORT - MEN SLÆGTENS ER LANG ÅRSSKRIFT JUBILÆUM årgang

2 BESTYRELSEN Formand Erik Fisker Født 947 Erhverv Tømrer Adresse Rismarken Viborg Telefon HTUErik.fisker@slaegten-fisker.dkUTH Redaktør Lene Samuelsen Født 94 Erhverv Beskæftigelsesvejl. Adresser Veggerbyvej 94 Suldrup Telefon HTULene.samuelsen@slaegten-fisker.dkU Suppleant Nanna Stougaard Jensen Født 94 Erhverv Bogholder Adresse Ansøvej, 83 Them Telefon HTUNanna.jensen@slaegten-fisker.dkUTH Næstfmd/ Inger L. Pedersen redaktør Født 9 Erhverv Kontor Adresse Nebelgårdsvej 8600 Silkeborg Telefon HTUInger.pedersen@slaegtenfisker.dkUTH Kasserer Karin B. Lund Født 90 Erhverv Kontor Adresse Guldborgvej 8600 Silkeborg Telefon HTUKarin.lund@slaegten-fisker.dkUTH Suppleant Svend Erik Lund Født 9 Erhverv Lokomotivfører Adresse Guldborgvej 8600 Silkeborg Telefon HTUSvenderik.lund@slaegtenfisker.dkUTH Sekretær Marianne Fisker Født 970 Erhverv Pædagog Adresse Søndervang 80 Viby J. Telefon Revisor Flemming Fisker Revisorsuppleant Charlotte Breum Fisker HTUwebmaster@slaegten-fisker.dkUTH Foreningens nye kasserer Karin Bendtsen Lund: Jeg er født i København i 90 og opvokset rundt omkring i Jylland. Min ungdom og mit voksenliv er dog fortrinsvis foregået i Silkeborg, hvor jeg i 98 blev gift med Svend Erik Fisker Lund, som også er bestyrelsesmedlem i slægten. Sammen har vi fået 3 børn. Dennis, der i dag er revisor, Nina som læser i Århus og Michael, som har valgt en militærkarriere. Både Nina og Michael har valgt at tage mellemnavnet Fisker, efter at de voldsomt pressede deres far til at søge om at få navnet Fisker som mellemnavn efter hans farmor. Da jeg ikke har nogen stor familie, synes jeg slægten er spændende. Derfor tilbød jeg at være kasserer, da Bodil efter mange år træk sig tilbage. Fagligt er jeg så sent som i 003 uddannet som kontorassistent med speciale i økonomi, og jeg arbejder pt. hos et revisionsfirma i Virklund. Nye medlemmer er meget velkomne i foreningen Indsend blot navn og adresse til kassereren eller tilmeld jer via hjemmesiden. Skulle du ønske at blive udmeldt af foreningen, beder vi dig ringe, maile eller skrive til kassereren. Kontingent til Foreningen Slægten Fisker Det koster kun 50 kr. årligt at være medlem og 100 kr. pr. par. Opkrævning foretages ved girokort. Adresseændringer m.m. Adresseændring, bryllup, fødsel og dødsfald bedes meddelt til kasserer Karin Lund, Guldborgvej 12, 8600 Silkeborg eller TUkarin.lund@slaegten-fisker.dkUT

3 Nyt fra foreningen Tilmelding til Jubilæumsfesten senest søndag den 1. april 2007 Så er det nu, at vi allesammen skal have os tilmeldt jubilæumsstævnet søndag den 2. juni på Restaurant Sønder Ege i Ry. Hvis vi altså ikke allerede har gjort det. Det er sådan en dag, hvor folk i alle aldre kan deltage. Se dagens program inde i bladet. Tilmeld med det samme, så du ikke glemmer det. Og få fat i din nærmeste familie, så det samtidig kan blive en fest for hele familien. Inviter dine børn og børnebørn med, og hvad med at kontakte fætre og kusiner hvor tit taler man ikke om at skulle ses? INDHOLD: Side Nyt fra foreningen 3 Slægten gennem 200 år 4 Jubilæumsslægtsstævne-program 7 Generalforsamling 8 Slægtsudflugt Opdatering af slægtsbogen 14 Barndomserindringer 15 Slægtsprogram fra Mindeord Medlemsliste Stof til bladet 26 Regnskab 2005/06 27 Nu er arrangementet klaret lige til at sætte sig til bordet. Og husk - alle er velkomne! Det er overhovedet ikke nødendigt at være medlem af foreningen. I kan vælge at sidde familievis ved frokosten. I får masser af tid bagefter til at snakke og hygge med alle andre og måske finde slægtninge, som I aldrig har set, men bare har hørt om. Der bliver forskellige aktiviteter i løbet af eftermiddagen blandt andet en kavalkade af gamle fotos. Måske dukker dine forældre eller bedsteforældre op på nogle af dem. Ring til os hvis du også har gamle fotos eller andet at bidrage med. Vi vil gerne gøre det så bredt som muligt. Salg af slægtssolen Der bliver mulighed for at købe slægtssolen, som vi tit hen-viser til i bladene. Den viser på en meget overskuelig måde, hvordan slægten er vokset siden Solen blev lavet sammen med slægtsbogen fra 1972, og det er rigtigt sjovt at finde sin egen placering i den store slægt. Generalforsamling søndag den 2. juni 2007 Sidst på eftermiddagen afholdes ordinær generalforsamling. Festen slutter ikke af den grund, for aktiviteterne fortsætter, så der bliver slet ikke tid til at kede sig. Betaling af girokort Vi har vedlagt et girokort til betaling af kontingent for 2007 og Ligesom tidligere opkræver vi kontingent for 2 år. Det er nemmere for jer og letter vores administration meget. Hilsen Bestyrelsen 3

4 Slægten gennem 200 år Jubilæums år Ved Erik Fisker Slægtshistorie, nogle finder det meget spændende, andre mener, at det er uinteressant. Slægtens historie hører vi ofte, når vi er samlet til f.eks. fødselsdage og andre sammenkomster i familien og uden at tænke videre over det, bliver vi belært om slægtshistorie. Interessen for slægtens historie kommer med alderen. Man hører lidt og finder det interessant. Efterhånden bliver det mere spændende, for bedstefar og bedstemor vil meget gerne fortælle om deres opvækst som barn, deres ungdoms- og voksenliv og ved sammenkomst i familien går snakken livligt. Her fortæller man om de sjove hændelser, men der var også alvorligere ting, der blev drøftet. Senere er det ens egne forældre, der fortæller deres historie. Tit er det den samme historie, som bliver fortalt den ene gang efter den anden, men mange af fortællingerne glemmer man. Den dag, hvor vores bedsteforældre og forældre dør, er det for sent at spørge dem. Når de ikke er her mere, er der så mange ting, som man gerne ville have spurgt dem om. Det er en god ide, at man i tide får det skrevet ned, ja - nogle udgiver en bog. Det kan være en god ide at optage det på lydbånd eller video, evt. med billeder med forklaring om de personer, der ses. Evt. kan man skrive på bagsiden af billedet. Lise Nørgaards Matador er genudsendt på ny. Vi sætter os foran skærmen, vi nyder de gamle skuespillere og morer os over de kendte scener, nikker i nogle tilfælde genkendende til vores egen dagligdag. Selv de yngre generationer finder det nu også interessant at opleve dagligdagen i Korsbæk på godt og ondt. Handlingen foregår som bekendt i tiden fra 1936 til ca Handlingen i Matador - den kender vi alle meget godt, men i relation til det, jeg nævnte i forrige afsnit om genfortælling af historierne, sker det også denne gang, at vi alle oplever noget nyt ved selv samme fortælling. Krøniken fortsatte, der hvor Matador slap, og i 22 afsnit fulgte vi Kaj Holger og hans bedrifter i ca. 25 år fra 1950 til Det var dengang vi stemte ja til Danmarks indtrædelse i EF. Begge film er et stykke slægts- og Danmarkshistorie. Vores slægt kan føres meget langt tilbage. I slægtsbogen kan man følge slægtens historie op gennem tiden. I 1960 erne, da den første 4

5 barn mere i Kirsten er 35 år og Niels er 41. At skifte bolig dengang med 6 mindre børn, var ikke den letteste opgave, og om alle børnene var med, ved vi ikke. Else på 12 år - hende kunne Kirsten godt få brug for til at passe Maren på 4 år, Niels på 2 år og den lille nyfødte Anders. Peder på 11 år og Jens på 9 år kunne godt være ude at tjene. Der var ikke meget at gøre godt med, så de ældste måtte ud og selv tjene til føden. Familien Skellerup Familien Skellerup cirka slægtsbog blev lavet, valgte man at starte den 26. juni 1807, da Kirsten og Niels Jensen Fisker flytter ind i ejendommen Åbjerghus i Skjellerup, sammen med deres 6 børn på år og en nyfødt. Der kommer et Hvor meget havde de med af indbo, var der dyr på ejendommen, kom de gående eller havde de et køretøj? Hvad der fik Kirsten og Niels til at købe Åbjerghus er også et godt spørgsmål. Det kunne godt være beliggenheden - en smuk udsigt til åen, der snor sig gennem engen tæt forbi ejendommen og videre ud

6 5 brødre fra Aabjerghus, ca Fra venstre: Kristen, Jens, Niels Kr., Laurs og Søren Fisker. Nu vil vi her i 2007 gerne leve op til de tidligere slægtsstævner. 5 i Gudenåen. brødre fra Åen Aabjerghus, gav god næring cirka til engen, Fra venstre Kristen, og et godt Jens, areal Niels med god Kr., græsning Laurs og til Søren dyr. Fisker. Det sker kun én gang, at man kan fejre Selv under tørre somre var der græsning i 200-årsdag, så derfor vil jeg opfordre til at engen eller også kunne der laves hø. Den vi samles den 2. juni 2007 på Restaurant tilhørende agerjord var meget mager. Sønder Ege i Rye til en uforglemmelig dag. Igennem 4 generationer er der opvokset 20 børn på Åbjerghus. Stedet var også samlingspunkt for familien op gennem årene. Der er et billede fra omkring 1950, hvor en del af familien var samlet. Man hører fra de gamle i slægten, at det var hyggeligt at komme hjem til Åbjerghus. Da pensionen ikke er som nu, og plejehjemmene ikke fandtes i den udstrækning, som vi kender til i dag, måtte de gamle passes af et af børnene. Det blev som regel af den, der overtog ejendommen. Der måtte være nogle regler, og derfor blev der udfærdiget en aftægtskontrakt. Og den skulle efterkommes. De gamle havde til huse i enden af stuehuset og her skulle efterkommeren af ejendommen sørge for, at de gamle fik mad, husly og brænde, så de kunne leve anstændigt i resten af deres liv. I mange tilfælde havde begge parter megen glæde af hinanden og var til stor hjælp i dagligdagen. Men sådan gik det desværre ikke altid. I mange tilfælde blev kontrakten misligholdt, og de gamle levede under kummerlige forhold. Det var nok heller ingen tilfældighed, at man samlede slægten på Åbjerghus den 26. juni 1932, for 75 år siden. Dengang mødte der 125 slægtninge frem. Stedet havde stor betydning for slægten. Den 26. juni 1972 på Resenbro Kro var der stor tilslutning til det slægtsstævne, der også var starten til Slægten Fiskers Forening - dengang kom der 254 slægtninge. Aabjerghus i dag. Aabjerghus i dag

7 Dagens program Lørdag den 2. juni 2007 Kl Mødetid og fotografering (gruppebillede) Velkomst Kl Spisning - Menu Buffet Præsentation af familierne Eventuelle taler Kaffe Aktiviteter for børn Kavalkade af gamle billeder Scrapbøger, gamle fotoalbums og slægtsklenodier er fremlagt (tag gerne selv nogle ting med) Salg af slægtssolen Kl..00 Generalforsamling Aktiviterne fortsætter sideløbende med generalforsamlingen Kl.???? Afslutning på en hyggelig dag 7

8 Dagsorden: Generalforsamling søndag den 2. juni 2007 kl. 16 på Restaurant Sønder Ege Søkildevej 69, 8680 Ry 1. Valg af dirigent 2. Formandens beretning 3. Kassererens beretning 4. Valg af bestyrelse På valg er: Formand Erik Fisker, modtager genvalg Sekretær Marianne Fisker, modtager genvalg 5. Valg af suppleanter: Nanna Stougaard, modtager genvalg Svend Erik Lund, modtager genvalg 6. Indkomne forslag 7. Eventuelt Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden, Erik Fisker, Rismarken 46, 8800 Viborg i hænde senest den 19. maj

9 Slægtsudflugten 2006 til Funderholme Enge og Funder By Ved Inger L. Pedersen Engmesterjobbet var stoppet i Funderholme, da Henry flyttede dertil i 1949, og den Søndag den 21. maj kl var vi 26 personer, som mødtes for at høre om vores sidste engmester hed Anders Andersen. Henry fortalte os, hvad han havde hørt to slægtninge, der for mange år siden om en engmesters arbejde med at passe bosatte sig som henholdsvis engmester i stemmeværker og grøfter. Engmesteren Funderholme Enge og skrædder i Funder havde også tit job med at slå hø og få det Fotograf: By. Det blev Jens en Handberg. interessant eftermiddag, bjærget for bønderne, men så fik han som Enghuset hvor vi også ca. var 1904 et smut med inde Pie, i Funder Gerda, Kirke Alfred, regel Sofi fat og Gudrun. i nogle hjælpere, som han selv og sluttede med aftensmad på Pårup Kro. Turen til Engmesterens engmesterens hus. hus Vi mødtes ved Funderholme Smedje, hvor vi havde en aftale med smedemester Henry Thygesen om at fortælle os om en engmesters arbejde. Han har aldrig kendt vores slægtning Peder Nielsen Fisker, som var engmester i Funderholme Enge fra 1890 til Henry T. flyttede som 13-årig til Funderholme, og han har altid interesseret sig for engmesterens arbejde med at overrisle engene, så bønderne fra Funder og Løgager kunne slå hø til deres kreaturer. 9 aflønnede. Han fik selvfølgelig sin betaling af bønderne, men det kunne i nogle tilfælde være svært at få pengene fra dem, hvis det var strenge tider. I bogen Stednavne i Funder står der, at årslønnen i kontanter for engmesterjobbet var 32 kr. + fri husleje + 3 tdr. land til fri afbenyttelse. Derudover løn for oprensning af grøfter. I 1903 var prisen f.eks. 5 kr. for oprensning af 1600 m af det oprindelige løb. Lodsejerne kunne tilsyneladende finde på at snyde ved at sætte et ekstra bræt oven på stigbordet, så de fik mere vand på eget areal. Princippet med engene og engkulturen er et virkeligt godt eksempel på at folk kan samarbejde. For at udnytte de enorme arealer og naturkræfterne, var de nødt til at have styr på vandet, og man lavede derfor et sindrigt system af grøfter og afvandingskanaler, så man kunne hæve og sænke vandstanden. Henry var sikker på, at Lysåen, som forbinder Ørnsø og Silkeborg Langsø er blevet uddybet, så man kunne regulere vandstanden. Ligesom nu var der også dengang stor forskel på, hvordan somrene artede sig nogle var meget våde og andre var

10 knastørre. De år det var drivende våd, havde de besvær med at få høet tørt, så det måtte vendes, stakkes og sættes på ryttere. Og absolut sidste mulighed var at bære det i land så stak 2 mand 2 lange stave ind under de trekantede ryttere og bar dem over grøfterne. Det var tungt arbejde. I de tørre somre reddede det mange af bønderne omkring Funder, at de havde deres engstykke, hvor kreaturerne kunne græsse. For når de havde slået hø derhjemme på markerne omkring juli måned, groede det ikke mere, hvis det ikke fik vand. Så kunne bønderne heldigvis drage til Funderholme Fotograf: Hølæs, Funderholme. Jens Handberg, Resenbro. Hølæs, Fotograf: Funderholme. Jens Handberg, Resenbro og bjerge hø igen senere vel at mærke hvis engene var blevet tilpas overrislet og det var engmesterens job. Græsset går nemlig i dvale, hvis det ikke får vand. Så der var lavet 3 eller 4 stemmeværker af nogle store planker med skodder, som kunne regulere vandstanden i grøfterne, som engmesteren havde gravet. Undervejs i Henrys fortælling spadserede vi fra smedjen og hen over åen, så vi kunne nyde udsigten over landskabet, hvor der i dag ligger en Put & Take Sø. Men vi kunne sagtens få et indtryk af engarealerne. Under spørgerunden kunne Henry Thygesen fortælle, at stemmeværkerne formentlig blev nedlagt først i 1940 erne, fordi bønderne tabte interessen for at have kreaturer gående i engen. Høet havde ikke den store foderværdi, og flere af kreaturerne blev trepattede på grund af fluestik. Erik fortalte, at han som barn havde hjulpet sin bedstefar og hans søn Peter med at bjerge hø i engene. De slog høet med le og bar det ind på land, hvor hesten Fotograf: Jens Handberg. Enghuset ca med Pie, Gerda, Alfred, Sofi og Gudrun. 10

11 stod klar med vognen. De kunne kun nå 1-2 læs om dagen, for hestene kunne ikke være nogen steder for fluer og bremser. Der kunne som regel slås hø 3 gange på en sommer. Det var hårdt arbejde, for høet skulle bæres langt, men det var alligevel sjovt at være med til. Hans kunne oplyse, at man i gamle dage brugte enghø til at stoppe sofaer og lænestole med, fordi der aldrig gik mider i enghø, og det skyldes måske de eteriske stoffer fra urterne i høet. Som afslutning på spadsereturen langs engene nåede vi frem til Enghuset, som stadig ligger der tæt ved vandet dog i en anden udgave end da Peder Nielsen Fisker boede der. Grundmålene er dog de samme. I gamle dage var der beboelse i den ene ende og stald i den anden. Vi kunne få en fornemmelse af, hvordan engmesteren og hans familie havde boet, for Else Lippert havde medbragt et flot gammelt foto, som hun havde arvet efter sine oldeforældre. Livet i Enghuset er nærmere beskrevet i Årsskriftet juli Funder By Derefter fortsatte turen til hovedgaden i Funder, hvor Erik Fisker fortalte om sine bedsteforældre Søren og Ane Marie Fisker og deres 12 børn. Det vil føre for vidt at genfortælle det hele her, men hovedpunkterne skal dog nævnes. Søren blev født på Åbjerghus i Skjellerup i 1870 og blev udlært skrædder. Han giftede sig i 1894 med Ane Marie fra Gjern. Søren nedsatte sig som skrædder i 1895 på en lille landejendom midt i Funder med marker uden for byen. Søren var således både skrædder og landmand. De byggede et nyt stuehus i I 1932 byggede Søren og Ane Marie et nyt parcelhus i Funder cirka 100 meter fra gården, og her boede parret på deres gamle dage. Sønnen Peter forpagtede gården, indtil han overtog den i Den er stadig i familiens eje, og bebos i dag af oldebarnet Søren Fisker. Den gamle Søren Fisker oplærte 2 af sine sønner, Niels og Verner, i skrædderfaget. Niels overtog senere skrædderforretningen, som lå i det gamle stuehus. Verner etablerede også skrædderforretning i Funder, men flyttede til Skægkær i 1953 og drev forretningen videre her. Søren Fiskers øvrige sønner blev fortrinsvis inden for landbruget Søren Fisker var en driftig mand. Han var både skrædder, landmand, vurderingsmand, sognerådsformand, sygekasseformand og kasserer. Derudover interesserede han sig meget for slægten, og han arrangerede faktisk det første slægtsstævne på Åbjerghus i Når han cyklede rundt og skrev skøder for folk, slog han gerne et slag ind til familien og samlede oplysninger med AASE`s SYSTUE Alt inden for syning af tøj og reparationer. Syning af dåbskjoler til salg og udlejning. Brudekjolen laves om til dåbskjole. Systuens lille butik sælger af egen produktion - Håndlavede filthatte, sko, sjaler og tasker Salg af stof til bukser, nederdele og bluser. Salg af Kauni-strikkegarn til pinde og maskine % uld, som bliver dejligt blødt ved vask. Åben tirsdag kl eller efter aftale. Ring og hør nærmere. Aase Mikkelsen Egernvej Ulstrup Tlf

12 henblik på udgivelse af slægtsbogen, som udkom i Søren Fisker døde i 1961, så han nåede at opleve det. Udover skrædderens efterkommere, var der også andre Fiskere i Funder, idet 2 af døtrene fra Enghuset også boede i Funder som voksne. Gudrun og hendes mand ejede Funder Karrosserifabrik, som senere blev overtaget af sønnen, og Tinna og hendes mand Peter Henriksen var også gårdejere i Funder By. Erik havde aldrig vidst, at Gudrun og Tinne også var ud af Fiskerslægten, selvom de faktisk var naboer til hans bedsteforældre. Vi spadserede rundt. Vi kunne faktisk stå i vejkrydset midt i Funder By og se alle ejendommene, som Erik fortalte om. Søren Fiskers liv og levned var beskrevet i Årsskriftet fra Funder Kirke Derefter kørte vi de få kilometer til Funder Kirke, hvor vi fik en fin lille rundvisning i kirken, og så Fisker-grav-stederne. Hygge i Konfirmandstuen Så var det tid til kaffe og indendørs hygge med snak og gamle billeder. Ove Würtz, som er barnebarn efter engmesteren, fortalte om sine besøg hos bedsteforældrene Peder Nielsen Fisker og Marie Sofie. I daglig tale blev de kaldt Pie og Sofi. De fik 3 sønner og 7 døtre, så der var mange munde at mætte i Enghuset. Peder Nielsen Fisker var født i 1856 i Skellerup og døde i 1941 i Silkeborg. Peder virkede som engmester i 27 år i Funderholme. Ove fortalte også erindringer fra småferier hos sine to mostre Tinne og Gudrun, som 12 begge var gift og boede i Funder. Tinne og Gudrun boede så forskelligt, som man næsten kunne. Gudrun boede i et pragtfuldt stråtækt hus ved karosserifabrikken, som hun og manden drev. Huset er brændt, så det er der ikke mere. Soveværelset var bygget ind over fabrikken. Stuen var fornem med tykke tæpper på gulvene. Det var Ove ikke vant til hjemmefra. Tunge møbler og en grammofon var der også. Især grammofonen var han meget optaget af. Det var fascinerende, at en sådan tingest kunne frembringe sådanne skrattende toner. Sønnen Hans arbejdede også på fabrikken. Han sagde gerne til Ove, at hvis han fandt nogle krumme søm, kunne han få 1 øre, for Fotograf: Jens hvert Handberg, søm han Resenbro. rettede ud. Det kneb rædsomt Hølæs, Funderholme. med materialer dengang. Men Ove blev nu ikke velhavende af at rette søm ud! Fotograf: Jens Enghuset Handberg. ca med Pie, Gerda, Alfred, Enghuset ca. Sofi 1904 og med Gudrun. Pie, Gerda, Alfred, Sofi og Gudrun. Fotograf: Jens Handberg, Resenbro Moster Tinne og Peter havde landbrug i Funder, som vi gik forbi tidligere på dagen. Udover landbruget passede Peter arbejde på teglværket, og det var hårdt arbejde fra morgen til aften. Og varmt. Hos Tinne opholdt man sig som regel i køkkenet, hvor petroleumslampen hang i

13 loftet. Stuerne var man kun i ved særlige anledninger. Ove endevendte deres hønsegård hver 14. dag for at skaffe orm til at komme ud og fiske. Peter var fuld af skæg. Engang ved en familiefest, hvor der var dækket op igennem 2 stuer, forsøgte Peter at gejle Ove op. Han havde hørt, at hvis man trak hårdt nok i dugen i den ene ende, så ville det hele på bordet blive stående. Ove tog dog ikke mod til sig at prøve. Det ville nok give for meget panik, hvis det ikke lykkedes. Så var der morbror Jens. Han var lidt af en provo. Han filosoferede over mange ting. Ja, og han snakkede meget, næsten lige så meget som skolefolk, når de kommer i gang. Det kunne Ove som pensioneret skolemand godt tillade sig at sige. Jens leverede mælk til Silkeborg Mejeri. Det lå i Nygade 39 og Ove boede med sine forældre i nr. 41. Jens kom kørende hver dag med én spand mælk ovre fra sin lille ejendom på Sandvejen. Hesten blev parkeret i mejerigården, og mens de klarede den ene spand mælk, snakkede og fortalte Jens inde hos os. Han smådrillede folk og tog også gas på dem, men altid på en pæn og festlig måde. Ove nævnte flere sjove ting om morbror Jens. F.eks havde Jens den ide, at han hele året rundt skyllede sine fødder under vandpumpen ude i gården. Det har selvfølgelig været en meget kold oplevelse om vinteren. Derfor sagde Oves mor en rigtig kold vinterdag til Jens, om det da ikke var frygteligt koldt at dyppe fødderne i det iskolde vand. Jow, svarede Jens, men de skal de nier. Jens spillede helt fantastisk på fløjte. Det var lige så det rislede i hele kroppen. Og morbror Niels. Han var også helt fantastisk til at spille på alle mulige instrumenter. De ku meget, de der Fiskere. Morbror Niels og moster Gerdas mand Sofus spillede begge i Byorkesteret. Orkesteret spillede bl.a. på skoleudflugterne til Ludvigslyst. Ove var stolt over at have 2 familiemedlemmer i orkesteret. Niels kørte mælk til og fra Madsens Mejeri i Nygade, hvorfra Sofus også bragte mælk ud med hestevogn. Som dreng var Ove i ferier sommetider medhjælp for Sofus det fik han 1 kr. for om dagen fed tjans, for det var kun fra kl ca ! Ove sluttede sine fortællinger med at vise nogle sjove gamle billeder med familien fra Funderholme. Ja, nogle af dem har han såmænd fundet på nettet. Derefter fortalte Erik Fisker om sin fars mange brødre og søstre, som voksede op hos skrædder Søren Fisker i Funder. De var allesammen meget aktive og flittige folk, som stort set alle sammen havde flere tillidshverv i lokalsamfundet. De har bestemt ikke har kedet sig. Alt i alt en rigtig hyggelig og interessant dag. Besøg vores hjemmeside På hjemmesiden kan du se: Medlemslisten, vedtægter m.m. Omtale/fotos fra slægtsstævner og udflugter Og du kan: Indmelde dig og familien i foreningen Melde flytning, bryllup, fødsel, dødsfald Skrive en hilsen til slægtens medlemmer Fortælle en oplevelse, du vil dele med andre 13

14 Opdatering af slægtsbogen Sammen med Nordisk Slægtsforskning arbejder vi på at få samlet trådene, så vi kan få udgivet en ny opdateret udgave af slægtsbogen. Planen var i første omgang, at den opdaterede udgave skulle være klar til jubilæumsfesten den 2. juni For cirka 1 år siden sendte slægtsforskerne spørgeskemaer ud til 114 af slægtsforeningens medlemmer. Der kom kun 24 retur DET ER IKKE GODT NOK. Nu bliver der ringet rundt til resten af slægten. Cirka personer skal registreres. Det vil tage noget længere tid end forventet at få slægtsbogen gjort helt færdig. I den nuværende slægtsbog er 6 generationers liv og færden beskrevet. Det er interessant læsestof, men der mangler 3 generationer, som endnu ikke er opdateret!! Vi håber, at I vil være behjælpelige med oplysninger, så vi kan få slægtsbogen gjort færdig. Formand Erik Fisker 14

15 Barndomserindringer Fotos til artiklen om Bar Af Vibeke Gamsted Slægtssolen VI D 2 b 1) Jeg vil gerne fortælle lidt om min barndom, som jeg husker den, fra jeg var 6 år til jeg blev år: Vi havde hidtil boet i København og nærmeste omegn. Min far, Hans Peder Dion Alexius Hansen, var ved postvæsenet, og han blev i 1925 forflyttet til Aalborg, hvor han gjorde tjeneste på postkontoret i Nørresundby. I første omgang flyttede vi til en adresse på Østerbro 104, hvor vi boede helt oppe under taget. Der var mange trapper op, og jeg tror, der var op til 4. sal i den ejendom. Vi boede der ikke så forfærdeligt længe, før vi flyttede til Rantzausgade 32, hvor vi boede på 2. sal Jeg begyndte min skolegang i en privat skole, der lå i Danmarksgade. Den hed Minoria, og der gik jeg de første fem klasser af min skoletid. Min lillesøster Bodil, hun var 3½ år yngre end jeg, begyndte også i denne skole, da hun havde alderen til det. Selvom vi var flyttet til Aalborg, bevarede vi den gode kontakt til min mors familie i København. Vi gik nemlig flere gange om ugen ned til Københavner-damperen, hvor der hang en postkasse på landgangsbroen. Breve deri blev bragt ud i København næste dag. Min mor skrev regelmæssigt til min mormor og fik ligeledes breve til stadighed. På ferie hos mine bedsteforældre - 2 Mine ferier og fridage tilbragte jeg ofte hos mine bedsteforældre min farmor og farfar, Vips Gamsted som boede i Gandrup. Min farmor, som var ud af Fisker-slægten, Billeder hed Vilhelmine fra omkring 193 Kathrine, og farfar hed Jens Carl Hansen. Hun var født i 1872 og han i Farfar var stationsforstander i Gandrup. Det var en station på Sæby-banen, som senere er blevet nedlagt. Det var dejligt, at komme hos min farmor og farfar. For det første var min farmor så god til at lave mad. Vi fik dejlig mad, der var dejligt varmt, og de var i det hele taget vældig søde imod mig. Jeg var det første barnebarn i familien og blev som følge deraf meget forkælet. Turen startede fra Aalborg Station, hvor min faster arbejdede i Banegårdsrestauranten og et besøg derinde gav ofte det resultat, at der vankede et stykke chokolade, og det var jo rart! Det kunne jeg godt lide. Jeg var så stor, at man på det tidspunkt godt kunne sende et barn alene med toget. Cirka 1930: Stationsforst Jeg blev sat på toget og kørte så af sted. Efterhånden kunne jeg alle navnene på stationerne undervejs, og jeg var jo ikke spor bekymret for ikke at komme af, for min farfar skulle være på perronen alligevel, når toget ankom og kørte igen, så han skulle nok sørge for jeg kom af i rette tid. Jeg vil nu beskrive stationen, som den forekom mig at være. Det var en rød bygning i 2 etager, og hvis vi begynder i den ene ende, var der en dør til en meget stor ventesal. For det første var der en meget stor kakkelovn, der skulle fyres i, i den kolde tid, der var en dør og en glasrude ind til et kontor, billetkontoret. Cirka 1930: Der var Fru stationsforstander Vi 15 Vips og Bodil

16 sand på gulvet og en spytbakke i hjørnet at lokalet. Den næste dør vi kom forbi hen langs huset, var til entreen, en meget stor entre, og gik vi videre kom vi forbi vinduerne til det vi kaldte den lille stue, og vinduerne ind til spisestuen, og så kom plankeværket, der skjulte den lillebitte gårdsplads, hvor vandposten stod - alt vand blev hentet derude. Efter plankeværket kom der en lille ekstra bygning, som med indgang ude fra perronen indeholdt 2 toiletter med tremmedøre. Inde fra gårdspladsen var der en dør ind i et lille hus. Der var 2 døre, den ene førte ind til et lille rum, hvor der stod en gris, der blev fedet op og slagtet ved juletid, den anden dør gik ind til - ikke toilettet - men lokummet, Vips Gamsted som det var dengang. Efter den lille bygning var der en åbning ud til vejen, hvor passagererne kunne gå ud Billeder fra omkring 1930: fra perronen, og næst derefter, stadig langs jernbanen, der var min farmor og farfars 16 have. Det var en meget stor have. Min farmor var meget dygtig til at passe den, og der var masser af blomster. Der var kun blomster, græsplæne og et lysthus. Køkkenhaven fandtes på den anden side af jernbaneskinnerne sammen med en lille lund med nogle træer. De var ikke så forfærdeligt store, men det var en lille lund, og farmor dyrkede sine kartofler og sine øvrige grøntsager derovre. I denne her have tilbragte vi mange timer, og især i lysthuset kunne man jo være store dele af året. Vi fik kaffe serveret i lysthuset, og om sommeren blev der serveret grød. En ting der undrede mig, det var, når vi sad og spiste grød, så sagde farmor altid: Vil i have fler grød? Det havde jeg aldrig hørt. Vi sagde altid Vil du have mere grød?. Til grøden fik vi det min farmor kaldte for fåremælk. Det var fløde, der var rørt op med både vanille og æg, og det smagte meget godt. Haven fortsatte ned til en tværgående vej, som gik tværs over skinnerne, hvor bommene blev rullet ned, når toget skulle komme. Det sørgede min farfar for eller også hans assistent som hed Assistent Nielsen. En vældig flink mand som jeg mange år senere besøgte i Skagen, hvor han blev forflyttet til da han blev færdig i Gandrup. Jeg skal lige sige, at den grød vi fik om aftenen, det var naturligvis altid frugtgrød, alt efter hvilke bær der var modne, og i jordbærtiden fik vi selvfølgelig friske jordbær. Foruden stationsbygningen var der det vi kaldte pakhuset. Mine kammerater og jeg legede meget ofte oppe i pakhuset. Der blev stillet cykler og varekasser af og tit en kasse med en gris - alt som skulle transporteres med toget eller var kommet dertil og skulle afhentes af andre. Der var sækkevogne deroppe, og der var masser af Fotos til artiklen om Barndomserindringer af Vibeke Gamsted : Cirka 1930: Stationsforstander Jens Karl Hansen og børnebørnene tv. Vips og Cirka Stationsforstander Jens Karl Hansen og børnebørnene Vips og th. Bodil.

17 svaler, der fløj om ørerne på os, men der fik vi mange timer til at gå. Udenfor langs bygningen, var der en trækant man kunne gå på og sidde på., Den var i siddehøjde, og der sad vi meget ofte - for ikke at sige hver dag. Så kom der en fisker fra Hals med fiskekasser, der skulle med toget, og det var dog noget forfærdelig noget, for de var åbenbart pakket med is ned imellem. De dryppede, og det var så vådt, og det lugtede. Det var ikke særligt rart, men fiskene de skulle jo ind til byen, så folkene kunne få mad derinde. Fra Hals kom der en rutebil med passagerer, der skulle med toget. Lige overfor stationsbygningen lå kroen. På kroen foregik der ofte ting. Der var bal om sommeren, og når der var bal, så blev der lagt et trægulv ud på den store græsplæne bagved kroen. Og der var musik og servering. Men vi var jo børn, så vi havde ikke noget med det at gøre. Men dagen efter, når de fjernede det trægulvet, så havde vi meget travlt, for så skulle vi over og se, om ikke der dog var faldet nogle mønter igennem tremmerne ned på græsplænen. Vi havde heldet med os engang imellem. Ved siden af kroen havde jeg en veninde, og hendes far var bager. Der duftede så dejligt af rugbrød og nybagte franskbrød. Ved påsketid solgte de nogle påskeæg. Det kan være I andre også kan huske dem. Nogle forfærdeligt søde æg med en hård sukkerskal med lidt pynt rundt, og indeni lå der altid en fingerring. Vi skulle jo have et påskeæg, når det var påske, men om vi spiste det, det er jeg ikke helt sikker på. Ved siden af bageren boede en vognmand. Han kørte med en lillebil - det hed jo ikke taxa dengang - men han havde personvognskørsel. Han havde en datter, som jeg legede meget med. Hun havde på et tidspunkt fået en cykel og Cirka Fru stationsforstander Vilhelmine Hansen med svigerdatteren Lis og børnebørnene Vips og Bodil. Cirka 1930: Fru stationsforstander Vilhelmine H Vips og Bodil skulle også prøve at lære at cykle. Jeg var så stolt, når jeg kunne komme af sted. Det var ganske vist på en voksencykel, så man kunne ikke sidde på sadlen, men stod op. Jeg kørte forbi vinduerne derhjemme, for at de skulle se at nu kunne jeg cykle. Men det varede nu mange år, før jeg fik en cykel alene for mig selv. Ved siden af vognmanden boede margarinefabrikanten i et meget stort og fint hus. Måske nok byens største hus - i mine øjne i hvert fald. Margarinefabrikanten havde en søn, og han havde så mange tinsoldater. Så vi fik lov til at komme ind og lege med ham med de hersen tinsoldater, og det foregik gerne i kælderen. Om de fabrikerede margarine der, eller om det kun blev solgt derfra eller hvordan, ved jeg ikke, men der lugtede lidt mærkeligt i det hus, syntes jeg. Så husker jeg ikke, hvem der boede længere henne, men det var også mine legekammerater. Og vejen, hvor stationen lå, var der ikke ret mange huse efter stationen, så vi måtte hen på den store vej, der gik hen over 17

18 jernbanen, for at komme ned på det, vi kaldte hovedgaden. Det var der købmanden lå, og hvor vi handlede. Lørdag aften var jeg gerne nede ved købmanden for min farmor, for der vankede gerne et kræmmerhus med bolcher. Det var lækkert at få. Til tider lagde han også et stykke håndsæbe ned i kurven til min farmor, og det stykke sæbe var lavet af mange forskellige rester og havde alle mulige farver. Det havde jeg ikke set før. Da jeg blev lidt større og fik lov at gå ned af hovedgaden, var der en forretning, der virkede meget spændende. Det var en Tatol-forretning, hvor de solgte perlekranse, hårnåle, cremer, sæber og mange forskellige ting, og lidt undertøj måske også. Og da jeg på et tidspunkt havde sparet lidt op af mine lommepenge, gik jeg ind og købte min første tube creme. Det var en tube Liljemælk-creme, der kostede 17 øre. Det var mange penge dengang, men i dag lyder det jo fuldkommen tåbeligt, at man kunne få en tube for de penge. Der var vist ikke andre forretninger i byen, men det var så også bager, Brugsen og Tatol. Men mine bedsteforældre havde selvfølgelig nogle venner og bekendte, hvor jeg kom med, når jeg var hos dem. De havde nogle venner, der hed Elsnap, og de boede nær ved banelinien. Når vi skulle besøge dem, gik vi simpelthen langs med skinnerne ud til dem, og så nåede vi til vejs ende. Vi havde jo ikke anden måde at komme afsted end at gå. Så det var vi så vant til, husker jeg. En anden familie boede på en gård nærmest midt i byen, hvor der gik en lille markvej op til. Og den gård hed Bollen. Jeg synes var et mærkeligt navn, men det hed den altså. Vi kunne også køre til Hals engang imellem. Jeg havde en farbror. Han var meget moderne, og han havde skaffet mine bedsteforældre et radioapparat. For det første var der en antenne på det her apparat; den var trukket mellem fire pinde som et stort edderkoppespind. Det gav en god lyd i radioen. Den kørte ikke på strøm, men på en akkumulator, som vi havde (en slags batteri), der engang imellem løb tør. Og det eneste sted vi kunne få den akkumulator ladet op var nede på mejeriet i Hals. Så måtte vi tage rutebilen ned og få batteriet i orden, før vi kunne høre radio igen. I huset havde vi også et klaver. Jeg havde en faster, der var god til at spille klaver. Det var meget hyggeligt. Så kan vi tage lidt af det indvendige. I huset var der 2 skorstene. Den ene hørte jo så bl.a. til den store kakkelovn i ventesalen, og der var en anden kakkelovn, der også havde et rør til den skorsten. Den anden skorsten stod ude ved køkkenet, og den var til komfuret og en kakkelovn, der stod inde i spise-stuen. Når vi så havde været i køkkenet, gik der en trappe op til første sal, hvor der nok var et værelse i hver sin ende af huset, hvor der var vinduer. Mine bedsteforældre havde det ene som soveværelse, og det andet var et kammer, hvor vi andre boede, når vi var på besøg. I det store rum oppe på loftet, var der ikke vægge eller noget. Der gik man lige under tagstenene, og der var hængt snore op til at tørre tøj på. Henne ved skorstenen hang der skinke og pølser, som de gik op og skar af, når de skulle bruge noget. Fortsættes i næste nummer. Min moster Vibs har indtalt sine erindringer på bånd, hvorefter jeg har nedskrevet dem. Vi kan varmt anbefale andre at gøre det samme. Det har stor værdi at bevare familiens historier for efterslægten. Lene Samuelsen 18

19 Spisning: Middag 16 kr. Karbonader og frugtgrød Øl 3,75 kr. Vand 2 kr. Kaffe med småkager 4,75 kr. Vi ser gerne, at alle uanset stand, stilling og alder siger du til hinanden. Dette stod på programmet for Slægten Fiskers 40-års stævne på Resenbro Kro søndag den 25. juni 1972, hvor der var samlet omkring 250 personer. Det var ved dette stævne, at kimen blev lagt til dannelse af foreningen. Det er kun 35 år siden, men der er unægtelig sket en del siden både med priserne, og det at sige du til hinanden. Prisudviklingen taler for sig selv, men i dag ville I undre jer lidt, hvis menuen til det kommende jubilæumsstævne den 2. juni lød på karbonader og frugtgrød. Det er to dejlige danske retter, som vi dog ikke forventer at få serveret på en festdag. De hører i de fleste hjem til hverdagsmaden. Og dog, så findes der vel børn i dag, som knap har smagt frugtgrød med dejlig kold mælk på. For det hører jo efterhånden til sjældenhederne at finde bær og frugt i haverne nu om dage. Og der er vist alligevel ikke mange, der går hen og køber bær og frugt for bare at koge dem til grød. Nej, så er det jordbær med fløde eller måske brombær til en tærte. Prøv at servere frugtgrød næste gang du har besøg af dine børnebørn eller oldebørn. De vil elske det! Programmets opfordring til, at alle siger du til hinanden uanset stand, stilling og alder, giver mig også stof til eftertanke. For mit eget vedkommende er det efterhånden meget sjældent, at jeg finder det naturligt at sige `De til en person, som jeg møder i forbindelse med mit arbejde eller på gaden. Men sker det, slår jeg hurtigt over og bruger De - så glider samtalen ofte bedre. I dag er der vist en helt fri omgangstone mellem høj og lav på alle arbejdspladser. Jeg tror ikke, at der findes steder, hvor man stadigvæk skal sige De til direktøren. Men går vi tilbage til 1969, hvor jeg som 17-årig kom i lære på rådhuset, var det helt naturligt at sige De til de overordnede, og de sagde også De til mig. Det gav selvfølgelig lidt afstand og respekt for lederne. Det var ikke helt så sjovt at gå på arbejde, som i dag, hvor man sagtens kan både spøge og drille sine overordnede i al venskabelighed. Vi ved alligevel godt, hvem der er den ansvarlige, når der skal tages beslutninger. Og når jeg tænker endnu længere tilbage, f.eks. til min skoletid i starten af 1960 erne, så sagde vi altid De og fru til lærerinderne. Det er vist utænkeligt i dag. Men det var helt almindeligt dengang. Da vi kom i de større klasser, tror jeg, at vi begyndte vi at sige du til lærerne, men vi brugte stadigvæk deres efternavne. Dette var lidt nostalgiske tanker, der blev sat i gang, da jeg læste det gamle program fra slægtsstævnet i Inger L. Pedersen 19

20 Mindeord om Vivian Fisker Slægtssolen VI E 6 g Vivian Fisker Anita Vivian Sørensen Fisker og Gitte Christensen har på vegne af familien skrevet følgende mindeord om deres mor, Vivian Fisker: Onsdag den 11. oktober 2006 døde Vivian Fisker pludseligt af en hjerneblødning. Vivian var født i Hasle på Bornholm, hvor hun i 1952 blev gift med Knud Truelsen, og de fik sammen seks børn. Efterfølgende flyttede hele familien i 1965 til Resenbro ved Silkeborg, på grund af Knuds arbejde. Vivian blev i 1969 ansat som køkkenassistent på Rødegård, plejehjemmet i Resenbro, et job, som hun passede trofast i næsten 30 år. Vivian blev i 1971 skilt fra sin daværende mand og var derefter alene med børnene i mange år. I 1982 blev hun gift med posten, Kaj Fisker, der samtidig var ringer og graver ved Voel Kirke. Vivian deltog med stor glæde og interesse i alt omkring kirken. Vivian og Kaj deltog aktivt og socialt i alt med musik, særlig stor var interessen for jazz og Silkeborg Mandskor, som de fulgte trofast til alle deres mange koncerter. Sammen var de flittige indsamlere for Røde Kors i 12 år. Vivian startede i 1980 erne Epilepsi Foreningen i Silkeborg, en sag hun brændte for, da hun også selv havde en søn, der var hårdt ramt af epilepsi. Vivian var et varmt og positivt væsen, der til trods for sin egen, til tider, hårde modgang, gjorde alt for at hjælpe og glæde andre. Vivian og Kaj fik 29 dejlige år sammen, hvor deres børn, børnebørn og oldebarn altid var i deres tanker. Det er et stort tab for hele familien at miste deres mor, svigermor, mormor, farmor og oldemor, men størst bliver tomheden for hendes mand Kaj. Et lille menneske, med et stort hjerte, er her ikke mere Æret være Vivian Fiskers minde. STØT VORE ANNONCØRER - DE STØTTER OS...! 20