ldizihalise^ af / ldiziuisec! b/ kik^ioix^ XsbenIiAvii / dopenliazen

Transkript

1 ldizihalise^ af / ldiziuisec! b/ vxi kik^ioix^ XsbenIiAvii / dopenliazen

2 l^c»' op I/s ni UZE!' om opiiavz^ oz bi'uze^ettjzliecjes', se veniizs^ infol'ma^ion on cop/^izli^ ancj use»' i'izlilis, please consul^ vwvw.l<b.cjl<

3

4

5 1Z JS6

6

7 Om Dannelse lig Selvopdragelse. Foredrag af William Ellery Thanning. Paa Dansk ved Chr. Nielsen. 5te forogede Oplag. I Kommission hos H. Blochs Efterf. (A. Galle) i Nsstved. Bangs Bogtrykkeri, Noestved. IS75.

8

9 Selvopdragelse og Dannelse, Foredrag holdt i Boston i September 1838.

10

11 Om Channing. i. Dr. W. E. Channing er et af de smukkeste Exempler paa hvor langt et Menneske kan komme i christeligt Sindelag. Af hans Venner har jeg Hort mangfoldige Troek as den dybe Alvor, den Inderlighed, hvormed denne cedle Mand sogte det Rette og Rene i Alt. Man seer det ogsaa af hans Biografi og Breve, der nylig ere udgivne af hans Brodersen. Jeg laser af og til i dem og maa derved toenke paa Ordet: Salige ere de Rene af Hjertet, thi de flulle see Gud!" Hvor reen og fljon er ikke den Folelse, der udtaler sig i disse Ord, som i dette Dieblik ligge opslaaede i Bogen foran mig: Foler hvoruretfardige I ere mod Eder selv, dersom I tillade noget menneskeligt Boesen at lcegge Hindringer i Veien for en Sjcel, fom er i sin Udvikling. Husker, at I bleve skabte til at elske uendeligt og evigt, og lader ingen ubesvaret Hengivenhed tillukke den guddommelige Kilde. Jeg kjender ikke noget storre Fortrin end Dydens; men det er et Fortrin for dem, hos hvem det O»de mere og mere kues, og som bestandig hceve sig mere over sig selv. Jeg vilde prise mig lykkelig ved at kunne opvakke denne uegennyttige, selvopoffrende Menneskekærlighed hos Eder og hos mig selv, samt ved at opvcekke en dybere Bevidsthed om vor egen aandelige Natur, Fortrostuing til det guddommelige Liv i os, vort Vasens inderste Grund, og til Guds uendelige Kjarlighed til dette Liv i haus skabte Vcesen. Det Eneste, som kan skade os, er Utrostab imod os selv, Mangel paa Agtelse sor vor egen Aand. Ved denne Mangel blive vi «slaver as Omstændigheder og Medmennesker. Naar jeg derimod narer denne Aglelse, foler jeg mig stark og fri." Over Alt og i Alt herer man Channing henvende sig til den guddommelige Larer i Menneskets Bryst, og fra dette Inderlighedens Standpunkt handler han imod sine Omgivelser. Og vistnok har aldrig Guds Velsignelse mere aabenbart hvilet paa et Menneske. Hvor sriske, hvor fulde ere ikke Udtrykkene af hans Glade

12 og Taknemmelighed, efterhaanden som han bliver celdre. Hvorledes synes han ikke med hvert Aar at blive yngre og lykkeligere I Hans Synskreds udvider sig mere og mere, under aftagende Helbred tiltager hans Tro og Haab paa Gud og Mennesker, hans Kjcerlighed til Livet, til det store, herlige Liv. Det er paa sine gamle Dage, at han skriver: Vore Venskabsbaand blive mere og mere tiltrækkende for mine Folelfer. Del forekommer mig undertiden, at jeg ferst i den senere Tid bar forstaaet det menneskelige Liv; men saaledes gaaer det altid. Vi ville vaagne op til det Underfulde og Skjsnne i det, som vi for have feet med tilslorede Dine, og finde en ny Skabelse uden at gaae eet Skridt fra vore gamle Opholdssteder." Han taler ofte om sin Nydelse af Livet paa sine gamle Dage. Man spurgte ham en Dag, hvilken Alder han anfaae for den lykkeligste, hvorpaa han smilende svarede, at han ansaae Tredsindstyveaarsalderen for den bedste. Under den tcrrende Sygdom, som endle hans Dage, syntes hans indre Liv bestandigt at tage til i Krast og Storhed. Med den hjerteligste Interesse udspurgte han Enhver, som kom i Berorelse med ham, om deres Anliggender. Ethvert Menneske syntes at vcere bleven ham kjcerere og vigtigere. I den sidste, smertefrie Kamp horte man ham ofte sige: Himmelske Fadör!" Siden sagde han: Jeg veed ikke, at mit Hjerte nogensinde har saaledes strommet over af taknemmelig Folelse af Guds Kjcerlighed som i dette Meblik!" Hans sidste, svagt hviskede Ord vare: Jeg har havt mange Budskaber fra Aanden I" Saaledes doer kun en Mand, som Gud har kjcer, og i hvis Hjerte hans Aand boer. Hvilken Indflydelse denne sande Christen har udovet, flutter jeg ogsaa af folgende lille Tildragelse. En Dag spadserede jeg med Benzon paa Bostons*) Gader. Idet vi kom forbi et vist Hnus, bukkede han cerbodigt, idet han sagde: Dette er et Huns, som jeg i flere Aar ikke har kunnet passere uden med Folelser af den inderligste Hoiagtelse og Kjcerlighed. Thi her boede Dr. Thanning!" Frederikke Kremer- Den nye Verden, Dagbog. 15de Febr II. c^eg troer ikke, at vort Aarhnndrede kan fremvise nogen elskeligere eller agtvcerdigere Skikkelse end Thannings. Hans Liv er heelt af een Kilde. Det er en Christens Liv, hvis Aand er kraftig og virkfom, hvis Tro er brcendende, bvis Hjerte er fuldt af Kjcerlighed. Der er mange Cbristne *) H«r var Channing Prcrst fra 1S03 sin D?d 1342.

13 i vore Dage, men vi have faa af den Slags. Man er Christen til sine Tider, i Kirken, under Prcedikenen, hvad der imidlertid ikke forhindrer, at Mange af os til andre Tider ere Verdensmennesker, ere vindesyge, stolte og egenkærlige. Channing er Christen i sit hele Liv og altid. Det er i den hellige Skrift han finder Veiledning til at fore sit Liv; det er i denne han soger Losningen af de Sporgsmaal, der i vore Dage bevcege Staterne og Samfundene. ^ Channings Ideer danne Modsætningen til de Ideer, der ere almindelige i vore Dage. Personligheden, den Enkelte, underordne vi gjerne Kirken, Samfundet, Staten. Channing derimod forer Alt i Henseende til Religion, Sædelighed og Politik tilbage til Personligheden og gjer denne til Bygningens Hovedhjornesteen. Det vigtigste Vcerk ec derfor at arbeide paa at fuldkommeugjsre Personligheden, det vil sige den menneskelige Sjcel, og at sikkre den en fyldig Udvikling af alle dens Anloeg. Dersom det Samfund er det fuldkomneste, hvori hver Personlighed har meest af aandelig og scedelig Kraft, faa er det klart, at Samfundet er fuldkomment i samme Grad, som det eier mere Frihed. Alt, hvad der standser Aandens Flugt, Alt, hvad der svcekker vor Ausvarlighed, er et soedeligt Onde»g en politisk Fare. Dette har Channing seet og sagt klarere end nogen Anden. Han siger: Hvis jeg med faa Ord skulde beskrive de Samfund, der forekomme mig at voere de lykkeligste og skjonneste, vilde jeg sige, at det ere de, hvori Menneskeaanden har sin frieste og fuldkomneste Udvikling. De lykkeligste og storste Folk ere de, hvis Aand, Love og Indretninger tillade Enhver den frie Anvendelse og Udvikling af alle sine Krcester. Det lykkeligste Land er det, der har meest as Oplysning, meest af Tankens Frihed, meest af Hengivenhed og Kjcerlighed, meest Indbildningskraft og Smag, meest Arbeide, Flid og Arbeidskraft, meest Samvittighed og Gudsfrygt. De udvortes Rigdomme sortjene kun at agtes, naar de ere Tegn paa en kraftig Anvendelse af menneskelige Kroefter; de have kun Vcerd, naar de bidrage til vore Anlcrgs og Folelfers Udvikling. Mennesket, Personligheden, er et Lands eneste Ret til Hoeder; og det er Personlighedens Fuldkommengørelse og Udvikling, der er Samfundets dyrebareste Interesse." Edouard Kaboulaye. l^idsrts rsiizisuss. 1859).

14 Mine cerede Venner! Efter Opfordring af Bestyrerne for Foreningen Franklin" agter jeg at meddele Dem nogle Betragtninger, der kunne tjene som Indledning til de Foredrag, den vil lade holde. Og det, som fremfor Alt har bestemt mig til at gjore dette, er den alvorlige Deeltagelse, jeg foler for de Medborgere, til hvilke disse Foredrag iscer henvendes. Det forekommer mig, at de iscer besoges af dem, der ere beskæftigede med legemlige Arbeider. Og jeg har derfor ikke folt mig istand til at ncegte at udfore den Gjerning, som man har foreflaaet mig. Min Medvirkning skal vcere et Vidnesbyrd om min Kjcerlighed til denne talrige Deel af mine Brodre og Sostre. Jeg har villet lcegge for Dagen den Taknemmelighed, jeg foler for deres Arbeide og Flid, som jeg skylder noeften alle Livets Behageligheder. Men fremfor Alt har jeg villet udtrykke min Gloede over Arbeidernes Bestræbelser for at forbedre deres Stilling og min urokkelige Tro paa disse Bestræbelsers Fremgang. Disse Grunde ville give nogle af mine Bemærkninger en fceregen Karakteer. Jeg vil ikke altid tale paa samme Maade som de, der leve af deres Hcenders Arbeide; men jeg vil altid tale som Een, ver er dem hjertelig hengiven. Jeg regner mig selv med Rette til Arbeidernes store Familie. Vi ere lykkeligviis alle fodte og opdragne til Arbeide i denne Republik, og det hcederlige Mcerke, som vi saaledes have saaet, bsr stemme alle Grupper, Klasser og Partier i Samfundet til Velvillig mod hverandre.

15 9 Jeg har udtrykt min levende Kjcerlighed til Befolkningen, og denne Kjcerlighed hidrerer ikke saa meget fra de Tjenester, den yder, som fra hvad den er vcerd i sig selv. Rigtignok er dens Stilling uanseelig, men dens Vigtighed og Vcerd er derfor ikke mindre stor. Den gjor liden Opsigt, og den tiltrcekker sig kun lidt Opmærksomhed i sin sncevre Kreds; men den har ikke destomindre ogsaa sin Deel af personlig Fortjeneste, selv af sand Storhed. Mennesket er stort i enhver Stilling; det er kun vore Vines Svaghed, der gjor ham liden. Menneflet er stort og cedelt i sin Egenflab af Menneske uden alt Hensyn til hans Stand og Stilling. Enhver udvortes Forskjellighed bliver til Intet ligeoverfor hans Naturs oprindelige Hoihed. Det cegte Menneskelige, Samvittigheden, Gudsbevidstheden, Kjcerligheden, Forstandens Kraft, Folelsen for det Skjonne, Villiens og Handlingens Kraft er vort fcelles uendelige Fortrin. Det er den slette Vane at undervurdere dette fcelles Menneskelige, der bringer Mange til at overfee og ringeagte deres Brodre og Sostre, der leve i de ringe udvortes Stillinger. Og dog er dette Fcelles og Almindelige det Allerkosteligste baade i Sjcelen og i den udvortes Skabning. Videnflaben og Kunsten kunne udstyre de Riges Boliger med glimrende Belysningsmidler; men hvor sättige og ubetydelige blive disse ikte i Sammenligning med det fcelles Lys, som Solen sender md igjennem alle vore Vinduer, som den med rund Haand og uden at gjore Forskjel udoser over Hoie og Dale? Og saaledes er det ogsaa med Aaudens, Samvittighedens og Kjcerlighedens fcelles Lys; dette har et uendeligt hoiere Vcerd end de sceregne Gaver og Egenskaber, der have gjort enkelte Mennesker beromte. Lader os ikke forringe eller nedvcerdige den Natur, der er fcelles for alle Meunesker; thi ingen Tanke kan maale dens Storhed! Den er Guds Billede, og Ingen kan bestemme Grcendsen sor dens Udvikling. Enhver, der besidder Aandens guddommelige Egenskaber, er et stort og evigt Vcesen, hvorledes hans ydre Kaar end monne vcere. I kunne bedcekke ham med Pjalter, ind

16 10 mure ham i et Fcengsel eller handle med ham som en Slave, han vil dog altid vcere Eders Ligemand. I kunne lukke Eders Huse og Slotte for ham; men Gud aabner ham sine evige Boliger. Han gjor ingen Opsigt i en glimrende Byes Gader; men en reen Folelse, en sand Tanke og en modig Handling i en cedel Hensigt straaler med en ganste anden Glands end skjonne Bygninger af Mnursteen og Granit, Gibs og Marmor, hvilken Kunst der end er anvendt paa dem, og hvor store de end ere. Dette er ikke Alt. Dersom vi see bort fra vor fcelles, menneskelige Naturs Adel, og vende vort Blik hen til den Storhed, der isoer tiltrcekker sig Opmærksomhed, og der udmcerker de Personer, hvis Evner og Villie hceve dem over det almindelige Jevnmaal, da ville vi see, at denne findes ligesaa hyppigt hos uanseelige og ubekjendte Mennesker, som hos dem, der ere begunstigede af Lykken. Virkeligt store og cedle Mennesker findes overalt, og det er umuligt at sige, bvilkeu Stilling der fremkalder det største Antal af dem. Den fände Storhed har Intet til Fcelles med den Stilling, hvori den lever. Maaskee ere vor Byes storste Mcend i dette Dieblik ubekjendte, overseete og agtede for Intet! Menneskets Storhed bestaaer udelukkende i Aandens Magt, i Tankens Sandhed og Kærlighedens Styrke, og den findes i Livets ringeste og ydmygste Kredse. En Mand, der er oplcert til en uanseelig Virksomhed og maaskee foruroliget af en voxende Families Fornødenheder, som han skal tilfredsstille, kan i sin snevre Kreds have et videre og storre Syn paa Livet, see klarere, domme rigtigere, fole dybere og under vanskelige Forhold have mere Bestemthed og Aandsncervcerelse end en anden Person, der har gaaet i lcerde Skoler i flere Aar og ophobet nmaadelige Skatte af Kundskaber; han har altsaa mere af sand Storhed. Den, der aldrig har fjernet sig mere end nogle saa Miil fra sit Hjem, forstaaer tidt bedre den menneskelige Natur, opdager Bevæggrunde til Handlinger og prover deres Vcerd med

17 n storre Viisdom end en Anden, der har gjennemfaret Verden og gjort sig navnkundig ved Fortcellingen om sine Reiser. Den er et stort og ndmcerket Menneske, der voelger det Sande og Gode med uovervindelig Fasthed, der modstaaer de frygteligste iudvortes og udvortes Fristelser, der med et let Sind bcerer de tungeste Byrder, smiler ad Spot, Trusler og vrede Miner, og hvis Tro paa Gud, Sandheden og Livet er urokkelig. Men er dette en Storhed, der glimrer i den ydre Verden?»Og mon det er sandsynligt, at den hyppigst skulde findes hos de fornemme Folk? Kampene imellem Fornuften og Lidenskaben, de Seire, som Kjcerlighed til Gud og Ncesten vinder over Egenkærligheden, de smertelige Osfre, der bringes for den gode Sag, Fornegtelsen af en dybt rodscestet Tilboielighed og af Hjertets kjcereste Forhaabninger for Guds Skyld, alt dette falder ikke i Vinene. Seer man vel bedre en bedraget, forfulgt, krceuket og forladt Retskaffenheds Trost, Haab, Glcede og Fred? Nei, visselig ikke! Og derfor unddrager sig Menneskelivets sande Storhed fuldstoeudigt vore Blikke. Maaskee den heltemodigste Handling fuldbyrdes foran os i Taushed, den cedleste Plan overveies og de reneste Offre bringes, uden at vi have den mindste Anelse derom. Jeg troer, at denne Storhed findes i Arbejdernes Rcekker, hos Mcendene med de beskedne Navne. Mon det vcere hos disse eller hos Verdens Lykkelige, man finder de fleste Sorger baarne med mandigt Mod, meest usminket Sandhed og Retsind, meest Gudhengivenhed, meest af deu Deeltagelfe og Kjcerlighed, der offrer sit Kjcereste og Bedste for Andre, og endelig den rigtigste Betragtning af Livet og Doden? Og selv i Henseende til Indflydelse paa vore Medmennesker, den Indflydelse, som man er saa tilbpielig til at betragte som et andet Fortrin for de Lykkelige, troer jeg, at Forskjellen mellem disse og deres uanseelige Medmennesker er saare ringe. Indflydelsen stal jo ikke vurderes efter sin Udstrcekning, men efter sin Natur. Et Menneske kan virke i oide Kredse ved sin Aand,

18 12 sine Folelser og Meninger; men dersom Aanden er flet. Følelserne urene og Meningerne usande, saa er der ingen sand Storhed i hans Virksomhed. En daarlig Kunstner kan maaskee fylde en heel By med sine elendige Smørerier, og dersom deres Art trceffer til at tilfredsstille en slet og sordcervet Smag, kan han vel endog derved vinde Berømmelse; men den sande Kunstner, der kun esterlader sig et eneste Maleri, hvori en uforgjcengelig Skjonhed saa at sige er legemliggjort, udover eu uendelig storre Indflydelse. Imidlertid gives der ingen cedlere Indflydelse end den, der befordrer Menneskets Livs Dannelse og Forcedling, og den, der udover en saadan, udforer et stort Vcerk, hvor snever og riuge den Kreds end er, hvori han er sat. Faderen og Moderen, der i deres fattige Hjem vcekke Kjcerlighed til Gud i deres Barns Sjcel, ncere og ove dets Villies Kraft til at modstaae alle Fristelser og lcere det at hofte evig Fordeel af Liveis Kamp, overgaae i Indflydelse en Napoleon, der knuser Menneskene uuder sit Herredomme. Deres Vcerk er ikke blot hoiere ved dets Natur. Hvo veed, om de ikke fuldbyrde et meget storre Vcerk end Erobreren selv i Henseende til Udstrcekning? Hvo veed, om ikke den Aand, i hvilken de have vakt et stort, helligt og kjcerligt Liv, vil meddele det til store vide Kredse, om ikke den Indflydelse, hvortil de vare den skjulte Kilde, maaskee vil voxe, forbedre et Folks Liv, ja maaskee den hele Verdens? I disse Betragtninger ville De see Grunden til den store Deeltagelse, jeg foler og har udtrykt, for de Ringe iblandt mine Brodre. Ulighederne i Samfuudet forsvinde ligeoverfor disse Sandheder. Jeg foler mig ikke faa inderligt knyttet til Folket, fordi det bestaaer af Vcelgere og er i Besiddelse af politifk Magt, men fordi det bestaaer af Mennesker, af mine Lige, og fordi det kan og skal naae Menneskehedens hoieste Maal. Det, som ndmcerker Befolkningen i dette Land, er, at den besidder storre Midler til aandelig Udvikling og soedelig Forbedring, end man finder andetsteds. At opmuntre den. til ret at benytte disse til sin Fordeel, er at yde den den.

19 13 bedste Tjeneste, den kan modtage. Jeg har derfor gjort del til min Opgave at tale i denne Forsamling om Opdragelsen, om personlig Dannelse eller den Omsorg, som ethvert Menneske skylder sig selv for at udvikle og sorcedle sin Natur. Dette danner ogsaa den naturlige Indledning til de folgende belcerende Foredrag, der altfor hyppigt ansees for at vcere istand til alene at bevirke Tilhorernes Dannelse. Foredragene have deres Nytte. De vcekke mange Mennesker, som uden denne Opmuntring vilde have sovet til deres Livs E«de. Men man bor dog erindre, at det nytter Lidet en Time ugentlig at gaae herhen i denne Sal for at hore en Forelcesning, naar man indskrænker sig dertil. Dersom vi ikke vcekkes til selv at arbeide, dersom vi ikke tage kraftigt fat paa vor egen Oplysning og Forbedring, dersom vi ikke have det faste Forscet at danne og udvikle vor Aand, ja dersom vi ikke ved alvorlig Eftertanke levende tilegne os, hvad vi hore, faa ville Forelæsningerne ingen synderlig Nytte gjore. Mcn da Opdragelsen er et altfor betydeligt Mmne til, at jeg flulde vcere istand til at behandle det udtømmende i denne Time, kan jeg kun meddele dem nogle af de Grundbetragtninger, der synes at vcere de vigtigste. Jeg vil forsoge forst at give Dem en rigtig Forestilling om Selvopdragelse og Dannelse; derefter vil jeg tale om Midlerne til Selvopdragelse, og endelig vil jeg beskjceftige mig med nogle as dejndvendinger, der gjores imod mingrundbetragtning af denne Sag. Men forend jeg gaaer over til denne Fremstilling, maa jeg tillade mig at gjore en Bemcerkning. Den personlige Udvikling er mnelig. Den er ikke en Drom. Den er begrundet i vor Natur. Uden denne Overbeviisning vilde jeg staae for Dem som en Ordgyder, og De vilde hore mig til ingen Nytte. Vor Sjcel besidder Evne baade til at iagttage sig selv og til at forme og danne sig selv. Sjcelen kan vende sig imod sig selv, erindre sine tidligere Handlinger og iagttage sine oieblikkelige Livsyttringer; den kan vurdere sine Evner og sorskjellige Tilboieligheder, erkjende hvad den bor gjore og lide, erkjende Glce-

20 14 dernes og Sorgernes Maal; og saaledes lcere vi paa enalmindelig Maade at kjende vor Natur og vor Bestemmelse. Vi have Evne til at see ikke blot d et i vor Natur, der allerede er udviklet, men ogsaa det, som vi skulle blive; vi kunne i vor Sjcels Grund see Spirerne til en Udvikling uden Grcendser, sigte ud ooer det, som vi have opnaaet, efter Fuldkommenhed, der er vort Maal. Denne Evne til at kjende sig selv adskiller vor Slcegt fra Dyrene, der ikke have den. Uden den vilde ingen personlig Udvikling kunne sinde Sted, da vi ikke vilde kunne forstaae det Arbeide, som den ndkrcever, og een af de vigtigste Gruude til, at vi saa sjcelden finde en betydelig personlig Udvikling, er, at der gives saa saa Mennesker, som rigtig Höste Udbytte af denne Evne til at loere sig selv at kjende. For saamange af dem er deres Aand kun en Skygge udeu Virkelighed sammenlignet med de udvortes Gjeustaude. Naar de trcesse til at kaste et Blik ind i deres Indre, see de kuu et morkt og ubegrcendset Kaos. Maaskee de derved bemcerke een eller anden heftig Lidenskab, der har revet dem hen til skadelige Aderligheder; men deres Sjceles crdleste Anlceg tildrage sig neppe et Oieblik deres Opmærksomhed, og saaledes leve og do desvcerre mange Mennesker, ligesaa fremmede for sig selv som for et Land, hvis Navn man kjender, men som ingen menneskelig Fod nogensinde har betraadt. Men vor Sjcel har ei blot Evne til at kjende sig selv; den besidder tillige Evne til at virke paa sig selv, til at styre og beherske sig selv. Det er en Egenskab, der er ligesaa frygtelig som berommelig; thi det er paa denne, at menneskelig Frihed og Ansvarlighed iscrr er grundet. Vi kunne ikke alene kjende vore Evner, men ogsaa lede dem, drive dem fremad; ikke blot iagttage vore Lidenskaber, men ogsaa beherske dem. Vi kunne standse eller forandre vore Tankers Lob. Vi kunne rette dem paa Gjenstande, som vi onske at forstaae. Vi kunne fceste vort Blik paa Fu ldkommenheden og gjore alle Ting til et Middel for at naae den. See, dette er et as vor Naturs cedleste Fortrin! Hvor lidet har

21 15 det da at betyde, om vi leve i denne eller hun udvortes Stilling, naar vi i vor Sjcel besidde Evne og Villie til at tilkjcempe os en bedre Skjcebne, en Lykke, der er saa meget storre, jo ringere vore udvortes Kaar have vceret? Det er den storste af alle de Opdagelser, Mennestet kan gjpre, naar han finder denne skabende Evne, Villien, som han boerer i sig selv som en Skat. Han gm sig i Almindelighed ingen Forestilling om dens Herlighed, ligesaalidt som den Vilde aner Aandens Magt over den synlige Verden; ikke destomindre overgaaer den langt alle naturlige og menneskelige Krcester i Indflydelse og Magt. Den er mere guddommelig end Krcesterne, der styre Himmellegemernes Gang; og hvorlidet sorstaae vi ikke destomindre at anvende den? Hvorledes slumrer den ikke uvirksom 09 ukjendt hos de fleste Mennesker? Nu vel! Det er Villien, der gjxir Opdragelsen mulig, og gjpr den til en bydende Pligt for os. I. Jeg vil forst fremstille den personlige Udviklings Grundbegreb, og man kan let opfatte det i dets almindeligste Form. At udvikle eller opdrage en Plante, et Dyr eller en Aand, er at bringe dem til at voxe, til at tiltage i Liv. Livets Vcext og Udvikling er Maalet. Det, man stal kunne udvikle, maa have et Liv, der er modtageligt for Forsgelse. Den altsaa, der gjor Alt, hvad der staaer i hans Magt, for at udvikle sine Evner og Anlceg og navnlig de hoieste og cedleste af disse til et friskere, kraftigere, sandere og lykkeligere Liv, arbeider paa sin Dannelse og Udvikling. Denne Udvikling har nodvendigviis sorstjellige Grene, der svare til den mcnncstelige Naturs sorstjellige Evner; men endskjxmdt disse Evner ere sorstjellige, ere de dog inderligt forenede og udvikle sig paa eengang. Sjcelen, i hvilken Videnstaben adstiller flere Krcester, er altid een i sit Vcesen, een i sit Liv. I eet og samme Vieblik, i een og

22 16 samme Handling virke de forskjellige Sjceleevner, Tanken, Folelsen og Villien i Forening. Som Folge heraf bestaaer en fornuftig menneskelig Dannelse i, at alt det forskjellige Liv, hvortil vor Natur bar Anlcrg, voxer paa een Gang, ligesom alle Plantens Dele udvikle sig tilsammen. Naar De altsaa i det Folgende hore mig tale om forskjellige Retninger, hvori Udviklingen bor befordres, maa De ikke betragte disse scm adskilte Fremgangsmaader, der virke uafhængigt af hverandre, og hver for sig udkrceve fuldkomment forskjellige Midler. Jeg udtrykker mig kun saaledes om Opdragelsen, fordi det altid er nodvendigt for at komme til fuldkommen Forstaaelse af et Sporgsmaal at betragte det fra forskjellige Sider. Den personlige Udvikling er forst moralsk; dette er en Egenskab, der er af cn ganske sceregen Vigtighed. Naar et Menneske gaaer i sig selv, opdager han to forskjellige Slags eller Arter af Liv, som det fremfor alt er vigtigt for ham at kjende. Han opdager Dnsker, Begærligheder og Lidenskaber, der have ham selv til Endemaal, som Intet kroeve. Intet söge uden egen Tilfredsstillelse, egen Fornoielse, egen Fordeel; siden bemcerker han et ganske modsat Liv, som er upartisk, almindeligt, og Intet krcever for hans egen Skyld, et Liv, som medforer Hensyn til Andres Lykke og Andres Ret, som paalcegger ham Forpligtelser, der ville opfyldes for enhver Priis, selv naar de ere hans egen Fornoielse og Fordeel modsatte. Intet Menneske, hvor blind og foleslos end Egenkærligheden maa have gjort ham, kan ncegte, at han mcerker et Liv i sig, et stort og mcegtigt Liv, der modvirker Egenkjcerligheden. Det er en indre Stemme, der mere eller mindre klart paaloegger os upartisk Retfærdighed og Medfolelse mod vore Brodre og Sostre. Dette Liv, der boer i Grunden af vor Natur, er snart kaldt Fornuft, snart Samvittighed, stundom ogsaa scedelig Folelse; men hvilket Navn man end giver det, staaer det dog fast, at det er et virkeligt Liv i enhver af os. Det er den Evne, som vi fremfor Alt maa udvikle; af dens Udvik

23 17 ling er en sand Dannelse af alle vore andre Kroester betinget. Lidenskaberne kunne rigtignok vcere stärkere end Samvittigheden eller skrige hoiere, men deres Larm er meget forskjellig fra den alvorlige Stemme, hvormed Samvittigheden taler. De ere ikke udstyrede med dennes Myndighed; de have ikke en forpligtende Magt over os. Selv midt under deres Sejrvindinger over det bedre Liv i os fordommes Begærlighederne af dette, og boie sig for dets rolige, hemmelighedsfulde og truende Stemme. Naar vi strcebe at loere os selv at kjende, er derfor Intet af storre Vigtighed end klart at stjelne imellem disse tvende Arter Liv: Egenkærlighedens og den sande Kjoerligheds; og den vigtigste Deel af Opdragelsen er at ydmyge den ene og udvikle den anden og bringe den til Overherredømmet. Der er ingen Grcendser for Udviklingen af dette cegte Menneskelige, naar vi elfte det alvorligt. Der har levet Mennesker, som ingen Magt paa Jorden kunde fore fra Sandhed og Ret, og som have folt mindre Frygt for Doden under flroekkelige Pinsler end for at overtroede denne Kjoerlighedens og Sandhedens Lov i deres Indre. For det Andet er den personlige Udviklings religiös. Vi have Evner, der knytte os til den udvortes, synlige, endelige og altid foranderlige Verden. Vi have Synet og de andre Sandfer til at iagttage de udvortes Ting, Redflaber og Lemmer til at paavirke og tilegne os dem. Men vi have ogsaa et Liv i os, der ikke kan tilfredsstilles ved, hvad vi see eller kunne tage og sole paa, ved, hvad der beftaaer indenfor Rummets og Tideus Grcendser, en Evne, der soger det Uendelige, den uskabte Aarsag til Alt, og ikke finder Hvile uden i Gud. Vi kalde den det religiöse Liv i os; og det menneskelige Sprog kan ikke overdrive dets Storhed og Herlighed; thi det er Kjendetegnet paa et Boesen, der er bestemt til at troede i Forbindelse med en hoiere Verden end denne synlige. At udvikle dette Liv i os til Fylde og Klarhed er i udmoerket Forstand at arbeide paa sin Dannelse. Det er den menneskelige Naturs jeg kan

24 18 tilfoie: de himmelske Naturers herligste Lod at bringe. Billedet af Gud til at leve i sig, dette klare og sande Billede, der forer os til at tilbede ham, lyde ham og at onfke at ligne ham. Og de ville lcegge Mcerke til, at det religiöse og scedelige Liv er inderligt forenet. Det forste er kun den hoieste Udvikling og Aabenbaring af det andet. Det er den sande Religions Boesen at erkjende og tilbede den evige Kjcerlighed og Sandhed i Gud, at hore haus Rost, naar den kalder os til at strcebe at ligne ham. Endvidere maa Dannelsen omfatte Forstandens Udvikling. Vi kunne ikke give os af med os selv uden at opdage den Evne, som tceuker, slutter og dommer, som soger at erhverve rigtige Forestillinger om Tingene og deres Sammenhang. Vi behove imidlertid ikke at. frygte for, at denne Evne stal blive forsomt. Den tildrager sig mere Opmærksomhed end de andre Sjceleevuer, fordi den er det store Redskab, hvorved Menneskene naae deres timelige Nnskers Maal. Deres forste Tanke er i Almindelighed, naar vi tale til dem om Dannelse og Oplysning, at de skulle udvikle deres Forstand og erhverve sig mange Kundskaber. Ved Opdragelse og Dannelse forstaae Menneskene ncesten udelukkende Forstandsndvikling. For denne opretter man Skoler og Hoiskoler, for denne opoffrer man Ungdommens religiöse og scedelige Udvikling. Jeg agter visselig Forstanden saa hoit som Nogen, men det bliver dog altid urigtigt at scette den over det religiöse og scedelige Liv. Den er inderligt forbundet med dette. Men. dette Liv er dog Grundvolden for Aandens Dannelse, og at udvikle det bor vcere vort hoieste Maal. Den, som onsker, at hans Forstand skal udvikles og vcere sund og kraftig, maa begynde med hiint hoiere Liv. Lcerdom og Lcesning strcekke ikke til, bevirke ikke Dannelse. Een Ting er fornoden fremfor alle andre, dette er Kjcerlighed, der er vort fände Liv. For at erkjende Sandhed, hvilket er Forstandens store Maal, maa man söge den med Kjcerlighed. Dette er den forste og store Betingelse for Forstaudens Udvikling. Jeg bor antage Sandhed, hvilken Virkning den end vil have

25 19 paa mit Liv; jeg bsr folge den, hvorhen den fprer mig, hvilke Interesser den endog modsiger, hvilke Forfølgelser eller Tab den end udscetter mig for, hvilket Parti den endog fjerner mig fra eller knytter mig til. Uden denne Aandens Reenhed, der med et andet Navn er uegennyttig Kjcerlighed til Sandhed, ville de andre store naturlige Evner skeie nd og forstyrres, hvi Begavelse /sdelcegges og det Lys, vi boere i os, forvandles til Mprke. De skarpsindigste Tcenkere ville bedrage sig selv og Andre og blive hoengende i deres egne Spidsfindigheders Traade, naar de mangle denne Kjcerlighed. Det er en Kjendsgjerning, som Videnskabens Historie tilfulde bekrcefter, at Mennesker, der have voeret udstyrede med den kraftigste Forstand, have udbredt de groveste Vildfarelser og endog spgt at tilintetgøre Overbevisningen om de Grundsandheder, der ere Grundvolden for Dyd, Höihed og alle Mennefkets stsrste Forhaabninger. Og paa den anden Siden kjender jeg Mennesker, som kun have modtaget en ganske almindelig Begavelse, men som ved en uegennyttig Kjcerlighed til Sandhed og til deres Brvdre lidt efter lidt have erhvervet sig en moerkvcerdig Tcrnkekrast og Forstandsudvikling. Mange af de nyttigste og største Lcerere have ikke saameget skyldt en ualmindelig Begavelse deres Evne til at oplyse deres Medmennesker, som deres Aands Eenfold, Upartiskhed og Kjcerlighed, deres faste Villie at leve og d»s for Sandheden. Et Mennefke, som saaledes arbeider paa sin Dannelse, saaer et stprre og sriere Syn paa Naturen og Forsynet, Samfundet og Livet. Tanken udvider sig som med en naturlig Spcendighed, naar Egenkærlighedens Tryk er fjernet. Et omhyggeligt udviklet religiøst og scedeligt Liv frugtbargm Forstandeu. Pligten, der opfyldes med Troskab, aabner Aanden for Sandheden. Begge Arter af Liv have samme Kilde, ere lige uforanderlige, almindelige og evige. Jeg har dvcelet ved dette Sp/srgsmaal, fordi man altfor hyppigt glemmer den inderlige Forbindelse mellem Forstandens og Hjertets Dannelse og offrer den sidste for et

26 30 Skin af den forste. Det religiöse og scedelige Livs Tilsidesættelse for Forstanden, Talentet og Kundskaberne er vort Aarhnndredes Forbandelse. Opdragelsens Hovedopgave er i vor Tid Viden, og Mennesket erhverver saaledes Kundskaber og en vis Forstandsudvikling uden at have det Liv i Eie, der alene gjor Kundskaberne til et Gode. Man tilbeder Talentet; og dog vil dette snarere vise sig som en Gave af Helvede end en Himmelgave, naar det er adskilt fra Kjcerlighed og Sandhed. Forstandens Dannelse bestaaer ikke fornemmelig i at samle Kundskaber, som Mange bre tilboielige til at troe, endskjondt Kundskaber natnrligviis ere uundværlige. Den bestaaer fremfor Alt i at erhverve Tcenkekraft, saa at vi kunne danne os et rigtigt Begreb om enhver Sag, som vi bor sorstaae og domme i. Vi besidde denne Kraft, naar vi formaae at samle vor Opmærksomhed, at iagttage med Omhu og Skarpsindighed, at see Grundforholdene i alle sammensatte Sporgsmaal, at henfore Virkningen til sin Aarsag, at opdage baade de mindste Ligheder og Forskelligheder mellem Tingene, at lcese Fremtiden i Nutiden, og fremfor Alt at henfore enkeltstaaende Kjendsgjerninger og Begivenheder til almindelige Love og algyldige Sandheder. Denne sidste Virkning af Forstanden, der derved hcever sig til store, omfattende Syn paa Tingene og Forholdene, danner hvad man kalder den videnskabelige Aand, og den fortjener ganske scerligt, at man lcegger Vind paa at erhverve den. Hvilket er dens Viemed? Deres egen Iagttagelse maa kunne give Dem Svaret paa dette Sporgsmaal. De maa have bemerket to Slags Mennesker; den ene befljceftiger sig altid med Eukeltheder, den anden gjor derimod de enkelte Iagttagelser til Gruudlag for de hoieste og storste Sandheder. I Aarhundreders Lob havde Menneskene seet, at Stene, Stykker af Troe eller Metal falde til Jorden. Newton gjennemtcenkte disse enkeltstaaende Erfaringer og hcevede sig til Begrebet om Legemernes Tiltrækning, og forklarede siden Loven for denne Tiltrækning i forfkjellige Af- < ^,,-O-

27 21 stande, og gav os saaledes Forestillingen om en Krast, som vi have Grund til at troe strcekker sig til hele den udvortes Skabning og behersker den. Et Menneske hprer eller lceser et Assnit af Verdens Historie og kan derefter sortcelle Dem Begivenhederne til Punkt og Prikke. Men dermed er han ogsaa fcerdig. En Anden forbinder derimod disse Begivenheder, betragter dem sra et almindeligt Synspunkt og kommer til at forstaae den Indflydelse, hvorunder et Folk lever, hvilke dets fremragende Tilbpieligheder og Ejendommeligheder ere, om dets Liv krcever Frihed eller Enevoldsmagt, om det bevceger sig henimod den ene eller den anden Form af menneskelig Udvikling. Hiin vil stadigt beskjcestige sig med den eller den Naboes enkelte Handlinger, medens den anden seer meget lcengere end til de udvortes Handlinger, hcever sig til at forstaae det Liv, der ligger til Grund for dem, og saaledes erhverver sig et mere sikkert og omfattende Begreb om den menneskelige Natur. Med eet Ord: den Ene seer Tingene i Dele og Brudstykker, medens den Anden anstrenger sig for at opdage Harmonien, Forbindelsen, det Heles Eenhed, Livet. Een af Samfundenes store Ulykker er det, at Menneskene stadigt have saa travlt med de ubetydeligste Enkeltheder og mangle almindelige Begreber, store, faste og levende Forestillinger. Mange, som ikke ere siet begavede, ere vankelmodige og ncesten altid ustadige, som om de vare store Bsrn og ikke voxne Mennesker. Men at udvikle i vor Aand denne Kraft, der griber de algyldige Sandheder og bolder fast ved dem, dette er den sande Dannelse af Forstanden; og jeg beder Dem lcegge Mcerke til, hvor godt denne forliges med Hjertets Dannelse, med det religiöse og scedelige Lios Udvikling. Denne sidste hcever jo ogsaa Sjcelen op over det Sncevre, Begrcendsede, Scere og Egenkærlige imod det Hoie, Almindelige, Aandelige og Evige. Menneskets Udvikling er hans Frigjorelse; den bestaaer i, at hans Tankes, Fislelses og Villies Liv soroges. Snoeverhjertethed og Dumhed ere den Nedværdigelse, hvorfra al Opdragelse skal strcebe at frelse Menneskene.

28 W? fwwwmm 22 Endvidere skal Opdragelsen vcere social (samfundig); den skal have Livet i Samfundet for Die. Thi det er een af dens vigtigste Virkninger at rense og udvikle de Tilbøjeligheder, der uvilkaarligt opstaae i det menneskelige Hjerte, der forene Manden og Hustruen, Forceldrene og Bornene, Broder og Soster, der knytte Mennesket til sine Venner, til sine Naboer, til sit Fcedreland og til dem, der lide. Disse Folelsers Forcedling er en vcesenlig Deel af vor Gjerning, og den bestaaer i at forandre den naturlige, uvilkaarlige Tilboielighed til fri Hengivelse og sand Kjcerlighed ved at give den en fornuftig, fcedelig og hellig Retning. Vor Forkjcerlighed for vore Born er forst uvilkaarlig, og dersom den vedbliver kun at vcere dette, hcever den sig saare lidet over Dyrets Lyst til sine Unger. Men naar den naturlige Faderkjcerlighed forcedles ved en hoiere Kjcerlighed, naar Faderen betragter sit Barn som et forstandigt, aandeligt og udodeligt Vcesen, hvilket han cerer som saadant, og hvilket han fremfor alt onsker at hjcelpe til at blive et cedelt og kjcerligt Guds Barn, en Broder af sine Medmennesker, da er den uvilkaarlige Tilboielighed udviklet til en cedel og hellig Folelse. Da ligner den Guds Faderkjcerlighed. Det er en saadan Reenhed og Hoihed, vi skulle strcebe at give alle vore Tilboieligheder. Opdragelsen skal endelig vcere praktisk, efterdi een af dens vigtigste Opgaver er at gjsre os dygtige til at virke, handle og lide, at vcenne os til Stadighed i vore Bestrcebelser, til at benytte det almindelige Livs Hjcelpekilder under uforudsete Omstændigheder, i Farers og Provelfers Timer. Men idet jeg forbigaaer dette Punkt og enkelte andre, som Tiden ikke vil tillade os at befkjceftige os med, vil jeg indskrcenke mig til endnu at omtale to Retninger af menneskelig Udvikling, der ncesten ganske ere forfomte i Folkeopdragelsen, og som dog ikke fortjene denne Tilsidescettelse. Naar vi lcere os selv at kjende, opdage vi iblandt vor Naturs beundringsværdige Anlceg Sandsen eller Fplelfen for det Skjonne. Vi finde den hos alle Mennesker, og der 7

29 23 er ingen Evne, der er mere modtagelig for Dannelse' end denne. Hvorfor bliver da ikke dens Udvikling hjulpen frem hos Alle? De Hjælpemidler, som denne sinder i Alskabningen, ere uendelige. Det er kun en ringe Deel af de skabte Ting, der kunne forvandles til Fode eller Klceder, eller anvendes til Tilfredsstillelse af legemlige Fornødenheder; men den hele Skabning kan ncere og udvikle Folelsen for det Skjonne. Skjonheden er overalt. Den udbreder sig i Vaarens talløse Blomster. Den ombølger Trceernes Grene og Spirerne i Gronsvceret. Den beboer Jordens og Havets Afgrunde og glimrer i Muslingskallens og 3-Edelstenens Farver. Og ikke blot disse svage Gjenstande, men Havet, Bjergene, Himlene, Stjernerne, den opgaaende og dalende Sol, Alt er ombvlget af Skjonhed. Alskabningen er dens Tempel; og Menneskene kunne ikke oplpste deres Vine, uden at den omgiver dem paa alle Sider. Nu er den saa kostelig, de Glceder, den forstaffer os, ere saa cedle og rene, i den Grad i Pagt med vore dybeste og bedste Følelser, saa ncer Tilbedelsen af den Allerhmeste, at det er smerteligt at tcenke paa Mcengden af Mennesker, der leve hernede som Blinde, som om de istedetfor at besidde denne skjvnne Jord og leve under denne straalende Himmel boede i et Fcengsel. En uendelig Gloede gaaer tabt for Menneskene ved Mangel paa Udvikling af deres Folelse for det Skjonne. Tank Dem at jeg besoger et Landsted, hvor Vceggene i Værelserne ere bedcekkede af Raphaels bedste Malerier, ethvert Hjorne prydet med en Billedstøtte af Thorvaldsen, og man fortceller mig, at hverken Manden, Konen, Bornene eller de ovrige Hnusfolk uogeusinde have kastet et Blik paa disse Kunstens Mesterværker, hvor dybt maa jeg da ikke fole disse ulykkelige Menneskers aandelige Fattigdom! Hvor ivrigt vil jeg ikke strcebe at aabne deres Dine og hjcelpe dem til at forstaae og sole den Skjonhed og Storhed, der forgjoeves paakalder deres Opmærksomhed! Imidlertid lever ethvert Menneske omgivet as Kunstværker og Storværker af uendelig hpiere Art. Hvormeget vilde ikke hans Tilvoerelse

30 24 hceves, dersom han kunde see den Herlighed, hvis Glands udstraaler fra deres Former, Farver, Forhold og aandelige Betydning! Jeg har alene talt om Naturens Skjonhed, men hvormeget finder man ikke af denne hemmelighedsfulde Ånde i Kunsten og Literaturen? De bedste Boger ere de skjonneste. De storste Sandheder mangle Noget, naar de ikke ere forenede med Skjonhed! de troenge sikkrere og dybere ind i Sjcelen, naar de trcede frem i en naturlig skjon Form. Det Menneske besidder ingen sand Dannelse, hos hvem Folelsen for det Skjonne ikke er udviklet, og jeg kjender ingen Stilling, i hvilken denne ikke sknlde vcere paa rette Sted. Den er den billigste af al Slags Lurus, og den synes mig fremfor Alt at vcere vigtig i saadanne Livsstillinger, der udkrceve Haardt, legemligt Arbeide, og som uden denne let ville udvikle Raahed og Plumphed i Aanoen. Den almindelige Udbredelse af Sandsen for det Skjonne hos de gamle Grcekere viser os, at Menigmand er istand til at nyde disse cedle Glceder, som man altfor hyppigt betragter som et Fortrin for det lykkeligere Mindretal. Hvad er det Skjonne? Det er et Sporgsmaal, som de skarpsindigste Aander ikke have besvaret paa en tilsredsstillende Maade, og jeg tor allermindst her indlade mig paa at forsoge at besvare det. Men jeg vil kun sige, at den ndvottes Skabnings Skjonhed svarer inderligt til Sjcrlens cedleste og hoieste Egenskaber. Den er disses Billede og Udtryk. Materien bliver skjon for os, naar den synes at miste sit plumpe, tunge og endelige Udseende, naar dens Formers og Bevægelsers Lethed minder om Aanden, naar den udmaler os milde og rene Folelser, naar den udstroekker sig i det Umaadelige, der er den Hoiestes Billede, eller naar den under mcegtige Former og Bevægelser taler til os om den Almcegtige. Saaledes hanger den udvortes Skjonhed sammen med noget Dybt og Uendeligt; den er den aandelige Verdens Gjenskin; og dersom man vil sole og stue den ret levende, maa man som Folge heraf udvikle de sce-

31 25 delige, religiöse, intellektuelle og sociale Folelfer, hvorom jeg allerede har talt, og hvori vor aandelige Natur aabenbarer sig. Jeg siger dette for at minde Dem om, hvad jeg allerede har sagt, at der er en inderlig Forbindelse imellem alle Grene af Opdragelsen, at den ene af dem altid hjcelper og hjcelpes af den anden. Der er en anden Evne, som vi bor udvikle saa vidt som muligt, men som Menigmand i Almindelighed forsommer; det er Evnen til at udtrykke vore Forestillinger klart og rigtigt. Mennesket skal ikke indeslutte sine Tanker i sig selv, men give dem Rost og Ord og bytte dem med Andres Tanker. Ordet er et af Menneskets hoieste Fortrin, een af de væsentligste Forskelligheder mellem os og Dyrene. Vor Indflydelse paa Andre ligger ikke saameget i vore Forestillinger og Begreber som i vor Evne til at fremstille dem. Et Menneske, der besidder Kundskab og Skarpsindighed, vil kun vcere et Nul i Samfundet, dersom han ikke kan tale for sig. Vi opnaae ikke blot Indflydelse paa vore Medmennesker, men hjcelpe ogsaa moegtigt vor egen Dannelse ved at erhverve Vvelse i at udtrykke os klart, rigtigt og bestemt. Vi forstaae os selv bedre, vore Begreber blive klarere ved vore Bestræbelser for at udtrykke os klart for dem, der hore os. Vor Plads i Samfundet afhcenger meget af delte Mesterstab over Sprogn. Den meest ioinefaldende Forskjel, mellem hvad vi i Almindelighed kalde en dannet Mand og Menigmand, bestaaer i, at den sidste er keitet i sin Optråden, og at hans Sprog mangler Klarhed, Ånde og Kraft. En Perfon, der ikke kan aabne Munden uden at stode an mod Sprogets Love, uden at tale med en plump og slet Betoning, uden at lcegge sin Mangel paa Opdragelse for Dagen, udeu at formorke sin Tanke ved et forvirret og usammenhængende Sprog, kan ikke indtage den Plads i Samfundet, hvortil ellers hans Begavelse vilde give ham Ret. Derfor er jeg glad ved, at man underviser i Modersmaalets rette Brug i denne Byes offentlige Skoler. Dette

32 26 er ikke uvigtigt eller overflødigt for Nogen. Det gjsr det muligt for os at opnaae de Fordele i Verden, hvoraf vor Uddannelse hyppigt er betinget. At erhverve et vist Herredomme over sit Modersmaal bor derfor vcere en vcefentlig Deel af enyver Plan, der gaaer ud paa Opdragelse og personlig Udvikling. Jeg har nu givet Dem nogle Begreber om den Dannelse, som ethvert Menneske skylder sig selv at strcebe efter. Jeg har bestandig fastholdt den Grundsætning, at ethvert Menneske har et Liv, en Modtagelighed for Udvikling i sig, der krcever et stadigt og nophorligt Arbeide, og som lonner dette. Jeg betragter ikke Mennesket som en Maskine, der er dannet til at styres af en fremmed Kraft, til at udfore en Rcekke af uforanderlige og eensformige Bevægelser, sorat levere en vis bestemt Mcengde af Arbeide, og derefter falde hen i Stumper ved Doden, men som et Vcesen, der er begavet med Frihed og aandeligt Liv; og jeg anseer i Virkeligheden ikke det for Opdragelse, der ikke bringer dette Liv frem og giver det Udvikling og Vcext. Jeg veed vel, at denne Betragtning er langt fra at vcere almindelig. Den almindelige Mening er, at Mcengden af Mennesker ikke behover anden Opdragelse end den, der forbereder dem til forfkjellige Haandvcerker, Nceringsveie og Levebrod; og skjondt denne Vildfarelse ikke kommer saa hyppigt frem, er det dog langt fra, at den almindeligt fordommes. Men Grundlaget for Menneskets Opdragelse danner hans Natur og ikke hans Ncxringsveie. Vore Evner skulle udvikles paa Grund af deres eget Vcerd og ikke udelukkende med Hensyn til deres udvortes Anvendelse. Mennesket bor oplyses, fordi han er Menneske, og ikke fordi han skal leve af at lave Stovler, Som eller Knappenaale. En Nceringsvei eller et Levebrod er ikke hans Tilværelses Maat; thi Aanden kan ikke begrcendse sig dertil. Et Levebrod udtommer ikke Tankens Kraft. Mennesket har Evner, som det legemlige Arbeide ikke gjor Krav paa, dybe Fornodenheder, som det ikke kan tilfredsstille. De Digterværker og theologifke

33 37 eller videnskabelige Systemer, der have gjort nogen Opsigt i i Verden, ere tidt ndarbeidede midt under landlige Arbeider. Hvor tidt lifter Aanden sig ikke over Jorden i store Tanker og Dromme, medens Haanden mekanisk er sysselsat? Hvor.tidt blander sig ikke i den fromme Kvindes Hjerte den stprste af alle Tanker, Tanken om Gud, med Huusholduingens ubetydelige Enkeltheder? Vel skulle vi gjsre os dygtige til en bestemt Gjerning, en vis Livsstilling; thi det er derved at vi skulle fortjene vort Br«?d og gavne Samfundet. Men dette Livs Ncering er ikke vort hßieste Gode, ellers vilde vor Skjcebne vcere meget vcerre end Dyrenes, til hvilke Naturen dcekker Bord, reder Seng og vcever Dragter, uden at de arbeide derfor. Mennestet er heller ikke skabt alene for at tjene Samfundet. Man kan ikke udeu en uhyre Uretfærdighed gj»re et fornuftigt og scedeligt Vcesen til et Redskab for Andre og Andres Fornødenheders Tilfredsstillelse. Han er nodvendigviis sit eget Maal og ikke et Middel. En Aand, i bvilken Viisdoms, Kjcerligheds, Troskabs og Fromheds evige Frxckorn ere nedlagte, er mere vcerd end alle Verdens timelige Interesser. Äan lever for sin egen Skyld, for sin Fuldkommengørelse og Udvikling og maa ikke nedværdiges til et Middel for sin egen eller Andres dyriske Naturs Krav. De ville indvende, at en faadan omfattende Udvikling er nsdvendig for de Mennesker, der kaldes til at indtage de hisie Stillinger i Samfundet, men ikke for dem, der ere bestemte til legemligt Arbeide. Jeg svarer, at Navnet Menneske er meget fwrre end Prcesident eller Konge. Godhed og Sandhed ere lige kostelige, i hvilken Livsstilling man finder dem. Forövrigt gives der heller ikke en Livsstilling, hvori ikke Dyden behøves ligesaavel som vore Evners Udvikling. Arbeidsmanden er ikke blot Arbeidsmand. Mcrgtige Baand af inderlig Kjcerlighed og Ansvarlighed forene ham med Gud og hans Medmennesker. Han er SM, AZgtemand. Fader, Borger, Ven og Christen. Han tilhorer en Familie, et Folk, en Kirke; og denne Mand skulde kun op

34 28 drages til et Haandvcerk? Har da Gud ikke sendt ham til Jorden for at udfore et meget storre Vcerk? At opdrage et Barn fuldkommen forsvarligt er en Gjeruing, hvortil der maaskee krceves storre Viisdom end til at styre et Land. Thi de politiske Forhold opsattes lettere, ere storre, mere udvortes og haandgribelige end Tankens og Følelsens Udvikling, end Sjcelens skjulte Love, der maa opdages og forstaaes, hvis Opdragelsen skal lykkes. Imidlertid har Gud kaldet alle Mennesker i lige Grad til at arbeide paa dette Vcerk, det storste paa Jorden. Have vi storre Vidnesbyrd behov for at see, at en rigere og fyldigere Opdragelse, end man hidtil har tcenkt paa, er nodvendig for vor hele Slcegt? II. Jeg vil nu uudersoge de Midler, der tremme vor Udvikling. Men jeg veed neppe, hvor jeg skal begynde. Stoffet er saa rigt og betydningsfuldt, at jeg foler mig uskikket til at behandle det tilfredsstillende, iscer i den korte Tid, der staaer til min Raadighed. Jeg vil derfor bede Dem betragte, hvad jeg meddeler Dem, som nogle Antydninger, der have fremstillet sig for min Aand uden lang Undersøgelse. Det Opdragelsesmiddel, som omfatter alle andre, er fremfor Alt at elske denne Udvikling af vor Aand som vort Livs Endemaal, at fatte den holtidelige og faste Beslutning, at vi ville gjore den bedst mulige Anvendelse af de Krcefter, som Gud har givet os. Uden denne Beslutning ville de bedste udvortes Midler knn have ringe Voerd, og med den blive de ringeste Midler kraftige og frugtbare. Mennesker i Tusindtal, der have alle de Hjælpemidler, som Rigdom kan tilvejebringe, Lcerere, Bogsamlinger og Redskaber, udrette dog intet Ordentligt, medens Andre, ncesten uden Midler, gjore Vidundere, alene fordi de arbeide og strcebe alvorligt. Et Menneske, der saaledes tager fat paa sin Dannelse med Alvor, finder ogsaa Midler, og, hvis han

35 29 ikke finder dem, flaber han dem. En kraftig Villie gjor Msget af Lidt, giver de simpleste Redskaber Kraft, overvinder Vanskeligheder, ja forandrer tidt disse selv til Hjælpemidler. Enhver Stilling tilbyder Midler til Fremskridt, dersom man har Kjcerlighed nok til at opdage dem og betjene sig af dem. En stor Idee, som Ideen om Dannelse og personlig Udvikling, broender i Sjcelen som et glodende Kul, naar man tilegner sig den klart og mcegtigt. Den, som med Alvor og Fasthed fcetter sig et stort Maal, har derved halvveis naaet det, og han har overvundet den forste Hindring for Fremskridt. For at Villien kan vcere kraftig og udholdende, er det nødvendigt, at vi tro paa Opdragelsens og Dannelsens Mulighed. Det onskede Maal maa vise sig opnaaeligt, for at vort Mod kan vcere levende. Men den Sandhed, at Udvikling er vort Livs Maal, maa ikke vcere en livlos Scetning for os; den bor foles og opfattes som en levende Virkelighed. Vore Sjcele ere tilboielige til at hensygne af Mangel paa Ncering, dersom de scengsles til det, som vi allerede have opnaaet. En sand Tro, der higer efter noget Bedre, der skimter Fuldkommenheden i det Fjerne, og som sorjcetter os Fremgang i Forhold til vore Bestrcebelsers Alvor, giver Villien Kraft, giver Sjcelen Vinger; og denne Tro vil stadig soroges, naar vi lcere at kjende os selv og de Forjættelser om guddommelig Bistand og Udodelighed, hvorpaa Aabenbaringen er saa rig. Der gives Mennesker, som blive forsagte og skrcemmes sra Forsog paa at erhverve aandelig Udvikling ved den falske Forestilling, at Boger og Lcesning, som deres Stilling ikke giver dem Leilighed til, er det vigtigste og eneste kraftige Middel. Men jeg vil bede dem betcenke, at de store Boger, hvoraf vore kun ere Afskrifter, nemlig: Naturen, Aabenbaringen, Sjcelen og Menneskelivet, ligge aabnede for Alles Vine. De store Kilder til Viisdom ere Erfaring og Iagttagelse; og disse ere ikke lukkede for Nogen. Det frugtbareste Studium bestaaer i, at vi aabne vore Vine for.