Dagbog fra mission til jordskælvhelvede i Haiti januar 2010.

Transkript

1 Dagbog fra mission til jordskælvhelvede i Haiti januar Januar Det er knap 4 dage siden et dødeligt jordskælv ramte Haiti. Jeg er på vej for at danne mig et overblik over situationen, hjælpe til at styrke Røde Kors indsats og rapportere hjem om situationen. Det er en hektisk morgen før afgang. Otto var ikke vågen da jeg skulle ud af døren kl. 6 men jeg vækkede ham - han skulle have et kys og knus. Undskyld til min kone der måtte tage over. I lufthavnen var både TV2 og DR klar med direkte interview og flere radiostationer var også live. Glæder mig til lidt fred og til at kunne koncentrere mig om hjælpearbejdet. Godt Ulrik er med for at tage sig af den massive presseinteresse. Laaang kø ved check in. Det ville være dejligt at flyve business, så man undgik kø og kunne komme udhvilet frem, men det gør vi naturligvis ikke. Nåede lige at få de sidste updates fra kollegaerne i Haiti. Fortsat kaos og panik. Flere kollegaer kunne ikke komme i gang med at organisere arbejdet fordi de måtte yde førstehjælp til ofre, der ikke kan blive behandlet på hospitalerne. Fortællinger om stabler af lig, truende folkemængder, desperation over at der snart ikke er flere overlevende i ruinerne - alt det jeg kender for godt fra tidligere store katastrofer. Jeg glæder mig ikke. Men der var også positive historier om at hjælpen er på vej, lufthavnen modtager fly og de første forsyninger er kommet frem. Men de strækker ikke langt, og slet ikke til 3 millioner mennesker. Der må tages nogle benhårde beslutninger om hvem der først skal have hjælp. Landede kl. 19 dansk tid i New York 7 timers mellemlanding. Fik luget ud i 60 mails og mange mange beskeder på Facebook og twitter. Det er fantastisk hvordan de nye medier giver direkte kontakt med engagerede og støttende mennesker. Det er stærkt motiverende. Gode nyheder om at der allerede er samlet 3,8 mill. Kr. ind det er mere end vi havde på samme tidspunkt under Tsunamien. Fik opkald fra Udenrigsministeriet om, at de har bevilliget yderligere 10 mill. Kr. til Røde Kors. Nu er der virkeligt noget at arbejde med. Fik kontakt med kollegaer i Santo Domingo. De er klar til at modtage os og sætte os på en konvoj til Haiti. Nåede frem til Santo Domingo. Kom igennem paskontrol lynhurtigt. Lufthavnen er fuld af lastfly der er omdirigeret fra Haiti. Er ved at være godt træt efter en rejse på 24 timer i stuvende fulde fly. Fik lov at sove 2 timer. Kl. 6 lokal tid var der afgang til Port au Prince. Om 10 timer er vi fremme om alt går vel. 16. januar 2010

2 Vi er i den største Røde Kors konvoj til dato. Vi har 6 lastbiler med et feltsygehus og forsyninger samt 2 busser med eksperter fra 8 forskellige lande herunder næsten 40 læger og sygeplejersker. Det var fantastisk at opleve fællesskabet i bussen og følelsen af at være én verdensomspændende organisation uanset vi kom fra meget forskellige lande. Turen til grænsen varede næsten 6 timer. Umiddelbart før grænsen skulle der provianteres der blev købt vand, kiks og dåsefisk i store mængder. Heldigvis skulle det senere vise sig. Selve grænsekrydsningen gik smertefrit fordi Røde Kors har fri passage, men andre måtte vende om specielt journalister blev blokeret hvis de ikke havde papirerne i orden. Selve grænsen er bare en lille havelåge og grænsebygningerne er oversvømmet af en sø der truer med at lægge denne vigtige transportvej under vand. Stiger søen yderligere 10 cm. er det slut med nødhjælp ad landevejen. Vi kørte i en større konvoj hele vejen til Port-au-Prince med mange lastbiler fyldt med nødhjælp så forsyningerne er på vej. At det er på høje tid, viste en voldsom episode i byen os. FN skulle uddele forsyninger og der var ikke nok til alle. Det udløste en meget vred stemning og FN måtte trække sig tilbage mens folk bare tog hvad der var. Det er en situation vi alle frygter, for der er ikke nok til alle, og vi må prioritere meget hårdt. Lige nu fokuserer vi på syge og sårede, men det forstår de der mangler mad, vand og tag over hovedet ikke. Men sådan må det være ingen i hele verden kan på 3 dage skaffe forsyninger til 3 mil. mennesker. Vi nåede ikke at se meget i Port-au-Prince for mørket begyndte at sænke sig ved 18- tiden. Vi kørte direkte til Røde Kors hovedkvarter i byen. Hovedkvarter er et MEGET flot ord. Vi er på en stor lagerplads der er halvåbne lagerbygninger, men dem kan vi ikke opholde os i for de er beskadiget af jordskælvet og kunne falde sammen ved nye skælv. Vi er næsten 100 internationale kollegaer og mange lokale frivillige fra Haiti Røde Kors. Der er absolut ingenting på pladsen. Vi deler 1 toilet og der er nogle få tønder med vand vi kan vaske os i. Ingen mad kun de kiks og dåser vi købte på vejen. Ingen el. Kun en lille generator der kan oplade vores telefoner og give lidt lys i et hjørne af pladsen. Vi sover alle udenfor. De fleste har et lille telt med. Jeg har kun min sovepose. Det er vi 7 der kun har. Vi sover på ladet af en stor gammel lastbil for at undgå alt de kryb der er i græsset. Jeg er lidt nervøs for de mange myg og skyndte mig at spise min malaria medicin.

3 Massive ødelæggelser i Port-au-Prince (Foto Ulrik Jørgensen) Trods hovedkvarteret s beskedne rammer er det en enorm fordel at vi alle bor sammen. Der blev holdt koordineringsmøde ved lyset af forlygterne på en bil. Og det står klart, at dette bliver en af de største og mest komplicerede operationer i Røde Kors historie, men også at vi er godt i gang. I dag var dag 0, hvor der landede 3 store Røde Kors fly med forsyninger, hvor vores konvoj kom frem fra Santo Domingo i morgen går lægerne i gang med de første operationer, de første drikkevandshaner bliver sat op, ligposer fordelt osv. Der er en fantastisk stemning af, at nu kommer der virkelig gang i hjælpearbejdet. 17. januar 2010 Vi gik i seng kl. 21. Op på ladet af en lastbil og så sovepose over hovedet. Ladet var metal, så der gik ikke længe før jeg vendt og dreje mig med ondt alle vegne. Vågnede med et sæt ti minutter i 4 da et stort efterskælv fik lastbilen til at hoppe og hele lejren til at vågne. Jordskælv blev der råbt og straks efter kun et lille et. Men det var nu stort nok til at vække hele byen. Snart hørtes der klageråd og skrig, hundene begyndte at hyle. Efter 10 min gik skrigene over i sang og klap og det virkede som om hele byen dansede. Forstår ikke helt den reaktion men noget med en traditionel måde at sørge på. Resten af natte kunne jeg ikke sove, men lå og betragtede stjernehimlen. Gæt hvad jeg ønskede mig af stjerneskuddene. Fra morgenstunden kl. 6 var der hektisk aktivitet. Alle hjælpeteams mødtes til et kort koordinationsmøde for at planlægge dagens aktiviteter. Læger og sygeplejersker blev sendt til universitetshospitalet, de 2 mobile klinikker blev sendt af sted, det blev besluttet hvor liter vand skulle distribueres og mad til I løbet af en time var biler og udstyr ude og arbejde samtidig begyndte lastbiler med forsyninger at rulle ind på pladsen. Et herligt syn, men også lidt kaotisk fordi der er alt for mange lokale der gerne vil hjælpe med at losse og laste for at tjene lidt penge.

4 Præsidenten for Haitiansk Røde Kors kom forbi for at takke for hjælpen. En sej lille kvinde, der siden jordskælvet har stået i spidsen for 2000 frivilliges indsats for at yde førstehjælp, fjerne lig og uddele hjælp. Hun tog os på en tur rundt i byen for at se ødelæggelser og lidelser. Og der var rigeligt af begge. Store områder af byen er helt ødelagt herunder mange historiske bygninger. Der blev stadig gravet efter overlevende, men lugten af lig viste at sandsynligheden for at finde overlevende er begrænset. Overalt i byen har folk bosat sig udendørs ikke en fortovsplet, et torv eller en park efterlod plads til et mere menneske. Meget primitive telte lavet at tæpper og de plastik man nu kunne finde udgjorde husly, bål var komfur og vand får man fra store tanke bl.a. Røde Kors har sat op. Disse mennesker mangler ALT og de får kun begrænset hjælp ikke underligt at vi dårligt kan forlade bilen, fordi vi bliver overfaldet med ønsker om hjælp. Universitetshospitalets gård (foto Ulrik Jørgensen) Men selvom de mange ofre har et enormt behov for hjælp, har de ikke første prioritet. Det har de syge og sårede. At det er en rigtig prioritering fik vi konfirmeret da vi besøgte univesitetshospitalet. I et delvist ødelagt hospital lå syge og sårede spredt overalt i parken, på gangene, langs vejene alle steder der kunne presses en seng eller en stol ind. Og alle sårede var stort set ens brækkede lemmer og/eller åbne sår. I sig selv ikke nødvendigvis livstruende, men det er de blevet. Snakkede med en af vores læger der fortalte, at de fleste patienter havde modtaget førstehjælp, var blevet stabiliseret og så var der ikke sket mere. Nu var der gået betændelse i mange sår, ben og arme svulmede op, og for nogens vedkommende var betændelserne så slemme, at de ikke stod til at redde. Det er disse sårede vi har prioriteret at hjælpe først med rent vand, mad, medicin og lægehjælp. Hastigt fra hospitalet for at finde det sted hvor man kan sende live TV billeder. Fandt det i lufthavnen næsten ude på landingsbanen. Blev interviewet til TV2 i en voldsom

5 larm fra et transportfly kunne ikke høre spørgsmålet så undskyld hvis jeg svarede helt ved siden af. Live på TV2 fra lufthavnen i Port-au-Prince (Foto Ulrik Jørgensen) Om eftermiddagen lavede vi registreringer af de der skal have vores nødhjælp. Vi går fra den ene lille lejr til den anden og registrerer behov. De der opfylder kriterierne får en billet til hjælp. Hjælpen uddeles først dagen efter. Det er helt bevist at vi gør det på den måde, havde vi forsyningerne med uden registrering ville der blive slagsmål og ballade, som tilfældet har været ved mange FN distributioner. Nu ved alle hvem der har ret til hvad, og det gør uddelingerne meget mere fredsommelige. Vi oplever dog en stigende aggressivitet også når der skal registreres. Indtil videre har vi løst det ved at forlade lejren, med besked om at vi først vil komme tilbage når der er ro. Det plejer at hjælpe. Det er i øvrigt fortvivlende at se de mange lejre. Bag hver port, i parker og på brede veje er der lejre. Mange steder er en lejr bare tæpper på jorden og så kufferter eller tasker med de ejendele der har kunnet graves ud af ruinerne. Der er naturligvis hverken toiletter eller naturlig vandforsyning. Jeg tør overhovedet ikke tænke på hvorledes disse lejre vil se ud når det begynder at regne. Vi uddeler meget plastik i disse dage og vand. I mit stille sind undrer jeg mig lidt over, at de mange ofre tilsyneladende intet selv foretager sig for at forbedre deres situation denne passivitet og apati har jeg ikke oplevet så massiv før. Det også noget af det, der gør hjælpearbejdet svært. Hjemme på Røde Kors hovedkvarteret er vi blevet 75 hjælpearbejdere mere. Der er kommet fly med forsyninger og hjælpearbejdere fra Spanien, Italien, Tyskland og Japan. Fantastisk - i morgen vil der ske endnu mere. Men vores eneste toilet er brudt ned, der er ikke mere vaskevand så vi lugter fælt, mad er der ikke kommet mere af jeg har fået 500 gram kiks og masser af vand som det eneste. Den danske Base Camp er stærkt savnet bring masser af mad med. Desværre kommer den først på

6 torsdag. Til gengæld har vi nu trådløst internet og en madras at sove på. Fagre nye verden. 18.januar 2010 Kunne have fået en dejlig nats søvn på ladet af min lastbil der var madras, myggenet og masser af kiks til aftensmad. Men kl. 24 ringede de første medier, der var det jo blevet morgen i Danmark. Desværre virker telefonen bedst om natten, så der var ingen problemer med at få kontakt. Men jeg klager ikke, for at fortælle om situationen er jo også en del af missionen, og jeg er kun glad over interessen. Kl vågnede hele lejren da tyskerne startede deres generator. Tyskerne ankom med 2 klinikker i går og etablerede sit straks med stor organisation, mad, lys og orden i deres del af hovedkvarteret. De var ikke helt populære kl Kl 7 mødes alle teamlederne til den daglige briefing. Dagens briefing gav et indtryk af hvor meget operationen er gearet op. Da vi ankom for 2 dage siden, var vi de første her i dette nye hovedkvarter 2 dage efter er vi over 150 internationale delegater og 2000 frivillige fra Haiti Røde Kors på arbejde. Vi har 2 felthospitaler, 2 mobile klinikker, 3 teams der uddeler nødhjælp, 2 vand- og sanitetsteams, 2 store klinikker og en kirugisk enhed. Til at servicere os har vi IT-folk fra Danmark og en stor Base Lejr på vej med fly fra København. De kollegaer hjemmefra savner vi virkeligt. Der er endnu ikke styr på vores hovedkvarterlejr stadig kun 1 toilet, kun vand om aftenen, ingen mad det overlever vi nok, men sikkerheden er også bekymrende fordi radiosystemet ikke virker ordentligt endnu, ingen har 100% styr på hvem der er hvor, folk går ud og ind af lejren uden den store kontrol osv. Der bliver noget at få styr også, men lige nu er ALT fokus på at hjælpe, så må alt andet komme i anden række. Gad vide om vores revisorer synes det er en god ide, at regnskabssystemerne ikke er på plads og at bilag bare lægges i en kasse. Det skal nok rydde en forside på Ekstra Bladet om 2 år med kritik af at vi ikke har styr på økonomien lige nu er jeg ligeglad. For her bruges ingen unødige penge, men fokus er på at hjælpe.

7 Hundredetusinder bor på gaden og i parker (foto Ulrik Jørgensen) Deltog i registrering til nødhjælp i nogle af de lejre som katastrofeofrene opholder sig i. Lejre er måske så meget sagt de fleste har lagt et tæppe på jorden og har så alle deres ejendele her. De lidt mere entreprenante har spændt et stykke plastik udover deres tæppe og den vilde luksus er et lille firkantet hus lavet af grene og plastik men det er kun for de få. Jeg snakkede med en familiefar der sad med sin lille baby på 6 måneder under et stykke plastik. Han fortalte at hele familien far, mor, børn, svigerforældre m.v. var her på tæpper rundt om dem. Husene var ødelagte men alle var sluppet med skrammer. Disse familier klare sig indtil videre for de små opsparinger de har haft og hvad de kan få ud af deres huse. De har endnu ikke fået hjælp, men sagde at de var OK indtil videre. Men vi snakker ikke om regn sagde de, for kommer der regn ved vi ikke hvad vi skal gøre. Lejren hvor de bor får rent drikkevand fra Røde Kors. Toilettet er en afkrog. Vi deler ikke forsyninger ud når vi registrerer. Det er der rigtigt dårlige erfaringer med fordi der ofte opstår slagsmål. Vi deler billetter ud, og kommer så tilbage dagen efter med forsyninger. Så ved alle hvem der skal have, og alle få det reducerer spændinger. Der kan dog opstå spændinger når det bestemmes hvem der skal have billetter. Er der ballade, så går vi og siger, at vi kommer tilbage når der er ro. Det plejer at hjælpe. Lige nu deler vi mest mad ud, men planlægger massive distributioner af plastik, så alle de der bor udenfor kan beskytte sig mod regnen når den kommer. Ellers er det ved at blive hverdag i operationen alle er ude og hjælpe lægerne opererer, sygeplejerskerne renser sår, der deles forsyninger ud, transporteres og produceres rent drikkevand. Alle ved hvad de skal gøre, og nu skal forsyningslinjerne bare kunne følge med, så kommer der for alvor gang i hjælpearbejdet. Helt hverdag bliver det nok aldrig. Samtidig med at den danske FN mand blev gravet ud af ruinerne i live, reddede nogle Røde Kors kollegaer et 2 årigt barn fra andre ruiner. Miraklernes tid er ikke helt forbi

8 En Røde Kors læge i gang med at tilse patienter (foto Ulrik Jørgensen) Men lige som man tror, at nu går det fint, kan vi ikke komme ud fra vores plads. En stor menneskemængde blokerer indgangen og kræver hjælp NU. I hele byen er der ophidsede grupper af mennesker der er utilfredse med hjælpeindsatsen. Det er ganske ubehageligt at blive råbt ad specielt når man ikke ved hvad der siges. Jeg forstår godt at folk er frustrerede og vrede over manglen på hjælp. Der er nu gået en uge siden jordskælvet og hjælpen er stort set kun nået til de allerværst ramte syge og sårede. De hundredetusinder der lever på gaden uden andet end deres sparsomme reserver at trække på er fortvivlede og i stigende grad vrede. Vi er begyndt at dele hjælp ud til disse grupper, men slet ikke i et tempo der modsvarer behovet. De kan vi ikke, så mange forsyninger vil det tage uger at få ind i landet. Pipelinen med forsyninger er lagt, og der strømmer nye forsyninger ind hver dag. Men jeg er sikker på at frustrationen vil stige i de kommende dage det kan blive rigtigt farligt at være nødhjælpsarbejder i Haiti. Vi holder møde om hvordan vores distributioner kan foregå uden at skabe ballade, hvad vi gør når der opstår tumult, vi er enige om at afvise politi og militær beskyttelse folk skal acceptere at vi er for at hjælpe dem. Vi skærper radioberedskabet, der er nu udgangsforbud efter kl. 18 og man færdes altid sammen. Indtil nu har vi ikke haft andre problemer end blokaden af vores indgang. Men jeg er bange for at de kommer.

9 Aftenarbejde i Røde Kors lejren (Foto Ulrik Jørgensen) 19. Januar 2010 Jeg har troligt rapporteret hjem, at dette jordskælv lignede andre, jeg havde oplevet i Pakistan, Iran og Kina. Det passer ikke. Vi havde bare ikke set det værste. Det kom vi til. Der er dele af Port-au-Prince der er mere ødelagt end noget andet jeg nogensinde har set. Jeg fik billeder af et totalt udbombet Berlin efter 2. Verdenskrig på nethinden. Ikke et hus står længere. Husene var ikke bare beskadige de var styrket HELT sammen. Som dominobrikker var husene væltet ved at de stejle bjergsider. På gaderne lå forsat uafhentede lig som store tøjbylter. Der er hunde der river i bylterne og luften af rådnende lig er overvældende. Det her er værre end noget jeg tidligere har oplevet. Jeg kan ikke helt forstå at der fortsat er lig på gaden efter en uge. Forklaringen vi får er at man dels ikke ved hvad man skal gøre ved dem, dels at der ikke er nogen der vil kendes ved de døde. Trist. Missionen er ved at være afsluttet, jeg har fået et rigtigt godt overblik over hvad behovene bliver de nærmeste uger og måneder, jeg har rapporteret situationen og behovet hjem til den danske offentlighed og de kollegaer der i dag har forladt København for at følge op. Men det er ikke nemt at komme ud af Port-au-Prince. Der er ingen fly ud, ingen regulære busser, nødhjælpsfly må ikke tage passagerer, men det lykkes til sidst at få et lift med en bus der havde kørt nødhjælpsarbejdere ind fra Santo Domingo i nabolandet Den Dominikanske Republik. Før vi kørte tilbage, satte vi et hold israelske kollegaer af ved et af vores felthospitaler. Fantastisk at se det i funktion 24 timer og så var læger og sygeplejersker i gang med operationer og andre hjælpeindsatser.

10 2000 frivillige fra Haiti Røde Kors er rygraden i hjælpen (Foto Ulrik Jørgensen) Det var blevet alt for sent vi må normalt ikke bevæge os udenfor efter mørkets frembrud som er kl Vi valgte at gøre det alligevel, ellers kunne vi ikke komme hjem. Vi kørte en noget nervepirrende tur igennem et mørkelagt Port-au-Prince med en chauffør der overhovedet ikke kendte byen og derfor kørte forkert hele tiden. Det var et underligt bevægende syn, at se tusinder af bål lyse byen op, opleve folk lave mad på åben gade, se hvordan den ene gade efter den anden blev lukket fordi folk lagde tæpper ud til at sove på om natten, og samtidig mærke en stemning af ro brede sig. Den ro trængte vi til efter en hektisk dag. Lige før vi forlader byen kører vi forbi FN bygningen hvor den danske FN-mand blev reddet i går. Der arbejdes fortsat hektisk på at finde overlevende. Katastrofen er ikke forbi. Vi fandt ud af byen og begyndte en hæsblæsende køretur på 9 timer til Santo Domingo. Klokken blev 2.30 før vi nåede frem, og den sidste del af turen måtte vi stoppe flere gange for at holde chaufføren vågen. Han havde også været på arbejde i næsten 20 timer her gælder ingen hviletidsregler. ENDELIGT et bad det var som om man havde samlet støvet fra hele Haiti op. Så på hovedet i seng. Og hvor heldig kan man være, min kone som er nødhjælpskoordinator i Red Barnet var ankommet til Santa Domingo timer før os så vi fik en nat sammen før hun drog mod Haiti og jeg mod København. Tak til gode venner og familien for at bakke op derhjemme. Proppede mig med morgenmad efter 3 døgn på kiks og vand. Det kunne maven ikke lide. Om 20 timer er vi hjemme igen. Sidder i flyet og gør status. Det er en katastrofe af de helt store og et jordskælv værre end jeg nogensinde har oplevet men jeg vil ikke ranke den, for alle katastrofer er ens for de mennesker det går udover - om det er 1 eller 1 million. Det er påfaldende at der fortsat er uhyggeligt mange der ikke har fået ordnet deres sår, skiftet forbindinger, fået medicin, plastik over hovedet eller rent

11 vand. Det er samtidig påfaldende så lidt initiativ der er hos ofrene mange er givetvis stærkt traumatiserede og har svært ved at komme videre, men i andre situationer har jeg set en helt anden grad af initiativrigdom for at forbedre en umulig situation. Men måske er denne situation bare for umulig for ofrene. Det er også åbenlyst at katastrofen dårligt kunne havde ramt en mindre forberedt land. Årtiers politisk og sikkerhedsmæssigt kaos har undermineret alle institutioner, medmenneskelige relationer og ødelagt økonomien så selv basal ting som hospitalsvæsen, veje og lign. var elendige selv før jordskælvet. Landet havde intet katastrofeberedskab og er præget af tidligere store katastrofer senest dødelige orkaner i Da jordkælvet ramte var landets muligheder for at hjælp sig selv helt fraværende, hvilket stiller helt usædvanlige ekstraordinære krav til den internationale hjælp. De ekstraordinære krav til den internationale hjælpeindsats har til dato været svære at imødekomme, dels fordi mange hjælpeorganisationer der allerede var i landet også fik ødelagt deres infrastruktur i landet ved jordskælvet det gælder både FN og Røde Kors og måtte begynde stort set forfra. Dels fordi adgangsforholdene til landet for nødhjælp er præget af en meget lille flaskehals i kraft en kun 1 fungerede lufthavn med en kapacitet på kun 4 fly i timen en ødelagt havn og 14 timers lasttransporttid fra nabolandet. Disse forhold har betydet, at hjælpearbejdet ikke har haft det tempo og omfang som situationen og de mange ofre kræver. Det har ledt til frustration og forståelig vrede. Men efter den første uge bygges hjælpearbejdet hastigt op, og de fleste seriøse hjælpeorganisationer når længere og længere ud hver dag. De kommende uger bliver vanskelige. Sikkerhedssituationen vil med garanti forværres, behovene for hjælp vil stige i takt med at befolkningens egne ressourcer forsvinder, der kommer med garanti regn som vil betyde spredning af sygdomme osv. Presset på hjælpeorganisationerne vil stige fordi der vil blive masser af eksempler på vores manglende evne til at hjælpe alle. Det bliver ikke en opgave for amatører. Kun de mest erfarne organisationer vil kunne klare den opgave og modstå den kritik der kommer uden at ty til lette løsninger som ubrugelige dumpninger af hjælp med helikopter fordi der er gode billeder i det og man så bliver set som gørende noget. Jeg tror at Røde Kors er klar til at løfte opgaven, men vi kommer også til at slås med alle problemerne og udfordringerne. Og så har vi slet ikke snakket genopbygning hverken på den korte eller lange bane. Det bliver en kæmpeopgave i sin helt egen division. Anders Ladekarl