Rejsebrev nr februar 2013

Transkript

1 Rejsebrev nr februar 2013 Som nogle af jer ved, har vi kontakt med to protestantiske børnehjem. Et, der ligger tæt på, hvor vi bor fast, og et, der ligger i Melaya, et afsides område et par timers kørsel herfra. Puri Vi er lige kommet tilbage derfra efter at have tilbragt nogle dage derude. Der er 102 børn på børnehjemmet i alderen fra 11 og opefter. Vi har jo været der før, så vi kender både de voksne og mange af børnene/de unge. Af de voksne må jeg først og fremmest nævne Puri. Hun er ca. 35 år gammel, gift og har 2 børn selv. Hendes mand har en uddannelse inden for havebrug og er også ansat på hjemmet. Puri er en ildsjæl. Hun (og i øvrigt også hendes mand) er selv opvokset på børnehjem. Det er jo en god baggrund for forståelse af de problemer, som mange af børnene slås med. Men Puri har en ganske enestående intuitiv fornemmelse af, hvornår et barn har brug for at blive talt med i enerum. Udover at kunne tale alvorligt med børnene er hun fuld af latter og sjove påfund. Ikke mærkeligt at alle (os inklusive) elsker hende! Vi var så heldige at være der på en søndag i år, så vi var med i den lille kirke i landsbyen. Der var en kvindelig præst, som holdt en MEGET lang prædiken, og kirken var stuvende fuld. Det var endda sådan, at

2 nogle måtte sidde i et tilstødende rum. Det barn, jeg sad ved siden af, fortalte, at nogle gange var der så mange, at der måtte rejses telt i forgården. - Fra børnehjem til børnehjem er det forskelligt, hvordan man håndterer religion. Der er jo en del hindu-elever også. Nogle steder er det op til børnene selv at beslutte, om de vil deltage i kirkegang, men på børnehjemmet her går alle børn i kirke hver uge. De har delt det op, så alle de unge gymnasieelever er til gudstjeneste lørdag aften, hvor de så mødes med andre unge fra menigheden. Alle de andre er der om søndagen. Når børnene skal optages på børnehjemmet, bliver dette sat op som en betingelse, og familie/værge skriver under på, at de accepterer betingelserne. Hvordan er det så at være i kirke hernede? For det første er sangen betagende. Børn og voksne synger virkelig til, så rummet fyldes af sang. For det andet får man en følelse af, at bønnen er meget intens, og for det tredje er der en stor samhørighed. Man giver hinanden hånden, ser på hinanden, smiler til hinanden, og selvom man er fremmed, føler man sig som med i menigheden. Der er ingen nadver. Det har man kun 4 gange om året. Gudstjenesten her slutter med en auktion, som er meget munter. Nogle har skænket bananer, appelsiner el.lign. Det er noget, som de alle sammen har i deres haver, men under stor munterhed bydes der på frugterne. Kirken i Melaya

3 En af dagene, vi var der, foreslog Puris mand, Gedé, at vi skulle tage på fisketur. Han havde hørt noget fra Michael om, at han var glad for at fiske. Vi skulle så tage ud til en kæmpesø i nærheden. Nu kunne man jo forestille sig, at Puri og hendes mand kunne have brug for, at vi kun var os 4, men nej! Inden vi så os om, havde Puri fundet 7 piger, som hun syntes havde brug for en oplevelse, så afsted drog vi i en propfuld bil. På vejen stoppede vi for at grave orm. Det var på Puris fars jord. Hun er ellers ikke i høj kurs i familien, fordi hun er konverteret til kristendom! Der så vi noget, jeg ikke vidste fandtes på Bali. 3 kæmpestore overdækkede stilladser fyldt med kyllinger. Der stank! Puri fortalte, at kyllingerne blev slagtet, når de var 45 dage gamle. De sidste dage af deres levetid var der kæmpesværme af fluer omkring dem. Når kyllingerne så var væk, blev det hele vasket med noget desinficerende, før et nyt hold blev anbragt. Fluerne forsvandt. Som Puri sagde sikkert over til naboerne. Og så tilføjede hun, at hun var holdt op med at spise kylling. De 7 piger, vi havde med, var alle 16 år gamle. Når jeg tænker på 16-årige piger derhjemme, er der en verden til forskel. For disse piger var det en kæmpe-oplevelse at være på udflugt, og da vi kom forbi en kone, der solgte grøntsagssalat med dressing i en plasticpose, og jeg købte løs, var der ingen ende på begejstringen. Tankevækkende. Michael og Gedé fangede 3 små fisk, og Michael spurgte så en af pigerne, om hun ville prøve. Knap havde hun fået kastet ud, før hun fik bid. JUHU! En ven af Gedé havde fanget en del mere, som han gav os, så da vi kom hjem, gik pigerne i gang med at stege fisk til os alle sammen, og så sad vi på gulvet på Puris terrasse og guffede i os. Sulis med sin fangst!

4 Ellers er her ikke meget gufferi. Ris, lidt grønt, måske lidt æg, lidt skumgummiagtigt sojaprodukt, måske lidt nudler,( om søndagen lidt kylling) 3 gange om dagen. De voksne kan få the eller kaffe, ellers er der vand. Maden er veltillavet. Prøv at forestille jer at skulle lave mad til over 100 personer 3 gange dagligt. Der er 2 personer i køkkenet! Efter aftenmåltidet beder Puri ofte nogle børn om at blive tilbage. Hun vil snakke med dem! Hun havde fat i 4 piger, da vi var der. Vi spurgte bagefter, hvad hun ville snakke med dem om. Hun sagde, at de var tæt på at afslutte deres studentereksamen og havde mere eller mindre diffuse og højtflyvende fremtidsideer. Puris opgave var nu at styrke deres realitetssans få dem til at opsætte mål, som de ville have styrke og evner til at nå. Ingen af dem kunne tillade sig at flakke rundt. Som jeg allerede har fortalt i et tidligere brev, havde vi nogle penge med til børnehjemmet. Ca kr. Jeg har prøvet at spørge mig lidt for hernede for at kunne forstå, hvor meget 3000 kr. egentlig er.turistpriserne er en verden for sig selv. Eksempelvis giver Michael og jeg ca. 75 kr. for et værelse med air-condition og varmt vand. Morgenmad inkluderet. Det lyder jo meget billigt efter danske forhold, men en bygningsarbejder hernede får for en 9 timers arbejdsdag ca. 40 kr, så det vil sige at 3000 kr. svarer til 75 arbejdsdage. Det giver en ide om, at det virkelig er en stor sum. Vi havde meget håbet på, at vores penge kunne gå til en vaskemaskine, som kunne være en stor hjælp for dem, men de havde købt bøger på kredit til næste semester, så vi var med henne på skolen og aflevere vore rupies. Puri sagde, at nu kunne hun sove roligere, og det er vi naturligvis glade for. Mit hoved er fuldt af børneskæbner. Et par eksempler. Defi blev som spæd givet væk til nogle andre familiemedlemmer. Det er ret almindeligt hernede. Hun er nu 16, og kommer ud for, at begge forældrepar trækker i hende, og hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Puri prøver at rådgive hende! En anden pige kommer fra Java. Hendes forældre blev skilt. Hendes far giftede sig igen med en muslim. Efter almindelig skik skulle hun blive hos faderen, men det ville hun ikke, så hun tog med moderen til Bali og kom på børnehjem. Moderen giftede sig igen, og selvom familien er ludfattig, er der her er en lykkelig slutning. Sulis, som pigen hedder, er meget glad for den nye far, og han for hende Det viser sig, at Sulis har store evner inden for design af tøj. Konen til en præst hernede har foræret hende en symaskine, og på den producerer hun tøj, som hun sælger. Planen er at hun til juli efter studentereksamen skal søge ind på universitets designafdeling i Balis største by. Og så er der Annita. Hun er fra en fattig familie i landsbyen. Hendes forældre bruger hende som kastebold i deres stridigheder indbyrdes. Annita er strålende godt begavet, siger Puri. Har altid været nr. 1 i sin klasse, men i sidste semester var hun gået tilbage til nr. 5. Forleden dag havde faderen været der og havde slået hende. Puri har haft flere alvorlige samtaler med forældrene og er nu i gang med at ruste Annita til at sige fra over for forældrene, når de opsøger hende. Jeg kunne blive ved, men slut for denne gang! I får lige en bordbøn med.

5