Viðm. til Tríggjar Kingomenn: s Símun Rasmussen, sang n Niels Midjord, sang l Petur Jacob Eliasen (Lylli) sang g Niels Midjord, gittar

Transkript

1 1. Jeg vil mig Herren love. s 2d. O Menneske! Vil du betænke. 2f. Mansbarn, vilt tú av álvara grunda. lng 3. Herre Jesu Christ. sln 4. Vil Gud vor Herre ei med os stå. sln 5d. Som den gyldne Sol frembryder. 5f. Sum ígjøgnum sortar skýggja. lg 6. Jeg haver min Sag til Gud Hjemstilt. sln 7. Uden Herren opholder vort Huus og Gaard. sln 8d. Min Sjæl nu lover Herren. 8f. Mín sál, Guðs lov tú syngi. ng 9. Om Himmeriges Rige saa ville vi tale. sln 10. Kom Gud Skaber, o Hellig-Aand. sln 11d. Naar jeg betænker den Tid og Stund. 12. Af Højheden oprunden er. sln 13. O kjære Sjæl, frygt aldrig meer. sln 14d. Fra Mennesken haver jeg vendt min Hu. 14f. Eg hug mín havi frá heiminum vent. lng Viðm. til Tríggjar Kingomenn: s Símun Rasmussen, sang n Niels Midjord, sang l Petur Jacob Eliasen (Lylli) sang g Niels Midjord, gittar

2 Yvirlit Um danska tekstin Berint Rasmussen Símun Rasmussen Tey, sum stóðu fyri arbeiðinum Tøkkir Stuðlað útgávuni hava Tilvísingar Jeg vil mig Herren love d. O Menneske! Vil du betænke f. Mansbarn, vilt tú av álvara grunda Herre Jesu Christ Vil Gud vor Herre ei med os stå d. Som den gyldne Sol frembryder f. Sum ígjøgnum sortar skýggja Jeg haver min Sag til Gud Hjemstilt Uden Herren opholder vort Huus og Gaard d. Min Sjæl nu lover Herren f. Mín sál, Guðs lov tú syngi Om Himmeriges Rige saa ville vi tale Kom Gud Skaber, o Hellig-Aand d. Naar jeg betænker den Tid og Stund f. Mær rennur í huga ta tíð og stund Af Høiheden oprunden er O kjære Sjæl, frygt aldrig meer d. Fra Mennesken haver jeg vendt min Hu f. Eg hug mín havi frá heiminum vent Um at tulka tekstin við at improvisera Um gittarútsetingarnar og nýtslu av capo Nótar til 2f. Mansbarn vilt tú av álvara grunda Nótar til 5f. Sum ígjøgnum sortar skýggja Nótar til 8f. Mín sál, Guðs lov tú syngi Nótar til 11f. Mær rennur í huga ta tíð og stund Nótar til 14f. Eg hug mín havi frá heiminum vent Um danska tekstin Donsku sálmarnir í hesari útgávuni eru skrivaðir beinleiðis av eftir Kingobókini úr húsinum 3 Uppi í Gerði, sum Símun hevði undir hond. Hetta er ein dagførd endurútgáva, útgivin í Christiania (Oslo) av J. M. Cappelens Forlag í Tá hevði Noreg verið undir svenskum ræði í hálva øld?! Í hesari endurútgávuni sæst hetta t.d. aftur í tí, at tað verður biðið fyri svenska konginum í Litaniinum. Litaniið er ein felagsbøn, íð verður sungin sum skiftissangur millum prest og kirkjulið. Eisini eru nýggjari sálmar tiknir við, t. d. sálmar hjá N.F.S. Grundtvig.

3 Heimildarmenninir til løgini í hesi útgávu eru: Berint Rasmussen, Berint Uppi í Gerði ( ) Berint var lamin. Sum ungur fór hann niður á Ríkissjúkrahúsið, og annað beinið varð lagt stívt. Hann brúkti alla sína tíð tveir stavar. Hann var góður útróðrarmaður og hildin at vera av bestu skilamonnum. Hann var bátsformaður og róði nógv út í Íslandi, men var eisini til skips. Hann mátti sita og draga. Húsini Uppi í Gerði Símun Rasmussen, Símun Uppi í Gerði ( ) Símun var yngstur av 13 systkjum. Eftir at hava verið til skips, fór hann sum ungur til Danmarkar á handilsskúla. Heimafturkomin varð hann í handlinum hjá Kass sum krambamaður og skrivstovumaður og yvirtók oljusøluna eftir teir. Símun var eisini í mong ár stjóri á deildini hjá Sjóvinnubankanum á Strondum og skrivari hjá Sjóvar Kommunu, og so var hann reiðari og útgerðarmaður á stállínubátinum Strandingi. Símun var mentamaður og metti høgt alt, sum føroyskt var. Hann var góður kvøðari, góður vertskapsmaður og gestablíður. Komst tú á gátt hjá honum, setti hann æru í at borðreiða við føroyskum mati úr egnum hjalli. Tey, sum stóðu fyri arbeiðinum: Símun Rasmussen hevur gjørt upptøkurnar av pápanum, Berinti Rasmussen og av sær sjálvum. Baldur Kampmann hevur upptikið Tríggjar Kingomenn, ljóðblandað, digitaliserað upptøkurnar av Símuni Rasmussen og valt um gomlu upptøkurnar, sum Símun gjørdi. REMA hevur prentað og margfaldað fløgur. Tøkkir: Tøkk til Sjóvar kirkju at vit sluppu at vera har og taka upp. Tøkk til Útvarpið fyri leigu av mikrofonum. Tøkk til Fróðskaparsetrið fyri at finna fram gomlu upptøkurnar av Berinti Uppi í Gerði og digitalisera tær. Tøkk til Býarbókasavnið fyri at hava funnið fram til sálmaskaldini. Tøkk til Fornminnissavnið fyri at fáa til vega myndina, sum er nýtt sum kápumynd. Tøkk til Róa Eliasen fyri at hava tikið myndirnar av Trimum 4 5 Kingomonnum og húsunum Uppi í Gerði og fyri at hava gjørt heimasíðuna. Tøkk til Barbaru Olsen fyri at hava umsett enska tekstin. Tøkk til Óla Jákup Jacobsen fyri rættlestur. Tøkk øll tit, ið hava stuðlað útgávuni fíggjarliga. Stuðlað útgávuni hava: P/f Strandingur, Sjóvar kirkja, Sjóvar kommuna, Fuglafjarðar kirkja Fuglafjarðar kommuna, Tórshavnar kommuna, Mentanargrunnur Landsins, Tónleikagrunnur Norðoya Sparikassa, Føroya Sparikassi, Føroya Banki, P/f Statoil, Norðoyar Sparikassi. Tilvísingar: J. Waagstein: Gomul føroysk sálmaløg. Karl Clausen og Marianne Clausen: Åndelig visesang på Færøerne. (Fra Færøerne úr Føroyum VII VIII) Føroysk kórbók. Kórsatsir eftir Karl Clausen.

4 1 Jeg vil mig Herren love, osom alle mine Synder bar; Af Tro og al Formue Til hannem mit Hjerte staaer, Hans Navn vil jeg der skrive Og bære det til min Død; Han kan min Sorrig fordrive Og skille mig fra al Nød. 2. Gud give mig det at lære, Som jeg ei selver kan, Dig haves Lov, Hæder og Ære, Alt baade af Qvinde og Mand; Gud give mig det i Sinde, At love min Frelser god; Hvad jeg er ude eller inde, Han lædsker mit angerfulde Mod. 3. Han lignes ved Solen den klare, Som skinner over Verden bold, Hans Naade er aabenbare, Jeg giver mig hannem i Vold, Han kan vel Sorgen udslukke, Det haver jeg fundet med mig, Min Tjeneste vil jeg dig række, O Jesu! det lover jeg dig. 4. Alle Englers himmelske Skare, De tjene dig ganske nær, Paa dine Bud tage de vare Og gjøre hvad dig er kjært; Gud satte dig af sin Naade Alt ved sin højre haand, Bad dig saa styre og raade Dit Rige over alle Land. 5. Naar jeg monne mod dig bryde Med Gjerning, Tanke eller Ord, Din Værdskyld lad mig nyde, For mig du fyldestgjord : Jeg bede dig for dine Vunder, Du vorde mig ikke vred, Jeg synder i alle Stunder, Min Synd gjøres mig nu led. 6. I Synden mig undfanged Min Moder, det er vist; Jeg haver i Synden ganget, Det veedst du Herre Christ; Min Brøst vil du forlade, Som Magten haver fuld vel, Jeg er nu stedet i Vaade Alt baade til Liv og Sjæl. 7. Nu flyer jeg til Din Naade Og giver mig i Din Haand, Du maa vel over mig raade, Alt baade til Land og Vand; Den Stund, jeg er i Live, Jeg trøster mig ved Din Pagt, Hos Dit Ord vil jeg blive, Til Dig staaer al min Agt. 8. Saalænge som jeg skal være Paa denne Verdens Ø, Af dig vil jeg begjære, Mine Synder de maatte bortdøe Det skeer alt for din Pine, Og ved din Hellig-Aand, Naar han ved Naaderne sine Fornyer mit Hjerte og Aand. 9. O Jesu, Morgenstjerne, Som Balsam sødeste Lugt, Jeg vil dig tjene, saa gjerne, O du velsignede Frugt! Min Sjæl gjør du saa rene, Naar jeg for Dommen staaer, Som Guld og Ædelstene, Legemet som Solen klar. 10. O Jesu, Livsens Herre! Du hør nu hvad jeg bad, Du vilde stedse hos mig være, Saa vorder mit Hjerte glad, Og giv mig Naaderne dine! Naar jeg bortsove skal, Frels mig fra Helvedes Pine, Føer mig til Himmerigets Sal! Gomul donsk Mariuvísa. Stóð í sálmabókini hjá Hans Thomissøn(* 1532, ) frá d. O Menneske! ooovil du betænke Min bitre Pine og Død, Jeg vil dig igjen skjænke Livet for din evige Død; Til mig skal du dig holde, Jeg haver Alting at volde, Jeg er den, dig haver frelst. 2. Jeg haver dig ikke betalet Med Sølv eller Guld saa rød, Men dig fra Djævelen taget Alt med min Pine og Død; Hvi est du da saa blinder Og ikke min Godhed kjender? Du selver forkaster dig. 3. Du attraaer Verdens Ære, For den gjør du dig Flid, At du mine Bud kunde lære, Dertil haver du ei Tid; Verden, som dig skal daare, Den haver du kjær saa saare, Mig haver du slet forgjet. 4. Hvo Rigdom her mere elsker End min Naade og Godhed, 6 7 Hans Anslag skal hannem falske Og blive hannem evig leed; Den rigdom, som ei kan svige, Den findes i Himmerige, Os alle til Salighed. 5. Derfor lad dig nu nøie, O Menneske, i hvo du est, Jeg skal dig vel tilføie Alt det, dig tjener bedst, Din Salighed ikke forsømme, Jeg skal dig ikke forglemme Hos mig til evig Tid. 6. Se Lilierne hos de Enge, Hvor deilig de monne staae, De betale ikke med Penge Den Herlighed, de have paa: Salomon i alt det, han havde Var ikke lig de Blade, Som samme Lilier bær. 7. Se Fuglene i Luften flyve, Hvor Gud forsyner dem, De Dyr i deres Hule Have deres Føde af hannem; Ravneunger i deres Rede Giver han det, de kunne æde, Og lader dem ei svælte ihjel 8. Thi lader Eder ikke bedrøve, I, som mine Tjenere er, For Klæder eller Livets Føde, Thi jeg Eders Sorrig bær; Jeg vil Eder vel forsyne, Agte I kun Ordene mine Og haver Eders tro til mig. 9. Er Himmel og Jord da mine, Og al Herlighed dertil, Hvi skulde jeg ikke forsyne

5 Dem, paa mig lide vil? Israel haver jeg bespiset Og dem ret Veien viset Til det forjættet Land. 10. Lader Eder derfor paaminde Og agter det uden Skrømt, I skulle det aldrig befinde, At jeg mit Folk haver glemt, Ingen er bleven forladet, Som paa mig haver haabet; Bliver derfor fast hos mig! 11. Tak, Lov, Priis, Hæder og Ære Skee Gud i Evighed For sin guddommelige Lære, Som han haver os beted! Han unde os, at vi kunde Hans Godhed ret begrunde, Os alle til Salighed! Yrkjarin okkum ókendur. 2f. Mansbarn, vilt tú av ooo oooálvara grunda Um frelsarans pínu og neyð, Um at hann okkum lívið vil handa, Sum dømd vóru æviga deyð. So nú kanst tú í honum teg halda, Í honum, sum øllum man valda, Í honum, sum bjargaði tær. 2. Ikki er tað við gullinum reyða, At hann hevur leysan teg keypt, Men hann hevur teg við sínum deyða Og uppreisn frá Sátani ript. Hvussu kanst tú tá so blindur vera, Sum ikki hans gleði vil bera, Og missir so burt sjálvan teg. 3. Øll tín trá eitur heimsins æra, Um hana fer alt títt stríð. Men til gudsorðið rætt at læra Tað hevur tú ikki tíð. Meðan heimurin, sum teg skal dára, Og sum tú elskar so sára, Er komin í frelsarans stað. 4. Mansbarn, leggur tú meira í pening, Enn góðsku hans og náði, Tá fer trá tín at fløkja tín gerning, Til tú leiðist við sjálvan teg. Men tann eyður, sum ei teg svíkir Er goymdur í Himmiríki, hann øllum til sælu er. N. M. føroyskaði. 3 Herre Jesu Christ, oomin Frelser du est, Til dig haaber jeg alene; Jeg troer paa dig, Forlad ikke mig Saa elendelig, Mig trøster dit Ord det rene. 2. Alt efter din Villie, O Herre mig stille, At jeg dig trolig kan dyrke! Du est min Gud! Lær mig dine Bud, Al min Tid ud Du mig i Troen styrke! 3. Nu vil jeg være, O Jesu kjære, Hvor du mig helst vil have; Jeg lukker dig ind I mit Hjerte og Sind, O Herre min, Med al din Naade og Gave. 4. Saa inderlig Forlader jeg mig Alt paa din Gunst og Naade; O Jesu sød, Hjelp mig af al Nød, For din haarde Død, Frels mig af alskens Vaade! 5. Al min Tillid Nu og altid Haver jeg til Dig, o Herre! Du est min Trøst. Dit Ord og Røst I al min Brøst Min Hjertens Glæde monne være. 6. Naar Sorgen mig trænger, Efter dig mig forlænger, Du kan mig bedst husvale; Den, du vil bevare, Han er uden Fare; Du mig forsvare, Dig monne jeg mig befale. 7. Nu veed jeg vist, Herre Jesu Christ! Du vil mig aldrig forlade; Du siger jo saa: Kald du mig paa, Hjelp skal du faae I al din Sorrig og Vaade. 8. O give det Gud, Vi efter dine Bud Kunde os saa skikke tilsammen, At vi med dig Evindelig I Himmerig Kunde leve i Salighed! Amen. Hans Christensen Sthen(*1544, +1610), danskur: Vandrebogen 1659 Sálmurin varð sungin til jarðarferðir Vil Gud vor Herre ei med o ooooooooooooooooos staae, Naar vore Fiender kommer, Vil Gud vor Sag ei tage sig paa Og stride os til fromme, Uden han Israel hjælper vist, Og selv forstyrrer Fiendens List, Da have vi forloret. 2. Hvad Menneskens Kraft begynde kan Skulde vi ei tage til Fare, Han sidder hos Guds høire Haand, Som deres Raad aabenbarer; Naar de stor Viisdom bruge vil, Saa bruger Gud et andet Spil, Det staaer alt i hans Hænder. 3. De Storme fast baade fjern og nær, Ligesom de ville os æde, Til Morden staaer al deres Begjær, Gud monne de plat forgjette, Ligesom Havs Bølger paa os slaae Og efter vor Liv og Levnet staae; Gud lade sig det forbarme! 4. De straffe os for Kjætters Lære Og efter vort Blod tragte, Dog sige de sig gode Christne at være, Som Gud alene stor agte; O Herre Gud! dit dyrebare Navn Skal være deres Skalkhed Skjul og Gavn, O! naar vil du opvaagne. 5. De oplade deres Munde vid Og os opsluge ville; Lov og Tak skee Gud allen Tid, Deres Grumhed kan han stille: Deres Snarer vil han sønderrive, Deres falske Lære skal øde blive, Det kunde de ei forhindre.

6 6. O Gud! du rigelig trøste vil De, sig paa dig forlade, Din Naadesdør ei lukkes til, Fornuft seer ei den Baade: Den sig ei trøste kan i Nød, Dog Korset haver nylig fød Alle dem din Hjælp forvente. 7. Vore Fiender ere alle i din Haand, Dertil hvad de monne tænke, Deres Anslag du vel vide kan, Lad Vantro os ei krænke; Fornuft mod Troen fører Krig, Vil ei troe det Tilkommelig, Naar du vil selver trøste. 8. Du haver skabt baade Himmel og Jord, Det troe vi og bekjende; Lad skinne klart dit hellige Ord, Du vil vore Hjerter optænde I Troens rette Kjærlighed Og i en fast Bestandighed, Lad Verden murre og knurre. Stóð í sálmabókini hjá Hans Thomissøn (* 1532, ), frá d. Som den gyldne Sol oooooooo frembryder Gjennem den kulsorte Sky Og sin Straale-Glands udskyder, Saa at Mørk og Mulm maae flye, Saa min Jesus af sin Grav Og det dybe Dødens Hav Opstod ærefuld fra Døde Imod Paaske-Morgenrøde. 2. Tak, o store Seierherre, Tak, o Livets Himmelhelt! Som ej Døden kund indspærre I det helvedmørke Telt! Tak, fordi at du opstod Og fik Døden under Fod! Ingen Tunge kan den Glæde Med tilbørlig Lov udqvæde. 3. Jeg kan finde i mit Hjerte, At min Sjæl har Trøst deraf, Som kan lindre al min Smerte, Naar jeg mindes kun din Grav Og betænker, hvor du laa Udi Dødens mørke Vraa Og stod op med Kraft og Ære; Hvad kan større Glæde være! 4. Ligger jeg i Syndens Veie, Ligger jeg i Armod ned, Ligger jeg i Sygdoms Leie, Ligger jeg i Usselhed, Ligger jeg fortrængt, forhadt Og af Verden slet forladt, Skal jeg Huus i Graven tage, O her er dog Haab tilbage! 5. Du for Synden eengang døde, Dermed er min Synd betalt; Armod, Usselhed og Møde, Ja min Sygdom bar du alt; Jeg ved dig oprejses skal, Og af Dødens dybe Dal Skal jeg Hovedet oprette, Al min Nød kan det forlette. 6. Synd og Død og alle Pile, Som af Satan skydes kan, Ligger brudte ved din Hvile Udi Gravens mørke Land; Der begrov du dem og gav Mig en sikker Trøstestav, At ved din Opreisnings-Ære Jeg skal Seiers Palmer bære. 7. Som Guds Søn jeg dig nu kjender Og seer din Almægtighed; Din Opstandelse indspænder, Hvad jeg troer og hvad jeg veed, Mig til Salighed og Haab, Ja min Christendommens Daab I din Død er, som et Billed Og Opstandelse fremstilled. 8. Du til Livet skal mig vække Ved Din stor Opreisnings Kraft; Lad kun Jorden mig bedække, Orme tære al min Saft, Ild og Vand opsluge mig, Jeg døer i den Tro til dig, At jeg skal til Liv opstande Udaf Dødens grumme Lande. 9. Søde Jesu! giv mig Naade Ved din gode Hellig-Aand, At jeg saa min Gang kan raade Og veiledes ved din Haand, At jeg ei skal falde hen Udi Dødens Svælg igjen, Hvoraf du mig engang rykte, Der du Døden undertrykte. 10. Tak for al din Fødsels-Glæde, Tak for dit det Guddoms-Ord, Tak for Daabens hellig Væde, Tak for Naaden paa dit Bord, Tak for Dødens bitre Ve, Tak for din Opstandelse, Tak for Himlen, du har inde, Der skal jeg Dig see og finde! Thomas Kingo (* ), danskur f. Sum ígjøgnum sortar oo ooo skýggja Kemur fram hin gylta sól, So at bølmyrkur má flýggja, Lýsir í um tind og hól, So úr grøv upp Jesus stóð og úr djúpum deyðans sjó, Vann á døprum deyðaváða Árla í páskamorgunroða. 2. Tøkk, o, sigurskappi sterki, Tøkk, o, himinhetja góð, At tú framdi avreksverkið, Heljarlokur sundur sló, Tøkk, at tú til lívs breyt veg, Deyðan feldi undir teg; Slík er tunga ei at finna, Sum ta gleði kann at inna. 3. Djúpt eg kenni mær í barmi, At tað ugga ber til mín, Lættir mær av tungum harmi, Tá eg minnist gravstað tín, Hugsi um tað, at tú lá Har í deyðans dimmu vrá, Men reis upp við dýrd og megi, Kann tað vera størri gleði! 4. Liggi eg á syndavegum, Liggi eg á armóðsstrá, Liggi eg á sjúkalegum, Liggi eg í eymd og háð, Liggi eg sum lasafar, Ongan góðan eigi mær, Skal eg so til moldar fara, Vónin mín tó við skal vara. 5. Deyði, synd, alt ørvameingi, Sum hin versti skjóta kann, Stukku av í tínum fangi, Har sum hvíld í grøv tú fann,

7 Har tú søkti tey í kav, Men gav mær ein trygdarstav, At eg tær má heiður gera Og skal sigurspálmar bera. 6. Tú tíl lívs meg upp skal vekja, Tað er tín uppreisnar náð; Lat tey leiðið um meg tekja, Lat meg verða maðka bráð, Lat mær gloypa eld og sjógv, Eg í trúgv tó og í rógv Doyggi, tí úr deyðans londum Bjargist eg av tínum homdum. 7. Góði Jesus, veit mær náði Og lat halga anda tín Vera hjá mær, so eg ráði Slíkan allan lívshátt mín, At eg meir ei nakra tíð Deyðadjúpið falli í, Sum tú sjálvur úr meg ripti, Tá tú deyðan niður syfti. Jacob Dahl, próstur (*1878, +1944) týddi Jeg haver min Sag til Gud o ooooooooo hjemstilt, Ved al min Sorrig haver han mig skilt, Jeg giver mig under hans faderlige Villie, Er taalig og stille, Ingen Ting skal os adskille. 2. Min Tid og Stund er, naar Gud vil, Han raade alene i dette Spil; De Hovedhaar mine ere alle talde, Enhver og alle, Ingen af dem kan affalde. 3. Alt udi denne Jammerdal Paa Sorrig og Nød er intet Tal: Vort Levnet det en liden Stund varer I tusinde Farer, Det vendes i Strid og Snarer. 4. Hvad er et Menneske i Verden her? Ei Andet end Jord, Aske og Leer, Af Moders Liv kommen nøgen herfor, Det lille Noer Tager Intet bort, Naar det lægges i Jord. 5. Her hjælper ei Rigdom, Penge eller Gods, Ei Kunst, ei Gunst, ei Mod, ei Trods Med Styrke og Magt, Lægedoms Kraft, Eller Urters Saft, Naar vi med Døden er behaft. 6. Idag ere vi stærk, karsk og sund, I Morgen lægges i Gravens Grund, I Dag vi blomstre som Rosen rød, I Morgen er død; Trøst os, o Herre, i saadan Nød! 7. Den Ene alt efter den Anden bæres bort, Vor Tid er her ret ond og kort; Komme vi af Øine, vi glemmes vel snart, Det haver den Art, Vi føres til Jorden med en Fart. 8. O Herre! lær os ret at betænke, At Døden os daglig vil belænke, Og vi have her ingen blivende Stad, Maae alle paa Rad Baade Unge og Gamle lide den Fortræd. 9. Det gjør al Synden med Sorrig og Nød, Som fører os paa den bitre Død. Den uden Forskjel mon fortære Baade Knægt og Herre, Pas ei paa hvad han monne være. 10. Jeg haver her ingen gode Dage, Jeg æder mit Brød med Møie og Plage. Naar min Gud vil, saa vil jeg med Fare hen i Fred, Det skal ei gjøre mig nogen Fortræd. 11. Omskjønt min Synd anfegter mig, Jeg vil dog ei forlade dig; I Døden for mig du gav din Søn, Som en fuld Løn, Derved fanger jeg den Glæde skjøn. 12. Jeg veed, o Herre Jesu Christ! For mine Synder du dødet est, Og er opstanden alt mig til God, Med Seir og Mod, Og gav for mig dit Liv og Blod. 13. Dig lever og døer jeg allentid, Døden gjør mellem os ei Splid; Jeg lever eller døer, saa er jeg din; Herre Jesu min, Frels mig af Helvedes Qval og Pin! 14. Det er min Trøst nu og altid, I al min Modgang, Sorrig og Qvid, Jeg veed, jeg paa den yderste Dag, Uden Sorrig og Klag Skal vist opstaae med rigtig Sag. 15. Du skal og alle Been bevare, Ei noget af dennem skal misfare, Og alle mine Lemmer skal jeg beholde, Du kanst det volde, Endog de ere visne og kolde. 16. Ansigt fra Ansigt skal jeg beskue Dig, Gud min Herre, hvi vil jeg grue? I Himmelen Glæde og Salighed Mig er bered; Dig skee lov, Priis i Evighed! O Jesu Christ, Guds evige Søn, Som os forhverved den evige Løn, Ak! skjul mig i dine Saar saa reen, Du est alen, Som frelser mig fra evig Pin. 18. Amen, min fromme Gud og Herre, Du mig en salig Ende beskjære! Hjælp, at vi maatte nu og alle tillige Udi dit Rige Komme og blive evig lige. Iohannes Leon, prestur í Türinger (deyður 1597). Týtt hevur Hans Ravn, prestur í Malmø (* 1569, ), Umarbeitt hevur normaðurin Magnus Brosstrup Landsstad (* 1802, ) 7 Uden Herren opholder vort o ooooooooooo Huus og Gaard Og skaffer hvad der er inde, Og sender os sin Benedidelse hvert Aar, At vi maa altid finde Hans Guddomsgaver, giv t og laan, Som han giver med sin milde Haand, Ellers er vort Arbeide forloret. 2. Uden Herren selv den Stad bevarer Og vogter baade Land og Rige, Og med sin Guddomsmagt forsvarer Og holder dem saa vedlige, Uden Gud giver selver Naade og Fred, Forgjæves da vaage de Vægtere ved, Al Kunst og Raad monne falde. 3. Thi see I til, som aarle opstaae Og sidde om Aftenen silde Med Sorrig, Arbeide og stor Vantro, Saa ville I gjøre Eder rige; Med Kummer I æde det harmelige Brød,

8 Thi Gud sender Sine baade Klæder og Fød, Naar de monne sødeligen sove. 4. Se Eders Frugt og Børn saa smaa, Dem haver Herren skabet, Alt efter sit evige Viisdoms Raad, Og Eder med dem begavet; Han vil og dem saa vel forsee, At deres Føde skal være tilstede, Det skulle I selver befinde. 5. Ligerviis som mange Pile og Skud En Stridsmand haver i hænde Og efter sin Villie og efter sit Bud Monne dem udskyde og sende, Saa gjør og Gud ved Qvinde og Mand; Af adskillige Steder og fremmede Land Kommer han dem underlig sammen. 6. Vel er den Mand, der Gud vil give Slig unge Folk og mange, At han færdig og rustet kan blive Mod sine Fiender at stande; Naar han taler med dem i Porte og Taarn, Da skal han altid gaae dem tilforn, Han skal ikke blive forhaanet. 7. Gud Fader, Søn og den Hellig-Aand, Hannem bør os alle at prise, At han bevarer vort Huus og Land Og os Velsignelse beviser, Han styrke vor Tro og Kjærlighed, At vi ei med Utaknemmelighed Hans Godhed skulle bortkaste sálmur Dávids, yrkt hevur Burkart Valdis, stendur í Sálmabókini hjá Tausen frá 1553, týðarin ókendur. 8d. Min Sjæl nu lover Herren, ooo Hvad i mig er hans hellige oooooooooooooooooooooo Navn; Sin Godhed rundelig giver, Thi skal du altid takke hannem, Din Synd haver han udslettet Og lægt dine store Saar; Dit arme Legem husvaler, Tager dig saa vel i Forvar, Med vældig Trøst beskjærmer, Dig ung som Ørnen gjør; Herren alle Christne vel trøster, Som trænges i Verden her. 2. Sin Lov haver han os givet, Sit hellige Ord og sammelund! Sin Godhed de Christne indlivet, Hans Barmhjertighed see vi allenstund, Sin Vrede lader han vel fare, Lønner ikke, som vi have tjent, Sin Miskund hos Ingen vil spare, Til de Ydmyge haver han sig vendt. Hans Godhed er over dem alle, Som gjerne ville frygte hannem, Vor Synd lader han bortfalde Og aldrig vil tænke paa dem. 3. Som sig en Fader forbarmer Over sine unge Børn og smaa, Saa gjør og Herren os Arme, Naar vi hannem ret frygte saa; Han veed, vor Skabning er ringe, Slet Støv og Muld forvist; Ret som noget Græs udi Enge, Og en Urt, som Blomstret haver mist, Naar Veiret der hart paafalder, Da findes det ikke meer, Saa gaaer det med vor Alder, Vort Endeligt er os nær. 4. Herrens Miskundhed alene Bliver nu og saa evindelig, Alt hos sin Brud den rene, Som hannem frygter hjertelig Og holder hans Bud og Villie; Han boer i Himmelen vist, Hans Engle hannem der tjene Og prise med høier Røst, Den store Herre til Ære, Og sjunge hans hellige Ord, Min Sjæl hans Lov skal lære, Nu og over den ganske Jord sálmur Dávids Yrkjarin er týskarin Johannes Gramann Poliander (* 1487, ) 1530 Týðarin er okkum ókendur. 8f. Mín sál, Guðs lov tú syngi oo Sum fuglafjøld í grønu líð, Hann náð tær hevur fingið, Hans navn man hjarta gleðast í; Í øllum vanda gav hann bót Og týndi synda rót, Hann teg at hjarta dregur, Títt banasár er grøtt, Hjá sær tær hvíld hann gevur, So aldurs tyngd er løtt, Títt lív í hond hann hevur, Og øll hans ráðagerð er røtt. 2. Hann vilja sín tær kendi, Sítt náðiorð teg hevur lært, Á fold sín frið hann sendi, Og son sín ei hann hevur spart, Hans náði er um alla øld Ein á, ið dag og kvøld Kann geva sálum treystir Í hvørji neyð í verð, Sum sólskinsdagar bestir Hans friður gleði ber, Sum sól er sokkin vestur, Mín synd í kavið sigin er. 3. Ein faðir vil miskunna Við gleði sínum egnu smá, Og Guð mær vildi unna Sítt faðirnavn at heita á. Hann kennir meg og veit, sum er, At øll mín dýrd í verð Er bert sum gras á teigi, Í morgin er tað hoyggj, Sum blóma fín á heiði So følnar føgur moyggj, Brátt lotar yvir leiðið, So er várt lív á heimsins oyggj. 4. Guðs miskunn stendur eina So føst sum fjallið ævum í, Og brúður sína reinu Hann kennist við um alla tíð, Tað fólk, sum helt hans sáttargerð, Á himni krúnu ber, Hvar einglafjøld í ringi Hans lov nú syngja má, Sum kempulið á tingi Um kongasæti stá, Tí allar sálir syngið: Aleina hann skal æru fá. Gudmund Bruun (*1891, +1956) týddi eftir umsetingini hjá C. J. Brandt (*1817, +1889) Om Himmeriges Rige saa oooooooooooooville vi tale, Hvad Fryd og Glæde, Priis og Husvale Gud vil sine Venner der give: Sygdom, Krankhed bliver ikke der, Armod, Fattigdom maa der ei være, Alt Ondt maa der bortvige, Hvor alle Guds Børn blive rige.

9 2. Al Tyranni gaaer der omkring Uretviished kommer ikke derind, Vor Hjertens Fryds Begjæring Skulle vi der have i alle Maade, Vor Villie lader sig af Gud da raade, Som Guds Børn lydig at være I evig Fryd og Ære. 3. Ingen kan der ei heller blive vred, Der er og ikke Kjedsommelighed, Søvn, Lede, Frygt eller Fare; Alting, der Nogen bedrøve kan, Kommer aldrig her i dette Land, Og Døden kan der ei skade; Derfor værer evig glade. 4. De skulle og altid have Fred Og deres Samvittigheds Rolighed; Alt Godt, de kunne begjære, Det skulle de have i alle Maade, Som Guds Børn skulle de styre og raade I evig Fryd og Ære; Hvor godt er der at være! 5. Syv Gange klarer end Solen er, Skal hver da blive i Salighed der; Den Klarhed er fuld af Glæde, Som Jesus paa Bjerget monne betee; Den Klarhed og Herlighed lod han dem see, Alle, som hos hannem monne bie, Den Klarhed kunne de ikke lide. 6. De faldt næsegruus paa Jorden ned, Alt af hans Klarhed og Herlighed, Peder begyndte at tale: O Herre! her ville vi bygge og boe Og blive i denne Glæde, Fryd og Ro, Og i denne store Husvale, Om du vil saa befale. 7. Paulus han taler og derom, Den Glæde den er saa stor og from; Intet Hjerte kan det begribe, Ei noget Øie oversee, Ei Menneskes Øre kan fuld vel høre Den Glæde, Gud vil os give, Om vi ville hos hannem blive. 8. De Mure og Gader af pureste Guld, De Grundvold af dyrebar Stene er fuld, De Porte af Perler hiin klare; Vi skulle og Allesammen da Paa Gader og Stræder sjunge Halleluja, Da kjende Gud aabenbare, Til evig Tid uden Fare. 9. Vi skulle og Alle stafferes ud, Som Jesus vor Broder, Frelser og Gud, Naar han sig monne aabenbare; Hans Majestæts Herlighed, Hellig, hellig til evig Tid, Sjunge vi blandt Engleskare; Den Glæde skal evindelig vare. 10. Dem, som Døden adskiller her, De skulle og kjende hverandre der, Som i fordum Tid monne hænde, Da Peder paa Bjerget kunde kjende og forstaae Elias, Moses, han aldrig før saae, Der Jesus monne sig forklare For dennem saa aabenbare. 11. Dem længes ei mere ved tusinde Aar End os den Dag, der var igaar, Saa vel det dem behager; Jesus kjendte og den Glæde vel, Dog levede han her som en Træl, Intet Godt af Verden ville have I alle sine Livets Dage. 12. Jeg raader Eder alle, I tænke Eder om, Bede Gud om Naade, mens I have Rum; Den Glæde, den koster ei mere End angre vore Synder altid og nu Og os forlade af Hjerte og Hu Paa Jesum, ved hannem Gud bede, Saa er Eder Himmerig rede. 13. Gud unde os her at leve saa, Naar vi af denne Verden skulle gaae, Vi maate af Hjertet være glad, For alle Guds Gaver takke da, Saa frydefuld ind i Himmerig gaae Ved Jesum Christum Allesammen, Det unde os Gud Fader! Amen. Týddur til danskt 1569 av okkum ókendum yrkjara. 10 Kom Gud Skaber, o ooooo Hellig-Aand, Besøg vort Hjerte med din Miskund, Med din Naade forny vort Sind, At vi kunde kjende Skabning din! 2. Du, som kaldes vor Trøstermand, Den høieste nogen Tid være kan, Med aandelige Salve salve os med, At vi med dine Gaver blive besæt! 3. Optænd i os din Guddomsild Og ødelæg vor egen Bild, Giv os et Hjerte reent og puurt Og styrke i os det, du haver gjort! 4. Du est syv Fold i Gaver skjøn, Du est Guds Finger paa den rette Haand, Gud Faders Ord giver du vel Fart, Over alle Land at prædikes snart Driv fra os nu Djævelens List, Lær os at kjende ret Jesum Christ Og tage Korset af hans milde Haand, Hvilket han adskilligt giver alle Mand! 6. Lær os Faderen at kjende vel, Som os forsørger baade Liv og Sjæl, Sin Søn for os i Døden gav, At vi skulle ikke faae evig Straf! 7. Gud Fader være Lov, og hans kjære Søn, Som os forhvervede den evige Løn, Dertil vor Trøster, den Hellig-Aand, Lov, Priis og Ære i alle Land! Stendur í sálmabókini hjá Hans Thomissøn frá d. Naar jeg betænker den ooo Tid og Stund Som jeg af Verden skal fare, Mit Hjerte sig fryder saa mangelund, Som Fuglen ved Dagen den klare; Det er den Dag, Da al min Klag, Min Sorrig og Jammer faaer Ende; Til Glæden sød I Abrahams Skjød Kommer jeg fra dette Elende. 2. Jeg veed, min Frelser Jesus Christ I Guddoms Ære lever, Han mig af Døde opvækker vist, Med denne min Hud omgiver, Mit Kjød og Been, Uden Bræk og Meen Skal skinne som Solen den klare, Guds Ansigt blid Skal jeg altid Beskue aabenbare.

10 3. Er jeg end fuld af Synd og Last, Som jeg haver her bedrevet, Dermed det evige Liv forkast Og Dødens Fange er bleven; Det er min Trøst, At Jesus Christ Kom ned til mig paa Jorden, Han traadte for mig Mod Døden i Krig, Min Frelser er han vorden. 4. Ligesom vi alle af Adams Fald Ere Dødens Skyldner vorden, Saa haver Christus vor Synd betalt Alt med sin Død den haarde. Min Synd og Last Er paa ham kast, For dennem han Fyldest gjorde, Jeg ved hans Død Og Blod saa rød Med Gud forligt er vorden. 5. Slangens Hoved er søndertraad Af Qvindens Sæd den rene, Den grumme Død haver mist sin Braad, Den borttog Christus alene, Og Helvedes Magt Er ødelagt, Over mig skal den ei raade; Trods Satan og Død Og Helvedes Glød, De kunde mig intet skade. 6. Paa Korset døde Christus for mig Og lod sit Legem begrave, At jeg skal leve evindelig, Med hannem Himmerig have; Til min Retfærdighed jeg veed, Er han igjen opstanden, Min Jammer og Nød, Min Synd og Død Tog han alene til Fange. 7. Eia, min Sjæl! vær frisk og bold, Glæd dig i Christo, din Herre, Thi Døden, som før var Syndens Sold, Til Gode skal dig nu være; Straf var den før, Nu er den en Dør, En Gang til Himmeriges Rige, Nu er din Død En Søvn saa sød, Al Sorrig med den bortviger. 8. Du tør ei frygte, hvor du kommer hen, Naar du af Verden skal vige, Dig favner en tryg og fuldtro Ven, Som dig vil aldrig svige; Christus, Guds Søn, Gjorde for dig Bøn, At du skulde hos hannem blive; I Glæde og Ro Han altid boer, Den vil han dig og give. 9. Et Sovekammer skal være min Grav, Mit Legem sig der skal hvile, Paa Dommedag staaer jeg deraf, Derpaa jeg intet tvivler; Gak ind, min Sjæl Og hvil dig vel, Det Onde lad overfare, Luk Døren til, Naar Gud han vil, Da skal du aabenbares. 10. Retfærdige Gud og Fader blid, Din Viisdom kunde det raade, At Naade og Retfærdighed Ved Magt kunde blive Baade; Hvo Synden gjør, Han rettelig døer, Det kan ei andet være; Vor Død og Grav Er Syndens Straf, Retfærdighed det begjærer. 11. Saa vilde og Guds Barmhjertighed, At vi skull igjen opstande, Til evigt Liv og Salighed, Alt i de Levendes Lande; Lide vi her Nød Og blive død, Vi maae dog ei fordærves, Vi skulle opstaae, I Himmerig gaae, Det haver os Christus forhvervet. 12. Eia! saa døer jeg gladelig, Jeg frygter for ingen Vaade; Christus mit Liv er visselig, Og Døden er mig en Baade, Døer jeg end her, Jeg lever dog der, Mit Liv der først begyndes, Med Glæde stor I Englekor, Som aldrig skal forsvinde. 13. Naar du vil kalde, og Herre sød! Tilrede vil jeg da være; Min Sjæl med Fryd i Abrahams Skjød Lad dine Engle bære! O Jesu Christ, Som Døden vist For mig paa Korset taalde, I Dødens Krig Du stat mig bi, At jeg kan Seier beholde! Helst yrktur av norska prestinum Peder Nielsen, Hann átti ein son, sum æt Niels Pedersen, og sum doyði um ár Verða byrjanarbókstavirnir í hvørjum ørindi settir saman, mynda teir navnið: Niels Pedersen. Sálmurin er kendur í Noregi í 1611 og er so statt tann elsti núkendi norski sálmurin. Sálmurin varð sungin í Føroyum til jarðarferðir. 11 f. Mær rennur í huga ta oootíð og stund, Eg hiðani frá skal fara. Mítt hjarta er fegið og frøðist mín lund, Sum fuglur við dagin skæra. Tí tað er tá, At øll mín trá, Mín trongd og mín tregi skal enda. Við gleðislag Á Ábrahams knæ Eg vesalavætti skal lenda. 2. Eg veit, at Jesus mín frelsari Í himmalsins dýrd nú livir, Og at hann úr deyða skal vekja meg Og draga húðina yvir Mítt hold og bein Uttan brek og mein. Sum sólin bjørt skal eg skína, Guds andlit tá Eg altíð skal sjá, Og gloymd er øll trongd og pína. 3. Og eri eg fullur av synd og list, Sum eg havi framt á foldum, Og harvið hitt æviga lívið mist, fast fjøtraður undir moldum. Mín troyst tað er At Jesus her

11 Til mín í heimin varð borin Og fyri meg tá Hann deyðan leyp á. Mín frelsari er hann vorðin. N. M. føroyskaði. 12 Af Høiheden oprunden er o oen Morgenstjerne klar og oooooooooooooooooooooooskjer; Fuld af Sandhed og Naade, Du Davids Søn af Jacobs Stamm, Min Konning god og min Brudgom Fryder mig overmaade, Liflig, Venlig, Skjøn og herlig, Stor og hæderlig, Rig paa Gaver, Lys og Liv jeg i dig haver. 2. Du lille Barn, deilig og skjøn, Gud Faders og Mariæ Søn, O, du høibaarne Konning, Du est mit Hjertes Lilium; Dit hellig Evangelium Er sødt som Melk og Honning. Kjære Herre, Hosianna, Himmel-Manna, Dig til Ære Glad i Aanden vil jeg være. 3. Du skinnende Jaspis og Rubin, Indgyd udi mit Hjertes Skrin Til dig Kjærligheds Brynde, At jeg maa dig af Hjertets Grund Elske og ære allenstund Og faae hos dig god Ynde; Dig skee, Christe! Brudgom kjære, Priis og Ære, At du vilde Mig fra Synd og Sorrig skille. 4. Min Sjæl i Gud da fryder sig, Naar du til mig seer mildelig Med dit miskundheds Øie; O Jesu Christ, min Frelser god, Dit Ord med Aand, Legem og Blod Mig Salighed tilføie! Tag mig Venlig Udi din Arm, At jeg bliver varm Udaf din Naade! Paa dig vil jeg mig forlade. 5. O, Gud Fader og Herre blid! I din Søn, du af evig Tid Saa inderlig mig elskte. Din Søn haver trolovet mig, Jeg er hans Brud saa inderlig, Han mig til Livet frelste: Eia, Eia, Han det giver, At jeg bliver I stor Glæde Hos dig i Herligheds Sæde. 6. Frisk op med Instrumenters Lyd, Cithar og Luth med Lyst og Fryd, Lader Eder nu høre, At jeg med dig, og Jesu kjær, Min Brudgom skjøn i Tugt og Ær, Kan mig ret lystig gjøre; Sjunger, Springer, Jubilerer, Triumpherer, Herren priser, Som os slig Ære beviser! 7. Jeg er nu glad og meget fro, Min Frelser er Alpha og O, Begyndelse og Ende, Som mig fører med Lov og Priis Til Himmerig, til Paradiis Fra Jammer og Elende; Amen, Amen, Kom, o milde Jesu lille, Tøv ei længe, Lyst til dig mit Hjerte monne trænge! Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (* 1783, ) 13 O kjære Sjæl, frygt aldrig o meer, Naar Alting suurt i Verden seer, Og Herrens store Domme For Syndens Skyld vil falde ind, Vær dog frimodig udi Sind, Lad hvad der vil kun komme, Gud kjender dog de Fromme. 2. Jeg gruer ei, om jeg end saae Al Verden vilde undergaae, Og ei om Himlens Vrede I Luft og Hav og Jorden skjød Fordærvelser og giftig Død; Min Jesus skal dog lede Mig ud og for mig bede. 3. Thi jeg ved Herrens gode Aand Beseglet er og i Guds Haand Indtegnet ud af Naade; Han aldrig mig forglemme kan, Det troer jeg vist og beder, han Vil ene for mig raade I Velstand og i Vaade Og mens jeg er en Vandringsmand Paa Jorden og til Himlens Land Med Hu og Hjerte stunder, Jeg een udaf Guds Helgen er, Som udi Stride Kirken her Paa Jesu Saar og Vunder Min Tro og Frelse grunder. 5. Imidlertid jeg frygte maa Og idelig bevæbnet staae Mod Satan, Synd og Laster, Intil min sidste Fiende faaer Ved Jesu Død sit Banesaar Og Døden slet omkaster, Naar den mig stærk antaster. 6. Hvad Møie, Trængsel mig har mødt Fra første Dag at jeg blev født, Den skal jeg nok forglemme, Naar jeg i Seierkirken skal, Blandt Englenes og Helgens Tal Guds evig Ære fremme Med Englemaal og Stemme. 7. Min Kjortel toer min Jesus hvid Udi sit Blod i Naadens Tid, Han vil mig ogsaa give Den lange hvide Kjortel paa, Hvormed jeg skal for Thronen staae, Der Engle lig at blive Og al min Sorg fordrive 8. Da skal jeg saae i Hænde fat Den Seier-Palme, som er sat Til stor Triumph og Ære For Seieren, som Jesus lod Mig vinde ved sin Død og Blod, Den skal min Glæde være Som Seiers-Tegn at bære.

12 9. Da skal jeg for den Salighed, Som ved Guds Lam mig er bered, Gud Fader Ære sige, Hvortil Guds Engle stemme vil Og lægge deres Amen til, Som udi Himmerige Al Sands skal overstige. 10. Min Sjæl alt fuld af Længsel er, Og længes, mens jeg lever her, O Jesu! til den Glæde, Hvor alle Helgen tjene dig Udi dit søde Himmerig; O! naar vil du tilstede Mig didhen op at træde 11. Hvor Modgang, Sygdom, Sorrigs Qval Til Glæde sig forandre skal Og mig ei meer omspænde, Men al min Graad skal tørres af, Saa gaaer jeg trøstig til min Grav Af denne Tids Elende Og faaer en salig Ende. Thomas Kingo (* 1634, ), danskur d. Fra Mennesken haver ooooo jeg vendt min Hu, Til dig min Sjæl opløfter; O Herre Gud! bevar mig nu, At Intet mig mistrøster! Al min Tillid haver jeg til dig, Fra Skam og Skjændsel vogte mig, At sig mine Uvenner ei glæde. 2. Beskjæmmet bliver ingen Qvinde eller Mand, Som sig paa dig forlade, Din vældige Haand dem frelse kan Fra Sorrig og alskens Vaade, Men Skam og Skjændsel faae alle de, Som dine Tjenere gjøre Vee Foruden al Aarsage. 3. Viis mig, o Herre! din Vei at gaae, At jeg din Sti maa lære, I Sandhed lær mig ret at staae, Thi du est Gud min Herre, Min Hjælp og Trøst og al Tillid, Dertil forlader jeg mig altid, Trods dem, som mig forfølge. 4. Min Herre! lad dig til Hjertet gaae Og værdes det at betænke, Hvorledes de alle med dig staae, Hvilke du din Naade skjænker: Besluttet haver du forvist Af Evighed foruden List, Hvormed de salige vorde. 5. Min Ungdoms Brøst og Ufornuft, O Herre! vil du forgjette; Forlad mig al min store Utugt Og mine Synder udslette, Formedelst Christi Rosens Blod, Som nøgen for mig paa Korset stod, O Herre! ihukom dette! 6. Herren er sød retviis og god Dem, som hannem paakalde; Om de end noget af Veien gaae, Han vil dem dog ei undfalde; Han lærer dem sin Villie god, Befæster den i deres Hjerterod, Alt efter sin egen Villie. 7. Herrens Veie ere Sandhed visselig, Godhed, Miskund og Naade. Sit Løfte holder han tryggelig, Snarlig giver det til Baade Alle dem, hans Ord samtykke nu Og elske hannem af Hjerte og Hu, Som os af Skriften kundgjøres. 8. For dit hellige Navn, og Herre Gud! Afslet alle mine Synder; Det er saa meget det onde Krud Og voxer alle Stunde; Derfor, o Herre! undervise mig Udi din Lov at vandre rettelig, Aldeles efter din Villie! 9. Menneskens Sjæle, som frygte Gud, De skulle hans Rige arve; De, hannem troe, faae evig Ro Og skulle ret aldrig fordærves; Herren er deres rette Forsvar, Sit Testament dem aabenbar, Desligest den Hellig-Aand skjænker. 10. O Herre Gud! til dig altid Min Øine jeg opløfter; Frels mig af Snaren, jeg er udi, Til Helved mig Synden forpligter, Forbarme dig mig, og Herre Christ! Thi jeg er arm og usel vist, Dertil af Mange foragtet. 11. Mit Hjertes Ve og Nød er stor, Udaf min Sorrig mig redde, Anse, at jeg vanmægtig er, Af Trældom fast lagt øde, Afslet al min Uretviished! Thi Mange gjøre mig Ufred Og af Fortræd mig hade. 12. Bevar min Sjæl og hjælp nu mig, At jeg nu ikke beskjæmmes, Mit stadige Haab haver jeg til dig, Din Villie lad hos mig fremmes, Og hjælp nu, Herre! af Sorrig og Ve Israel dine Tjenere, Som dig alene tilhøre! 13. Gud Fader, Søn og Hellig-Aand Ville vi til evig Tid prise For hans Naade og Velgjerninger sand, Som han os daglig beviser, Til Legemet her forseer os vel Og rigelig bespiser vor Sjæl, Thi sjunge vi Halleluja. Yrkjarin er letlendingurin Andreas Knøpken (* 1493, ), 1527, Týðarin er okkum ókendur. 14 f. Eg hug mín havi frá ooo oooooo heiminum vent, Til tín sær sál mín lyftir; Tí, Guð, tín hond til tess er ment, At einki ilt meg hittir! Alt álit mítt eg seti á teg, Frá skomm og skaða varða meg, Frá øllum tí, meg vil granda! 2. Ei nakra tíð verður svikin tann, Ið leit seg til tína náði, Tí alvalds hond tín bjarga kann, Um stór er trongd og váði. Men illa til skammar verða tey, Sum gloyma teg og í síni neyð Bert troysta á sítt egna. 3. O, lær meg, Harri, at ganga tín veg, So eg av honum ei víki, Og lat tín sannleika leiða meg, So komi eg í títt ríki! Tú hjálp mín ert og uggi mín, Og altíð er mín lít til tín, Hvat mær so fyri verður.

13 4. O, Harri mín, Guð, eg alla tíð Til tín míni eygu vendi, Úr snerruni eg eri í, Mær bjarga við tíni hendi! Lat synd mær aldri vinna á, Sum dregur meg tær burtur ífrá! Goym meg í tíni náði! Í formælinum til Gomul føroysk Sálmaløg frá 1931 skrivar Waagstein millum annað:»okkara fedrar bóru altíð sangin fram, bæði í gleði og í sorg, og tað ráddi um fyri teim, at orðið kom at bera sangin, og tí kundi hin fremmandi, uttan grund, finnast at sanginum, men minnist til, hvat hin gamli kirkjufaðirin Hieronymus álegði teimmum gregoriansku sangarunum:»sic cantet servus Christi, ut non vox canentis sed verba placeant«. Tað er: Soleiðis eigur tænari Krists at syngja, at ikki rødd sangarans, men orðini skulu gleða mest. - Nú stendur tað til okkum at frambera hesi gomlu sálmaløg so hábærsliga, at tey verða orðinum góðir tænarar.«at hin fremmandi finst at sanginum, man sipa til, at hvør einstakur kingosangari alla tíðina varieraði lagið, soleiðis at hansara tulking av tekstinum stóð klárari, og tá íð so fleiri komu saman at syngja, t. d. í kirkju, so gjørdist úrslitið ein fleirraddaður-polyfonur-sangur, sum ikki 5. Tú sál mína varða og styðja meg, At eg ei fara skal illa! Eg vón og álit seti á teg, Lat einki meg frá tær villa! Í neyð og sorg ver tú mær hjá, Og lat meg ásjón tína sjá Nú og í øllum ævum! Jacob Dahl, próstur (* 1878, ) týddi Um at tulka tekst við at improvisera lagið fylgdi teimum lógum, sum okkara dur- og molskúlaðu oyru eru von við og dámar. Heldur fylgdu tey øðrum lógum, sum mundu vera knýtt at kirkjutonalu tónastigunum og sereyðkennum í hvørji einstakari sókn sær, og sum tí ikki eru so løtt at gera eftir við fríari improvisatión. Hinvegin kann ivaleyst av røttum verða sagt, at ein kingosangari, sum ikki dugir at improvisera, er ikki rættur kingosangari, og tað er helst munurin á okkum trimum og Berinti. Men tað er júst hetta fjølbroytni, sum ger kingosangin til eina keldu til íblástur hjá teimum, sum hætta sær undir hann. Tú skalt ikki hava fingist leingi við kingosang, fyrr enn tú t.d. varnast smáar nótamyndir, sum ganga aftur sum riff. Hetta átti at verið áhugavert hjá einum jassspælara ella einum gospelsangara at kanna nærri.»nú stendur tað til okkum at frambera hesi gomlu sálmaløg so hábærsliga, at tey verða orðinum góðir tænarar«, segði Waagstein, og tað gjørdi hann við at útseta løgini fyri orgul, soleiðis at tey kundu nýtast í kirkjuni ájavnt við løgini úr Bielefeldt og Den danske Koralbog, men harvið vóru gomlu sálmaløgini eisini læst føst, og tað varð ikki longur rúm fyri improvisatiónum. Har afturat fekk hann Jákup Dahl próst at yrkja og umseta allar 15 sálmarnar, sum stóðu í fyrstu útgávuni. Eisini Karl Clausen útsetti fleiri av teimum kingoløgunum, sum hann uppteknaði saman við dóttrini, Marionnu, fyri kór. Um gittarútsetingarnar og nýtslu av capo Vit hava roynt at gingið í fótasporunum hjá Waagstein og Clausen og útsett nøkur løg fyri gittar, sum man vera vanligasta ljóðføri nú á døgum, og syngja tey á føroyskum. Útsetingarnar eru í flestu førum skrivaðar í lægra lagi, soleiðis at fleiri møguleikar vera at laga tær til ymiskar røddir ella til ljóðføri, íð eru stillað í øðrum tónastigum enn C dur, við at nýta capo. Á fløguni eru hesir sálmarnir spældir soleiðis: Nr. 2f Mansbarn vilt tú av álvara grunda, er spældur við capo á 2. bandi. Nr. 5f Sum ígjøgnum sorta skýggja, er spældur við capo á 5. bandi. Nr. 8f Mín sál, Guðs lov tú syngi, er spældur við capo á 2. bandi. Nr.11f Mær rennur í huga ta tíð og stund, er spældur við ongari capo. Nr.14f Eg hug mín havi frá heiminum vent, er spældur við capo á 4. bandi. Tríggir kingomenn syngja undir guðstænastuni í Selatraðar kirkju á vári (Tikið myndina hevur: Martin Rasmussen)

14 26 27

15 28 29

16 30 31

17 32 33

18 34 35

19 36 37

20 38 39