Transskription af interview med Maria og Lotte

Transkript

1 Transskription af interview med Maria og Lotte I= Interviewer I2= Anden interviewer M= Maria L= Lotte I: Vi kunne godt tænke os at starte bredt med nogle spørgsmål. Hvis en af jer vil beskrive en helt almindelig hverdag, når I møder i Ida og Milles institution? Hvad gør I? Hvordan foregår det? L: Altså fra vi træder ind ad døren? I: Ja præcis. M: Vil du prøve det Lotte? Så kan jeg supplere, hvis det er. L: Ja. Jamen vi plejer at gå ind med dem en af gangen, i hvert fald her mens de har været helt små. Fordi de har det med at stikke af, og så har vi jo ikke kunne Vi har gået ind med en af gangen. Og så kommer der en pædagog. Så tager vi jakke og sko af. Så går vi ind, og så er der en pædagog, og så sidder de og spiser morgenmad tit og ofte. Og så kommer de og tager pigerne op på armen. Så afleverer de deres sut.. M: Så aflevere de sutten, der bliver hængt op i de der kroge der. L: Og så går jeg ud efter den næste pige ude i bilen, og så har jeg madpakker med også. Så er der en pædagog mere, der tager den anden pige. Så sætter vi madpakker på plads i køleskabet og lægger frugt op i skålen. Og så er de meget obs på, at pigerne vinker og siger farvel. I: Der i det store vindue der? M: Nej det gør vi ikke. På det tidspunkt er de sådan set bænket ved morgenbordet og er optaget ved det. I: Okay. M: Så det har været sådan en god afledningsmanøvre i virkeligheden, fordi de har været I: Så I siger farvel i vuggestuen, ved bordet? L: Ja. I: Okay. 1

2 M: Så siger de kan I vinke til mor eller mommy, og så registrerer de knap, at vi er videre. Men der er selvfølgelig nogle dage, hvor afleveringssituationen kan være mere grådkvalt, men det er ikke så tit, synes jeg. L: De er rigtig glade for at være der. M: Ja de er rigtig glade for at være der. Og der er nogle dygtige pædagoger, som kan aflæse, hvornår de har brug for lidt mere og sidde på armene. I: Afleverer I altid enkeltvis? Altså en af jer? M: Ja det gør vi. Nogle gange henter vi dem sammen. Men det er jo sådan travle morgener vi skal ud af døren. L: Vi har forskellige skemaer hver dag begge to. Så vi laver sådan en planlægning søndag aften. Så laver vi for en uge ad gangen. M: Ja se, der hænger et skema der. Det er et reduceret skema. Tidligere der stod der også, hvornår man skulle gå i bad. I: Haha. Er det rigtigt? M: Ja men det var dengang, der virkelig var travlt. Hvornår pigerne skulle i bad. I: Nååårh.. M: Nej nej, ikke hvornår vi skulle i bad. Det var dengang du var presset på studiet Lotte, så tænkte du struktur, struktur, struktur. L: Så må vi hellere lave et excel- ark. M: Jamen det virker. Det virker. Der står, hvem der skal lave mad, hvem der skal putte, hvem der har natten. I: Så bliver man heller ikke uenige. M: Nej! Det gør man nemlig ikke. Der er mange tvistere, der kan undgås der. I: Gør I jer nogen tanker, når I går ind i institutionen om, at I er to mødre, frem for en far og en mor? Sådan i hverdagen. M: Ikke i hverdagen. Slet ikke. Der synes jeg ikke der har været noget L: Nej de har også godt styr på det. Hvem der er moren, og hvem der er mommy. Og det kører bare. M: Det kører? L: Fordi vi kender alle pædagogerne i huset. M: Ja. Nej ikke på daglig basis. Det synes jeg ikke. I: Altså I synes ikke, I bliver mødt af en eller anden forvirring af dem? 2

3 M: Nej. På ingen måde. Overhovedet ikke. Overhovedet ikke. I: Det er dejligt. Hvad med inden I startede. Tænkte I over det der? M: Hmmm (tænker) L: Vi tænkte nok, at de nok lige ville studse lidt over det.. M: Jaaa L: Men Fordi det jo ikke er København det her, fordi hvis det havde været det, så havde det set anderledes ud. M: Pigerne startede jo i en institution i Hillerød. De nåede at gå i vuggestue nogle måneder der, og der tror jeg, det er rigtigt. Jeg tror, vi har en eller anden indbygget ide om Og det har så vist sig i hvert fald at blive gjort til skamme. At der måske kan være nogle flere lad os bare kalde dem fordomme omkring anderledes familier. Altså herude i provinsen. Simpelthen fordi vi ikke er så stor en del af gadebilledet herude. Og det, synes jeg da i den grad, er blevet gjort til skamme. L: Ja! Det synes jeg også. I: Også i institutionen? L: Ja fuldstændig. M: Ja fuldstændig. Det synes jeg. L: Også fordi de har skrevet mor og mommy på de skilte ude i Både inde i institutionen. Der hænger sådan nogle kort med, hvornår deres fødselsdag er. Og så hænger der også ude ved knagerne. Og det er lige som, så kan alle forældre, der kommer ind, altså se nå men der er to piger. Og det så er det sådan. Og der har aldrig været noget. M: Ikke på daglig basis, hvis det stadigvæk er det, vi taler om? I: Hvad hvis det ikke er på daglig basis? M: Jamen jeg tænker da på, der var fx sådan en juleafslutning, hvor hele husets forældre er inviteret. Øhm Der tænker jeg da lidt, at der måske Der tænker jeg da sådan ubevidst.. Der er jeg da meget bevidst om, at vi er to der.. I: Fordi I er de eneste? M: Ja fordi vi er de to eneste. Og det er sådan en bevidstgørelse, som jeg aldrig nogen sinde har altså.. Det er det der med at se sig selv udefra. Hvor man tænker, jamen hvad mon de tænker? Jeg ved ikke, om der er nogen, der kan være lidt bekvemt ved det eller.. I forhold 3

4 til hvordan de skal håndtere det, men det skal jo netop ikke håndteres. Det skal det jo ikke. Men det tænker jeg. Jeg tænker lidt, at det godt kan være os selv, der har nogle.. I: Jamen er det mere her, i forhold til da I havde jeres børn i Hillerød? L: Jamen der nåede vi ikke rigtigt at være med til noget. Der har vi ikke rigtig noget at basere det på. M: Nej det har vi ikke. De var der tre- fire måneder. Men der havde vi slet ikke tid til at deltage i sådan nogle ting. L: Men det var også rigtig søde pædagoger, der var der. Der var ikke noget. M: Ja bestemt. Der var intet der. Slet ikke. I: Hvad er en almindelig familie? En kernefamilie? Hvad ser I som det? L: Et eller andet sted mor, far og to børn, ikke? (spørger Maria) M: Puuuh... Jeg vil nu sige, vi er en kernefamilie. Altså hvis en kerne består af børn og et par, som skaber et hjem og en tryghed og en base omkring det og har nogle værdier at bygge det på, så er det vel en kerne, og så er vi vel også en kernefamilie. Men hvis man betragter en familie sådan helt objektivt og slår kernefamilie op, så er det to. En mor og en far og nogle børn. Men den. den stemmer jo ikke overens med virkeligheden. I: Nej det er jo det. Der er jo papmødre og enlige mødre.. I2: Og mødre, der har valgt at få et barn alene. I: Det registrerede vi, at der ikke var noget af nede i vuggestuen. Der er ingen enlige mødre. I2: Og der er ingen skilsmisser. Altså i vuggestuen. M: Er det rigtigt? Hold da op. I2: Kun inde i børnehavne. Der er ikke i vuggestuen. M: Det var der ikke? I: Nej. Men har I tænkt over det, altså enten er der mor, far og børn - situationen eller også er der noget andet? Eller tænker I, at I er det samme? Hvor ligger distinktionen? Du siger, I er en kernefamilie, fordi I er forældre og børn sammen. Men er man så en kernefamilie, hvis man er alene mor? M: Ja det er et godt spørgsmål. Jeg tror jo i virkeligheden.. Det er jo bare en betegnelse og et begreb, som vi prøver at ramme det her ind af. Men hvad skal der være, for at du kan sige: det her det er godt, og det er trygt, og der er kærlighed og der er omsorg. Det kan også godt lade sig at gøre i en skilsmissefamilie dybest set jo, altså. Men om den skal have 4

5 etiketten kernefamilie kommer jo så igen an på, hvordan vi vurderer det. Hvad tænker du Lotte? L: Ja. M: Fordi Jamen nej en skilsmissefamilie er vel ikke en kernefamilie? I: Så det er ikke en kernefamilie? M: Nej. I: Og hvad med en enlig mor, er det en kernefamilie? Det er bare for at få en definition. M: Ja. Jamen det er det jo ikke. L: Det er et begreb vi har for at finde noget, der kan dække situationen, som den ser ud oftest i en familie. I: Ja? L: Og det er mor, far og børn. Og er sådan, som børn også leger. De leger mor, far og børn. Og det har sådan set bare hængt ved. Og nu ser det jo helt anderledes ud for mange familier. Vi er det man kalder en regnbuefamilie. Det kalder Stork Klinik det i hvert fald fra København. M: Regnbuebørn. L: Og det er også et begreb som florerer på internettet. I i København er der sådan nogle mødesteder for regnbuefamilier. M: Men hvis vi går sådan helt nøgternt i forhold til termen kernefamilie nej, så er en enlig mor ikke en kernefamilie. I: Nej? Fordi der skal være to forældre? M: Fordi der skal være to forældre. I: Så det er lige som forældrene, der er med til at M: Ja. I: Hvad synes I om regnbue - betegnelsen? Bruger I den selv? L: Nej, det har vi ikke gjort. M: Nej det gør vi faktisk ikke. L: Det er ikke rigtig et issue i det hele taget. Vi er bare en familie, som alle andre er en familie. M: Næh, det gør vi faktisk ikke. Men mon ikke, vi i højere grad havde valgt det, hvis vi havde valgt at få børn via Stork Klinik? L: Ja for så har man ligesom begrebet inde. 5

6 M: Jaa, så har man også en tilknytning til de andre forældre, der er blevet mødre nede ved Stork. I: Hvad er Stork helt præcist? M: Jamen hun er jo sådan en jordemor. Og hun var den første, der åbnede en klinik og fandt et hul i lovgivningen i forhold til at inseminerer kvinder. Og det er jo typisk lesbiske, men også enlige kvinder. L: Og læger måtte ikke? M: Læger må ikke inseminerer, men jordmødre må gerne. Så hun har lige som været forgangskvinde på det felt. I: Hvad hedder hun? M: Hun hedder Nina Stork. Storks klinik. Hun har så oprettet en gruppe i tilknytning til sin klinik, hvor man kan komme med sine børn, og så kan de her børn møde andre ligesindede. Og mødrene også. Og så kan man snakke om, hvordan man håndterer de problematikker, som nok godt kan opstå, når børn bliver større og begynder at spørge, hvordan kan det være L: Hvor er far? M: Anthon henne i børnehaven har en far, og hvor er min og sådan. Altså det er ting, som sådan er.. I: Håndterings? M: Ja et eller andet sted. Det tror jeg. I: Har I skulle forhold jer til jer som par og jeres valg af hinanden på en anden måde, efter I har fået børn? Skal man mere konfronteres med sin valg? L: Det tror jeg, det er for alle familier, der får børn. Der bliver virkelig vendt op og ned på alt. Det tror jeg det er uanset om, hvad for en slags familie, man er. I: Bliver der stillet spørgsmål til jer på en anden måde, nu hvor I har valgt at blive forældre? Altså skal seksualitet altid hives ind i jeres forældreskab, når I møder folk? L: Jamen det er tit folk spørger direkte : nå men hvordan er de så blevet til?. Altså der er ikke sådan rigtig nogle hæmninger. De tænker, det er sådan et naturligt spørgsmål, synes de fleste egentligt, at spørge jamen, hvordan skete det så?. Altså nu skal du høre her; du går ind på en klinik, og så tager du bukserne af.. (Vi griner alle) M: Det er faktisk rigtigt. Det spørgsmål vil man jo aldrig stille til et heteroseksuelt par. L: Også folk som man ikke kender ret godt. Det er bare det første (griner). 6

7 M: Så også jamen hvem af jer har så født pigerne?, hvem er den biologiske mor? Og så bagefter jamen hvordan fik I det så? Og er der en far?. Dybt intime spørgsmål, som bare stilles med den største selvfølgelighed. Det er faktisk rigtigt. I2: Hvordan har I det så med det? M: Jamen jeg har det sådan, så får de historien fuldt ud. Så får de fra ende til anden: så var vi til den insemination, så var vi til den, så var vi til den. Der skete ikke noget. Så troede vi der skete noget. Så kom vi til den. Så skulle jeg starte på hormoner. Så skulle Lotte starte med at stikke mig med Så får de den. Så får de hele historien. L: Så kan de tænke lidt over, hvad det er for nogle spørgsmål, de stiller. M: jamen der har jeg for så vidt ikke noget.. Jeg tror i virkeligheden, de bliver blufærdige, fordi jeg tror, det går op for dem i det øjeblik, de har stillet spørgsmålet, at det faktisk er temmelig intimt spørgsmål. I: Ja for inden I fik børn, der spurgte folk vel ikke, hvordan fungerer det? M: Nej. Jamen du spørger jo ikke et heteroseksuelt par, hvordan ehh, hvordan er det nu lige I (alle griner). Så på den måde kan vi da godt mærke, det er anderledes. I: Spørger folk også ind til sådan noget med, hvordan det bliver for pigerne ikke at have en far? Skal I forholde jer til den manglende far? L: Det kommer vi nok til over for børnene i hvert fald. I: Men over for andre? M: Nej. L: Nej. Slet ikke. M: Det er som om, at når vi har afsluttet den del af samtalen, der handler om, hvordan de er kommet ud af mig, så tror jeg ligesom, så kommer der ikke flere spørgsmål. Fordi det vil jeg jo tænke, må være det mest oplagte spørgsmål at stille i virkeligheden. Har I tænkt over, hvordan der kommer en far ind i billedet? I: Men skal man tænke over det, synes du? M: Jeg synes i hvert fald, vi har gjort os mange overvejelser over det. Nu må vi se, hvordan de (red. pigerne) kommer til at reagere, når de finder ud af, at vi er to kvinder. Men selvfølgelig har vi overvejet det. Helt tilbage til dengang vi overvejede, hvordan vi skulle blive gravide. Det er jo anonym sæddoner, som vi har fået. Og så findes der delvis anonym sæddonation, hvor man åbner en mulighed for, at barnet som 18- årig kan få oplyst sin fars navn, få i hvert fald en navneidentitet fra faren. 7

8 L: Og få muligheden for at møde vedkommende i en time. I: Og det har I valgt fra? L: Ja. M: Ja. L: Fordi det er ikke en far. Og det kan de let få det skabt til, at hvis mor og mommy er dumme, så kan jeg bare sige det til min far, når jeg møder ham. Og han har måske ti andre donorbørn og en familie. Det er jo ikke en far, det er jo bare et biologisk ophav. M: Det er et biologisk ophav. L: Som ikke er andet end det, og det kan man let få skabt hos teenagere, tænker jeg. Plus vi ikke ville have, at en tredje skulle blande sig. Men de mangler jo. M: Altså for mig er det rent symbolsk, at de skal møde en far, fordi det skaber ikke en relation, det skaber ikke en far. Det gør det altså ikke. Og den far kan jo være narkoman, eller han kan være død, eller han kan have en stor familie, eller han kan have alle mulige, som kun kan skuffe forventningerne om, hvad der gemmer sig bag denne her. Og far er jo ikke.. Ja det er et biologisk ophav, men far er jo lige så meget en social kategori. L: Fuldkommen. M: Og den fylder vi jo ud. I2: Ja. Så det er ikke nødvendigt for en familie, at der er en far? M: Jo sådan strengt biologisk er det jo (griner). Der havde vi nok ikke klaret den. Jeg synes, det er vigtigt, at der er mænd omkring dem. Så de får de input fra en maskulin mandlig del. Så har de jo både onkler og min far. Men om det er afgørende for, om vi får nogle sunde velfungerende piger ud af det, så bliver det nej. Det tror jeg ikke på. I2: Det ser hvert fald ikke sådan ud. I: Du viste os de der navnekort i går (henvendt til Maria). Det der hvor der står mor og mommy, og så sagde du, at sådan er det ikke altid. At I tit får kort, hvor der står mor og far, der skal udfyldes. Kan I give nogle eksempler? M: Det er jo sådan, at man skal melde til det lokale kirkekontor, når der bliver født nogle børn. Og der er en blanket, som tager udgangspunkt i kernefamilie- begrebet med en mor og en far. Og der var jeg ude for to gange, at jeg skulle henvende mig til dem, fordi jeg fik et brev fra dem om, at med mindre jeg opgav farens navn, så ville der. Altså hvis nu man som ene kvinde får et barn, og faren er ukendt. Og de troede, der var tale om en ukendt far. På det tidspunkt havde Lotte adopteret pigerne. 8

9 L: De ville til at lave faderskabssager. M: De ville have mig ind mundtlig jeg ved ikke hvad reglerne er, men jeg tror nok, at man skal personligt ind og møde op for at bekræfte at faderen er ukendt. Det fik jeg et brev om, at jeg skulle. Så ringede jeg ind og forklarede sagerne. Jeg har et stykke papir, hvor det fremgår, at Lotte er med- mor. Det er hendes navn. Det er Lottes status. Og det er noget, som Amtsnævnet har været med til. Hun adopterede dem inden de blev født. Det kan godt lade sig gøre. Og det forklarede jeg så. Og det skulle hun nok ordne. Men så fik jeg nøjagtig det samme brev et stykke tid efter. Og det er jo, for mig siger det noget om, at systemet simpelthen ikke er gearet til os. Og jeg tror ikke, det er for så vidt ikke en menneskelig misforståelse. Det er en systemfejl. Ganske enkelt. Det er simpelthen ikke opdateret eller gearet til at håndtere atypiske familiekonstellationer. I2: Selvom der er ret mange af dem. Hvad tænker I om det? L: Der tænker jeg, der burde man liiige tage og rette det. Også i de blanketter, hvor der står far. Så lad dog være med at sende det til os, lad dog være med at skrive far, så man selv skal til at rette det. For det er jo ikke svært at rette det til et eller andet, der kunne passe bedre, og så kunne det passe til alle. M: Man kunne også bare skriver partner. I: Ja eller forældre 1 og forældre 2. M: Ja. L: Ja. L: Men det gør man bare ikke. Man lader det stå. M: Men kan du ikke huske de der sedler, der kom på pigernes vugge. Der stod også mor og far. Sådan fortrykt. Og så Peter Plys eller et eller andet. Og der var vi også sådan henne og strege ud til mor og mommy. Så det er simpelthen, fordi det er sådan en integreret del af... Det må jo være en integreret del af systemets ide om familie? I: Har det været særligt ved deres fødsel, eller har I også oplevet det efter? L: Nej det er alt offentligt. M: Også da de skulle meldes ind i vuggestuen. For det går jo gennem kommunal regi. Der får man også sådan en blanket hvor man skal skrive mor og far. I: Hvad så da I mødte op i vuggestuen? Var der noget, der skulle laves om der? L: Nej. Der skrev de jo bare navneskiltene og spurgte, hvad jeg hed. M: Ja. 9

10 I: Og heller ikke vi hørte om nogle stamkort i går? M: Nårh ja. Det kan jeg sgu ikke huske. L: Det tror jeg faktisk, der var. M: Ja, der har nok stået fortrykt far. L: Vi har i hvert fald ikke været ude for, at vi har tænkt: der var lidt mere en fællesbetegnelse. Det har kun været mor og far. I: Hvad tænker du, hvad føler du, når der står far? L: Det er lidt irriterende. Man tænker lav det nu om. Det er ikke svært og især ikke, fordi der er efterhånden flere forskellige slag familier og også enlige, der får børn. M: Men der er jo også en far, det er bare en ukendt far. L: Skal man så skrive doner 525? (griner) M: Det ved jeg ikke. Det ved jeg faktisk ikke, hvad man gør der. I: Men gør det så, at man lige som bliver tredje rolle? L: Nej, det synes jeg ikke. For så plejer vi at joke med, at det er mig, der er faren. M: Nej, det er jo ikke noget, der påvirker vores selvforståelse. L: Nej. I2: Altså det er mest noget, der irriterer, men det gør jer ikke kede af det? M: Nej! L: Nej, på ingen måde. Jeg synes bare, det er irriterende. M: Jeg synes, et godt gammeldags ord, det er forbistret. Fordi det er jo et eller andet sted noget sjusk. Det er noget sjusk, for der er efterhånden rigtig mange, der får børn, sådan som vi har fået. Så I: Det går for langsomt? M: Ja. I2: Vi har talt om, at normerne ændrer sig, men det er som om, at det strukturelle plan kommer efter? M: Ja. I: For det virker ikke som om, at I møder det fra sociale sammenhænge? L: Nej slet ikke. Det var langt værre, hvis det var den anden vej. M: Ja det ville det være. Ja for søren. Men spørgsmålet er, hvordan sådan en struktur kan påvirke? I: Ja og hvad, der kommer først? 10

11 M: Præcis. I2: Hvad tror I? M: Jamen jeg tror det er meget rigtigt, at den er forsinket. At virkeligheden er her, og her har vi bureaukratiet eller systemet, som ligesom er bagefter og som slet ikke får indhentet virkeligheden herhenne. I: Men ville det være anderledes? Tror I, at jeres forståelser af jer selv som familie ville være anderledes, hvis bureaukratiet var mere åbent overfor forskellige familieformer? L: Det ville nok ikke gøre den store forskel for mig M: Det tænker jeg heller ikke umiddelbart Hmm nej det tror jeg ikke. Dybest set ikke. I: Tror I, at andre ville blive påvirket af det? M: Det kan da godt være Det kan godt være, at der var nogen, der ville føle sig i højere grad imødekommet, hvis de oplevede et system, der kunne rumme dem frem for, at man har en oplevelse af et system, der ikke kan rumme en. I: Og har I den oplevelse? M: Nej det synes jeg ikke. Det er ikke noget, der har givet anledning til andet end irritation. Det er et irritationsmoment, det er ikke noget, der støder os. Det er irriterende. I: Er I gift? L: Ja M: Ja eller registrerede partnere, som det hedder. I: Var det noget, I gjorde, fordi I skulle have børn? L: Det var for, at jeg kunne adoptere faktisk. M: Jamen du havde jo friet til mig, inden jeg blev gravid. L: Ja hehe. M: Jeg var ikke ret langt henne, da vi så blev gift, men jeg var gravid. I: Okay. M: Det er jo noget helt andet, men jeg tror, at der hvor der virkelig er tale om, at der er nogen, som bliver stødt, over at systemet ikke kan rumme dem, er i hele snakken omkring vielser for homoseksuelle og hele den problematik. I: Tror I, at hele debatten om at blive viet går ind og påvirker det at være en familie? M: Jeg tror, det fører til en større bevidsthed om, at vi er her, og at vi eeer. Helt normale altså. Jeg tror da også, at det skaber en større synliggørelse. Hver gang sådan noget her 11

12 bliver debatteret, så bliver vi jo synliggjorte, om det så er på den positive eller negative måde, det synliggøre på. Jeg tror, det er dybest set positivt. I: Så jo mere det bliver italesat, jo mere bliver det også..? M: Ja det gør det I: Og det bliver det i hele mediebilledet. Så det holder op med at være sådan, at man tænker, det kun er i København? M: Ja det er spørgsmålet Altså det er jo Jeg vil nødig udtale mig om mentaliteter, og hvad der måtte herske af kulturer og normer sådan nogle steder, men jeg tror altså, det er lettere at være en regnbuefamilie i København, end det er i Thisted. I: Hvad med på Djursland? M: Jamen der synes jeg ikke Her synes jeg jo ikke, vi har oplevet det så meget. Og jeg tror et eller andet sted, at det er ret ressourcestærke familier, der bor her omkring. Det er mit indtryk. L: Ja. M: Og med ressourcestærke mener jeg også nogen med en åben horisont. Men altså det kan godt være, det bare er mig, der har en ide.. L: Det kan godt være, det bare er vores fordomme. M: Ja, det kan være det er os, der er homofobiske i virkeligheden. I2: Det er jo nok manges fordomme. Men hvorfor er vores fordom, at det må være lettere i København end i Thisted? M: Det tror jeg, har noget at gøre med, hvor synligt det er. Hvis det er en integreret del af bybilledet, at der går et par med hinanden i hånden.. L: Plus vi ved, det er tilfældet, at der er mange flere i København. M: Jamen jeg tror, at man slet ikke skal underkende, at det betyder rigtig meget, om man ser det. Og får det ind på livet. Det kender vi jo godt. At noget som vi kan have svært ved at forholde os til, det bliver nærværende og konkret i det øjeblik, vi selv sidder over for det. Og den chance er bare større i København, end den er i Thisted, hvor det ene lesbiske par, der måtte være, falder uden for.. Er virkelig atypisk, ikke er en kernefamilie Tænker jeg. Og det kan godt være, at vi er homofobiske, og at vores tanker i den grad bliver gjort til skamme. L: Ja? 12

13 M: Hvis vi skal overføre det hertil. Det er der jo slet ikke tale om. Men det er også.. Ja det ved jeg sgu ikke L: Nu er det jo helt klart yngre mennesker, vi har med at gøre. Både i vuggestuen og heromkring. Det er jo ikke noget sølvbryllupskvarter. M: Jeg tror også, der ligger noget i generationers syn på tingene. Helt bestemt. I: Grunden til, vi spørger, om I er gift, er at Dansk Statistik har en undersøgelse omkring familier. Her kan man ikke være sammen med en person af samme køn og være en familie, hvis ikke man er gift. Heller ikke hvis man har børn. Og Homoseksuelle kom først med i statistikken her i Det har vi studset over, for det kan man jo godt ellers. M: Men kommer de så til at tælle med i den samlede statistik for familier? Eller udgør de en kategori for sig? I: De er med i den samlede. I2: Men herunder har de en kategori for sig. M: Men det vil sige, vi.. Vi findes ikke? I: Nu gør I.. M: Men ikke før det? I2: Nej. Ikke før 2013 Der fandtes I ikke. M: Ej okay, der kan jeg faktisk nok godt blive lidt forarget. L: Ja det vil jeg også sige. Det var da enestående. Men altså med alle de nedskæringer og ting og sager der er og folk, der løber rigtig stærkt, så er der måske ikke råd i den offentlige sektor at gøre så meget ud af lige at få justeret. M: Det er fandeme en dårlig undskyldning. L: Det er virkelig ringe. Jeg tænker, det måske også er derfor, at systemet halter lidt bagefter, fordi at I: Der ikke er ressourcer til det? L: Ja, med mindre at det er så himmelråbende, at nu er der mere en , så de tænker nu må vi hellere få gjort et eller andet ved det. M: Ja. Det, synes jeg, virkelig er Nå... I2: Hvis du lever i et homoseksuelt forhold uden at være gift, så er du ikke en familie. Det er heteroseksuelle dog. M: Interessant. Men jævnfør vores snak hvad er en kernefamilie. Og man er jo nok tilbøjelig til, når man får spørgsmålet; er en enlig mor en kernefamilie? eller er en 13

14 skilsmissefamilie?, at sige nej, det er det vel egentlig så ikke. Det er så helt i overensstemmelse med Dansk Statistik.. (Små griner). Men hvad er det for nogle kriterier, der bruges til at? I: Jamen det er, hvor lang tid man har boet sammen, hvor gamle ens børn er og om man er gift og sådan nogle ting. Men der står jo ikke kernefamilie på den statistik. Der står bare familie. Så er spørgsmålet også, om der er forskel på en kernefamilie og en familie? Er en enlig mor en familie. Det vil alle jo nok sige ja til. Men er hun en kernefamilie, der vil de fleste jo nok sige nej. M: Ja. Men tror I ikke, at det der kernefamilie- begreb er klar til, at vi smider det på begrebsmøddingen? I2: Jo om noget tid. Vi har bare oplevet, at kernefamilien bliver helliget, selvom at den i mange år egentlig ikke har været særlig godt repræsenteret. M: Ja. I2: Så det måske mere er begrebet, vi ser som normalt, end det egentlig er noget vi er L: Ja Eller at kernefamilien bliver idealiseret I: Kommer I selv fra en familie med mor og far som der ikke er gået fra hinanden? M: Jeg er. Lottes er også. I: Siger I så, at I er fra en ægte kernefamilie? M: Det tror jeg, at jeg gør, hvis jeg bliver spurgt. I: Jeg tror nogle gange, det ligger i ordforrådet. M: Ja, det er i den grad indlejret i vores rygrad. Det er sådan en automat reaktion til at forklare. Når man siger kernefamilie, så er det noget med hus og en rimelig ok økonomi og nogle forældre, der har overskud, og der er vel at mærke to, måske også en hund og sådan noget. Så det, tror jeg, er rigtigt. I2: Føler I, at de nede i vuggestuen gør sig umage for at byde jer velkomne og huske på at kalde jer mor og mommy? M: Positiv særbehandling. Nej. Nej. L: Nej. De gør en dyd ud af at være helt almindelige, lige som hvis det havde været en mor og en far. I2: Så det er naturligt for dem? 14

15 M: Ja. Det har i hvert fald ikke givet anledning til, at vi har tænkt det, du snakker om dér. At nu måtte de lige behandle os.. Eller hvad ved jeg.. at vi har følt, der har været særbehandling. Slet ikke. I: Har I været til samtaler. Har de nogensinde nævnt det? M: Nej. L: Det er slet ikke noget, vi har snakket om. I2: Er de nogensinde kommet til at sige far og mor til jer og så lavet det om efter? L: Nej, det har de aldrig gjort. M: Nej, det har de faktisk ikke. I: I har selv fundet på Mommy. Hvor kom det fra? M: Du var lidt ked af at skulle have det tyske mutti. I: Eller mor 2. M: Ja, eller mor 2.. Men Mommy er jo også mumie? L: Ja. M: Men et eller andet sted, så var det jo nok det, du bedst kunne lide.. L: Ja, det var det. I: Kunne I ikke bare begge hedde mor? L: Det var måske for at gøre det lettere for os. Så ved vi, hvem det er til, når der står en og råber mor. M: Jeg kommer til at tænke på, om det i virkeligheden imiterer mor og far... Mor og mommy. L: Det er for at de kaaa.. M: At de kan kende forskel på os. Men dybest set.. L: Også for vores egen skyld. Altså når man siger mor kommer efter dig Hvem? I2: Men ser I jer selv som to mødre? M: Ja. L: Det er også nogle gange, de kalder mig for mor, såå. M: Men det er faktisk først inde for de sidste tre ugers tid, at de har kunne sige mommy, ellers så siger de mor. Og når man så peger på Lotte og siger, hvem er det? Så siger de ikke noget. Og det er først her på det sidste, de kan sige mommy... Jeg har en kollega, der også lever i registreret partnerskab, hvor de opdrager deres datter til at kalde dem mor- Gitte og mor- Ingeborg eller, hvad de nu hedder. 15

16 L: Jeg kender også nogen, der kalder det for Mie- mor. M: Men jeg tror et eller andet sted, har vi jo også været bevidste om at markere Nej det har vi jo ikke.. Altså de har jo ikke været i tvivl om, at jeg er moren. L: Nej, det har de ikke. Jeg har tit sådan haft den der farrolle egentlig. I2: Hvad mener du med farrolle? L: Så har jeg kørt til vagtlægen med dem, og så har du stået derhjemme og grædt. M: Haha. Tak for den udlevering. L: Jamen der er det nok lidt sådan. Altså hvis der virkelig skal skældes ud, så er det også mig. M: Så er det nok mest mig. L: Mest dig? M: Nu er vi inde i den sådan interne rollefordeling, og jeg tror Jeg er jo den biologiske mor, der ligger jo en naturlig tilknytning, som pigerne også har, fordi at det er mig, der har ammet dem, og det er mig, der har båret dem. Og det er det, jeg mener med, at de godt kan kende forskel på os. Og i nogle situationer, er det mig, der kommer i første række. Og der har du den der farrolle- status. Det tror jeg. I: Ved at være den i familien, der ikke har båret barnet? M: Ja. Men altså også i pigernes tilknytning til dig lige i starten. L: Ja, det er mere far- agtigt. M: Ja det tænker jeg. I: Kan I finde på at få flere børn? M: Nej. Nej.. L: Vi har meget aktive børn, der sover meget lidt. Og når der så er to. Og så, at vi også kører karriere ved siden af. Og jeg er i gang med min uddannelse. Jeg tror, vi skal være glade for, at vi har fået to rigtig sunde børn. Det bliver pludseligt noget andet, hvis jeg får tvillinger også. M: Ja, og det er der overhængende risiko for, at du gør. I: Men skulle det være dig? L: Ja. 16

17