PRODUKTIVITET OG VIDEREGÅENDE UDDANNELSE

Transkript

1 PRODUKTIVITET OG VIDEREGÅENDE UDDANNELSE

2 Produktivitet og videregående uddannelse 24. marts 2010 Forfattere Martin Junge, Seniorøkonom, ph.d., CEBR Jan Rose Skaksen, Director, Professor, CEBR Projektleder Martin Junge, Seniorøkonom, ph.d., CEBR Centre For Economic and Business Research Copenhagen Business School Porcelænshaven 16A, DK-2000 Frederiksberg T: F: W: Denne rapport er udarbejdet for DEA. Resultater, fortolkninger og konklusioner i denne rapport er udelukkende forfatternes ansvar. De udtrykker ikke nødvendigvis synspunkter hos DEA. En stor tak til Jóannes J. Gaard, Mikkel Bülow Skovborg, Jess Hansen og Anders Sørensen for nyttige kommentarer.

3 Forord Der er i denne tid stor fokus på vækst og produktivitetsudvikling i Danmark. Det skyldes ikke mindst, at Danmark i de senere år har oplevet en produktivitetsudvikling, der har været ringere end den i de fleste andre OECD-lande. Dermed er vores konkurrenceevne sat under pres. Den udvikling skal vendes, hvis ikke Danmark langsomt men sikkert skal sakke bagud på vækst og velstand og fremgang. Vi skal øge vores produktivitet ved at arbejde smartere. Det skal bl.a. ske ved bedre brug af teknologi, menneskelige ressourcer og gennem bedre uddannet arbejdskraft. Der er mange redskaber ift. at øge produktiviteten. Uddannelse er et af dem, og med denne rapport dokumenteres det, at investering i videregående uddannelse er en overordentlig god forretning. For den enkelte virksomhed og for Danmark som helhed. Alle videregående uddannelser uanset længde og retning bidrager til at øge produktiviteten i virksomhederne. Og det er ikke bare den enkelte medarbejder med en videregående uddannelse, som er mere produktiv han eller hun øger også sine kollegers produktivitet. For eksempel viser undersøgelsen, at hver gang vi uddanner ét procentpoint flere med en lang videregående uddannelse, stiger BNP med én pct. Vi står derfor overfor to udfordringer: Vi skal have flere til at tage en videregående uddannelse, og vi skal have flere virksomheder til at ansætte medarbejdere med en videregående uddannelse. Det er en betydelig opgave, som kræver, at vi begynder at se uddannelsespolitik som et erhvervs- og velfærdspolitisk instrument.

4 Vi bliver i Danmark nødt til at prioritere uddannelse endnu højere og have et vedvarende fokus, der er uafhængigt af konjunkturer og politiske formationer i Folketinget. Det skylder vi ikke kun os selv, men også kommende generationer. God læselyst! Stina Vrang Elias Adm. direktør DEA/FUHU

5 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse... 1 Sammenfatning Indledning Afgrænsning af analysen Uddannelse og produktivitet Mål for produktivitet Data og metode Uddannelse Produktivitet Produktivitet og videregående uddannelse Hvor er personer med videregående uddannelse ansat Produktivitetsmæssig fordeling af højtuddannet arbejdskraft Konklusion og perspektivering Referencer Appendiks A Appendiks B Appendiks C Appendiks D Appendiks E Appendiks F

6 Sammenfatning I rapporten analyseres det, hvilken betydning forskellige typer af højtuddannet arbejdskraft har for produktiviteten i danske virksomheder. I modsætning til de fleste andre analyser skelnes der mellem en individuel effekt af uddannelse og en fælles effekt. Den individuelle effekt er, at den uddannede selv opnår en højere produktivitet, hvilket typisk afspejles i, at personer med uddannelse får en højere løn end personer uden uddannelse. Fælleseffekten er, at det kan have en gunstig effekt på produktiviteten i hele virksomheden, hvis der anvendes mere højtuddannet arbejdskraft. Dvs. den højere produktivitet kommer ikke kun til udtryk ved, at de, der har uddannelse, bliver mere produktive, men også ved at hele virksomheden fungerer mere effektivt. Hvad angår den individuelle effekt, viser analysen, at produktiviteten for den enkelte er højere, jo længere uddannelse vedkommende har uanset retning. Den viser også, at det er de samfundsvidenskabelige uddannelser, der giver den højeste individuelle produktivitet. De tekniske, sundheds- og naturvidenskabelige uddannelser giver en lidt lavere produktivitet end de samfundsvidenskabelige. Med hensyn til fælleseffekterne viser analysen, at disse er mindst lige så store og i nogle beregninger næsten dobbelt så store som de individuelle effekter. Alle videregående uddannelser har en signifikant positiv effekt uanset retning. Her tyder det i øvrigt på, at de tekniske, sundheds- og naturvidenskabelige uddannelser har den største effekt inden for fremstillingssektoren, mens de samfundsvidenskabelige uddannelser har den største effekt inden for privat service. Der er i øvrigt også en klar tendens til, at de lange videregående uddannelser har en større fælleseffekt end de øvrige videregående uddannelser. Resultaterne skal anvendes med en vis forsigtighed. I det ovenstående og i det følgende er det implicit antaget, at der er en kausalitet, hvor højtuddannet arbejdskraft forårsager en højere produktivitet. Dette er dog ikke dokumenteret i analysen. Dvs. det ikke kan udelukkes, at det er højproduktive virksomheder, der ansætter højtuddannet arbejdskraft og ikke højtuddannet 2

7 arbejdskraft, der gør virksomheder produktive. Selvom det sidste skulle være tilfældet, er analysens resultater fortsat særdeles relevante i forhold til at forklare, hvordan der kan opnås en højere produktivitet i danske virksomheder, idet de så viser hvilke typer af arbejdskraft, der bidrager til at tiltrække højproduktive virksomheder. De højtuddannede vil så på denne måde bidrage til at øge produktiviteten. Betydningen af at inkludere fælleseffekterne af uddannelse kan iøvrigt illustreres ved at beregne, hvor meget værdi en højtuddannet bidrager med til produktionen i forhold til en person uden uddannelse. Hvis man udelukkende tager hensyn til den individuelle effekt af uddannelse, bidrager en person med en lang videregående uddannelse med, hvad der svarer til et sted mellem 1,2 og 1,6 personer uden uddannelse. Hvis man tager hensyn til, at der også er en fælles effekt af uddannelse, bidrager en person med en lang videregående uddannelse med, hvad der svarer til ca. 2 personer uden uddannelse (mere præcist et sted mellem 1,7 og 3,2 personer). I analysen er der også set på, i hvor høj grad den gavnlige produktivitetseffekt af at ansætte højtuddannede bliver mindre jo flere højtuddannede, der er i forvejen. Det er også analyseret, hvorvidt det er bedre at have en blanding af personer med forskellige typer af videregående uddannelser i forhold til kun at have en enkelt type ansat. Gevinsten ved at ansætte højtuddannede er aftagende, men det viser sig først for alvor ved andele over 40 pct. Blandinger af discipliner kan i den forbindelse betyde, at en aftagende gevinst indtræder langt senere. Ud fra analysen kan det dog ikke konkluderes, at der er særlige blandinger af de højtuddannede, som er mere værdifulde end andre. En aktuel baggrund for analysen er den forholdsvis dårlige produktivitetsudvikling i Danmark i det seneste årti. Et væsentligt spørgsmål er derfor, hvorvidt uddannelse kan bidrage til at øge væksten? Baseret på beregningerne i rapporten viser SAMMENFATNINGSTABEL 1, hvilken effekt det vil have på bruttonationalproduktet (stort set det samme som BVT) i den del af økonomien, der er analyseret på i rapporten, hvis andelen af personer med en lang videregående uddannelse forøges med ét procentpoint. Hvis den øvrige del af økonomien ligner den del, der er analyseret på i 3

8 rapporten, hvad angår produktivitetseffekter, vil resultaterne også afspejle effekten på BNP for hele økonomien ved at øge andelen af beskæftigede med en lang videregående uddannelse med ét procentpoint. SAMMENFATNINGSTABEL 1 EFFEKT PÅ BNP AF ÉT PROCENTPOINT FLERE MED LANG VIDEREGÅENDE UDDANNELSE HUM SAM TEK Fremstilling Individuel effekt 0,3 0,6 0,6 Fælleseffekt målt på TFP 0,4 1,1 1,1 Fælleseffekt målt på løn 0,5 0,5 0,6 Aggregeret effekt målt på TFP 0,6 1,5 1,5 Aggregeret effekt målt på løn 0,7 0,9 0,9 Privat service Individuel effekt 0,2 0,5 0,4 Fælleseffekt målt på TFP 0,3 0,7 0,2 Fælleseffekt målt på løn 0,6 0,6 0,5 Aggregeret effekt målt på TFP 0,5 1,0 0,5 Aggregeret effekt målt på løn 0,7 0,9 0,8 Anm.: Den aggregerede effekt er summen af den individuelle effekt, som er vægtet med lønnens andel af BVT, og fælleseffekten. Kilde: Egne beregninger. Det ses, at en stigning på ét procentpoint i den andel af de beskæftigede, der har en lang videregående uddannelse, giver anledning til en stigning i bruttonationalproduktet på ca. en pct., når der både tages hensyn til den individuelle effekt og fælleseffekten. Det skal her bemærkes, at effekterne i tabellen kun viser den stigning i bruttonationalproduktet, der isoleret set kan henføres til stigningen i personer med en lang videregående uddannelse. BNP-effekten kan reelt set være en del større, da flere højtuddannede kan give virksomhederne en tilskyndelse til at investere mere, og en stigning i investeringerne vil naturligvis også forøge BNP. 4

9 1 Indledning Der er for tiden stor fokus på vækst og produktivitetsudviklingen i Danmark. Det skyldes ikke mindst, at Danmark i de senere år har oplevet en produktivitetsudvikling, der har været dårligere end i de fleste andre OECD-lande. Det fremgår bl.a. af en rapport fra Økonomi- og Erhvervsministeriet fra Øget uddannelse er en af de oplagte muligheder for at øge væksten, og i denne rapport vil det blive analyseret, i hvor høj grad forskellige typer af højtuddannet arbejdskraft bidrager til at forøge virksomhedernes produktivitet og dermed væksten. I de fleste analyser af uddannelsens betydning for produktiviteten tages der udgangspunkt i, at den uddannede bliver mere produktiv. Det afspejles i, at uddannede får højere løn end ikke-uddannede. Der er dog også analyser, der peger i retning af, at uddannet arbejdskraft er speciel værdifuld for samfundet og ikke kun for den enkelte. I en række analyser fra mange forskellige lande er det således påvist, at der i de seneste årtier har været en voksende efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft, hvorimod efterspørgslen efter lavt uddannet arbejdskraft er blevet mindre. For Danmark er en sådan analyse offentliggjort i en artikel af Malchow-Møller og Skaksen fra Årsagen til dette skift i efterspørgsel over imod højtuddannet arbejdskraft er en kombination af den teknologiske udvikling og en øget global konkurrence fra lande med billig lavtuddannet arbejdskraft. I nærværende analyse vil der ikke blive set på det overordnede behov for mere højtuddannet arbejdskraft, men derimod på i hvor høj grad beskæftigede med videregående uddannelse bidrager til virksomhedernes produktivitet. Der vil også blive set på, hvorvidt der er forskel på bidraget til vækst og produktivitet fra forskellige typer af højtuddannet arbejdskraft. Er det fx sådan, at ingeniører og naturvidenskabeligt uddannede bidrager mere til produktivitet og vækst end personer med en samfundsvidenskabelig uddannelse? I analysen skelnes der mellem en individuel og en fælles effekt af uddannelse. Den individuelle effekt er den, der normalt fokuseres på i 5

10 analyser af højtuddannedes produktivitet, og den viser, hvor meget individets produktivitet (løn) vokser som følge af uddannelse. Ud over den individuelle effekt af uddannelse kan der være en fælleseffekt i virksomheden ved at ansætte højtuddannet arbejdskraft. Denne fælleseffekt hæver produktiviteten i virksomheden som helhed og kommer dermed virksomheden som helhed til gode eventuelt også de øvrige medarbejdere. Analysen viser, at hvad angår den individuelle effekt, så er den størst for personer med en samfundsvidenskabelig uddannelse. Effekten er en lille smule lavere for personer med en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse, hvorimod den er en del lavere for personer med en humanistisk uddannelse. Hvad angår fælleseffekten, så beregnes den til generelt set at være mindst lige så høj som den individuelle effekt. Dvs. uddannelse bidrager typisk med dobbelt så meget til produktiviteten, som det der afspejles i, at uddannelse giver højere lønninger til de uddannede. For så vidt angår de lange videregående uddannelser, så er fælleseffekten op mod dobbelt så høj som den individuelle effekt. Hvad angår de forskellige typer af uddannelser, peger analysen i retning af, at naturvidenskabeligt og teknisk uddannede bidrager mest til fælleseffekten inden for fremstillingssektoren, mens de samfundsvidenskabeligt uddannede bidrager mest inden for privat service. Hvis man udelukkende begrænser sig til at se på de lange videregående uddannelser, bidrager de samfundsvidenskabeligt uddannede med lige så meget inden for fremstillingssektoren som de naturvidenskabeligt og teknisk uddannede. De beregnede produktivitetseffekter af uddannelse giver mulighed for at lave en vurdering af, hvor meget BNP vil vokse, hvis uddannelsesniveauet vokser. Det viser sig, at hvis andelen af de ansatte i den private sektor, der har en lang videregående uddannelse inden for teknik og naturvidenskab, vokser med ét procentpoint, så vokser bruttoværditilvæksten (stort set BNP) i den private sektor med ca. én pct. 6

11 Resten af rapporten er struktureret som følger. I afsnit to er der en afgrænsning af analysen, og der introduceres væsentlige begreber. I afsnit tre præsenteres data og den metode, der anvendes. I afsnit fire beskrives det, hvor de højtuddannede er ansat i den private sektor. I afsnit fem findes beregningerne af produktivitetseffekterne af uddannelse. Endelig er der en kort konklusion og perspektivering i afsnit seks, der også omfatter beregningen af effekten af uddannelse på BNP-væksten. 7

12 2 Afgrænsning af analysen I denne rapport vil der fokuseres på, hvordan forskellige typer af højtuddannet arbejdskraft bidrager til produktiviteten. Her er det vigtigt at understrege, at uddannelse kan have en yderligere værdi ud over, hvad der umiddelbart kan måles i kroner. For den enkelte kan forskellige former for viden således være værdifuld i sig selv, og for samfundet kan der fx være kulturelle værdier knyttet til forskellige uddannelser. Disse andre værdier er dog særdeles vanskelige at måle, og derfor vil der i denne rapport udelukkende blive analyseret på den produktionsmæssige værdi af uddannelse. Udgangspunktet for analysen er også, at Danmark har et vækstproblem, og i denne sammenhæng er det mest oplagt at fokusere på produktionsværdien af uddannelse. Et væsentligt bidrag i analysen er at opgøre, hvordan forskellige typer af højtuddannet arbejdskraft bidrager til produktiviteten i virksomhederne. Den højtuddannede arbejdskraft vil således blive inddelt i følgende typer: 1. Personer med humanistiske, kunstneriske og pædagogiske uddannelser (HUM) 2. Personer med samfundsvidenskabelige, formidlings- og erhvervssproglige uddannelser samt politi/forsvar (SAM) 3. Personer med tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige uddannelser (TEK) Dertil kommer, at rapporten sætter fokus på undergruppen bachelor-, kandidat- og forskeruddannelser med betegnelsen lange videregående uddannelser (LVU). I de følgende afsnit vil det blive analyseret, hvordan disse forskellige typer af højtuddannet arbejdskraft påvirker produktiviteten i virksomhederne. Som baggrund for analysen er det dog vigtigt at få afklaret følgende forhold: For det første, hvorfor højtuddannet arbejdskraft skulle have en særlig betydning for produktiviteten i virksomhederne. For det andet, hvordan produktiviteten kan måles. 8

13 2.1 Uddannelse og produktivitet Udgangspunktet for mange økonomiske analyser er, at alle på arbejdsmarkedet får en løn, der præcis afspejler den værdi, som de hver især har for den virksomhed, hvori de er ansat. Med dette udgangspunkt er det forholdsvis nemt at opgøre, hvordan forskellige typer af uddannet arbejdskraft bidrager til produktionen, idet det fuldt ud kan måles ved hjælp af lønnen. Det betyder også, at produktionsværdien af uddannelse fordeles mellem to parter: den person, der har uddannelsen, og det offentlige. Det offentlige får sin del af værdien gennem betaling af skatter. For at opgøre den samfundsmæssige værdi af forskellige typer af uddannelser tager man dog typisk også hensyn til, at der er omkostninger ved at tage en uddannelse, og at der er forskel på, hvor mange år personer med forskellige uddannelser er aktive på arbejdsmarkedet. Denne type af beregninger er bl.a. foretaget i en rapport fra Det Økonomiske Råd i Disse beregninger viser, at de samfundsvidenskabelige uddannelser giver den største gevinst for samfundet idet nettogevinsten i forhold til den livsindkomst, der opnås uden uddannelse, er godt 50 pct. Naturvidenskabelige og tekniske uddannelser kommer på andenpladsen med en nettogevinst på godt 40 pct. De humanistiske uddannelser giver derimod kun en nettogevinst på fem pct. Disse beregninger fra Det Økonomiske Råd peger således i retning af, at det er de samfundsvidenskabelige uddannelser, der bidrager mest til at øge væksten i samfundet. Spørgsmålet er dog, hvorvidt uddannelse også giver anledning til gevinster for andre, end blot de der tager uddannelse? Dvs. er der en ekstra gevinst for virksomhederne og andre medarbejdere, når der ansættes højtuddannede personer? En mulighed for dette er, at personer med en høj uddannelse udfører visse opgaver mere effektivt end personer med kortere uddannelse, og de ansatte med kortere uddannelse lærer af at omgås og observere medarbejdere med høj uddannelse. En anden mulighed er, at højtuddannede foretager tekniske innovationer i virksomheden, som er med til at styrke hele virksomhedens produktivitet. En tredje mulighed er, at højtuddannet arbejdskraft er med til at foretage produkt- eller markedsmæssige innovationer, der gør, at virksomheden er i stand til at sælge produktet til en høj pris. 9

14 En fjerde mulighed er, at højtuddannet arbejdskraft bidrager til en mere effektiv ledelse og organisering af virksomheden. Der kan formodentlig være andre forhold, der gør, at produktiviteten bliver speciel høj i virksomheder, der anvender meget højtuddannet arbejdskraft. En del af denne højere produktivitet bliver naturligvis udbetalt som løn til de højtuddannede, men i mange virksomheder vil den samlede produktivitet være et komplekst resultat af mange forskellige forhold og ansættelse af mange forskellige medarbejdere, og det vil ofte være svært at henføre en højere produktivitet til enkelte medarbejdere. Der er også en del empiriske undersøgelser, der tyder på, at ansættelse af højtuddannet arbejdskraft bidrager til at øge produktiviteten for øvrige medarbejdere i virksomheden. 1 Munch og Skaksen har foretaget en analyse på danske data, der viser, at der er en tendens til, at lønniveauet er højere i virksomheder, der anvender meget højtuddannet arbejdskraft og det gælder i særlig grad i eksportvirksomheder. Nedenfor vil der blive argumenteret for, at dette peger i retning af, at produktiviteten også er højere i virksomheder, der anvender meget højtuddannet arbejdskraft. I det følgende vil der således blive fokuseret på virksomhedernes produktivitet, og hvorvidt højtuddannet arbejdskraft er med til at øge denne. Der kan stilles spørgsmål ved, hvor relevant en sådan analyse egentlig er. Hvis der er en tilstrækkelig høj grad af konkurrence på alle markeder, kan der argumenteres for, at det i længden kun er de mest effektive virksomheder, der overlever. Dvs. i længden vil lavproduktive og højproduktive virksomheder ikke kunne eksistere side om side, og det kan derfor være vanskeligt at analysere, hvorvidt anvendelse af højtuddannet arbejdskraft forøger virksomhedernes produktivitet. I praksis fungerer konkurrencen dog næppe så effektivt, at alle virksomheder på et givet tidspunkt er lige produktive. Selvom konkurrence trækker i retning af, at de mest produktive udkonkurrerer de mindre produktive, vil højproduktive og 1 Eksempler er Mas og Moretti (2009), der anvender data fra amerikanske supermarkeder, og Battu, Belfield og Sloane (2003), der anvender data fra britiske virksomheder. 10

15 lavproduktive virksomheder formodentlig kunne eksistere side om side i tilstrækkelig mange år til, at det er muligt at observere, hvorvidt uddannelse er med til at forøge virksomhedernes produktivitet. Det bør også nævnes, at højtuddannet arbejdskrafts betydning for produktiviteten for andre end de uddannede ikke nødvendigvis kun udmønter sig i den enkelte virksomhed, men måske også i et geografisk område. I en analyse fra 2004 på amerikanske data viser Moretti således, at lønnen generelt set er højere for alle i byer, hvor der er mange højtuddannede end i byer, hvor der er færre højtuddannede. I den analyse, der foretages i det følgende, vil der dog udelukkende blive fokuseret på, hvorvidt ansættelse af højtuddannede øger produktiviteten i virksomhederne. 2.2 Mål for produktivitet Værdien af den produktion, der foregår i en virksomhed, er et resultat af, at virksomheden anvender forskellige typer af arbejdskraft sammen med bygninger, maskiner, herunder computere, samt rå- og hjælpevarer. Værditilvæksten er værdien af produktionen, når man fraregner omkostningerne til rå- og hjælpevarer. Dvs. værditilvæksten er den værdi, som arbejdskraft, bygninger og maskiner tilfører et produkt, hvad enten det er en vare eller en serviceydelse. Det mest simple mål for produktivitet er, hvor stor værditilvæksten er pr. medarbejder, og dette kaldes for arbejdsproduktiviteten. En fordel ved dette mål er, at det er simpelt, og det er let at beregne. Det betyder også, at målet udregnes med stor nøjagtighed. Ulempen er, at målet ikke tager hensyn til, at arbejdskraft får hjælp fra maskiner og bygninger til at skabe produktet. Omfanget af den produktion, der foregår i virksomheden er naturligvis i høj grad et resultat af, hvor meget virksomheden anvender af bygninger, maskiner og forskellige typer arbejdskraft. Det er dog også et resultat af, hvor dygtig virksomheden og dens medarbejdere er til at anvende de ressourcer, der benyttes. Nogle virksomheder er måske bedre til at organisere arbejdet end andre virksomheder, og nogle virksomheder råder måske over viden, der gør dem særligt effektive. 11

16 Denne overordnede effektivitet ved at producere kaldes ofte for totalfaktorproduktivitet (TFP). Dette er i princippet klart det mest interessante mål for virksomhedernes produktivitet, idet det afspejler, hvor effektivt virksomhederne udnytter de ressourcer, der anvendes i form af arbejdskraft, maskiner, bygninger m.v. Med andre ord, hvis TFP kan forøges i en virksomhed, betyder det, at virksomheden kan producere mere uden anvendelse af yderligere ressourcer. En væsentlig ulempe ved TFP er, at det kun kan beregnes med forholdsvis stor usikkerhed. På trods af dette vil TFP være et væsentligt mål for produktivitet, som vil blive anvendt i det følgende. I et appendix er der redegjort for, hvordan TFP er beregnet. Et tredje mål for produktiviteten er lønniveauet i en virksomhed. En højere produktivitet i en virksomhed vil udmønte sig i en bedre indtjening, og det vil ofte smitte af på lønningerne i virksomheden. 2 Hvis højtuddannet arbejdskraft forøger produktiviteten i virksomheden, vil det derfor formodentlig afspejles i et højere lønniveau i virksomheden. Det er her vigtigt at understrege, at det naturligvis skal forstås som et højere lønniveau ud over det, der kan forklares ved, at højtuddannet arbejdskraft typisk får en højere løn end lavt uddannet arbejdskraft. En klar fordel ved at måle produktivitet ved hjælp af lønniveauet er, at lønninger måles med stor præcision. En ulempe er, at lønninger forbliver et indirekte mål for produktivitet. Dvs. lønniveauet måler kun produktivitet, hvis en højere produktivitet i en virksomhed faktisk afspejler sig i højere lønninger. Dette vil formodentlig være tilfældet i varierende grad i forskellige virksomheder i forskellige brancher. Hvis det fx er forholdsvis nemt for virksomheden at erstatte den ansatte arbejdskraft med andre medarbejdere, vil lønningerne i virksomheden nok kun i begrænset omfang afspejle forhold i virksomheden og i langt højere grad afspejle forhold på arbejdsmarkedet. 2 Der er mange empiriske undersøgelser, der dokumenterer, at virksomhedens indtjening har en afsmittende påvirkning af lønninger i virksomheden, se fx Blanchflower, Oswald og Sanfey (1996) og Arai (2003). 12

17 3 Data og metode Data i denne rapport trækker på mange forskellige kilder. I TABEL 3.1 er vist udvælgelsen af virksomheder til rapporten, som er virksomheder i velmålte 3 brancher. Den første søjle viser enheder (CVR-numre), som er reelt aktive i den generelle firmastatistik på det private område i perioden Antallet af virksomheder er svagt stigende over tid med undtagelse af Det private område er defineret fra ejerskabsformen men også branchetilknytning. TABEL 3.1 UDVÆLGELSE AF VIRKSOMHEDER Anm.: Kilde: Enheder i den generelle firmastatistik Enheder efter oplysninger om ansatte er tilknyttet Enheder i velmålte brancher Ansatte er inkl. ejer. Egne beregninger. Da rapporten både skal anvende oplysninger om de ansatte og om virksomhedernes værditilvækst, bliver det antal virksomheder, der analyseres på, noget mindre. I fx 2000 (jf. TABEL 3.1) findes der i den generelle firmastatistik virksomheder. Når der yderligere stilles som krav, at der skal være oplysninger om de personer, der er ansat, fås, at virksomheder forsvinder fra den generelle firmastatistik. Den største del af disse virksomheder er uden ansatte og ejere (96,3 pct.), hvor der fx kan være tale om holdingselskaber. En anden forklaring på, at disse virksomheder forsvinder, er, at der er en tidsmæssig forskydning mellem opgørelserne i forskellige 3 Velmålt har i denne forbindelse betydningen, at branchen indgår i regnskabsstatistikken, og dermed kan værditilvækst opgøres. 4 Hovedårsagen er en revision i branchenomenklaturen i det pågældende år, hvor Danmarks Statistik skiftede fra DB93 til DB03. 13

18 datakilder. 5 Endelig reduceres antallet af virksomheder i år 2000 til , som er virksomheder i velmålte brancher, dvs. med oplysninger om værditilvækst. Årsagen til denne reduktion er, at regnskabsstatistikken, som er hovedkilden til virksomhedernes værditilvækst, kun inkluderer de private byerhverv. Oveni kommer at råstofudvinding er udeladt, fordi det traditionelt er et erhverv med meget kraftige investeringer (fx borefelter), som stiller anderledes krav til måling af produktivitet. Brancher, som ikke er medtaget, er landbrug, fiskeri, forsyningsvirksomhed, post og tele (som kun er i regnskabsstatistikken fra 2001 og frem), finansielle tjenester, offentlige tjenester, sundhed, uddannelse, foreninger, kultur, renovation og kategorien uoplyst. Dertil kommer, at den almennyttige boligsektor også er udeladt. I forbindelse med analysen er det som udgangspunkt uhensigtsmæssigt at ekskludere brancher, som finansielle tjenester og telesektoren, der begge har relativt mange ansatte med en videregående uddannelse. På trods af de udeladte brancher omfatter analysen dog ca. 80 pct. af den samlede beskæftigelse i den private sektor. 3.1 Uddannelse Der findes over registrerede uddannelser, men i forhold til analysen er det nødvendigt at kategorisere disse mange uddannelser i forholdsvis få grupper. Som allerede omtalt kan uddannelse opdeles i tre retninger. I appendiks E er angivet de 10 væsentligste videregående uddannelser blandt privat ansatte i Danmark inden for hver retning. For undergruppen af lange videregående uddannelser er de 10 vigtigste uddannelser også givet for hver retning i appendiks E. Gruppen med alle HUM-uddannede indeholder blandt andet pædagogog folkeskolelæreruddannelserne, korrespondentuddannelsen og 5 Specifikt gælder det mellem opgørelserne i den generelle firmastatistik (ultimo december) og opgørelsen over de ansattes tilknytning til virksomheden (ultimo november). 14

19 uddannelserne som cand. mag. Fokuseres kun på HUM med en lang videregående uddannelse, er det uddannelser som korrespondent og cand. mag., som dominerer. Blandt de mest hyppige uddannelser i SAM-gruppen er handelshøjskoleuddannede (cand. merc., HA, HD), cand. jur., datamatikere og journalister. For de lange videregående SAMuddannelser dukker cand. oecon., cand. polit., cand. psych. og cand. scient. pol. op blandt de mest udbredte. For TEK-gruppen er de mest udbredte blandt andet sygeplejerske, laborant, cand. med. og ingeniører. På listen for de lange videregående TEK-uddannelser kommer også cand. arch. og cand. odont. med. For den generelle inddeling HUM, SAM og TEK er der en del heterogenitet i uddannelserne. Denne indsnævres noget, når fokus er på de lange videregående uddannelser, som dog indeholder en del uddannelser, der tilhører de liberale erhverv (cand. jur., cand. med. og cand. odont.). Det kan være en konsekvens af, at ejeren tæller med som en beskæftiget i analysen. 3.2 Produktivitet Som allerede omtalt anvendes tre produktivitetsmål, som varierer i forhold til datakrav og fortolkning. Fra det simple mål, arbejdsproduktivitet, til det avancerede mål, totalfaktorproduktivitet. Arbejdsproduktivitet Arbejdsproduktivitet er formentlig det mest benyttede mål for produktivitet. Data er som regel let tilgængelige, og det er simpelt at beregne. Det er typisk opgjort som bruttoværditilvæksten i faste priser i forhold til antal hoveder eller arbejdstimer. I rapporten anvendes et kvalitetsjusteret mål for antal ansatte. Dette mål er meget simpelt dannet ved at omdanne de forskellige typer af arbejdskraft opgjort på uddannelser, erfaring som lønmodtager, branche og køn til den samme type arbejdskraft ved at anvende den gennemsnitlige timeløn på arbejdsmarkedet for den givne type 15