INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING 1 VÆRENSSPØRGSMÅLET OG DETS KONSEKVENSER 2 DEN HERMENEUTISKE VÆREMÅDE 5

Transkript

1 INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING 1 VÆRENSSPØRGSMÅLET OG DETS KONSEKVENSER 2 FRA FÆNOMENOLOGI TIL FUNDAMENTALONTOLOGI 2 HERMENEUTIK SOM FÆNOMENOLOGIENS OPHAV 3 EKSISTENTIALERNE SOM STRUKTUR I ONTOLOGIEN 3 VÆREN I VERDEN 4 FRIHED; EGENTLIGHED OG UEGENTLIGHED 4 DEN HERMENEUTISKE VÆREMÅDE 5 VERDENSBEGREBET 5 BEFINDTLIGHEDENS OG FORSTÅELSENS UADSKELLIGHED 5 BEFINDTLIGHED I FORHOLD TIL FAKTICITETEN OG DEN FRIE FAKTICITET 6 FORSTÅELSE OG DETS TVUNGNE UDLÆGNING 6 UDLÆGNINGEN AF DE UDKASTEDE MULIGHEDER 7 SANDHEDEN I UDLÆGNINGEN AF DET VÆRENDE 7 AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER OM DEN HERMENEUTISKE FORSTÅELSE 8 DET HERMENEUTISKE FORSIGTE 8 ANVENDT LITTERATUR: 10

2 INDLEDNING I det følgende vil jeg kort skitsere nogle træk ved første del af Martin Heideggers eksistentialanalyse fra hans hovedværk, Sein und Zeit, fra året Af nødvendighed for forståelsen vil jeg beskrive, hvad der ligger til grund for denne analyse, og hvilken metode der benyttes. I anden del af opgaven vil jeg beskrive den hermeneutiske cirkel primært ud fra 31 og 32, hvor jeg vil omtale den hermeneutiske cirkels konsekvenser for hverdagsforståelsen og filosofien. 1

3 VÆRENSSPØRGSMÅLET OG DETS KONSEKVENSER Heidegger begynder sin søgen i sin spørgen efter væren 1. Den filosofiske tradition og historien selv har siden Platon og Aristoteles været præget af værensglemsel, hermed menes, at metafysikken er gået i forfald ved sin optagethed af det værende, og at væren er trådt i baggrunden - og derved har metafysikken mistet en fundamental forståelse af eksistensen. Værensspørgsmålet skal underkastes en dyberegående filosofisk undersøgen. I denne søgen indfører Heidegger en nødvendig distinktion mellem den traditionelle forståelse af væren og det værendes væren 2. Hans filosofi er en ontologi der omhandler det værendes væren - altså det værendes og værens samspil. Værensspørgsmålet bringer hvorvidt noget er og hvorledes dette noget er, sammen i en uløselig enhed. Væren bestemmer det værende (SuZ p6). Vi er et værende, som er foranlediget af vor egen væren til at stille spørgsmålet om vor væren. Derved er vi ikke som det andet værende 3 vi er i omgang med, da vi har muligheden for at være mere end værende. Dette værende vi selv er bestemmes som Dasein. Fra fænomenologi til fundamentalontologi Fænomenerne er oprindelige fra vor værensforståelse, og analysen må tage sit udgangspunkt der. Hvis vi begynder andetsteds, vil der allerede være indlejret en forståelse som er præget af værensglemsel, hvilket forhindrer os i at nå frem til sagen selv. Heideggers tilgang til fænomenologien er dog en anden, da han refererer til ordets græske oprindelse phainomenon, som henviser til noget som viser sig selv ved sig selv. Phenomenology is our way of access to what is to be the theme of ontology, and it is our way of giving it demonstrative precision. Only as phenomenology, is ontology possible. In the phenomenological conception of phenomenon what one has in mind as that which shows itself is the Being of entities, its meaning, its modifications and derivatives. And this showing-itself is not just any showing-itself, nor is it some such thing as appearing. Least of all can the Being of entities ever be anything such that behind it stands something else which does not appear. (SuZ 7) Heidegger gør hermed op med fænomenologien som bevidsthedsfilosofi; bevidstheden er ikke udenfor verden, og verden er ikke uden for bevidstheden. En filosofisk ontologi om væren og det værende er kun mulig som fænomenologi - da den søger at forstå den måde hvorpå fænomenet 1 Værensspørgsmålet har 3 dimensioner; das Gefragte (det der spørges om), das Befragte (det der stilles spørgsmål til) og das Erfragte (det gennem spørgsmålet opnåede resultat) 2 Kaldet den ontologiske differens, væren er væren i traditionen, hvor man reducerer og fratager væren dets nære sammenhæng med det værende og dets egenskaber, og indsætter ideen. 2

4 bliver oplyst, som det det er. Hvorfra evner vi at spørge til en ontologi? Heidegger søger dybere for at genfinde og analysere den fundamentalontologiske tilgang - den forudgivne værensforståelse Dasein har fra sin egen væren - for overhovedet at kunne konfrontere spørgsmålet om væren. Hermeneutik som fænomenologiens ophav Eksistentialanalysen af Dasein ville være abstrakt uden en tilknytning til den konkrete eksistens, derved indleder Heidegger sig på en hermeneutisk - fortolkende eller udlæggende - forståelse, hvorved han forbinder filosofien med erfaringsverdenen. Den fænomenologiske ontologi er en fortolkning, der udspringer af Daseins hermeneutiske struktur. Vi er et værende, som udlægger en forståelse af vor væren eller af en væren, og denne udlægning beror på vor værens iboende værensforståelse. Denne hermeneutiske cirkel er ophav til alle eksistentialerne, som betinger forståelsen af vor egen væren og forståelsen af den øvrige væren. Our investigation itself will show that the meaning of phenomenological description as a method lies in interpretation. The logos of the phenomenology of Dasein has the character of a hermaneuein throught which the authentic meaning of Being, and also those basic structures of being which Dasein itself possesses, are made known to Dasein s understanding of Being. (SuZ p. 37). Eksistentialerne som struktur i ontologien Eksistentialerne viser sig selv gennem sine konkrete eksistentielle udtryk, og man kunne tro at en undersøgelse ville være unødvendig. Den menneskelige tilværen har, i kraft af at dens førontologiske forståelsesform af eksistensen, en tendens til at tildække strukturerne hvorved det forstår, og konsekvensen er en fastlåsen sig i et bestemt forhold til det værende, hvor vi ikke ser det forudgivet - altså vor værensforfatning. (1) Heidegger ønsker at udfolde denne uklare førontologiske forståelsesstruktur (2) for at udfolde væren. Dasein er ikke synonym med mennesket, da vor forståelse af ordet menneske implicerer en bestemt forståelse, som er præget af vor tids metafysik. Daseins væren er min og dets struktur er noget, som skal afdækkes i en fænomenologisk søgen i min hverdagslighed, hvor fænomenerne optræder. Denne hverdagslighed betegnes som det ontiske eller det eksistentielle, og dette er udformet ontologisk eller eksistentialt uanset om jeg ved det eller ej. 3 Heidegger nævner forskellig værender som brugsgenstand, naturgenstande, ideale genstand og mennesket. 3

5 Væren i verden Essensen af Dasein ligger i dets eksistens (SuZ p 42) mao. hvad Dasein er ligger i at hvordan det er. Dasein eksisterer (i betydningen ståen ud fra sig selv ) allerede ude i verden, og dette kalder Heidegger fakticitet. And yet the Factuality of the fact of one s own Dasein is at bottom quite different ontologically from the factual occurrence of some kind of mineral... Whenever Dasein is, it is a fact; and the factuality of such a fact is what we shall call Dasein s facticity. (SuZ 56) Denne væren-i-verden struktur fungerer som et apriorisk hele, som hele tiden er. Væren-i delen, som er Daseins åbenhed for sig selv og sin værensforståelse, kan ikke ses adskilt fra Heideggers verdensbegreb. Daseins ihed er ikke som tøjet i skabet. Vores ihed strømmer fra os selv, og er vores personlig ophold ved verden. Opholdet er ikke frivilligt - vi er kastet ud i verden - vi kan ikke vælge at træde ud og så tilbage, vi er henvist til at overtage den verden vi er i. Vores væren ville ikke være uden verden 4, og verden ville ikke være uden væren. Subjekt-objekt forholdet opløses herved, da kontakten mellem dem kun eksisterer, fordi de er sammenflettet og uadskillelige. Vores væren-i er betingelsen for at fænomenerne overhovedet optræder dvs. det er betingelsen for erkendelse - denne allerede tilsteden i væren eller åbenhed er Daseins til eller der. Frihed; Egentlighed og Uegentlighed Dasein har i sit mulighedsophav - i sin fakticitet - frihed til at være i dets egen forforståelse, og leve ud fra den, eller at tildække den og leve forstilt. Uegentligheden 5 er den modus, hvor vi frakaster os ansvaret at leve ud fra fakticiteten, dog er det til stadighed Dasein, i en form der ikke forholder sig til sig selv som sig selv. Egentligheden er en form, hvor Dasein forsøger at leve ud fra sig selv, som det er. Heidegger kalder på Fakticitet, Frihed og Uegentlighed når han taler om Cura - som henviser til at Dasein er overladt til sig selv, en sørgen-for-selv, og at det må opretholde sig selv ved det værende som nødvendighed for en forsat væren. Igennem håndteringen af det værende sker der en identificering med det værende 6 - en forfejling pga. Daseins egen eksistensstruktur. Dette gør at vi glemmer væren og os selv. 4 Læs senere om verdensbegrebet hos Heidegger 5 Som medfører værensglemsel 4

6 Åbenheden kan være en åbenhed for det værende. Noget andet er den åbenhed der ikke kun er åben for det værende, men også for det værendes væren, eksistentialt-ontologisk udtrykt som Dasein. Netop denne differens i åbenhed, udgør differensen mellem uegentlig og egentlig eksistens. DEN HERMENEUTISKE VÆREMÅDE Heidegger henleder opmærksomheden på hvordan vi håndterer og forstår det værende i verden på baggrund af vor eksistens. Vi er altid-allerede-i-verden, og er således med henblik på en fortsat eksistens, hvor vi er overladt til at tage vare på os selv og andre. Dette medfører, at vi er i en brugende og forstående omgang med det værende som det mest oprindelige, frem for en neutral sansende iagttagende modus. Derfor skelner Heidegger imellem det vedhåndenværende og forhåndenværende - hvor det første referer til den mest oprindelige, som det værende vi bruger i brugssammenhænge, og det andet referer til en afledthed af førstnævnte. Det forhåndenværende er hvor genstande betragtes uden en brugende interesse dvs. frakoblet vor værensforståelse og derved væren. Verdensbegrebet Betydningsfuldhed og betydningssammenhæng er begreber, som dækker den ontologisk fænomenologiske verdensforståelse hos Heidegger - altså den måde hvorpå det værende viser sig. Derved sagt, verden er det betydningsspillerum, hvori det værende viser sig i - og ikke en verden som samlested for alt værende. Vor forståelse af en hammeren komme til i det forhold man bruger den, derved defineres den ud fra det i forvejen kendte. Det er brugssammenhænge som beror på Dasein forforståelse - verden er derfor en strukturer i Dasein. Det forhåndenværende forstås og henviser til den helhed deres praksis forgår i. Heidegger skelner ontologisk mellem det kendetegnende ved det vedhåndenværende - det inden-verdenslige - som det kategoriale, og det kendetegnende ved Dasein, som eksistentialer, der overhovedet muliggør tilsynekomsten af det inden-verdenslige. Befindtlighedens og forståelsens uadskellighed Adskillelsen som beskrives mellem befindtlighed og forståelse i følgende afsnit er reelt umulig, da begge processer sker samtidigt afhængigt af hinanden, da forståelsen altid vil være stemt, og 6 eller identificeringen med das Man 5

7 stemtheden altid er i forståelsen. Befindtlighed i forhold til fakticiteten og den frie fakticitet I vores ontologiske struktur befindtlighed, er vi altid stemt. Det hvordan vi har det er en åbenhed eller en åbning for os selv, og i denne oplever vi fakticiteten, at vi allerede er kastet ind i verden på en bestemt måde. I denne åbning er opdager vi vores væren i dets stemthed. In a state-of-mind Dasein is always brought before itself, and has always found it-self, not in the sense of coming across itself by perceiving itself, but in the sense of finding itself in the mood that is has. (SuZ 135) Dette er ikke en diskursiv refleksion, men noget som kommer over en - det er så at sige tvungent og derfor er det ikke kun et produkt af bevidstheden - da der ikke er noget hvordan (mening) og hvorhen (til). Befindtligheden - den stemning eller umiddelbare forståelse vi er i - kommer af fakticiteten, og deslige af frit at kunne forholde sig til fakticiteten som ønsket, som i friheden. Mao. i stemtheden oplever vi, at vores omstændigheder allerede er kastet ud, og i det er Dasein tvungent til frit at udforme sit forhold til fakticitetens muligheder. Herved peger Heidegger imod at stemtheden er mere oprindelig i sin forståelse end den traditionelle forståelse, da det er via stemningen vi opdager os selv og omverden. I en stemning er der allerede en (helheds)forståelse af vores situation. Forståelse og dets tvungne udlægning Erkendelse er kun mulig i kraft af åbenheden i Dasein, som kommer af dets væren-i-verden. Den nuværende eksisterende væren-i-verden er altid en orienterende forståelse, som er stemtheden, i kraft af sin-altid-forholden-sig-til-sig-selv eller åbenhed-for-sig selv. Forståelsen må udkaste i forhold til fakticiteten - eller man kunne sige at forståelsen allerede er stemt af den uomgængelige fakticitet. Forståelsen opfatter mulighederne i stemtheden, og i forståelsens proces skal der gribes en mulighed ud af de mange, som et udkast, der udlægger eller fortolker det værende og Dasein selv ud fra stemtheden - og dette sker altid i en brugende omgang ved en gøren eller kunnen. Udkastet er frit til at danne betydningssammenhænge, men samtidig er det i forvejen stemt, og mærket af tidligere betydningssammenhænge. Dasein er allerede bekendt med det den skal udkaste sig om. Så det betyder at et nyt værende vil altid blive sat i betydningssammenhæng med bekendte objekter. 6

8 Udlægningen af de udkastede muligheder Forståelsen udkaster Dasein mod sine muligheder. I udkastet kan der ske en udvikling som benævnes udlægning. I denne udvikling konkretiserer forståelsen på en forstående måde hvad den allerede har forstået. I udlægning optræder det vedhåndenværende og sættes i sin som noget til at... - altså i en betydningssammenhæng. Denne betydningssammenhæng påhæftes ikke efter en neutral sansning, for der er altid allerede indtruffet en sammenhæng i vores stemthed, så fænomenet vil altid optræde stemt ind i en sammenhæng, og en afvisning af denne stemthed medfører en afvisning af vores værensforståelse af det værende.... Det der som sådan møder os i omverdenen, har altid en sammenhæng, der er åbnet i verdensforståelsen, og som udlægges gennem udlægningen. (fra 32 i kompendiet) Alt som viser sig er åbnet via vor stemthed og dets forståelse, og er derfor allerede sat i sammenhæng. Udlægningen af det tilslørede grunder igen i en tre-foldig forstruktur (lig Curastrukturen), hvor hver instans sammen er lige meget. Den peger mod et om dvs. bagud, et til dvs. frem og en mening, som er en slags nu-hed. (1) Vorhabe oversat som forehavende, peger på den forforståede sammenhæng, hvori Dasein og det tilsigtede er i - altså ens faktiske hverdagslighed. (2) Vorsicht er et forsigte eller en hensigt som fikserer forhavendet frem i en bestemt mulighedsretning. (3) I udlægningen gribes det tilsigtede an på en bestemt måde, som Heidegger kalder et foregreb - som enten kan passe eller ej på det tilsigtede. Disse forstrukturer gør at noget bliver forståeligt og optræder som noget. Sandheden i udlægningen af det værende Heidegger spørger i 31 Hvorfor er det værende, som ikke er Dasein, forstået i sin væren, når der sluttes til dets mulighedsbetingelser? Er vi i kontakt med det værendes væren i fænomenerne når vi indsætter dem i vores betydningssammenhænge, og hvis vi er, hvorledes sker det? Det sker ved at Dasein er kastet ind i nogle uomgængelige omstændigheder, som genspejles i Daseins forståelsesudkast. Oplystheden eller tilsynekomsten af det værende grunder i forståelsens fortolkning, og derfor kan det værendes væren først forstås når værensstrukturen er afdækket. Forståelsen viser Daseins åbenhed for sig selv. (1)I afdækningen af selvforholdet oplever jeg at være en væren-i-verden, og at jeg i denne har en forudbestemt værensforståelse. (2) I udkastet som Dasein gør, vil der pga. førnævnte være en forudbestemte værensforståelse, som konstituerer det værende derudfra. Vi frigiver ikke bare det værende til vores egne betydningssammenhæng i fakticiteten, men vi frigiver det værende til sine muligheder - og derved er sandheden en skeen eller en til-syne-komst, som viser sig i sin uskjulthed i fænomenerne ved at 7

9 Dasein frisætter det i en betydningssammenhæng. På baggrund af dette, kan vi kun tale om at verden er, som den er ud fra Daseins ontologi. Verden forstået som betydningssammenhæng eksisterer kun ved Daseins op-lysning af det skjulte. Dette medfører ikke en subjektiv relativisme, da forudbekendtskabet ikke sker tilfældigt. Det tager udgangspunkt i den forudgivet værensstruktur og værensforståelse som kendetegner alle entiteter som Dasein. Verden har så at sige præget os i vores kastethed, og vi er i vores frihed i forvejen henvist til at gøre det som vi gør. Det går fra at ligne relativisme til determinisme, men hvor Heidegger opstiller muligheden at lade Dasein frigive sig selv til sin sandhed, ved at forstå sig selv, som sig selv og ikke ud fra tingene - så vil Dasein leve i sin sandhed altså egentligt. AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER OM DEN HERMENEUTISKE FORSTÅELSE Det hermeneutiske forsigte Heidegger er umiddelbar klar i sit forhavende; han ønsker at stille værenssspørgsmålet, og dette spørgsmål har et bestemt forsigte, som jeg beskriver til dels i nedenstående afsnit. Deslige udtrykker han tydeligt gennem sin sprogbrug et nyt forgreb, at han ønsker at lade det værende blive udlagt på egentlighedens præmisser. Den tre-foldige-struktur er gennemgående i alle Heideggers analyser og overføres i sidste del af SuZ til tiden. Derfor er min gennemgang meget utilstrækkelig for en fuld forståelse, dog vil jeg alligevel forsøge at udtale mig om den hermeneutiske væremeåde. Heidegger forklarer den hermeneutiske væremåde, som den oprindeligste. Derfor afviser han den generelle erkendelsesteori, der primært består af følgende ideer. (1) Teoretisk erkendelse som den mest grundlæggende, (2) Forhold imellem subjekt og objekt og (3) Sandhed som overensstemmelse mellem objekt og subjekt. Heidegger siger derimod at erkendelse primært er praktisk i kraft af sin væren-i-verden, som medfører en hermeneutisk brugende omgang. Teoretisk erkendelse er kun afledt af en brugende forhåndsviden. Verden er vi ikke adskilt fra, men vi er selv indgående og indflettede i dens skabelse, og den af os. Deraf følger at sandheden er en afdækning, som lader tingene vise sig selv som sig selv - og udlægge dem i en fakticitet både Dasein og det værende befinder sig i - hvorved sandheden sker i sig selv som en oplysende frigivelse. Ved hermeneutikken og fænomenologien skabes der en forbindelse mellem livsverden og udlægningen. Det er ikke et problem at vi forstår og lever hermeneutisk dvs. forstå ud fra hvad vi i forvejen er bekendt med dette problem opstår først når vi ophører med at tage udgangspunkt i os selv, og mister vor gennem-sigtighed til forforståelsen af det værende og vor egen væren. Det 8

10 afgørende er, hvordan vi er i den hermeneutiske cirkel, og ikke hvordan vi kommer ud som metafysikken forsøger. Den hermeneutiske cirkel er ikke et system der er systematiseret, men en væremåde som kan udlægge sig selv eller gøre noget i kraft af dets helhed. Om den hermeneutiske struktur og dets sandhedsbegreb er sand som den eneste sande egentlighed er ikke sikkert, men han har herved bragt det som han ønskede ind på banen igen, det som vi tager for givet - vores fundamentalontologiske tilgang til verden og os selv, som Heidegger begrunder ud fra en fænomenologisk hermeneutik - hvor han selv i sin ontologiske udlægning er i et forhavende, forsigte og forgreb. 9

11 ANVENDT LITTERATUR: Primærlitteratur: Heidegger, Martin Blackwell, 1993 Being and Time Heidegger, Martin Gyldendal, 1999 To paragraffer fra Sein und Zeit, Hermeneutik Sekundærlitteratur: Fløistad, Guttorm Pax forlag, 1968 Heidegger en innføring i hans filosofi Wind, H.C. Gyldendal, 1974 Ekendelse og eksistens Løgstrup, K. E. Det lille forlag, 1996 Martin Heidegger Arne Næss Filosofiens Historie 2 Hans Reitzels, 3. udg. Poul Lübke forståelse Politiken, 1989 Heidegger: Filosofi som radikal spørgen, VTF: Engagement og Søren Gosvig Odense Universitetsforlag, 1990 Heideggger i teknikkens verden, Vejledning til Heidegger 10