Kapitel december Et glasskår

Transkript

1 Kapitel december Et glasskår Et sommerhus i Blåvand Næsetiptop startede dagen med et hidsigt brøl. Hvad er det her for noget bras Han havde fundet en bog i et af skabene, hvor der var et børnerim om nisser. Vi har en nisse, der hedder Nusser. Han driller vores kat, der hedder Pusser. Han roder også rundt i vores sokker og trusser Og maler sjove tegninger med tusser Han gemmer vores nøgler Og knækker vores bøjler Men han er alligevel sød Specielt hvis vi giver ham grød Men han kan allerbedst li rugbrød Med smør og syltetøj der er rød Han har en tandbørste så lille At den ikke er større end en bille Han kan bedst lide levende lys Elektriske giver ham kulde gys Så han kommer med et kæmpe nys Og hans lommetørklæde revner og må sys 1.

2 Han elsker flettede julehjerter Hans er små som fine ærter En nisse skal du ikke fange For så bliver de så bange Og sidder og synger sørgelige sange Til klokken bliver alt for mange Han kan lide med dit legetøj at lege Med legetøj han ikke selv vil eje. I mørket om natten du tale med ham kan. Hans stemme er hul som taler han i en spand Han kan få dig til at grine så dine øjne løber i vand Hans små træsko i din dyne efterlader sand. Kasper og Lai grinede som flækkede træsko, da de havde hørt rimet blive læst op af en arrig nisse. Sven forsøgte af høflighed at tilbageholde sit latterbrøl, med jeg kunne se at det ikke varede længe for han også var færdig af grin, for hans ansigtskulør blev bare rødere og rødere. Freja og Torben skyndte sig uden for, men deres latter kunne tydeligt høres gennem sommerhusets vægge. Jeg kastede mig ind i vore soveværelse og dykkede ned under dyner for at skjule mit latterbrøl. Nisser hadede denne latterliggørelse af dem, men på den anden side troede alle jo, at de ikke eksisterede, og det var jo netop det nisserne ønskede. Tænk bare på hvor mange forfærdelige historier der kører om varulve og dragemennesker. Det måtte man bare leve med, når nu ingen kendte til vores 2.

3 eksistenser. Digtet eller hvad man nu kan kalde det var jo ikke skrevet i nogen ond mening. En gang imellem var nisserne altså lidt for nærtagne efter min smag, også selvom jeg holdt uendeligt meget af dem. Næsetiptop gik og surmulede det meste af formiddagen, hvor Krusepersille forsøgt at muntre ham lidt op. Sven havde diskret bestilt en stor portion risengrød på Turisthotellet, som Næsetiptop kunne få til frokost. Det ville med garanti live ham op igen. Aktiviteterne var der mange af i sommerhuset i øjeblikket. Kasper, Lai og Viggo var ved at hjælp Olaf med at skrive de sidste artikler der skulle flytte fokus fra os. Præsidentens mænd havde travlt med at undersøge hvordan donationen fra Olaf skulle ske, så det var juridisk korrekt, og fremskaffe pengene. Sidstnævnte skete dog ikke i sommerhuset. Jakobsen dukkede løbende frem fra kommunikationsdimsen og meddelelte den sidste udvikling i anklageskriftet mod mig. Nu var alt endeligt skrevet færdigt og nu var det bare at vente, og vente, for at se om anklagerne blev fastholdt eller frafaldet. Vi kunne ikke gøre mere. Alle de løse ende var ved at blive afsluttet og rundet af. Det havde gjort stemning i huset lidt mere løssluppen. Næsetiptop og Krusepersille samt Viggo havde også, mens alle de andre projekter kørte, haft en stor opgave. Denne gruppe skulle nemlig planlægge hvordan de kunne få fat på det knuste glaskuglestykke og få det fjernet, så det aldrig kom til at genere nogen igen. De havde udtænkt mange forskellige planer, og dette var den plan som de allerede var i gang med at udføre: 3.

4 1. Viggo skulle have tilladelse til, som museets repræsentant, at fotografere glaskugleskåret. Denne del var udført og alle billederne var lagt ind på kommunikationsdimsen, så man havde det helt nøjagtige udseende og de korrekte mål. 2. Vi skulle have kontakt til glaspusteren i Sverige ham som pustede den nye kugle til os sidste år. Han skulle puste endnu en glaskugle, men denne gang blå. Fra denne kugle skulle elverne skære et kopi af det stykke der lå hos politiet. Selvom vi havde resterne fra den gamle glaskugle, så var den så giftig at være i nærheden af, at vi valgt at arbejde med noget nyt, selvom det måske var mere besværligt. Denne glaskugle var bestilt, pustet og var også leveret hos elverne, så de kunne skære stykket så det lignede det gamle præcist. Stykket var klar til afhentning på vores hjemadresse i København. 3. Uurguula skulle brygge den salve som var smurt på indersiden af kuglen, og iblande noget snavs, så salven ville få den samme farve, som det stykke skår som lå på politistationen. 4. Vi skulle have Uurguula til at brygge en modgift til de negative energier, så vi ikke selv blev kulrede når vi trådte ind i rummet med glaskugleskåret og skulle transportere det væk, og på den måde være tæt på glasstykket. 5. Glasstykket skulle ombyttes og erstattes med det som elverne havde skåret og som der var smurt salve på. 4.

5 Dette skulle planlægges temmelig nøje, for man vader ikke bare ind på en politistation og fortæller dem at man har tænkt sig at bytte rundt på nogle af de ting de opbevarer. Dybest set var det her en temmelig ulovlig handling vi var i gang med at udføre. Men det glasstykke skulle altså væk. Det var absolut ikke godt at det lå og slap dårlige energier fri, i takt med at den fedtede salve på indersiden af kuglen tørrede ud. Det glaskuglestykke skulle væk. Om ikke andet så for at bevare politiets mentale sunde tilstand. 6. Når glasstykket var i vores hænder, skulle det graves ned sammen med resten af den knuste glaskugle og de tre andre glaskugler som jeg også var i besiddelse af. Alt dette lå sikkert i mine svigerforældres stenhøj i deres baghave en stenhøj som svigerfar havde bygget hvorfra der løber et lille vandfald. Vi skulle have fat på denne kasse uden af svigerforældrene opdagede det, eller deres nysgerrige naboer for den sags skyld. Det var så planen, og nogle af emnerne var allerede iværksat og nogle var allerede gennemført. Den dag hvor vi havde sovet hjemme hos os selv i København, havde vi været en tur forbi mosen og spurgt Uurguula om hun kunne brygge salven og modgiften. Jeg havde helt sikkert forventet at hun havde sagt ja, men det gjorde hun ikke. Hun forklarede at hun manglede en del urter til bryggen. Men hun ville da gerne lave en der lignede, og hvor stor var sandsynligheden for at nogle ville opdage forskellen i salvernes kemi. 5.

6 Det måtte jeg jo give Uurguula ret i. Freja spurgt: Hvorfor mangler du urter, er det ikke noget vi kan skaffe til dig? Uurguula forklarede, at det desværre forholdt sig sådan, at en del af de urter hun normalt brugte, og som var en del af plantelivet i hendes mose, desværre manglede. Uurguula kunne som regel få en fugl til at hente det hun manglede, men det er ikke meget de kan have med, og det er heller ikke meget fuglene forstår. Freja fortsatte sin udspørgen. Hvorfor mangle du de urter? Jo, forklarede Uurguula, basalt set er det fordi alt for mange børn og voksne plukker blomster her i mosen. Det er fint at de plukker det de vil bruge, men de plukker ofte blomsterne og urterne bare for sjov og smider dem fra sig, når de forlader mosen. Ofte plukker de så mange blomster, at der slet ikke er nogle blomster tilbage. Ingen blomster tilbage betyder ingen frø og ingen frø betyder ingen urter. Masser af urterne lever kun 2 år, og kommer der ikke hvert år frø, så vil planten kun være der hver andet år eller slet ikke. Her i mosen har ivrige blomsterplukkere udryddet mange spændende og gode urter. Stauderne kan bedre klare sig, for de kommer igen år efter år, men da også kun til et vis punkt. Jeg kiggede forfærdet på Uurguula. Jamen det er da forfærdeligt, kan vi ikke hente frø eller planter fra andre moser og så genplante dem her, på steder eller tuer, hvor det ikke er nemt for folk at plukke dem? Uurguula lyste helt op: Ville I virkelig gøre det? Både Freja og jeg svarede i kor: Selvfølgelig vil vi det. Vi aftalte at Uurguula skulle finde ud af, hvor der var urter og frø, så ville vi køre ud og hente dem. Det ville blive spændende ture rundt i landet hele foråret og sommeren. 6.

7 Det der var det vigtigst for os, var om Uurguula kunne lave modgiften mod de dårlige energier. Havde hun urter nok til det. Det måtte hun også benægte. Hun forklarede hvad hun manglede, og jeg skrev det ned. Det kunne da være, at det var blomster man kunne købe hos en blomsterhandler, eller som man kunne bestille. På tilbagevejen fra mosen, havde vi været inde hos samtlige blomsterhandlere og gartnere som vi kom forbi, eventuel med en lille omvej alle steder havde vi bestilt disse urter. I løbet af de næste dage, var telefonopringninger kommet tilbage fra diverse blomsterhandlere, at urterne ikke var til at skaffe på denne tid af året. Det var yderst problematisk. Vi havde også spurgt den jyske mosemand som vi mødte senere og i anden anledning - om han havde disse urter. Det havde han, men han havde så lidt tilbage, så han kun ville bruge det til livstruende situationer, og det var det her jo ikke. Det måtte jeg give ham ret i. Vi ville bare blive skøre i bolden af at være i nærheden af glaskugleskåret, men det ville gå over på et tidspunkt. Det ser ud som om jeg skal til at have en urtehave i min have for at sikre forsyningerne, tænkt jeg en anelse irriteret over menneskernes ubesindighed. Vi stod altså i den dumme situation, at vi ikke havde nogen modgift. Det var surt. Et af punkterne på nissernes og Viggos plan var, at vi skulle ind på politistationen og ombytte glasstykket med kopien. Nisserne og Viggo havde ikke nogle forslag til denne del af missionen, og selvom de løbende have bedt om hjælp fra hele holdet i sommerhuset, så var det stadigvæk ikke løst. 7.