Spiritualitet & religion

Transkript

1 Autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub Gl ben Sommer De Berejstes Klub TEMA: Spiritualitet & religion KIRIBATI Verdens værste land? CHILE En lille anekdote om navne UGANDA Rejs til Uganda for ugandernes skyld NORDKOREA Velkommen til The Truman Show

2 ...endelig hjemme! Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER KØBENHAVN: Frederiksborggade 44 & LYNGBY: Lyngby Hovedgade 49D ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 KOLDING: Kolding Storcenter AARHUS: Østergade 30 AALBORG: Bispensgade 34 THE NORTH FACE STORES KØBENHAVN S: Field s KØBENHAVN V Fisketorvet ODENSE: Rosengårdscentret KUNDESERVICE Vi er altid klar til at hjælpe dig. TELEFON: info@friluftsland.dk WEBSHOP:

3 Leder Spiritualitet & religion Der er ikke meget, som kan gøre en redaktør lige så nervøs, som når man står over for at iværksætte en læserundersøgelse. Den pirrende fornemmelse begynder allerede, når spørgsmålene skal formuleres. Og forstærkes, mens svarene samles ind. Og så står man der pludselig på den yderste dag med læsernes dom. Den pirrende fornemmelse afløses af gåsehud og kuldegys. I efteråret spurgte vi, hvad I egentlig synes om Globen. Det var et led i medlemsundersøgelsen, som senest gennemførtes i Og min første siden jeg blev redaktør i Det var derfor også med en vis nervøsitet, at jeg begyndte at læse jeres svar. Og så udløstes spændingen med et euforisk Yes! Tusind tak! For jeres svar afspejler et entydigt positivt indtryk af Globen. 37 % svarer, at I stort set læser hele bladet! Og 33 % læser mellem 50 og 90 %. Dvs., 70 % af jer læser mere end halvdelen af bladet. At så mange læser en så høj andel er der få tidsskrifter, som kan konkurrere med. Og Globen, vurderer I, er klubbens vigtigste tilbud til medlemmerne. Hvad kendetegner i øvrigt en god rejseartikel? Ja, skal man tro samme undersøgelse, hvor et par hundrede læsere gav deres besyv, så er det vigtigste, at Globens artikler giver indsigt i destinationen, er velskrevne, og at de formidler faktuel viden. Det er mindre vigtigt, om artiklerne er lange og omfattende, om de er underholdende, eller om den beskrevne rejse er foretaget for nylig. 56 % af jer svarer i øvrigt, at I gerne vil bidrage med artikler eller fotos og vi har altid brug for nye skribenter og fotografer! 13. juli har vi et redaktionsmøde i Aarhus, ligesom vi er ved at etablere et skriveværksted i København. Vil du med så meld dig til på medlemsbladet-globen. Spiritualitet & religion er tema for dette nummer. Selv har jeg det lidt ligesom Obelix, der faldt i gryden med trylledrik som barn og derfor ikke har behov for flere dråber af eleksiren med de magiske kræfter, for jeg har aldrig gået så meget i kirke, som da jeg var barn! Min mor var organist og tog mig flere gange om ugen med til gudstjenester, barnedåb, bryllupper, og begravelser. Som lille purk fandt jeg hurtigt ud af, at det var sjovest, når der var altergang, og man kunne liste sig op til præsten og få et glas nadvervin! Mine barndomsoplevelser har siden ansporet mig til at have et åbent og nysgerrigt sind, og jeg går gerne på opdagelse i andre trossamfund, når jeg er ude at rejse. Men hjemme ser I mig sjældent i en kirke. God rejse- og læselyst. Og god sommer! May the Force be with you! Namaste! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør Vatikanet/Nepal/Myanmar 3

4 Gl ben Rejsemagasin De Berejstes fra De KlubBerejstes Klub Indhold Forsidefoto: Boudhanath i Katmandu af Lars-Terje Lysemose Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. juli 2013 Næste tema: Friluftsliv Annoncer: annoncer@berejst.dk Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J Oplag: 900 ISSN: Medlemskab/abonnement: Redaktion: Lars-Terje Lysemose Viroj Ansvarshavende redaktør Jienwatcharamongkhol Grafiker Ann Kledal Medredaktør Finn la Cour Medredaktør Rebecca Langhorn Korrekturlæser Kirsten K. Kester Korrekturlæser Anette Lillevang Kristiansen Medredaktør Per Allan Jensen Korrekturlæser Rikke Birkedal Hansen Korrekturlæser Anna le Dous Korrekturlæser Jytte Kristensen Korrekturlæser Elsebeth Finnick Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. TEMA: Spiritualitet & religion 6 INDONESIEN Pancasila: Ét land, 5 religioner 8 INDONESIEN En spændende kultur og en gammel religion 12 MYANMAR Husk lige at børste tænder på Buddha! 14 MALAYSIA Hvad laver man om natten i Malaysia? 17 VATIKANET En vatikansk nat i skjul på et stillads 20 MALDIVERNE Et indremissionsk turistparadis? 22 UKRAINE Naturreservat & helligdom: Skæbner & mirakler i Tjernobyl 26 TYSKLAND Externsteine: Kult og keltisk mystik 28 KUWAIT Et møde med islam i Kuwait 30 INDIEN Kom med til et punjabibryllup 34 Iran, nepal, israel, antigua & barbuda, indien, indonesien, vatikanet, frankrig, påskeøen, myanmar & australien Rejsebilleder 38 Belize, USa, mexico & storbritannien Jagten på krystalkraniernes hemmelighed

5 Illustration: Jayhan Sim SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang jeg gjorde en god gerning Cambodja Og jeg gør det endnu 42 Næste konkurrence Dengang rejsen foregik i børnehøjde namibia Hvordan to stemmejern blev til otte 44 mali Min familie i Mali 45 Etiopien En ordbog og tre måneders husleje ØVRIGE ARTIKLER 46 Nordkorea Velkommen til The Truman Show og en iscenesat virkelighed 48 Uganda Rejs til Uganda for ugandernes skyld 51 Chile En lille anekdote om navne i Chile 52 kiribati Verdens værste land? 56 Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser DE BEREJSTES KLUB 3 Leder 60 Bestyrelse for DBK 61 Bedste bidrag det seneste kvartal 62 Henrik Schumacher Det værste ved at rejse er varm cola! 64 Medlemmer der har rejst mest til de mindst besøgte lande i DBK 65 Få globen LIGE TIL Døren uanset hvor du bor! 5

6 Ét land, 5 religioner Tekst & FOTOS: Lars-Terje Lysemose 1 Indonesien har ca. 209 millioner muslimer flest på Java og langt de fleste moderate og tolerante sunnier. At se kvinder hyllet til i sort fra top til tå er en sjældenhed. Landet er et sekulært demokrati og styres efter statsideologien pancasila, som anerkender fem somme tider seks trossamfund (konfusianisme er det 6., der dog har været bandlyst i perioder). Indonesien består af øer, som hver især har deres unikke kultur. Der er også hundredvis af forskellige sprog. Indtil 1945 var øriget en nederlandsk koloni, som først samledes som nation og fik et fælles sprog efter selvstændigheden. 2 De protestantiske kirker har ca. 14 millioner medlemmer og er fordelt på mange forskellige menigheder som fx adventister, presbytarianere, osv. Ofte tilhører hele landsbyer samme trossamfund, og selv om kristne kan findes i hele landet, er de især bosat på øerne øst for Lombok. 3 Katolikkerne tæller 8 millioner. Især provinsen Nusa Tenggara Timur har mange katolikker, for Flores og Timor blev først koloniseret af portugisiske missionærer og handelsrejsende på vej til Molukkerne Krydderiøerne. I dag går der en landegrænse ned igennem Timor, men da paven besøgte Dili i 1989, var Østtimor en indonesisk provins. 4 Indonesiens 4 millioner hinduer findes først og fremmest på Bali. Øen er samtidig også den mest tolerante over for vestlig livsstil og dekadence med lommer af hedonistiske diskoteker og barer, hvor især blegfede australiere hærger. Vil man opleve det ægte Bali, bør man besøge øens indre og fx det kulturelle centrum Ubud. Religiøse højtider som nyepi, galungang og kuningan kan dog opleves overalt på øen. 5 Lidt over en million er buddhister, og de findes først og fremmest i hovedstaden Jakarta. Mange er etniske kinesere. En gang om året, på waisak- eller vesak-dagen, rejser tusinder af munke til Borobudur midt på Java, i øvrigt Indonesiens mest besøgte turistattraktion. Her fremsiger de mantraer og mediterer, mens de bevæger sig rundt om det enorme tempelkompleks. n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er ansvarshavende redaktør af Globen. Indonesien er hans absolutte favoritdestination pga. den store diversitet i naturen, kulturen som er forskellig fra ø til ø, indonesernes gode mad og deres væsen gæstfrie, imødekommende og nysgerrige på verden omkring dem. 6

7 Og 9 tips til INDONESIEN Borobudur 504 buddhafigurer fra 800-tallet hilser dig velkommen. Vand & strand Beachboys, surfbølger, snorkling og dykning. Du er aldrig langt fra en strand. Kunst & kunsthåndværk Gå ikke glip af Symons Art Zoo og de andre gallerier i Ubud på Bali. 4 Bali Gudernes Ø er et paradis, men undlad ikke at opleve nogle af de andre øer! øer er lig med multikultur Hver ø har sin helt unikke kultur. Tag på øhop og lad dig forføre. 6 Det enkle liv Enkelt, primitivt og uberørt. Oplev de fjerneste øers kultur og levevis Traditioner & Ceremonier Traditionelle dragter, dans og musik er udbredt. Og du inviteres altid med! Bjerge & vulkaner Tag på vandring i bjergene og kravl op på en af de over 150 aktive vulkaner. Lombok Mindre turistet end Bali, men med både strand, kultur og smuk natur

8 En spændende kultur OG en gammel religion Tekst & FOTOS: Lisbeth Vivaldini Tag med til Tana Toraja torajaernes land hvor døden anses for at være livets højdepunkt. Navnet Tana Toraja på Sulawesi i Indonesien betyder torajaernes land, og stedet er beboet af et folk, som min mand Emilio og jeg valgte at opsøge pga. deres spiritualitet, og især deres kult omkring de døde. Jeg havde hørt, at det skulle være muligt at finde en guide til torajaerne uden for lufthavnen i Makassar. Det holdt stik, og vi var så heldige at finde en, som talte både engelsk og italiensk. Roby, som vores guide hed, havde været guide for et italiensk tv-hold, som havde produceret en udsendelse om området, så vi følte os i gode hænder og hyrede ham straks til at organisere vores besøg til Tana Toraja. Sulawesis største by Makassar, tidligere kendt som Ujung Pandang, er Asien på godt og ondt. Det vil sige kaos, åbne kloakker og masser af farver og folkeliv. På vej til hotellet fik vi øje på et par kinesiske templer i Chinatown, som vi senere besøgte. I det ene fik vi en fantastisk modtagelse af en mand, som talte fortrinligt engelsk. Han forklarede alt om deres ritualer og viste os resten af templet, som vrimlede med folk pga. det kinesiske års afslutning, hvor man bl.a. symbolsk ofrer penge, som efter bønnen brændes. De medbringer en masse mad til velsignelse i templet, som efterfølgende tages med hjem og spises af familien. Efter dette berigende tempelbesøg hyrede vi to cykeltaxier og kørte rundt hele eftermiddagen. Ud over at se hverdagslivets gang og et par bryllupper kørte vi forbi havnen, og det var noget af en oplevelse. Der var farverige fiskerbåde, et marked med de flotteste fisk, og vi fik så ellers flere hundrede fiskeres fulde opmærksomhed. Her er det vist sjældent, at der kommer en blondine forbi jeg følte mig lidt som et dyr i zoo. Optog med gaver til den afdødes familie. Ad snoede bjergveje Turen, de 300 km til Tana Toraja, tager mindst 10 timer fra Makassar. Det første stykke vej går langs kysten. Vi vidste godt, at det var regntid, men havde ikke forudset, at det ville regne uafbrudt fra morgen til aften. Området uden for Makassar var oversvømmet, og vi var ikke altid helt trygge ved situationen op ad de snoede smalle bjergveje. Vejene er fulde af huller og i elendig forfatning. Sjovt nok stoppede regnen efterhånden som vi bevægede os op i højderne, så 8

9 det bragte stor glæde. Landskabet her er ubeskriveligt smukt, med bjerge og tropisk vegetation, afbrudt af rismarker med frisk grøn ris. Vi kom frem til torajaernes land og Rantepao, deres hovedby, godt trætte. Torajaerne tæller ca , hvoraf stadig lever i Tana Toraja. Selv om hollænderne har været på Sulawesi siden 1700-tallet, var det først i 1920 erne, at deres opmærksomhed blev rettet mod torajaerne, som oprindeligt var animister, og at de sendte missionærer for at gøre torajaerne kristne. Trods store anstrengelser var der i 1950 kun 10 %, som var konverteret til kristendommen, vel at mærke på deres egen manér, da torajanerne har bevaret en række af deres oprindelige ritualer og skikke af animistisk oprindelse (animisme er troen på, at både mennesker og ting har sjæle). Det er vist unødvendigt at nævne, at man her ikke husker kolonitiden for noget positivt. I 1965 blev det bestemt ved lov, at alle indonesere skulle tilhøre en af de officielt anerkendte trosretninger (islam, hinduisme, protestantisk kristendom, katolicisme eller buddhismen). Torajaernes tro, aluk, fremgik ikke af listen, og mange valgte derfor kristendommen. Det, der er specielt ved torajaerne, er kulten omkring de døde. Torajaerne anser ikke døden som det modsatte af at blive født, men betragter død og fødsel som de vigtigste milepæle i en persons liv. Det er interessant så forskellig deres og vores opfattelse af døden er. For dem er døden en kulmination på livet, hvorimod døden hos os nærmest er tabu. En begravelse er her ikke grund til sorg, for det er ved denne lejlighed, at man manifesterer familiens status, og den største fest i en persons liv er begravelsen. Fra en person dør, til begravelsen foregår, kan der gå flere år. Den afdøde balsameres og beholdes hjemme i huset, og man lader som om vedkommende ikke er død, med det formål, at familien kan komme sig over sorgen og spare sammen til at holde begravelsen. Der skal ofres et utal af bøfler (ifølge toraja-kulturen skal bøflerne følge deres herres sjæl på rejsen), og familiens medlemmer skal have mulighed for at komme hjem fra, hvor i verden de nu er. Til indvielse af tongkonan Vores eventyr i Tana Toraja begyndte næste dag, hvor vi skulle deltage i en indvielsesfest af et hus. Med hus forstås hér et almindeligt hus til beboelse, et traditionelt torajahus, tongkonan, som har form som en båd, og et eller flere forrådshuse, som for de højeste kasters vedkommende er hånddekorerede overalt. Når alt dette står færdigbygget, inviterer ejeren alle de andre familier til fest (vi taler om personer). Til at huse alle disse gæster bygger man overdækkede pavilloner, en stor pavillon Toastmasteren leder dansen. foran huset til familien selv, og der ud over feltkøkkener til bespisning af alle disse mennesker. De inviterede bringer svin (og her taler vi om nogle basser på 150 kg), som præsenteres for ejeren i et optog, som ledsages af unge dansende piger og syngende drenge, iført nogle kostumer, som slet ikke synes at passe ind her drengene ligner noget fra et cirkus og pigerne et amerikansk heppekor. Herefter følger de ældre (gifte) kvinder i smukke dragter og perledekorationer. Optoget stopper foran familiens pavillon. Derefter er der dans, musik og slagtning af svinene. Jeg lagde genertheden på hylden og deltog i kvindernes dans, hvilket der blev sat stor pris på. Inden middagen var der lige plads til en katolsk messe, for her var de katolikker. Det var en unik oplevelse at se, hvordan samspillet mellem traditioner, religion og modernitet fungerer her. Det værste var at høre de stakkels dyr hvine, men det er jo en del af deres tradition, og ingen andre end os tog tilsyneladende notits af hyl og blod. Efter slagtningen blev kødet fordelt mellem familierne, og resten blev tilberedt over bål i bambusrør. Det var en stor og anderledes oplevelse, som vi var privilegeret at deltage i. Begravelsesoptog bringer den afdøde til festpladsen. Babytræer og klippegrave Næste dag stod på trekking til gravstederne. Det var pragtfuldt at vandre gennem denne fantastiske natur, hvor rismarkerne afløses af bambusskove. Torajaernes vigtigste fest er som sagt begravelsen, og de tror på et liv efter døden. Denne dødskult har mange lighedspunkter med de gamle ægypteres, og det på trods af både tidsmæssig og fysisk afstand. 9

10 Babytræet hvor børn, som endnu ikke har fået tænder, begraves, så de kan vokse med træet. Balkoner med træfigurer af de afdøde. Deres familier har ofret mindst 34 bøfler. En torajafamilies sociale position afhænger bl.a. af, hvor mange bøffelhorn der er på husets gavl. De døde begraves på sikre steder som i klipper og grotter. Før i tiden kom man de døde i smukt udskårne trækister, og disse havde for kvindernes vedkommende form som en gris og for mændenes form som en bøffel. De blev placeret på balkoner i træ, monteret på bjergets side. For de riges og adeliges vedkommende lavede man også en træfigur, tau tau, som lignede den afdøde, og som placeredes i en slags altan, hugget ind i grotten. Sidstnævnte privilegium var kun for folk, som havde ofret mere end 34 bøfler. En meget rørende oplevelse var besøget ved babytræet. Babyer, dvs. børn som døde inden de havde fået tænder, blev viklet ind i et stykke stof og begravet i et specielt træ, ved at man lavede et hul i træet, hvor barnet blev placeret. Derefter blev hullet dækket med en slags palmemåtte. I og med at torajaerne er animister, så mener de, at træet har en sjæl, og grunden til, at babyerne blev begravet i træet, var at torajaerne mente, at disses sjæl så kunne vokse sammen med træet, og således siden blive fulgt til det hinsides. Specielt babytræet var fascinerende, men denne begravelsestradition finder ikke længere anvendelse. Vi besøgte et par bjerge med grave, en grotte og babytræet. I dag bliver kun få mennesker begravet i bjergene, de fleste har familiegravsteder, hvor kristne og toraja-traditioner forenes i en skøn blanding. Optog med bøfler og svin Og så til den med spænding længe ventede begravelse: Efter en tur med angsten i halsen, ad stejle ikke-asfalterede bjergveje, nåede vi meters højde, hvor begravelsen foregik. Vi var ude af bilen et par gange, da vores nerver ikke kunne klare visse hældninger på klipperne og ikke eksisterende veje. Netop det forhold, at stedet er så svært at nå, gjorde selvfølgelig også, at vi så et stykke uberørt toraja-land. Her var alle landsbyerne traditionelle, dvs. de består af et eller flere huse, hvor familierne bor. Torajaernes huse er bygget på pæle, dekoreret med udskæringer i træet, malet i smukke mønstre og med hornene fra de bøfler, familien i tidens løb har ofret, på facaden. Hertil kommer et forrådshus i samme stil, blot mindre. De to sidstnævnte tilhører hele familien, som herved har moralsk forpligtelse til at vedligeholde husene. På disse kanter opgøres familiens rigdom og sociale status af, hvor mange bøfler (og derved bøffelhorn på den traditionelle husfacade) man har. Begravelsen varer her en uge, og dette var den anden dag, hvor alle familierne bringer offergaver i form af bøfler eller svin. Omkring familiens huse er der opbygget pavilloner, hvor alle gæsterne er placeret. Hver familie er placeret i en pavillon, som har enten nummer eller navn. Ceremonien starter med et optog, hvor bøflerne føres ind først, derefter kommer hele familien. Hver familie er iført familiens specielle kostume, udført i samme stof eller farve. Hver enkelt familie går op i værtsfamiliens pavillon, inden de tager plads i den pavillon, der er dem tildelt. En opråber, eller toastmaster som vi ville sige, præsenterer familiernes gaver. Det skal lige nævnes, at ved familie forstås ikke en kernefamilie bestående af mor, far og børn, men her er der tale om en hel slægt. Sådan foregår det til alle er på plads, kun afbrudt af dans og musik. I dette samfund har den moralske forpligtelse og respekt stor betydning. Begravelsesceremonien benyttes også til at knytte sociale bånd og handler, og aftaler om bryllup bliver ofte indgået ved denne lejlighed. For os kan det virke meningsløst og brutalt at slagte bøfler til en begravelse, især i betragtning af, at en bøffel koster kr. De lyse bøfler er de mindst værdifulde, mens de brogede halvalbinobøfler med lyse øjne er de mest værdifulde. Til begravelsen skal der være mindst en af de brogede, da man mener, at jo mere og bedre man ofrer, jo bedre får man det i det hinsides. Den eneste funktion disse bøfler har, er altså at blive slagtet til begravelse. De bruges ikke til arbejde, da de er så værdifulde, og de behandles med stor omhu. De bliver endda vasket med shampoo hver dag. Kødet fra bøflerne og svinene spises ved festen, og resten fordeles mellem familierne. Til dagligt spiser torajaerne ikke kød, det er forbeholdt specielle lejligheder som denne. I dette tilfælde havde personen været død i fem år og havde i al denne tid ligget balsameret i sit soveværelse, således at familien kunne samle penge, planlægge og vænne sig til, at familiemedlemmet var død. I denne tid betragtes personen som syg, og man bringer vedkommende mad og drikke, for man anser først vedkommende for 10

11 SULAWESI & TANA TORAJA Bøffelkampen trækker mange tilskuere. rigtig død, når begravelsen er overstået. Til denne og til den foregående ceremoni var vi de eneste udlændinge, så det var uvurderligt, at vi havde hyret en toraja-guide, som vidste, hvilke ceremonier der foregik hvor og hvornår. Vi er heldige og får også en førstedagsceremoni med. På denne dag bæres den døde i stort optog, med vimpler, bøfler og et følge på flere hundrede mennesker, hvor familien traditionen tro alle er klædt i samme farve, følger til fods fra huset og til pladsen, hvor begravelsesceremonien foregår. Ved ankomsten skal kisten placeres i et dertil bygget tårn. I dette tilfælde var der også en udskåret træfigur af den døde, hvilket betyder, at der her ofres mere end 34 bøfler. Mens vi er her, ofres en enkelt bøffel, og igen uddeles kødet til hver enkelt familie. Efter uddelingen af kødet er der bøffelkamp, hvilket jeg egentlig havde frygtet lidt. Men min bekymring var aldeles ubegrundet. To bøfler blev sluppet løs, men da disse er opvokset kun med det formål at spise, står de og kigger indtil de på et eller andet tidspunkt begynder at stange hinanden. Den der først vender om og løber væk har tabt. Jeg havde frygtet, at de ville opildne bøflerne, og at der ville være blod, men her var alt tilforladeligt og fredsommeligt. Desværre nåede vi ikke at se en sidste dags begravelse, men da det ikke var begravelsessæson var vi utroligt heldige, at vi kunne deltage i to forskellige begravelsesceremonier. Vores besøg i Tana Toraja blev en af de største og mest unikke oplevelser på vore mange rejser, og den var i sig En typisk torajalandsby. selv hele den lange tur værd. Naturen er ubeskrivelig smuk, det rene paradis, og det at finde en kultur, som på trods af århundreders påvirkning udefra stadig er forholdsvis intakt, er i dag en sjældenhed. Det er også unikt og positivt at se, hvordan tradition og religion forenes. Indonesien har en fantastisk natur og kultur og en utrolig dejlig befolkning og er et land, som vi helt sikkert må tilbage til igen. n Lisbeth Vivaldini har medlemsnr. 610 og bor i Italien. Når hun rejser, vil hun især gerne opleve kultur og etniske minoriteter. Sulawesi er med sine km² verdens 11. største ø. De vigtigste byer er Makassar i syd og Manado i nord. Tana Toraja ligger i et bjergrigt område 300 km nord for Makassar. Det laveste punkt er 150 moh. og det højeste moh. UD & HJEM IGEN: Garuda flyver fra Bali til Makassar/Ujung Padang. Man kan også flyve fra Kuala Lumpur med Air Asia. Vi fløj videre fra Makassar til Manado og derfra med Silk Air til Singapore. Man kan også sejle med færge fra Surabaya på Java. LOKAL TRANSPORT: En taxa fra lufthavnen i Makassar til centrum (17 km) koster ca. 65 kr., mens en bus koster ca. 10 kr. per person. Bus til Rantepao, Tana Torajas hovedby, koster 50 kr. Uden for ankomsthallen er det muligt at hyre en lokal guide til Tana Toraja, noget jeg klart vil anbefale, da disse altid ved, hvor der er begravelser og andre ceremonier. Vores guide Roby Figo fra Cendana Tours & Travel kan evt. kontaktes på firoby@ yahoo.com. BO: For to personer med to hotelovernatninger i Makassar, turen til Tana Toraja med bil, chauffør og guide, inkl. fire nætter I Rantepao, betalte vi ca kr. eller IDR. I Makassar boede vi dels på Royal Regency (ca. 225 kr. for et dobbeltværelse), og på Aryaduta Imperial (ca. 390 kr. for et dobbeltværelse). I Tana Toraja boede vi på et hotel, som i dag hedder Misiliana Hotel, men som tidligere hed Tana Toraja Heritage (ca. 225 kr. for et dobbeltværelse). Hotellet ligger meget smukt, højt og med fuldt udsyn over dalen. 11

12 Den siddende Mahamuni-buddhafigur er ca. tre meter høj. Husk lige at børste tænder på Buddha! I Myanmar spiller religion en utrolig stor rolle. 90 % af landets befolkning vedkender sig buddhismen, der nærmest har status som statsreligion. Landets næsten munke sætter da også deres tydelige præg på gadebilledet, når de to gange om dagen forlader deres klostre for at samle mad ind. Tekst & fotos: Jette Aagaard Madsen For en gudeløs dansker som jeg selv er en rejse til Myanmar et helt særligt møde med meget af det, der karakteriserer en religion: fællesskabet, intensiteten, opofringen og en given sig hen, der virker helt igennem ægte og uden forbehold. En af de stærkeste oplevelser på min rejse til Myanmar, sammen med min familie, var to besøg i et tempel i Mandalay, hvor guldbuddhaen Mahamuni har hjemme. Tempelkomplekset besøges årligt af mange pilgrimme, fordi buddhastatuen har en særlig betydning for buddhister. Man tror nemlig, at Mahamuni-buddhastatuen er en ud af kun fem af sin art og den eneste i Myanmar, der blev lavet, mens Buddha stadig var i live. Ét besøg var ikke nok for os. Vi besluttede os for at komme igen meget tidligt om morgenen for at se, Mahamunis berømte morgentoilette, hvor buddhaen i ramme alvor får vasket hovedet og børstet tænder. Mahamuni blandt blingbling Første gang vi så Mahamuni var midt på dagen. Det var ulideligt varmt på den forkerte side af 35 C. Solen stod højt på himlen, og selv de hvide marmorfliser i tempelkomplekset brændte ubehageligt mod vores fødder. Buddhaen befinder sig i et stort moderne tempelkompleks. Man kommer hen til den ved at gå ad en overdækket søjlegang, der netop på denne dag var en forfriskende kølig oplevelse. Æstetisk er søjlegangen imidlertid en katastrofe af dimensioner. På hver side er der en række boder med kinesisk junk af værste skuffe forgyldte buddhaer med auraer bestående af blå og grønne diskolys og andre religiøse blingbling-genstande som smykker, vedhæng, blomster og krukker i de mest unaturlige farver og materialer - og det i et land, der ellers frembringer noget af det smukkeste håndværk i verden. Buddhakrop med guldknopper Den siddende Mahamuni-buddhafigur, der er ca. tre meter høj, befinder sig på et fundament, der hæver den et par meter over tempelgulvet, så den er nem at se for alle, der befinder sig i midten af templet. Mahamunis krop har igennem hundreder af år fået påsat mange tusinde lag bladguld af mænd (som er de eneste, der må røre buddhaen) så mange lag, at der efter sigende er påklistret mere end 15 cm bladguld over hele kroppen. Ikke et jævnt lag, men ujævnt så det nærmest ligner forgyldte skoldkopper. Foran Mahamuni var der et sandt folkeliv af bedende mennesker mænd og kvinder i alle aldre, der med stor intensitet og halvt mediterende gav sig hen i bøn siddende i de for hhv. kvinder og mænd reserverede båse foran guldbuddhaen. Og helt oppe foran Mahamuni var der en lind strøm af mænd, der gnubbede bladguld på den nederste del af buddhaens krop. Nye bedende kom hele tiden til bærende på blomsterbuketter og bakker med ris, vandflasker, mango og popcorn, der blev stillet på de dertil indrettede små borde. Alt sammen medbragt som daglige ofringer, der har til hensigt at forbedre den enkeltes merit (regnskab). En god meritregnskab fører til 12

13 bedre karma, der igen sikrer, at man som buddhist genfødes som et højere stående væsen tættere på Nirvana. Fuldstændigt bjergtagede at have betragtet de intense religiøse aktiviteter i mere end en time, besluttede vi at komme igen næste morgen for at se Mahamunis berømte morgentoilette. Hovedvask og tandbørstning Vi blev hentet på vores hotel kl og var fremme ved tempelkomplekset kl , hvor vi kunne konstatere, at buddhaens morgentoilette var i fuld gang. En masse mennesker havde på dette (ukristelige!) tidspunkt allerede indtaget deres pladser siddende foran Mahamuni. Forrest munkene i deres karakteristiske mørkerøde gevandter. Derefter var der sektioner for hhv. mænd og kvinder. De fleste ikke gejstlige var i pænt tøj. Jeg fik den tanke, at de formentlig var på vej til arbejde og klarede de daglige ofringer på denne meget praktiske måde. Mahamunis morgentoilette blev udført af en munk, der denne morgen havde fået tildelt det ærefulde hverv. Munken stod hævet over alle andre på et til formålet opstillet stillads foran buddhaen. Først fik buddhaen en stor gylden hagesmæk på, der dækkede den guldknoppede krop. Dernæst fik Mahamuni vasket ansigtet. Fine farvede klude blev af et par gejstlige rakt op til munken, som forsigtigt og meget grundigt vaskede Mahamunis ansigt. I næsten et kvarter gentog han disse vaskerier, hvorefter turen kom til tandbørstningen, der også foregik med de farvede klude, men nu med tydelige tandbørstebevægelser langs Mahamunis underfundigt smilende mund. Alle aktiviteterne var akkompagneret af messende stemmer fra to mandlige og en kvindelig tempeltjener, der på skift fremsagde lange bønner på pali. Dertil spillede et tremandsorkester, som sørgede for at alting foregik i et taktfast tempo. For en udenforstående, som mig selv, er det svært at forstå alle de mange aktiviteter og ceremonier, og det slog mig, hvor anderledes dette er fra kirkelige handlinger på vores breddegrader. Især de mange aktive mennesker der udfyldte deres roller fra forskellige steder i templet, som var det et religiøst totalteater. På én gang orkestreret af en usynlig hånd, på én gang nærmest anar- MYANMAR Mahamuni-buddhastatuen har siden 1784 befundet sig i Mandalay, hvortil den blev bragt fra Mrauk U i det nordlige Myanmar af kong Bodawpaya. Ifølge legenden blev statuen lavet, da Buddha besøgte Mrauk U år 554 før vor tidsregning. Det nuværende tempel, hvori Mahamuni befinder sig, er af nyere dato, opført i beton efter at det tidligere tempel brændte i slutningen af 1800-tallet. Navnet Mahamuni betyder helt bogstaveligt Den Store Vismand. UD & HJEM IGEN: Vi fløj med Air Asia fra Bangkok til Yangon. En enkeltbillet fås fra ca. 400 kr. Men hold øje med flyselskaberne. I takt med at Myanmar åbner op, oprettes der givetvis flere ruter, måske også direkte fra Europa. kistisk. Der herskede på stedet en både hverdagsagtig og højtidelig stemning, hvor alvorlige ritualer og inderlig bøn blandede sig med almindelig samvær. En af vagterne tog en vandflaske fra en ofringsbakke og begyndte at drikke af den. Hvorfor ikke, hvis man er tørstig? Efter ca. en time var Mahamuni øjensynligt rengjort tilstrækkeligt for den dag. Stilladset blev taget ned, mens den heldige munk og de gejstlige i deres fine hvide dragter forsvandt. Mange af de andre aktiviteter i templet forsatte, mens vi tog af sted for at byde solen velkommen over Ubein verdens længste teaktræsbro! SPIS & BO: Vores rejseselskab var min familie på 5 personer. Hjemmefra havde vi entreret med et lokalt rejsebureau, Myanmar Elite Tours (fundet via Google), der viste sig at være super professionelle. De arrangerede hele turen for os som en privat tur dvs., de reserverede hoteller, indenrigsfly og sørgede for en kombineret chauffør og guide, der var til vores disposition hvert sted. Det var en effektiv måde at rejse på, der betød, at vi fik udnyttet vores knap tre uger i Myanmar optimalt. I Mandalay boede vi godt, men lidt kedeligt. Vi boede på et stort moderne hotel, Mandalay Hill Resort, neden for Mandalay Hill. Man kan sagtens selv arrangere hele eller dele af turen på nettet hjemmefra. Hvis man har god tid i landet, kan man vente med planlægningen, til man kommer til Myanmar. Det er et land fyldt med venlige mennesker, og overraskende mange kan gøre sig forståelig på engelsk. Med den stigende turisme i landet og den relativt lille hotelkapacitet kan det dog være en fordel at reservere hoteller hjemmefra, i hvert fald hvis man skal afsted i højsæsonen, som er vores vinter. VISUM: Man kan ansøge om visum på Myanmars ambassade i London eller Berlin. Giv jer god tid til denne proces. Vi var mere end tre uger om at få vores visum! n Jette Aagaard Madsen er 56 år og har medlemsnr Hun har i mange år rejst i Østen. Vinterferien gik dog til Ghana og hendes næste større rejsemål er i skrivende stund Australien. 13