vand, næringsstoffer, lys, kuldioxid til blå druer, mørkerøde Ingrid Marieæbler, grønne Clara Friis pærer, orange appelsiner, gule bananer frugter af

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "vand, næringsstoffer, lys, kuldioxid til blå druer, mørkerøde Ingrid Marieæbler, grønne Clara Friis pærer, orange appelsiner, gule bananer frugter af"

Stine Strøm
8 år siden
Visninger:

1 Tekster: Sl 121, 1 Joh 4,12-16a, Joh 15,1-11 Salmer: Lihme kl 9.00: 4 Giv mig Gud 289 Nu bede vi 292 Kærligheds og sandheds ånd 696 Kærlighed er lysets kilde Rødding kl Giv mig Gud 47 Jeg løfter minde øjne op 289 Nu bede vi 292 Kærligheds og sandheds ånd 438 Hellig 610 v 3 Bliv hos mig, kære Herre Krist 696 Kærlighed er lysets kilde Et træ er forunderligt. Det sender sine rødder ned i jorden, det strækker sine blade op mod himlen. Gennem rødderne henter det vand og næringsstoffer op, gennem bladene henter det lys og kuldioxid ind, og inde i træet sker den underfulde forarbejdning af 1

30 4 Giv mig Gud 47 Jeg løfter minde øjne op 289 Nu bede vi 292 Kærligheds og sandheds ånd 438 Hellig 610 v 3 Bliv hos mig, kære Herre Krist 696

2 vand, næringsstoffer, lys, kuldioxid til blå druer, mørkerøde Ingrid Marieæbler, grønne Clara Friis pærer, orange appelsiner, gule bananer frugter af alle mulige forskellige slags sat sammen af stort set de samme ingredienser kombineret på en lille smule varierende måder: næringsstoffer, vand, kuldioxid, lys. Det er dette dagligdags mirakel, Jesus drager frem og bruger som billede på sig selv og os i evangeliet, vi lige har hørt. Ligesom træet i kraft af rødder og blade rækker ind i en skjult virkelighed og henter den frem gennem grenene og de frugter, de bærer, sådan rækker Jesus ind i Guds virkelighed og henter Guds kraft ind og giver den skikkelse og form gennem os i den verden, vi lever i. Det handler om kærlighed. Det handler om at Jesus trækker Guds kærlighed ind i vores virkelighed ved at lade os møde og mærke Guds kærlighed i sine ord og handlinger, så vi bliver så afhængige af Guds kærlighed, at vi ikke kan lade være at bringe den videre. Det er langt fra nogen selvfølge, at det sker. Lige for tiden hører vi rigtigt meget om, hvad det er der sker 2

Det er dette dagligdags mirakel, Jesus drager frem og bruger som billede på sig selv og os i evangeliet, vi lige har hørt.

3 med de unge mennesker fra muslimske indvandrermiljøer, der er rejst til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Hvordan de bliver ødelagte i sindet af de rædsler de enten er vidne til eller medvirkende til. Og det er jo ikke kun noget der sker for unge muslimer. Det er også sket for unge mennesker opvokset i en etnisk dansk sammenhæng, som på opfordring af det danske samfund rejste ud for at kæmpe mod Taleban, eller for at være med til at skabe fred i Irak, Libyen eller i Bosnien og som i kraft af de opgaver de fik, blev så ødelagte i sindet, at de er skadede på livstid og gennem deres handlinger bærer skaderne videre til mennesker de står nær, sådan som man kan se det skildret i Susanne Biers film Brødre. Og man har jo vidst længe, at det kan gå mennesker sådan, når de erfaringer, de gør, er tilstrækkeligt destruktive. Jeg har ladet mig fortælle at rockergruppen Hells Angels, der blev stiftet i 1948, dannedes af amerikanske jagerpiloter, der ikke kunne falde til ro i en almindelig borgerlig tilværelse efter de ekstreme oplevelser, de havde haft under krigen. Hele debatten om sociale mønsterbrydere fortæller os endvidere, at mennesker henter den virkelighed, 3

Det er også sket for unge mennesker opvokset i en etnisk dansk sammenhæng, som på opfordring af det danske samfund rejste ud for at kæmpe mod Taleban, eller for at være med til at skabe fred i Irak,

4 de omgives af ind, og fører den videre i deres eget liv, og at der skal noget helt ekstraordinært til, for at et menneske ikke bestemmes, at den virkelighed, der har formet det. Så vi ved godt, at et menneske ikke er sin egen skaber, vi ved godt, at lige som en gren ikke selv frembringer de frugter den bærer, men i frugterne rækker den virkelighed den har rødder i videre, sådan rækker det enkelte menneske i sine udfoldelser den virkelighed videre, der har formet det. Jesus stammede fra et håndværkermiljø i Nazareth. Men det var ikke det, der kom til at bestemme ham, og det var ikke den virkelighed, han selv oplevede som sin. Det der i Jesu egen selvforståelse fyldte det hele, det var hans erfaring af at høre hjemme i en virkelighed, som han selv beskrev som en alt overvældende kærlighed. Gud er det navn, mennesker giver den virkelighed, der har fremkaldt os og som former vores tilværelse, når denne virkelighed i en eller anden forstand tænkes om et personligt væsen. Jesus oplevede Gud, som overdådigt generøs, som beskyttende, som trofast, 4

sådan rækker det enkelte menneske i sine udfoldelser den virkelighed videre, der har formet det. Jesus stammede fra et håndværkermiljø i Nazareth.

5 og det var denne oplevelse, han videregav i sine lignelser og taler, hvor han formidlede sin oplevelse af Gud videre til dem der ville høre på ham, ligesom når vi andre, fortæller noget vi har oplevet, og som fylder os, videre til dem der vil høre på os. Men samtidig skete der i Jesu tilfælde også noget andet: den kærlighed, han oplevede som Guds virkelighed, den var ikke bare noget uden for ham selv, som han refererede til. Tværtimod, det var noget der fyldte ham i så høj grad, at han selv i sit eget liv virkeliggjorde den generøsitet, den beskyttelse og den trofasthed, han havde oplevet. Og han gjorde det på en på én gang meget ydmyg og meget fordringsfuld måde. Ydmyg var han, fordi han i forhold til den gudsvirkelighed han oplevede selv trådte helt til side. Ofte omtalte han Gud som Faderen, og det er helt tydeligt, at for Jesus er det faderen, der har den altomfattende indsigt der gør, at Jesus fuldstændig stiller sig til rådighed for Faderen. Jesus træder ikke op som et jeg over for Faderen, ikke en gang et fortolkende jeg, men derimod stiller Jesus sit jeg helt og holdent til faderens rådighed. Derfor er det springende punkt 5

Men samtidig skete der i Jesu tilfælde også noget andet: den kærlighed, han oplevede som Guds virkelighed, den var ikke bare noget uden for ham selv, som han refererede til.

6 også, at det i Jesus ikke er et menneskes tanker om Gud, der kommer til udtryk, men Guds eget væsen som træder frem i ham. Om det virkelig forholder sig sådan eller ej, det er kun noget man kan tro. Vi har ingen muligheder for at vide om Gud er virkelighed eller indbildning, heller ikke når det gælder Jesu tale om Gud. Jesus er også i sin udfoldelse af Guds virkelighed umådeligt fordringsfuld, nemlig når det gælder forholdet til sine omgivelser. For Jesus er det han selv oplever så indlysende, at han mener, at alle andre også kunne opleve det, hvis de bare ville. Så i forhold til alle andre, der i fortid eller samtid har formidlet Guds virkelighed eller aktuelt formidler den, der træder Jesus frem som et jeg med en enorm myndighed. Ja, så stor og urokkelig er hans myndighed, at den i grunden kun giver mening, hvis det, som han påstår, er Guds egen myndighed, han taler med. Alt det jeg her har nævnt betyder, at Jesus, selvom det nu er to årtusinder siden han gik rundt og fortalte om Gud som kærlighed og selv udfoldede den 6

Jesus er også i sin udfoldelse af Guds virkelighed umådeligt fordringsfuld, nemlig når det gælder forholdet til sine omgivelser.

7 kærlighed han fortalte om, så stiller han på en ejendommelig måde os i samme situation, som han stillede de mennesker i, han talte til den gang. Vi må enten afvise ham eller tage det han siger for pålydende. Eller sådan ville det være, hvis vi var entydige, gennemreflekterede væsner. Men det er vi jo ikke. Vi er sammensatte af noget meget følelsesbestemt og noget meget fornuftsbestemt. Og vi forholder på en og samme tid til virkeligheden som både rationel og irrationel. Og derfor oplever mange af os på én og samme tid det, at vi tiltrækkes af det Jesus siger og alligevel bakker tilbage over for det. Vi kan godt se, hvor vidunderlig tilværelsen ville være, hvis vi alle elskede hinanden og kun ville hinanden det godt, så ingen havde noget at frygte af andre. Men samtidig tænker vi: jamen er det ikke frygteligt naivt? Hvis vi på den måde gav os kærligheden i vold, ville vi så ikke bare ende med at blive snydt, bedraget og misbrugt af de mennesker, vi stolede på? Og derfor bliver Guds rige, som jo er kærlighedens rige, som Jesus talte om og levede i ikke til noget for os andre. Vi tør ikke tro på det i sådan en grad, at vi overgiver os til det og lever ud af det. Men for nu at 7

Vi er sammensatte af noget meget følelsesbestemt og noget meget fornuftsbestemt. Og vi forholder på en og samme tid til virkeligheden som både rationel og irrationel.

8 blive i Jesu billede med træet og grenene, så ser man somme tider, når man poder træer, en gren, der er podet ind på en grundstamme, der ligesom står i stampe. Den går ikke ud, men den skyder heller ikke. Den får lige nøjagtig saft nok fra grundstammen til at overleve en tid, uden at den modtager så meget at den kan skyde og vokse. Sådan kan det se ud en halv sommer, indtil kvisten pludselig begynder at skyde og vokse, som om den omsider har overgivet sig og nu lader sig fylde af den saft, der strømmer ind i den. I al den tid der er gået er grundstammen blevet ved og ved og ved at pumpe saft op imod kvisten, indtil saften omsider har banet sig vej og nu kan fylde karrenene i den næsten udtørrede kvist. Sådan er det, tænker jeg, med Guds virkelighed og os. Det kan godt være, at der kommer en tid, hvor vingårdsmanden renser de grene, der ikke tager mod saften, bort. Men så længe der fortælles om Jesus, så længe hans ord og beretningerne om hans liv bliver ved at formidles til mennesker, så længe er der også håb om, at den virkelighed der fyldte Jesu liv vil brede sig ud og tage os i besiddelse også, så vores 8

Sådan kan det se ud en halv sommer, indtil kvisten pludselig begynder at skyde og vokse, som om den omsider har overgivet sig og nu lader sig fylde af den saft, der strømmer ind i den.

9 virkelighed kan blive den kærlighedsfyldte og kærlighedsbestemte virkelighed, Jesus levede ud af og som vore hjerter hungrer og tørster efter. Amen. 9

Relaterede dokumenter

18. søndag efter trin. Joh. 15,1-11

18. søndag efter trin. Joh. 15,1-11 729, 730, 750, 728 / 368, 477, 11 Ørslev, høst Som vintræsgrene til Kristus bundet, af Kristus brugt, skal vi i hverdagens nærkamp bære Guds nådes frugt! Amen Hver stubbet