THE DESSNERS. Husk at forudbestille den særlige 60 minutes menu, som kan nydes på Den Musikalske Markedsplads før koncerten. Se menuen på side 3.

Transkript

1 60 MINUTES NEWS THE DESSNERS AARON OG BRYCE DESSNER (THE NATIONAL) FREDAG 14. DECEMBER 2012 FRA KL. 19:30 KONSERVATORIETS KONCERTSAL (TIDL. RADIOHUSET) Solister / Aaron og Bryce Dessner Dirigent / André de Ridder Bryce Dessner / St Carolyn By The Sea Steve Reich / Variations for Winds, Strings and Keyboards Jonny Greenwood / Popcorn Superhet Receiver Support / Bryce Dessner / Lachrimae Lounge / DJ August Bovin Boberg 60 MINUTES OF THE DESSNERS 60 minutes of The Dessners har besøg af tvillingebrødrene Aaron og Bryce Dessner fra det amerikanske rockband, The National, der er i Danmark for at spille denne ene eksklusive koncert sammen med Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil. På programmet er Bryce Dessners egen dobbelt guitarkoncert for orkester: St Carolyn By The Sea fra fra 2011 (baseret på Jack Kerouacs roman Big Sur), som for første gang nogensinde spilles med et symfoniorkester! Vi præsenterer også musik af en anden guitar-hero fra den alternative rockscene, Jonny Greenwood fra det engelske band, Radiohead. I 2004 blev Greenwood hyret af BBC s Radio 3 til at komponere en række klassiske værker. Det kom der bl.a. strygerorkesterværket Popcorn Superhet Receiver ud af, som er inspireret af den polske komponist Pendereckis Klagesange til ofrene fra Hiroshima. BBC Radio 3 s lyttere kvitterede og kårede Greenwood som Årets Komponist for værket som han også brugte i There Will Be Blood. Både Bryce Dessner og Jonny Greenwood er i deres kompositioner inspireret af den amerikanske komponist, Steve Reichs, grænsebrydende musik, som vi også præsenterer ved koncerten. Reich har brugt det meste af sit liv på at nedbry- lig kan en elektrisk guitar spille sammen med en fagot! Og så er Reich Bryce Dessners store inspirationskilde og mentor. Husk at forudbestille den særlige 60 minutes menu, som kan nydes på Den Musikalske Markedsplads før koncerten. Se menuen på side 3. INDIE-CLASSICAL EN NY GENRE ER FØDT En ny tendens har set dagens lys i særligt New York: Anerkendte musikere prøver kræfter med klassisk musik og bruger deres elektriske instrumenter i kompositioner for orkester. Den nye genre kaldes bl.a. for indie-classical en musikalsk retning, som Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil er de første til at introducere for et dansk publikum. Musikere der, sideløbende med deres bands, eksperimenterer med indie-klassisk er bl.a. Sufjan Stevens, Shara Worden (My Brithtest Diamond), Karen O (Yeah Yeah Yeah), Dessner brødrene og Jonny Greenwood. Ved aftenens koncert præsenterer vi bl.a. et værk af Greenwood Radioheads verdensberømte guitarist som er særlig aktiv med at komponere for symfoniorkester. På side 8-9 fortæller Greenwood. Jonny Greenwood, The Guardian. Læs om indie-klassisk genren på side 6. 1 SOLISTHJØRNET: AARON OG BRYCE DESSNER De musikalske tvillingebrødre Aaron og Bryce Dessner (f. 1976) er bagmændene bag The National, som anmeldere verden over har udnævnt som den alternative rocks ukronede konger. Men Aaron og Bryce Dessner har også en musikalsk karriere ved siden af The National, hvor de udfordrer sig selv med kompositioner for symfoniorkester. Bryce Dessner er uddannet i klassisk guitar på Yale University, hvorimod Aaron er selvlært. Udover at komponere og spille guitar i The National er de stiftere af pladeselskabet, Brassland Records, som bl.a. udgav The Nationals tidlige albums samt udgivelser af The Clogs og Nico Muhly. Læs mere om Aaron og Bryce Dessner på side 8.

2 AFTENENS FORLØB ALT FINDES PÅ WIKIPEDIA NÆSTEN ALT For det, der opstår lige nu, er først lige om lidt på Wikipedia for eksempel den nye genre Indie-classical. Genren er i disse år ved at opstå, derfor er den selv sagt indie-classical har vi Copenhagen Phil valgt at være en del af i Danmark med vores 60 minutes koncerter. Udviklingen af vores nye koncertformat, 60 minutes, kan minde om en forfatters proces omkring at skrive en bog. Der vil som regel ligge meget arbejde til grund, før skriveprocessen går i gang. Man starter et sted, en tanke, mange tanker; skitserer elementer af indhold og begyn- måske en synopsis, laver en masse research og meget andet alt sammen noget, der skaber fundamentet for en egentlig skriveproces. Denne proces har 60 minutes også været igennem. Der er ufattelig meget kreativitet og idérigdom til stede hos den enkelte musiker i orkestret, som vi med workshops har forsøgt at få i spil. Fra orkestret opstod ideen til 60 minutes, hvorefter vi etablerede en arbejdsgruppe, der førte ideer til handling. Arbejdsgruppen bestod sidste sæson af medlemmer af orkestret, Classy Mondays, Kristian Leth og Henrik Marstal. Selve 60 minutes koncerten omkranses af og Support inden koncerten samt af Lounge efter. Det er den fysiske ramme. Men hvad med det kunstneriske indhold? Her afprøvede vi en del forskellige tilgange i den første sæson af 60 minutes (2011/2012) lige fra tango, musik og remixes af Mahler til et strygertema samt musik af Schumann. Til koncerten havde Efterklang valgt Missy Mazzoli og den danske komponist Karsten Fundal til at komponere og arrangere musikken for orkestret. Med udgangspunkt i Efterklangs univers skrev Fundal et lille værk, i realiteten genremæssigt ny klassisk musik, som udsprang naturligt skete noget uventet, noget ingen havde ventet, noget ingen vidste fandtes men som var så ufatteligt værdifuldt at blive mødt med. Det er disse nye oplevelser og møder, vi vil skabe med vores 60 minutes koncerter. Herudover vil vi gerne skabe forbindelseslinjer til moderne klassisk musik og åbne nye musikalske døre for det nysgerrige publikum. Skabe nyskabende uforglemmelige oplevelser. Uforglemmelige, fordi musik handler om følelser, og vi brænder for at skabe følelser, man aldrig glemmer! Vores ambition er, at bare lidt er anderledes i den enkeltes liv efter at have hørt en koncert med Copenhagen Phil hver gang! Det er vores ønske og håb. Hvo intet vover intet vinder vi vover og gør vores bedste, og forhåbentlig lykkes det men vi ved det aldrig, før det egentlig sker. Musik og skabelsen af musik er så dejlig uforudsigelig. Til aftenens koncert med Dessner brødrene introduceres publikum til minimal-musik af Steve Reich den har nemlig klare forbindelseslinjer til den musik, som inspirerer Dessner brødrene både i deres musik med The National og i den musik, de udfordrer sig selv med at komponere og opføre med symfoniorkester. Bryce Dessner har også skrevet et helt nyt værk for strygeorkester, Lachrimae, som vi i samarbejde med Amsterdam Sinfonietta, The Schottish Ensemble og det norske kammerorkester får uropført i vores respektive lande. Og til koncerten oplever vi, hvad der sker, når den verdenskendte guitarist fra Radiohead, Jonny Greenwood, komponerer og udvider guitaren med et symfoniorkester. Greenwood er nok mindre kendt som klassisk spillende bratschist og komponist... Ligesom han gør han det også i den klassiske verden. Vi har valgt at have modet til at gå forrest og være Men når alt kommer til alt: Musik kan kun beskrives med musik vi ses i koncertsalen. Uffe Savery, Musikchef. MENU KONSERVATORIETS KONCERTSAL Kapers sild på ristet rugbrød Orangestegt andebryst med sveske på pind Mini sandwich med hjemmelavet æggesalat Glaseret skinke med asparges Ris a la mande i bæger med kirsebærsauce 19:30 DØRENE ÅBNES Mulighed for spisning (skal forudbestilles), og baren er åben 20:00 20:30 DEN MUSIKALSKE MARKEDSPLADS Kunstnermøde med Dessner brødrene og dirigent André de Ridder, der fortæller om deres samarbejde og om aftenens musik Kunstnermøde med skulptør Ulla Bech-Bruun, der fortæller om sin porcelænskunst i foyeren musikchef, Uffe Savery, i Carl Nielsen Foyeren på balkon-etagen (én etage op) 20:30 20:45 SUPPORT Musik / Bryce Dessner Medvirkende / Strygere fra orkestret Og ligesom forfatteren, hvor skriveprocessen er med til slutning, fortsættelse og persongalleri), har orkestrets 60 minutes koncerter været med til at skabe en kunst- koncerterne, skriver sig ind i genren indie-classical. Den nuværende arbejdsgruppe (eller: Advisory board of 60 minutes ) har taget stafetten videre og er med til at skabe mangfoldighed og består af Nicolai Torp (chefredaktør på Soundvenue), komponist Nicolai Worsaae, Allan Skov (Friendly PR) og kommunikationsansvarlig i Copenhagen Phil, Stine Thomas Larsen. Herudover er dirigent André de Ridder også engageret som kunstnerisk leder foruden musikerne Anna Nykvist Juuliska og Stephen Buckley fra orkestret samt jeg selv. I oktober 2012 spillede vi tre succesfulde 60 minutes koncerter med Efterklang. Et kunstnerisk dogme for tilblivelsen af musikken til koncerten var at betragte koncerten som: Hvad sker der, når man udvider et band som Efterklang med et symfoniorkester? og/eller: Hvad sker der, når man udvider et symfoniorkester med et band som Efterklang? Altså at give os selv den kunstneriske udfordring ikke at se koncerten som en rock-pop / indie-rock artist optræde akkompagneret af et symfoniorkester (cross-over) men at se det som ét stort band bestående af Copenhagen Phil og bandet (indie-klassisk). 21:00 22:00 60 MINUTES OF THE DESSNERS Solister / Aaron & Bryce Dessner Dirigent / André de Ridder Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil Musik / Bryce Dessner, Steve Reich & Jonny Greenwood 22:00 23:00 LOUNGE DJ / August Bovin Boberg Åben bar og musik i loungen i Carl Nielsen Foyeren på balkon etagen (én etage op) 2 3

3 BAG OM BRYCE DESSNER Bryce og Aaron Dessner er inspireret af minimalismens bagmænd amerikanske komponister, der siden 1960 erne har komponeret moderne klassisk musik. Musikken har inspireret brødrenes musikalske univers i en årrække både i og uden for The National. Her fortæller Bryce Dessner om sit forhold til klassisk musik, brødrenes musikalske opvækst og om, hvordan The National inspirerer ham, når han komponerer musik for orkester. Moderne klassisk musik vs. The National Bryce: Jeg har en baggrund i moderne musik både i forbindelse med at komponere og optræde. Jeg har skrevet en del musik for strygekvartet og orkester det er noget, jeg virkelig holder af at lave, og det har altid været en stor del af min musik. Og så har jeg optrådt med mange af de vigtige minimalistiske komponister inklusiv Steve Reich og Philip Glass. Jeg har altid nydt at have begge dele i mit liv. Jeg synes, at det som rockmusiker i et band er vigtigt at være åben over for musik fra andre genrer. Min rolle i The National har længe været at introducere alternative elementer eller lyde, som jeg nok har stiftet bekendtskab med gennem mere avantgardepræget musik. The National inspirerer mig, når jeg skriver klassisk musik, og min interesse i nutidig klassisk musik spiller en stor rolle i de ting, jeg laver for The National. Jeg er den samme musiker lige meget, hvor jeg er eller, hvad jeg spiller. Det er spændende at have så meget musik i mit liv, og jeg tænker ikke på én genre som mere eller mindre vigtig end den anden. tede den ud med en guitar som 12-årig. Min bror Aaron og jeg startede et rockband, da vi var 14 år og har spillet musik sammen lige siden. Vi er vokset op ved at lytte til musik fra min fars musiksamling fra 60 erne en masse Bob Dylan, Beatles, Neil Young og John Coltrane. Men vi lyttede også meget til min søsters musik fra 80 erne, som var en masse punk og post-punk: The Smiths, New Order, Pixies og Sonic Youth. Jeg startede med at studere klassisk musik helt fra begyndelsen, og jeg har spillet en masse Bach og renæssancemusik på guitar. Vi havde et band i high school, og da vi blev 18 år og kom i college, turnerede vi med bandet. Bandet havde rimelig succes, men det var først, da vi var i midten af tyverne, at vi virkelig kunne leve af at lave musik. Jeg vil mene, at vi har været professionelle musikere i 15 år. Det er Bachs, Arvo Pärts, Béla Bartóks Divertimento, Igor Stravinskijs Le Sacre du Printemps, Olivier Messiaen, John Cage og Benjamin Brittens Peter Grimes. Jeg elsker middelalder- og renæssancemusik som for eksempel musik af Thomas Tallis, Perotin, Gesualdo, Palestrina og Monteverdi. Bartok og Stravinskij er blandt mine favorit komponister, og jeg har også hentet en del inspiration i musik af Arvo Pärt og Steve Reich. Jeg har optrådt og indspillet med Steve Reich en del gange. Han har støttet mig meget i min musik og har været en mentor for mig. Han er en fantastisk gavmild person og den mest betydningsfulde komponist i USA. 60 minutes of The Dessners i København St Carolyn By The Sea er bestilt af the American Composers Orchestra med det ønske, at min bror Aaron og jeg optrådte med orkestret. Stykket er inspireret af Jack Kerouacs novelle Big Sur. Bogen er episk og orkesteragtig i dens stemning og har direkte inspireret de kontrastfyldte stemninger i værket. Jeg ønskede at skrive et stykke for orkester, som indeholdt guitar, men uden nogle solister. Så stykket bruger guitarerne som klanglige elementer i det øvrige orkesterarrangement. Hvor har I tidligere spillet St Carolyn By The Sea og med Vi har spillet værket med Australian Chamber Orcestra og Amsterdam Sinfonietta. Jeg har optrådt med orkester før, men kun, hvor jeg har spillet musik af andre komponister. Jeg glæder mig virkelig meget til at høre mit nye stykke for strygeorkester, Lachrimae, som skal spilles for blot anden gang nogensinde! Det er virkelig et vigtigt stykke for mig, som jeg er ret stolt af. Jeg glæder mig også til igen at arbejde sammen med dirigenten, André de Ridder. Han har støttet vores musik meget og er virkelig talentfuld. Jeg håber, publikum vil opleve nogle nye ting i musikken og nyde værkerne. Musikken er på en måde designet til at transportere føre folk fra ét sted til et andet så jeg håber, at den vil røre folk på den ene eller anden måde. 4 5

4 INDIE-CLASSICAL : EN NY GENRE HAR SET DAGENS LYS En ny generation af musikere har skabt en græsrodsbevægelse, hvor alt kan ske og alt sker. Det nye musikalske fænomen kaldes bl.a. for indie-classical, og bag bevægelsen står kulturelt kyndige kunstnere (ofte fra indie-rock bands) fra særligt New York og London som måske, måske ikke er konservatorieuddannede men som er troldmænd på deres instrument. De indie-klassiske musikere bringer deres egne elektriske instrumenter med ind i den klassiske musik og spiller på utraditionelle spillesteder. De er en ny generation af komponister, som ikke er bange for at bruge pop- og rockmusikken som inspiration til klassisk kompositionsmusik og så arbejder de sammen i en fritgående musikalsk arena med inspirationskilder, der spænder fra Bach til Björk. Publikummet er nysgerrige musikinteresserede, der ikke lader sig begrænse af genrer. Det anerkendte internetbaserede musiksite, Pitchfork, karakteriserer genren som: - Ud af denne udvikling er en ny generation af kunstnere opstået. Særligt fra New Yorks kreative klasser er der de senere år vokset kunstnere som Nico Muhly, Hauschka, Owen Pallett og Missy Mazzoli (Victoire) frem på dertilhørende uafhængige pladeselskaber. Det er en lille, men stadig voksende indie-klassisk gruppe af artister børn af indie eller alternativ rock og den mere anarkistiske side af moderne klassisk der krydser hinandens veje. Eksempelvis arbejder Owen Pallett i dag lige så ofte med klassiske arrangementer som med bands som Bon Iver, Arcade Fire, Beirut og Andrew Bird. Indie-klassisk for første gang i Danmark Med aftenens koncert, 60 minutes of The Dessners, præsenterer Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil for første gang et dansk publikum for en indieklassisk koncert den første af sin art i Danmark. Og netop koncertens solister, tvillingebrødrene Aaron og Bryce Dessner, er et godt eksempel på den nye bølge. Begge komponerer, spiller i rockbandet The National, arbejder med kunstnere på tværs af genrer og så er de stiftere af pladeselskabet Brassland Records, der udgiver både rock og moderne kompositionsmusik. For nylig spillede Bryce Dessner en anden indieklassisk koncert i Sydneys Operahus med singersongwriter Sufjan Stevens og komponist Nico Muhly. Koncerten var et samarbejde mellem de tre kaldet Planetarium en 90 minutter lang sangcyklus for et blandet ensemble inklusiv strygekvartet, syv tromboner, trommer, klaver, celeste, guitar og synthezisere. siger Dessner. De er Man låner af hinanden Hvor grænsen mellem den klassiske musikindustri og eksempelvis rockens nye unge musikere tidligere var skarpere opdelt, ser man i dag rockmusikere prøve kræfter med klassiske mere på lige fod med de elektrisk forstærkede kunstnere orkestrene er ikke længere altid blot backing orkestre og inden for de senere år er det blevet mere og mere almindeligt, at mindre klassiske ensembler næsten lige så ofte samarbejder med rock/pop kunstnere, som de spiller koncerter klassiske orkestre samarbejder med bands som Arcade Fire, Grizzly Bear og Sufjan Stevens, og blandt indie-musikere ses nu også en tendens til at gå i de klassiske forspor og give sig i kast med egne moderne klassiske kompositioner. Man bliver altså inspireret af hinanden. Heriblandt kan nævnes Jonny Greenwood (Radiohead), Shara Worden (My Brightest Diamond) og Annie Clark (St. Vincent). De er alle en del af den nye indie-klassiske scene og har givet sig i kast med at skrive musik til koncertsalenes orkestre. AFTENENS PROGRAM 20:30 20:45 SUPPORT Medvirkende / Strygere fra orkestret Introduktion / Bryce Dessner Lachrimae* Bryce Dessner (f ) *Lachrimae was commissioned by the Amsterdam Sinfonietta, the Scottish Ensemble, the Norwegian Chamber Orchestra and Copenhagen Phil. Premiere performance by Amsterdam Sinfonietta, June :00 22:00 60 MINUTES OF THE DESSNERS Solister /Aaron & Bryce Dessner Dirigent / André de Ridder St Carolyn By The Sea Bryce Dessner Steve Reich (f ) Variations for Winds, Strings and Keyboards Jonny Greenwood (f ) Popcorn Superhet Receiver Bryce Dessner er uddannet i klassisk guitar fra Yale University i USA, står i spidsen for sin egen lille festival for moderne musik, MusicNow, i hjembyen Cincinnati i Ohio og så komponerer han for symfoniorkester og bringer sin elektriske guitar med ind i de klassiske koncertsale: har Bryce fortalt til The Sydney Morning Herald. 6 7

5 De musikalske tvillingebrødre, Aaron og Bryce Dessner (f. 1976), flyttede i 1990 erne fra Ohio til New York for at studere og arbejde. Skæbnen ville, at de i 1999 sammen med Matt Berninger (forsanger) og et andet sæt tvillingebrødre, Scott og Bryan Devendorf (hhv. bas og tromme) stiftede det melankolske indierockband, The National. Albummet Alligator fra 2005 sendte bandet på sin første verdensturné, men det helt store gennembrud kom i 2007 med den længe ventede efterfølger, Boxer, som herhjemme bl.a. fik 6 stjerner i Gaffa. Nummeret Fake Empire fra samme album blev brugt i forbindelse med Barack Obamas valgkampagne i The National udsendte i 2010 sit femte album, High Violet, som fik anmeldere verden over til at udnævne bandet til den alternative rocks ukronede konger. Bryce Dessner er uddannet i klassisk guitar på Yale University, hvorimod Aaron er selvlært. Udover at komponere til og spille guitar i The National er de stiftere af pladeselskabet, Brassland Records, som bl.a. udgav The Nationals tidlige albums samt udgivelser af The Clogs og Nico Muhly. Både Aaron og Bryce Dessner komponerer, producerer og optræder. Aaron med bands som David Byrne, Feist, Grizzly Bear, Justin Vernon (Bon Iver) og My Brightest Diamond. Bryce samarbejder jævnligt AARON OG BRYCE DESSNER Biografi med klassisk minimalistiske kunstnere som Philip Glass, Glenn Kotche og Steve Reich. I 2009 bad den Grammyvindende Kronos Quartet Bryce Dessner om at komponere et værk i anledning af Reichs 75 års fødselsdag. Stykket havde premiere på Bryces festival for moderne musik, MusicNOW Festival, i marts I 2009 producerede Aaron og Bryce Dessner den storstilede AIDS velgørenhedsudgivelse, Dark Was The Night, med 32 eksklusive værker af bl.a. Bright Eyes, Dirty Projectors, Arcade Fire, Sufjan Stevens, Feist, Cat Power, Grizzly Bear, The Decemberists, My Morning Jacket og Antony and the Johnsons. I maj 2012 havde Dark Was The Night indsamlet over 1,6 millioner dollars. Én af verdens bedste guitarister Radioheads Jonny Greenwood komponerer musik for orkester. Inspirationen finder han i klassiske koncertsale og i særdeleshed i den legendariske polske komponist Krzysztof Pendereckis mørke musikalske univers. Det er der kommet flere soundtracks ud af bl.a. til den Oscarvindende film, There Will Be Blood, hvor ét af aftenens værker er hentet fra: Popcorn Superhet Receiver. Læs neden for Greenwoods egne ord om sit møde med klassisk musik i koncertsalen. ÅBENBARING I midten af 1990-erne var jeg til en klassisk koncert med musik af den polske komponist, Krzysztof Penderecki. Han dirigerede sin bratschkoncert som en del af en omfattende polsk kunstbegivenhed. Stedet var Drapers Hall i London hvidt med guldstuk og bløde gulvtæpper. Jeg følte mig malplaceret: Der var polske ambassadefolk alle steder, nogle bar medaljer og der blev ikke talt meget engelsk. Det var alt sammen meget poleret, meget ordentligt. Så startede koncerten. Jeg troede, jeg vidste, hvad jeg skulle forvente, for jeg var bekendt med musikken: Jeg havde lyttet til indspilninger med hans musik og vidste, at Pendereckis abstrakte musik handlede om det ubehagelige jeg kunne stole på indspilningerne, for jeg var meget stolt af godt anmeldte højtalerstandere, min optimale sideposition snobberi senere. Så da musikken startede, da den brød stilheden i dette tomme rum, blev jeg i stedet mødt af 30 magiske og forvirrende minutter, som tålmodigt demonstrerede for mig, igen og igen, hvordan lidt jeg havde forstået af det hele. Det ændrede måden, jeg tænker om musik, musikinstrumenter, musikindspilninger, koncerter til det bedre, håber jeg. Der var al den her tekstur til stede i koncertrummet: Stille, delikate lyde, nogle med en hviskende kompleksitet, andre der hang i luften som gnister. Og dét, som gjorde det hele så smukt, var det komplekse samspil mellem strygerne som 48 rede alle disse lyde og alle musikerne, der få det hele til at gå op i en højere enhed. For stille til at være ubehageligt, for statisk til bare at være sus af ligegyldige noder, for tæt pakket til at udgøre den velkendte lyd af de enkelte instrumenter men så alligevel, for kompliceret til bare at være støj. Koncerten var fascinerende og smuk som at se en koloni af myrer lave mønstre ud af dem selv. Millioner af myldrende insekter arbejdede sammen helt tæt på mig blandt publikum hvert af deres lemmer var synlige. Jeg tænkte, at der et eller andet sted i salen måtte være højtalere, som gengav lyden det virkede umuligt, at alle de lyde kunne komme ud af et par træ-instrumenter. Når jeg skriver orkestermusik i dag, tænker jeg stadig tilbage på, hvordan det føltes at sidde i det rum og på, hvad der skete i luften omkring os. Penderecki studerede elektronisk musik i Warszawa, men overførte senere sin viden om, hvordan de lyde blev lavet orkestrationer, så violinerne kunne gengive de samme nuancer. Disse såkaldte udvidede teknikker menes nu at være meget forældede. Det er alt sammen meget 60 er-agtigt men så alligevel, jeg har siddet i koncertsale og lyttet til hidsige optagelser af Moogs [amerikansk pioner inden for elektro- lyder virkelig forældede. Jeg tænker på, om digital behandling får samme skæbne med dens granulerende bearbejdning, FFT behandlinger. For mig føles Pendereckis strygerorkestreringer som et skridt fremad, ikke tilbage. Det hele kommer fra et stykke papir. For mig føles det meget moderne. Sammenlign lydene af hvid støj lavet af en analog synthesizer med Pendereckis orkestrale efterligninger af hvid støj. Han bruger 48 strygerinstrumenter, der spiller hver kvarte tone i to oktaver, og resultatet er en ekstraordinær ting at opleve. Det er fyldt med modsætninger, små variationer og sker, der optræder som et kollektiv og kæmper for at gengive perfekt, blank, hvid støj. Det er en smuk lyd på grund af alle disse små uperfektheder. Jeg håber ikke, det her lyder som en reaktionær afvisning af elektronik som et pompøst forsvar for den symfoniske form. Mit liv kredser om at programmere bærbare computere, debattere på Max/MSP fora, tilslutte ting til forstærkere. Jeg elsker det og vil ikke opgive det for noget i verden. Og jeg har selvfølgelig fået musikalske åbenbaringer og besættelser ved at lytte til pladeoptagelser. Og alligevel jeg har et problem med mikrofoner og højtalere. Mit hjerte synker altid, når jeg går til orkesterkoncerter og ser højtalere på begge sider af scenen. Det er sådant et kompromis, en måde både at forenkle og udvande kompleksiteten af lyde. Det er højere, men det er også alt. Måske er det hele bare en langtrukken måde at sige, at højtalere bare ikke er gode nok endnu. I hvert fald ikke gode til at gengive noget så kompliceret som 48 individuelle lydkilder. Og ikke kun i koncertsalen: Jeg elsker masser af klassiske optagelser, men der er en tendens til at tro, at optagelser på en eller anden måde er bedre end den ægte vare : Der er ingen, der hoster, der er mere volumen og færre fejl. Se på mine bokssæt, min harddisk med hver eneste optagelse af hver eneste symfoni. Jeg faldt også for det: Ideen om, at alle og enhver kan sætte et orkester til at spille i deres dagligstue (hvis ved at have den opfattelse af indspilninger indtil jeg så den her Penderecki koncert. Pendereckis musik lider mere end det meste af at blive reduceret fra 48 instrumenter til to højtalere det lyder virkelig ikke sådan, når du er i samme rum som musikken men på den anden side, det gør en strygekvartet heller ikke, eller en solostemme. Prøv at lytte til, hvordan de virkelig lyder, når de starter op fra stilhed i et stille rum. Det har været befriende for mig at acceptere, at man ikke præcist kan gengive en akustisk begivenhed med mikrofoner og højtalere: Det gør processen med at optage musik til en anden bestræbelse én, der er fokuseret på at repetere, og behandler studiet som ét enormt instrument i stedet for bare at gengive den lyd, der bliver puttet ind i det. Du kan ikke skabe en illusion af den ægte vare så lad hellere være at forsøge. Det er befriende: En invitation Som kontrast hertil bliver live-koncerter den her underlige, kollektive anstrengelse for at producere noget, som blot forsvinder i luften og når der ingen elektronik er involveret, synes jeg, det er en endnu mere mærkelig oplevelse. I sidste ende er jeg grådig nok til at ville begge dele, men jeg synes, det er mere spændende at betragte de to ting en koncert og en pladeindspilning som fuldkommen uafhængige. JONNY GREENWOOD Biografi Jonny Greenwood er født i 1971 i Oxford, England. Som musiker og komponist er han bedst kendt for sin rolle som guitarist i det engelske rockband, Radiohead, hvor han også spiller synthesizer og er ansvarlig for orkestrets elektroniske lyde. Han er multi-instrumentalist, spiller også saxofon, xylofon, martenot waves, banjo, harmonika og trommer. I 2003 udgav han sit første soloalbum, Bodysong, som også var soundtracket til filmen af samme navn. Samme år udgav han albummet, Jonny Greenwood Is The Controller en samling af sine favorit reggae og dub numre udgivet på det anerkendte reggae-pladeselskab, Trojan Records. Greenwood bliver konstant udråbt som én af verdens bedste guitarister bl.a. har The Rolling Stone Magazine ham på deres liste over de 100 bedste guitarister nogensinde. I 2004 takkede Jonny Greenwood ja til stillingen som komponist for BBC Concert Orchestra, hvilket gav ham mulighed for at komponere for symfoniorkester og klaver. Det kom der bl.a. aftenens strygeorkesterværk Popcorn Superhet Receiver (2005) ud af, som er inspireret af den polske komponist Pendereckis Klagesang Til Ofrene Fra Hiroshima. BBC Radio 3 s lyttere kvitterede og kårede Greenwood som Året Komponist for værket, som han også brugte i soundtracket til den Oscarvindende film There Will Be Blood. Derudover har han komponeret for London Sinfonietta og for AUKSO Chamber Orchestra. Og så har han skrevet musik til soundtracks til filmene: The Master (2012), We Need to Talk About Kevin (2010), Norwegian Wood (2010), Bodysong (2003) og som allerede nævnt There Will Be Blood (2007) hvis du har set denne film, er du allerede bekendt med hans univers. For soundtracket til There Will Be Blood modtog Greenwood en Critics Choice Award samt prisen for bedste filmmusik ved Evening Standard British Film Awards i 2007 og blev derudover nomineret til en BAFTA Award for bedste musik. Jonny Greenwoods vigtigste klassiske kompositioner tæller: Smear, Piano for Children samt Popcorn Superhet Receiver. Blandt de kunstnere, der inspirerer ham, er navne som Miles Davis, Lenny Kravitz, Krzysztof Penderecki og Olivier Messiaen. Og så er han stor fan af det amerikanske band Grizzly Bear. 8 9

6 I England er Ridder en hyppig gæst hos orkestre som Philharmonia, London Sinfonietta, Ulster Orchestra, BBC Philharmonic (bl.a. med BBC Proms), BBC NOW, Britten Sinfonia og Hallé Orchestra. Han har dirigeret bl.a. Royal Stockholm Philharmonic, Tapiola Sinfonietta, Stavanger Symphony, SWR Sinfonieorchester Baden- Baden und Freiburg, Deutsche Kammerphilharmonie Bremen og herhjemme Det Kgl. Kapel. Derudover dirigerede han Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phils koncerter med Efterklang i oktober 2012 samt koncerten, 60 minutes of Connections, i december 2011 en koncert, hvor Henrik Marstal og Hannah Schneider fortolkede den store komponist, Gustav Mahlers, musik elektronisk (tilsat Dark Matters visuelle lysprojektioner) vs. det 100 mand store orkesters fortolkninger af samme komponist. André de Ridder er født i Tyskland, bosiddende i London og har studeret på Musik Akademiet i Wien og London hos Leopold Hager og Sir Colin Davis. - ANDRÉ DE RIDDER Dirigent DJ AUGUST BOVIN BOBERG I loungen efter koncerten vender August Bovin Boberg passende plader til lejligheden: Musik, inspirationer og musikalske slægtskaber fra forskellige steder og tider, der bl.a. afspejler aftenens komponister: Bryce Dessner og Jonny Greenwood. André de Ridder er en stærkt efterspurgt dirigent og 60 minutes koncerternes kunstneriske leder. Ridders fundament i det klassiske/romantiske repertoire kombineret med en lidenskab for grænseoverskridende kunstretninger har gjort ham kendt som en innovativ og fascinerende dirigent, der præsenterer utraditionelle programsammensætninger med både klassiske orkestre og rock bands. Han har samarbejdet med kunstnere og artister så forskellige som BBC Symphony Orchestra, det prisvindende engelske tegneserieband Gorillaz, med Dessner brødrene fra The National, These New Puritans, Efterklang, Mouse on Mars, jazzmusikeren Uri Caine og MusikFabrik. Ridder er chefdirigent for det engelske orkester, Sinfonia ViVA, og hans passion for at udvikle ny musik har bidraget til positionen som en af de mest fascinerende og alsidige dirigenter i verden i dag. Ridder har stået på dirigentpodiet for operaer på English National Opera, Teatro Real og Salzburg Festival af komponister som Henze, Gerald Barry og Mozart samt for en eftertragtet live orkesterudgave af Stanley Kubricks 2001: med Philharmonia Orchestra i I dirigerede han musikken til den visuelle popopera komponeret af Damon Albarn (Blur), som blev opført på Manchester International Festival, Théâtre du Châtelet i Paris og Royal Opera House i Covent Garden. Musikkens overvældende succes og hans tegneserieband, Gorillaz, bl.a. på deres seneste album Plastic Beach fra 2010, hvor Ridder dirigerede musikken med Sinfonia ViVA. Albummet blev nomineret til en Grammy MINUTES 60 minutes er Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phils nye koncertformat, der blev introduceret i sæson 2011/ minutes nytænker symfonikoncertformatet og skaber nye koncertoplevelser. Ved at samarbejde med tidens skabere inden for musik, kunst, film og events gøres koncerterne til en dragende og spændende rejse ind i musikkens verden. 60 minutes aktualiserer symfoniorkestret og viser de mange måder, man kan bruge det på. STEVE REICH Biografi Steve Reich (f. 1936) er en amerikansk komponist og er sammen med Philip Glass, Terry Riley og La Monte Young én af pionererne inden for minimalistisk musik (den musikalske strømning, der var som en reaktion på europæisk musik, i samme puls umærkeligt forandrer sig, melodisk, rytmisk og harmonisk). Reichs musik udforsker især arbejdet med rytmi- man hans interesse for etnisk musik bl.a. ghanesisk trommemusik, balinesisk gamelan-musik og jødisk tempelsang. Han udforskede tidligt mulighederne for samspil mellem teknik og akustisk musik loops og sampling som allerede spolebåndoptageren bød. Han har bl.a. samplet toglyde med reference til både New Yorks undergrund og nazisternes godstog samt brandvæsenets radiokommunikation under attentatet mod World Trade Center i Han dannede i 1966 ensemblet, Steve Reich and Musicians, som han har indspillet en betydelig del af sin musik med. Steve Reich regnes for en af den vestlige verdens absolut vigtigste nulevende komponister. Og han er en musikalsk inspirationskilde for adskillige komponister og musikgrupper inden for mange forskellige genrer fra Brian Eno og Bowie til techno. The Guardians musikkritiker, Andrew Clements, har omtalt Reich som én af:. Han har modtaget mange udnævnelser bl.a. Pulitzer Prisen for Musik i

7 Koncertsalens smukke foyer tilføjes denne aften en ekstra dimension: Kunstner Ulla Bech-Bruuns store installationsprojekt, Pupae, hvor 1000 rå og håndlavede porcelænspupper hænger i klynger ned fra lofter og trappeafsatser. Vi mødte Ulla Bech-Bruun til en snak om kunst, psykologi, liv og død. Hvad udstiller du? Jeg skal lave et kærtegn af insekter porcelænspupper hængt op i foyerområdet muligvis også i koncertsalen, hvis jeg kan komme af sted med det. Pupperne kommer til at hænge i klynger og også enkeltvis nogle steder. Jeg har længe ønsket mig at lave en énaftens-ting; noget som jeg skulle bruge sindssygt lang tid på at lave, og så skulle det væk igen hvilket også forvandling og tidslighed i dem de er på vej fra én ting til noget andet. Jeg manglede kun et sted at hænge pupperne op, men så hørte jeg om 60 minutes og vid- jeg var ikke et sekund i tvivl om, at rummet ville passe fuldstændig perfekt på grund af bygningens æstetik og indhold. Den er i træ gyldent og blankt med bløde det matte, hvide og skarpe porcelæn. Hvor har du fundet din inspiration? Jeg har altid været fascineret af æstetikken i tv-serien Twin Peaks, og der synes jeg, at koncertsalen passer rigtig godt ind. Twin Peaks æstetik for mig er nogle bestemte farvevalg og en bestemt tyngde i stemningen et alvorligt, mørkt rum med en overlegen sanselighed og fornemmelse for detalje. Faktisk har gulvet i foyeren det samme mønster, som et helt særligt gulv i Twin Peaks. Så koncertsalen er en spændende modstander og medspiller. Det er interessant, og det gør, at jeg får lyst til at lege med rummet. Jeg synes, det er spændende at akkompagnere eller synge duet med sådan et sted og udfordre det. Og selvfølgelig selv blive lige så udfordret både æstetisk og praktisk. Hvad er dine kunstneriske karakteristika? Porcelæn. Og at være informationstung og alvorlig. Men også humor forhåbentlig og tid er et fællestræk. Jeg at lave sådan en lille dims, som en puppe er. Jeg laver nye ting på en meget gammeldags måde, for jeg har en virkelig stor forkærlighed for håndværket og det analoge. Tiden og håndværket i det enkelte objekt er meget vigtig for mig og helt i modstrid med, hvad porcelæn normalt er, når det i dag masseproduceres på en maskine. Så det er meget dyrkningen af naturen, kroppen, langsomheden og eftertænksomheden. Det smukke og det alvorlige jeg forsøger at servere morbiditeten på en smuk måde. Mine værker er fulde af længsel, og så stræber jeg efter at fastholde det perfekte i en verden, hvor alt er uendeligt stisk at lave ankre altså ting, som folk får et personligt forhold til og kan holde fast i PORCELÆNS- PUPPER I FOYEREN Hvilken slags kunstner er du? Tja, jeg falder lidt uden for kategorien: Keramiker. Jeg er mere en skulptør, der arbejder i porcelæn. Jeg laver ofte skulpturer, som har en vis grad af abstrakt naturalisme. Hvad er det med dig og porcelæn? Porcelæn er mit materiale. Porcelæn har alt, hvad jeg har brug for, at det skal kunne. Det har en interessant dobbelttydighed i sig, fordi det på den ene side er meget hvidt og rent og klart og ophøjet og på den anden side lige det modsatte: Kitschet og ordinært. I porcelænet har jeg fundet mit sprog et medie, hvor jeg kan sige de budskaber, som jeg gerne vil. Porcelæn er ikke souvenirs og brugskunst? Da porcelænet kom til Danmark, blev det kaldt for det hvide guld, fordi det var så dyrt, at man kunne bytte det direkte til guld. Porcelænet kom fra Kina og var enormt værdifuldt, men så skete der et skift, da man begyndte at kunne producere det herhjemme, og det blev et yndet materiale til at lave mere mainstream ting som souvenirs mere kitsch og mistede enhver ophøjethed, som det måtte have haft. Hvis man i dag tænker porcelæn, tænker man jo ofte på souvenirs og det, synes jeg, er et sjovt benspænd at arbejde med. fetich fetich forstået på den gammeldags måde, at det er en genstand, der er ophøjet i kraft af det, den er i sig selv. Ikke fordi den noget bestemt. En blasfemisk tanke, faktisk. Der er nogle krydsfelter mellem kunst og fetich, som jeg synes er spændende, fordi det ofte er sådan, man har det med kunst: At objekter bliver hellige for én. Man taler om, at de rører en ligesom en person kan gøre. Objektet kan pludselig noget i sig selv. Bliver til en slags person for én. Kunst handler for mig om at skabe liv. Og det samme gør pupperne, både hver for sig og som ét samlet objekt. Jeg håber, at de kommer til at kunne røre og tale. Og det synes jeg er lidt sjovt: At man kobler det fetichistiske, blasfemiske og magiske sammen med kitsch og masseproduktion. Vil du fortælle om din baggrund? Jeg er uddannet psykolog. Jeg har min egen praksis det er det, jeg lever af, for jeg kan ikke leve af min kunst. Jeg kom ind på Kunstakademiet i 2006, samme år som jeg blev færdig med psykologistudiet. Kunstakademiet afsluttede jeg i sommers, så efter 12 år er jeg endelig færdig med at studere. Nu bruger jeg min fritid på min psykologipraksis én dag om ugen og resten af tiden på min kunst. Hvordan inspireres du af de to verdener? Efter at have gået på akademiet har jeg naturligvis gjort mig en masse tanker om, hvad kreativitet og processer er også handler meget om psykologi. Men jeg tror mere, det er min generelle interesse, der har fordret begge studier. For den menneskelige eksistens er evig fascinerende og er det bærende i det, som jeg laver både i psykologien og i min kunst. At arbejde med psykologi er bare enormt meningsgivende. Det er meget stort og fantastisk, og jeg har fået mails fra folk om, at jeg har forvandlet deres liv. Så for at jeg kan retfærdiggøre at bruge så meget tid på noget andet, så skal det sørme være noget, som er relevant og har noget at byde på. Så jeg har ledt sindssygt meget efter en mening med kunsten for at forsvare at bruge så meget tid på den. Jeg vil have, at den skal være vigtig for andre end mig. Det skal ikke bare handle om lyst. Hvordan reagerer folk på din kunst? Jeg søger efter at lave noget meningsskabende. At lave objektet, som rummer en slags hellighed. Mit afgangsprojekt handlede for eksempel meget om fetichbegrebet: Jeg lavede tre medicinske præparater tre skulpturer, der svævede i hver deres glascylinder med vand og stod som et slags alter. En mennesketorso med to spæde sæt bryster, som bragte tankerne i retning af et pattedyr. En vinge, som også var et menneskeben med muskler og fjer. Og en knoglestump, der også kunne være en sten. Det handlede om kunsten som jagten på objektet, der skulle røre folk. Men det handlede også om døden og det smukke i forgængeligheden. Folk fortalte mig, at de blev berørte og eftertænksomme. Der var mange, der kom til at snakke om engle. De var meget positive. Jeg tror, det både tilfredsstillede dem med poesi i årerne, og dem som var morbide. Jeg kan jo godt lide begge dele at få det mørke i tale. Det er nødvendigt for at vise det smukke. Jeg laver ofte ting med referencer til dyreverdenen, fordi der så opstår en afstand fra det menneskelige, der gør, at det menneskelige er nemmere at få i tale. Hvad skal pupperne bagefter? Jeg har lyst til at prøve at få pupperne op at hænge andre steder også. I andre interessante rum: Smukke gamle steder, som tilføjer pupperne noget andet end koncertsalen og omvendt. Måske et domhus eller bibliotek. Både musik og litteratur er noget, der kan skabe forandring og Men jeg håber også på, at tage pupperne med ud i verden, fordi det er sjovere at tage kunst med udendørs, hvor folk at besøge et galleri for at få en kunstoplevelse. Det kan nogle gange begrænse mere, end det gavner. Hvordan håber du, publikum tager imod pupperne? Haha, ja nu siger jeg noget rigtig kunstnerisk: Sådan en knitrende følelse. Jeg håber, folk vil stoppe op og tænke:. For hvis man får den tanke, at nogen har brugt lang tid på noget, så vil man som regel blive stående og engagere sig. på noget, som ikke er permanent både faktuelt og rent indholdsmæssigt skulle gerne gøre, at folk bliver interesserede. For umiddelbart er det jo et fuldstændigt tåbeligt projekt, jeg har gang i der er i dén grad et mismatch mellem udbytte og investering. Oven i det er det jo en udfordrende konstellation, når folk samtidig står med en øl i hånden. Men jeg glæder mig og håber, jeg kan skubbe en lille smule til folks tankegang om, hvad kunst er fordi det er naturstridigt at bruge så meget energi på et projekt, som ikke skal hænge der mere end bare én aften. Hvilken oplevelse håber du, folk får af pupperne? Helt basalt vil jeg gerne have, at folk får en æstetisk oplevelse og får lidt skønhed ind i øjnene. Bliver berørt. Og så kan man klart spinde en ende om tanken om øjeblikket. Men for mig er det primært at skubbe lidt til kunstbegrebet: Hvad er kunst? Hvad kan kunst? Og så give en visuel interessant oplevelse. Hvad håber du, koncertsalen kan tilføje projektet? Jeg synes, at der dels er noget indholdsmæssigt, der taler Og så er der nogle æstetiske ting, som passer enormt godt sammen. Noget tyngde i salen, der taler med puppernes svævende lethed. Men omvendt, så synes jeg også, at pupperne bringer tyngde ind i koncertsalen. Det går begge veje. Også i forhold til puppernes farve og materiale: Det hvide, matte, tørre og sprøde. Det stemmer godt overens med rummets blanke, bløde, føjelige varme og mørke materiale. Hvad er dit forhold til aftenens musik? Jeg kan virkelig godt lide The Nationals musik. Jeg kender ikke deres nye klassiske musik, men jeg forestiller mig, at det passer godt til pupperne det med, at de to brødre er anerkendte og veletablerede kunstnere, der eksperimenterer og lader musikken gå nye veje. Det kan jeg selv drage paralleller til i mit ret klassiske formsprog, som jeg også arbejder med på nye måder. Jeg glæder mig super meget til at opleve koncerten. Gå på opdagelse i Ulla Bech-Bruuns univers på /

8 SJÆLLANDS SYMFONIORKESTER / COPENHAGEN PHIL CHEFDIRIGENT Lan Shui 1. GÆSTEDIRIGENT Cristian Mandeal MUSIKCHEF Uffe Savery 1. VIOLIN Erik Heide / Frederik Øland / Rune T. Sørensen / Jon Gjesme (koncertmestre) Anne Søe Iwan Dmitri Vaskovich Andreas Orlowitz Ulf Eriksson Kirsten Waaben John Bak Dinitzen Laura Aaberg Kærn Robert Vadasz 2. VIOLIN Yuko Yasui / Kirstine Futtrup Charlotte Ullner Helene M.-A. Bordonaro Wladyslaw Marchwinski Idinna Alsbirk Lützhøft Bolette Thurøe Janina Müller Jeanine Markley BRATSCH Bernd Rinne / Eva Katrine Dalsgaard Kathryn Ridley Ninnie Isaksson Charlotte Poulsen Kragh Rasmus Nørby CELLO Richard Krug / Toke Møldrup Nille Hovman Steffen Helmuth Halina Wigocka Wamberg Wiebke Vestergaard Lennart Jarde FLØJTE Kristina Ersson Anna Juuliska Nykvist Hanne Albek Husum OBO Andreas Fosdal Lars Algot Sørensen Birgitte Lindum KLARINET Vakant Jesper Helmuth Madsen Tage Christensen FAGOT Karen Lassen Signe Haugland Peter Busch HORN Jakob Keiding / Johan Åhnberg Piet Castillo Christian Vinther Thomas Ekman TROMPET Kjell-Åke Andersson Gorm Hovaldt Niels-Jørn Jessen BASUN C hristian Schmiedescamp Jan Olov Lundberg Vakant TUBA Tonni Hellebek PAUKER Harry Teahan SLAGTØJ Rico Sindberg Benjamin Fox HARPE Berit Spælling KONTRABAS Olle Davidson Stephen Buckley Troels Nielsen Andrew Stalker 14 15

9 KOMMENDE 60 MINUTES KONCERTER BILLETTER: 60 MINUTES OF THE DESSNERS Fredag fra kl. 19:30 Konservatoriets Koncertsal (tidl. Radiohuset) Pris / 200 kr. inkl. gebyr Madbillet / 125 kr. skal forudbestilles senest syv dage før koncerten Grupper på min. 10 pers. / 25% rabat Unge u. 25 år / 50% rabat Studerende / 70 kr. v. indgangen såfremt der ikke er udsolgt Solist / DJ Noize Dirigent / Lan Shui Programmet består af højdepunkter Romeo & Julie vs. Gabriel and Orchestra. Messerkvartetten Lounge / DJ Noize Fredag 25. januar 2013 fra kl. 19:30 Konservatoriets Koncertsal (tidl. Radiohuset) 60 MINUTES OF NOIZE Sæsonens tredje 60 minutes koncert byder på én af Danmarks skrappeste DJs der helt enestående skal spille med symfoniorkestret. DJ Noize er solist i Gabriel den 25. januar - Og det er netop værker af Sergei, som DJ Noize battler med orkestret om bl.a. Sergeis verdensberømte. Solist / Uri Caine, klaver Dirigent / André de Ridder Beethoven Caine / Diabelli Variationer Michael Gordon / Rewriting Beethoven s 7th Symphony Support / Musikere fra orkestret i samarbejde med Copenhagen Vinterjazz Lounge / Torsdag 7. februar 2013 fra kl. 19:30 Dronningesalen, Den Sorte Diamant Fredag 8. februar 2013 fra kl. 19:30 Galaksen, Værløse 60 MINUTES OF BEETHOVEN IN NEW YORK 60 minutes of Beethoven in New York kredser om den store komponist og hans betydning for New Yorks kunstnere og for musik generelt. Vi møder en af hovedpersonerne på New Yorks jazzscene, Uri Caine, både som pianist og komponist. Caines egen version af Beethovens er arrangeret som en hybrid mellem en klaverkoncert og en anden, genopdaget Beethoven-symfoni. Også Michael Gordons New Yorker og medstifter af den genrebrydende kultfestival, Bang-On-A-Can omskrivning af Beethovens Kongens Store Tale) præsenteres i et storstilet ambient og minimalistisk orkesterværk: En psykedelisk rejse gennem en verden bestående af Beethovens 7. symfoni ( Beethoven på syre, om man vil). Koncerten er en del af festivalen: Copenhagen Vinterjazz. 60 MINUTES KONCERTERNE 2012 / 2013 GENNEMFØRES MED ØKONOMISK STØTTE FRA: 60 MINUTES REDAKTION Billetter / Kommunikationsansvarlig / Stine Thomas Larsen Grafisk design / All The Way To Paris Fotograf / Anne Mie Dreves Tryk / Dansk AvisTryk Udgivet af Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil Forbehold for trykfejl og ændringer i programmet 60minutes@copenhagenphil.dk 16