BEGRUNDET UDTALELSE FRA ET NATIONALT PARLAMENT OM NÆRHEDSPRINCIPPET

Transkript

1 Europa-Parlamentet Retsudvalget BEGRUNDET UDTALELSE FRA ET NATIONALT PARLAMENT OM NÆRHEDSPRINCIPPET Om: Begrundet udtalelse fra Rumæniens deputeretkammer om forslag til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (COM(2016)0128 C8-0114/ /0070(COD)) I henhold til artikel 6 i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet kan de nationale parlamenter senest otte uger efter fremsendelsen af et udkast til lovgivningsmæssig retsakt sende formændene for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en begrundet udtalelse, der forklarer, hvorfor de mener, at det pågældende udkast ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Rumæniens deputeretkammer har fremsendt den vedhæftede begrundede udtalelse om ovennævnte forslag til direktiv. Ifølge Europa-Parlamentets forretningsorden er det Retsudvalget, der er kompetent med hensyn til overholdelse af nærhedsprincippet. NP\ doc PE v01-00 Forenet i mangfoldighed

2 BILAG RUMÆNIENS PARLAMENT DEPUTERETKAMMERET BESLUTNING om vedtagelse af den begrundede udtalelse fra Rumæniens deputeretkammer om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser COM(2016)0128 I medfør af artikel 67 og 148 i den rumænske forfatning, som genudgivet, og til lov nr. 373/2013 om samarbejde mellem Rumæniens parlament og regering inden for europæiske anliggender samt artikel i det rumænske Deputeretkammers forretningsorden, som genudgivet, har Deputeretkammeret vedtaget følgende afgørelse: Eneste artikel Deputeretkammeret, der henviser til begrundet udtalelse nr. 4 c - 19/371, vedtaget af Udvalget om Europæiske Anliggender på mødet den 5. april 2016: 1. konstaterer, at de betingelser, der er fastsat i traktaterne for, at forslaget skal underkastes parlamentarisk kontrol af nærhedsprincippet, er opfyldt, nemlig: Det er et lovgivningsmæssigt instrument på et område, som ikke er Unionens enekompetence, jf. artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 2, i TEU samt artikel 2, stk. 6, i TEUF; 2. konstaterer, at de grænseoverskridende aspekter er åbenlyse, hvilket berettiger til en indsats på EU-plan for at nå de ønskede mål, hvis de virkelig er i tråd med Unionens værdier, principper og traktater samt med de vigtigste politiske forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået for at fremme økonomisk og social konvergens i hele EU; 3. konstaterer valide og tilstrækkelige argumenter for forslaget, for så vidt angår den nationale handlings utilstrækkelighed, men finder kriteriet om merværdi langt mindre overbevisende i denne sag; 4. konstaterer, at retsgrundlaget for forslaget ikke stemmer fuldstændig overens med bestemmelsernes indhold, da ændringerne er baseret på artikel 56 og 59 i TEUF, der forbyder restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlemsstat, mens forslaget selv i hvert fald angiveligt omhandler beskyttelse af arbejdstagere; 5. mener, at enhver ændring af de nuværende bestemmelser bør ske i overensstemmelse med artikel 56 i TEUF, som kræver afskaffelse af alle bestemmelser, som kan hindre aktiviteter, som udøves af en tjenesteyder, der er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor han udfører sine tjenesteydelser, eller gøre udøvelsen heraf mindre tiltrækkende; det samme gælder, når disse bestemmelser anvendes uden forskelsbehandling på såvel indenlandske tjenesteydere som tjenesteydere fra andre medlemsstater; PE v /5 NP\ doc

3 6. minder om dommene fra Den Europæiske Unions Domstol, som har fastslået, at beskyttelsen af arbejdstagere er et altovervejende objektivt alment hensyn, som kan begrunde hindringer for levering af tjenesteydelser, men kun på betingelse af at de er nødvendige og forholdsmæssige i forhold til opfyldelsen af det lovlige mål, der forfølges, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål; mener i denne forbindelse, at virkningerne af medlemsstaternes gennemførelse af bestemmelserne i direktiv 2014/67/EU først bør vurderes, og dernæst afhængig af resultaterne af konsekvensanalysen kan ændringer og/eller tilføjelser til teksten i direktiv 96/71/EF foreslås; 7. minder om, at retspraksis fra EU-Domstolen har fastslået, at forskelsbehandling betyder, at personer, som befinder sig i sammenlignelige situationer behandles forskelligt, og at udstationerede arbejdstagere befinder sig i en anden situation end lokale arbejdstagere; understreger, at lønforskelle mellem lokale og udstationerede arbejdstagere således ikke kan betragtes som forskelsbehandling; 8. minder om, at ud af det samlede antal mobile arbejdstagere udgør de udstationerede arbejdstagere kun 13 %, og at de fleste af dem er udstationeret på lovlig vis; bemærker at udstationerede arbejdstagere fra lande med lønninger, der ligger under EU-gennemsnittet, kun udgør 0,3 % af arbejdsstyrken, og at udstationerede arbejdstagere fra lavtlønslande kun udgør 50 % af de samlede udstationeringer; giver udtryk for alvorlige betænkeligheder med hensyn til den argumentation, der er fremført af Kommissionen vedrørende behovet for lovgivningsmæssige foranstaltninger og dermed med hensyn til merværdi; 9. minder om, at de nuværende bestemmelser i direktiv 96/71/EF vedrørende mindsteløn allerede fastlægger en ramme med henblik på at sikre fair konkurrence mellem arbejdsgivere, der udstationerer arbejdstagere, og andre udbydere i værtslandet; mener, at de forskelle, der følger af bonusser, godtgørelser, lønstigninger osv. ikke er så store, at de kan begrunde regulerende foranstaltninger fra Kommissionens side, hvilket vil føre til manglende merværdi; 10. bemærker, at ved at henvise til artikel 31 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, ifølge hvilken enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold, til en begrænsning af den maksimale arbejdstid og til daglige og ugentlige hvileperioder, tilsidesætter Kommissionen bestemmelserne i chartrets artikel 15 om erhvervsfrihed og ret til at arbejde; påpeger, at arbejdstagerne ikke udøver deres rettigheder i henhold til artikel 15, så længe de ikke reelt tillades at modtage en given betaling for præsterede tjenesteydelser; 11. bemærker, at artikel 2 og 5 i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der pålægger Kommissionen at afholde brede høringer af de berørte, at tage hensyn til den regionale og lokale dimension af de anbefalede foranstaltninger samt at begrunde sine argumenter vedrørende overholdelse af nærhedsprincippet med kvalitative og kvantitative indikatorer, ikke overholdes fuldt ud; konstaterer i denne forbindelse, at konsekvensanalysen afslører en mangel på tilstrækkelige NP\ doc 3/5 PE v01-00

4 og sammenlignelige statistiske oplysninger om mange af de fremsatte forslag, f.eks. antallet af arbejdstagere, der er udstationeret i mere end 24 måneder, eller de foranstaltninger, der foreslås for underentreprise, og at kun overslag er blevet forelagt; bemærker, at konsekvensanalysen ikke viser, at der er tale om et vidt udbredt fænomen, der kræver handling på EU-plan; noterer sig og er overrasket over, at Kommissionen stadig ikke har reageret på gentagne anmodninger fra de europæiske arbejdsmarkedsparter om at blive hørt inden vedtagelsen af forslaget; konstaterer, at konsekvensanalysen viser, at det er muligt, at forslaget får negative virkninger, navnlig hvad angår tab af tjenesteydelseskontrakter blandt udbydere i lande med et lavt lønniveau eller en generel stigning i omkostningerne i forbindelse med grænseoverskridende tjenesteydelser, men analysen uddyber ikke disse aspekter og foretager heller ikke nogen dybdegående analyse af de finansielle følger for EU's indre marked; bemærker, at konsekvensanalysen ikke indeholder nogen henvisning til de yderligere omkostninger i forbindelse med transport, indkvartering, oplysninger om regler, oversættelse osv., som tjenesteudøverne pådrager sig i forbindelse med udstationering af arbejdstagere; konstaterer, at selv om konsekvensanalysen henviser til hensigten om at sikre ligebehandling af udstationerede og nationale arbejdstagere, således at udstationerede arbejdstagere i værtsmedlemsstaten behandles som arbejdstagere, der benytter deres ret til fri bevægelighed i henhold til artikel 45 i TEUF, analyseres det ikke, hvordan disse ændringer vil berøre bestemmelserne i forordning (EU) nr. 492/2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed og direktiv 2014/54/EU om foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed, og det forklares heller ikke, hvordan ligestilling mellem udstationerede arbejdstagere og nationale arbejdstagere kan opnås, hvis de udstationerede arbejdstagere bevidst nægtes visse økonomiske rettigheder; 12. konstaterer, at i henhold til de gældende bestemmelser kan medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at udstationerede vikaransatte får samme behandling som nationale vikaransatte; noterer sig, at ifølge konsekvensanalysen har 15 medlemsstater indtil videre besluttet at benytte sig af denne mulighed; mener derfor, at ændringer af EU's retlige bestemmelser på dette område hverken er begrundede eller nødvendige; 13. mener, at de nye regler om underentreprise vil føre til anvendelse af kollektive overenskomster, der ikke opfylder kriterierne om universel anvendelse; endvidere kunne kollektive overenskomster, der ikke finder generel anvendelse, også være nødvendige i medlemsstater, der allerede har erklæret, at de benytter alment gældende kollektive overenskomster; mener derfor, at et indgreb på EU-plan for at udvide anvendelsesområdet for direktivforslaget hverken er begrundet eller nødvendigt; 14. minder om, at for så vidt angår den obligatoriske anvendelse af de generelle bestemmelser for udstationeringer på udstationerede vikaransatte, er værtslandet i øjeblikket berettiget til at pålægge vikaransatte fra andre medlemsstater de samme regler som dem, der gælder for indenlandske vikaransatte; mener derfor, at virkningen af direktivforslaget er uklart, og at det PE v /5 NP\ doc

5 ikke forekommer hensigtsmæssigt; 15. noterer sig, at i henhold til de nuværende bestemmelser i direktiv 96/71/EF har medlemsstaterne mulighed for at udvide anvendelsesområdet for kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel anvendelse, til alle sektorer; konsekvensanalysen viser, at kun fire medlemsstater har valgt ikke at benytte sig af denne mulighed; finder det derfor ikke nødvendigt at indføre en sådan forpligtelse på EU-plan; 16. påpeger, at erstatning af henvisningen til "mindsteløn" med en henvisning til "aflønning" kan skabe juridisk usikkerhed, eftersom det er et koncept, der kan fortolkes bredt, og det fremgår ikke klart, om aflønning henviser til de samlede beløb, som arbejdstagerne har krav på, eller om der pålægges tjenesteydere fra andre medlemsstater en forpligtelse til at overholde værtsmedlemsstatens lønstruktur; mener, at den første fortolkning ikke tager fuldt hensyn til resultaterne af analysen og den relevante retspraksis fra EU-Domstolen, mens sidstnævnte giver anledning til problemer, i tilfælde hvor lovgivningen i værtslandet kræver, at tjenesteydere skal opfylde andre krav med hensyn til aflønning; advarer om, at dette ville skabe forskelle mellem medlemsstaterne, da hver medlemsstat ville skulle angive definitionen og sammensætningen af denne aflønning i sin egen lovgivning; bemærker, at beregningsgrundlaget for de afgifter, skatter og sociale bidrag, som betales af arbejdsgivere, der udstationerer arbejdstagere i andre medlemsstater, ikke er tilstrækkelig klart; 17. mener afslutningsvis, at hvis Kommissionens forslag bliver vedtaget, vil det skabe hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser og for arbejdskraftens mobilitet; 18. understreger, at de bemærkninger og forbehold, som kom til udtryk i den udtalelse, der blev vedtaget efter den materielle bedømmelse, supplerer denne begrundede udtalelse; 19. mener, at forslaget til direktiv ikke giver tilstrækkelig merværdi, og finder derfor, at det ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, hovedsagelig med hensyn til anvendeligheden af denne lovgivning. Denne afgørelse blev truffet af Deputeretkammeret på mødet den 13. april 2016, i overensstemmelse med artikel 76, stk. 2, i den rumænske forfatning som genudgivet. Formanden Deputeretkammeret Valeriu Ștefan Zgonea Bukarest, den 13. april 2016 Nr. 38 NP\ doc 5/5 PE v01-00