ikon tema Sandhedsbærerens vaklen og endeligt Hvorfor bliver man religiøs? >> Tro i dialog Ahmed Akkari: læs også: nr.

Transkript

1 ikon >> Tro i dialog nr. 84 sept/2013 Ahmed Akkari: Sandhedsbærerens vaklen og endeligt tema Hvorfor bliver man religiøs? læs også: Familieværdier og forening af menneskeheden - på besøg i Moon-bevægelsen

2 Magasinet IKON udgives af den kristne forening IKON (Informations- og samtaleforum for Kristendom Og Ny religiøsitet). Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger. Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl. moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen. Redaktion: Lars Buch Viftrup (ansv. red., larsviftrup@yahoo.dk), Anne Krabbe-Poulsen (akrabbe@hotmail.com), Lene Skovmark (lene.skovmark@mail.dk), Ingerlise Provstgaard (ipro@webspeed.dk), Martin Herbst (mthe@km.dk), Sidsel Hornemann (sidsel_hornemann@hotmail. com). Layout: Jeanette Westh, jeanettewesth@gmail.com. Forsidebillede: Palle Peter Skov, Scanpix. Tryk: Fjerritslev Tryk, Østergade 35, 9690 Fjerritslev, tlf.nr Oplag: 800. Indlæg og artikler sendes til Redaktionen, IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C, ikon@ikon-danmark.dk. Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn. Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger. Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr. - 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms). IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C, tlf.: SE-nr Træffetid bedst tirsdag og torsdag. kontor@ikon-danmark.dk. Formand: Louise Buch Viftrup, louiseviftrup@gmail.com. Hjemmeside: Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister). Husstandsmedlemskab 300,- kr. Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren. Copyright IKON-Danmark ISBN Indhold 4 Christfulness, anmeldelse, Line Bønding...27 Laboratorium, anmeldelse, Christina Kleis Nielsen...26 Familieværdier og forening af menneskeheden, Lene Skovmark...23 På en skala fra et til ti - Klummen af Ingerlise Provstgaard Religion er ikke, hvad det har været, Mogens S. Mogensen...12 Kunsten at leve med livets modsætninger, Birgitte Kvist Poulsen...15 At overgive sig til det nye, anderledes og overraskende, Sidsel Hornemann..18 Hvorfor bliver man religiøs? Voxpops, Lene Skovmark..21 Hvorfor bliver man religiøs? Martin Herbst..8 8 Sandhedsbærerens vaklen og endeligt, Anne Krabbe-Poulsen..4

3 LEDER Føles det lidt tungt? AF Lars Buch Viftrup ansv. redaktør I hænderne har du denne gang et tungt nummer af Magasinet IKON, dvs. et nummer med en del lange og akademisk prægede artikler. Og ja, det kan måske afskrække nogle fra at få det læst. Men det ville være ærgerligt! For ikke alene har vi et brandaktuelt og meget spændende interview af Ahmed Akkari. Vi har også fire rigtig gode og indsigtsfulde artikler, der formidler svært stof så det er til at forstå, foruden en reportage fra Moon-bevægelsen i Danmark og et par boganmeldelser. Alt i alt et meget spændende og lærerigt nummer, som vi er stolte af at sætte på gaden. Hvorfor bliver man religiøs? Den religiøse mangfoldighed og sekulariseringen stiller spørgsmål til de enkelte trossystemer og den enkelte troende. Der er intet, som bare giver sig selv. Heller ikke det, at man er religiøs eller troende. Derfor bliver trosdialogen og religionsdialogen så vigtigt et anliggende for os i dag. Martin Herbst er den eneste af forfatterne i dette nummer, som direkte går i kødet på det store spørgsmål Hvorfor bliver man religiøs, og for at svare på spørgsmålet tager han os med på en fascinerende tour de force fra Platon over Freud og Jung til Lévinas. Dertil har vi seks voxpops, der på kort formel giver et personligt indspark til spørgsmålet. Mogens S. Mogensen beretter i sin artikel om de svimlende forandringer, som det religiøse landskab gennemgår i vores tid. Religion er ikke, hvad det har været. Og så har vi to artikler, der tager udgangspunkt i Søren Kierkegaard. Temanummeret om Kierkegaard (IKON 74) synes ikke at have udtømt vores store danske filosofs betydning for religionsdialogen. Man behøver ikke at læse artiklerne som en enhed. Man kan vælge at læse dette nummer af Magsinet IKON som en blandet landhandel. Men der kan opstå spændende refleksioner, når man læser artiklerne i sammenhæng. F.eks. kan man se Ahmed Akkaris udvikling i lyset af Mogens S. Mogensens artikel om de forandringer, som religionerne undergår - fra religion til spiritualitet. Og som forfatteren hævder, så gælder det ikke kun kristendommen, men også andre religioner, og i tilfældet Akkari måske lidt overraskende for nogen, også for islam. Således kan Akkari udtrykke, at hans kamp ikke er imod Gud, men imod religion: I believe in god, but deny all religion. Det er et refræn, som vi også kender fra den moderne spiritualitet såvel som anerkendte kristne teologer. Religion har et dårligt ry. Måske er det godt at vide, hvis man er en af dem, der ser sig selv som religiøs! Nyt medlem af redaktionen Sidsel Hornemann indtræder i redaktionen. Hun har skrevet artiklen, At overgive sig til det nye, anderledes og overraskende (se s. 18), hvor man kan læse hovedtræk fra hendes speciale i teologi fra Århus Universitet. Sidsel Hornemann har fulgt IKON gennem mange år og på forskellig måde deltaget og bidraget gennem årene. Sidsel har besøgt Indien mange gange, og har gennem hele sin studietid haft stor fokus på dialogen med den indiske religiøsitet, især yoga og den åndelige dimension, der ligger i denne praksis. Vi glæder os over at byde Sidsel velkommen i redaktionen! Til sidst er der bare at sige: God læselyst! Rettelse Vi skal beklage, at der i det sidste nummer af Magasinet IKON sneg sig en meget uheldig fejl ind i artiklen Mærkeligt-normal-mærkeligt af Peder Kjærsgaard Roulund. Artiklen slutter 11 linjer inde i det sidste afsnit med ordene:... Normalt mærkeligt og mærkeligt normalt! Det efterfølgende, som starter med: engagerede menneske, men blot.., hører ikke til i artiklen. nummer 84 // side 3

4 Interview: Ahmed Akkari rejser under karikaturkrisen i 2005 Mellemøsten rundt sammen med tre andre imamer for at opildne til had mod Danmark og danske værdier. Otte år - og en erkendelse - senere møder jeg ham på en café i det indre København. Sandhedsbærerens vaklen og endeligt AF Anne krabbe-poulsen Gymnasielærer og medlem af redaktionen - Du kan ikke forestille dig det! Jeg tænker på, hvor mange år, der skulle gå. Tænker på, hvorfor jeg egentligt gjorde, som jeg gjorde. Men nu står jeg her. Jeg er ikke længere bange for at tænke ud af boksen. Jeg behøver ikke svar på alt. At jeg fordomsfrit kan tale med dig som det menneske, du er og ikke som andet - det er befriende. Og jeg mener måske ikke Gud har så meget med det at gøre. Det spørgsmål har jeg dog ikke helt gjort op med mig selv endnu, men jeg tror umiddelbart mit opgør handler mere om et opgør med religion end med Gud! Ahmed Akkari er i den moderne skriftestol for tiden. Er den fortabte søn mon vendt hjem? Skal Akkari tilgives? Et interview udløser et nyt. Akkari er en god historie. Vi mødes i Paludans Bogcafé. Måske ikke tilfældigt. Vi er omgærdet af bøger, intellektuelle ordudvekslinger, dampende kaffe og endnu flere bøger i hjertet af København. Der er skrevet den ene historie efter den anden om Akkaris dannelsesrejse gennem litteraturen og idehistorien, om humanisten Akkari, om Akkaris søgende og tvivlende ståsted. Akkari har indtil videre ikke rigtigt ville udtale sig om sit eventuelle forhold til Gud. Jeg spørger om det er en bestemt strategi, eller om han er blevet et moderne sekulariseret menneske, hvor tro hører privatsfæren til. -Jeg er borger i et samfund, der for længst har gjort op med at slå hinanden i hovedet med religion. Religion er en kilde til inspiration og en nøgle til at dykke ned i eksistentielle spørgsmål. Det er meningen med religion, men den skal ikke bruges til at opdele os. Den anden årsag er, at jeg ved fra det islamistiske miljø, at de ikke lader mig være i fred, hvis jeg går ud og siger, jeg er muslim uden at ville uddybe det yderligere. Nej, jeg lader dem give mig det røde kort fra begyndelsen, for jeg vil slet ikke ind i den dialog med dem, hvor jeg beskyldes for at være afviger, frafalden og i store problemer i forhold til Gud, den hellige tekst og den rigtige tolkning. Så denne helt personlige vinkel er jeg altså ikke parat til at komme ud med nu, for folk i det islamistiske kan ikke rigtig forholde sig til det at skulle filosofere frit over livet. Monopol på sandheden Akkari retter en skarp kritik mod islamismens absolutistiske monopol på sandheden, men pointerer i samme talestrøm: -Jeg står sgu ikke og angriber en hel verdensreligion. Mit ærinde er ikke at stemple muslimer eller islam, nummer 84 // side 4

5 Gradvist renses jeg for den indoktrinering, fordi jeg kommer på afstand. Både fysisk og mentalt, fordi jeg ikke taler med nogen fra miljøet og rejser til Grønland. Religion er en kilde til inspiration og en nøgle til at dykke ned i eksistentielle spørgsmål. Det er meningen med religion, men den skal ikke bruges til at opdele os nummer 84 // side 5

6 men jeg kritiserer islamismen, som han karakteriserer som en tænkning, der er indoktrinerende, dogmatisk og ortodoks. Den er baseret på konformitet og ukritisk accept af én bestemt tolkning. - Det er et miljø, der er præget af racisme og dæmonisering. Der er mange fjendebilleder, negative beskrivelser af alt det, der er anderledes. En konstant påpegning af det negative hos andre. Kan du prøve at beskrive den islamistiske selvforståelse? - Kombinationen af det arabiske sprog som en gudgiven kilde til den hellige tekst og Koranen som Guds ord gør, at disse mennesker har meget nemt ved at overbevise folk om, at her sker ikke nogen tolkning. Det er direkte mellem dig og Koranen, og Koranen er Guds ord, og Guds ord når ud til dig, så snart du er i kontakt med den. Men hvor meget har man egentligt adgang til teksten? Dette spørgsmål er utroligt vigtigt at gribe fat i - at folk er manipuleret til at se det her, som om de er i direkte kontakt med Sandheden. I stedet for at se, at det i virkeligheden er nogle rammer, der er opstillet, fastsat og skabt af mennesker. På den måde stiller de sig, som om de står uden for fortolkningens præmisser. Og du var jo helt tæt på det religiøse islamistiske maskinrum? - Ja, jeg havde en brændende overbevisning om at bære sandheden. Det kan man jo finde i alle religioner, har jeg opdaget senere. Og det kan være meget fint, hvis det handler om eksistentielle spørgsmål, men det er meget usundt i forhold til den måde, man møder mennesket og verden på. Det er der, det ender i det fanatiske. Jeg var inde i den måde at tænke på, og det gør, at man er villig til alt, for det kan ikke være andet end sandt. Sandhedsbærerens vaklen og endeligt - Jeg ved ikke, hvordan man egentligt kan gøre rede for sådan en proces. Det sker over år med op- og nedture og vaklen frem og tilbage. Jeg står med sandheden, men opdager at Sandhedens repræsentanter, attributterne for det gode, faktisk er dybt rådne og magtsyge. Langsomt begynder jeg at følge min egen tankegang og åbne op for en bredere læsning og dialog med andre. I 2007 opholder Akkari sig i Mellemøsten efter at have færdiggjort sin kandidatuddannelse i sociologi på Danmarks Pædagogiske Universitet. Her kommer Akkari helt tæt på de islamiske lærdes institutioner og ser til stor forargelse, hvad der foregår, men bliver ignoreret, da han begynder at italesætte det, han ser. Han tager til Grønland i 2008 og isolerer sig mere og mere fra det islamiske miljø. I slutningen af 2010 er det tydeligt for Akkari, at det ikke blot er enkelte personer, der er rådne, men det er noget, der stikker dybere - det er en tænkning. - Det går op for mig, at jeg bare er en stikirenddreng for alle mulige andres tanker. Gradvist renses jeg for den indoktrinering, fordi jeg kommer på afstand. Både fysisk og mentalt, fordi jeg ikke taler med nogen fra miljøet og rejser til Grønland. Jeg er ikke i nogen forsamlinger, jeg er ikke til fredagsbøn, og det har jeg stort set ikke været de sidste 4-5 år, og det er jo noget af det mest centrale for rettroende. - Jeg oplever, at man har nemt ved at blive isoleret, hvis man ikke retter ind. Og dette kunne jeg ikke forene med ideen om, at de var gode mennesker, og det var verden, der var ond. - Jeg blev mere målrettet i min kritik. Enkelte har siden forsøgt at række hånden ud til mig. En enkelt gang blev jeg inviteret til at holde talen (Khuba) i moskeen i Århus i Jeg kom lige, da talen skulle begynde, uden det traditionelle tøj, kun kalotten, for at provokere. Der holdte jeg en kritisk tale, hvor jeg pegede på den råddenskab, jeg så. Jeg forlod straks moskeen, uden at tale med folk. Det var allersidste gang, jeg satte mine ben der. Det var en demonstration, hvor jeg viste min modvilje mod dette indsnævrende miljø. Jeg tog kun imod invitationen, ikke i den overbevisning om at jeg skulle prædike, men for at få en talerstol til at sige, hvad jeg så, for der var jeg allerede væk. Du føler, du har været udsat for manipulation og indoktrinering - vil du uddybe det? -Det ser jeg først senere, i starten opdager man det ikke. Jeg går ind i det miljø i troen på, at der er noget godt, og så bliver man præsenteret for tekster og læsestof. Så er der nogle, nummer 84 // side 6

7 Jeg står sgu ikke og angriber en hel verdensreligion der fortæller, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg var ung og påvirkelig. Jeg havde ikke en jordisk chance for at gennemskue det. Jeg gik ind i det med en slags fri vilje, fordi jeg så idealer og en større mening, men siden hen er jeg blevet sikker på, at jeg er blevet manipuleret og forrådt. Manipuleret af folk, som måske selv også er manipuleret og ikke ønskede mig ondt. Forrådt af trosfæller, der netop kun var skinhellige med en masse onde handlinger under de hvide dragter. Hvorfor var det meningsfuldt? - Der var klare rammer for mit liv. Jeg forholdt mig til Gud og mennesker på den rette måde. Det gav tryghed, et alternativt fællesskab og en status. Men man ved ikke, at de tekster man får serveret, er selektivt udvalgte tekster. Man ved ikke, der ligger så meget mere derude, som muslimske kyndige har skrevet om religion, som man ikke stifter bekendtskab med, medmindre du selv søger det, men du kan ikke finde det på deres biblioteker. Der skal man udenfor for at få adgang til de kilder. Det er da ironisk! Det kan synes ironisk, at det Akkari så inderligt kæmpede imod i det danske samfund indhenter ham og på mange måde også bliver nøglen til at se verden på ny. - Ja, det er meget ironisk. Mit verdensbillede krakkelerede. Jeg var rystet. Men jeg var ikke tom indeni efter dette, jeg havde et samfund her. Et samfund jeg var vokset op i og en uddannelses- og dannelsestraditionen, jeg var påvirket af. - Begrebet tolerance og praktiseringen af det spiller en stor rolle for mig. Samfundet er præget af stor rummelighed og godtroenhed. Der er mulighed for, at den fortabte kan finde hjem. At jeg så hurtigt efter mine udmeldinger møder adskillige tilkendegivelser om, at man skal have en chance til, er stærkt. Det viser en grundlæggende forståelse af, at mennesker kan komme ud for sådan noget, men de skal have en chance til. Hvor møder du den accept henne? Fra det åbne danske samfund, der skriver til mig på facebook, i aviser og i samtaler. De kritiske røster er efterhånden forstummet. De bekræftende stemmer fylder meget mere. Heldigvis føler jeg mig inkluderet, nu hvor jeg ikke hører til det radikale miljø længere. Men jeg ville have gjort det alligevel - også hvis det danske samfund ville have vendt mig ryggen. For mig er det ikke noget overfladisk det her - jeg har set alt for meget. - Den eneste, der er lidt hårdt i det, er Bertel Haarder. Et højskoleophold og en undskyldning er ikke nok, citerer Akkari. Vi griner. - Og han står for ånds- og ytringsfrihed. Af alle burde Haarder da forstå betydningen af uddannelse og dannelse kontra indoktrinering. Det er da også ironisk. Hvad så nu? Det har man ikke hørt om? - Nej, det har der ikke været så meget plads til i medierne. Du er en af de første, der får den. Det er historien om muhammedtegningerne, de har villet have. Akkari har planer om at udgive en kildekritisk bog om islam, som netop vil sprænge det skjulte monopol på udlægningen af islam. Han tror, den vil kunne skabe stor debat og frisætte mange mennesker. Men forlaget har endnu ikke været interesseret. De er mere interesseret i hans selvbiografi. - Det hele bygger på fortolkning, Anne, siger Akkari insisterende og ivrigt, som kun en erkendelsens stemme kan lyde. I koranen er der tekster og passager, som visse lærde har erklæret for uaktuelle dvs. de står der, men det er nogle, der er blevet erstattet af andre love og regler. Og så opdager jeg ved et studie, at de ikke engang er enige om det! Hvordan kan de så tillade sig at sætte grænsen, der hvor de vil? De tillader sig selv tolkninger og grænser for tolkninger, men de vil ikke tillade andre gøre det. - Jeg kan argumentere for, at nu er det på tide at gøre op med, at det vi ved, tror, siger og har, det er direkte fra en hellig kilde. Det er det ikke! - det er gået gennem så meget og mange! Nu skal I holde op med at fortælle os, at det er Gud selv, der står og siger det her til os direkte. - Jeg vil gerne skrive den bog, der tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvordan en muslim kan beholde sin relation til Gud, troen og mene at budskabet er helligt uden at skulle være i det islamiske miljø. Om alt det folk gerne vil holde fast i, så man ikke står der og svæver i den fri luft, for det oplever mange som farligt. Det er ikke alle, der tør tage det skridt og stå i sårbarheden og ikke nødvendigvis vide det hele og samtidig mangle tryghed. Jeg vil gerne gå med og sige, det er okay, du mener det. Det budskab vil jeg gerne ud med. Men forlaget er interesseret i min historie, ikke i mit kildekritiske projekt. Så det er måske slet ikke sikkert, at dit gudsforhold har ændret sig så meget? - Næh, altså jeg hører måske stadigvæk til de mennesker, der siger, der må være en større essentiel skaberkraft, som egentligt har en overordnet styring med alt, fordi det hele er så flot konstrueret. Og så kan jeg godt indimellem komme til at tænke på, at når jeg en dag skal dø, så skal der stå I believe in god, but deny all religion på min gravsten. nummer 84 // side 7

8 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? Hvorfor bliver man religiøs? Er religiøsitet udtryk for fattigdom, mangler og magtesløshed, kort sagt et underskud - eller rigdom, fylde og kraft, kort sagt et overskud? Af Martin Herbst Præst og medlem af redaktionen Hvorfor bliver man religiøs? Havde man stillet det spørgsmål til Platon eller Paulus, ville de sikkert have rystet på hovedet. I deres ører ville spørgsmålet lyde overflødigt, hvis ikke ligefrem meningsløst. For ifølge det antikke menneskes selvforståelse udgjorde religiøsitet, dannelse og menneskelighed en uadskillelig treklang. Her var der ingen forskel på Athen og Jerusalem. I Platons filosofiske Akademi, der for øvrigt har givet navn til ordet akademisk, var der ansat en mand til at foretage de foreskrevne ofringer til guderne. At religiøsiteten var udbredt i det Romerrige, der udgjorde Paulus missionsmark, er ligeledes hævet over enhver tvivl. Det centrale spørgsmål for det antikke menneske var derfor ikke, hvorfor man bliver religiøs, men hvordan man skal være det. Her var der til gengæld mange bud. Meget vand er flydt i åen siden Platon og Paulus. For mange nutidsmennesker handler spørgsmålet ikke så meget om, hvordan man skal være religiøs, men om man skal være religiøs i det hele taget. Har religiøsiteten overhovedet en berettigelse? Har den en fremtid? Er den ikke i færd med sine sidste krampetrækninger, efter den videnskabelige logik gav den dødsstødet? I lyset af vor egen tids religionsligegyldighed og religionskritik giver det mening at stille det helt grundlæggende spørgsmål: Hvorfor bliver man religiøs? Et spørgsmål, to svar Dette spørgsmål kan besvares på to måder. For at bringe dem på bane vil jeg kort vende tilbage til Platon. I dialogen Symposion fortæller han en myte om, hvordan kærligheden i sin tid blev skabt. Ifølge denne myte er kærligheden, Eros (ikke at sidestille med kødelig, erotisk kærlighed), et barn af Penia og Poros. På græsk betyder Penia fattigdom, behov eller mangel. Poros, derimod, står for ressourcestyrke, opfindsomhed eller udvej. Ved hjælp af dette mytiske sprog, ønsker Platon at udtrykke noget væsentligt om kærligheden: Den er tvetydig. På én gang fattig og rig, fuld af mangler og dog overdådig, irrationel, men altid ledsaget af indsigt, der nok skal finde vej. Denne tvetydighed erfares af den elskende. Aldrig slår man rigtigt til. Aldrig har man elsket nok. Dog føler man sig beriget og fyldes af et livsmod, der kan overvinde enhver barriere til den elskede. Det er ikke så underligt, at Søren Kierkegaard lod sig inspirere af Platons mytiske skildring af kærligheden. Den udtrykker en dyb, almenmenneskelig erfaring. Men hvad har dette med religion at gøre? nummer 84 // side 8

9 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? Hvor Freud mente, at man bliver neurotisk, fordi man er religiøs, hævdede Jung, at det moderne menneskes neurose udspringer af manglende sans for det religiøse Min pointe er, at hvad Platon siger om kærlighed, kan man også sige om religiøsitet. Den er tvetydig. På den ene side udtrykker den fattigdom, mangler og magtesløshed, kort sagt et underskud. På den anden side udtrykker den rigdom, fylde og kraft, kort sagt et overskud. Men i modsætning til Platons myte om kærligheden, lever disse to aspekter af religiøsiteten ikke altid side om side. Historisk set er de snarere blevet splittet op i to skoler. Disse skoler har indbyrdes bekriget hinanden og spørgsmålet er, om de nogensinde kan nå til enighed. Det skal vi vende tilbage til sidst i artiklen. Religion som underskud For det første kan man tale om en skole, der opfatter religion som udtryk for et underskud. Ifølge tilhængerne af denne skole fødes religiøsiteten af behovet for at overvinde ens mangler. Her er religiøsiteten med andre ord et barn af Penia. Manglerne kan være af materiel, eksistentiel, følelsesmæssig eller forståelsesmæssig karakter. Eller udtrykt lidt mere populært: Man bliver religiøs, fordi man er fattig, syg, forvirret, nedtrykt eller dum. I overensstemmelse med denne tradition henvender man sig til det guddommelig for at blive rig, rask, harmonisk og klog. Kun når man kan bruge Gud til at tilfredsstille ens behov er han interessant, ellers ikke. Der har været mange repræsentanter for denne skole gennem historien, heriblandt filosoffen Friedrich Nietzsche, sociologen Émile Durkheim og i vor egen tid den militantateistiske videnskabsmand Richard Dawkins. Den mest indflydelsesrige talsmand for denne religionsopfattelse er psykologen Sigmund Freud. Ifølge Freud udspringer religiøsiteten ikke kun af en mangel eller et underskud. Den er, som han udtrykker det i En illusions fremtid, en almenmenneskelig tvangsneurose, der skal afhjælpes med rationelt intellektuelt arbejde. Det er her, den psykoanalytiske metode kommer ind i billedet. Ved at hjælpe den religiøse (neurotiker) til at vedkende sig sine behov, de være sig materielle, intellektuelle eller seksuelle, og vejlede ham eller hende til at tilfredsstille dem på en rationel måde i overensstemmelse med psykoanalysen, vil religiøsiteten blive afløst af en materialistisk og dermed normal tolkning af tilværelsen. Ifølge et freudiansk scenario vil et samfund med rige, raske og uddannede borgere ikke længere have brug for at gå i kirke, tro på Gud eller tage religiøse spørgsmål alvorligt. Måske vil de beholde kirken til at tilfredsstille deres behov ved særlige lejligheder, såsom dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Men i det store hele vil kirken have udspillet sin rolle. Til sidst vil den blot være samlingssted for ressourcesvage, pensionister og børn! Det er svært at benægte rigtigheden i nogle af de argumenter, der fremføres af denne skole, selvom dens fortalere har været alt andet end nuancerede i deres religionskritik! Historisk set har religion været brugt til at legitimere og tilfredsstille menneskers behov efter magt, rigdom, sundhed, sikkerhed, orden og frelse. På denne måde har religion stået i tjeneste hos en underskudsforretning. Det gælder også i dag. Rigtig mange mennesker henvender sig kun til det guddommelige, når det skal bruges til noget. Spørgsmålet er altså ikke, om denne skole har sagt noget, der er værd at lytte til. Det har den. Spørgsmålet er, om den også skal have det sidste ord. Det mener jeg ikke, og den opfattelse er jeg ikke ene med. Religion som overskud Sideløbende med ovennævnte behovsfikserede opfattelse af religiøsitet har der eksisteret en skole med en diametral modsat dagsorden. Ifølge denne skole fødes den egentlige religiøsitet, når de basale materielle, sociale og intellektuelle behov er blevet opfyldt. Her er religiøsiteten med andre ord et barn af Poros. Først når man ikke læng- nummer 84 // side 9

10 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? Er man ikke religiøs, er man ikke rigtig klog ere behøver at tænke på penge, sundhed og karriere, er man fri, på græsk skolé, til at hengive sig helhjertet til det guddommelige. Ifølge denne skole udtrykker religiøsiteten et overskud. Dens fortalere tæller så prominente skikkelser som Platon, Aristoteles, Augustin og Aquinas. Forekommer det overraskende, at jeg placerer disse personer i samme religiøse skole? Det skyldes måske påvirkningen fra en senere tid, hvor man har prøvet at rense filosofien fra teologien og omvendt, men det er historisk ukorrekt. Trods deres indbyrdes uoverensstemmelser har ovenstående intellektuelle giganter været enige om dette: Gud skal man ikke bruge til noget. Det er en logisk konsekvens af sagens natur. For ifølge deres opfattelse er Gud eller det guddommelige indbegrebet af det højeste, viseste, ædleste, vidunderligste, skønneste og kærligste. Hvordan skulle man dog kunne bruge det højeste til noget? Så ville det jo ikke længere være det højeste. Ovennævnte repræsentanter har ydermere været enige om, at mennesket virkeliggør sit potentiale i mødet med det guddommelige. Eller i en lidt mere bramfri sprogdragt: Er man ikke religiøs, er man ikke rigtig klog eller intellektuel i ordets egentlige betydning. I nyere tid er sidstnævnte blevet fremhævet af Freuds elev, Carl Jung. Hvor Freud mente, at man bliver neurotisk, fordi man er religiøs, hævdede Jung, at det moderne menneskes neurose udspringer af manglende sans for det religiøse. Det er et hovedtema i værket Modern Man in Search of a Soul. Kun når mennesket forholder sig til de såkaldte religiøse arketyper som Gud og Satan, himmel og helvede, frelse og fortabelse, engle og dæmoner og de problemstillinger, det afføder, vil det, ifølge Jung, ophøre med at opføre sig ånd-svagt og gå en bedre fremtid i møde. Jeg tror ikke, der kan herske nogen tvivl om, at denne skole også genkendes i det nutidige religiøse landskab, deriblandt det folkekirkelige. Hvor er der mange, der tiltrækkes af kirken, fordi de har et overskud: Overskud til at være der for andre, overskud til at være generøse, overskud til at glemme sig selv i bevidstheden om, at de ikke skal bruge kirken eller Gud til noget som helst, men bare hvile i en kærlighed, der er selve kilden til visdom, overflod og generøsitet. Sidstnævnte kan vi ikke mindst takke Martin Luther for. Når som helst han ser, at mennesker bruger Gud for egen vindings skyld, det være sig i jordiske eller himmelske anliggender, irettesætter han dem i voldsomste vendinger. Hvad angår folkekirken kan man måske sige, at de to skoler har en tendens til at placere sig henholdsvis udenfor og indenfor. Når folk betragter kirken udefra, opfatter de den ofte som et samlingssted for dem, der lider af et eller andet underskud, det være sig materielt, psykisk eller intellektuelt. For dem, der befinder sig inde i kirken forholder det sig ikke sjældent omvendt. Her opfattes det kirkelige engagement som et udtryk for overskud og generøsitet. Hvis denne analyse er rigtig, må spørgsmålet være, hvordan kirken forholder sig til det. Religiøsitet som den gode appetit I det ovenstående har vi set på to skoler med modsatrettede budskaber. Den ene lærte, at religion er en underskudsforretning, den anden, at religion er et overflødighedshorn. Gennem historien har en uoverstigelig kløft skilt disse to skoler ad. På hver sin side af kløften har skolernes repræsentanter råbt skældsord til hinanden. Det vil de angiveligt fortsætte med. Men er det ikke muligt, at de to skolers pointer kan mødes og på en eller anden måde berige hinanden? Det mener jeg. Det var derfor, jeg valgte at indlede min beskrivelse af de to religionsopfattelser med den platoniske myte om kærlighedens ophav. For ligesom Eros er et barn af både Penia og Poros, er religiøsitet et mødested for både underskud og overskud. Og ligesom Eros hverken er en tvilling eller lider af personlighedsspaltning, er den sande religiøsitet et mødested, hvor underskud og overskud går op i en højere enhed. Hvordan skal man beskrive dette mødested? Her vil jeg følge den franske filosof Emmanuel Lévinas og gøre det med udtrykket begær. Det lyder umiddelbart ikke særligt forståeligt. Men det bliver det, når man tager højde for, hvordan Lévinas forstår dette begreb. For det første gør han op med det 20. århundredes freudianske tilgang, hvor alt reduceres til et spørgsmål om behovstilfredsstillelse. Det gør han ved at skelne mellem behov og begær. Ifølge Lévinas er de ikke identiske. Hvor behovet er begrænset, nummer 84 // side 10

11 For det første kan man tale om en skole, der opfatter religion som udtryk for et underskud. Ifølge tilhængerne af denne skole fødes religiøsiteten af behovet for at overvinde ens mangler. FOTO: DREAMSTIME. er begæret grænseløst. Selv når alle ens behov er tilfredsstillet, har man stadig begæret. Begæret adskiller mennesket fra dyret. Dyr har behov, mennesker har tillige begær. Det er begæret, der gør, at mennesket kan forholde sig til det uendelige. Med Lévinas egne ord er der tale om et Begær efter det Uendelige, der vækkes af det begærede snarere end at tilfredsstilles af det. For det andet er begæret ikke noget negativt. Det kan det være. Man kan være pengebegærlig eller sexbegærlig. Her er begæret kørt på vildspor, fordi man søger at tilfredsstille det, som var det et andet behov, hvad det netop ikke er. Ifølge Lévinas er begæret, rettelig forstået, positivt. Man kan være videbegærlig. Man kan være begærlig efter den, man elsker. Det positive begær kan udtrykkes med ordene, Jeg kan ikke få nok af dig. For det tredje viser forskellen på behovet og begæret sig i graden af opfyldelse. Når man tilfredsstiller sine behov er man glad. Når man følger sit begær, er man lykkelig. Glæde og lykke er ikke det samme. Glæden kan ikke rumme en mangel. Det kan lykken. Det sker i begæret. Begæret er beskrivelsen af det mødested, hvor behov og overflod, fattigdom og rigdom, underskud og overskud ikke erfares som konfliktfyldte modsætninger, men går op i en højere enhed. Af dette begær fødes menneskets religiøsitet. Dette begær, på latin appetitus, er menneskets religiøsitet. I dette begær, i denne appetit på livet, er der en mangel, et afsavn og en sult, der rækker langt ud over fysisk eller åndelig behovslogik. Selv når man har sit på det tørre, hvad angår mad og frelse, har man stadig begær efter mere. Man kan ikke få nok. Man vil bare elske Gud og andre mennesker af hele sit hjerte, og man vil blive ved med det i evighedernes evigheder. Netop i dette begær efter mere er der tillige en fylde, en overflod, ja en mæthed. Denne overflod kan erfares i det konkrete liv, man lever med de mangler, det indebærer. Selvom man ikke har fået alle sine behov opfyldt, kan man stadig erfare en dyb lykke. Er det derfor man siger, at fattige religiøse mennesker ofte er lykkeligere end rige materialister? Hvorom alting er; i det sande begær går underskud og overskud op i en højere enhed. Om end man er på vej, er det som om, man allerede er kommet i mål. På en forunderlig måde er lykkens fylde uadskillelig fra begæret efter mere, ikke kun for mig selv men for alle og til alle tider, for der er som sagt tale om et uendeligt begær. Og nu synes jeg, det er passende at afslutte med Jesu ord fra bjergprædikenen i Matthæusevangeliet med en ordret oversættelse af den græske grundtekst, Lykkelige er de, der hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. nummer 84 // side 11

12 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? Religion er ikke, hvad det har været! I Åndens tidsalder, som vi ifølge den amerikanske teolog Harvey Cox lever i nu, taber den traditionelle og dogmatiske religionsdyrkning i Vesten terræn til den individuelle, erfaringsbaserede spiritualitet. Både ordet og fænomenet religion er under forandring. Af Mogens S. Mogensen Ph.d. i interkulturelle studer, konsulent og underviser I min barndom betød ordet religiøs, at man var troende. Og troende i kristen forstand, for kristendommen var den eneste religion, vi havde et personligt kendskab til. Siden blev jeg klar over, at religion for teologen Karl Barth netop var kristendommens modsætning, fordi religion var menneskets søgen efter at nå Gud, mens kristendommen fortæller om Gud, der kommer til os. I 2009 udgav religionssociolog Ina Rosen sin ph.d. afhandling med den sigende titel, hentet fra et udsagn af en kvindelig interviewperson: I m a believer, but I ll be damned if I am religious. Det er sandsynligvis ikke Karl Barths tro på Gud, hun identificerer sig med, når hun bekender sig som troende, og den religiøsitet, som hun tager afstand fra, er sandsynligvis netop den, som er knyttet til folkekirken som institution. Tilbagegang for det traditionelle Betydningen af ordet religion skifter over tid i dagligsproget. Og selvom der er universitetsinstitutter, som beskæf- tiger sig med religion, og der hvert år skrives talrige bøger om religion, er religion et særdeles vanskeligt fænomen at indkredse videnskabeligt. Der findes da også næsten lige så mange definitioner af religion, som der er religionsforskere. Dertil kommer, at selve fænomenet - så udefinerligt som det er - ændrer karakter over tid. Sidste år udkom der en bog, der forsøger at beskrive, hvad der i disse år sker med fænomenet religion. Det er: Christianity after Religion. The End of Church and the Birth of a New Spiritual Awakening, skrevet af den amerikanske religionssociolog Diana Butler Bass. Bass viser, at religiøse mønstre i USA nu begynder at ligne dem i andre vestlige industrialiserede lande, og at USA ikke længere er undtagelsen fra reglen. Undersøgelse på undersøgelse viser, at traditionelle religiøse institutioner og befolkningens traditionelle religiøsitet gennem de sidste 30 år er blevet stærkt svækket. Tidligere var det god latin at sige, at de liberale mainline kirker i USA gik tilbage, mens de konservative evangelikale kirker gik frem. Udviklingen efter årtusindskiftet har vist, at de mest konservative kirker ikke længere vokser, men i nogle tilfælde går markant tilbage i medlemstal. Hellere spirituel end religiøs Som vi også kender det fra Danmark, så viser undersøgelser fra USA og andre vestlige lande, at en stor del af befolkningen betragter sig som spirituelle og ikke religiøse. Bass viser, hvordan institutionaliseret religion taber terræn i Vesten til fordel for en individuel, erfaringsbaseret spiritualitet. I det meste af Vestens historie har ordene religiøs og spirituel stort set betydet det samme; det har handlet om, hvordan mennesker relaterede eller knyttede sig til Gud gennem riter, ritualer, praksisser og fælles gudstjeneste. Men i løbet af det 20. århundrede har betydningen af de to ord fjernet sig fra hinanden. Ordet spirituel kom efterhånden til at blive forbundet med det private rums tanker og erfaringer, mens ordet religiøs blev forbundet med det offentlige rum med medlemskab af religiøse institutioner, delta- nummer 84 // side 12

13 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? gelse i formelle ritualer og tilslutning til kirkernes officielle dogmer. I løbet af de senere år har de to ord fået forskellig følelsesmæssige betydninger. Religion opfattes som noget negativt, mens spiritualitet forstås som noget mere autentisk. Spiritualiteten repræsenter en ny åndelig vækkelse, en ny søgen efter det guddommelige. Tre tidsaldre Efter Bass opfattelse står den vestlige kultur i et paradigmatisk skifte i disse år. Hun henviser bl.a. til den amerikanske teolog Harvey Cox, der peger på, at udviklingen i kristendommen reflekterer en bredere forandring mht. menneskelig viden og erfaring, og inddeler kirkehistorien i tre perioder: The age of faith in Jesus, som i det 4. århundrede blev afløst af the age of belief about Jesus, med hovedvægt på trosbekendelser og dogmatik. Fra omkring 1900 og med stærkt stigende styrke op gennem det 20. århundrede er the age of belief veget for the age of the Spirit. Mens the age of faith var en tid med fokus på tro på eller tillid til Jesus, så var the age of belief en tid, hvor hovedvægten lå på, hvad man troede om Jesus, og the age of the Spirit er altså en tid med en kristendom, som bygger på en erfaring af Jesus. Åndens tidsalder repræsenterer en udogmatisk, ikke-institutionel og ikke-hierarkisk kristendom, hvor det enkelte menneske ikke længere ønsker adgang til det hellige gennem institutionelle og dogmatiske stilladser, men ønsker en mere direkte erfaring af Gud og Ånden. To citater af Bass belyser hendes synspunkt: Folk ved intuitivt, at den moderne konceptualisering af religion som en ideologi eller instituion er bankerot, og at den allerede på vigtige område er slået fejl (s.269). Og: Der, hvor kristendom i dag er livskraftig, opfattes den i virkeligheden ikke som religion længere. Det er mere noget spirituelt (s.8). Følelser og erfaring Bass ser denne udvikling i kristendommen som en integreret del af en langt bredere åndshistorisk udviklingsproces. Samtidig med at den pentekostale bevægelse, som er et af de mest åbenlyse udtryk for the age of the Spirit, begyndte i de første år af det 20. århundrede, publicerede Sigmund Freud den første af sine bøger, hvor han udforsker forbindelsen mellem bevidst og ubevidst erfaring og dens forbindelse til menneskets udvikling. I årene forinden havde den liberale protestantiske teolog Friedrich Schleiermacher skrevet, at religion først og fremmest og essentielt bygger på følelse og erfaring, mens dogmerne blot er refleksioner af den erfaring. I 1902 skrev den amerikanske filosof og psykolog William James bogen Varieties of Religious Experience, hvor han netop fokuserer på betydningen af individets følelser og erfaringer i relation til det guddommelige. Bass opsummerer: Tilskyndelsen til at søge erfaringer voksede, udviklede og fordybedes igennem det tyvende århundrede og førte til en voksende bevidsthed om, at selve kristendommens væsen var ved at forandre sig (s. 124). Såvidt Bass. Der, hvor kristendom i dag er livskraftig, opfattes den i virkeligheden ikke som religion længere. Det er mere noget spirituelt. FOTO: DREAMSTIME. nummer 84 // side 13

14 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? Magt bestemmer religion Den periode, som Harvey Cox kaldte the age of belief, falder sammen med kristenhedens periode fra det 4. århundrede. Religion var i denne periode et territorialt fænomen, dvs. kristendommen var den dominerende og ofte den eneste religion i et bestemt område og knyttet tæt sammen med statsmagten. Kristendommens territoriale karakter i Europa blev også tydelig i forbindelse med religionskrigene efter reformationen, hvor det organiserende princip blev cuius regio, eius religio, altså at det område, en regent beherskede, skulle også følge hans udgave af kristendommen. Det er imidlertid tankevækkende, at de andre store verdensreligioner, som islam, hinduisme og buddhisme langt hen ad vejen også havde en territorial karakter, og også var knyttet tæt til statsmagten. Ligesom kristne talte om kristenheden eller den kristne verden, der var adskilt fra den ikkekristne eller hedenske verden, så talte muslimer om dar al-islam (islams hus), der var adskilt fra dar al-harb (krigens hus) som den ikke-muslimske verden. Åndens tidsalder repræsenterer en udogmatisk, ikke-institutionel og ikke-hierarkisk kristendom Svækkede dogmer - nye veje En lang række kulturhistoriske faktorer har ført til en underminering af kristenheden, så meget tyder på, at vi nu er på vej ind i en postkristenheds -periode, og derfor giver det god mening, at Bass stiller spørgsmålet om Christianity after Religion. Tegnene på, at vi står i en overgangstid, er ikke til at overse. Det gælder også her hos os. Tænk fx på forskellen mellem behandlingen af Snedstedsagen og Tårbæk-sagen. Mens Bent Feldbæk-Nielsen i 1999 ved Vestre Landsret blev fradømt kjole og krave pga. et dåbssyn, som var i modstrid med folkekirkens dogmatik, så blev Thorkild Grosbøll, hvis kristendomssyn langt mere fundamentalt var i modstrid med folkekirkens dogmatik, i 2005 taget til nåde igen og kunne fortsætte som præst. Meget tyder på, at der i de mellemliggende år var vokset en erkendelse frem af, at det ikke længere var holdbart at forsøge at sikre præsters dogmatiske rettroenhed ved at slæbe dem for statens domstole. Mens dogmatikken er blevet nedtonet, er spiritualiteten blevet opprioriteret i folkekirken. Tidligere var kristen praksis i folkekirken næsten ensbetydende med den klassiske højmesse, og der blev rynket på næsen af talen om kristen spiritualitet, åndelig vejledning, pilgrimsvandringer osv., men i de senere år er denne erfaringsbaserede kristendomsform blevet lyst i kuld og køn i folkekirken, fx med ansættelse af præster med særlige opgaver på disse områder. Afgørende forandringer Men spørgsmålet er som også Bass flere steder i bogen antyder om ikke også andre religioner eller religion i det hele taget som fænomen - undergår afgørende forandringer i denne overgangstid. Der er tegn på, at også de andre verdensreligioners territoriale karakter, deres statsunderstøttede magtposition og deres dogmatiske definition er under pres i disse år. Under alle omstændigheder fører globaliseringen til, at også flere og flere hinduer, buddhister og muslimer oplever radikale forandringer i deres religion, når de flytter til dele af verden, hvor de kun udgør en lille minoritet. Den islamiske teolog Tariq Ramadan har fx slået til lyd for, at muslimer i dag i hele verden lever, hverken i dar al-islam eller dar al-harb, men i dar al-dawa, vidnesbyrdets hus, som er hele verden. Meget tyder på, at vi også i de kommende år i højere og højere grad vil kunne identificere mange af de karakteristika, som tilsyneladende præger post-kristenhedens kristendomsform i the age of the Spirit, i de andre religioner. Med til den udvikling hører, at de skarpe grænser mellem religionerne nedtones, at religionerne i højere grad påvirker hinanden, og at der også vil være et stigende antal mennesker, som øser af forskellige religiøse traditioner samtidig. Parallelt med denne skitserede dominerende udviklingstendens og i samspil med og reaktion mod den vil der naturligvis være mange andre religiøse udviklingstendenser, inklusive en tilbagevenden til gamle traditioner og en mere eller mindre aggressiv fundamentalisme samt forskellige former for agnosticisme og ateisme. Der er imidlertid intet, der tyder på, at religion som fænomen vil forsvinde eller få mindre betydning, men religion og de enkelte religioner vil også fremover, ligesom det er sket i tidligere historiske perioder, undergå markante forandringer. nummer 84 // side 14

15 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? Kunsten at leve med tilværelsens modsætninger Ifølge Kierkegaard er det i åbenheden over for en højere magt, man kan erfare ro og orientere sig i et liv med alle de udfordringer og problemer, det indebærer. Af Birgitte Kvist Poulsen Præst og Ph.d. i Theologi Et menneske er ikke uden videre sig selv. Det var uden tvivl Søren Kierkegaards faste overbevisning, men også hans personlige erfaring. Far og søn Han voksede op i et yderst veletableret og rigt hjem og var den yngste af en børneflok på syv. Hans far, Michael Petersen Kierkegaard, var en alvorlig og tungsindig mand, hvis påvirkning af den lille Søren ikke må undervurderes. Hans mor, Ane Lund Sørensdatter, hører man ikke meget om, men der er ingen grundt til at tro andet, end at hun har været en god, omsorgsfuld og kærlig mor. Forældrene var gamle, da de fik Søren. Ud over at faderens alvor og tungsind påvirkede ham, så var familien også ramt af mange dødsfald. Allerede som 20-årig havde Søren Kierkegaard mistet fire af sine seks søskende, og året efter døde først hans mor og siden den sidste og yngste søster. Dødsfaldene har naturligvis præget hjemmet, og man må forestille sig, at faderens alvor og tungsind ikke er blevet mindre. Søren Kierkegaards far betroede sig til ham, fra han var ganske lille. Rundt om det store bord i hjemmet gik de, mens faderen fortalte og formåede at få Søren til at forestille sig, hvordan de fx besøgte Dyrehaven og i fantasien havde andre dejlige oplevelser sammen. Men samtidig indviede faderen også den yngste søn i sine bekymringer og andre tunge overvejelser. Journaloptegnelser viser, at Søren Kierkegaard, da han blev ældre, udmærket var klar over, at faderens tungsind, bekymringer og betroelser også påvirkede ham på en usund måde. Og skønt han på den ene side havde stor respekt for sin far, kunne han dog også forholde sig kritisk til ham. Dette medvirkede også til, at Søren Kierkegaard udviklede et særligt blik for menneskelivets og tilværelsens ambivalenser eller dobbeltheder - et blik, der uden tvivl fik betydning for udviklingen af hans menneskesyn. Mennesket er en modsætningsfyldt syntese Udgangspunktet for Kierkegaards opfattelse af mennesket er skabelsesteologisk. Hans to hovedværker i denne sammenhæng, Begrebet Angest og Sygdommen til Døden, nævner begge skabelsen og berører forestillingen om Paradis. I Sygdommen til Døden hedder det om begyndelsen på den nummer 84 // side 15

16 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? menneskelige tilværelse: at Gud ligesom slipper Mennesket ud af sin Haand. I Begrebet Angest henviser Kierkegaard til Romerbrevet og ordene om skabningens forlængsel en længsel efter tilværelsen i Guds hånd, i Paradis, hvor den menneskelige eksistens var i lykkelig harmoni med sig selv og sine omgivelser. Forestillingen om at mennesket er skabt af Gud, kæder Kierkegaard Mennesket er en syntese - af sjæl og legeme, ånd og krop, eller en sammensætning af det timelige og det evige, der er båret af ånd. FOTO: DREAMSTIME. sammen med sine synteseformuleringer: Mennesket er en syntese - af sjæl og legeme, ånd og krop, eller en sammensætning af det timelige og det evige, der er båret af ånd. Ånden, eller Gud, bærer altså den menneskelige syntese, og syntesen var oprindeligt i det rette forhold. Syntesens forskellige dele, selvforholdets momenter, var i balance med hinanden. Kierkegaards egne erfaringer af selvforholdet og hans observation af menneskelivet overbeviser ham imidlertid om, at den menneskelige eksistens ikke befinder sig i balance, fred og lykkelig harmoni. Den omtalte paradisiske tilstand er derfor kun tilsyneladende og må undergå en forandring. Den er i og for sig tabt, og det gælder ethvert menneske. Med ordene fra Sygdommen til Døden blev mennesket jo sluppet fri af Guds hånd overladt til at leve livet på egen hånd. Den frihed, mennesket skabes i og med, er altså til stede fra begyndelsen i den menneskelige eksistens, men det er samme frihed, der volder mennesket problemer og peger på, at det ikke uden videre er sig selv. Sagt på en anden måde er det bevidstheden om sig selv som syntese, der fordrer en opgave af mennesket. Men selve ambivalensen, det dobbelttydige eller tvetydige, at jeg er begge dele, gør det problematisk at leve. Det dialektiske forhold mellem krop og ånd eller legeme og bevidsthed, gør, at det skiftevis er forstanden/ bevidstheden og sanserne/kroppen, der har overvægten i syntesen. Kierkegaard bruger Adam som en slags model på menneskets væsen, og derved bliver han figuren, der illustrerer vores grundvilkår: At vi både er uskyldige og skyldige. Skabelse, seksualitet og syndefald Uskyldighedens stadie sammenligner Kierkegaard med barnet, og ved hjælp af netop barnets udvikling fra barn til ung og voksen tegner han et billede af det, jeg vil kalde det individuelle syndefald. Barnet lever i uskyldigheden nummer 84 // side 16

17 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? og i umiddelbar overensstemmelse med sig selv. Syntesen er ikke bevidst for barnet, men naturligvis er ethvert barn også sat sammen af både krop og ånd. Barnet vokser op, og når kroppen begynder at udvikle sig, får det så småt en erfaring af at være fremmed eller anderledes for sig selv. Med kroppens udvikling i puberteten og det seksuelles indtræden, opleves syntesen som i størst mulig splid eller modsætning til sig selv. Det fysiske, legemet, har overvægten, og det åndelige, det bevidsthedsmæssige, træder i baggrunden. Den, man var før puberteten, bliver man aldrig igen! Kierkegaard formulerer bl.a. udviklingen på denne måde: I det Øieblik, da Aanden sætter sig selv, sætter den Synthesen, men for at sætte Synthesen, maa den først adskillende gjennemtrænge den og det yderste af det Sandselige er netop det Sexuelle [..] Først i det Sexuelle er Synthesen sat som Modsigelse, men tillige som enhver Modsigelse, som Opgave, hvis Historie i samme Øieblik begynder. Kendskabet til sig selv som både krop og ånd stiller mennesket overfor opgaven at blive sig selv. Det kræver bl.a., at den forudgående, den mere eller mindre ubevidste eller i hvert fald umiddelbare, historie indoptages og gøres til menneskets egen, bevidste historie. Sagt med andre ord er der forhold i vores liv, som vi må tage op til overvejelse og forsøge at integrere, hvis vi skal kunne begynde livet. Angst og frihed Kierkegaard kæder den skitserede almenmenneskelige udvikling sammen med angst og frihed og sammenligner friheden med svimmelhed: Angest kan man sammenligne med Svimmelhed. Den, hvis Øie kommer til at skue ned i et svælgende Dyb, han bliver svimmel. Men hvad er Grunden, det er ligesaa meget hans Øie som Afgrunden; thi hvis han ikke havde stirret ned. Saaledes er Angest den Frihedens Svimlen, der opkommer, idet Aanden vil sætte Synthesen, og Friheden nu skuer ned i sin egen Mulighed, og da griber Endeligheden at holde sig ved. I denne Svimlen segner Friheden. I angst svimler friheden eller mere rammende: Angst er friheden, der bliver svimmel, ør eller forvirret! Angst er mennesket, når det opdager sig selv som frihed friheden, der kan vælge, at forskellen mellem godt og ondt er afgørende eller vælge at tillægge det ene moment i den menneskelige syntese mere vægt end det andet. Af samme grund er friheden heller ikke en mulighed som andre muligheder. Friheden er friheden til at opdage, anerkende og vælge, at godt og ondt har betydning for den menneskelige tilværelse. Det betyder også, at mennesket i angsten og friheden opdager sig selv - forstået som det, at mennesket skal forholde sig til sig selv vel at mærke! Dermed falder valget tilbage på det enkelte menneske selv. Når friheden opdages eller erfares, bliver mennesket klar over, at det ene og alene må stå inde for, hvorledes det forholder sig ingen andre har med den mulighed at gøre. På den måde undslipper mennesket ikke friheden og dermed heller ikke sig selv - friheden eller mennesket svimler og segner! Teologisk set begynder vi derfor forkert, fordi vi vender os bort fra Gud og vælger at holde os til os selv og endeligheden. Mennesket får kendskab til godt og ondt, det er i sig selv ikke forkert det er friheden, der vælger at spise af træet - men vi bruger vores kendskab eller viden forkert: I og med at vi opdager, at vi er forskellige fra hinanden, og i splid med os selv, opdager vi også det fremmede og uvante. Dette er ikke i sig selv ondt, nej, det onde eller ugudelige ligger i at fastholde adskillelsen, i ikke at ville se sammenhængen med det andet menneske og med Gud. Der er altså tale om, at med bevidstheden indfinder friheden sig, men også den opgave, at mennesket nu selv må tage ansvar og forholde sig til sig selv og sin omverden. Kan vi (selv) finde balancen? Ved at sammenligne skabelse og syndefald med den almenmenneskelige udvikling fra barn til ung og voksen viser Kierkegaard, at et menneske ikke uden videre er sig selv. Kun i uskyldigheden, som barn, er mennesket i umiddelbar overensstemmelse med syntesen, vores natur, sammensætningen af godt og ondt, krop og sjæl. Men denne harmoni kan ikke vare ved. For det er et grundvilkår, at syntesen med pubertetens og seksualitetens indtræden bryder sammen. Fra og med voksenlivet er det derfor ethvert menneskes opgave at blive klogere på forholdet til sig selv og i sidste ende at leve i en form for syntetisk balance imellem det evige og det jordiske og imellem det fysiske og det åndelige. Spørgsmålet er, om mennesket ved egen kraft kan reetablere denne balance. Det mener Kierkegaard ikke. Ligesom mennesket ikke har modtaget eksistensens fra sig selv, er det i åbenheden over for en højere magt, man kan erfare ro og orientere sig i et liv med alle de udfordringer og problemer, det indebærer. I forlængelse af dette vil jeg sluttelig blot opfordre læseren til at gå på opdagelse i Kierkegaards egne værker. Kendskabet til sig selv som både krop og ånd stiller mennesket overfor opgaven at blive sig selv nummer 84 // side 17

18 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? Teologisk speciale om Søren Kierkegaard og selv-overgivelse: Når mennesket giver slip på forudindtagede holdninger og idéer om, hvordan livet bør være, da åbenbarer livet sig. Selv-overgivelsen er også på spil i dialogen med andre tros- og livssyn, hvor man giver slip på egne forudindtagede holdninger om de andre. At overgive sig til det nye, anderledes og overraskende Af Sidsel Hornemann Cand.theol. Selv-overgivelse. Det er hørt før. Hørt som noget for de særligt religiøse eller for de åndeligt begavede. Hørt som noget, der har med de kristne mystikere at gøre - og derfor bestemt ikke har noget med mig at gøre. Umiddelbart forekommer selv-overgivelse ikke relevant for det almindelige menneske. Det almindelige menneske kan tro på Gud; altså tro på Gud som en idé for tanken eller forstanden. Og derfor kan det også lade være med at tro. At tro er åbenbart mere almenmenneskeligt end selv-overgivelse, der virker langt mere mystisk og sværmerisk Eller hvad? Hvad nu hvis selv-overgivelse i bund og grund er religiøsitetens eller troens væsen? Og hvad nu hvis selvovergivelse i bund og grund er et almenmenneskeligt vilkår? Hvad er selv-overgivelse? Udtrykket selv-overgivelse har sin oprindelse i det religiøse sprogbrug. Det betyder ikke, at erfaringen af selvovergivelse er forbeholdt den religiøse. Den kan ligeså vel opleves af det almindelige menneske. Det mener den tysk-amerikanske filosof og sociolog, Kurt Wolff. Når han definerer selvovegivelse, tager han udgangspunkt i den almenmenneskelige undren og søgen efter mening Spørgsmål som Hvad gør jeg med mit liv? og Hvem er jeg? er spørgsmål, som iflg. Wolff ikke kan besvares fyldestgørende ud fra en religiøs, kulturel eller historisk tolkning. Det virkelige svar skal findes i det levede liv, hvor livet erfares helt tæt på es. Hvordan finder denne erfaring sted? Det gør den ved, at mennesket giver slip på sig selv og dermed overgiver sig. Når mennesket giver slip på forudindtagede holdninger og idéer om, hvordan livet bør være, da åbenbarer livet sig, kan man sige. Selv-overgivelsen har iflg. Wolff tre kendetegn. For det første er den erfaringen eller oplevelsen af noget helt nyt. Mennesket kan ikke fremtvinge overgivelsen, men bliver snarere overvældet af den. På denne måde er den noget udefrakommende og nyt. For det andet er selv-overgivelsen mødet med en anderledes virkelighed. Den er mødet med en virkelighed, som på en eller anden måde synes at bære livet. Den tredje og sidste kendetegn er enhed. Selv-overgivelsen erfares som en tilstand af fuldstændig intimitet med livet, hvor mennesket i overgivelsesøjeblikket bliver kastet tilbage på sin menneskelighed, som det deler med hele menneskeheden. nummer 84 // side 18

19 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? En anden betydning af selvovergivelse finder vi hos William James, amerikansk filosof og religionpsykolog fra det tidlige 20. århundrede. James udgav i 1910 et værk om den religiøse erfaring. hvor han beskrev selv-overgivelse som en bevægelse fra en tilstand af krise til en tilstand af forandring og personlig udvikling. Selve udgangspunktet for overgivelsen er krisetilstanden, som James kalder det bristede hjerte. I denne tilstand splintres et menneskets tanker, følelser og fastforankrede forestillingeru. Dette sker, når vægten af krisen er så tung, at mennesket ikke har andet valg end at overgive sig til den. I overgivelsen sker der det, at mennesket giver slip på sig selv med alt, hvad det indebærer: Alt, hvad mennesket har bygget op som en del af sin identitet, smuldrer og fejes bort. Dette er langt fra smertefrit, og det kan være en voldsom oplevelse for det menneske, som erfarer overgivelsen. Ikke desto mindre er denne del af overgivelsesprocessen, ifølge James, nødvendig, for at forandring og vækst kan indtræffe: Før nyt liv kan opstå, må det gamle dø. Et tredje og sidste aspekt ved selvovergivelse, vi skal se på, er, i kan man kalde en ren religiøs forståelse af selv-overgivelse. Den amerikanske teolog, Walter Conn, beskriver selv-overgivelse som en radikal omdirigering af menneskets liv, hvor det inviteres til at leve sit liv i og ud fra Guds mystiske nærvær. Man kunne følgelig fristes til at tro, at selvovergivelsen så handlede om at blive et moralsk bedre menneske. Det er ikke tilfældet. Selv-overgivelsen handler om, at mennesket involverer sig med den dynamiske kærlighed, som kendetegnede Jesu liv, og som udfordrer menneskets konventionelle og komfortable liv. På denne måde er den radikal. For gennem selv-overgivelsen sker der en slags nyorientering, hvor mennesket forlader sin selv-centrering til fordel for en Gud-centrering. Det indbærer, at mennesket forlader sine forudindtagede forestillinger om hvem og hvad, Gud er, og i stedet giver sig hen til erfaringen af den levende Gud. Selv-overgivelse i Søren Kierkegaards opbyggelige taler Søren Kierkegaards opbyggelige taler rummer et begreb om selv-overgivelse. Kierkegaard kalder sine taler opbyggelige, fordi de skal tjene til at opbygge læseren i ånd og kærlighed. Selv-overgivelse er et led i denne opbyggelighed og udspringer endvidere af et menneskes gudsforhold. I den forstand kan man godt sige, at Kierkegaards tilgang er religiøs eller spirituel. Men Kierkegaards pointe med selv-overgivelse er, at den skal omhandle hele menneskets eksistens og ikke kun den åndelige dimension af tilværelsen. Med Kierkegaard bliver selv-overgivelse et udtryk for det autentiske og helhedsorientede liv. Ved hjælp af forskellige temaer bringer Kierkegaard selv-overgivelse på banen Det første af disse temaer er, at mennesket må blive intet. At blive intet, vil i første omgang sige at blive afklædt al verdslig tilknytning. Ikke forstået på den måde, at mennesket skal trække sig tilbage i askese og afvise verden helt og aldeles, men snarere, at mennesket overgiver sine verdslige klæder, dvs. sine forestillinger om sig selv, verden, mennesker og ikke mindst Gud. Det er ikke en forandring i det ydre, men i det indre. I overgivelsen sker der det, at mennesket giver slip på sig selv med alt, hvad det indebærer Kierkegaard tager denne afklædning helt og aldeles alvorligt. Hans pointe er, at afklædningen i sidste ende handler om liv og død. Den handler om, at mennesket holder op med at forveksle dets egne små julelege, hvorved det stræber efter kontrol og magt, med det virkelige liv. Ifølge Kierkegaard er disse julelege ikke andet end tomhed. For at blive befriet for denne tomhed må mennesket blive afklædt og stå nøgen tilbage. Det må med andre ord blive til intet, for at blive den, det er skabt til at være. Kierkegaards forståelse af selvovergivelse indebærer således en accept af dødens nærvær. Men den død, Kierkegaard har i tankerne, er ikke ensbetydende med menneskets fuldstændige tilintetgørelse. Den er snarere et opgør eller en afsked med alt det, der repræsenterer stagnation, hæmning og begrænsning, og som derfor er livets og kærlighedens modsætning. Dermed være ikke sagt, at denne afsked ikke kan opleves som en regulær død, med alt hvad den indebærer af sorg, smerte og angst. Det kan den. Men dette er netop gennemlevelsen af denne krisetilstand, der i sidste ende vil vise sig at være livgivende! Kierkegaard stopper imidlertid ikke her. Efter at være blevet afklædt og gjort til intet, skal mennesket nemlig iklæde sig kærligheden og Guds herligheds klæder. I virkeligheden er nummer 84 // side 19

20 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? dette afklædningens sigte. Afklædningen er nødvendig, for at mennesket kan iklædes noget nyt: Forud for det nye liv, må det gamle dø. Men hvad er da denne iklædning? Iflg. Kierkegaard er iklædningen den kærlighedens fylde, som er tilbage hos mennesket, når alt andet er forladt. Den er ikke noget, som mennesket selv har skabt, eller som er en særlig del af den menneskelige natur det ville jo være en selvmodsigelse, når hele selv-overgivelsens pointe er, at mennesket selv forsvinder. Nej, kærligheden er den fylde, der indtager mennesket, når det selv har veget pladsen. Og dette er netop selv-overgivelsen: Overgivelsen til kærlighed, til at lade kærligheden fylde alt, til at kærligheden og dermed Gud - må fylde mere og mere. Med kærligheden sker der et skift i menneskets måde at være til. Hvor mennesket tidligere identificerede sig selv med verden og dens foranderlighed med dertil følgende angst og bekymring, identificerer mennesket sig nu i højere grad med Guds riges evighed og kærlighed. Kærligheden er blevet menneskets rustning. Det tredje og sidste tema, der er på spil i selv-overgivelsen hos Kierkegaard, er at blive menneske. At være menneske vil sige at være til i paradoksalitet. Det er en paradoksalitet, som består i spændingen mellem jord og himmel, menneskelighed og guddommelighed, timelighed og evighed, foranderlighed og uforanderlighed, afmagt og magt. Problemet med paradoksaliteten er, at mennesket har svært ved at affinde sig med den. Da det både er ånd og krop, er det bundet til verden i kraft af dets kropslighed, men har samtidigt aner i evigheden. Ifølge Kierkegaard er det i spændingen mellem disse to dimensioner, at mennesket konfronteres med dets eksistentielle udfordringer. Udfordringen bliver ikke mindre af, at mennesket fejlagtigt tror, at det skal overvinde sin menneskelighed sin bundethed til det jordiske for at træde ind i Kærligheden er den fylde, der indtager mennesket, når det selv har veget pladsen evigheden. Men sådan ser Kierkegaard ikke på det. Han mener, at mennesket skal opgive at prøve at besejre, undertvinge eller bekæmpe dets menneskelighed. I stedet skal det erkende og acceptere den. Først da kan det træde ind i det rette gudsforhold. Gud kan nemlig ikke være Gud for mennesket, hvis mennesket selv opfører sig som var det en gud. På denne måde er menneskelighed og gudsforhold to sider af samme sag. Mennesket må altså overgive sig til sin eksistens som menneske, sådan som den er. Det kan ikke være anderledes. Kun på denne måde kan Guds kærlighed vokse i mennesket og være fylde, hvor der er tomhed; være liv, hvor der er død. Dette skal ikke forstås på den måde, at mennesket er slemt og Gud er god. Der er ikke tale om en dualistisk tankegang. Nej, det er en ny forståelse af begreberne om liv og død, der er på spil, sådan at liv og død ikke er adskilte størrelser, men er dybt forbundne. Der er ikke tale om, at liv er godt og død er skidt, men at de hver især forudsætter hinanden og derfor begge har værdi. Religionsmøde, spiritualitet og selv-overgivelse Hvad kan selv-overgivelsen så bruges til og hvad har den at gøre med IKON? Som vi har set er selv-overgivelsen ikke adskilt fra det almindelige, daglige liv. Derfor er den heller ikke adskilt fra mødet med andre mennesker. Når vi møder andre mennesker, uanset om det er i en religiøs eller almindelig kontekst, er det for de fleste mennesker en grunderfaring, at når jeg kan møde det andet menneske uden forbehold og forudindtagelser, vokser der noget frugtbart ud af mødet. Det behøver ikke være andet end venlighed og en snert af åbenhed, men det skal man heller ikke undervurdere. Når det kommer til mødet med det andet menneske, handler selv-overgivelsen om at erkende og acceptere sin begrænsning som menneske; at kunne rumme det ambivalente og paradoksale, ja til tider det uacceptable. Det handler om min evne til at kunne forholde mig afventende og passivt i den mini-krise til tider voldsomme krise - som mødet med det andet og anderledes kan bevirke. Det handler om mod til at stå igennem til tider stærke vinde og vente på den klarhed, der altid følger før eller siden. Det samme gælder på den spirituelle vandring. Hvis jeg som menneske ikke kan overgive mig til det nye, anderledes og overraskende i mødet med Gud og det fremmede, hvordan skal forandring og vækst så ske? Hvis jeg i mine tros- og gudsbilleder ikke tør udfordres og til tider gøres ydmyg, hvordan skal jeg da kunne erfare den levende Gud, som ikke lader sig begrænse af mig? Når selv-overgivelsen ikke er begrænset til en særlig religiøs praksis, men nærmere har med hvert enkelt menneske at gøre, er den ikke udelukket fra det levede liv, hvor mennesker møder mennesker, møder Gud, elsker, lever og dør. Nej, selv-overgivelsen er på spil i alt det, som den menneskelige tilværelse rummer. nummer 84 // side 20

21 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? Hvorfor bliver man religiøs? Af Lene Skovmark Præst og medlem af redaktionen Yetta Jensen Bogarde, freelance oversætter - medlem af Unification Church Jeg tror, det er menneskets naturlige tilstand at være religiøs og opleve, at Gud er kilden til kærlighed og glæde. Nogle af os er næsten født religiøse og andre bliver det i løbet af livet, ofte grundet en åndelig oplevelse. Det afhænger også af, hvilken kultur eller tid, vi tilfældigvis lever i. Omgivet af et sekulært velfærdssamfund kan mange fristes til at tro, at vi ikke behøver Gud. Det går jo fint uden. Eller gør det? Mon ikke vi alle på ét eller andet tidspunkt stiller spørgsmål som: Kan det hele være begyndt med ét stort BANG? Er et menneskes eksistens bare slut ved døden? Pirapaharan Navaratnam, radiograf på Regionshospitalet Holstebro - hindu fra Tamil Nadu Man bliver religiøs for at få svar på nogle af livets store spørgsmål, som man ikke synes videnskaben er så god til at forklare. F.eks. hvad meningen med livet er. Man får et fællesskab med andre med samme tro, og religionen kan guide en gennem livets udfordringer. Personligt blev jeg religiøs, da en person med en anden tro begyndte at stille kritiske spørgsmål og nedgøre min tro, som jeg på daværende tidspunkt ikke vidste så meget om. Hvis man siger, at man tilhører en bestemt tro, bør man også vide noget om sin egen tro. Dan Aistrup, cand.tech.soc., arbejder med arbejdsmiljø og IT - kristen og mystiker Svaret kan jeg bedst illustrere ud fra min egen erfaring. Tidligere så jeg ikke mig selv som en del af et etableret religiøst verdensbillede, selvom jeg igennem en årrække havde haft spirituelle oplevelser. Skiftet kom efter en meditation i Assisi, hvor jeg pludselig blev løftet op i et klart lys. Jeg fik vist forskellige syner, der var kristne i deres fremtoning. Hos de kristne mystikere genkendte jeg de samme spirituelle oplevelser og fik sat min religiøse erfaring ind i en kristen forståelsesramme. Fra at give mig svar på tilværelsens spørgsmål, er Bibelen blevet en personlig bog og en stor hjælp til forståelse af den nødvendige psykiske udvikling. Jesper Vind, molekylær biolog - medstifter af Ateistisk Selskab Set fra et naturvidenskabeligt synspunkt, så bliver man religiøs, fordi man i sin barndom bliver præget af sin familie og den kultur man lever i, hvilket sætter sit biokemiske aftryk i den måde ens hjerne er skruet sammen på. Det er sikkert grunden til, at mange beholder den samme religion som deres forældre og derved bliver en del af gruppen. Religion er opstået som fænomen på et tidspunkt under evolutionen, hvor religionen muligvis har hjulpet til at styrke familiens sammenhængskraft og dermed dens overlevelseschancer. nummer 84 // side 21

22 TEMA: HVORFOR BLIVER MAN RELIGIØS? Tsewang Amadou Diawara, lærer i mindfulness og tibetansk buddhisme - opvokset som muslim i Burkina Faso, nu buddhistisk munk Der er mange grunde til at blive religiøs. For mange religiøse mennesker begynder det via kulturelle miljøer eller arv fra familietraditioner. Men for mange spirituelt søgende bliver religion mere end blot tro eller det at følge en tradition. Det opstår ud fra en følelse af tomhed i livet. Dybt indefra længes vi efter mere end blot materiel lykke. Religionen tilbyder guidelines til at forbinde os med vores sande dimension eller vores indre natur - vores Buddhanatur. Med andre ord, vi ønsker at opleve Gud eller en manifestation af det guddommelige i både det indre og ydre. Vi bliver religiøse for at dække længslen efter sandheden og ægte frihed og fred. Jesper Nymann Madsen, phd i fysik og ansat på Århus statsgymnasium - kristen Jeg kan kun tale ud fra min egen erfaring og undren: Det er et mysterium, hvorfor nogle mennesker bliver religiøse og andre ikke gør, men når man er religiøs, er ens religiøse modning og vækst et spørgsmål om, hvor meget man arbejder med det; hvor meget man beder, hvor meget man går i kirke, hvor meget man læser religiøs litteratur, hvor meget man mediterer, hvordan man opfører sig osv. Alt er en gave fra Gud, både at ville, at kunne og at få det gjort. >> teologi i farten klumme På en skala fra et til ti Af Ingerlise Provstgaard I kølvandet af Akkaris sporskifte granskes hans hjerte og nyrer ivrigt af offentligheden: Mener han nu også, hvad han siger? Og på en skala fra et til ti, hvor dybt angrer han hvor ked af det er han? Lige så ihærdigt granskes danskens gode kristensind: Selvfølgelig tilgiver vi ham, gør vi ikke? Jo da, det skulle lige mangle, udbryder nogle og høster ros derved, mens andre stemples som uforsonlige, fordi de ikke udtrykker sig med samme uforbeholdenhed. Problemet med denne granskning til begge sider er, at vi tror, det er muligt at gennemskue andres motiver og grader af ægthed og oprigtighed. Og at vi har svært ved at være rolige, før vi tror, vi har sikkerhed for en 10 er både for angeren og for den korrekte, kristelige accept. Dybest set er hverken anger eller tilgivelse det, der ligger forrest i den menneskelige natur. Det ligger os nærmere at kræve til regnskab og give igen, så regnskabet passer lige for lige. At lade vreden tale med retfærdig gengældelse og at lade den fortsætte sin spiral opad, til nogen eller noget stopper den. Det kender vi helt fra sandkassen! Ligeså kender vi det modvillige undskyld fra hende, der smed sand i øjnene på makkeren, og den forurettede tilgivende mumlen fra ham, der til gengæld gav hende skovlen i panden. Jamen, mener de det nu også? Ofte sikkert ikke. Men livet kan gå videre, og en ny chance er skabt for fredelig sameksistens. Måske ville det være klogt at lade Gud om at bedømme grad og ægthed i både anger og tilgivelse. Og i stedet bruge anledningen Akkari til at indse, at sagen drejer sig om noget andet end en topkarakter på en skala. nummer 84 // side 22

23 Familieværdier og forening af menneskeheden Lene Skovmark har været på besøg i Moon-bevægelsen, der er meget optaget af fredsarbejde mellem religionerne. I denne reportage fortæller hun om sine oplevelser og bringer interviews af bevægelsens medlemmer. Af LEne skovmark Præst og medlem af redaktionen I foråret blev jeg inviteret til et interreligiøst bedemøde hos, hvad der viste sig at være Moon-bevægelsen, som holder til i en villa på Amager. På døren står der Unification Peace Federation (UPF), Det forenede Fredsforbund. Ved bedemødet holdt præsten fra den lokale folkekirke et oplæg om folkekirkens tro og praksis, hvorefter repræsentanter fra forskellige religioner bad for enhed og forståelse mellem religionerne og i verden. Siden har jeg talt ved gudstjeneste i deres kirke, Unification Church, Den forenede Kirke. Efter gudstjenesten var der sommerfest i haven og anledning til få mere at vide om bevægelsen og at tale med medlemmerne om, hvad det betyder for dem at være med i bevægelsen. Moon kom med den sande kristendom Thorkil Christensen er læge og var leder af den danske afdeling af Moon- bevægelsen fra Han fortæller om Moon-bevægelsens baggrund og formål: - Vores tro er, at Pastor Moon kom som den genkomne Messias, men at han ikke i første omgang blev modtaget som Messias. Det var jødedommens oprindelige opgave at genskabe et sandt Israel, der skulle sejre over den sataniske verden og danne et rent fundament for Messias. Jødedommen blev således kristendommens fundament, hvor Jesus blev født. For at Pastor Moon kunne proklamere sit budskab, skulle der først dannes et nyt fundament af tro og en genetablering af kærligheden, særligt gennem familier. Det fundament skabtes gennem Unification Church. Gud er til stede, når mennesker forenes - Vores tanke er i høj grad, at Gud skal være med, fortsætter Thorkil Christensen. - Det sker ikke bare gennem en enkelt religion. Det er noget vi må finde sammen, for at Guds Ånd kan komme til stede og Gud kan tale. Familien er central, og foreningen mellem mand og kvinde er det grundlæggende udtryk for Guds kærlighed. Derfor ønsker vi at danne familier, hvor Gud kan være fuldt ud til stede. Den seksuelle forening er et udtryk for forening mellem Gud og mennesker. Oprindelsen til det onde er, at seksualiteten kom til at tjene begæret, men det religiøse og det seksuelle bør smelte sammen. Det giver liv, inspiration, kærlighed og forvandler mennesket. Thorkil Christensen understreger, at Guds sande natur kun kan blive synlig, når mennesker forenes på tværs af trosretninger. - Gud, ikke vi selv og vores egen religion, må være i centrum for vore bestræbelser. Vore idealer må komme til udtryk gennem sand kærlighed til andre og ved at respektere de andres kerneværdier som hellige. I 2005 rettede Unification Peace Federation sig mod et nært samar- nummer 84 // side 23

24 bejde med FN med visionen om, at alle religioner må stå sammen for at arbejde for fred i verden. Målet var at danne en anden type forsamling inden for FN, hvor religionen spiller en særlig rolle i forhold til at løse konflikter. Moon-bevægelsen i Danmark Jeg talte med Nobuhiro Igarashi (Nobu), som sammen med sin familie kom til Danmark i Bevægelsens stifter, Pastor Moon, opfordrede dengang erfarne medlemmer fra Sydkorea, Japan, USA, England og Tyskland til at rejse til andre lande som frivillige senior-rådgivere for bevægelsen. Nobuhiro og hans hustru stillede sig til rådighed og kom til Danmark ved lodtrækning. Da der ikke er medlemmer nok til at understøtte hans løn, arbejder Nobuhiro som massør. Da den tidligere nationale leder, Thorkil Christensen, ønskede at arbejde som praktiserende læge, udpegede det europæiske hovedkontor i 2008 Nobuhiro Igarashi som medleder UPF i Danmark. På samme tidspunkt blev han leder af Unification Church i Danmark. Han håber dog, at en dansker på et tidspunkt vil overtage ledelsen. Nobuhiro Igarashi fortæller videre, at der på verdensplan er mange broderorganisationer, men i Danmark er Moon-bevægelsen repræsenteret ved kirken, Unification Church (UC) og Unification Peace Federation (UPF), en organisation, som arbejder for at skabe større harmoni og forståelse mellem religionerne, fred i samfundet og vække folks interesse for religion. Der afholdes forskellige interreligiøse aktiviteter. Desuden ønsker man at udbygge indsatsen for at styrke familieværdier. Aktiviteterne i Unification Church i Danmark I Moon-bevægelsen udfolder det åndelige liv sig både i hjemmene og i kirken. Nobuhiro Igarashi fortæller, at de vigtigste opgaver er at styrke medlemmerne gennem undervisning og at vidne om deres tro. De afholder forskellige møder og fester for medlemmerne i kirken og i hjemmene. Udover gudstjeneste om søndagen følger man bestemte traditioner: om morgenen læses i hver familie en tekst af Pastor Moon, og man holder en særlig andagt hver ottende dag kl. 5 der er otte helligdage om året med særlige gudstjenester velsignelsesceremoni for ægtepar (bryllup har en helt særlig betydning) begravelses-ceremoni Nogle af kvinderne i UC er engagerede i Women s Federation for World Peace, som gennem støtte og undervisning søger at udruste kvinder, så de må opdage deres særlige værdi og bringe fred i hjemmene, i samfundet, nationerne og i verden. Hvordan Thorkil blev en del af Moon Thorkil Christensen har været med i Moon-bevægelsen fra begyndelsen i 1970 erne og var leder fra 1990 og indtil Han fortæller, at han som ung reflekterede meget over livet, og mødet med bevægelsen var et svar på bøn. - Min baggrund er ikke specielt religiøs. Jeg er konfirmeret, vi gik i kirke hver jul, og jeg har altid følt mig som kristen. Jeg studerede til læge og røg ind i en krise, hvor jeg reflekterede over, at det at blive til læge i sig selv ikke havde så stor betydning. Der Familien er central, og foreningen mellem mand og kvinde er det grundlæggende udtryk for Guds kærlighed, fortæller Thorkil Christensen (tv.), der har været med i Moon-bevægelsen fra begyndelsen af 1970 erne. måtte være noget andet... Jeg begyndte på Transcendental Meditation, og det inspirerede mig. Her var en vision om at skabe en ny verden, og at vi kan være med til at præge vores egen udvikling. Det lå fjernt fra min tankegang, at man udvikler sig som menneske, men pludselig blev det bevidst for mig. Senere på et kursus i TM oplevede jeg egoismen i gruppen, som hindrede os i at gøre det, vi var der for, og det gjorde mig desillusioneret. Noget andet, der anfægtede mig, var at der ifølge TM ikke er nogen lidelse; det er bare os, der oplever det. Det kunne jeg overhovedet ikke forene mig med. - En dag, da jeg gik tur i byen, lagde jeg mærke til at folk så trætte ud og tænkte, at de nok trængte til at meditere. Jeg lagde dog mærke til en pige, hvis blik var ganske anderledes. Hun kom fra Unification Church (UC), og jeg blev inspireret af det, hun talte om: At foreningen af menneskeheden måtte ske gennem kærlighed. Ideen var som en åbenbaring for mig, og jeg fandt svar på mine spørgsmål om formålet med livet, årsagen til at der kom ondt i verden og hvad vil det sige at udvikle sig. Nemlig at det er kærligheden, der skal udvikles. Da Thorkil trådte ind i bevægelsen, var det som et svar fra Gud. Han havde længe bedt til Gud om bekræftelse. Da han ikke fik svar, valgte han at gå ind i bevægelsen, og oplevede da en stor glæde og varme. I forhold til andre kristne var det svært: - I begyndelsen oplevede jeg man- nummer 84 // side 24

25 ge negative ting fra kristnes side. Jeg blev ikke forstået og kørt ned på en ufin måde. Han fortæller, at bevægelsen har været gennem mange svære ting, og at det har været vanskeligt at bevare en tro. Den vanskeligste tid var fra midten af 80-erne til 1993, hvor der var en voldsom mediestorm. Refleksion over mit møde med Moon-bevægelsen Man kan møde en sekt eller bevægelse på forskellige måder. Man kan forholde sig overordnet og reflekteret til bevægelsen som fænomen, historisk og ideologisk. Eller man kan af nysgerrighed og personlig interesse deltage i deres arrangementer og møde medlemmerne på lige fod og så opdage, at de er mennesker der, som du og jeg, søger efter mening og retning i livet. Jeg kan undre mig over, at medlemmer af Moon-bevægelsen kan anerkende Pastor Moon som den genkomne Messias og acceptere doktrinerne. fakta Moon-bevægelsens officielle navn er (siden februar 2013) Family Federation for World Peace and Unification. Bevægelsens leder Sun Myung Moon døde den 3. september Bevægelsen ledes nu af hans enke og nogle af deres børn. Se Unification Church bygger på Moons åbenbaring som beskrevet i Det Guddommelige Princip. Særlig velsignelse af par. Den 24. marts 2012 samledes mennesker i Cheongshim Peace World Center i Seoul, Korea, for at fejre velsignelsen af par og par, der ville forny deres ægteskabsløfter. Velsignelsen er i medierne kendt under navnet massebrylluper. Om den forenede kirke: Kvindernes fredsarbejde: I Danmark er der kun en lille gruppe på cirka 30 medlemmer i København. De samles til gudstjeneste hver søndag og er involveret i tværreligiøst arbejde og fredsarbejde. Men jeg kan ikke genkende den karakteristik, som Martin Herbst giver af Moon-bevægelsens medlemmer i IKON blad nr 81 - at de skulle være behersket af åndelig dovenskab, arrogance og frygt. Disse kendetegn findes vel i et eller andet omfang i mange sammenhænge, men er mere udtalte i en sekterisk bevægelse. Men hos medlemmer i Moon-bevægelsen i Danmark mødte jeg stor ydmyghed og et oprigtigt ønske om at skabe en bedre verden. Det afgørende er, som Martin Herbst påpeger, at være opmærksom på ikke at gøre en del til helheden, men at bevare ydmygheden i forhold til den begrænsning, der ligger i ens verdensbillede og anerkende, at andre har indsigt i sandheden. Begge dele gælder også inden for kristne rækker. Vi erkender stykkevis. Hvorfor jeg er med i Moon Yetta Jeg mødte første gang Moon-bevægelsen på gaden i Berlin i Jeg var 22 år og arbejdede i Siemens og tænkte meget over, hvorfor mennesker ikke er perfekte. Når vi dybest set er gode, hvorfor gør vi så ikke det gode? Da jeg studerede bogen Det Guddommelige Princip, fandt jeg svar på alle mine spørgsmål om, hvordan vi kan gøre verden til et ideelt sted at være. Bogen forklarer det onde i verden, og hvad der hindrer os i at gøre det gode. Mennesket er skabt til at opnå fuldkommenhed, det står jo også i Biblen, men vi er standset i udviklingen på grund af vores faldne natur. Der er et væsen, Satan, og det skal ikke kun forstås symbolsk. Vi er påvirket af onde ånder, og det bremser os i at opnå fuldkommenhed og en ideel verden. Det er vigtigt at forstå, at Gud er hele menneskehedens Forælder. Han glæder sig og lider sammen med os. Som Forælder ønsker Han at se, at vi elsker og støtter hinanden i stedet for at strides over doktriner og diverse forskelligheder. Gertrud Jeg er blevet indoktrineret til at se katolicismen som det eneste rigtige. Jeg var interesseret i andre religioner, mediterede og bad Gud om at vise mig min vej, men jeg havde aldrig forestillet mig at blive medlem af en sekt, før jeg mødte Moon-bevægelsen. Det var en speciel tid og det gav mig større indsigt. Jeg mødte et helt verdensbillede og fik nogle svar i forhold til min tro, ny indsigt i korsfæstelsen og i Guds kærlighed. Jesus kom ikke kun for at dø, men for at lede os på livets vej. Mit forhold til Gud og Jesus blev dybere og mine spørgsmål faldt til jorden. Moon lærer, at der er håb for verden. Gennem at stifte familier, der bærer Guds kærlighed. Og ved at religionerne arbejder sammen. Det fik mange konsekvenser for mig at træde ind i bevægelsen. Jeg mistede venner og fik problemer med familien. Blev ofte misforstået. Det er en ensom vej. Gunnar Jeg var meget søgende som ung og rejste et halvt år i Indien (1976). Jeg havde taget en bibel med og sad og læste den i Himmalayas bjerge. Jeg blev meget inspireret af Jesu virke og hans visdom. Det gav mig håb. Senere rejste jeg til Grækenland i en måned og var glad for kirken dernede. I Danmark har jeg ikke været engageret i noget kristent, men da jeg kom hjem fra Grækenland, ønskede jeg at finde et fællesskab. I mødet med kirken i Danmark følte jeg en enorm tyngde, oplevede tomhed og savnede værdierne fra en anden kulturel åndelighed. Jeg bad meget til Gud om at blive vejledt i, hvad jeg skulle. Min mor opfordrede mig til at snakke med min fætter, som var involveret i Moon-bevægelsen, og han fortalte om de guddommelige principper. Der fandt jeg Gud, og det hele faldt på plads. Jeg så en mening med alt det, jeg havde gennemgået og et perspektiv i de vanskeligheder, jeg havde haft. Meget af det var selvforskyldt, der var en årsag. Jeg glæder mig over, at der er så mange forskellige kulturer og religioner i bevægelsen. nummer 84 // side 25

26 anmeldelse Et grundtvigsk bud på, hvordan man får sat gode rammer for den åbne og undersøgende samtale om tro. Laboratorium - sprog for tro Jeg bladrer manualen igennem, inden jeg sætter mig godt til rette for at læse. Jeg læser vel bøger som de fleste, så jeg kigger billederne først. Og jeg er solgt. Ja, åben mund og lyst til at vise jer alle billederne, for det er nogle intelligente fotos. Jeg modtog bogen for at anmelde den i IKON, og naturligvis tænker jeg, at manualens undertitel sprog for tro handler om religionsdialog og mødet med hinandens tro. Men det er ikke nødvendigvis den bedste brug af denne manual, for sprog for tro handler i højere grad om at finde sprog for sin egen tro. Den kan derfor bruges såvel i mødet med andre trosretninger som i mødet med mennesker med samme tro. For når vi begynder at kradse lidt i ethvert menneskes overflade, så dukker troen op - om den er religiøs eller ej. Sådan beskriver projektgruppen fra Grundtvig-Akademiet selv dette: Som livsoplysning vil det være relevant for alle, og laboratorierne kan tilpasses flere forskellige regier, når blot man har grundtanken for øje: At laboratoriet er et åbent rum for tillidsfuld og fælles undren og udforskning af tro, som vi hver især oplever den i vores liv (side 9). Manualen er delt op i seks hovedaf Christina Kleis Nielsen Præst og psykoterapeut afsnit: Forord, Sådan gør du, Sådan gjorde vi, Idébank, Hjemmeopgaver og Kopiark. Den er let at overskue, der er mange detaljer, og den fungerer derfor ideelt som en udførlig guide for enhver, som aldrig har beskæftiget sig med dialog før. Se bare de TI REGLER FOR TAKT OG TONE I LABORA- TORIET, som også giver en god indsigt i deres forståelse af dialog. At manualen udspringer af et pilotprojekt udført i 2012 i Grundtvigs højborg, Vartov, kommer bedst til udtryk i Laboratoriets genre, hvor der står: Laboratoriet undersøger erfaringer, som ethvert menneske kan gøre sig. Det betyder, at det er det almindelige liv, vi taler om. At tale om tro er nemlig ikke kun at tale om noget særligt og fremmed, der er uden for vores daglige liv. Tro er ikke noget, der tilhører et særligt reservat eller noget, der kun er adgang til gennem religiøse ritualer. Tro har at gøre med menneskelige erfaringer, vi sammen kan søge efter og opdage religiøse perspektiver i vores liv. Samtalens bevægelse går altså fra det konkrete liv, som vi lever lige nu, til en dybere - religiøs - forståelse af vores erfaringer - og tilbage igen. Idébanken er en beskrivelse af elleve øvelser, som kan bruges i IKON, i konfirmandstuen og på arbejdsplads- en, og det er skrevet så udførligt, at man ikke behøver nogen forudgående erfaring for at kunne fungere som facilitator. Og for at ingen undskyldninger skal stå i vejen, er der i manualen også en værktøjskasse, hvor der står, hvor meget papir og skriveredskaber, der er brug for. Desuden findes der bagerst kopiark, så det er nemt at komme i gang. Laboratorium Nicolai Halvorsen, Jeanne Dalgaard, Kirsten Jørgensen, Birgtitte Stoklund Larsen Aros Forlag sider nummer 84 // side 26

27 anmeldelse Skal vi absolut have pendanter og paralleller inden for kristendommen til alt det, der florerer ude i virkeligheden omkring os? Ikke nødvendigvis, men i forhold til Christfulness giver det god mening med en pendant til mindfulness, mener anmelderen. Christfulness Af Line A. Bønding Præst Når man hører ordet Christfulness, tænker de fleste nok i næste åndedrag også mindfulness denne tids svar til alle os, som lider af stress og depression presset af præstationssamfundet. Mindfulness, som vil lære os at være opmærksomt nærværende i nuet og at møde tilværelsen uden (for)dom. I bogen af samme navn, præsenteres Christfulness da også - ikke som et opgør med mindfulness-bølgen, men som en kristen pendant til mindfulness, som umiddelbart fremstår ikkereligiøs, men som stikker sine rødder dybt i buddhismen. Men hvorfor Christfulness? Skal vi absolut have pendanter og paralleller inden for kristendommen til alt det, der florerer ude i virkeligheden omkring os? Ja, jeg vil gerne indrømme, at da jeg første gang hørte ordet Christfulness, så var det første jeg tænkte: ja!, uden nogen dybere indsigt i, hvad Christfulness egentlig handler om. Ordet Christfulness synes ligesom meningsbærende i sig selv. Og sådan er jeg stødt på flere, der har det med det ord. Men det er selvfølgelig ikke begrundelse nok for at gå ind for konceptet. Og slet ikke til at se det som en komplimentær størrelse til mindfulness, bare fordi det på en eller anden måde rimer. Men man skal ikke tage fejl Ole Skjerbæk Madsen springer på ingen måde over, hvor gærdet er lavest og lader sig ikke forføre af smarte ord eller modeluner, heller ikke i denne lille bog om Christfulness. Han ved, hvad mindfulness og buddhisme er, ligesom han har en dyb indsigt i den klassiske kristne bønstradition. Ordet Christfulness er nyt, men indholdet er gammelt - det tænker klassisk kristen åndelighed og bønspraksis ind i denne tids virkelighed, hvor bl.a. Mindfulness altså gerne vil give os svar på mange af vores spørgsmål, og teknikker til at mestre livet. Christfulness tager mindfulness anliggende alvorligt, men f.eks. den ikke-dømmende holdning til medmennesket motiveres af Jesu måde at færdes mellem mennesker på, snarere end det disengagerede forhold til omverdenen. Og hvor man populært og meget kort sagt er lidt overladt til sig selv og sin egen formåen i buddhismen, der viser Christfulness hen til, at vi er helt fyldt eller mættet af Kristus, omgivet og helt gennemtrængt af ham - med andre ord aldrig helt overladt til os selv og vores egen formåen. Det er den virkelighed, der udfoldes i kapitlerne i bogens første del, mens anden del rummer praksisøvelser og meditationer m.v. Derfor, hvor man måske fra andre sider fra kristent hold kan have en tendens til at dømme mindfulness og dets lige for at være navlepillende selvcentrerethed, der giver Christfulness en kristen tydning, et bud på et nærværende og ikke-dømmende svar på tidens alvorlige problemer med stress og depression. Samtidig med at det viser en vej ind til et levende forhold til den Gud, som vi kender i Jesus Kristus. Derfor Christfulness. Christfulness Ole Skjerbæk Madsen Areopagos Forlag sider nummer 84 // side 27

28 Afsender: IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C. Returneres ved varig adresseændring. Genoptryk af Dialogpiloten - en håndbog i dialog Alle taler om dialog mellem religioner og kulturer, men hvordan kommer vi i gang med dialogen? Dialogpiloten - en håndbog i dialog - er nu blevet genoptrykt i andet oplag. Bogen kan bruges som redskab i dialogarbejde. Dialogpiloten er en manual med 30 dialogøvelser og en indføring i, hvordan man skaber gode rammer for dialogen. Manualen indeholder desuden et kortere teoriafsnit. Et redskab til dialogarbejde Det er vores erfaring, at man kan få stort udbytte af at bringe mennesker sammen til dialog under gode og trygge rammer. Dialogpilotens øvelser er et rigtig godt redskab til at gøre det. En gruppe af IKON-medarbejdere har lavet Dialogpiloten i forbindelse med uddannelsen Dialogpiloterne. Trykningen af andet oplag er støttet af Areopagos. DIALOGPILOTEN - en håndbog i dialog Du kan købe Dialogpiloten! Dialogpiloten kan købes for kun 100 kr. - bestil via e- mail: ikon@ikon-danmark.dk eller telefon: (+30 i porto for et eksemplar, ved køb af flere skriv til ikon@ikon-danmark.dk).