Husmenigheden - et levende nærmiljø

Transkript

1

2 Husmenigheden - et levende nærmiljø Af Edin Løvås Oversat fra norsk af Mette Skriver

3 Indhold Kapitel 1 Kapitel 2 Kapitel 3 Kapitel 4 Appendix Hverdagsfællesskab Omsorgsfællesskab Discipelfællesskab Omvendelsesfællesskab Mere om kærlighedsmåltidet

4 Kapitel 1 Hverdagsfællesskab Slut jer sammen i husmenigheder! Alt for længe har den største del af Guds folk og Jesu venner været et publikum på kirkebænke. Nu er tiden kommet til denne appel: Slut jer sammen i husmenigheder! Det betyder ikke, at I skal holde op med at gå til de traditionelle gudstjenester, men det betyder, at behovet for kristent fællesskab og personligt nærvær bliver tilfredsstillet. Der er fyldt med ensomme og skuffede kristne rundt om i kirkerne og mødelokalerne, men de er ikke skuffede over evangeliet, og de er glade for at være Guds børn. De får også meget ud af at deltage i møderne, men de er dybt skuffede og utilfredse, fordi de ikke er kommet ind i et virkeligt kristent fællesskab. Der går en historie om en mand, som ikke fulgte de gængse normer for opførsel i kirken. Da nogle sagde det til ham, blev han glad, for det gav ham mulighed for at hilse på dem. Den samme skuffelse og utilfredshed findes også blandt unge. Både i små og store grupper er der dybt ulykkelige unge disciple, og årsagen er den samme, at de ikke er kommet ind i det fællesskab med kammeraterne, som Jesus har lovet dem. De bliver nemt Guds publikum, når der er tale om énvejskommunikation. Skuffelsen er ikke altid bevidst. De ældre går ud gennem de brede kirkedøre til orgelmusik og ser de mange andre, der taler med hinanden. De synes, det har været en god gudstjeneste på alle måder. I frikirkelige sammenhænge går de ud fra mødet og tænker på, hvor godt det har været, og de spørger sig selv om, hvor mange der mon blev frelst. Men så - lidt længere henne ad gaden, 100 meter fra kirken - dukker følelsen af ensomhed op, og det gælder for både kirkelige og

5 frikirkelige, unge og gamle. Nogle fortrænger skuffelsen, og ubevidst accepterer de tilstanden og tænker: "Kristenlivet udfolder sig i gudstjenesten, til møderne og i ungdomsgrupperne. Jeg må lade være med at tænke på, hvordan jeg har det, når jeg er hjemme, på arbejde og i skole. Sådan er det bare. Et dobbeltliv." Det er både falsk og djævelsk! Accepter ikke denne tilstand! Resigner ikke! Lad det ikke blive en sovepude! Lad ikke Satan snøre jer! Tag i stedet imod det budskab, som Gud netop i dag giver sine børn og Jesu Kristi disciple over store dele af verden inden for mange kirker og trossamfund: Slut jer sammen i husmenigheder! Bryd med den borgerlige livsstil Med dette udtryk tænker vi ikke på politikken på højrefløjen. Vi tænker bl.a. på en livsstil, hvor man trækker sig tilbage til sit hus eller lejlighed, omgiver sig med dejlige ting og har til formål at have det godt. Til jer, som har valgt eller lige så stille er gledet ind i denne holdning: I vil jo være kristne, men er det alligevel ikke sådan, at I foretrækker at være jer selv? I har en hel del bekendte, men kun få eller ingen venner. I har et overfladisk samvær med ligesindede, og på den måde holder I andre på afstand. Ind imellem strejfer I religiøse emner, men netop kun strejfer. Er det ikke også sådan, at de ting, I ejer, er blevet meget vigtige for jer? Bil og båd, møbler og udstyr, musikanlæg og TV skal fylde op i tomheden. Forandringer både indenfor og udenfor, nyt køkken eller haveanlæg, er blevet en uundværlig del af livsstilen. Møbler er kommet i stedet for mennesker. God mad og drikke erstatter venskaber. Snak om motorer og biler fortrænger fortrolige, åndelige samtaler. Kirken og mødelokalet passer perfekt ind i dette mønster. I kan gå derhen og samtidig bevare afstanden og leve videre i isolationen. Det går endda udmærket med at deltage i studiekredse, socialt arbejde eller en kirkelig klub uden at komme et eneste menneske nærmere. Snakken går og kaffen drikkes, arbejdet gøres og informationer gives, uden at I et øjeblik behøver at træde ud af den borgerlige livsstils isolation. I, som er unge, opponerer og protesterer. Omgangsformen er for

6 overfladisk, og I foretrækker en enklere stil og leder efter et dybt kristent fællesskab med andre af Herrens disciple. Men hvor længe varer det? Prøv at tænke efter! Er en del af jer ikke kommet ind på en glidebane, der fører ind i den samme borgerlige livsstil, som jeres forældre lever i? Hvorfor? Fordi den borgerlige livsstil er så nem. Du kommer ikke i konflikt med nogen, hvis du holder dig udenfor. Du får ingen forpligtelser, som kræver åndelig kamp eller nød for andres frelse, og dermed får du mere tid til dig selv. Sådan taler Djævelen. Det er kun få, han frister med alkohol, narkotika, seksuelle udskejelser og uærlighed i pengesager. De fleste af jer bliver fristet med den pæne, respektable, borgerlige livsstil. Bryd med den og træd ud af rækkerne! Gør op med Herren Jesus og bed om at måtte blive hans efterfølger. Da den hellige Frans af Assisi brød med sin far og den livsstil, han stod for, klædte han sig nøgen midt på Assisis torv. Han lagde sin smukke dragt ned foran sin fars fødder, mens biskoppen dækkede ham med sin kappe. "Fra nu af," sagde Frans, "hedder det ikke længere far Bernadone, men vor Far, du som er i Himlene." Var det rigtigt, det han gjorde? Ja, i denne situation var det. Herren Jesus havde kaldt ham til total fattigdom på samme måde, som han kaldte den rige unge mand, som det fortælles i NT. I kan lære af dette, at det er Guds vilje at løse jer fra bindingerne til de materielle ting. Nogle af jer bliver også nødt til at tage afstand fra forældrenes, familiens og vennernes livsstil. Det er selvfølgelig ikke mere rigtigt at bo i et grimt hus end i et smukt, og selvfølgelig kan I omgive jer med smukke ting. Men hvis I vil være Jesu efterfølgere, må holdningen helt igennem stemme overens med Jesu ord: "Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd." (Mat 10,37- Edin Løvås henviser til Luk 14,26 i bogens norske originaludgave. Vi har valgt ovennævnte parallel henvisning, da formuleringen her er mere lig den norske oversættelse.) Ingen husmenighed uden hverdagsfællesskab I, som er en familie, bør sætte jer ned og tale om jeres forhold til kristne naboer. Du, som er alene, bør gennemtænke, hvilket forhold du har til dem af Herrens disciple, der bor i dit nabolag.

7 Kristen er man nemlig ikke alene, men sammen med andre. Discipelliv kan man ikke leve i isolation, men i en discipelflok. Så radikalt er det. I kan ikke have et sandt forhold til andre Guds børn på basis af et "hej" - "god morgen" - "dejligt vejr i dag". I kan ikke både isolere jer fra andre kristne i nabolaget og samtidig være kristne. Hvis I ikke kender dem, må I sørge for at komme til det. Selv om de skulle være typer, I ikke tror, I kan sammen med, må I i alle tilfælde lære dem at kende. Når det er sket, kan I måske blive enige om at være i hver jeres husmenighed, men de må ikke bare være ligegyldige for jer. Og hvis I ikke har et godt forhold til jeres kristne naboer, så må I sørge for at få det. Inviter de ubehagelige naboer hjem til jer og snak ud med dem. Gør op med hinanden og bed Gud om tilgivelse! Hvis det ikke går, så går det ikke, men I skal - siger Bibelen - holde fred med alle mennesker. Guds ord spørger også om, hvordan vi kan elske Gud, som vi ikke har set, når vi ikke elsker vores bror, som vi har set. I unge må ikke bare udvælge jer kammerater, som bor et eller andet sted i byen, bare fordi I kan lide dem. I skal først og fremmest komme i kontakt med andre kristne, som bor i nærheden af jer. Jesus binder også ukendte mennesker sammen. Forældre og ældre søskende skal sørge for at føre børnene sammen, så de kommer til at holde af hinanden. De gamle brødre og søstre i Kristus skal indbydes og hjælpes ind i nabofællesskabet. Måske finder I nogle, som har levet et helt liv i den tro, at kristendom kun leves i mødelokalet og i kirken. Nu er de gamle, trætte og skrøbelige og kan sjældent komme til et møde eller en gudstjeneste. De er også lemmer på Kristi legeme, grene på det vintræ, som er Kristus, og levende sten i hans tempel. De hører ganske enkelt med i den husmenighed, I skal danne. Tag det besvær med, det giver, at få dem med i flokken. Et hverdagsfællesskab forudsætter selvfølgelig, at I bor så tæt på hinanden og har så god kontakt, at I kan fungere som en stor familie. Hvis ikke I i bogstavelig forstand taler med hinanden hver dag, så skal I i hvert fald have en god og naturlig mulighed for det. Måske kommer der nogle, som bor lidt længere væk, med i husmenigheden. Denne bror eller søster i Kristus må komme og være sammen med jer så meget som muligt. Der findes oven i købet husmenigheder, hvor de fleste er flyttet hen i

8 nærheden af hinanden. De har solgt hus, sagt lejlighed og arbejde op og har fået nyt hus, lejlighed og arbejde dér, hvor de havde den naturligste kontakt med en husmenighed. Gør jer fri af mødekomplekset Kristne har et mødekompleks. Gør jer fri af det. Tænk mere på selve fællesskabet end på at komme sammen til møder i husmenigheden. Selvfølgelig skal I mødes. I skal have bibelstudier og samtaler, bønnemøder, fester og kærlighedsmåltider. Men I tager fejl, hvis det er det eneste, I tænker på. Gå altså ikke ud til jeres kristne naboer med indbydelser til husmøder. En husmenighed består ikke af en flok kristne, som holder husmøder. Lær naboerne at kende, først og fremmest for at blive venner. Gør det fællesskab, I allerede har i Kristus, til virkelighed, og lev sammen som brødre og søstre, for det er jo det, I er. Derfor er det måske vigtigere at skifte dæk på naboens bil, fordi han ikke har håndelag til det, end at indbyde ham til bønnemøde. Eller måske endnu bedre: Bed ham om at hjælpe dig med din bil. Det er måske mere "åndeligt" at tage på skovtur med jeres kristne nabofamilie end at arrangere samtaler om Bibelen. Og det er måske heller ikke så vigtigt at få de gamle med til et fromt ældremøde og teenagerne til et ungdomsmøde i kirken. Både de unge og de gamle har mere brug for nogle at være sammen med i hverdagen. Hvis I befrier jer fra mødekomplekset, betyder det måske, at I kommer til at forenkle jeres liv, for vi har alle begrænset tid og overskud. I kan ikke sidde i en hel række bestyrelser, synge i kor, tage rundt til gode møder, høre interessante foredrag, deltage i foreninger, idrætsklubber mm. samtidig med, at I lever i et hverdagsfællesskab i en husmenighed. Dette bliver vanskeligt for mange. Nogle bliver skældt ud. I får dårlig samvittighed, og samvittigheden har ret, når den slår på, at det alt sammen er så vigtigt, så vigtigt. I vil føle, at aktiviteterne i kirken, i mødelokalet, i den kulturelle organisation, i den sociale komité og i idrætsforeningen binder. At gå ud af systemerne for at begynde at leve i et kristent fællesskab vil føre mange af jer ind i konflikter og kriser. Og netop derfor, fordi I kommer i vanskeligheder, ikke bare for jer selv, men også i forhold til andre mennesker, må I gå klogt frem, bruge takt, bede om kærlighed og tage hensyn. Og alligevel - der er

9 ingen vej udenom. Vi skal have tid og overskud til at leve i det kristne fællesskab, for det er det, Gud har kaldt os til. Ved I for resten, at Guds hus aldrig er brugt om en bygning i NT? "Hans hus er vi", står der. Hvis I altså ved at bede og tænke sagen igennem kommer frem til, at I er bundet i et aktivitetsmaskineri, så skal I løse jer fra det. Bed også om, at I ikke kommer til at gå fra det ene aktivitetsmaskineri til det andet. Tal sammen om mødekomplekset, afvis det og sats på hverdagsfællesskab i husmenigheden. De urkristne husmenigheder Det tog 200 år, før den første kirke blev bygget, og der gik meget længere tid, før det blev almindeligt med kirkebygninger. I hele denne lange ekspansive tid, da evangeliet spredtes med voldsom kraft langs hele Middelhavskysten, holdt de troende sammen i husmenigheder. De allerførste blev dannet i Jerusalem. Her samledes tusindvis af troende i hundredvis af hjem rundt omkring i byen. Et af de huse, der var centrum for en sådan husmenighed, tilhørte Markus' mor. Da Peter var blevet fængslet, og en engel befriede ham for lænkerne og førte ham ud i Jerusalems gader, gik han hen til dette hus. Der fandt han husmenigheden samlet. De, der holdt til dér, må have været sammen i et inderligt bønsfællesskab. Peters befrielse var svar på deres forbøn. I Korinth underviste Paulus først i synagogen. Da han blev hånet og foragtet af jøderne, tog han ind til Titus Justus. Hos ham fik menigheden sin begyndelse som husmenighed. Priska og Akvila var ledere for en af husmenighederne i Rom. Paulus kalder dem sine medarbejdere og fortæller, at de havde vovet deres liv for at redde ham. "Hils også menigheden i deres hus", skriver han i brevet til romerne. Da kejseren jog jøderne fra Rom, flyttede de først til Korinth, senere kom de til Efesus. I det første brev til korintherne hilser Paulus fra dem og fra menigheden med disse ord: "Hilsen fra provinsen Asiens menigheder. Mange hilsner i Herrens navn fra Akvila og Priska og menigheden i deres hus." De var altså også i denne by blevet ledere for en af husmenighederne. I brevet til kolossenserne hilser apostelen brødrene i Laodikea og Nymfa og menigheden i hendes hus. I det lille brev, Paulus skriver til Filemon for at fortælle om den

10 bortløbne slave Onesimus, hilser han "Til vor kære medarbejder Filemon og til vor søster Appia, til vor kære medkæmper Arkippos og til menigheden i dit hus". Resten af brevet fortæller om et dybt og inderligt fællesskab i denne flok. Der lå en særlig social struktur til grund for disse husmenigheder. Mange levede på forhånd i storfamilier. Til dem hørte ikke bare mor, far og børn, men ofte også bedsteforældre, andre slægtninge, folk, man tog sig af, tjenere og slaver. Disse storfamilier eller "huse" blev centrum for menighedslivet. Det, vi kalder kernefamilien, som kun omfatter mor, far og en større eller mindre børneflok, er en moderne social enhed. Helt frem til den industrielle revolution fungerede familien ofte som en produktionsenhed. Senere er den blevet en konsumptionsenhed. Så snart børnene bliver gamle nok til at klare sig selv, flytter de hjemmefra, ordner deres egen økonomi, finder deres eget sted at bo, får deres egen bil og lever for sig selv, til de eventuelt gifter sig. Ikke al udvikling og al forandring er god, og denne er særdeles dårlig. Resultatet er ensomhed, isolation og rodløshed. Selv om nogle kan finde tilbage til den gamle storfamilie, så må vi ikke regne med, at det kan blive almindeligt. Vejen tilbage er spærret for de fleste. Men vi kan få en ny opblomstring af urkristne husmenigheder, ved at kristne, som bor i nærheden af hinanden, søger ind i et hverdagsfællesskab, og det er netop ved at ske over store dele af verden. Husmenigheder har allerede vist deres levedygtighed, og urkristendommens menighedsstruktur kan leve videre i vor tid og under vores sociale forhold. Hjemmene er vigtigere end kirkebygningerne Det er en påstand, I antagelig bliver forbavsede over. I er næsten alle vant til, at det er i kirken (eller i Betlehem, Betel, Soar, Filadilfia, Metodistkirken, Baptistkirken eller i Templet), det foregår. Her synger, spiller og jubler I for Herren, her har I gudstjeneste, her hører I prædikener, her kommer I i den rette andagtsstemning, her kommer Helligånden over jer, og her modtager I Herrens legeme og blod i skikkelse af brød og vin. Der holdes godt nok andagt i nogle familier, og i del hjem indbydes kristne til bønnemøder, bibelstudier o. l., men kun meget få ville få den tanke, at hjemmene er vigtigere end kirkebygninger og mødelokaler. Påstanden bygger ikke i første omgang på det, at hjemmene var

11 samlingssteder for de første disciple, for rammer kan ændres. Det kan jo teoretisk tænkes, at Helligånden har ledt udviklingen bort fra hjemmene og husmenighederne til kirkerne og mødelokalerne. At dette ikke er tilfældet, vil I finde ud af, hvis I studerer to særlige udtryk i NT. Ordene findes i den græske grundtekst. Det ene er ekklesia, og det andet er koinonia. Disse to ord er de vigtigste for at få en forståelse af, hvad en kristen menighed er. Ekklesia betyder forsamling. Det kan være betegnelsen for en lille flok, som træffes i et hjem, men også for hele den verdensomspændende familie af kristustroende. Koinonia fortæller mere om karakteren af dette fællesskab. Det går på nærhed, inderlighed og fortrolighed. Så forstår I sikkert, at påstanden må være rigtig. Kirkebygninger egner sig jo til gudstjenester, men fremmer som regel ikke fællesskabet. De er ofte ukomfortable og upersonlige. I sidder bag hinanden efter "busprincippet" og kan ikke se hinandens ansigter. I ved ikke, om jeres brødre og søstre græder og er bedrøvede, eller om de smiler og har lyst til at le. I ved ikke, om der sker noget, så tilbedelsen fødes. Derfor er det som regel ikke i kirken eller i mødelokalet, I oplever koinonia. Som regel, for der findes undtagelser. I et lille samlingssted på landet kan en flok troende bruge deres mødelokale næsten som et hjem. Hvis ikke en eller anden præst eller leder har skældt dem ud og sagt, at de skal tie stille, så snart de kommer over dørtærskelen, kan snakken få frit løb. De kan dele hinandens glæder og sorger, og mens der serveres kaffe til de voksne og sodavand til børnene, kan de gå omkring og snakke med hinanden. I et sådant miljø og en sådan stemning findes der noget af det samme fortrolige fællesskab, som kendetegnede den urkristne menighed. Ellers er det normalt hjemmene, som bedst kan fremme koinonia, og derfor er hjemmene vigtigere end mødelokalerne og kirkebygningerne. I kirken samles husmenighederne så søndag formiddag og på andre gudstjenestetidspunkter. Her møder I andre, som hører til det udvalgte folk, Guds folk, ekklesia. Her oplever I, at I er mange. Her får I en forkyndelse og undervisning af en præst, som, rigtigt forstået, er professionel. Og her lyder sangen stærkere og mere fuldtonende, end den kan i de små grupper, som samles i hjemmene. Mange er skuffede over, at de ikke finder det fortrolige fællesskab

12 med brødre og søstre i kirken. De spekulerer, diskuterer og analyserer for at finde frem til ordninger, der kan forbedre situationen. "Kirken er for meget foredragssal," siger de, "så lad os vende bænkene, så vi kan se hinanden og ikke bare har et nakkefællesskab." "Der er for megen envejskommunikation." Sådan går snakken. Mit råd er, at I skal lade hele denne problematik falde. Lad kirken være, hvad den er, og som den er, og slut jer i stedet sammen i husmenigheder, for så finder I det, I savner. Så vil I også få en positiv holdning til kirken, til mødelokalet og til det, der sker der. Så forventer I ikke mere, end I kan få, og tager med glæde imod det, som gudstjenesterne og møderne giver. Hold op med at klynke og klage. Tak i stedet Herren for gudstjenesterne, og vær trofaste, også som kirkegængere. For selv om hjemmene er vigtigere end kirkebygningerne og mødelokalerne, så har de deres store og positive betydning, og husmenighedsbevægelsen vil de fleste steder bare tabe ved et brud med det etablerede gudstjenesteliv. Storfamilie Den mest ideelle ramme for en husmenighed er, at hver enkelt familie og hver enkelt enlig har sin egen bolig. Det er ikke godt, at enlige flytter ind som et familiemedlem i en større familie. Resultatet bliver nemt, at den enlige ikke får mulighed for at skabe sit eget hjem og vil være i fare for at miste sit selvværd. Tanken om storfamilien kan lyde så rigtig. "Lad os slå os sammen og flytte ind i et stort hus. Så kan vi have fælles opholdsrum, fælles køkken og bil." Det er hvad mange, især unge mennesker, har sagt til hinanden. Når så eksperimentet har varet i nogen tid, kommer skuffelserne og konflikterne. Nogle roder og andre er ordensmennesker. Nogle er A-mennesker, andre B-mennesker. Nogle elsker viser, andre kirkemusik. Nogle har høflige, stilfærdige børn, andre larmende (herlige) unger. På et tidspunkt, hvor en eller anden har mindre overskud, begynder skænderierne. Særligt vanskeligt bliver det, hvis man forsøger med fælles økonomi. Penge bliver let et betændt materiale. Mammon er en gud, som stadig samler tilhængere. Gerrighed, men også sløseri, er synder, som Bibelen siger, at vi skal vogte os særligt godt for. Det farligste er hvis storfamilien begynder at diskutere den fælles økonomi. Vi anbefaler altså, at husmenigheden indretter sig sådan,

13 at man undgår disse faldgruber. Men, når det er sagt, skal der tilføjes, at hvis nogle af jer absolut vil være så dejligt radikale og gøre et forsøg, så sæt det i gang. Væbn jer med masser af tålmodighed og sæt ord på de vanskeligheder, I ved, der kommer. Tro ikke, at "sådan går det ikke for os, for vi er jo både venner og kristne". Sådan kan det nemlig gå. Skriv regler og ordninger ned. Notér hvem, der er med til at vedtage retningslinierne, og vær enige. Vis papiret frem til dem, der kommer med senere, og få dem også helst til at underskrive det. Arranger en lille ceremoni, hvor I højtideligt indvier jer til Kristus og beder for jeres liv med hinanden. Slip ingen nye, som ikke kender reglerne og kravene eller vil være med til indvielsen, ind i storfamilien. Nye skal helst have en uforpligtende prøvetid, inden de optages som "medlemmer" i familien. Hvis ikke I gør sådan, bliver der efterhånden en del, som bare flyder omkring i et grænseland. De er både med og ikke med i familien, og hvor kommer så deres ansvar og forpligtelse ind? Det må indrømmes, at der findes en del fine ord i Bibelen, I kan støtte jer til. I den allerførste tid solgte disciplene deres ejendom og gods og lagde pengene "for apostlenes fødder" i en fælles kasse. Det må have været huse, de ikke boede i og havde brug for, de solgte, for de levede jo i husmenigheder og havde brug for hjem at være i. Hvis nogle siger, at dette allerførste ejendomsfællesskab var et fejlgreb, kan I sige, at det ved man ikke, og at den senere udvikling lige så godt kan være en afvigelse fra Guds vej. Desuden har vi så få historiske fakta, at der ikke er grundlag for at dømme urkristendommens ejendomsfællesskab som et mislykket eksperiment. Hold fast, hvis I er enige trods alle advarsler. Herren være med jer! Den lille gruppe og den store menighed Der behøver ikke at blive strid eller konkurrence mellem den lille husmenighed og kirkens eller samlingsstedets funktioner. Tvært imod. Historien har vist, at den store menighed har brug for den lille flok, og at den lille flok har brug for den store menighed. Lad os igen tænke på forholdene i den første kristne tid. I Jerusalem var der en fin balance mellem husmenighederne og de store samlinger på tempelpladsen. Ingen ville få den tanke, at der skulle være nogen modsætning her. Det er utænkeligt, at nogle af

14 disciplene skulle have sagt, at de havde nok i samlingerne i templet, eller at andre skulle foretrække samlingerne i hjemmene på bekostning af tempelmøderne. I Korinth var der tusinder af disciple, og der fandtes mange husmenigheder. Alle troende havde hverdagsfællesskab med andre Guds børn, og alligevel skriver Paulus til "menigheden i Korinth". De kristustroende var nemlig fyldt af bevidstheden om, at de hørte sammen. De var ét i Kristus, grene på samme træ, lemmer på Kristi legeme og levende sten i den samme bygning. Det var der ikke tvivl om. Den historiske udvikling har ført til, at vi har forskellige kirker, trossamfund og bevægelser. I større byer kan kirker og samlingssteder ligge på rad og række. I kan beklage den udvikling, som har ført til splittelsen, og hævde, at det slet ikke er Ånden, som har været førende i den proces, og I kan arbejde for og bede om mere enhed, også synlig enhed. Men I vil stort set være tvunget til at finde jer i situationen og må så prøve at få det bedste ud af den. Det kan være en trøst og hjælp at prøve at se hele forvirringen med Guds øjne. For ham findes der kun én menighed hvert sted. Det bedste er altså, at en husmenighed vokser op i tilknytning til en etableret menighed. Tal med menighedens ledelse og bed om kærlighed og enhed. Hvis forholdene er sådan, at en husmenighed skal være tværkirkelig for at undgå strid på det lokale plan, så må I acceptere, at den består af folk fra forskellige trossamfund gå til hver jeres gudstjeneste om søndagen. Skulle det ulykkelige ske, at I ikke på nogen måde bliver forstået, bør I holde fast ved, at I ikke kan leve et sundt kristenliv uden husmenighedens hverdagsfællesskab og omsorg. Nogle kan blive tvunget til at "gå ud af systemet" og leve som en kristen gruppe med en reduceret kontakt til den etablerede menighed. Da er der endnu større grund til at forene jer med Herren Jesus i hans bøn om, "at de alle må være ét, for at verden skal tro". Råd til præster og prædikanter Mange af jer er meget omhyggelige med at forkynde sådan, at Den Hellige Skrift er retningsgivende. Det gælder især så længe, emnet er frelsen. I spørgsmål, som drejer sig om kirke og menighed, er der

15 derimod mange af jer, der skifter spor og hævder, at man ikke kan bruge urkristendommens menighedsliv som forbillede. Og I har ret, hvis vi taler om at kopiere det første menighedsliv i alle detaljer, for vi lever i en anden tid. Kopimetoden er også umulig, fordi de urkristne menigheder ikke var ens overalt. Men, når det er sagt, skal der tilføjes, at der findes en del af det nytestamentlige materiale, som er enkelt og klart, også når det gælder menighedens liv. Til dette hører den urkristne husmenighed. De første kristne brugte ind imellem synagogerne. Da de blev smidt ud, byggede de ikke nye mødelokaler, men koncentrerede sig om hjemmene. Og de stagnerede ikke, men ekspanderede. Metoden var smidig, fleksibel og fremmede koinonia. I kan derfor ikke forholde jer negativt til husmenighederne, hvis Skriften skal være retningsgivende. En ting til: Det er naturligt, at den, der har hovedansvaret for ledelsen af en menighed, ønsker at skabe rammer, så alle kan være med. Hvis I bliver tændt på husmenigheden, opstår denne tanke sandsynligvis: "Organiser kredse eller distrikter. Inddel hele området sådan, at alle hører til et distrikt. Indsæt en kreds-/distriktsleder, som kan kalde sammen til husmøder, f.eks. en gang om måneden, og som kan lede møderne. Selv kan jeg være med så tit, det kan lade sig gøre." Under visse bestemte forudsætninger kan dette blive godt. Over hele den såkaldte kristne verden finder vi eksempler på, at små, store og kæmpestore menigheder har oplevet gennemgribende vækkelser, blandt andet fordi husmenigheder er blevet en del af selve menighedens livsytring. Men organiseringen af husmenighederne er altid sket på en bølge af åndelig fornyelse. Det samme kan ske i Danmark, men det er ikke en selvfølge, at ordningen med kredse eller distrikter resulterer i, at der opstår urkristne husmenigheder. Tag imod dette gode råd: vær ikke for hurtige til at kalde kredsene husmenigheder. Spar på dette udtryk. Bed om, arbejd for og inspirer kredsene sådan, at de efterhånden udvikler sig til husmenigheder. Vær åben over for den åndelige udvikling. I kan da komme til at opleve, at den ene kreds efter den anden gennemgår en åndelig udvikling hen mod det punkt, da I med frimodighed kan kalde dem husmenigheder.

16 Lederskab i husmenigheder Dette er et særligt vigtigt punkt. Det vil ikke lykkes jer at opbygge en nytestamentlig husmenighed uden et lederskab, og det vil ikke lykkes jer, hvis ikke I er villige til at underordne jer de ledere, Gud giver jer. Regn bare med det, koldt og nøgternt. Lad os først tage fat på spørgsmålet om underordning og lydighed. Bibelen fortæller os, at det er nødvendigt. I Hebræerbrevet står der: "Adlyd jeres ledere". Erfaringen viser også, at der må underordning og lydighed til. Mange er svage, dovne og har let ved at tabe modet. Et lederskab vil kunne holde flokken samlet, hvis det har myndighed. Myndighed kan udøves med mildhed. En besked om, hvordan ting skal udføres, kan gives med en kærlig stemme. En tilrettevisning kan være gennemsyret af ømhed og varme. Da bliver det en glæde at underordne sig og let at adlyde. Hvis denne mildhed og kærlighed ikke er til stede, må I være på vagt og alvorligt overveje, om I har fået et magtmenneske og en intrigemager iblandt jer. En sådan person må forhindres i at få en ledende position, måske endda sættes udenfor. Han eller hun kan høre til dem, Jesus kalder glubske ulve, som bare splitter flokken og river den i stykker. Jesus siger, at vi skal være på vagt, så vi ikke bliver narret af dem. Det lederskab, som NT taler om, kan vi kalde karismatisk, fordi det bygger på nådegaver. I Efeserbrevet 4,11 står der bl.a. om evangelister, der har en særlig evne til at komme i kontakt med nyomvendte og forkynde evangeliet sådan, at de forstår det. Der står også om hyrder, der bl.a. har til opgave at øve sjælesorg, og om lærere, der har nådegave til at undervise. Der fortælles om profeter, der er visionære, og om apostle, der er strateger. Andre titler i NT er diakoner eller menighedstjenere, forstandere og tilsynsmænd. Disse er administratorer, men ikke i modsætning til de andre ledere. NT giver os altså et billede af et lederskab, som udgør et team og et kollegium. Der var selvfølgelig fremtrædende ledere i urkristendommen, som øvede større indflydelse end andre, ikke fordi de havde et særligt embede, men på grund af deres personlighed og deres åndsudrustning. Om Stefanus står der f.eks., at han var fuld af tro og Helligånd, og at ingen kunne imødegå hans argumentation. Den rolle, nogle præster eller ledere har i vore dage, findes ikke i

17 NT. Ingen havde en alenefunktion. En præst bør have lov til at fungere i overensstemmelse med sine særlige nådegaver og sammen med andre, der kan udfylde de huller, han har. Det kan tage tid, før et karismatisk lederskab modnes. Derfor bør I, når i opretter en husmenighed, vælge én, som skal sørge for ting som hvor og hvornår, I skal mødes. Efterhånden vil I så opdage lederevner hos hinanden og forstå hvilke tjenester, Herren kalder den enkelte til. Efterhånden godkender I så den ene efter den anden og underordner jer lederne på de felter, hvor de har gaver og tjenester. I en traditionel menighed er der brug for et menighedsråd eller et andet institutionelt lederskab med formand, kasserer, sekretær o.s.v. af hensyn til de statslige myndigheder. I en husmenighed har man kun brug for et minimum af den slags. Over alle står Jesus Kristus som den absolut suveræne Mester og Herre. Han har al magt i Himmel og på jord, og vi er hans tjenere og står under hans kommando og ledelse. Officeren havde ret, da han brugte et billede fra soldaterlivet i sin samtale med Jesus: "Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han." Jesus glædede sig over officerens tro og holdning, og han vil også glæde sig over os, når vi hver især bliver hans trofaste efterfølgere og disciple. Kvinder som ledere Kvinderne havde ikke nogen fremtrædende plads som ledere i de første menigheder, men der var nogle. Evodia og Syntyke hørte tydeligvis til de ledende i Filippi. Priska deltog i undervisningen sammen med sin mand Akvila. Føbe var menighedstjener eller diakon. Diakoni var ikke kun socialt arbejde, og det er muligt, at hun havde ansvar for undervisningen i Kenkreæ. Diakoner og tilsynsmænd syntes at være sideordnede (Fil. 1,1). Mange af de kvinder, som nævnes i Rom. 16, var antagelig missionærer. Evangelisten Filip havde fire ugifte døtre med profetisk nådegave. Om profetiens indhold siges det i NT, at "den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst". Kvinderne har altså givet en inspireret undervisning og vejledning i menighederne. Når Paulus taler om kvinder og lederskab, benytter han sig af to forskellige sprogbrug. Dels bruger han det patriarkalske sprog.

18 (Patriarkat = samfund grundet på farens magtstilling, kan også bruges om magtudøvelse i almindelighed.) Han synes at opfordre til at lade alt være, som det altid har været. Han siger f.eks., at kvinderne skal tie, "sådan som loven også siger" (1 Kor. 14,34). Loven er her de jødiske forskrifter og regler, som efterhånden udviklede sig som kommentar til GT. Samtidig bruger Paulus også en anden sprogbrug. Det er ord og udtryk, hvor han introducerer den nye livsholdning, som evangeliet frigør til. Han lader altså det rådende sociale mønster gælde i forventning om, at Himmerigets surdej skal gennemsyre samfundet. Han regner jo også med, at slaveriet skal bestå en tid, selv om han ved, at "her kommer det ikke an på at være træl eller fri". Et eksempel, som viser en tilsvarende situation: Da missionærerne kom til Afrika, krævede en del af dem, at mænd, der havde flere koner, skulle skille sig af med dem, bortset fra den første. Det resulterede i mange tragedier. På grund af den sociale struktur var kvinderne afhængige af deres mænd, og de udstødte kvinder blev i mange tilfælde henvist til prostitution for at overleve. Andre missionærer accepterede forholdene, som de var, og begyndte at undervise om det monogame ægteskab for på den måde at få en glidende overgang til et kristent ægteskabssyn. Efterhånden ophørte flerkoneriet uden de store problemer og vanskeligheder, som den bratte overgang skabte. På baggrund af det, som er sagt her om kvinder og lederskab, kan vi hævde, at troskab mod et samlet bibelsk tekstmateriale må betyde anerkendelse af kvinder som ledere på alle områder og i alle tjenester. Herren giver sine gaver og tjenester uden at skelne mellem kønnene. Rådet og vejledningen er altså helt klar: Godkend også piger og kvinder som ledere. Adlyd dem og underordn jer dem på de felter, hvor Herren giver dem nådegaver og sætter dem ind i tjeneste som ledere. Gør jeres standpunkt klart fra første øjeblik, nye søger ind i husmenigheden, så I kan undgå strid og vanskeligheder senere.

19 Kapitel 2 Omsorgsfællesskab Hav omsorg for hinanden Omsorg og kærlighed er to gode ord, som hører nøje sammen. Kærlighed betyder varme, glød og gudgivet oplevelse af samhørighed. Omsorgen er den handling, som kærligheden føder. En husmenighed er et omsorgsfællesskab. Bibelen siger, at I skal elske hinanden og have omsorg for hinanden, og den formaner jer til at bære hinandens byrder. Men alt dette er "kirkesnak" for mange af Guds børn. Man hører det i kirken. Det bliver sagt fra prædikestolen. I bønnen er det krydderi. I sangen er det varme og glæde. Men altså kun "kirkesnak". Jo, somme tider slippes noget løs i gudstjenesten og til møderne. Kærligheden slippes løs. Prædikanten gribes af begejstring og præsten får varme i stemmen. Ånden taler gennem dem, og folk nede på bænkene føler, at der sker noget. Jesus fortæller gennem forkyndelsen om sin kærlighed, og Ånden øser den ud i hjerterne. "Kærlighed fra Gud" står der på nummertavlen. "Gennem alt Guds folk går et bånd af kærlighed" foreslår mødelederen. Selvfølgelig er det godt at rykke sammen på bænken og holde sidemanden i hånden eller om skulderen. Det kan fremkalde varme følelser og være med til at give en oplevelse af samhørighed. Men man ved jo ikke noget om, hvordan de andre har det. Der er ingen, der spørger: "Er der nogle syge og bekymrede her? Gigtsmerter eller dårlige nerver? Pengebekymringer eller måske kærestesorg? Lad os vise omsorg!" Amerikanerne bruger en fin metode: De stopper hele mødet, og så skal alle hilse på hinanden. I nogle sammenhænge bliver danskere generte, så det ikke bliver naturligt. At give hånd, at sige "Gud velsigne dig" og måske give en omfavnelse kan være at gå over

20 grænsen. Det er der heller ikke noget galt med. Tvært imod. Men skikken er god, og den burde slå igennem, for den er bedre end den kontaktløshed og følelseskulde, der kan være ved en traditionel gudstjeneste. Men pointen er, at den ikke kan erstatte omsorg, barmhjertighed og hjælpsomhed. En præst lagde engang en arm om en gammel dames skulder, og hun glemte det aldrig. Femten år senere sagde hun til denne bror i Kristus, at "Det var mit livs største oplevelse. Jeg hører nemlig til de urørlige, de ækle, dem, som ingen vil røre. - En tør, gammel frøken, som man bare ryster af sig." Præstens gestus var god og ægte, men den var ikke omsorg. Den gamle dame burde have været med i en levende husmenighed, hvor hun kunne snakke ud, og hvor de unge omfavnede hende hver eneste dag. Et sted, hvor hun fik hjælp til at blive kørt hér og dér, og hvor hun fik trøst, når hun var syg. Et sted, hvor hun kunne bruge sine talenter, sine nådegaver, sine penge og sin tid. Et sted, hvor ungerne elskede hende, plagede hende og legede med hende, til smilet blev lokket frem, og det tørre skind blev et levende menneske, et levende lem på Kristi legeme, en levende sten i templet, en frugtbærende gren. Nu er hun død. De fandt hende i den lille pertentlige lejlighed. Der havde ikke været nogen hos hende, da hun døde. Kan I se, at det er galskab? Det er Djævelens værste angreb, når han slår fællesskabet i stykker og stabler et kirkepublikum på benene. Stop det! Gør noget radikalt i Jesu navn. Noget anderledes, noget bibelsk, noget som får helvede til at græde og Himlen til at glæde sig. Lad kærligheden blive til omsorg. Da jubler Jesus, da smiler Gud Fader, og da glæder Den Hellige Ånd sig. Men der er en nødvendig forudsætning, og dén opfylder I netop i husmenigheden. Hverdagsfællesskab er forudsætningen. De, der lever sammen i et hverdagsfællesskab, kender jo hinanden. Én er blevet syg, og når et lem lider, lider alle, siger Skriften. Én er bekymret for sine børn, som er på gale veje, og mens alle er i forbøn, forsøger de unge i husmenigheden at tale med dem. Et barn bliver mobbet i skolen og forsvares af en kammerat fra husmenigheden. Én går stille omkring og røber til sidst, at der ikke er penge til huslejen. Med hjælp fra de andre klares det. "Hvorfor er du så flov over det," spørger de, "næste gang kan det være vores tur." En vandhane drypper i badeværelset,

21 og hverken mand eller kone har nogen sinde set en rørtang, men naboen har værkstedet fyldt af værktøj og elsker dryppende vandhaner. Sådan kan man blive ved med det ene eksempel efter det andet. Ja, men sådan kan verdslige mennesker vel også have det. Er det noget særligt kristent? Det er netop, hvad det er. Ære være al godhed i verden, men den omsorg, I har for hinanden, er alligevel anderledes, for den er et udslag af, og en frugt af Jesu Kristi kærlighed. Gennem jer flyder det fineste, som findes i universet, nemlig Guds kærlighed. I Bibelen hedder den agape, hvilket betyder den kærlighed, vi får, selv om vi ikke fortjener den. Gud elsker nemlig, fordi det er hans væsen at elske. En husmenighed er en del af Kristi legeme. Dette legeme er gennemstrømmet af liv, kærlighed og nåde, og dette liv udtrykkes i handling så vel som i ord. "Og jeg ved," siger Paulus, "at når jeg kommer, vil jeg komme med Kristi velsignelse i hele dens fylde." Den sidste aften, Jesus var sammen med sine elskede disciple, tog han et klæde og bandt det om sig, hældte vand i et fad og begyndte at vaske disciplenes fødder. Hvad tror I, de oplevede, mens han kravlede rundt på gulvet fra det ene par snavsede fødder til det andet? Jo, Guds kærlighed, Guds agape. Bagefter talte han med dem om det. Han sagde, at de ikke skulle herske over hinanden, men være hinandens tjenere. Han begyndte med at vise et praktisk eksempel på tjenersind, og derefter underviste han om kærligheden og omsorgen. Somme tider kan man få følelsen af, at der findes et kristent folk, som kun vil lytte, men ikke leve efter det, de hører. "Nu har vi hørt ti prædikener om bøn, så det må være nok." Næste gang: "Nu har vi hørt om kærligheden. Det kan vi udenad." Nemt og bekvemt. Jeg forstår den forkynder, der holdt en prædiken for sin store menighed og nægtede at prædike yderligere, før de gjorde, som han havde sagt i sin første prædiken. Pris Gud for den vækkelse, som bryder frem mange steder i verden og fører Guds børn og disciple sammen i husmenigheder, hvor de får mulighed for at leve det liv i kærlighed og omsorg, som Bibelen taler om. Når dette er sagt om Guds børns omsorg for hinanden, er der nogle vigtige spørgsmål tilbage. Hvad med de andre? Hvad med omsorgen for verden og dens nød? Det vil I blive spurgt om, helt berettiget.

22 Når disciplene forener sig med Jesus Kristus, forener de sig samtidig med hans interesse for verden. "Men hvad kan vi gøre?" spørger I. "Vi er kun få og har hverken politisk skoling eller indflydelse." En menighed svarede noget i retning af: "Når nogle mennesker slår sig sammen for at leve i en husmenighed, bliver dette en politisk handling i dybeste forstand. Det resulterer nemlig i en forandring af forholdet mellem mennesker. Én husmenighed forandrer ikke samfundet, men om en del år har vi måske mange husmenigheder. Hvis det sker, kommer det til at forandre, både socialt, politisk, økonomisk og juridisk. Man kan ikke forandre den ydre struktur, "huden", hvis ikke den indre struktur, "cellerne", fornyes og får liv." Opbyg fællesskabet! En påstand: Det er umuligt at danne et omsorgsfællesskab i en husmenighed uden opbyggelse, men ikke forstået som en lille from tale indrammet af salmevers. Bibelen mener noget ganske andet med dette udtryk. Jesus taler om, at han vil bygge sin kirke. Paulus formaner romerne til at opbygge et fællesskab. Til efeserne skriver han: "I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden." Dette er opbyggelse i nytestamentlig forstand. I praksis foregår det på den måde, at man hver især finder sin plads i husmenigheden. Man kan også sige, at man finder sin plads på Kristi legeme. Et eksempel: En ung mand flyttede ind i et fællesskab og gik til lederne og spurgte, hvad han skulle gøre. De svarede: "Du skal ikke gøre noget som helst. Du skal bare være dig selv." "Så vil jeg tage mod gæster, der kommer til husmenigheden," svarede han. "Jeg vil sørge for mad og overnatning, at de møder dem, de skal tale med, og at de befinder sig godt. Det er ikke til besvær." Denne unge mands nådegave var at hjælpe (1. Kor. 12, 28). Sådan siger Bibelen: Menigheden er en bygning af levende sten, og disse sten skal ikke strøs rundt omkring. Vi er også grene på et træ, og disse grene skal ikke ligge i en rodet dynge. Vi er også en krop. Kirken er nemlig Kristi legeme, og han er hovedet. Vi er lemmerne, som hver især har vores særlige plads på legemet.

23 Når det drejer sig om opbyggelse, er det billedet af bygningen, der passer bedst. Den unge mand blev en levende sten i den bygning, som husmenigheden udgjorde. Forestil jer husmenigheden som et lille anneks i det vældige Guds tempel, som er kirken. Og glem ikke, at Guds hus i Ny Testamente (NT) ikke er en almindelig bygning. "Hans hus er vi" (Hebr. 3, 6). "I er Guds tempel" (1. Kor. 3, 16). Hver og én af jer har sin plads i dette hus eller tempel. Vi har allerede nævnt, at nogle er hyrder og kan tage sig af sjælesorg. Nogle er organisatorer, (i NT kaldes de forstandere eller tilsynsmænd). Nogle er lærere og har undervisningsopgaver. Nogle er diakoner og kan løse konflikter (Apg. 6, 1-6). Nogle har nådegaven til at give (bemærk det!) (Rom. 12, 8). Nogle har gaven til at vise barmhjertighed (Rom. 12, 8). Der findes mange andre gaver og tjenester. Læs om dem i NT. Måske er de nævnte kun eksempler, for der findes jo opgaver og ting i vores tid, som hverken Peter eller Paulus havde hørt om. Det lyder f.eks. lidt dumt at tale om nådegaven til at tage sig af højtaleranlægget, men måske er vi alligevel på rette vej. Enten er I kanaler for Guds kraft og Guds kærlighed på alle områder, eller også er I det ikke. Se for resten i 2. Mos. 31. Der står der om nådegaver for håndværkere og kunstnere. "Herren talte til Moses og sagde: Se, jeg har udvalgt Besal'el, søn af Uri, søn af Hur fra Judas stamme, og fyldt ham med Guds ånd, med visdom og klogskab og indsigt til at udføre al slags arbejde, lave udkast til kunstneriske arbejder i guld, sølv og bronze, gravere i sten til indlægning, udskære i træ, ja, udføre al slags arbejde. Som medhjælper har jeg givet ham Oholiab, Akisamaks søn fra Dans stamme; og i alle kyndige mænds hjerte har jeg lagt kundskab, så de kan lave alt, hvad jeg har befalet dig." Hjælp hinanden med at finde de rette nådegaver og tjenester. Det er ikke altid så enkelt og selvfølgeligt som med den unge mand. Det kan tage tid at opdage gaven, og måske er det lettere for andre at se den. Så sig det. "Du er jo en typisk hyrde. Det er dig, vi kommer til, når vi er i vanskeligheder, og det er dig, der tager dig af mange af os." Og hyrden: "Nåh ja, det har jeg ikke tænkt på. Sådan er det jo bare. Tak, gode Gud, at jeg fandt min plads." Måske har nogle en sådan udstråling af kærlighed og lighed med Jesus, at de udfylder deres plads bare ved at være til stede. Forstår I, at omsorg er afhængig af opbyggelse? Så begynd da at bygge! Byg med levende sten! Som der står i Judas brev: "Men I,

24 mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden." Uden opbyggelse bliver omsorgen bare socialhjælp og sjælesorgen bare terapi. Sjælesørgerisk miljø Præsten sidder på sit kontor og venter på sit menighedsmedlem. Han eller hun kommer. Synden bekendes. Tilgivelsen modtages. Rådene modtages. "Gør sådan og sådan! Jeg beder for dig. Herren være med dig." Vedkommende følges til døren. Det er godt, gudvillet og rigtigt. Præsten eller ungdomslederen har uddannelse og mere eller mindre erfaring. De har Bibelen på skrivebordet og kan finde dét frem, der er brug for. Men det er alligevel kun det næstbedste. Sjælesorg bør ske i et fællesskab. Det er "hinanden", der er det store ord i sjælesorg. "Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden", formaner apostelen Jakob. Selvfølgelig skal synderen have lov til at være alene med en sjælesørger og bekende sin synd uden frygt for, at der bliver til sladret. Tavshedspligten er uomgåelig. Men det betyder, at når den angrende og tilgivne discipel kommer ud efter sjælesorgen, skal han omsluttes af en tæt kreds af venner, som er rede til at give al mulig støtte og hjælp. Det er ikke så ligetil at gå ned ad trapperne fra kontoret og ud på gaden og tænke på alle de velmente, gode og nødvendige råd. "Hvad var det nu han sagde? Læs i Bibelen hver dag. Bed hver dag. Gør op med den og den. Betal, hvad du skylder." Og lidt længere henne ad gaden. "Mon jeg kan holde alt det? Det gjorde så godt, da han sagde, at Gud tilgiver, men måske var det bare en stemning?" I stedet for skulle det være sådan: "Tak fordi jeg har nogen at snakke med!" "Vil I hjælpe mig? Jeg skal læse i Bibelen hver dag osv. osv." Og svaret er: "Vi står sammen med dig og beder for dig. Her er en bibellæseplan. Hvis du er lidt nervøs, når du skal gøre op med én, vil jeg gerne gå med dig." Er det ikke nødvendigt med en stor uddannelse for at blive sjælesørger? Det kan godt lade sig gøre uden. "Min mor," sagde en original Herrens tjener, "hun forstod sig lige så lidt på psykologi som jeg på matematik, men hun kunne hjælpe mennesker i nød." Gud havde gjort hende til hyrde og sjælesørger i den lille kreds af venner.

25 Dermed er ikke sagt, at kundskab er unødvendig. Hvis Gud har givet jer hyrder i husmenigheden, så send dem på kursus, betal kurset og de bøger, de har brug for. Enkelt og bedst: Gå til præsten og bed om råd og vejledning. Han har uddannelse og måske også erfaring, så han kan undervise jer og give jer gode vækstbetingelser. Efterhånden får I måske også kontakt med en god ekspert, som I kan få hjælp af i særligt vanskelige tilfælde. Hvis denne psykolog, terapeut, psykiater eller specielt uddannede og erfarne præst bliver ven af husmenigheden, er det kun godt. Hyrderne skal ikke være alene om at tage sig af sjælesorgen, men også sætte andre i gang. "Er du helt blind, Erik? Kan du ikke se, at Anders er nedslået? Find ud af, hvad der er sket, for du er jo hans bedste ven." Eller "I to, som selv har været på randen af skilsmisse, inviter Grethe og Ejvind hjem til jer, for de har fået et meget anspændt forhold til hinanden." Sådan skal det lyde fra hyrderne, som har opsynet, og som ikke bliver arbejdsløse. Apostelen Paulus, som blandt andet også var hyrde, siger i sin gribende tale til de ældste i Efesus: "Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer." Men de sjælesørgeriske samtaler er måske alligevel ikke det vigtigste. I en levende husmenighed, som udgør et omsorgsfællesskab, findes der en lægende kraft i selve miljøet. Denne lægende kraft kom ind i menigheden, da Helligånden kom på pinsedagen. En mand med kontaktvanskeligheder og ufred i sjælen opsøgte en sjælesørger, som straks begyndte at analysere ham. "Barndommen, hvordan var den? Hvor er du placeret i søskendeflokken? Fortæl om din far, din mor, din lærer, dine onde oplevelser osv." Manden faldt stønnende sammen og sagde: "Behøver jeg at gennemgå alt det én gang til. Jeg har været i behandling. Kan Helligånden ikke komme over mig som en helbredende kraft og lægge sig over sjælens sår som en salve. Bed for mig!" Gør det! Bed om indre helbredelse. Sæt en stol frem midt på gulvet og bed den bekymrede og svage og sorgfulde og bange om at sætte sig der. Læg så hænderne på ham eller hende og bed om, at den helbredende kraft må komme ind i dem. Bed om indre helbredelse. Men vær yderst nænsomme, for måske er det med stolen for meget for et forsagt, lille menneske. Bed da hver for sig. Omslut jeres ven med varme, inderlige bønner. Forbønnen vil da forandre jeres

26 holdning, og I vil komme til at formidle kærlighed, helbredelse og tryghed blot ved at være sammen med den, som har det ondt og vanskeligt. I behøver måske ikke engang nævne problemerne. Snak om vejr og vind, og hvad I ellers har lyst til. Ånden arbejder alligevel. Efterhånden vil I se krogede rygge rettes, hoveder løftes, muskelspændinger løsnes, hænder åbnes og øjne se frit omkring. Og - det fineste og mest vidunderlige er, at Jesus har lovet selv at være til stede. Overhyrden er hos jer. Hans særlige løfte gælder jo netop sjælesorgssituationen. Det gælder i en situation, hvor den, som har syndet, formanes, bekender, bliver forløst og bedt for. Det gælder for den, som søger hjælp mod bekymring og modløshed, og som I beder for og opmuntrer. Når dette sker, siger Jesus, "er jeg midt iblandt dem". Bed om helbredelse for de syge Måske vil nogle af jer helst styre behændigt uden om det med helbredelse. Problemer. Troskriser. Skuffelser. Anklager. Og: "Måske kan der komme noget godt ud af det, men lad os lige passe på." Der findes også mange forkyndere, som holder lav profil, og som i det hele taget ikke taler om helbredelse. "I dag har vi teksten om den blinde Bartimæus. Der er mange, som er åndeligt blinde." Og næste søndag: "I dag har vi teksten om Peters svigermor. Der er mange, som har det svært derhjemme, f.eks. med svigermødre." Ikke et ord om at Bartimæus fik synet igen, eller at Jesus rakte Peters svigermor hånden, og at hun rejste sig helbredt af sengen. Nogle bruger hele talen til at få tingene til at passe sammen, så alle syge skal kunne acceptere, at Gud ikke griber ind. Jesus giver tvært imod denne ordre: "Helbred de syge". Så skal I da bede om, at nogle af jer får troens og helbredelsens nådegave. Der står oven i købet, at vi skal stræbe efter de åndelige gaver. Måske får nogen en impuls til at stræbe - bede og kæmpe og faste - indtil visheden kommer. "Gud vil bruge sin gave med mig som kanal. Mine hænder skal være som Jesu hænder." "Jesus vil bruge mine hænder, når de lægges på de syge." Hvis dette er mere end fantasi, drøm og hede ønsker, vil det vise sig i resultaterne. Da Paulus gik frem, blev syge helbredt, og de blev raske, når bare skyggen af Peter faldt på dem. Ved tempelporten