Indsatsen for de ikke-arbejdsmarkedsparate ledige

Transkript

1 2. maj 2014 PL + HEN Side 1 af 11 Indsatsen for de ikke-arbejdsmarkedsparate ledige Indholdsfortegnelse: 1) Indledning 2) En sammenhængende rehabiliterende indsats 3) Empowerment i beskæftigelsesindsatsen 4) Invester i beskæftigelsesindsatsen 5) Mindre bureaukrati 6) Forbedring af de vedtagne reformer 7) Revalidering 8) Fastholdelse 9) Kompetenceudvikling for jobkonsulenter 1. Indledning I Dansk Socialrådgiverforening (DS) er vores udgangspunkt for forslag vedr. aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, at der skal en individuel og målrettet indsats til, som koordinerer sociale, sundhedsmæssige, arbejdsmarkedsrettede og uddannelsesrettede indsatser ud fra den enkeltes behov. Relationsdannelse spiller også en vigtig rolle for, om vi kan hjælpe disse borgere videre. Reformerne på beskæftigelsesområdet rummer mange gode elementer, som kan skabe tværfaglig og tværsektoriel koordination. Dermed åbner de for nye integrerede indsatsformer og for, at borgeren bliver sat mere i centrum. Samtidig har det stærke uddannelsesfokus ændret indsatsen, så man kan løse borgernes problemer mere dybtgående ved at tilbyde dem uddannelse, som kan give dem en holdbar placering på arbejdsmarkedet og et løft i deres liv generelt. Imidlertid fungerer reformerne endnu ikke optimalt. Der er problemer i lovgivningen, som gør det vanskeligt at realisere deres potentiale, og som skaber alvorlige afledte problemer, der kolliderer med ideen om en sammenhængende, rehabiliterende indsats. De meget lave ydelser til unge uddannelsesparate og indførelse af samleverforsørgelsen vil stille mange borgere så dårligt, at det vil få alvorlige konsekvenser for dem, og det kan skade deres mulighed for at fungere socialt og ift. uddannelse og arbejdsmarked. Dertil kommer en stor træghed i kommunernes implementering af reformerne. De tøver med at sammensætte kvalificerede, tværsektorielle tilbud og med at skabe de nye elementer som fx koordinerende sagsbe- 1

2 Side 2 af 11 handlere. De fastholder også alt for høje sagstal for sagsbehandlerne. Dertil kommer langsommelighed i omstillingen af kommunernes og regionernes siloopdeling og sektortænkning, som er helt nødvendig for at få reformerne til at fungere efter hensigten. Vi finder det oplagt at gøre noget ved disse problemer i den anden fase af Carsten Koch-udvalgets arbejde. Vi noterer med glæde, at regeringens udspil Vejen til varig beskæftigelse tager fat på nogle af problemerne, herunder en refusionsreform og en seriøs diskussion af afbureaukratisering. Men der er alligevel meget, som ikke løses, og som derfor bør tages op i forbindelse med Carsten Koch-udvalgets anden fase. Samtidig må der også tages nye, kreative skridt for at åbne nye veje til at løse opgaverne ift. ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Herunder en investeringsorienteret tilgang, hvor man offensivt investerer i en øget indsats for at kunne spare på lidt længere sigt på andre konti, og på udviklingen af en langt mere empowermentpræget indsats. 2. En sammenhængende rehabiliterende indsats Det er afgørende at arbejde sammenhængende, fordi borgerne ofte har problemer vedr. sundhed, sociale forhold, uddannelse og beskæftigelse komplekst sammenfiltrede. Det skal tackles koordineret, ellers bliver indsatsen mangelfuld, og borgeren kan falde mellem stolene, fordi den ene instans ikke ved, hvad den anden gør. Indsatsen skal være rehabiliterende med en målsætning om at hæve borgernes samlede funktionsevne, så de kan få et meningsfuldt liv socialt, helbredsmæssigt og beskæftigelsesmæssigt på baggrund af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats. 1 Denne forståelse præger beskæftigelsesreformerne, men det er desværre ikke kommet til at fungere i praksis endnu. Der er for svag forståelse i de forskellige sektorer for fælles mål og planer, der er ikke et tværfagligt ejerskab, og de konkrete lovændringer er primært sket i beskæftigelseslovgivningen. Vi vurderer ikke, at den rehabiliterende tilgang trods dens indlysende fordele kan komme til at fungere med mindre, der tages konkrete skridt for at fremme det. : DS er enig i de forslag vedr. begrebsramme for beskæftigelsesrettet rehabilitering, som LO og FTF har stillet i deres oplæg af 11. april til Carsten Kochudvalget (afsnit 5). Vi vil understrege, at forslagene forudsætter tværministeriel koordinering, så der tages parallelle skridt i flere lovkomplekser. DS foreslår, at en fælles, overordnet begrebsramme bygger på definitionen i Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. 1 Definition fra "Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet - Rehabilitering i Danmark" fra 2004

3 Side 3 af 11 DS mener også, at det bør undersøges, om der kan udvikles en obligatorisk rehabiliteringsarbejdsmetode, svarende til arbejdsevnemetoden, til de sager, hvor man skal arbejde med borgere, der har sammensatte og komplekse problemer. 3. Empowerment i beskæftigelsesindsatsen Beskæftigelsessystemet har tradition for kontrol og styring af borgerne. Empowerment, oplevelsen af at kunne forstå og handle relevant i eget liv, er meget vigtig for, at borgeren kan blive motiveret til og kan gennemføre de ændringer, der skal ske med dem. Derfor er der god grund til at ændre traditionen ud fra en empowermenttænkning. Der er gode tilløb til det i bl.a. puljen til forsøg med empowerment i beskæftigelsesindsatsen og i forslagene om mere ansvar til den enkelte ledige i regeringens udspil Vejen til varig beskæftigelse. Men der bør tages mere vidtgående skridt, der kan give borgerne reel indflydelse på, hvad der sker med dem. Der bør laves forsøg, der kan afdække, potentialet i en langt mere empowermentorienteret tilgang. Vi mener, at vejledningen til forsøgene i empowermentpuljen er for snævert. Det er vigtigt at være åben for alle kreative ideer, som kommunerne kan mobilisere med henblik på at tænke empowerment ind i indsatsen. Der skal også være mulighed for at støtte selvorganiserede kontanthjælpsmodtagere, der har et drive til at hjælpe sig selv og andre på anderledes og skæve måder, eventuelt i former der kan ligne socialøkonomiske virksomheder. Det er næppe muligt med den vejledning, der er udsendt om forsøgene. Man bør forsøge at nytænke relationen til borgerne på måder, der rent faktisk kan sætte borgeren for bordenden. Der er eksempler på det fra England, hvor man har lavet vellykkede forsøg med at lægge kompetence og økonomi helt ud til borgerne. De har fået en pose penge og har selv skullet definere, hvad de mener, de har brug for at anvende dem til. Om det skal være husleje, medicin, opkvalificering eller andet. De skal også selv bestemme, hvilke fagpersoner, der skal være i deres liv, hvilket har ført til ansættelsessamtaler, hvor borgerne taler med forskellige professionelle, inden de beslutter, hvem de ønsker som hjælpere. Forsøgene har vidtgående flyttet definitions- og beslutningskompetencen ud til borgerne, der selv kan tage stilling til hvad og hvem, de har brug for. Erfaringerne med disse forsøg er positive men foreløbig ikke særlig kendte i Danmark. Der bør laves vidtgående forsøg med at tilrettelægge indsatsen ud fra en empowermenttænkning. Det bør være ledetråden for vurderingen af forsøgene i empowermentpuljen. Forsøgene bør også åbne for at støtte selvorganiserede ledige, der på måske meget anderledes måder kan finde kræfter til at hjælpe sig selv og andre. Erfaringerne fra de engelske forsøg med vidtgående empowerment af borgerne bør undersøges, og der bør åbnes mulighed for at afvikle tilsvarende forsøg i Danmark. 4. Invester i beskæftigelsesindsatsen

4 Side 4 af 11 Realiseringen af reformerne er meget hæmmet af, at kommunerne ikke har styrket sagsbehandlingen og den socialfaglige indsats. Alle beskæftigelsesreformerne fordrer en individuelt tilpasset indsats med mange samarbejdspartnere, især fra social- og sundhedsområdet i kommunerne, men også fra det regionale sundhedsvæsen. Der er derfor stigende krav til indsatsen i den enkelte sag. Samtidig øges antallet af sager på grund af det manglende afløb til førtidspension og ressourceforløb samt en tilgang af sager fra dagpengesystemet, så der er et stigende antal sager pr. sagsbehandler. Det gør det særdeles svært at realisere reformerne, hvilket også viser sig ved, at koordinerende sagsbehandlere mange steder indføres ufuldstændigt eller i helt utilstrækkelige former. Det strider også mod den veldokumenterede viden, at relationer til sagsbehandler eller andre i systemer er af meget stor betydning for, at især de unge faktisk kan flytte sig i deres liv. Og relationer kræver jo, at der er nogen at relatere sig til! Tilsvarende mangler der midler til de social- og sundhedsfaglige tilbud i ressourceforløbene eller i den helhedsorienterede indsats, kontanthjælpsreformen forudsætter. Det er en vigtig årsag til, at der er bevilget så få forløb, og til at mange kontanthjælpsmodtagere er på kontanthjælp uden aktiv indsats. Reformerne mangler i høj grad midler til at få dem i gang. Dermed får man heller ikke de langsigtede gevinster, når borgere, der ellers ville være i offentlig forsørgelse, kan komme i uddannelse og beskæftigelse. Der er nødt til at blive investeret, for at få reformerne op at stå. Argumentet om, at reformerne tjener sig selv hjem ved bedre resultater, er for letkøbt, for gevinsten kommer først på lidt længere sigt og først, når der er investeret i kvalificeret sagsbehandling og styrket indsats. Der er derfor behov for at få ledsaget de yderst fornuftige men udgiftskrævende dele af reformerne med nogle ressourcer. Vi tror, at der er eller kan mobiliseres kommunal vilje til at realisere intentionerne, men der skal investeres i social- og sundhedsområdet i kommunerne for at få processen i gang for alvor. Det vil også være betydningsfuldt at få regnet på, hvordan sammenhængen mellem umiddelbare investeringer og et mere langsigtet afkast vil være. : DS foreslår, at der generelt investeres i at sænke sagstallet for sagsbehandlerne, der skal realisere de meget større krav til sagsbehandlingen, som reformerne indebærer. Vi foreslår også, at der afsættes midler til kontrollerede forsøg i kommunerne, der kan vise, hvad effekten er af et lavere sagstal. Der skal også som en nødvendig investering afsættes midler til de socialfaglige tilbud, der skal indgå i ressourceforløbene og udgøre en kvalificeret helhedsindsats. Samtidig bør der gennemføres grundige cost benefit-analyser, der kan vise, hvad der i kraft af senere besparelser kan komme ud af en indledende investering i at give borgerne den socialfaglige og sundhedsmæssige indsats, som reformerne lægger op til.

5 Side 5 af Mindre bureaukrati DS konstaterer med glæde, at regeringens udspil Vejen til varig beskæftigelse rummer forslag, som skal reducere bureaukratiet og give kommuner og ansatte større frihedsgrader. Herunder afskaffelse af reglerne om jobcentrenes organisering og opgaveplacering samt det meget vigtige forslag til en finansieringsreform, som forhåbentlig kan fjerne kommunernes enorme fokusering på refusionen, når de tilrettelægger indsatsen. Ind i mellem uden hensyn til borgernes behov og lovgivningens intentioner. Forslagene i regeringens udspil er relativt overordnede, og deres effekt vil afhænge af, hvordan kommunerne faktisk udnytter dem. Ikke mindst fordi en del af bureaukratiet er skabt af kommunerne selv. Hvis borgeren skal i centrum, bør der tages fat på bureaukratiet i det konkrete arbejde i jobcentre. Den nuværende kontrol og proceskrav hæmmer muligheden for at iværksætte en tidlig, individuel indsats alvorligt. Ydermere viser en undersøgelse, DS har gennemført, at knap 80 procent af socialrådgiverne oplever, at der er blevet mere bureaukrati i de seneste par år 2. Selvom en afskaffelse af det nuværende refusionscirkus er yderst tiltrængt, så er der vigtige faldgruber i omlægningen. Der flyttes på meget store beløb, og det må sikres, at enkelte kommuner med store udgifter til forsørgelse ikke rammes særskilt. Man må også modvirke tendenser til social eksport, fordi kommunerne vil kunne spare store beløb på at hjælpe borgere til at flytte ud af kommunen. Gevinsten bliver større, hvis kommunen får hele udgiften til langvarig forsørgelse, og vi har stor erfaring for, at kommunerne reagerer konsekvent på økonomiske incitamenter. Og man skal huske, at social eksport betyder, at nogle af de svageste medborgere kan blive kastebold mellem kommuner, der vil undgå at betale for en langvarig forsørgelse mv. : DS opfordrer til, at arbejdet for at afbureaukratisere på det konkrete niveau i jobcentrene fortsætter ud over det, der ligger i regeringens seneste udspil. Regeringen bør også gøre alvor af tankerne om en tillidsreform. Vi er glade for, at det i udspillet understreges, at regeringen har tillid til jobcentermedarbejderne, og vi opfordrer til, at det følges op af konkrete udspil. Der bør fra centralt hold følges op på, at kommunerne mindsker deres eget bureaukrati ved at udnytte de muligheder, regeringens udspil giver. Refusionsomlægningen skal gennemføres, så kommuner med store sociale og beskæftigelsesmæssige problemer ikke rammes. DS støtter en ensartet refusion, men man må overveje, hvor hurtigt refusionen trappes ned, og om den skal ende på nul procent. Det er muligt, at den skal ende på et lavt men ikke ubetydeligt niveau for at fastholde et nationalt medansvar for disse udgifter. Regeringen bør også sikre, at kommunerne ikke har mulighed for at spekulere i social eksport. 2

6 Side 6 af Forbedring af de vedtagne reformer Selv med de nødvendige investeringer kan det blive svært at få reformerne til at fungere optimalt. Det er også nødvendigt at sætte ind ift. en række mangler eller problemer i lovgivningen og i kommunernes administration af reformerne. Vi finder det som nævnt indledningsvis oplagt at det indgår i arbejdet i den anden fase af Carsten Koch-udvalget. Kontanthjælpsreformen: DS har i hele forløbet omkring kontanthjælpsreformen påpeget, at nogle af de nye ydelser er så lave, at det vil skabe meget alvorlige problemer. Uddannelsesydelsen vil således for mange unge, der har svært ved at komme i eller fastholde uddannelse, og som ikke kan skaffe sig indtægter ved siden af, være så lav, at de kommer ud i alvorlige økonomiske problemer og på sigt kan ende i en fattigdomsfælde og hjemløshed. Tilsvarende vil den gensidige forsørgerpligt for samlevende medføre, at nogle vil komme ud i uoverskuelige problemer, herunder hjemløshed, og problemerne forværres, fordi de ikke er ligestillet med gifte skattemæssigt. Visitationen af de unge er afgørende for både indsats og ydelse, men der er stadig stor usikkerhed om grundlaget i kommunerne, og derfor også forskel på visitationspraksis. Nogle kommuner har heller ikke revisiteret de unge efter ministeriets orienteringsskrivelse i februar måned. En usikker visitation forøger risikoen for fattigdomsprocesser blandt de unge, fordi nogle bliver visiteret uddannelsesparate uden at være det. De kan derfor få den meget lave ydelse uden at kunne komme fra den ved uddannelse. Dette problem øges af, at nogle unge fejlvurderer sig selv ud fra en drøm om at komme videre i deres liv, og derfor ønsker at blive visiteret uddannelsesparate, selvom de ikke er det og først kan håbe på at blive det efter en lang indsats med hjælp fra kommunen. Den usikre visitation medfører også, at de unges retssikkerhed trues, når praksis er så forskellig fra kommune til kommune. Det stigende sagstal og sagsbehandlernes arbejdspres gør det yderligere vanskelligt at få en kvalificeret visitation. Den koordinerende sagsbehandler er for svagt underbygget i kontanthjælpsreformen. Udover den generelle mangel på ressourcer til sagsbehandlingen, så mangler der et tværsektorielt team til at styrke koordineringen, ligesom i førtidspensionsreformen. Der er ikke tydelige krav om, at andre forvaltninger skal medvirke aktivt i koordineringen. Den koordinerende sagsbehandler risikerer derfor at stå ret alene, så helhedsorienterede og tværfaglige indsatser bliver sværere at samordne. Vi ser lige nu, at mange kontanthjælpsmodtagere får en meget begrænset eller slet ingen indsats, og det gælder især de borgere, der har flest problemer og står længst fra arbejdsmarkedet. Borgeren har heller ikke noget retskrav på, at der er substans i indsatsen. Kravet om helhedsorienteret indsats er også så svagt beskrevet i loven, at det med de meget begrænsede ressourcer kan ende som et fatamorgana i reformen. Reformen ændrede heller ikke umiddelbart på, at borgere med sammensatte problemer kan have mange, ukoordinerede planer for indsatsen i forskellige forvaltnin-

7 Side 7 af 11 ger. I værste fald er planerne endda i konflikt. DS hilser derfor med glæde, at regeringens udspil Vejen til varig beskæftigelse stiller i udsigt, at borgere, der får hjælp fra jobcentret, kun skal have én plan på Jobnet.dk. Det er et fremskridt, der øger muligheden for overblik og koordinering, men det løser ikke problemet med ukoordinerede planer med afsæt i Serviceloven, Sundhedsloven, Integrationsloven etc., så der er stadig behov for at samle planerne i en koordineret form. Kontanthjælpsreformen har medført en muligvis utilsigtet forværring af nogle anbragte børns forældres økonomi, der både rammer dem hårdt, og som kan komplicere arbejdet omkring anbringelsen. Indtil reformen har anbragte børns forældre på kontanthjælp modtaget forsørgertakst, men efter reformen er det ikke længere muligt at modtage forsørgertakts som enlig forsørger under 30 år, når barnet er anbragt. Det kan komplicere anbringelsen, fordi det gør det sværere for forældrene at opretholde deres hidtidige bolig, og det kan forstyrre samværet, fordi det forudsætter en egnet bolig til hjemmebesøgene. Hjemgivelse bliver også sværere, og forældrene tilskyndes til at modsætte sig anbringelse eller til at bede om at få børnene hjem, så de ikke sættes ned i ydelse. Indførelsen af ungeenheder er et stort fremskridt, fordi de netop kan samle indsatsen for de unge under en hat, men vi kan se, at det går langsomt med at etablere dem, ikke mindst fordi det er en meget krævende omstilling for kommunen. Den har heller ikke fået meget hjælp fra andre ministerier ved justeringen i deres lovgivning. Til gengæld ser vi frem til gennemførelsen af regeringens forslag om at afskaffe de regler, der bestemmer jobcentrenes organisering og opgaveplacering gennemføres. Det kan gøre det lettere at etablere ungeenhederne. Mange borgere bør have en grundig økonomisk rådgivning, fordi deres økonomi flyder totalt, men de har oftest ingen i kommunen at henvende sig til for at få det. Enkelte kommuner har ansatte til det eller har inddraget frivillige, og de har gode erfaringer med det. Først når disse borgere begynder at kunne se, hvordan der kan ryddes op i deres gæld, kreditorer og konflikter om økonomien, kan de begynde at koncentrere sig om at få arbejde eller at passe en uddannelse. Derfor bør kommunen hjælpe dem med vejledning om økonomiske sanering. Mange skylder også store beløb til det offentlige. Når de begynder at arbejde, bliver de trukket i lønnen med så store beløb, at de føler, at det ikke kan betale sig at arbejde, hvad der får nogle til at opgive forsøget. Der er derfor behov for at indføre lempeligere afdragsordninger i den første tid, nå en kontanthjælpsmodtager, der har været længe uden for arbejdsmarked og uddannelse endelig kommer i gang. Der er stadig behov for at tydeliggøre visitationskriterierne for kommunerne og for en meget tæt opfølgning på, hvordan de administreres. Kommunerne skal holdes fast på, at der skal være tid og vilkår, som gør det muligt at gennemføre visitationen kvalificeret. DS mener, at visitationen bør foretages af uddannede socialrådgivere. Den koordinerende sagsbehandler skal styrkes ved at alle forvaltninger forpligtes på at medvirke i koordineringen. Der bør samtidig tages skridt til at få kommunerne til at arbejde med tværfaglige teams som støtte til den koordinerende sagsbehandler.

8 Side 8 af 11 Der skal tages skridt til at sikre, at der sker en samordning af de mange handleplaner, en borger kan have, så de i praksis kan fungere som én samlet plan. Der bør gennemføres ændringer i Serviceloven, Sundhedsloven mv. for at sikre dette. Brugen af en helhedsorienteret indsats til kontanthjælpsmodtagere bør styrkes både ved justeringer i lovtekst og de tilknyttede bekendtgørelser. Samtidig bør det undersøges, hvordan borgerne kan få en formel ret til at stille krav til indholdet i en helhedsorienteret indsats. Herunder mulighed for at klage over en mangelfuld indsats. Reglerne om forsørgerydelse til forældre til anbragte børn bør genetableres, fordi den ændring, der indførtes med reformen, kan komplicere anbringelserne alvorligt. Kommunernes arbejde med at etablere ungeenheder bør følges tæt, og det bør overvejes, hvordan man kan støtte udbredelsen af dem. Herunder om der er behov for ændringer i anden lovgivning, der vanskeliggør det. Niveauet for uddannelsesydelsen bør hæves, eller der må sikres andre muligheder for at hjælpe disse unge til at undgå fattigdom og alvorlige problemer med hjemløshed og marginalisering. DS anbefaler også, at den nye gensidige samleverforsørgelse afskaffes, da det øger ulighed og fattigdom, og ikke har nogen påviselig positiv indvirkning på, om borgerne påbegynder uddannelse eller kommer i beskæftigelse. Der bør oprettes tilbud om økonomisk rådgivning i kommunerne til borgere med kaos i deres økonomi. Der bør indføres en mulighed for, at borgere kan få en lempeligere afdragsordning til det offentlige i det første halve år, når de begynder at få egen indtægt efter langvarigt at have modtaget kontanthjælp. Førtidspensionsreformen: Kommunerne har været hurtige til at indkassere reformens besparelser ved bl.a. at reducere antallet af pensionsbevillinger, men det halter alvorligt mere med at få udviklet og implementeret reformens socialfaglige elementer, så de effektivt kan understøtter lovens intentioner. Den koordinerende sagsbehandler er således indført meget forskelligt og ofte bare ved at give sagsbehandlerne et nyt navn uden indholdsmæssige ændringer. Enkelte steder har man indført meget problematiske konstruktioner, hvor de koordinerende sagsbehandlere er placeret langt fra borgerne og i enkelte tilfælde med sager. Det har intet med den ordning, der er beskrevet i loven at gøre. Det rehabiliterende teams svaghed er i nogle tilfælde også blevet meget tydelig. I og med, at det ikke har besluttende kompetence, så bliver beslutninger i teamet ofte omgjort eller ikke realiseret fuldt ud, fordi de enkelte forvaltninger ikke iværksætter det, der indstilles fra teamet. Dermed falder den koordinerende plan og muligheden for den tværsektorielle og faglige indsats sammen. Sundhedssektorens medvirken i reformen rummer også problemer. Det har vist sig, at sundhedsvæsenet ikke af sig selv spiller med og passer sin opgaveløsning ind efter, at borgerne skal udredes og have hjælp hurtigt, så de kan komme (retur) på arbejdsmarkedet. Det er vores indtryk, at kommunernes behov er større end leveringsmulighederne fra regionerne. Dette problem vil i øvrigt blive skærpet markant, når sygedagpengereformen med dens fremskudte frister træder i kraft.

9 Side 9 af 11 Men den mest markante mangel ved kommunernes realisering af reformens socialfaglige elementer er manglen på ressourceforløb. Ved udgangen af marts måned i år var der i alt bevilget ressourceforløb siden lovens ikrafttrædelse. Forventningen ved lovens vedtagelse var, at der alene i 2013 skulle bevilges forløb på landsplan. Udviklingen er bl.a. problematisk, fordi en manglende afgang til førtidspension medfører, at stadigt flere borgere med alvorlige problemer bliver hængende på kontanthjælp uden en relevant indsats. En overordnet barriere for at få loven til at fungere efter hensigten er, at det eksisterende kriterium for at bevilge et ressourceforløb har vist sig at være alt for smalt. Det resulterer bl.a. ifølge af mploys evaluering af førtidspensions- og fleksjobreformen i, at kontanthjælpsmodtagere med komplekse sociale problemer i meget ringe omfang får ressourceforløb 3. Konsekvensen er, at forløb generelt bliver bevilget alt for sent, hvor arbejdsevnen ofte er meget lille og vanskelig at udvikle. En anden barriere for etablering af ressourceforløb er uklarheden i kommunerne om, hvornår alle muligheder i LAB-loven kan betragtes som udtømt, så et ressourceforløb kan igangsættes. I nogle kommuner har bestemmelsen medført, at tildeling af ressourceforløb afvises med henvisning til, at alle relevante tilbud jo netop er blevet afprøvet uden held forinden. Udviklingen omkring kommunernes anvendelse af koordinerende sagsbehandler bør følges tæt, og der bør fra centralt hold gribes ind, hvis kommunerne ikke lever op til lovens bogstav og intention. Fx i tilfælde, hvor kommuner helt omfortolker den koordinerende sagsbehandler med ordninger, der giver den koordinerende mere end 500 sager uden nogen borgerkontakt. Rehabiliteringsteamet bør gives bevillingskompetence for at undgå, at en sektorforvaltning beslutter noget andet end det, rehabiliteringsteamet har indstillet og dermed skader den samlede plan. Målgruppen for ressourceforløb bør udvides, og det skal præciseres, at også personer på kontanthjælp med sociale problemer kan indgå i den. Bestemmelsen om, at alle muligheder i LAB-loven er udtømt før bevilling af ressourceforløb, bør lempes. Der bør samtidig igangsættes et udviklingsarbejde i samarbejde med kommunerne om indholdet i ressourceforløbene. Resultaterne skal formidles bredt, og det bør sikres, at der efterfølgende sker en forankring i praksis, så antallet af ressourceforløb kommer op. De praktiserende læger bør have en plads i rehabiliteringsteamet som supplement til klinisk funktion. Det er nødvendigt for at sikre, at sundhedssektoren kommer mere på banen, og for at relevant viden om borgeren og dennes sygdomshistorie indtænkes, når et ressourceforløb skal sammensættes. Den kliniske funktion skal bringes til at fungere bedre end i dag, hvor det ofte er en dyr flaskehals for kommunerne. Det vil også være en forudsætning for, at sygedagpengereformen kan fungere, at sundhedsvæsenet kan udrede borgerne inden for de første fem måneder og i øvrigt kan spille med i den ønskede helhedsorienterede og tværsektorielle indsats. 3 Status på kommunernes implementering af førtidspensions- og fleksjobreformen (mploy 2013).

10 Side 10 af 11 Endelig foreslår DS, at hele spørgsmålet om borgerens forsørgelsesgrundlag tages ud af rehabiliteringsteamets beføjelser. Antagelsen er, at det vil gøre det muligt i højere grad at fokusere på indsatsen på mødet i rehabiliteringsteamet samt i højere grad give plads til, at borgerens viden, motivation, præferencer mv. i højere grad end i dag bliver medbestemmende for indholdet i ressourceforløbet. 7. Revalidering Revalidering er et effektivt instrument til at bringe borgere varigt tilbage på arbejdsmarkedet. Anvendelse af revalidering er beklageligvis faldet drastisk de seneste 10 år: I 2013 blev der bevilget godt revalideringsforløb, mens antallet til sammenligning lå på knap forløb i 2004 ( Der er derfor behov for at gennemtænke, hvordan man kan sikre, at revalidering anvendes mere for at give borgere med alvorlige problemer ift. arbejdsmarkedet en uddannelse, der kan give dem en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Kommunerne har ændret praksis bl.a. ud fra en forståelse af to af Ankestyrelsens principafgørelser fra 2009 (hhv. principafgørelse og ). De opfattes sådan, at retstilstanden er ændret, så det er meget sværere for allerede uddannede at få revalidering til en ny uddannelse, hvis de bliver arbejdsudygtige i deres hidtidige branche. Forståelsen er nu, at de skal være fuldt uarbejdsdygtige, og det er det, kommunerne administrerer efter. Betalingsloven betyder, at kommunerne skal betale for uddannelser til kontanthjælpsmodtagere og revalidender, som for unge på SU er statsfinansierede. Det er en udgift på kr. årligt pr. borger, så økonomien i en revalidering bliver endnu mere belastende for kommunen. Resultatet er, at kun de borgere, som har ret til revalidering, henvises, men behovet er langt større. DS anbefaler en justering og/eller præcisering af reglerne om revalidering efter Ankestyrelsens principafgørelse og , så målgruppen for revalidering bliver den samme, som den var før afgørelserne. Betalingsloven bør ændres, så revalidender mv. ligestilles med borgere på SU, da det ellers er uforholdsmæssigt dyrt for kommunerne, når borgere deltager i uddannelse, mens de er ledige og modtager en ydelse fra kommunen. 8. Arbejdsfastholdelse Der er både store økonomiske og menneskelige omkostninger forbundet med udstødning fra arbejdsmarkedet pga. bl.a. psykisk og fysisk sygdom. Flere store virk-

11 Side 11 af 11 somheder, herunder Novo Nordisk 4 har for at mindske og i bedste fald helt undgå udstødning ansat egne inhouse socialrådgivere, bl.a. fordi de kan se, at det kan betale sig på bundlinjen at prioritere fastholdelsesindsatsen aktivt. SMV erne har af ressource- og personalemæssige årsager ikke samme mulighed for at ansætte egne fastholdelseskonsulenter. Det kan jobcentrene derimod gøre. Det vil kræve en ændring i den interne organisering i jobcentrene, så der kan oprettes særlige teams af fastholdelseskonsulenter, der kan tage ud på SMV erne og offentlige arbejdspladser og understøtte fastholdelse af medarbejdere, der er i fare for at blive udstødt fra den konkrete arbejdsplads og i værste fald fra arbejdsmarkedet. DS anbefaler, at erfaringer med ansættelse af fastholdelseskonsulenter på store virksomheder udbredes til jobcentrene, så erfaringerne kan anvendes i SMV erne og på lignende vis bidrage til øget arbejdsfastholdelse. DS mener, at fastholdelseskonsulenterne skal være uddannede socialrådgivere, fordi de har fagligheden til at se udstødningstruede borgeres situation i sin helhed. DS foreslår endvidere, at virksomhederne får én fast kontaktperson i jobcentrene til at varetage fastholdelsesopgaverne. 9. Kompetenceudvikling for jobkonsulenter Reformerne af beskæftigelsesindsatsen kræver, at socialrådgiverne arbejder langt mere virksomhedsorienteret, end det har været tilfældet tidligere. DS hilser derfor velkommen, at der afsættes 150 millioner kr. i regeringsudspillet Vejen til varig beskæftigelse til kompetenceudvikling for jobkonsulenter. Som en del af et langsigtet kompetenceløft i beskæftigelsesindsatsen anbefaler DS et differentieret kompetencegivende efteruddannelsesmodul til medarbejderne i jobcentrene på akademi-og diplomniveau med henblik på at kvalificere jobkonsulenterne til at kunne løfte hhv. den virksomheds- og borgerrettede indsats sådan, at reformens intentioner og mål kan blive indfriet. Kompetenceudviklingen bør lægges hos professionshøjskolerne bl.a. fordi det kan være med til at skabe vigtig synergi mellem uddannelsesverdenen og praksis. DS anbefaler endvidere, at der for at kunne indfri reformens mål og intentioner som minimum udbydes hhv. ét virksomheds- og ét samtalemodul med henblik på, at jobkonsulenterne kan arbejde mere effektivt og systematisk både i forhold til virksomheder og borgere. 4 Socialrådgiveren 6/14 s :