19. Om Kreaturenes Røgt

Transkript

1 19. Om Kreaturenes Røgt Da de fleste paa detet Sted giøre Førsel og Kiørsel til deres fornemste Næringsvei, som jeg ofte tilforn har erindret, saa ere Heste de Kreature, de fornemmelig lægge Vind paa at forsyne sig med. Man skal desuden paa sine Reiser Sommer og Vinter befordres ved Heste, derfor er intet høiere agten end en smuk og velskabt Hest, ja 80 til 100 Rdlr. eller derover, er her ikke for meget for en saadan een, helst naar det er en god Traver, eller den besidder andre Egenskaber, som Liebhabere sætte meest Priis paa. Dog holder man sielden Hopper for at faae Tillæg deraf, men kiøber heller sine Heste paa Heste-Markederne i Christiania, Bragnæs og Kongsberg, eller og af *) Dette Færgested er i Flomtiden 328 Alen bredt, men ellers en Snees Alen kortere. Sognets Folk oversættes for intet, da hver Mand dertil aarlig yder et vist Qvantum Korn, men af Fremmede tages Betaling. 189

2 Heste-Prangere, som reise om i Bygderne, hvortil Mangel af Foder vel er den vigtigste Aarsag, dernæst den Vanskelighed paa Veiene at holde Graheste i Tømme, naar de mødes af Hopperne. For Resten ere Arbeidsheste her Slaver i sin fulde Bemærkelse, og trække ikke heller altid paa de mildeste Herrer. Disse lide selv ofte ondt paa Veiene om Vinteren, og føle derfor desto mindre til, hvad deres Heste maae lide. Deres egen Pleie er slet, og Hestenes endnu slettere, eller og giøre de sig selv formeget til gode i Kroehusene, uden at bekymre sig om deres Heste, som staae uden for. Derfor see mange af dem ud som Beenrader om Vaaren; Mangen skiøn Hest bliver og om Høsten ihielskudt, naar Høebiergingen er falden slet ud og man intet har at foere dem med om Vinteren. Dog nægtes ikke, at mange have ret gode Heste, og vide at holde dem vel ved Magt. Hestenes sædvanlige Sygdomme her og andre Steder er Qværild (Krop), som er et Slags Snue eller Hoste, meest foraarsaget af slet Foering, eller som Boywe meener, ved det man giver Hesten det ene Foder, førend det andet er fordøiet, hvoraf samles usunde Vædsker, som paa denne Maade bryde ud. I Begyndelsen vare mine Heste paa Præstegaarden plagede deraf, men siden jeg begyndte at give dem saasnart de indsættes til Vinteren, et Heste Pulver af Spidsglas- Lever, (Antimonium crudum og urenset Salpeter, som brændes tilsammen,) har de været befriede derfor. Jeg har og ladet en Snor drage imellem Hud og Kiød paa begge Sider af Hestens Bryst, og seet god Virkning deraf, da de usunde Vædsker derhen samle sig og flyde ud. Naar man nyelig har givet en Hest Havre, 190

3 og derpaa rider den stærkt, faaer den undertiden et convulsivisk og krampagtigt Tilfælde, kaldet Herulf, uden Tvivl det samme, som Hr. Wilses Fang eller faldende Sot. Dette Tilfælde mærkes og hos nogle, naar de nyelig ere komne paa Græs om Sommeren. Her er den, siger Hr. Wilse, cureret ved Aareladen i Gummen; paa Eger derimod aarelader man ved Ørene, og den som ret forstaaer dette, skal derved gandske forebygge dette Tilfælde for Fremtiden. Skab paa Heste er det farligste Tilfælde, og meget smitsom, men mærkes her kun sielden. Om den saa kaldte Stald- Buk, som her ansees for et Præservativ og Forvarings- Middel mod adskillige Heste-Sygdomme, skal strax efter meldes. En blakket Hest med sort Man og Hale saaes her for kort Tid siden, som paa venstre Side ved Forfoden havde en sort Haar-Dusk. Den samme indtog en stor Deel af Bugen, hængde en halv Alen ned, og var ofte afklipper, men voxte til igien. Fæe-Kreaturene ere her temmelig store og af en god Art, men tillige for faa i Forhold mod Hestene, da en Gaard, som holder 3 a 4 Heste, gemeenlig ikke har meer end 8 a 10 Køer, hvoraf følger, at man har intet at tage af om Høsten, men maae kiøbe Slagte- Qvæg, som her hver Høst ankommer i store Drifter, og sælges gemeenlig 7, 8 til 10 a 15 Rdlr. Stykket. Slagter man end noget af sine Kreature, kiøbes dog af Slagte-Drifterne Liv-Kreature i Steden, lige indtil Kalve, da man finder bedre Regning ved at giøde sine egne Kalve, og sælge dem i Kiøbstæderne. Heraf følger ligeledes, at faa eller ingen kan sælge Smør og Tælle, men at de fleste heller maae kiøbe, til stor Fordeel for Hallingdal, Valders, Sigdal o.s.v., 191

4 som derover faaer deres fede Vare vel betalt, og ligeledes forskaffe de nordenfieldske Districter i Bergens Stift, gode Penge, af hvilke de igien for en stor Deel tilforhandle sig det. Saaledes toer den ene Haand den anden, og den enes Overflødighed opfylder den andens Mangel. Nordenfields behøves kun faa Heste, derfor bringes de, som der ere tilovers ved Oplændinger, hid ned, hvor de ere mere i Brug og ei kan undværes. Der ere federe Græsgange, en større Overflødighed af Qvæg, følgelig og af Smør, da Bonden selv lever meest af Melken og Osten, men sælger Smørret, og ingen af Delene skulde han faae saa vel betalt, hvis ikke her var Mangel af alt dette. Der behielper en Bonde sig til Lysning, enten med sin Skorsteens Varme eller Tran-Lampe, her derimod, hvor enhver Bonde har sin Kakkelovn, nødes han at brænde Tælle- Lys, følgelig at kiøbe den Tælle, hine ei behøve. Ligeledes har det sig med Fiske-Vare, som fra de norden fieldske Districter bringes hid op af Oplændinger. Hvad Kreaturenes Rygt angaaer, da har jeg derved intet synderligt at anmærke, dette undtagen, at nogle giøre det til en Regel, at give dem saa meget at drikke om Vinteren, som de vil have, hvilket dog mange af Magelighed forsømme, hvoraf skal følge, at de med det beste Foder ikkun give liden Melk. I Foertrang at føde Fæe-Kreature med Heste-Møg, er noget besynderligt, og gaaer dog gandske godt an, hvortil Aarsagen nok er denne, at Hestene ikke saa vel fordøie deres Foder, at jo noget bliver tilbage til Næring for Koen. Af Gran-Skovene kan man ligeledes meget behielpe sig i Mangel af Høet. Maaden er adskillig, men den beste skal være denne, at sønderhakke Granens unge 192

5 Qviste, pakke dem vel sammen i et Kar, slaae derpaa Avner eller hakke Halm og hakkede Gran-Riis, det ene paa det andet i mange Lag. Derefter slaaes Vand paa med noget Salt (1 Mk. omtrent til 14 Nød), som saaledes bliver staaende i 24 Timer, at Granen kan meddele Avnerne og Halmen sin Fedme, og derved tabe noget i sin Skarphed. See Svenske Huusholdn. Journal for Febr Af Sygdomme vil jeg kun nævne Tørkesot, som er en indvortes Tæring, der omsider bliver dødelig. Rødsot eller Blodsot er meget giængs i den Deel af Hoved-Sognet, som grændser til Strømsøe, hvorom jeg allerede har meldt 4 mot Slutning, og sammesteds anført Grund derfor. Faarene ere her af en temmelig god Art, kaldet Halvskrottinger eller halv Engelske, og deraf holdes gemeenlig dobbelt saa mange som Køer. Dog giver et Faar kun 3 til 3 1/2 Mk. Uld, gildede Vædre undtagen, som give mere. Tilforn kunde man her sælge Uld i temmelig Mængde, men siden adskillige Huusfabriqver ere komne i Stand, behøver enhver sit, og det lidet som sælges, er blevet dyrere. Hr. Capit. Koss er den eneste, som har anlagt et Slags Schefferie, og derimod formindsket sine Fæe-Kreaturers Tal; han har og ved Forsøg befundet, at det er fordeelagtigere ikkun at klippe dem 1 Gang om Aaret, end 2 Gange, som ellers er brugeligt. At malke Faar er kun paa faa Steder i Brug. Ellers ere de herværende tørre og leeragtige Ekrer meget tienlige til at lade Faar paa om Sommeren, saasom de, hvor græsløse de end ere, kan giøre Faarene overmaade fede, og da man holder for at de æde Leeret, saa synes dette mere 193

6 end Græsset at fede dem. Kort sagt, disse tørre Egne ere for Faare-Avlingen meget beqvemme, derfor mærkes kun lidet til de ellers sædvanlige Faare-Sygdomme af Lungesot, Vattersot og Skab. Dog, hvor Marken er moradsig, og man ikke iagttager de fornødne Regler, ikke at slippe dem ud, førend Dug og Rimfrost er gaaen af Græsset, samt lader dem vænnes til for megen Drik, som ikkun bør gives dem hver anden Dag, der er det ikke usædvanligt, at Faarene vantrives og nedstyrter om Vaaren. Endeel gode Huusholdere ere derfor ikke meget for at give dem det ellers brugelige Salt Slikke, saasom de tørste deraf, og drikke for meget, naar de komme ud. Det synes altsaa, at dette Middel ei er tienligt, med mindre Faarene holdes inde, eller gaae i Indelukker, hvor de ei faae mere Vand, end det man giver dem. Om Geder og Bukke er ikke meget at sige, da de ikke holdes her i nogen Mængde. Paa de Gaarder som ligge under Kongsberg Bergværks District, som er hele Fiskum Sogn, ere de endog gandske forbudne for Skovens Skyld. En saa kaldet Stald- Buk holdes her gemeenlig Vinteren over i Heste Stalden, i den Tanke, at Hestene trives del deraf, ja man paastaaer, at Kopper og andre Sygdomme hos Heste, sætte sig paa saadan en Buk og forlade Hesten. Hvad Hesten spilder, opsamler Bukken, men da han ved det selvsamme gaaer under Hestens Bug og killer den med sine Horn, kan den derved let vænnes til at slaae bag op. Derfor ere Bukke uden Horn hertil best tienlige, og saadanne gives her undertiden, skiønt jeg aldrig har seet dem Nordenfields. 194

7 Sviin fødes og fedes her i temmelig Mængde, dog meest af dem, som enten bruge Brændeviins Brænderie, og dertil betiene sig af den overblevne Drank, eller af Møllere, som ikke gierne mangle Affald i Møllen at fede Sviin med. Et saadant velfedet Sviin sælges her for 20 Rdlr. Da her ikke drives meget paa Korn-Avling, saa lader sig let slutte, at en Bonde ikke kan holde mange Høns eller Giæs, som ellers hos Folk af Stand ere brugelige nok. 195