CASTILLA-LÉON. 8. DAG Zamora. (ca. 400 km i bus) Overnatning: Hostal Jarama (26 )

Transkript

1 CASTILLA-LÉON 8. DAG Zamora. (ca. 400 km i bus) Overnatning: Hostal Jarama (26 ) Stod sent op til morgenmad kl. 8. En mand havde overnattet på stedet for at lave morgenmad til mig alene!! Herefter skyndte jeg mig til busstationen, fordi jeg regnede med, at der ville gå en bus kl. 9 apropos mine tanker i går. Men den gik faktisk allerede kl. 8 så igen havde min intuition været rigtig. Den næste bus gik først kl Så var det med at vise evne til forandring/ændring i planer i stedet for at ærgre sig. Og det kunne jeg faktisk og selvfølgelig kom der noget godt ud af det. Jeg fandt en internet café og skrev til mine kære derhjemme, og var så heldig at få kontakt med min kæreste sjæleven, som sendte kærlige og støttende ord til mig. Kom med bussen, som forsinket ankom til Zamora kl næsten 8 timer i bus, men det gik nu meget smertefrit. Gik ind til centrum fra busstationen for at finde ruten igen, og for at få gået lidt i dag. Byen var nu ikke noget særligt, meget forfalden, synes jeg. Fik sello hos politiet og fandt herefter et hostal. Gik derefter tilbage til Plaza Mayor for at spise. Fik forskellige tapas og et glas vin. Sov kl og vågnede om natten ved at jeg frøs!!!! Det var meget underligt. Havde i løbet af dagen tænkt på, at der er flere og flere mennesker, som spørger mig, om jeg ikke er bange for at gå alene. Det er jeg jo ikke, men jeg tænker over, om jeg måske burde være det, når så mange spørger. Eller er det udtryk for deres egen angst? Eckhart Tolle har ret, de fleste mennesker drives enten af angst eller begær. Er jeg kommet længere end det????? 9. DAG Riego de Camino. 33 km (i alt 191 km) Albergue på loftet over en pensionistklub. (4 i donation!) Kom af sted 6.20, og fandt ud af byen i halvmørket uden problemer. Gik et stykke ad landevejen i et rigtig grimt industrikvarter. Tænkte at det er utroligt, hvad mennesker kan ødelægge det smukke landskab med. Troede jeg skulle have morgenmad i Roales de Pan efter 6 km, men det var et hul og intet at finde af nogen slags ud over en gammel mand, der var ude at gå morgentur. Han bekræftede mig i, at der var 11 km til et sted med liv! Så jeg måtte gå videre uden mad. Men det gik nu meget godt. Så det er altså ikke strengt nødvendigt med morgenmad. Jeg går ikke sukkerkold, som jeg havde frygtet. Bare jeg har vand og det havde jeg jo. Havde i øvrigt fået et kuldechok om morgenen. Det var 14 grader et temperaturfald på 30 grader. Det var noget jeg kunne mærke. Tænkte på den sweater, som jeg havde efterladt i Andalusiens hede. Jeg tog alt det tøj på jeg havde, og det var nok til at holde den kølige og stride vestenvind ude. Det føltes helt hjemligt at gå i sådant et vejr, og det var bestemt mit held, at vejret var køligt. I min turbeskrivelse stod der, at det var selvmord at gå her i det åbne marklandskab om sommeren midt på dagen og det var jo netop, det jeg gjorde. Hvad var det så at gå i Andalusien, hvor jeg havde overlevet 7 dages hedevandring?!?!?! Det var nok så bindegalt, at man ikke en gang ville skrive om det!! Da vejen bare gik lige ud, kunne jeg koncentrere mig helt om naturen. Var meget i nuet med blomsterne langs markvejen. Specielt de gule tidselblomster gjorde indtryk på mig. De var så smukke selv med deres tornede blade. Det gik rask derudad, og pludselig var jeg i Montamarta, hvor jeg endelig kunne få mad og drikke i en familiebar ved landevejen resten af landsbyen var ellers død. Herefter fulgte 12 km af samme skuffe, og igen glædede jeg mig over den friske vestenvind. Hele min venstre side var efterhånden godt nedkølet, men det var en meget velkommen forandring. Ved 3-tiden

2 nåede jeg næste restaurant, som også lå ved landevejen. Her fik jeg en velfortjent 3 retters menu (endnu engang valgte jeg merluza som hovedret) sammen med et par lastbilschauffører. Så manglede jeg bare 4 km! Men jeg var også ved at være træt. I Riego de Camino fandt jeg Bar el Pepe, hvor barmutter forklarede mig, hvor herberget lå. Jeg aftalte også med hende at komme og spise aftensmad kl. 21. Det var ikke en restaurant, men hun lavede mad specielt til pilgrimme. Jeg fandt pensionistklubben, hvor jeg skulle overnatte, nede i landsbyen. Da jeg trådte ind i lokalet, blev jeg mødt af en masse højtråbende, gamle mænd, der spillede kort. Der var ingen, der ænsede mig. Da jeg havde stået lidt, måtte jeg bede om hjælp, og én af mændene viste mig op ad en hønsetrappe til et stort loftsrum med 2 køjesenge. Det var en positiv overraskelse, for jeg havde læst, at man skulle ligge på gulvet. Heller ikke i dag fik jeg brug for mit medbragte liggeunderlag (det vejer 900 g, og jeg har mange gange overvejet at lade det ligge, men man ved jo aldrig.). Selvom jeg selvfølgelig savner lidt selskab ind imellem og måske trygheden ved at være sammen med nogen så er det alligevel rart at have det hele for sig selv. Masser af plads, og normalt ro og fred. Men ikke her. Hold da fast for en larm! Og det blev ikke spor bedre, da det senere blev kvindernes tur til at spille kort. De kan sandelig også råbe højt. Jeg fik duschet nede på mændenes toilet!! opgav dog at vaske tøj, da de hele tiden tog i døren. Jeg opgav også at sove siesta i den larm, gav mig i stedet til at ordne mine to små vabler. Og mens jeg sad med sterile servietter og nål og tråd, fik jeg besøg af la alcadesa (den kvindelige borgmester i landsbyen). En lille dame, som forklarede mig alle de praktiske ting som jeg godt vidste i forvejen meget omhyggeligt. Også hun spurgte, om jeg ikke var bange for at gå alene,..og jeg kom endda helt fra Danmark!! Hun ville vide, hvilket sprog man talte i Danmark, om det ikke var engelsk? Da jeg fortalte hende, at vi faktisk taler dansk, så hun undrende på mig. Det sprog havde hun aldrig hørt om! Men sød var hun da J Kl. 21 gik jeg op til Bar el Pepe for at spise i øvrigt var det begyndt at regne lidt, og det var faktisk lidt halvkoldt til min påklædning. Barmutter dækkede i al sin godhed op til mig i et koldt og snusket pulterrum vel fordi det skulle ligne el comedor (spisesalen, der hører til enhver bar, der serverer varm mad). Men jeg bad allernådigst om, jeg ikke godt måtte sidde inde i den varme bar med mennesker og fjernsyn. Det var ligesom lidt hyggeligere, syntes jeg. Hun serverede god, simpel mad, som jeg efterhånden værdsætter mere og mere. Men på et tidspunkt, da jeg sad fordybet over maden, kom hun og proppede et lille stykke serrano skinke (som er dyr mad) i munden på mig. Hun havde også selv stjålet et stykke ude i køkkenet. På vej op til baren, krydsede hun fingrene bag sin ryg, så kun jeg kunne se det. Det var vores lille hemmelighed. Pudsig oplevelse. Tilbage i pensionistklubben var alle damerne ved at gå. De så alle meget nysgerrigt på mig og kom med søde spørgsmål. Jeg sidder nu og venter på, at de sidste to tumper skal slukke for fjernsynet og gå hjem. De to mænd kom efter at damerne var gået, måske for at rydde op. De sad bare og gloede usandsynligt dumt på mig, da jeg kom ned for at tisse og børste tænder. Med et blik jeg bestemt ikke brød mig om. Jeg er faktisk ikke helt tryg ved dem, og heller ikke ved tanken om, at de har nøglen hertil, og jeg ingen har. Hvis de låser døren ud til hønsetrappen, har jeg ikke en chance for at komme ud herfra igen. Og de så ærligt talt ikke for kvikke ud. Før jeg kunne falde i søvn, måtte jeg bede min skytsengel Angel om at stå vagt ved døren. Og han var også med mig nede og tisse om natten for selvfølgelig skulle jeg tisse lige netop den nat, bla. fordi jeg faktisk lå og havde kulderystelser. Min krop har svært ved at vænne sig til den store temperaturforandring. Men mændene havde ikke låst døren, heldigvis. Så måske var de ikke så tumpede alligevel! 10. DAG Tábara. 34 km (i alt 225 km) Hostal Galicia (10 )

3 Vækkeuret ringede ikke så jeg sov (igen) over mig. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der går galt. Men det er åbenbart meget svært for sådan et B-menneske som mig at komme tidligt op om morgenen, når det stadig er helt mørkt. Vågen og frisk er jeg i hvert fald ikke hverken kl. 5 eller 6. Jeg vågnede kl ved at én af mændene var ved at vaske gulv og derfor skramlede helt vildt med stolene. Da jeg kom ned for at vaske mig, sagde han en helt masse til mig med en lille cigarstump i munden, så jeg forstod ikke noget som helst. Men han var meget imødekommende, kunne jeg mærke. Jeg kom af sted kl og barmutter stod og vinkede farvel til mig, da jeg kom forbi El Pepe. Vejret var rimeligt koldt, omkring grader, vil jeg tro, og det blæste stadigvæk fra vest, men ikke helt så vildt som i går. ( Så i øvrigt i TV i går, at mininumtemperaturen i Burgos var 3 grader!!! Godt man ikke går der. (El Camino francés går derigennem). Kom fint til Granjo de la Moruela, hvor alt som vanligt var lukket til min skuffelse. Men så skete der en forandring. Jeg spurgte selvfølgelig nogle mennesker, om der fandtes en bar eller et panadería, der var åbent. Hvad de svarede nej til. Men op ad den stejle bakke kommer nu landsbytossen og siger til mig: Kom med mig! Jeg havde ellers fået nok af grimme, imbecile, gamle mænd dagen før, men nu overgiver jeg mig helt til ham. Han fører mig først op til et åbent panadería, hvor han pænt venter udenfor, mens jeg køber lækkert friskbagt brød. Derefter går vi sammen op til Bar el Peregrino (Pilgrimsbaren), som var lukket. Han råber og banker på døren, indtil gammelmor kommer til syne i et vindue. Og så siger han til mig: Du skal ikke gå. De kommer nu. Og så gik han, før jeg fik sagt tak. Gammelmor laver mig en stor kop café con leche og jeg får nogle magdalenas (søde sandkager, som man spiser til morgenmad). Hun siger ikke så meget, da hun lige er blevet revet ud af sin seng, men det allestedsnærværende og højtlarmende fjernsyn får hun da tændt for! Jeg kommer herefter fint ud ad byen, følger den rigtig pil mod Ourense, da det er i den her by, at La vía de la Plata går videre mod Astorga og derfra videre ad El Camino francés. Jeg følger nu La vía mozárabe over Ourense spændende om der også her er pile, tænker jeg. Hvilket det viser sig, at der er. Mens jeg går og mediterer ud ad en grusvej og siger mit mantra: Om mani padme hum kommer ordet tillid til mig eller jeg snarere mærker tillid i hele min krop. Jeg skal bare have tillid til mennesker lige meget hvordan de ser ud eller opfører sig. Jeg skal tro på, at de vil mig det godt. Selv landsbytosser og andre tumper skal jeg blot vise tillid. Så vil de også have tillid til mig. Og så behøver jeg ikke være utryg ved dem og undgå dem. Det føles som en meget stor befrielse. Efter et stykke tid med de sædvanlige marker kom jeg til floden Elsa med en flot romansk aquadukt. På den anden side af floden var der klipper og en græsbred, hvor jeg kunne holde pause. Det var et helt fantastisk smukt og fredfyldt sted, hvor jeg bare kunne sidde og lytte til vandets brusen og betragte den smukke natur. Ren væren! Herefter gik det videre op i klipperne hårdt, men også sjovt efter alle de grusveje! Senere, mens jeg gik, kom følelsen af tillid igen, denne gang bare meget stærkere. Jeg kunne mærke, at det er tillid til vejen el camino jeg skal have. Jeg behøver ikke hele tiden have kontrol. Der er pile nok, jeg skal nok komme frem (et eller andet sted i hvert fald!). Jeg fik pludselig den indskydelse at gå helt uden min guide. Bare følge pilene, og så se hvad der sker. Det gjorde jeg så resten af dagen, og det gik også fint. Fik dejlig lidt sen - comida (spaniernes varme måltid med 3 retter ved tiden) på en bar hvor mutter igen lavede det specielt til mig. Det er herligt som folk viser mig omsorg. Det værdsætter jeg virkelig. Selvom jeg havde forestillet mig, at det skulle være omvendt. Næste stop var Tábara. Jeg fandt - igen med hjælp - herberget, men det lå afsides og så ikke særlig hyggeligt ud, og jeg havde i øvrigt også glemt at få nøglen på Rådhuset, så jeg valgte Hostal Galicía ved landevejen. Det lå nu også uden for byen og var heller ikke særlig hyggeligt, og værelset var bestemt ikke de 10 værd. Men jeg var dødtræt og faldt om på sengen og sov til kl. 22. Herefter gik jeg ned i baren og fik en bocadillo (spansk sandwich) og herefter gik jeg i seng igen.

4 11. DAG Santa Croya de Tera. 25 km (i alt 250 km) Overnatning: Albergue de Anita (8 ) Sov igen for længe! Men vejret var koldt, så det var okay. Fik morgenmad i baren og en bocadillo med til turen. Gik i dejligt solskin og tænkte, at jeg har været heldig med vejret trods alt! Gik det første lange stykke på de sædvanlig markveje. Sagde mit mantra, og det går efterhånden hurtigt med at komme ind. Og disse markveje er meget ideelle til gå-meditation, fordi man ikke behøver at koncentrere sig om vejen. Dog skal man ved hvert vejkryds holde godt øje med pilene. For det kunne jo være, at man skulle dreje til højre eller venstre. Det ved man aldrig! Jeg prøvede virkelig at have tillid til vejen. Men der var for det første ikke mange pile, og for det andet så jeg ikke altid ordentlig efter, så derfor gik jeg flere gange den forkerte vej. Så budskabet er: hav tillid til vejen også selvom du ikke ved om du er på rette vej, men vær opmærksom hele tiden. Det, jeg synes, er så fantastisk ved at gå Caminoen, er, at det, man oplever her helt konkret, uden videre kan overføres til selve livet. Så den indsigt, jeg her havde fået, handler om, at jeg skal have tillid til den vej, jeg går i mit liv. Jeg skal have tillid til, at det er det rigtige, jeg gør, selvom jeg ikke har kontrol over situationen, og selvom jeg ikke ved, hvor vejen ender. Men jeg skal hele tiden være opmærksom, for jeg kan let fare vild. Men igen skal jeg have tillid til, at jeg finder tilbage til vejen. Og hele tiden skal jeg lytte meget omhyggeligt til min intuition. Uden for en lille landsby satte jeg mig på en græsmark og spiste min medbragte bocadillo. Et midaldrende par kom forbi, og kvinden spurgte mig (igen), om jeg gik alene, og om jeg ikke var bange (de spørger vel aldrig mænd!!) Næste gang skal jeg huske og spørge: Bange for hvad? Nej, det eneste jeg føler, jeg virkelig er bange for, er alle de vilde, aggressive hunde, som jeg møder i de fleste landsbyer. Dem er jeg bestemt ikke glad for. Men ellers er jeg dybest set ikke bange for noget. Min utryghed ved de grimme mænd, har jeg nu fået vendt til tillid. Og andre menneskers angst og lidelse skal altså ikke føre mig på afveje og gøre mig bange. Men jeg ser deres smerte tydeligere nu. Men folk tror måske, at jeg er bange for at fare vild. Jo, men ét eller andet sted havner man jo altid, selvom det måske ikke lige var det sted, man havde forestillet sig. Efter min pause gik jeg i en dejlig lund med poppeltræer og utroligt mange sort-hvide sommerfugle. Jeg var helt opslugt af sommerfuglene, som fløj tæt omkring mig. Jeg så en landsby lidt i det fjerne og tænkte, at den skulle jeg nok igennem. Men da jeg kom dertil, viste det sig at være forkert. Det var ikke min vej, og jeg måtte vende om, og gå tilbage til sidste pil som, da jeg så ordentlig efter faktisk viste, at jeg skulle dreje til højre op i bjergene. Endnu en gang havde jeg fået vist, hvad det handler om!! Inden jeg nåede til dalen, som floden Tera gør til den mest frugtbare i provinsen Zamora, havde jeg kraftige både op- og nedture, men jeg tog knæbind på og klarede det uden problemer. Kom til Santa Croya de Tera ved 14-tiden og var slet ikke mast. Denne længde (ca. 25 km) er optimal for mig, men jeg kan se, at jeg bliver nødt til at gå længere de fleste dage, ellers når jeg det ikke. Nå, men time will show. Alberguet lå i udkanten af landsbyen. Det var helt nyt og utroligt lækkert. Det blev drevet af ægteparret Anita og Domingo, som talte tysk, fordi de havde arbejdet 6 år i Tyskland. Og her var sørme en ung tysker mere! Tim, 18 år og fra Hamburg. Ham snakkede jeg med, mens vi fik serveret den dejligste comida i den lille gårdhave. Han talte tysk og jeg talte engelsk og senere kom Domingo og vi to talte spansk sammen, mens Tim og han talte tysk. Rimeligt internationalt og forvirrende. Og efter mucho vino blandede jeg alle tre sprog godt og grundigt sammen. Sov herefter en dejlig, lang siesta zzzzzzz! Da jeg vågnede, fik jeg bad, ordnede vasketøj og satte mig i urtehaven og læste og skrev dagbog. Senere fik vi serveret la cena (den sene aftensmad, som også består af 3 retter!) ude i gården, men det var efterhånden lidt køligt. Jeg begyndte faktisk at savne den varme aftenluft fra Andalusien. Domingo forklarede mig, hvor der var gode herberg, og han gav mig en fotokopi af den sidste del af La viá de la Plata guiden den bog som jeg skulle have købt og haft med. Den starter ved Lubián, så om 3 dage

5 har jeg en rigtig guide!! Og jeg kan smide den anden vejbeskrivelse, som jeg til dels har gået efter, væk. Den er for gammel og passer alligevel ikke. Desuden tilbød Domingo at køre Tim og mig et stykke vej i morgen tidlig, så dagens etape ikke bliver så lang. Det er vældig sødt af ham, synes jeg. 12. DAG Mombuye. 27 km + 11 km kørt. (i alt 277 km) Overnatning: Albergue Municipal (gratis) Stod op kl. 7 og fik fælles morgenmad kl Herefter kørte Domingo os til en landsby 11 km væk. Herfra gik Tim og jeg sammen. Vi passede meget godt i tempo, selvom han gik hurtigt. Vi gik i et meget incómodo ( ubekemt ) buskads, men det var faktisk sjovt. Det var næsten som en regnskov, og vi kunne godt have brugt en machete. Senere gik vi langs en meget smuk embalse (kunstig sø). I Rionegro del Puente fandt vi en (åben!) bar, hvor vi holdt et lille hvil. Men det var ellers ikke mange pauser det blev til. Den unge mand ville fremad! Den sidste strækning gik over en slags hede langs motorvej og landevej. Ikke særlig interessant i middagsvarmen. Tim gik hurtigt og kom langt foran mig. Jeg satte musik i ørerne for at blive lidt distraheret. Jeg synes, det er hyggeligt med selskab, og det er selvfølgelig trygt at følges med én, men jeg foretrækker nu at gå alene. Med de ulemper der er. Jeg når bestemt at tænke og føle mere, når jeg er alene. Og har også muligheden for at gå-meditere. Vi nåede til Mombuye kl. 15 og fandt restauranten, hvor vi skulle have nøglen til det meget lille herberg. Et lille stenhus ved siden af kirken med ca. 6 madrasser. Mens vi sov en tiltrængt siesta efter en dejlig menu del día på restauranten, kom der en spanier, som også straks lagde sig til at sove. Efter en dusch gik Tim og jeg i supermercado og herefter på bar, hvor jeg nu sidder og skriver. I morgen skilles vores veje, da han vil gå helt til Pueblo de Sanabria og jeg kun til El Palacio de Sanabria, hvor jeg satser på at finde et sted at overnatte. Der er nemlig hverken herberg eller hostales. Da jeg kom tilbage til herberget, var der kommet 6 cyklister mere, så der var trangt i det bitte herberg, da flere af dem jo måtte sove på gulvet. Men det var alligevel hyggeligt at være så mange sammen for første gang på denne tur. 13. DAG El Pueblo de Sanabria. 38 km (i alt 315 km) Overnatning: Hostal Carlos V (25 ) Stod op kl sammen med Tim og spanieren. Fik sagt farvel til Tim, som ville gå ad landevejen for at komme hurtigere til Santiago. Satte mig ved kirken i halvmørket og fik et par bananer og noget juice. Spanieren kom, og vi fulgtes ad et stykke vej. Han hedder Ladis, 59 år og er skolelærer fra Palencia. Vi fik snakket lidt, inden jeg gik videre, fordi mit gå-tempo er hurtigere end hans. Gik igennem nogle små og meget idylliske landsbyer. Man kan godt se, at vi nærmer os Galicien. Det hele er meget pænere og renere der end her i Castilla-León. Fik dejlig desayuno (morgenmad bestående af kaffe og ristet brød) i Asturianos og herefter gik det igennem et fredfyldt og smukt skovlandskab. Jeg havde fået selskab af en lille, sød hund, som jeg tidligere havde mødt på en mark med får og køer. Den ventede simpelthen på mig uden for baren. Den fulgte med mig helt til Palacio de Sanabria. Her mødte jeg Ladis, som var faret vild, og som derfor var gået ad landevejen. Kl. var kun 12, og der var kun 12 km til El Pueblo de Sanabria, så jeg besluttede mig for at gå videre alligevel, og det gik egentlig ret godt dejligt landskab til at begynde med lyttede til Åge Aleksandersens herlige musik, og følte fuglens frihed. Smådansede næsten med armene ud til siden. Herligt! Men til sidst var det bare landevej og under/over motorvejen op til 4-5 gange!!! Det var ikke særlig ophidsende.

6 Ankom til puebloen kl. 15, og var da godt træt, men dog ikke helt udkørt efter 8½ times vandring. Troede ikke, at der var noget herberg og fandt derfor et hostal, hvor jeg fik dejlig mad og vin på fortovscaféen efter en hurtig dusch. Herefter siesta i et par timer. Tænkte, at jeg faktisk er ved at bygge en rutine op. Og det er spændende, om jeg kan føle glæde ved den, eller om jeg kører træt i rutinen, som jeg plejer. Fik efter siestaen et herligt karbad hot hot og det gik ind i alle knogler og muskler. Hvis man kunne få det hver dag, var det ingen sag. Men jeg nyder det jo nok mere, fordi det er en sjældenhed. Men godt gjorde det helt sikkert. Herefter gik jeg ud i byen og købte mig en fleeze-agtig trøje (i stedet for den sweater jeg efterlod i Andalusien) til de kølige morgener/aftener. Den skal jeg nok blive glad for, selvom den vejer. Så gik jeg op til kirken og borgen, som ligger helt oppe på toppen af bjerget. Her er meget historisk og smukt. Og her mødte jeg (igen!) Ladis. Han havde fundet et herberg som var en sal på rådhuset. Muy mal (meget dårligt), som han sagde. Ingen bad, ingen toilet, ingenting. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke også tog et hostal. Han fortalte i øvrigt, at han havde mødt Tim, og at han boede samme sted som mig. Gik herefter tilbage til mit hostal og fik mad og drikke. Og var som altid godt træt, da jeg gik i seng ved 11-tiden. 14. DAG Pardonelo. 28 km (i alt 343 km) Overnatning: Hotel Pardonelo (18 ) Stod op og spiste desayuno i receptionen, som jeg havde bestilt dagen i forvejen. Den bestod af kold termokaffe, cornflakes uden mælk og magdalenas til 2! Gik op til borgen igen, denne gang en hård stigning med rygsæk. Her stod minsandten Ladis klar til at gå han skulle lige børste tænder ved fuenten. Vi fulgtes ad derudad og fik igen en god diskussion så godt som jeg nu kunne på spansk. Vi var ikke helt sikre på afmærkningen, som førte os nogle underlige steder hen, f.eks. til vandløb, hvor vi ikke kunne komme over, eller midt ud på en mark, hvor man ikke anede i hvilken retning, man skulle gå. Men vi kom dog hele tiden tilbage til landevejen, og gik i den rigtige retning: med den opstående sol i nakken. Efter en lille landsby gik det dog galt, idet vi begge to hver for sig endte oppe i et skovområde, og her holdt pilene simpelthen op. Jeg var faktisk meget sikker på, at vi var gået forkert, men den eneste anden mulighed var spærret med pigtråd, så vi så ligesom ikke andet alternativ end at fortsætte. Men da landsbyen Requejo, som vi efter planen skulle være meget tæt på, ikke dukkede op, var jeg 100% sikker på, at vi var gået forkert og alligevel gik jeg/vi videre i håbet om, at det var den rigtige vej eller at den i det mindste ville ende et sted. Men ingen af delene var rigtigt! Vejen fortsatte bare op og op - ad mindre og mindre stier langs et klukkende vandløb. Det var meget smukt og utrolig grønt og dejligt i solskinnet. Men til sidst kunne vi kun se grønne bjergskråninger til alle sider og stien var stoppet i et krat! Vi kunne simpelthen ikke komme videre. Der var ikke andet at gøre end at vende om, hvor surt det end var, og forsøge at finde vejen igen. Men det var ikke helt let. Faktisk var det umuligt, viste det sig. Det endte med, at vi i mere end 2 timer vadede rundt i vandløb, mudrede marker (på et tidspunkt sad mine støvler fast i mudder til over anklerne), højt bregnekrat og andet kradsende buskads (og Ladis havde bare ben!) samt høje træer, der gjorde det helt umuligt for os at orientere os. På et tidspunkt var vi lukket inde af nogle stendiger, som vi måtte kravle over hele tiden. Ladis var begyndt at blive nervøs, kunne jeg høre på hans konstante snak, som jeg ikke orkede at svare på. Jeg var mest træt, tror jeg. Mine ben rystede under mig efterhånden. Tanken om, at vi som sidste udvej kunne blive nødt til at ringe 112 efter en helikopter, strejfede os begge fandt vi senere ud af! Men ved fælles hjælp nåede vi på et tidspunkt ud af skov og krat ud på åbent land, og herfra kunne vi langt, langt nede skimte motorvejen og derunder landevejen. Civilisation juhuuu!!! Men hvordan man kom derned, var svært at overskue. Vi vadede igennem meterhøjt buskads (lyngagtigt, men tørt til en afveksling!), og pludselig dukkede der en sti op, som senere blev til en camino. Den fulgte

7 vi så et langt stykke, kom over motorvejen ad en bro, og endte i.ja, Requejo, som vi skulle have passeret for mere end 3 timer siden, og hvor jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have haft min morgen café con leche. Men sikke en herlig fornemmelse, og i stedet for kaffe bestilte jeg en øl og en kæmpe bocadillo. Vi satte os uden for baren og fik set på skaderne. Men det var mest mudder og smårifter. Ladis ville videre til Lubián, så han gik efter et stykke tid. Han ville gerne have haft mig med, men jeg måtte simpelthen hvile lidt mere, før jeg var i stand til at gå igen. Jeg endte dog med at gå efter en times tid ad landevejen denne gang opad for anden gang den dag ad den samme bjergside. Men det var trygt at vide, hvor man var! I min vejbeskrivelse stod der i øvrigt, at man skulle have god orienteringssans og være vovemodig og parat til at overnatte i det fri, hvis man valgte at gå gennem bjergpasset ad naturstier. De holdt nemlig op på et tidspunkt, og man måtte selv finde ned til landevejen. Ja, det skulle jeg jo nok have læst INDEN vi fortsatte ud på vores farefulde eventyr. Men sjovt var det at læse bagefter, synes jeg. Og det var godt at bemærke hvor lidt panik, der egentlig gik i mig i sådan en situation. Selvfølgelig var jeg ikke alene, men jeg var bestemt den mest rolige af os to. Nå, men jeg nåede frem til Padornelo ved tiden godt udkørt. Et lille hul ved landevejen, men dog med et hotel, hvor jeg indlogerede mig efter en lang og meget begivenhedsrig dag. Mine ben ville slet ikke falde til ro, da jeg lagde mig for at hvile mig. De blev ved med at spjætte i krampelignende ryk. Inden jeg lagde mig, havde jeg dog tvunget mig selv til at vaske mit mudrede tøj, så det kunne nå at tørre herinde på mit værelse. Fik hængt en intermistisk tørresnor op fra badeværelset og ud i gangen, og her hang det så og dryppede lystigt på gulvet! Var lige oppe i restauranten ved 21-tiden og få lidt mad sammen med alle lastbilschaufførerne mange fra Portugal kunne jeg høre som overnattede på hotellet. Og så tilbage i seng igen. 15. DAG La Gudiña. 32 km. (i alt 375 km) Overnatning: Albergue Municipal (gratis) Sov lidt længe trængte ærlig talt til det og mit vasketøj skulle også først være tørt (havde været oppe i nattens løb og vende det). Det var nu lidt halvklamt at tage på, men det er det eneste, jeg har, så der var ligesom ikke noget alternativ. Fik desayuno i restauranten og gik ved 8-tiden. Tog landevejen til Lubían havde endnu ikke lyst til flere bjergstier! Her holdt jeg en lille pause kl. 10 og tænkte på Ladis, som vel var nået hertil i går. Det havde jeg ikke klaret på det tidspunkt, tror jeg. Herefter gik det videre ad den gamle landevej i nærheden af motorvejen. Det gik op og op og til sidst nåede jeg Alto de Canda (bjegpasset), hvor Galicien begynder. Jeg startede med at gå forkert, men klog af skade vendte jeg dog hurtigt om, da der ikke var nogle gule pile. Valgte et stykke af vejen caminoen mellem klippestykker og dårlige stier, men besluttede til sidst simpelthen blot at tage landevejen resten af vejen. Nåede frem ved tiden i nogenlunde rimelig form efter mere end 10 timers ret kedsommelig vandring ad landevej det meste af tiden. Dejligt nyt albergue, hvor der for første gang var en mand, der tog imod mig. Man mærker, at vi er nærmere ved målet nu. Og minsandten om der ikke var kommet flere peregrinos fire mænd fra Bilbao og én fra Murcia. Det var faktisk hyggeligt med lidt selskab. Har tænkt meget på, at jeg er den eneste kvinde blandt disse mænd. Og ikke bare er jeg den eneste kvinde, men også den eneste dansker. Hvor er kvinderne henne??? Og hvorfor er der ingen eller i hvert fald meget få danskere som går denne rute??? Det forstår jeg ikke. Nå, men jeg fik hvilet mig lidt. Havde igen problemer med spjættende ben, men fik dog sovet et par timer. Efter en dusch gik jeg ned i byen og her mødte jeg Ladis, som var meget overrasket over at se mig. Han havde ikke regnet med, at jeg ville gå så langt. Efter at have handlet gik vi på bar for at få lidt mad. Herefter hjem i seng, hvor de andre allerede sov. En lidt urolig nat, fordi min krop ikke rigtig kunne finde ro. Det var det gamle symptom, som jeg kender fra mine tidligere camino-ture, kroppen vil hellere gå end falde til ro. Men det lykkedes mig dog til sidst at falde i søvn.