2.s.i fasten. A Matt 156,21-28 Salmer: Kvinde, din tro er stor, siger Jesus til den kanaanæiske kvinde.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "2.s.i fasten. A Matt 156,21-28 Salmer: Kvinde, din tro er stor, siger Jesus til den kanaanæiske kvinde."

Thomas Laursen
5 år siden
Visninger:

1 2.s.i fasten. A Matt 156,21-28 Salmer: Kvinde, din tro er stor, siger Jesus til den kanaanæiske kvinde. Men hvad mener Jesus med det? Jo, han kender hjerterne, kan man sige, -og derfor kan han se, at kvindens tro er stor. Men nu er historien fortalt til os i dag, og hvad kan vi forbinde med kvindens store tro, hvad er det, hun gør og siger, hvordan er det, hun viser sin store tro? Det er det afgørende for os i dag. Hun går til Jesus, fordi hun søger hans hjælp til sin syge datter. Forbarm dig over mig, beder hun. Det specielle er, at hun er kanaanæer og Jesus jøde, og for en jøde var kanaanæerene ikke nogen, man ville have med at gøre, -de blev anset som urene. Så kvinden overskrider en ellers klar grænse, og det ved hun godt. Men når man er i nød, -i den dybeste nød, -når ens børn er syge, så viger man ikke tilbage for noget i en søgen efter at få hjælp til sit barn. Og rygtet om Jesus spredtes over hele Israel, -ja ud over Israels grænser. Rygtet sagde om Jesus, at han kunne hjælpe. 1

2 Og derfor beder hun så inderligt Jesus om hjælp, selvom det betød, at grænser blev brudt. Og da Jesus oplever kvindens iver og beslutsomhed, så bryder Jesus grænserne ned og hjælper kvinden, hører hendes bøn og helbreder hendes datter. Og siger: Din tro er stor, -men dén tro, den store tro er en kæmpevilje til at trænge igennem til Jesus og få ham til at hjælpe, selvom han var jøde og som han siger: Sendt til de fortabte får af Israels hus og ikke andre. Det er den indtrængende bøn, der er afgørende. Det er det, at kvinden holder fast ved, at Jesus har magt til at hjælpe og også vil det, når hun beder om det. Det er det, Jesus kalder tro. Kvinden tror, at nød overskrider grænser, at når et barn er syg, så vil alle hjælpe, instinktivt, og så spørger man ikke om man er jøde eller ej. Hvad er tro på Gud? Hvordan forstår vi det: Når vi siger trosbekendelsen? Når vi bekender os som kristne? Hvad vil det sige at tro på Gud? Er det kun at råbe sin nød ud og bede Gud om at hjælpe, hvis man er syg eller ens pårørende er. Nej vel? Hvad er tro? Er det ikke så 2

3 langt mere end det, den kanaanæiske kvinde viser ved dette møde med Jesus? I fredags var der i Kristeligt Dagblad et brev til brevkassen spørg om livet, der havde følgende overskrift: Det piner mig, at min tro bliver mindre, mens jeg har det svært. Hver fredag er der sådan et brevkasse-spørgsmål, og det er et psykolog-ægtepar, der prøver at besvare spørgsmålet, og det er bestemt ofte gode råd der gives og gode problemstillinger der bliver taget op, ofte med en religiøs baggrund. I brevet beskriver kvinden, hvordan hun er inde i en svær periode af sit liv, - både arbejdsmæssigt og personligt, og hun er alvorlig bange for, at hun er i en form for depressiv tilstand. Og så skriver hun følgende: Det, der piner mig, er, at jeg normalt har en rigtig tryg tro på Gud. Jeg er vokset op med en mor, som var troende, og hun formidlede igennem den måde, hun var på, og igennem det, hun sagde, at vi har en god far i himlen, der vil os det godt, og som elsker os mere, end 3

4 vi mennesker kan forestille os. Det har jeg sådan set haft med mig hele vejen igennem livet som en urokkelig tryghed og tro. Men lige nu, -fortsætter hun, -lige nu, når jeg igennem lang tid har haft det svært, synes jeg, at min tro bliver mindre og mindre, og det er, som om Gud er helt væk. Jeg orker næsten ikke at bede, og hvis jeg gør det, synes jeg ikke, ordene når længere end op til loftet. Det er en oprigtig sorg for mig, at jeg skal kæmpe med det også for det har normalt været mit faste anker. Man tænker: hvor er hun plaget denne kvinde. Og hun er da også selv klar over, -som hun siger videre i brevet, at hun måske skal gå til læge og få medicin mod sin depression. Men hvorfor er hendes tro forsvundet? Og hvad er tro for hende, siden den kan gå så meget i stykker netop, når hun måske havde allermest behov for den? Hvad svarer så brevkassens to livskloge psykologer. Ja, det er et langt svar, som mest centrerer sig om det med depressionen, og hvad det kan betyde af sortsyn og 4

5 følelse af forladthed -også af Gud. Som de siger: det er almindeligt, at tro og tryghed og ens indre billede af Gud kan påvirkes i betydelig grad, når sindet er stemt så meget i mol, som det er under en depression. Depressionen lægger på en måde et mørkt slør eller forvrænget filter ind over vores tanker om os selv, andre og Gud. Det er ikke bare floskler, -som du skal se det går nok, eller Gud er der og Gud skal nok hjælpe dig. Det er ikke sådan noget, de tager frem, for det har hun ikke brug for her og nu. De tager hendes sindstilstand alvorligt og siger, at det er sådan, og at hun måske på en måde skal holde en pause med at bede, at hun skal tillade sig at skælde ud på Gud, og som de siger: Vi tror, at Gud er en, der lider med i mørket. De siger ikke, at Gud nok skal sprede mørket, bare hun tror nok. De ser, at kvinden skal have hjælp, og hun måske på sigt skal nyformulere sin tro på Gud. Det er så meget nemmere at tro på Gud, når alt går godt, -når vi sejler i smulte vande. Det er nemt at tro på Gud, når man møder Jesus, og han helbreder ens datter. Det 5

6 nemt at tro på Gud, når man møder Jesus i et kapel et smukt sted i Spanien. Det er nemt at tro på Gud, når man efter en tid i mørket pludselig igen får øje på lyset, og den tunge sten for brystet ikke er der længere. Det er nemmere at tro på Gud, når vi kan stå op til en ny dag med helbredet i god gænge, og en tryg dag i fred og overflod venter. Og det er der ikke noget forkert i. Det er ikke forkert at sige, at jeg tror på Gud, som en himmelsk far, der elsker mig og nærer omsorg for mig, der hjælper mig og støtter mig. Og der er intet forkert i at sige, at man har oplevet, at livet er fuld af små undere givet én af Gud. Sådan kunne brevskriveren i Kristelig Dagblad også have skrevet førhen, -før hendes begyndende mørke sind. Men nu kan hun ikke. Nu oplever hun det helt anderledes. Og det er bestemt også en virkelighed. På en måde er hendes tro nu anderledes. Den er ikke væk. Hun fornægter ikke Gud. Men det er ikke længere den trygge ubekymrede fadertro. Hendes liv, hendes helbred har undergået en voldsom ændring, og det betyder, at hun på en måde skal genfinde sin tro 6

7 på Gud, nyformulere den, forstå, hvad tro ikke er -på en måde. Tro er jo også, at vi ikke får, hvad vi beder om. Tro er også, at vi ikke føler, at Gud hjælper os, at han ikke får mørket til at forsvinde, og depressionen eller en anden sygdom til at forsvinde væk fra os. Tro er også at iagttage, at døden høster, og høster uretfærdigt og helt uforståeligt. Tro er også det lidet, at han er den, der lider med i mørket. Det lidet, -siger jeg, -for det er ikke det, man beder om, at Gud gør, - lider med i mørket, -nej man beder, beder indtrængende, vedholdende om, at lidelsen tages fra os. Men det gør Gud ikke altid. Det er smerten. Gud hjalp den kanaanæiske kvinde, blev bevæget af hendes iver og påtrængende måde. Men hvad skal den kvinde, der ikke fornemmer et Guds nærvær, -en Guds hjælp i voldsomme trængsler, -hvad skal hun bruge den historie til? Hvorfor hjælper Jesus den kvinde og ikke mig? Det afgørende er at sige det, som det er, og med den samme gode indføling som ses i Kristeligt Dagblads 7

8 brevkasse. Der er ingen nemme løsninger. Hvis man føler sin tro tabt på gulvet, hvis man føler sig forladt af Gud, -så er det sådan, man føler det, og så er der ingen trøstende ord, der kan få det til at forsvinde med et snuptag. Det tager tid. De trøstende ord skal siges, men med ægte indføling og forståelse for, at tro på Gud ikke altid og for alle er en klippe, men sommetider kan føles som forfærdelig skrøbelig, fordi man prøves i livet, og prøves mere end, -langt mere end man synes foreneligt med en kærlig og almægtig Gud og far i himlen. Så kan det tage tid, og nogle finder aldrig tilbage til en tro på Gud. Andre oplever, hvordan tiden modnedes, og man alligevel så, at Gud var der og led med i mørket og viste vejen ud af mørket, den vej som man ikke selv kunne få øje på. Kvinde din tro er stor, sagde Jesus. Men kvindens tro var at trygle og bede. Og hun fik, hvad hun bad om. Men troen var der før helbredelsen af den syge datter. Det var ikke hendes tro, der gjorde datteren rask. Det var Jesus, der gjorde underet, som et tegn. Et tegn på, 8

9 at Guds kærlighed overvinder alle grænser, overvinder alt. Men selvom vi siger, at tro flytter bjerge, så kan end ikke en kæmpe-tro, en livslang inderlig tro sikre os mod ulykke, sygdom og død. Sådan er livet, -både så rigt og givende, men også ond og barsk, og det kan ingen tro sikre os helt og aldeles mod. Men troen kan hjælpe os med at bære det, vi skal møde, hjælpe os til at bære en svær skæbne, hjælpe os til at forstå, at troen på Gud ikke gøres til skamme, for den sidste hjælp, hjælpen gennem vores død og frem til det evige liv, - den hjælp frarøves os aldrig, -den er os vis. At tro er at komme til det, der er større, end vi kan forstå, skal vi synge herefter. At tro er også at komme til det mørke, til lidelsen, til følelsen af at være forladt og uden øje for Gud. Men det forstår Gud, -og han forlader os ikke. Han er der, også når det mørke synes os at have overtaget og dækker for lyset. Der er altid sprækker for Guds lys. Guds lys kommer til os, -det er hans løfte, også når vi ikke på nogen måde kan føle, at vores tro er stor. Gud tror på os. Og det er mere end 9

10 rigeligt. Det er der, vi skal få tro, håb og kærlighed fra, -og det i alle livets situationer. Amen. 10

Relaterede dokumenter

Prædiken. 12.s.e.trin.A. 2015 Mark 7,31-37 Salmer: 403-309-160 413-424-11 Når vi hører sådan en øjenvidneskildring om en af Jesu underfulde

Prædiken. 12.s.e.trin.A. 2015 Mark 7,31-37 Salmer: 403-309-160 413-424-11 Når vi hører sådan en øjenvidneskildring om en af Jesu underfulde helbredelser og skal overveje, hvad betydning den har for os