feirrift Drachmann, Povl Fortid og fremtid : tanker om Danmark

Transkript

1 feirrift Drachmann, Povl Fortid og fremtid : tanker om Danmark

2 r

3 ^^^ FORTID OG FREMTID TANKER OM DANMARK AF POVL DRACHMANN G. E. C. GADS FORLAG KØBENHAVN 1916

4

5 FORTID OG FREMTID TANKER OM DANMARK AF POVL DRACHMANN <e?*:v<''?'^ i5fc' G. E. C. GADS FORLAG KØBENHAVN 1916

6 11' Pi TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMWELKIÆR)

7 Naar FORORD man betænker Dybden og Rækkevidden af det Verdensdrama, vi er Tilskuere til, fyldes man af en egen Uro ved at se, hvor ringe Spor det i Virkeligheden har sat sig hos os. Ikke materielt, bevares, der er Vanskeligheder, Dyrtid og Gullasch-Guld i tilstrækkelig Grad, der daglig minder os om Krigen. Der er ogsaa i store Kredse en stærk Depression, og hvor unaturligt vilde det være andet overfor de Rædsler, Verden er fyldt med til Overflod. Men der er et, man forgæves spejder efter, det er Indvirkningen paa selve Folkesjælen dette mægtige»noget«, hvori ligesom alle de enkeltes Vilje og Kraft fortætter sig, skabende af Indbyggernes uensartede Masser et Folk. Det berettes som Tegn paa økonomisk Kraft i krigsførende Lande, at man der har kunnet skabe Maksimen»Forretninger som sædvanlig«. Efter nu i over halvandet Aar at have været Vidne til den mest gennemgribende Krise, Menneskeslægten vel endnu har oplevet, synes man hertillands at have sat en Ære i ogsaa at kunne have sit Skilt hængende ude med»alt som før«. Storheden heri virker ikke ubetinget ægte. Vort Regnskab har for længe været modent til Revision til, at man føler Betryggelse herved. Der er imidlertid blandt de Poster, vi er kommet skævt ind med, en, der utvivlsomt indeholder Nøglen til alle de andre, en som vi derfor alle burde kunne enes om at sætte hele vor Kraft ind paa at omskabe, og hvis lykkelige Løsning sikkert vilde skaffe megen Strid og Splid, der ellers tør ventes i andre Retninger, ud af Verden. Hvad dette Begreb er, eller hvad det omfatter, kan ikke defineres i

8 et Par Ord. Det kan antagelig bedst belyses ved en Gennemgang af vort Regnskab, og det er det, vi i det følgende skal gøre. Saa meget skal blot straks siges: dets Løsning vil for os være et Spørgsmaal om at være eller ikke være. Ogsaa paa vor Dør banker den store Time, ganske vist mindre haardhændet end i alle de Lande, der nu staar i Brand, men tør vi derfor vende det døve Øre til? Vi hører, at man derude trods al Elendighed kalder dette den store Tid, og vi forstaar det ikke. Men burde vi ikke forstaa, at den i al Fald er stor ved de Følger, den bærer i sit Skod, Følger, der ogsaa har Bud til os? Et kan man med Sikkerhed vente efter dette: de nationale Modsætninger vil dominere som aldrig før. Lad os ikke lyve os fra det, men klart og oprigtigt søge at forstaa Konsekvenserne for os. De Tider, der kommer, vil blive svære for de smaa Stater og stille de største Krav til deres moralske Kraft. Thi de vil faa at fole deres Lidenhed som aldrig for. Da er det Spørgsmaalet for vort Vedkommende paatvinger sig: hvilken Rolle i vort Liv som Folk har hidtil Følelsen af vor Lidenhed spillet? Hvorledes har denne Følelse gjort sig gældende, og tør man vente samme Vilkaar efter som før 1. August 1914? Før syntes man jo og Troen var hos os som bekendt blevet til Vished i sin Livsopfattelse, i sin daglige Vurdering af sig selv at have»hele Verden«at falde tubage paa. Det hjalp mægtigt paa ens Rygrad: tilhørte man end en lille Nation, var denne og dermed man selv dog Medlem af det store Verdenssamfund. Den Gang, da saa at sige en Rundrejsebillet syntes at give Medejendomsret til al Verdens Storhed og Værdier. Brutalt har»verden< rystet alt uvedkommende af sig. Ingen Løgn, ingen forlorne Fraser kan ændre herved. Vi staar alene. Vi vil faa det at mærke. Men er vi rustede hertil? Er man klar over, at den udprægede Svaghedsfølelse i vort Folk i dets Opfattelse af sig selv som saadant en Følelse, vi desværre ikke kan sige os fri for at have dyrket i Stedet for modarbejdet har været til allerstørste Skade for os i næsten enhver Henseende, ikke

9 blot som Folk, men i selve vort daglige Liv, aandeligt og materielt, ja, da maa man med største Bekymring se Fremtiden imøde. Uden at have været i Krig er vi drevet tilbage over vore Grænser, henvist til os selv til at leve og forny os ved egen Kraft. Har vi gjort os klart, hvad dette betyder? 1 den Verden, der kommer, vil Svaghedsfølelse være Forfald, Selvtvivl Raadenskab. Dette er vore Vilkaar. Prøvens Time er inde. Men vi, bag hvilke et Aartusindes fri og stolt Historie straaler og forpligter, vi vil ikke udslettes, ikke raadne bort! Kræver Tiden nye Vilkaar, lad os da skabe dem selv. Indser vi, at vi fremtidig maa bekæmpe vor Hang til Selvforringelse, enhver Antydning af Selvopgivelse som en snigende Sot, da lad os i Tide finde det Serum, vi skal bruge. Der er kun eet. Har vi ikke den talmæssige Størrelse, der betinger Kraftfølelse og Ekspansion, lad os da i Stedet ved at sætte al vor Vilje, hele vor overlegne Kultur ind derpaa skabe et psykologisk større Danmark, give det den Storhed, der skal gennemstrømme hver eneste af os og føre os frem til den højeste Ydeevne, Skrifts Kraft og Lykke. At paapege Muligheder og Maal herfor skulde være dette Opgave. København, Januar 1916.

10

11 Hvis I. VOR TID man ikke uden videre vil betragte Verdenskrigen som blot og bar Vanvid hvilket unægtelig er en fristende, men dog farlig Opfattelse maa man trænge til Bunds i Erkendelsen af de deri virkende Kræfter og forstaa disse som et Udslag af selve Tiden ganske vist et sørgeligt og lidet tiltalende, men til Gengæld af enestaaende Klarhed. Denne det abstrakte Eksempels Klarhed har denne Krise overhovedet medført paa næsten alle de vigtigste Omraader for menneskeligt Liv og Arbejde; man tænke blot paa de forskellige erhvervsmæssige Problemer, den har lagt blot. Hvad man i gamle Dage maatte gaa over i Teorien for at finde, som V. Thunen, da han skabte sin uisolerede Stat«for at vise Produktionsstrukturen i et tænkt, til sig selv henvist Samfund, er nu pludselig flyttet ind i Virkelighedens Verden. Produktion og Omsætning har nu i over IV2 Aar arbejdet under Forhold, der i de økonomiske Lærebøger karakteriseredes med følgende Begyndelse:»Hvis man kunde tænke sig... Det er indlysende, at der herved er kastet saa skarpe Lys over Landenes Erhvervsforhold, deres Fordele og Mangler, gjort saa værdifulde Erfaringer, at dette efter Krigen, naar Folkenes Kræfter atter frigøres til fredelige Formaal, vil medføre gennemgribende Revisioner i de forskellige Landes Nationaløkonomier. Det vil falde haardt tilbage paa dem, der ikke forstaar at læse i det Spejl, Verdenskrigen holder frem, og hvori alle Tidens Kræfter, onde og gode, med enestaaende Tydelighed aftegner sig. Med vort mærkværdige Ukendskab til de virkelige Driv-

12 8 kræfter i den store Verden tør vi ganske vist ikke siges at have særlige Forudsætninger for at forstaa disse Kræfter og dermed vor Besøgelses Tid*). Saa meget har man dog lært, at denne Krig og»imperialisme«hører sammen. Men overfor selve vor Opfattelse af dette Begreb mærker man den bristende Evne, der er en Følge af Aarrækkers Forsyndelser fra vor Side overfor den sanddru Forstaaelse af det, man kunde kalde ^^den virkelige Verden«. Det imperialistiske Princip maatte for at paadrage sig vor Opmærksomhed iklædes en bestemt Form, følges af en vis»sensation«. Først fæstnedes det til den engelske Rigsidé under Chamberlains Toldpolitik (lad os ikke forsværge, at vi ikke atter skal mode det i denne Form), den Gang truede det vort Smør, og vi skræmtes op. Nu er»imperialisme«ligesaa ufravigelig knyttet til det særlige prøjsiske Militærvælde; det truer vore Idealer, og vi værdiger det atter Opmærksomhed. Det skal jo ikke nægtes, at baade Chamberlain og Bismarck var rendyrkede Imperialister, men kun at kende disse to Repræsentanter for dette Begreb virker dog noget fattigt overfor den Kendsgerning, at det vil være ulige nemmere at tælle de Mennesker indenfor den civiliserede Verden, der ikke er fyldt af Imperialismen, end dem, som er det, og baade vort Smør og vore Idealer gør vi sikkert bedst i i Tide at forlige med Begrebet. Thi Imperialismen er mere end Politik og Stormagtsfænomen, som det saa ofte fremstilles. I sin Kerne er den et rent samfundspsykologisk Begreb med samfundsøkonomisk Oprindelse og Værdi. Den er selve vor Tids Aand, *) Man vil maaske mindes, at Georg Brandes nylig i bitre Ord bebrejdede den udenlandske Presse, Verdenspressen, dens Uvidenhed om nordiske Forhold. Der var formodentlig al Anledning dertil, men konimer man dog ikke stærkt til at tænke paa de Regler, der gælder, naar man selv bor i et Glashus. Hvis dansk Presse i Stedet for over\'ejende at d5tke det»lettere Stof«havde holdt os å jour med de virkelig bevægende Strømninger i Udlandet (og det ikke blot i Literatur og Kunst) vilde bl. a. selve Verdenskrigen ikke være kommet saa uforstaaelig bag paa os. Uden paa nogen Maade at mene, at denne derfor skulde have virket mere tiltalende, havde en vis Forberedthed maaske dog haft sin Værdi.

13 9 Grundloven og Grundkraften i den virkelige Verden, med Gyldighed baade i psykologisk og materiel Henseende. I første Henseende som Individualismens Afløser, i anden som Industrialismens. Hvad indbefatter da dette Begreb, og hvorledes har det udviklet sig? Et Svar herpaa maa uddybes til Bunds, thi ligesaa nemt det vilde blive i Krigsforholdenes Belysning at fremdrage Hovedegenskaberne i det imperialistiske System, ligesaa vanskeligt vilde det antagelig falde at vise den umaadelige Værdi derved, idet Medaillens blodige Revers paa Forhaand vilde vække Afsky herfor. For vor egen Skyld bor vi imidlertid ikke standse ved Overfladen, men vie dette Problem vor fulde Opmærksomhed, komme til sand Erkendelse deraf. Kaster man et Blik tilbage over den materielle Udvikling i Løbet af det sidste Aarhundrede, er der vel næppe nogen, der undgaar en ligefrem svimlende Følelse Ansigt til Ansigt med de Fremskridt, der er gjort. Før indsnævrede, halvlurvede Erhvervsforhold, hvor et fuldstændig vanemæssigt drevet Landbrug var Tyngdepunktet, hvor Haandværk og Industri kun magtede det lokale Marked og det var sjeldeht stort en afgjort Kundeproduktion, der udelukkede større Afsætningsvirksomhed og drog de snævreste Grænser for baade psykologisk og materiel Horisont, nu et rigt integreret Verdensokonomisystem, der ikke blot har flyttet Horisonter, men endog helt afskaffet dem, saa sandt Jorden er rund. I Stedet for den trange, sluttede Husholdning staar nu Masseproduktion og Verdensmarkeder, tekniske og økonomiske Problemer er løst, som indtil ubeskrivelig Mangesidethed imødekommer de menneskelige Krav. Dels ved den mægtigt forøgede Produktionsevne med tilhørende Forbrugsmulighed, dels ved en enestaaende Udvikling i Arbejdsøkonomi (for 60 Aar siden kostede Poleringen af en Støbejernsplade ca. 10 Kr. pr. Kvadratfod, nu leverer en Metalbearbejdningsmaskine det samme Arbejde blot meget bedre udført for ca. 10 Øre) er der skabt Mulighed for den vældige Befolkningstilvækst, som er fulgt efter tidligere Aarhundreders Sterilitet. Det var ikke menneskelige moralske Egenskaber, der gjorde Malthus' Teo-

14 10 rier til Skamme, men den tekniske og industrielle Udvikling. Det Fødselsoverskud, som ifølge den pessimistiske engelske Nationaløkonomi just i Brydningstiden til vor Tidsalder var hjemfalden til Offer for Nød, Sygdomme, Laster, Forbrydelser og Krig, har den industrielle Udvikling givet Livsmuligheder og L'ivsiberettigelse. Vi staar i Dag med kæmpemæssige Indbyggertal og dog med saa relativ ringe Nød og Fattigdom, som Verden aldrig har opvist. Som vi saaledes har overvundet Naturens Love, har vi samtidig overvundet Tid og Rum. Med Tankens Fart flyver Efterretningerne i Telegrafog Telefonledninger eller som elektriske Bølger over Jordkloden, medens Mennesker og Ting med næsten automatisk Sikkerhed transporteres over Verdenshave, gennem Bjerge, over Floder, Kløfter o. s. v. Vi har underlagt os Jorden, Havet og Luften. Forstaar man da ikke, at denne Udvikling, der i faa Menneskealdre har bragt Menneskeheden længere end tidligere Aartusinder tilsammen, nødvendigvis ogsaa maa have øvet en gennemgribende Virkning paa vor aandelige Udvikling, en Virkning, der først kan gøres op, naar Udviklingen har naaet at komme i Leje, saaledes som det kan siges om vor Tid i de sidste Aar? Hovedkendetegnet i den moderne tekniske Udvikling er den gradvise Fortrængen af det empiriske System, det rent erfaringsmæssige, til Fordel for rationel Viden, af Overlevering og Tradition til Fordel for videnskabelige Klarlæggelser. Tidligere var Industrien fyldt af Fabrikationshemmeligheder o. 1. I vor Tid har Videnskaben taget Glansen af»hemmelighederne<!. Aarsagsloven overvinder Mystik, Overtro og Aabenbaringer. Under Indtrykket af den nye frembrydende Tid fastslaar allerede Kant dette. Nu bliver det»den rene Vilje«, som kun faar sine Forskrifter af Fornuften, der atter regeres af de Love, enhver skaber sig selv, hvormed den frie Personlighed med et Slag rykker ind som Midtpunkt i Verdensanskuelsen. Under Teknikens Udviklmg frigøres Personlighederne fra tidligere Tiders Autoritetstvang og -Tro og fra Troen paa overnaturlige Kræfter. Hvad dette har betydet for

15 11 hele vor aandelige Udvikling behøver næppe at uddybes. Men ikke blot ved denne Revolution i den rent abstrakte Tænkning viser den tekniske Idé sin Magt, den har efterhaanden formaaet at forandre Vilkaarene for det, man kunde kalde det daglige Livs Psykologi. Teknikens Tendens til at erstatte den menneskelige Arbejdskraft og den animalske for den Sags Skyld med har sat os i Stand til at løse Opgaver, der tidligere siet ikke var mulige og det baade i kvantitativ og kvalitativ Henseende. Til Gengæld har Maskinerne mange Steder fortrængt det individuelle, fra Fædrene nedarvede Arbejde og i Stedet for de mangesidede, brogede Individualiteter skabt Maskinarbejdets strenge, monotone Upersonlighed. Men overfor al den tabte Poesi (som særlig nu paa tilstrækkelig Afstand forekommer os saa vidunderlig) maa man ikke glemme, at den tekniske Udvikling og kun den alene, netop ved at lade Maskinerne overtage henholdsvis de strengeste og de mest komplicerede Opgaver, har aabnet Mulighed for næsten selv det ringest udstyrede Individ til at blive af Værdi, til at kunne skabe sig sit Opho'd, til at blive Medarbejder i selv det stolteste Værk. Dette er et Forhold, som alt for ofte glemmes, og alligevel rummes heri Grundlaget for ethvert virkeligt kulturelt Fremskridt, ethvert Haab om nogensinde at føre Menneskeheden frem til den hojere Udvikling, vi alle ser hen til. Man beskylder Maskinerne for at sløve og trætte ved deres»aandsforladthed«, men glemmer, at de netop ved at kunne eliminere Sporgsmaal om Hjerne og Muskler kan blive den store Arbejds- og Brodgiver til Millionerne. I disse Forhold bunder Grundelementerne for Imperialismen. For at kunne stille dette System i den rette Belysning vil det være nødvendigt kort at følge Samfundsidéens Udvikling i sine Hovedtræk. Problemet om Menneskehedens Psykologi har indenfor den civiliserede historiske Tid altid indeholdt en Relation mellem Individ og den større Enhed, det tilhørte, d. v. s. Slægten, Stammen, Staten. Den antike Statsidé fornægter fuldstændig Individet, og ikke stort anderledes er det i Middelalderen, hvor Individets jordiske Tilværelse nærmest opfattes som Gennemgangsled paa Pilgrimsgangen

16 12 til en bedre Tilværelse hinsides. Dette fulgte alene deraf, at det var Kirken, der den Gang var Overhøjhed, og overfor hvilken Enkeltpersonlighederne traadte fuldstændig i Skygge. Man tænke blot paa Ignatius Loyolas organisatoriske Udnyttelse heraf. Ved de store Omvæltninger i den nyere Tid traadte derpaa de foragtede jordiske Interesser op med Reaktionens fulde Kraft. Nu blev det»naturretten«, der var den ledende og som forudsættende en medfødt Menneskerettighed stillede alle Individer lige og ansaa Staten som blot fremgaaet af en frivillig Overenskomst af frie og lige Personligheder. Absolutismens Stat, der havde ført baade Antikens og Kirkens Individfornægtelse videre, faldt nu for en diametralt modsat Reaktion. Det individualistiske Moment kulminerede hos Rousseau, og efter ham følger hele den moderne liberalistiske Skole, hvis Udløb vi endnu kender i Frihandelsidéerne, notabene hvor disse doceres af ideelle Grunde. Nu er enhver Ledelse eller Kontrol en Fornærmelse mod den frie Personlighed, ethvert Individ forudsættes eo ipso at kunne varetage sine egne Interesser o. s. v. Staten henvises nærmest til at spille Rolle som Natvægter, der beskytter den private Ejendom og andre materielle Goder, men iøvrigt holder sig borte fra enhver Indblanding i det økonomiske og sociale Liv. Den bekendte Manchester-Lære kodificerer saa at sige disse Idéer. Men uheldigvis for disse og heldigvis for Menneskeheden var der i Mellemtiden traadt en Faktor til, man ikke før havde kendt. Den tekniske Idé var ved at afklare sig, den industrielle Udvikling i rivende Fart. Liberalismens fuldstændige Mangel paa Forstaaelse af den herved aabenbarede Verdensidé førte til de mest haarrejsende Misbrug af Individerne i selve den hellige Individualismes Navn! De stærke udbyttede og plyndrede de svage, og hele Systemets lyriske Forlorenhed viser sig i den frygtelige Elendighed, der kendetegnede Industrialismens Barnetid rundt om, men dog særlig i det Land, hvor den først kom til virkelig Udfoldelse, England. Dels som Følge heraf, dels som Følge af Indgriben af Kræfter, rejst af selve den nye Tid, brydende frem fra stik modsat Side af Liberalismen, gaar saa de første Pust, endnu raa og uafklarede,

17 13 af vor Tids Aand over Verden. Byggende herpaa vender Statsidéerne tilbage til Højsædet med fornyet Kraft, overfladisk mindende om tidligere Tiders, men principielt fuldstændig forskellige herfra. Liberalismens individualistiske Statsopfattelse havde omplantet i Virkelighedens Verden forraadt og prisgivet Individet. Det nye Statsbegreb, der snart grebes begærligt af alle førende Lande, omend under forskellige ydre Forhold, blev heroverfor en Virkeliggorelse af Teorien om, at ethvert Led i Staten ikke blot skal være Middel, men ogsaa Maal. Det karakteristiske ved den nye Tid bliver da, at den skaber en fælles Kraft og Magt foreløbig knyttet til det nationale Statsbegreb ved kæmpemæssigt, bevidst Sammenspil af samtlige Enkeltkræfter, en Masseopbydelse i psykologisk og fysisk Henseende, med det Formaal ikke blot at muliggøre Losningen og Udvidelsen af de fælles Opgaver, men og dette er det vigtigste at give Helheden tilbagevirkende Kraft, fyldende de enkelte Individer med langt større Styrke, end de nogensinde i isoleret Tilstand kunde faa. Dette er Imperialismens Idé. Den har fra Liberalismen optaget Hensynet til Individet, thi Leddene og Helheden korresponderer her som aldrig før. Fra den Højde, som det absolutistiske System naaede i Merkantilismen byggende paa Basis for al menneskelig Sammenslutning: Kampen for Føden, der nu er bleven til: Kampen for Arbejdet, har den hentet sine Former som Produktions- og Erhvervssammenslutning. Den tog hertil de traditionsmæssigt overleverede nationale Idéer i sin Tjeneste, udviklende disse som de nødvendige Banebrydere for den Højnelse af de økonomiske Vilkaar, der ene og alene kan betinge en virkelig Kulturfremgang. Men skønt Imperialismen saaledes staar som den nationale Idés Krystalisering, er det alligevel det eneste Samfundssystem, der har eksisteret, som i sine Grundkræfter har indeholdt Spiren til en Udvidelse til et alment Verdensborgersamfund. Heri ligger en Værdi, som ingen nok saa blodig Verdenskrig kan forringe. Imperialismen er Menneskehedens første virkelige Skridt over til en paa reelle Grundlag bygget Kosmopolitisme.

18 14 Overfor Klarlæggelsen heraf vil det antagelig forekomme uforstaaeligt, hvorledes dette System i Løbet af saa kort Tid har kunnet løse Problemet om det gensidige Forhold mellem Helhed og Bestanddele, der har været Aarsag til evindelige Brydninger i Menneskehedens Historie, og som ellers kun har kunnet opvise de mest ensidige Løsninger, svingende lige fra Oldtidens Statsopfattelse til Liberalismens. Men Aarsagen hertil er simpelthen at søge deri, at det nye Princip i sandeste Forstand bunder i selve de Love, der er bestemmende for menneskeligt Liv. Man vil kunne benægte Meningen i den enkeltes Tilværelse, en bestemt lovmæssig Verdensorden kan U ingen betvivle. Det er denne førende Verdenstanke, Imperialismen har omsat i psykologisk Kraft, idet den har hentet sin Kerne fra den i den industrielle Idé nedlagte Sandhed. Ligesom der har eksisteret de Verdenslove, der har fundet deres Udtryk i Matematiken, længe for en Kopernikus paaviste, at selv Verdenslegemerne lystrede disse Love, og længe før de store Matematikere fandt Lovenes Løsning omsat i for os forstaaelige Formler, saaledes findes der en central Verdensdrivkraft, der gaar igen overalt, og som følger den af den skabende Kraft anvendte Arbejdslov *). I hvor mange Milliarder af Aar eller i hvor mange Verdener den har bestaaet, ved vi ikke, og det er ogsaa ganske ligegyldigt, vi ved blot, at med de tekniske Opfindelser, der begyndte for godt et Aarhundrede siden, og som indledede Industrialismen, var Menneskeheden omsider naaet til et saadant Modenhedsstandpunkt, at man nu gradvis kunde trænge ind paa praktiske Løsninger af de af Verdenskraften skabte Muligheder. Naturfysikens Bestanddele og Faktorer kom ind under menneskelig Erkendelse, og da først Vejen en Gang var betraadt, fortsattes Udviklingen med rivende Fart ikke takket være den storartede menneskelige Begavelse, som vi sandt at sige har hørt prist tilstrækkeligt, men simpelthen fordi Løsningerne var *) At Tanken om en central Verdenslov ikke er Utopi, beviser alene det ene Eksempel, der maa fryde enhver Bygningsingenior, nemlig at Anatomien kun har haft at konstatere, at Menneskets Benbygning fuldstændig nøjagtig følger de statiske Belastningslove for moderne Brobygning.

19 15 givet forud, gribende ind i hinanden, medførende hinanden med logisk Konsekvens. De synlige Resultater heraf har med Rette givet vor Tid Tilnavnet Teknikens Tidsalder. De præger i den Grad hele vor Tilværelse, at man overhovedet ikke kunde tænke sig denne dem foruden. At denne Verdenskraft, vi saaledes har forstaaet at nyttiggare os en vis Brokdel af vi aner ikke hvor stor eller lille imidlertid ikke blot har Gyldighed paa materielle Omraader, siger sig selv. I den maa genfindes den hojere Lov for alt organisk Liv, og denne er er det, den imperialistiske Idé drager denne Kraft ind i det, som har fundet sit Udtryk i det imperialistiske Princip. Ved nemlig at gøre Menneskene til medvirkende Led i det System, hvori denne Centralkraft materielt er omsat om man saa vil: omtransformeret efter menneskelig Kapacitet Menneskets aandelige Tjeneste, udnytter den psykologisk, idet den saa at sige forgrener den til hvert enkelt Led. At Forudsætningen herfor maatte være en enestaaende Udvikling af den ydre Verdens Betydning i Individets daglige Liv, siger sig selv, og dermed, at skont Spirerne til vor Tidsaand selvfølgelig gaar langt tilbage i Menneskets Historie, kunde det imperialistiske Princip først komme til fuld Udfoldelse paa det Grundlag, den tekniske Udvikling har skabt i de sidste Menneskealdre. Som overalt i Udviklingshistorien viser her Vekselforholdets Betydning sig, thi den selv samme Udvikling, der saaledes blev Betingelsen for de nye Kræfters Indgriben, var ogsaa Aarsagen til, at de nødvendiggjordes, for at Menneskeheden skulde kunne møde de nye Tiders stormende, haardhændede Tempo. Nu gjaldt det at skabe Rygrad for at staa imod, hvor de gamle Støttemure var sendt i Grus, Kraft til at gaa ilag med alt det nye, det vældige, der ventede. I stigende Grad tvang den materielle Udvikling Menneskene til at gaa ud over sig selv, medens den ydre Verden blev en Aabenbaring af de største og rigeste Felter for menneskelig Handling og Tænkning. Sit ydre Udtryk maatte derfor den nye Tidsaand faa gennem en enestaaende Udvikling i Samvirken og Samfølelse, i nøje Overensstemmelse med dens indre Sand-

20 16 hed, thi hvorledes skulde man tænke sig en Mening i den menneskelige Tilværelse, hvis denne ikke baseredes paa Sammenslutning? I Forplantningsforholdet ligger dog det dybeste Princip herfor, selve den livgivende Evne er betinget af menneskelig Sammensmeltning. Men tager man Konsekvensen heraf, af alt, hvad Historien lærer i denne Retning mundende ud i vor Tids alt dominerende Organisationssystem, maa man ganske af sig selv komme til Erkendelsen af, at Samtanken ejer en dyb indre Værdi, der anviser den langt større Opgaver end Løsningen alene af materielle Spørgsmaal. Heroverfor hjælper ingen Aandrigheder, enten det nu er Ibsens:»Den er stærkest, som staar alene«, eller Nietzsches:»Et Folk er Naturens Omvej for at naa til seks, syv store Mænd«. Det er indlysende, at denne Udvikling maatte komme i Konflikt med den individualistiske Læres Hævdelse af Jeg'ets Betydning, en Konflikt, der følgelig er ligesaa gammel som Imperialismens Herredømme, men som ganske vist i den nu rasende Verdenskrig er drevet til sin yderste Yderlighed, der dog kun har været en Stadfæstelse ganske vist en iøjnefaldende af den allerede indtraadte Fallit. Individualismen havde med logisk Nødvendighed sprængt sig selv, da den tilstræbte almen Gyldighed. Det gik den, som det i Statsudviklingen gik den selv samme Liberalisme, hvoraf den i moderne Form er udsprunget: overført i Virkeligheden viste den sig at indeholde et Forræderi overfor sit eget Princip. Individualisme og Imperialisme har teoretisk begge Menneskehedens højere Udvikling til Maal. Det er taabeligt, naar man som Fridtiof Nansen (i et Foredrag i Studenterforeningen i Københa%Ti i indeværende Vinter) vil fremstille Imperialismen som»kulturfjendsk«(antagelig i en Forveksling af dette Begreb og Militarisme; man kunde ligesaa godt forveksle det med Socialismen, thi begge disse Bevægelser er lige fuldgyldige Led i og Udslag af Imperialismens Grundtanke) det er blot Vejen, ad hvilken denne Udvikling bedst naas og sikres, der er vidt forskellig fra de to Idéer. Og her turde Individualismen have godtgjort sin bristende Evne, alle de sin

21 17 skønne Talemaader til Trods. Den stiller Forhaabningen til en selvstændig Udvikling indefra, som vel Tiden nok tør siges ikke at have honoreret, mens Imperialismen søger at hæve Individet som Led i sit System, søger dets Værdi ikke blot i det selv, men som Bestanddel af et Hele. Og mens Imperialismen har sin Storhed ved sin Gyldighed baade i aandelig og materiel Henseende, maa Individualismen overfor Individets Forhold til den materielle Verden give blankt op. Men det er indlysende, at et System, der ikke ejer Løsning overfor det mest elementære Udviklingsproblem, maa domme sig selv. Det er blot besynderligt, at den ensidige, aristokratiske Egoisme, der i V^irkeligheden er Individualismens Kerne, idet den fuldstændig maa overlade dem, der ikke kan følge med, Masserne, til sig selv og hvori den ikke fornægter sin Afstamning fra Frikonkurrencens første Dage, da den hensynsløse Maksime: Laissez faire, laissez passer«regerede, ikke har forhindret dette Princips stadige Dyrkelse. At denne Dyrkelse ganske vist kun har været teoretisk i Praksis er" Forholdene jo alt længst forandrede gør den ikke mere berettiget. Forkyndelsen af falske Evangelier volder altid Skade, og sandt at sige har de individualistiske Profeter i deres altfor taknemlige Arbejde med at forkynde den frie Personligheds- Udfoldelses Herlighed og Berettigelse saaet en farlig Sæd. Mens Individualismen nødvendigvis maa føre til særlig Udvikling af Følelseslivet, sætter Imperialismen heroverfor Kraften. Heri ligger et betydeligt Symbol, thi den sunde fysiske Ligevægt har alle Tider været Grundbetingelsen for sand kulturel Udvikling. Det kan ikke nægtes og efter hvad vi har udviklet, er det jo fuldt forstaaeligt at Imperialismen særlig har været knyttet til Arbejdets Verden. Men heller ikke heri ligger et Brud i Udviklingen, en Fare for Tilbageskridt, thi Arbejde og Kultur har aldrig været to fjendtlige Begreber. Driftigheden har altid været Aandslivets Fader. Men ligesom Imperialismen er Vejen mod det vældige, saaledes er den ogsaa Udviklingen mod større og enklere Linier i Menneskets aandelige Verden, mod strengere og renere Bud i moralsk Henseende, thi i dens System er Individet ikke blot Povl Drachmann: Fortid og Fremtid. o

22 kulturfjendsk ; 18 Ret, men ogsaa Pligt. Hvis man heri ser et Tilbageskridt, kan man selvfølgelig kalde denne Idé for : hvis man derimod særlig paa Baggrund af, «hvad den saakaldte rationalistiske Tid har formaaet at udrette mener, at her er Vejen mod større menneskelig Lykke og Ligevægt, maa ens Opfattelse nødvendigvis blive den stik modsatte. Saaledes ligger det System, der paa saa frygtelig Maade har manifesteret sin uhyre Kraft i den Verdenskrig, vi er Tilskuere til. Hvis man overhovedet endnu tør antage, at det er Idealer, der leder den, er den maaske en Krig for eller imod Militarismen som Selvmaal, men den er ikke en Kamp for eller imod Imperialismen, som det prædikes hertillands, den er en Kamp af Imperialismen. Det er dens Kraft, der holder Snese af Millioner Mænd i Slagmarkernes Gru og i Skyttegravenes Elendighed, uden at Rækkerne vakler, den, der svejser Folkene sammen og faar dem til at bringe de tungeste Ofre. Den, der overalt midt i Død og Sorg, Lidelser og Savn er bleven hilst som Genfødelsens store Tid. Hvor fuldstændig har den ikke formaaet at trænge personlige Hensyn tilbage, selv under de mest tragiske Forhold? Hvor er Individualismen og dens Magt? Hvilken Betydning denne Ilddaab vil faa, naar disse Kræfter senere kommer til fuld Udfoldelse paa fredelige Felter, er uoverskueligt. andre Folk, andre Mænd, der gaar ud af denne Krig. Det vil blive At ville vise Konsekvenserne heraf fra sig, vil for os være baade nationalt og økonomisk Selvmord. Det er dette, der maa forhindres. Vi maa ikke være Drømmerne i en Verden af Virkelighed. Og der har allerede været tilstrækkelige Tegn paa, at vi vil lade vort Had til Krigen influere paa vor hele Vurdering af Tidens Aand. Hvis vi gaar videre ad denne Vej, hvis vi bestræber os for at være blinde, hvor vi burde være dobbelt seende, er vor Skæbne beseglet. Mere nøgternt end nogensinde bør vi vurdere Fremtiden og ikke lade Sympatier eller Følelser være bestemmende. Imperialismen er ikke noget»krigssystem«, end mindre et bestemt Fænomen knyttet til en eller flere Magter. Var det saaledes, havde Krigen sandelig