Tale ved generalforsamlingen i Distriktsforeningen af menighedsråd i Grene provsti.

Transkript

1 1 Hvad bliver menighedsrådenes rolle i den kommende periode? Tale ved generalforsamlingen i Distriktsforeningen af menighedsråd i Grene provsti. Billund, den 24. februar 2009 Kære gamle og nyvalgte menighedsrådsmedlemmer. Velkommen til fire års frivilligt arbejde, til slid og slæb, mange bekymringer, diskussioner, og sikkert også mange andre ting og sager, der måtte forhindre jer i ubekymret at ligge på sofaen og hygge jer med underholdningsprogrammer i fjernsynet. Men sandelig også velkommen til fire års livsbekræftende og glædeligt arbejde med at være og fastholde kirke, menighed og kirkeliv hver i hver jeres sogne. For det med glæden og det livsbekræftende kan ikke understreges nok. Vi ender så let på bekymringernes holdeplads. Men der må vi ikke ende. Tænk sig, hvis Paulus var endt der. I stedet jublede han endda under store trængsler sit: Glæd jer altid i Herren; jeg siger igen: Glæd jer! lad alle mennesker mærke, at I har et mildt sind! Vær ikke bekymrede for noget. (Filipperbrevet kap.4.v læsetekst til 4.søndag i advent). Så lad os kaste bekymringerne for fremtiden af os. Gøre os umage med at gøre det, vi kan, så godt som muligt. Og så lægge alle bekymringerne i Guds hånd for der ligger de nu engang bedst. Glæden For det er jo en glæde at være med i dette arbejde. Det er dejligt at være præst. Godt at være en kristen menighed, der kan samles og få fred og kræfter til alt det, som et menneskeliv udsætter os for og så blive sendt hjem fra søndagens gudstjeneste med Guds velsignelse i ryggen. Skønt at få lov til at hvile i selve dette at selv om verden er stor, så er Gud dog større. Herligt at vi har fået noget uendeligt stort og godt, som vi gerne vil formidle videre ud i hver eneste afkrog af Danmark, ind i hvert eneste hjerterum og ud til hele verden. Akkurat som de første apostle forkyndte det glædelige evangelium om Guds magt og kærlighed, som vi kender den ved Jesu Kristi død og opstandelse. Vi er jo nemlig ikke anderledes stillet end dem. Vi har også fået noget, som vi vil og skal give videre. Jeg ved jo ikke, hvad der har fået jer hver især til at stille op. Om I har opfattet det som et borgerligt ombud, fordi det altså var jeres tur, eller fordi I ikke har kunnet tænke jer andet end, at det, som I selv brænder for, også skulle vise sig i jeres virke i det helt lokale sogn og den sammenhæng, I indgår i der.

2 2 Egentlig er det også lige meget, for jeg er ikke i tvivl om, at I hver især, når I nu er blevet valgt, også har de bedste intentioner om at være med til at støtte det lokale kirkeliv så godt som overhovedet muligt. I vil, at der skal være kirke og kristendom i Danmark de næste 1000 år. I mener af hjertet, at det er livsvigtigt for vore børn og unge, at de får muligheden for at møde Guds frigørende og frelsende kærlighed. I har fået noget, som I synes, I har både mange gode grunde og en stor forpligtelse til at give videre. Og det er vi fælles om. I og jeg. Vi lever af det samme: Af Guds kærlighed som vi kender den ved Jesu Kristi liv og død. Hvorfor begynder jeg nu et foredrag om menighedsrådenes rolle i den kommende periode med denne indledning? Af to grunde. Fordi jeg selv er alt for bekymret. Og fordi jeg ved, at det er en side, man skal holde i ave, når man nu har vovet sig ud i noget så fundamentalt og livsvigtigt som at finde fred og hvile i troen på Jesus Kristus. Og fordi jeg faktisk tror, at vi også vil det samme. Og at det er uendeligt vigtigt, at vi ser dette i øjnene. Og handler derefter. Men fordi vi vil det samme, behøver vi ikke gøre alt på samme måde. Det gjorde Paulus jo heller ikke, da han skulle forkynde og formidle evangeliet ud til verdens ende. Han talte forskelligt til jøder, hedninge og kristne. Og vi lever heldigvis i en rummelig folkekirke. Vi kan tale forskelligt og gøre ting forskelligt; men målet er det samme. Og målet, ja, det er, at vi forkynder Kristus som hele verdens Frelser til tro og håb, til trøst og frihed og megen glæde for mennesker, der sidder i dødens og mørkets skygger. Og hvem sidder ikke der? Så jo, vi har en stor opgave. Det er det, vi brænder for. Det er det, vi har som opgave at få formidlet lige til jordens ende, som der står i Apostlenes Gerninger (kap.1 vers 8) og videre til næste generation. Så hvis jeg må sige noget meget vigtigt om både jeres og min rolle i fremtiden, så er det virkelig at bære det kristne budskab videre med megen glæde. Det må godt ses på os, at vi lever af og i den store glæde, Gud har forundt os. Vi behøver ikke at gå skulende, hakkende og små deprimerede rundt. Vi behøver heller ikke gå med hældede hoveder, når vi har deltaget i Herren nadver. Vi kan roligt løfte hovedet og se ud i verden. Vi er jo sat frie.

3 3 Jeg ved godt, at vi kristne ikke er bedre end andre mennesker; men så lad os da erkende det og derved blive mere overbærende over for andre menneskers måde at leve på og at ville være kirke på. Lad os samarbejde om at få det allerbedste ud af de midler og ressourcer, vi har til rådighed. Lad os tænke længere end vores egen lille næsetip og vort eget lille sogns ve og vel, hvis vi ved at samarbejde med andre sogne faktisk kunne gavne det kristne budskab bedre og mennesker, der trænger til at høre det. Lad os skrotte jeres og min egen ære og anseelse. Vi har jo noget langt større end lige netop os selv at tage vare på. Og så lade det milde sind komme til orde i stedet for det stridbare. Det er lettere sagt end gjort. Men vi kan da øve os på det. Hvad bliver så menighedsrådets rolle ud fra denne grundholdning? Hvilke opgaver skal I tage vare på ud over det I plejer? Jeg vil her fremhæve tre områder 1. Samarbejde mellem valgt menighedsråd og valgt præst. Iflg. menighedsrådsloven 1 er menighedsrådets opgaver at varetage sognets kirkelige og administrative anliggender. Det med det kirkelige har været sat lidt i baggrunden, hvad angår de valgte menighedsrådsmedlemmer. Det har været mest mursten og kaffebrygning, der har været på tapetet. Men i Betænkning 1477 fra 2006, også kaldet den blå, blev det præciseret, at både valgte menighedsrådsmedlemmer og den kaldede eller de kaldede præster sammen har ansvaret for det kirkelige livs rammer og indhold. Det er resulteret i en nyformulering af menighedsrådslovens 37. Dvs. at den fortolkning, som kom ind i menighedsrådsloven i 1994, hvor det blev præciseret, at præsten i hele sin embedsvirksomhed var uafhængig af menighedsrådet, er blevet tilbageført til den oprindelige mening fra Præsten er nu ikke mere i hele sin embedsvirksomhed uafhængig af menighedsrådet, men kun uafhængig i den del af hans eller hendes virke, der omfatter den pastorale forpligtelse, dvs. forkyndelse, sjælesorg og undervisning. Og det er mere vigtigt, end man umiddelbart skulle tro, for nu er både de valgte menighedsrådsmedlemmer og præsten/præsterne forpligtigede til at samarbejde om menighedens liv og vækst. Ingen er

4 4 fritaget. Alle har påtaget sig opgaven. Alle må vi tænke os nøje om og bruge det hoved, som Gud jo har givet os, til at fremme den kristne menigheds liv og vækst der, hvor vi nu er. 2. Samarbejde mellem menighedsråd. Den blå betænkning anfører også et helt katalog af samarbejdsmuligheder mellem sogne i et provsti indbyrdes. F.eks: undervisning og diakoni, kirkekoncerter, kirkeblad, hjemmeside, kvalitetsudvikling vedr. kirke og kirkegård, prioritering af vedligeholdelse, byggeplaner, ansættelse af lokalt finansierede præster, fælles administration af kirkefunktionærernes ansættelsesforhold, bogføring for de lokale kasser, fælles stillinger, fælles og særlige gudstjenester osv. Dette samarbejdes muligheder er siden blevet lovfæstet. Så det er bare med at komme i gang med at tænke på, om det evt. vil give jer nye muligheder i jeres lokale område? Vil tingene kunne gøres bedre/anderledes hos jer? 3. Vision, målsætning og prioriteringer. Denne side af menighedsrådet opgave støttes så af Betænkning Den giftgrønne fra 2007: Om Folkekirkens lokale økonomi, hvor menighedsrådene bliver bedt om, at de én gang i hver valgperiode formulerer visioner, mål og konkrete prioriteringer som passer ind i de økonomiske prioriteringer, der følgelig skal ske på provstiplan. For at der kan prioriteres på god vis, så må hvert menighedsråd jo have gennemtænkt og gennemdiskuteret, hvorfor og hvordan der skal være kirke i sognet. Hvad vil vi med kirken? Hvilke visioner til kirke og kristendom har vi? Hvilke værdier har vi, som er grundlæggende, og som vi vil prioritere højest? Når man går i gang med det, kommer spørgsmålet også automatisk, om alt er lige vigtigt? Er der noget, der er vigtigere end andet? Hvis ja, så må der luges ud. Her er det vigtigt at fastholde, at det ikke betyder, at det, der hidtil har været gjort er forkert, og at medarbejderne, der har ydet den del af opgaverne, som I gerne vil prioritere ned, er forkerte; men det betyder, at man nu så grundigt og klogt, som man nu engang kan, prøver at vægte andre dele end dem, der har været vægtet hidindtil. Dette kræver naturligvis, at I som menighedsråd sætter jer ned, først alene, så sammen med jeres ansatte - og så måske sammen med andre menighedsråd - og formulerer jeres tanker og mål med kirkelivet i jeres område. Når det er gjort, så må I til at pinde ud, hvilke mål, I vil sætte jer. Og derefter hvilke handlingsplaner I vil prøve at indrette jer efter. Det lyder altsammen indviklet; men jeg tror egentlig ikke, det er så svært. Det, som kan blive svært, er selve dette at være arbejdsgiver i en proces med forandringer fra det vante til noget, der måske er knap så vant. Så det er nok et punkt, I skal være meget agtpågivende overfor.

5 5 I kan få hjælp til denne prioriterings- og målsætningsdebat, bl.a. fra stiftet, hvor jeg kan tilbyde jer vores HRkonsulent Kirsten Moesgaard til en visions- og målsætningsdag. Normalt tre timer gratis. Min vision og mine mål Som biskop har jeg prøvet at formulere min vision og mine mål. Det gjorde jeg allerede, da jeg blev valgt som biskop. Men jeg er slet ikke færdig med det. Jeg skal nemlig også have jer og alle præster og provster med ind i den proces, for at vi kan yde det allerbedste, som vi overhovedet kan i den givne situation og for de midler, vi har. Men jeg tør da godt give et foreløbigt bud på, hvad jeg gerne vil. Og det vil jeg selvfølgelig gerne diskutere med alle I andre, som brænder lige så meget for Folkekirkens ve og vel, som jeg gør. Og derfra kan vi gå ud i Ribe Stift og sammen arbejde på, at kirke og kristendom kan blomstre hos os. Mit personlige bud. Min målsætning har været at vægte indholdssiden i Folkekirken for både at komme kernemenigheden i møde og gøde jorden for, at folkekirken også i fremtiden er det sted, hvor danskerne finder deres trosmæssige ståsted. Og det betyder ikke, at alt det arbejde, I gør og har gjort med at vedligeholde kirker og tage vare om helt praktiske ting, er forkert. Slet ikke, men det må indgå i det overordnede og vurderes på, om det fremmer eller hæmmer det overordnede, som er og må være forkyndelse af det glædelige budskab om Guds evige kærlighed til alle sine børn og formidling af dette budskab til børn, unge voksne og gamle. Vi skal altså, som vi altid har skullet, fremme den kristne tro, det kristne gudstjenesteliv og dermed tilegnelsen og forståelsen af kristendommens betydning og vigtighed både for det enkelte menneske og for livet mellem mennesker. Og deraf følger den i mine øjne mest påtrængende opgave i disse år: At give folkekirken mulighed for at genopbygge noget af befolkningens viden om og fortrolighed med, hvad kristendom og kirke er. Så hvad er det, jeg ser foran mig, når jeg som en anden indianer sidder i min svedehytte og tænker store tanker og visioner A

6 6 Hvad tænker jeg om Gudstjenestelivet? Tænker jeg, at vi i løbet af nul komma dut får et blomstrende gudstjenesteliv op at stå, hvor alle mennesker igen begynder at synes, at det slet ikke er søndag, før de har været i kirke, - også de steder, hvor det har knebet lidt? Nej, jeg er nok lidt mere realistisk end som så. Det er I nok også. Men alligevel. Vi vil vores gudstjeneste. Vi ved, at det er livsnerven for vort kristne liv. Det er himlen på jorden. Vi kan komme med gudstjenestetilbud, der er bare lidt anderledes end den gudstjeneste, vi fastholder på højmessens plads. En gudstjeneste, der er der, når mennesker har tid og brug for at komme i kirke. Og hvor såkaldt kirkefremmede kan få smag på at gå i kirke. Hvad og hvordan? Ja, det kommer altsammen an på, hvad har der hidtil været i sognet: Rom blev jo ikke bygget på én dag. Selv i små sogne med få mennesker, kan man diskutere, vurdere og prioritere inden for det felt, der kan samles under vores fælles gudstjenestefejring. Og der må vi: menighed, menighedsråd, præster, provst og biskop lægger alle vore kræfter i. Vi kan sætte os realistiske mål med hensyn til antal, former, deltagelse. Vi kan selv komme. Vi kan støtte og hjælpe præsterne, hvis det er de mere arbejds og planlægningskrævende familiegudstjenester, der skal være flere af. Vi kan sætte penge af eller gøre ting anderledes. F.eks. ser jeg lige nu, at menigheden/menighedsrådet i et Århusområde selv er begyndt at gøre det, som kordegn og kirkesanger tidligere var ansat til. Det appellerer til vort fælles ansvar for, at kirkelivet trives. Og det er vel ikke så dårligt endda. Det kunne jo også være et mål at sætte sig. Måske har vi betalt os ud af mange opgaver, som vi i virkeligheden selv gerne ville tage vare om, jeg ved det ikke, det er jo jer, der skal diskutere det. B - Hvad tænker jeg om formidlingen af kristendommen til næste generation? Her er jeg er ikke i tvivl: Vi bliver nødt til at sætte flere kræfter og ressourcer af til en mere intens dåbsoplæring såvel i ord som i praksis alle steder. Der er ingen huller i uvidenheden om kristendommen. Sådan siger de muntre svende om det traditionstab, som vi som kirke og folk har gennemlevet de sidste 50 år. Det traditionstab må vi se i øjnene. Børnene sidder ikke mere på mor skød i kirken. De sidder heller ikke på farmors skød og hører bibelshistorie, for farmor er på arbejde eller spiller golf i Sydspanien. De går i børnehave og

7 7 skole, og der er den kristne børnelærdom nærmest fraværende. Og var vi i tvivl om det, kan vi bare følge debatten om Fadervor i Folkeskolen. Det betyder, at opgaven - at indføre næste generation i kristendommen - er kirkens. Og den bliver vi nødt til at tage alvorligt. Det er på høje tid endda. Lige nu er dåbsoplæringsudvalget, som er blevet nedsat af biskopperne, ved rigtig at køre i stilling. Dette udvalg skulle gerne i løbet af et årstid kunne give menighedsrådene både viden om den dåbsoplæring, der finder sted og vurderinger af, hvordan det bedst kan fungere, og dermed give menighedsrådene mulighed for selv at vurdere, hvad de vil sætte i værk, og hvad der bedst kan fungere i deres sogn. Måske vil nogle menighedsråd sætte mange ressourcer af, for at se om det kan gavne, men det er jeres afgørelse. Jeg skal sætte præstekræfter af til arbejdet, så godt jeg kan af præstebevillingen, men I kan vælge at støtte både med lokalt finansierede præster og undervisere. I kan sætte forsøgsarbejde i gang i samarbejde med provsti og stift. Og dermed være med til at dreje jeres økonomi hen på disse vigtige områder. C Skole-kirke samarbejde Vi har i Ribe Stift et rigtig godt kirke-skole samarbejde med RAMS i spidsen, men hvem siger, at det ikke kan blive endnu bedre. Flere sogne kan støtte. Flere gode projekter kan sættes på bedding. Forholdet mellem kirke og skole er uendeligt vigtigt - i det nummer af Stiftsnyt, der udkommer 1. marts, har jeg skrevet om Fadervor og vores engagement i vore børns kristendomsoplæring i skolesammenhæng. Jeg tror, det under alle omstændigheder er uendeligt vigtigt, at vi som forældre og bedsteforældre med vores gøren og laden viser, hvor vigtigt det er at hvile i den kristne tro også uden at kirken begynder at spille storebror over for skolen. Den tid er nemlig for længst passé. Og godt det samme, for det er naturligvis ikke værdigt i en kristen sammenhæng, at nogen spiller storebror og klogere. Det kristne budskab skal forkyndes i frihed. Og tages imod i frihed. Men forkyndes og formidles skal det. Og vi skal stå inde for det og engagere os i det altsammen. I det hele taget kunne vi opprioritere vort pædagogiske arbejde. Det er jo da ikke forbudt at prøve at gennemtænke og gennemarbejde, hvordan vi bedst kommer ud med det glædelige budskab. For traditionstabet kræver et oversættelses- og forståelsesarbejde. Der er meget, der tyder på, at moderne mennesker har svært ved at forstå det kristne budskab i den sprogdragt, vi har for vane at servere budskabet i. Det er en anfægtelse for os, at de religiøst søgende går vores dør forbi i så stort et omfang, som de gør. Så et eller andet sted må vi altså ud på gader og stræder og møde mennesker, der hvor de er og invitere dem ind til den store bryllupsfest i Guds rige.

8 8 Konklusionen er, at jeres opgaver i den kommende fire års periode bliver endnu mere spændende, alvorlig, afgørende og betydningsfuld end den har været hidtil. For selv om vi ikke skal bekymre os på Guds vegne og heller ikke bekymre os unødigt, så er der alligevel tegn i sol og måne på, at vi er nødt til at tænke os om, for ikke at få nordtyske tilstande. I det gamle Lutherområde er kun 20 % kristne, heraf er de 5% katolikker. Eller svenske, hvor kun 40 % af alle unge konfirmeres. Vi har i Ribe Stift 89,7 % af befolkningen som er medlem af folkekirken mod 81, 2% i landet som helhed. Og det skulle vi da gerne fortsætte med og gerne flere endda. Og flere der brænder for kirke og kristendom. og jeg skal gøre. Hvad er det så kort fortalt, I som menighedsråd skal, og hvad provsti og stift I skal som menighedsråd se jeres sogn i øjnene og beskrive det. Hvilke særlige kendetegn og særpræg har det? Hvad vil I følgelig vægte? Hvad skal nedprioriteres? Hvad skal opprioriteres? Hvem skal gøre arbejdet? Hvem skal arbejdet gennemdiskuteres med? Som arbejdsgiver i en tid med forandringer er det vigtigt, at I og jeg spiller med åbne kort og diskuterer vore prioriteringer. Og så skal I have hjælp, så I kan blive ved med at holde arbejdslysten og gnisten ved lige. I skal have hjælp fra provsti og stift til jeres administration og forvaltning. Det skal og må I nemlig aldrig drukne i. Og derfor skal I ikke være bange for at spørge om hjælp, hverken fra provsti eller stift. Jeg kan fra stiftets side sige, at vi er gearet til det. Vi har fået en flot bemanding - de er til for at hjælpe jer. Det lige fra kirkegårdsopmålinger til store komplicerede sager om fredninger, ansættelses og afskedigelsessager. Og som allerede nævnt også hjælp til at formulere: Vision, målsætning og prioritering. Så fremad da i Jesu navn Trods stene og trods stokke. For det er livet om at gøre. Det er vigtigt. Det vigtigste af alt. Det er jo forudsætningen for, at vi kan leve vort liv, som det er, og ikke som vi gerne ville have haft det skulle være. Af Guds hånd. Elisabeth Dons Christensen