HELT TOM. Jeg var helt tom efter min fars pludselige død, men nu kan jeg igen gribe fat i mine følelser, og det betyder uendelig meget Side 3

Transkript

1 juni årgang Dansk Psykolog Forening HELT TOM Jeg var helt tom efter min fars pludselige død, men nu kan jeg igen gribe fat i mine følelser, og det betyder uendelig meget Side 3

2 Leder Tanker ved midsommer Forvandlingen af sankthansbålets magtfulde flammer til de efterfølgende stille luer tvinger tanker og følelser ind i både nærvær og distance. Fanget bliver man i det lille nu mellem det, der lige var her, og det, som skal komme. En tidligere statsminister blev i sin begejstring kendt for udtalelsen: Det går ufattelig godt for Danmark. Vi kan sagtens gøre den sprogligt udformede begejstring til vores: Det går ufatteligt godt i Dansk Psykolog Forening. Vi har aldrig (!) haft så høj en beskæftigelse som nu, vi har ikke fået så mange penge de sidste 20 år som ved de seneste overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Begyndelseslønnen blev løftet. På to år har vi opnået ikke mindre end 225 nye ydernumre. Vi har en flot økonomi, og vi har overskud til at honorere en pæn bid af det meget arbejde, medlemmer lægger i foreningen. Jo, det går ufattelig godt. En efterfølgende statsminister har også forsøgt sig: Der er ikke noget at komme efter. Her må vi dog melde hus forbi. Med kommunalreformens implementering fra 2007 blev mange af de meget specialiserede tilbud spredt ud for vinden i de nye 98 kommuner. Her er der forfærdelig meget at komme efter. Der er nemlig indbygget en djævelsk logik i sammenhængen mellem den måde, højt specialiserede psykologer bringer deres kompetencer i anvendelse på, og den måde, man har valgt at finansiere på. Sammen med en gruppe af psykologer og deres leder gennemgår vi det fragmenterede billede: Økonomistyring og kassetænkning er nu en indbygget forudsætning for, at den rette hjælp kan nå frem det er det, der får fragmenterne til at hænge sammen, om end billedet ikke bliver kønt af det. Der er selvfølgelig ikke noget at sige til, at den enkelte kommune ønsker på prisbillig vis selv at løse sine opgaver. Også selv om det er store opgaver, det har taget årtier at bygge kompetencer op omkring, opgaver, der kræver organisering og langsigtet planlægning at udføre. Det er tidsfaktoren, der spiller den afgørende rolle. Det vil tage år for de kommunale myndigheder at opdage, at de ikke selv kan håndtere opgavernes størrelse og kompleksitet. Lige nu tvinges de til, af økonomiske årsager, at forsøge at løse de opgaver, det tog så mange år at skabe specialistinstitutioner til. Når vi om nogle år hører, at det kunne de så alligevel ikke, så er destruktionen af de særlige indsatsinstitutioner et faktum. Svagheden ved det mere spiselige Det går ufatteligt godt, er, at det dækker over manglende svar på spørgsmålet: for hvem? I den aktuelle situation går det ikke vel for de utallige børn og deres familier, som nu kan se frem til, at de af grunde, der hænger sammen med den centrale udtænkning af det særlige økonomiske incitament, ikke vil kunne få den hjælp, de trænger til, og som ellers er inden for faglig rækkevidde. Vi har grund til at være stolte over at udgøre en forening, der ikke blot mener noget på egne vegne, men påtager sig at holde vågent øje med dem, der alt for let kan overskue, hvor godt (eller skidt) det går. Og dernæst spørge dybere ind til, for hvem det gælder, at der ikke er mere at komme efter. Vi har i stort omfang stillet spørgsmålene, og vi bliver ved. I den dobbelte eftertænksomhed ved sommerens sankthansfest kan vi fint gøre os tanker om os selv, om vores succes og om vores presserende opgaver om på den ene side at være en succesrig faggruppe og på den anden side også være selvsamme faggruppe, der netop kan pege på, hvad der kun er luer og ikke flammer. God sommer! Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf dp@dp.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf p-nyt@dp.dk Fax/Psykolog Nyt: Redaktion: Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: Produceret af: Elbo Grafi sk A/S, Fredericia Trykt med vegetabilske farver på mil jø god kendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 8000 ex. Trykoplag: ex. Medlem af Dansk Fagpresse Indsendt stof: Indsendte ar tik ler dæk ker ikke nødvendigvis re dak ti o nens eller for enin gens hold nin ger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere ind send te artikler. Redaktionen på ta ger sig ikke ansvar for artikler, der ind sen des uop for dret. Forside: BAM/Scanpix, modelfoto Jobannoncer 2008 Psykolog Nyt + Ved manus Ved reproklar Helsider: Kr ,- Kr ,- 176 x 237 mm: Halvsider: Kr ,- Kr ,- 86 x 237 mm eller 176 x 118 mm: Priserne gælder jobannoncer med 1 stilling. Prisliste: Farvetillæg (CMYK): Sort + 1, 2 eller 3 farver: Kr ,- Alle priser ekskl. moms. Abonnement/2008: kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 14 28/7 15/ /8 29/ /8 12/9

3 MODELFOTOS: BAM/SCANPIX SORGTEORIER OMSAT TIL PRAKSIS Der går to spor i den sorgproces, børn og unge gennemløber, når de mister en forælder tabet og genopbygningen. Det var et blandt flere sorgemner på en nylig afholdt temadag for psykologer. Sorg Af Marianne Bache og Preben Engelbrekt Midt i maj 2008 valfartede hen ved 100 psykologer til temadag i Århus. Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer havde fået de hollandske psykologiprofessorer Margaret Stroebe og Henk Schut til Danmark. De to har i mange år forsket i sorgprocesser og effekten af sorgintervention samt bidraget til udbredelse af den nyeste viden inden for området gennem deres Handbook of Bereavement Research [1] og en lang række ar tikler [2]. Vi var også et antal medarbejdere fra Rådgivnings- og Videncentret Unge & Sorg [3] til stede. Vi har vi gennem længere tid ladet os påvirke af Stroebe og Schuts forskning og indarbejdet mange af deres resultater i vores praksis. Mange af vores egne erfaringer og iagttagelser blev da også bekræftet af det billede, de to ridsede op. Temadagen er en anledning til at omtale nogle af de erfaringer, vi i Unge & Sorg har gjort om sorgprocesser hos og intervention til unge, der har mistet en forælder. Det følgende er derfor en præsentation af nogle centrale pointer fra arbejdet med de sørgende unge, der søger hjælp i rådgivningen set i forhold til Stroebe og Shuts forskning. To-Spors-Modellen Margaret Stroebe præsenterede den model, som hun og Shut [4] har udviklet for, hvordan efterladte bearbejder et tab: PSYKOLOG NYT

4 Tabsorienteret Sorgarbejde. Genoplevelse af sorg. At give slip på fortsætte omforme bånd til afdøde. Benægtelse/undgåelse af genopbygningens forandringer. Bånd til den døde forælder Et af elementerne i det tabsorienterede spor i To-Spors-Modellen, TSM, er at slippe/fortsætte/omforme båndene til den døde. Modellen opererer således med, at båndene til den døde ikke nødvendigvis skal brydes. Der er her tale om et opgør med den tidligere opfattelse omkring sorg, at en sund tilpasning til tabet kræver, at båndene til den døde brydes. Forskning viser, at de fleste efterladte stadig oplever at have stærke bånd til den døde, samtidig med at de kan fungere i dagligdagen [5]. Gennem sorgprocessen ændres relationen til den døde fra at foregå på både et virkeligt og et forestillet plan til en relation, der alene foregår på et indre forestillet plan. Disse bånd kan antage forskellig karakter, fx: At have den døde med sig som en ånd, som man oplever værende et eller andet sted i ens univers. At bevare minder om den døde. At bevare en gensidig relation til den døde, fx i form af dialog med den døde. At konsultere den døde i forbindelse med beslutninger. Genopbygningsorienteret Forholde sig til livsændringer. Gøre nye ting. Afledelse fra sorgen. Benægtelse/undgåelse af sorg. Nye roller/identiteter/ relationer. der skal klares, afvikling af forælderens bolig og eventuelt bodeling, hvor den unge befinder sig i genopbygningssporet. Men pludselig ryger de over i tabssporet, når vennerne taler om eller er sammen med deres forældre, når de vågner efter en drøm, hvor far/mor er lyslevende, når de oplever ting, som de plejede at dele med forælderen, eller når den efterladte forælder finder en ny kæreste. Også hos os viser kønsforskellene sig. Dels er der langt flere kvinder, der henvender sig. Dels er de unge mænd mere handleorienterede, hvilket betyder, at vi i vores metoder i højere grad end tidligere må have fokus på genopbygningssporet. Model 1. Hverdagserfaringer Baggrunden var, at de hidtidige modeller for sorgbearbejdning ikke i tilstrækkelig grad svarede til den eksisterende viden om sorg. Ifølge modellen forløber sorgprocessen ved en stadig svingning mellem to typer af opgaver de to spor: Det tabs orienterede spor, hvor den efterladte er optaget af følelser og tanker, der er direkte relateret til tabet. Det genopbygningsorienterede spor, hvor fokus er på at finde sig til rette med følgerne af, at den døde ikke længere er en del af den efterladtes tilværelse. Umiddelbart efter dødsfaldet er de fleste mest i det første spor, mens den ukomplicerede sorgproces indebærer, at man gradvis i højere og højere grad befinder sig i det andet. Samtidig er der stor variation fra person til person, og forskningen tyder på, at mænd i højere grad er i genopbygningssporet, mens kvinderne er mere i tabssporet. De unge, vi møder i rådgivningen, bekræfter dette billede. Vi ser, hvordan de i det tabsorienterede spor kæmper med sorgens mange følelser, med savnet, med uretfærdigheden og meningsløsheden og med at acceptere, at deres far eller mor virkelig er død og aldrig mere kommer tilbage. I genopbygningssporet er de optaget af de mange nye vilkår, nye roller i familien, omsorg for den efterladte forælder, bekymring for søskende, at skabe sig en ny identitet som fader-/moderløs, som en der ikke mere har det kendte barndomshjem som basis for deres tilværelse. Svingningerne mellem de to spor kan fx opstå af behovet for at tage pauser fra sorgen, eksaminer eller arbejde, Det er helt i tråd med det, vi hører fra de unge, der benytter sig af vores rådgivning. Vi ser, hvordan de har brug for at have den døde forælder med sig i deres videre liv, at kunne tale til og med ham eller hende, at kunne genkalde sig, hvad forælderen ville råde dem til, at holde fast i minderne. De er ofte netop bange for at glemme den døde forælder og har et behov for at tale om den døde med deres nærmeste. 4 PSYKOLOG NYT

5 I tidligere sorgteorier var det opfattelsen, at båndene til den døde skulle brydes. En konsekvens heraf var, at den efterladte skulle tage afsked med sige farvel til den døde for at komme godt videre. Inden for sorgintervention er dette bl.a. blevet praktiseret ved, at den efterladte skal skrive et afskedsbrev til den døde ved afslutningen af terapien. Denne praksis forholder vi os i Unge & Sorg mere fleksibelt til. For nogle af de unge, især de ældre, kan det være en relevant måde at afslutte det terapeutiske forløb på. Den unge opsummerer så at sige relationen til forælderen og gør sig klart, på hvilken måde man fremover har forælderen med sig i sit liv. For andre er det til gengæld ikke hensigtsmæssigt. Nogle kan endda give udtryk for, at det er skræmmende, når de oplever, at andre i gruppen skal skrive afskedsbrev. Det gælder især de yngre, der stadig har brug for at opleve forælderens nærvær og føle, at de har forælderen med sig længe endnu. Sorgprocessen tager laaang tid TSM giver en tydelig illustration af, hvor mange opgaver der er indeholdt i en sorgproces. Det er derfor ikke overraskende, at Margaret Stroebe til et spørgsmål på temadagen om, hvor lang tid processen normalt varer, svarede, at der ikke var noget enkelt svar på dette, men at der mindst går et år med alle mærkedagene, men som oftest længere tid. Det kan vi i Unge & Sorg nikke genkendende til. Det tager altid meget længere tid, end de unges omgivelser forestiller sig. Det volder de unge store problemer, at andre ikke forstår det, bliver bekymrede og forventer, at den unge kommer hurtigere videre, end tilfældet er. Så føler de unge sig PSYKOLOG NYT

6 endnu mere unormale og forkerte, og de bliver selv bange for, at der er noget galt med dem. De går så i stedet alene med sorgen, også fordi de føler, at de ikke kan blive ved med at belemre deres familie og venner med det samme igen og igen. Effekten af intervention Henk Shut redegjorde for den hidtidige forskning i effekten af forskellige former for rådgivning og terapi i forhold til efterladte. Sammen med bl.a. Margaret Stroebe har han fundet frem til 31 studier, der lever op til de gængse kriterier for god effektforskning. Konklusionen på disse var: 1. Opsøgende forebyggende intervention for efterladte kan ikke anses for gavnlig med hensyn til at mindske sorgrelaterede symptomer, med mulig undtagelse af intervention, der tilbydes efterladte børn (16 studier). 2. Forebyggende intervention i forhold til højrisiko grupper viser blandede resultater. Hvis der ses en effekt, er den generelt beskeden, og der er indikationer på, at forbedringen kun er midlertidig (7 studier). 3. Forebyggende intervention i forhold til kompliceret sorg viser positive og varige resultater, omend effekten ofte er beskeden (7 studier). I deres review-artikel fra 2007 [6] opsummerer de konklusionen således: Professionel psykologisk intervention er generelt hverken berettiget eller effektiv for ukompliceret sorg (s. 1969). Eller som Shut formulerede det på temadagen: Intervention synes kun at være hjælpsom, når den efterspørges, når risikofaktorer er til stede, eller når sorgen er kompliceret. Set med professionelle briller er disse konklusioner ikke opløftende. Der er ikke meget bevis for, at det, vi gør, rent faktisk hjælper! Eller det er i hvert fald svært at skaffe hardcore evidens for det. Men som en deltager bemærkede er det trøstende at konstatere, at efterladte i stort antal kommer godt igennem sorgen ved familie og venners hjælp. Konklusionerne harmonerer dog ganske godt med de visitationsprocedurer og interventionsformer, vi i rådgivningen har opbygget på baggrund af mange års erfaring: 1. De unge skal selv henvende sig For det første skal de unge selv henvende sig for at få hjælp, og de skal opleve at have brug for den. Vi oplever 6 PSYKOLOG NYT

7 jævnligt, at det er den bekymrede efterladte forælder, der henvender sig eller får den unge til at kontakte os. Selvfølgelig ud fra de bedste intentioner og ud fra den almindelige forestilling om, at det er vigtigt at forebygge senere problemer. Men i en del tilfælde viser det sig ved den indledende telefonsamtale eller ved den efterfølgende visiterende samtale, enten at den unge ikke selv er motiveret for hjælp, eller at den unge bare har helt almindelige sorgreaktioner, og at der ikke er behov for en professionel indsats. 2. Tidspunkt for intervention For det andet får de unge sjældent et tilbud, før der er gået 4-6 måneder efter forælderens død. Det er først på dette tidspunkt, at det for alvor begynder at gå op for den unge, at forælderen er død og aldrig kommer tilbage. Det er her, man kan få et indtryk af, om den unge rent faktisk har behov for professionel hjælp, samt hvilken hjælp der er brug for, og først her de vil få størst udbytte af hjælpen. Ganske mange unge henvender sig umiddelbart efter dødsfaldet, fordi sorgens følelser er ukendte og smertefulde for dem. Ofte på grund af manglende viden og misforstået hensyn hos de pårørende, der selv føler sig magtesløse. Vi ser dette som en bagside af krisepsykologiens succes med princippet om hurtig hjælp. Et princip, der ikke er relevant i forhold til sorg, hvor rådgivning/terapi ikke er løsningen for hele gruppen af efterladte unge som Shuts konklusioner viser. Når vi ved sådanne henvendelser fortæller den unge om vores erfaringer med, at hjælp almindeligvis først er nyttig efter nogen tid, bliver de overraskede, men som oftest giver det god mening for dem. Naturligvis er der på det tidlige tidspunkt henvendelser fra unge, der er kriseprægede, og som har store vanskeligheder med at fungere i deres dagligdag. Her tilbyder vi individuelle samtaler, men de unge kommer først senere i en gruppe. 3. Forskellige interventionsformer For det tredje afhænger vores tilbud af de problemstillinger, den unge præsenterer. Vi har terapigrupper af forskellig karakter, afhængigt af alder og problemstilling, fx varighed siden forælderens død, kompliceret sorg, dobbelt forældretab, langvarigt belastende sygdomsforløb forud for dødsfaldet, komplicerede relationer til den døde eller den PSYKOLOG NYT

8 efterladte forælder, alkoholmisbrug hos den døde forælder. Nogle grupper forløber over et bestemt antal gange, andre er fortløbende og optager nye deltagere, når andre går ud. Når vi trods omtalte mangelfulde/begrænsede dokumentation for effekt etablerer sådanne grupper, er det ikke mindst, fordi forskning viser, at unge, der har mistet en forælder, er i en risikogruppe [7]. Undersøgelser viser varierende resultater vedrørende omfanget af problemer hos disse unge, men tyder på, at en stor gruppe (omkring 60 %) klarer sig ved netværkets hjælp, at en mindre gruppe (ca. 30 %) har brug for begrænset hjælp, og at de sidste 10 % har brug for massiv, intensiv støtte for ikke at udvikle depression, angst, selvdestruktiv adfærd m.m. Samtidig ved vi, at unge mellem 16 og 28 år har mistet en eller begge forældre [8]. Knap unge skønnes således at have brug for be- grænset støtte, mens har brug for længerevarende psykologisk behandling. Vores tilbud retter sig især mod de sidste to grupper. Forskning og dokumentation Henk Shut kaldte den mangelfulde dokumentation for en uetisk situation og talte stærkt for et øget samarbejde mellem forskere og klinikere med henblik på at forbedre situationen. Vi er enige i behovet for dette og etablerede blandt andet derfor i 2007 et videncenter knyttet til vores rådgivning. Fra foråret 2007 følger vi størstedelen af vores grupper med spørgeskemaer (om selvværd, angst og depression, kontakten til andre, tilfredshed med gruppeforløbet mv.) før gruppestart, ved slutningen samt 6 og 12 måneder efter. Deltagelsesprocenten er høj (83 % efter andet skema), og de foreløbige resultater er meget positive. Selv om den- 8 PSYKOLOG NYT

9 NOTER ne undersøgelse ligesom megen psykoterapiforskning i øvrigt ikke lever op til Shuts strenge kriterier for korrekt forskning på grund af manglende kontrolgruppe, mener vi dog, at vi har taget et skridt i den rigtige retning. Samtidig er der grund til at forholde sig kritisk til evidensbølgen og med et citat fra Einstein konstatere, at ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles, hvad følgende tilbagemelding fra en gruppedeltager kan ses som udtryk for: Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan jeg ville have det nu, hvis ikke jeg havde deltaget i gruppen. Gruppen har hjulpet mig til at finde mig selv igen. Jeg var helt tom efter min fars pludselige død, men nu kan jeg igen gribe fat i mine følelser, og det betyder uendeligt meget. Psykolog Marianne Bache og Centerchef Preben Engelbrekt Rådgivnings- og Videncentret Unge & Sorg [1] Stroebe, M.S., Stroebe, W., Hansson, R.O.: Handbook of Bereavement: Theory, Research and Intervention. New York, Stroebe, M.S., Hansson, R.O., Shut, H., Stroebe, W., Shut, H.: Handbook of Bereavement Research: Consequences, Coping and Care. Washington, (Des uden en annonceret ny udgave: Stroebe, M.S., Hansson, R.O., Shut, H., Stroebe, W.: Handbook of Bereavement Research and Practice: Advances in Theory and Intervention). [2] Se fx Stroebe, M., Shut, H., Stroebe, W.: Health outcomes of bereavement. The Lancet, 2007: [3] Unge & Sorg tilbyder støtte til unge mellem 16 og 28 år, hvis forældre er alvorligt syge eller døde. Der er afdelinger i København, Århus og Odense, hvor der er 11 professionelle rådgivere og ca. 30 frivillige til at varetage rådgivningsarbejdet. I København er der tillige et videncenter, der indsamler viden på feltet og arbejder med dokumentation og metodeudvikling. Se [4] Stroebe, M., Shut, H.: The dual process model of coping with bereavement: rationale and description. Death Studies 1999: [5] Klass, D., Silverman, P.R., Nickman, S.L. (eds.): Continuing Bonds. New Understanding of Grief. Philadelphia, [6] Stroebe, M., Shut, H., Stroebe, W.: Health outcomes of bereavement. The Lancet, 2007: [7] Se fx Balk, D.E., Corr, C.A.: Bereavement during adolescence: A review of research. I: Stroebe, M.S. et al. (eds.): Handbook of bereavement research: Concequences, coping and care. Washington, 2001, Lutzke, J.R., Ayers, T.S., Sandler, I.N., Barr A: Risks and Interventions for the Parentally Bereaved Child. I: Wolchik & Sandler (eds.) Handbook of Children s Coping: Linking Theory and Intervention. New York, 1997, [8] Danmarks Statistik, PSYKOLOG NYT

10 NY praksis i psykiatrien I lokalpsykiatrien er man sine steder langt fremme med en ændret arbejdsfordeling mellem psykologer og psykiatere. Psykolog Klaus Pedersen beskriver i dette interview et ekspanderende arbejdsområde for psykologer. Nye opgaver Af Irene Christiansen I Lokalpsykiatri Nord, Århus Universitetshospital, er nye opgaver for psykologerne blevet til virkelighed. Praksis har formet sig som følge af psykologers initiativ, ledelsens interesse herfor og spredte arbejdsbeskrivelser og instrukser. I starten af processen fik psykologerne mulighed for at varetage forsamtaler, typisk i forhold til formodede angstlidelser, forudsat patienterne var somatisk udredt på forhånd ved praktiserende læge og i øvrigt ikke led af svære somatiske komplikationer. I dag er psykologerne med til at udrede rundt regnet alle psykiatriske diagnoser. Det afgørende er, at psykologen kan operere på et vist niveau af kompetence. Klaus Pedersen, specialist og supervisor i psykoterapi og psykopatologi, var under sin uddannelse til psykolog i praktik i Risskov. Han fortæller: - Dengang var holdningen blandt mange psykologistuderende, at diagnoser ikke bare var et utilstrækkeligt, men også uhensigtsmæssigt grundlag at forstå patienten på. Men diagnoser leverer fænomenologiske data om patientens oplevelser og adfærd og kan dermed være til hjælp i det psykoterapeutiske arbejde. Klaus Pedersen vendte senere tilbage til Risskov og har nu været i Lokalpsykiatri Nord i flere år. I den periode er udviklingen gået i retning af blandt andet at lade psykologerne forestå diagnosticering og udfærdige behandlingsplaner, henvisninger og erklæringer. Det begyndte med sekretærernes tvivl om, hvad de skulle gøre med de diagnoser, der var blevet afgivet af en psykolog? Skulle de kode dem ind i det officielle system? - Psykologerne skulle rådføre sig med en erfaren psykiater, hvis de var i tvivl om diagnosen. Dette kom til at gælde alle psykologer på én gang. Siden har vi i stigende grad foretaget udredninger og stillet diagnoser. I dag bruger læger og psykologer hinanden gensidigt ved behov for eksperthjælp i vanskelige sager. Også primærsektoren er involveret i de fleste tilfælde fungerer den praktiserende læge som garant for somatisk udredning og varetager receptudskrivning efter diagnosticering og ordination i psykiatrien. For erklæringer og henvisninger til eksempelvis psykiatriske specialklinikker, fysioterapeuter, diætister og neurologer gælder desuden: - Psykologerne har lavet egen instruks for udarbejdelse af erklæringer. Tidligere skulle der være en psykiater som medunderskriver. Dette fandt vi unødvendigt fra psykologside. Efter indførelsen af de nye psykologerklæringstyper behøver psykologer ikke længere skrive erklæringer på lægeformularer. Der bør dog være en erfaren psykolog eller psykiater som medunderskriver, når der er tale om nyuddannet personale. 10 PSYKOLOG NYT

11 ILLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN PSYKOLOG NYT

12 - I begyndelsen kom der ofte henvisninger retur, hvis de ikke var blevet kontrasigneret af en overlæge, men dette ligger allerede flere år tilbage. Socialforvaltningerne efterspørger også psykologerklæringer, og der ser ud til at være en tendens i retning af at sidestille speciallægeerklæringer og specialpsykologerklæringer fx i pensions- og revalideringssager. Dristighed og initiativ I Danske Regioner arbejdes der for at etablere såkaldte uddannelsesstillinger for psykologer i psykiatrien, dels for at fastholde ekspertisen, dels for at løse problemet med den alarmerende mangel på psykiatere. Grundlæggende handler denne politiske indsats om at leve op til behandlingsgarantien for forskellige psykiske lidelser. Her er psykologerne en oplagt faggruppe: - Dels vil vi gerne, dels kan vi mange ting og kan læres op, fastslår Klaus Pedersen. Som psykiatrien udvikler sig, er det nødvendigt at kunne diagnosticere og herunder finde ud af, hvad patienten oplever. De fleste psykologer inden for psykiatrien vil gerne diagnosticere, men de vil også gerne arbejde psykoterapeutisk. Der er skabt nogle rammer via ledelsen, der har gjort denne udvikling mulig. Flere steder i Region Midt er man begyndt at ansætte psykologer primært til udredning, diagnostik og stuegang. Andre steder er man endnu ikke så vidt. Måske mangler troen på, at psykologer kan løse disse opgaver, men der kan også være andre forklaringer på manglende bevægelse i tingenes tilstand. Klaus Pedersen beretter, at dette har gjort sig gældende i Lokalpsykiatri Nord: - I de seneste år har det krævet dristighed og initiativ at få ændringerne i gang. Psykologer skal vænne sig til at tage 12 PSYKOLOG NYT

13 ansvar også for at stille diagnoser som skizofreni og bipolar affektiv sindslidelse. Det er et tungt ansvar, men i sidste ende en hjælp til patienten. - Det kræver forståeligt nok tilvænning for en faggruppe, at en anden faggruppe kommer ind fra sidelinjen og løser kerneopgaver på kvalificeret niveau. Jeg kan også forstå, at læger, der tidligere mødte psykologers negative holdninger over for dia gnoser og medicinsk behandling, har været tøvende. Min erfaring er dog, at vi i dag har et respektfuldt og frugtbart samarbejde imellem alle faggrupper til stor glæde for både patienter og pårørende. Hvad psykologer især kan Såvel psykiatere som specialpsykologer er akademisk uddannede og trænede i at kategorisere og klassificere ved hjælp af ICD-10. Systemet kræver ikke nogen særlig lægefaglig ekspertise, forudsat at eventuelle somatiske lidelser udredes sideløbende. Psykiatere har særlige kompetencer inden for psykofarmakologi og i feltet mellem psykiatri og somatik, mens psykologer har ekstra med i bagagen om fx udviklings-, kognitions- og personlighedspsykologi. Psykologer har dermed en bred baggrund for at forstå patienten i forhold til livssituation og psykisk funktionsmåde: - Vores fordel som psykologer er, at vi ved meget om normalpsykologi psykens anatomi kalder jeg det. At se det psykopatologiske i kontrast til normaludvikling giver os gode forudsætninger inden for det psykiatriske arbejdsområde, mener Klaus Pedersen. - Over for mange somatiske symptomer kan læger bedre differentiere og behandle medicinsk, mens psykologer har særlige forudsætninger for psykoterapi. På et basalt psykoterapeutisk niveau kan det i forhold til nogle lidelser være en fordel at begynde med at bruge bestemte psykoterapeutiske metoder, som der er evidens for. Men en bred uddannelse kombineret med klinisk erfaring giver os mulighed for på specialistniveau at intervenere langt mere effektivt ved fleksibelt at tilpasse metoder til den enkelte patients behov. - Andre særlige forudsætninger er vores viden om organisations- og socialpsykologi, der giver os baggrund for at forstå et menneske i pågældendes egentlige kontekst, herunder lave prognoser og vurderinger af relevans for arbejdsevne og fremtidsmuligheder. I dag har vi en resultatorienteret indstilling og råder over flere parallelle teoretiske og metodiske tilgange, som kan anvendes, alt efter hvilke løsninger der har størst behandlingsmæssig gavn for patienten og dennes familie. Det svarer til at have mere end én slags medicin på apotekshylden. Herudover er der det psykologiske testområde, som psykologer bruger som led i differentialdiagnostisk udredning og vurdering af kognitiv funktion, personlighed, ressourcer mv. Dette område dækkes udelukkende af psykologer: - Vi tester mindst muligt, da det er særdeles ressourcekrævende, og da en god klinisk vurdering af psykopatologi med brug af semistrukturerede diagnostiske redskaber oftest er tilstrækkelig, siger Klaus Pedersen. Det er ledelsen på forskellige niveauer af organisationen og i sidste ende politikerne, der har ansvaret for, hvilke nye opgaver der overgår til psykologerne. Lovgivningen giver vide rammer for at beslutte, hvilke faggrupper der skal lave hvad. I princippet er der intet til hinder for at lade ambulante enheder lede også af specialpsykologer og i endnu højere grad benytte læger som konsulenter for den medicinske del af behandlingen. Flere steder har man allerede ansat psykologer som ledere af ambulante psykiatriske enheder og i ledelsen af psykiatriske hospitalsafsnit. Klaus Pedersen mener, at udviklingen alt i alt går i den FAKTA Baggrund I 2006 anbefalede Danske Regioner i sin rapport Behandlingsgaranti i psykiatrien udfordringer og muligheder, at der blev indført behandlingsgaranti for børne- og ungdomspsykiatrien og for dele af voksenpsykiatrien. Et sådant mål kunne nås ved blandt andet at overføre opgaver fra læger til andre faggrupper. I forlængelse heraf skulle der udfærdiges beskrivelser af specialistuddannelsesstillinger i psykiatrien for psykologer. Løsningen på psykiatriens problemer er undervejs. Politisk arbejdes der med området i Danske Regioner, i Dansk Psykolog Forening og i Foreningen af Speciallæger. Og i den praktiske virkelighed er man på vej til at gøre sig erfaringer med, hvordan specialpsykologer kan varetage nye opgaver i psykiatrien. I Psykolog Nyt 11/2008 tog vi hul på en artikelserie, som beskriver disse erfaringer. Nærværende artikel er den anden i rækken. PSYKOLOG NYT

14 FOTO: BAM/SCANPIX rigtige retning, men at der er brug for nationale initiativer for at få alle med samt justeringer af lovgivningen bl.a. for at lette arbejdsprocesser. Personligt er han glad for et system, hvor de forskellige faggrupper sidder dør om dør. Som ringe i vandet I Lokalpsykiatri Nord opereres der ikke med ventelister, men med ventetid: - Der er grænser for, hvor mange patienter vi kan nå at tage ind, erkender Klaus Pedersen. I flere år har der snarere været usynlige ventelister. Den privatpraktiserende læge ved, at lader han en patient henvise, vil denne ofte ikke kunne tages ind. - Hver gang vi hjælper en patient, breder det sig som ringe i vandet. Praktiserende læger hjælper mange, men kommer til kort over for de vanskeligere sager. Af hensyn til patienterne bør der ansættes flere psykologer og naturligvis også af hensyn til familierne, de pårørende, arbejdspladsen, sundhedstilstanden i samfundet generelt etc. Overraskende mange henvender sig til praktiserende læger på grund af psykiske problemer. Det er ret katastrofalt, hvis man må indskrænke psykiatriens målgruppe, fordi der mangler personale. Klaus Pedersen kender ikke til modstand fra pårørende over, at det er en psykolog frem for en læge, der står for diagnosticering, udredning, behandling etc.: - Mange kender ikke til forskellen på en psykolog og en psykiater. At enkelte patienter kan blive overraskede over, at det også er psykologen, der stiller en diagnose, har ikke givet anledning til problemer. Socialforvaltningen, de pårørende og patienterne er med på, at det også er psykologer, der udfører dette arbejde. Lønløft og faglige udfordringer De ændrede opgaver må efter Klaus Pedersens opfattelse føre til, at specialpsykologernes løn løftes, så den kan tåle sammenligning med speciallægernes, bl.a. af hensyn til rekruttering og fastholdelse. Dog peger han også på nødvendigheden af et fagligt udfordrende arbejde: - Når arbejdsopgaverne matcher kompetenceniveauet, øges arbejdstilfredsheden, og udbrændthed modvirkes. Det er således ikke kun et spørgsmål om løn, men også at finde personlig mening i arbejdet. Mange dygtige psykologer har forladt psykiatrien eller undladt at søge ind på grund af manglende karrieremuligheder, påpeger han. Patienterne vil lukrere på dette joint venture imellem psykologer og psykiatere, idet det i den grad handler om at sikre et højt fagligt niveau og få flere patienter igennem systemet. I den forbindelse bliver det vigtigt at se nærmere på patienttilfredsheden borgeren skal opleve at modtage en god behandling og at aflive myten om, at psykologkontakt er ensbetydende med uendeligt lange samtaleforløb, som kredser om den tidlige barndom. Noget om fremtiden - Man kunne vælge at give psykologer intensive kurser i psykofarmakologisk behandling, så vi kan udskrive visse former for medicin. Mange ordinationer og medicinjusteringer sker allerede efter forslag fra psykologer, understreger Klaus Pedersen. - Jeg tror, det vil være hensigtsmæssigt med den nye specialistuddannelse herhjemme, at psykologer i sengepsykiatrien får kompetence til at ordinere ikke-medicinsk tvang. Jeg har lært meget af mange psykiatere de er med til at uddanne såvel yngre læger som psykologer og psykologer er begyndt at deltage i uddannelse af psykiatere. I fremtiden vil vi nok komme til at undervise hinanden mere og mere. Kombinationen fra de forskellige faglige vinkler bliver til en force frem for et problem. - Med de nye initiativer fra Danske Regioner vedrørende specialpsykologuddannelse i psykiatri vil det være naturligt at oprette stillinger i kategorier som afdelingspsykolog og overpsykolog. Synergieffekten i samarbejdet vil være stor, og muligheden for kapacitetsudvidelse vil være et afgørende bidrag til at løfte de store opgaver, psykiatrien står over for. På sigt forestiller Klaus Pedersen sig en psykiatri med også psykologer på alle ledelsesniveauer, og hvor faggrupperne har specifikke konsulentfunktioner. Uanset om lidelsen er biologisk determineret eller ej, vil patienter for det meste have brug for at tale om, hvordan de har det med den psykiske lidelse. Dette behov kan blive overset, hvis der er for meget fokus på diagnostik, symptombearbejdning og årsagsforklaringer. - Der er også den eksistentielle dimension. En psykose kan virke som et trauma og medføre en drastisk ændring af patientens livsperspektiv samt tab af muligheder, hvad der i sig selv kan føre til nye symptomlidelser. En del psykologarbejde handler om at hjælpe til at skabe mening i en ny livssituation og herigennem undgå tilbagefald samt fremme livsglæde og potentielle ressourcer. Irene Christiansen, cand.psych. 14 PSYKOLOG NYT

15 Nye bøger Irvin D. Yalom: Som at se på solen. Yalom tager fat på et grundlæggende menneskeligt vilkår: døden og dødsangstens betydning for vores liv. Udgangspunktet er, at dødsangsten gennemsyrer vores tilværelse og i det skjulte styrer en lang række af vores handlinger. Bogen byder på en række beskrivelser af terapeutiske møder, hvor dødsangst har været afgørende for klientens lidelser. Yalom viser, hvordan almindelige problemer i bund og grund kan hænge sammen med angsten for at dø. Hans Reitzels Forlag, 2008, 237 sider, 298 kr. Dennis Greenberger. Christine A. Padesky: Følelser med fornuft. En praktisk indføring i den kognitive metodes brede anvendelighed. Bogen igennem følger vi fem personer, der hver især lider af forskellige ubehagelige og uhensigtsmæssige symptomer. Den samme kognitive tankegang og metode benyttes i forhold til alle personernes symptomer, og samtidig bliver læseren indført i, hvordan man selv kan bruge metoden. KLIM, 2008, 202 sider, 269 kr. Helen Mors. Stine Clasen. C. Hostrup. Anne Sofie Møller Sparre: Kreativ mediation. Hvis vi er trygge ved at omgås konflikter, kan de opløses, blive konstruktive og skabe vindersituationer for de involverede parter. Bogen inviterer til en kreativ anvendelse af den klassiske mediationsmodel. Den giver læseren en række konkrete dialogiske redskaber, som kan anvendes på nye og kreative måder i det pædagogiske arbejde. KLIM, 2008, 107 sider, 139 kr. Finn Thorbjørn Hansen At stå i det åbne. I bogen rettes blikket mod, hvad det vil sige at stå i et undringsfællesskab, og der redegøres for, hvordan den filosofiske undren kan være en vej til en større forståelse for den eksistentielle og dannelsesmæssige dimension i vejledning og undervisning. Hans Reitzels Forlag, 2008, 479 sider, 498 kr. Katrine Krebs. Henrik Day Poulsen: Kvinder der lever farligt. Om kvinder, der på et tidspunkt har haft en tæt relation til en mand, som viste sig at være farlig. Han havde psykopatiske eller narcissistiske træk i sin personlighed, han var dominerende, uden empati, måske truende eller direkte voldelig. Da de mødtes var manden kærlig. vindende og charmerende, men inden længe afslørede han grusomme sider af sin personlighed. Forfatterne er henholdsvis journalist og psykiater. Documentas, 2008, 240 sider, 249 kr. Gudrun Olsson: Berättelsen som utgångspunkt. Uanset metode er der blandt psykologer en voksende bevidsthed om, hvor vigtigt det er, at klienten beretter om sig selv og sit problem. Hertil bidrager den kvalitative psykoterapiforskning med ny viden. Forskningen har vist, at relationen mellem terapeut og klient ofte er vigtigere end metode og teoritilhørsforhold. Derfor vælger bogen at sætte en parentes rundt om metoder og teorier og med den personlige beretning som udgangspunkt skræve over kløften mellem forskning og praksis. Natur & Kultur (svensk forlag), 2008, 310 sider, 215 sv.kr. ib. BØGER præsenterer løbende de nye bogudgivelser primært inden for det psykologiske område. Det redaktionelle princip er at søge inspiration til omtalen fx i forlagenes pressemeddelelser. En omtale er en omtale ikke redaktionens anbefaling af bogen. Prisangivelserne er vejledende. PSYKOLOG NYT

16 Dansk Psykolog Forening fik 24. maj 2008 et nyt æresmedlem i cand.psych. Karen Vibeke Mortensen. Vi bringer her den takketale, hun holdt i forbindelse med udnævnelsen. Tak! Af Karen Vibeke Mortensen I den kliniske børnepsykologis tjeneste Man taler så tit om de gamle 68 ere; jeg er faktisk cand. psych. fra før 1968, så jeg er sådan en præ-68 er, hvis man kan tale om det. Jeg har været psykolog i godt 42 år, og jeg har lyst til at sige lidt om nogle af de hovedindtryk, jeg har fået fra hele den udvikling, jeg har deltaget i. Da jeg altid har arbejdet inden for den kliniske psykologi, vil jeg holde mig til den. Vi var måske et halvt hundrede studerende, der begyndte samtidig på psykologistudiet ved Københavns Universitet det var dengang det eneste sted, man kunne læse psykologi. Men det første, vi fik at vide, var, at vi var alt for mange. Det næste var, at vi i hvert fald ikke burde interessere os for anvendt psykologi det her var grundvidenskab, der bedst dyrkedes ved, at man i en årrække gik i hælene på professoren på Psykologisk Laboratorium og hjalp ham med hans forsøg for så engang ad åre at blive magister. Det var ikke just nogen opmuntrende velkomst, når man som jeg sad med et ønske om at arbejde som klinisk psykolog, et ønske, der oven i købet var temmelig vagt, for det, jeg ville, fandtes kun i meget begrænset omfang. Midt under min studietid blev Lise Østergaard professor i klinisk psykologi, hvad der dog hjalp lidt; hun indførte bl.a. Freud, som tidligere havde været ildeset. Men størstedelen af min første kliniske viden fik jeg ellers af de kliniske damer, som de noget nedladende blev kaldt. Denne nedladenhed var ilde anbragt de repræsenterede noget af den bedste psykologi i landet på den tid. Det var sådanne personer som Wenja Rothe, Birthe Kyng og først og fremmest Bodil Farup, som var en fremragende børneterapeut. Hun er nok stort set ukendt i dag, undtagen måske på Københavns Universitet, hvor Universitetets Børnepsykologiske Klinik jo blev oprettet specielt til hende. Pendulsving og bølgegang Når jeg sammenligner den viden, vi har i dag, med hvad vi vidste dengang, må jeg karakterisere udviklingen som forrygende både med hensyn til faktuel viden, nye teorier og ændrede metoder. Det har været enormt spændende at deltage i hele denne udvikling. Processen har ikke altid været hverken let eller kun behagelig, men det har været givende, både fagligt og personligt. Det falder mig i øjnene, at der på ingen måde har været 16 PSYKOLOG NYT

17 PSYKOLOG NYT FOTO: NINA LEMVIGH-MÜLLER

18 tale om en ubrudt, afbalanceret, rationel, fremadskridende udvikling mod øget viden, men i mindst lige så høj grad om en udvikling præget af politiske, økonomiske og alment kulturelle holdninger meget ofte forbundet med værdidomme og stærke følelser og overbevisninger og ikke så sjældent udmøntet i mere eller mindre klicheprægede vendinger. Der har været pendulagtige udsving, hvor man har bevæget sig langt til den ene side og er kommet ud i nogle ekstremer, som så synes at udløse tilbagesving i modsat retning, hvor man så igen kommer ud i den modsatte yderlighed. På afstand er det let at se, hvor vanskeligt det er at holde balancen og fastholde en form for saglig videnskabelighed, og det er formentlig overhovedet ikke muligt for nogen af os. Og der sker også tab ind imellem, hvor værdifulde kulturer går tabt for så måske senere at genopstå i ændret form. Det føles altid vældig rart, når man er med i den herskende bølge. Det er trygt og lunt, man bliver ofte bekræftet, og man behøver sjældent at argumentere for sin sag, for alle ved jo, hvordan virkeligheden er. Den er selvfølgelig og stort set indiskutabel. Det er lidt vanskeligere, hvis man ikke er enig. Det kan indimellem opleves ensomt, og man kan blive mødt både med vrede og med en let undrende overbærenhed over, at man dog kan mene sådan. Et eksempel: Ved en af mine første ansættelser, som var ved den første ungdomspsykiatriske afdeling i landet, mødte jeg antipsykiatrien for fuld udblæsning. Ifølge antipsykiatrien burde man ikke stille diagnoser, blandt andet fordi man dermed stemplede folk; og i øvrigt skulle vi alle ud af kontorerne og ud at vaske op sammen med patienterne, det var ingen nytte til at sidde og tale med dem, for det var vores personlighed, der betød noget, og ikke vores professionelle faglighed. Når sandt skal siges, var vores faglighed dengang faktisk også tynd personlighedsforstyrrelserne var endnu ikke opfundet eller i hvert fald ikke beskrevet, vores viden om psykoterapi var meget lille, og man kunne føle sig ret hjælpeløs over for de ofte alvorligt syge unge, vi mødte. Det gjorde det svært at argumentere for sin sag, selv når man ikke var enig. Jeg mente faktisk dengang ligesom jeg gør nu at man på rette tid og sted bør stille diagnoser, men det var svært at få den holdning accepteret i de antipsykiatriske kredse. Kort efter kom familieterapien til landet, repræsenteret ved en hel stribe udenlandske terapeuter, der demonstrerede og underviste på korte kurser. Vi mødte en række terapeuter, der både teoretisk og metodemæssigt var meget forskellige: gestaltterapeuter, strukturelle terapeuter, systemiske, psykoanalytiske og mange flere. Familieterapi var virkelig nytænkning dengang, det var følelsesmæssigt stærkt at overvære de demonstrationer af den, vi blev præsenteret for, og mange af os blev grebet af tænkningen om dysfunktionelle familier og barnet som den udpegede patient. Vi forsøgte os også selv efter bedste evne med familieterapi og fandt ud af, at det ikke var så let efter nogle korte kurser, som oven i købet var indbyrdes modstridende. Men hvis man dengang mente, at et barn ikke var godt nok hjulpet af en behandling af den samlede familie, men fx havde brug for individuel terapi, havde man bare ikke fattet pointen. Diagnosers begrænsning I dag stilles der diagnoser uden tøven, ikke blot inden for, men sandelig også uden for psykiatrien. Et barn, som skole og PPR kender rigtig grundigt, kan ikke komme i den specialklasse, alle synes, det skal i, før det har været rundt om psykiatrisk afdeling og fået en diagnose, ligesom man heller ikke kan få en række sociale ydelser uden en diagnose. Alle synes at have glemt den engelske psykiater Michael Rutters advarsel om, at en diagnose aldrig nogen sinde alene bør lægges til grund for nogen foranstaltning eller behandling, fordi den beskriver så lille en del af et barn. 18 PSYKOLOG NYT

19 Jeg finder det overraskende, at et diagnostisk system som ICD-10 er blevet så populært også blandt psykologer i dag. Teoretisk set ved vi mere end nogen sinde før om tidlige relationsmønstre og udvikling af tilknytningsforstyrrelser, og alligevel ikke bare accepterer vi, men medvirker også aktivt til brugen af et diagnostisk system, som alene er baseret på symptomer hos barnet og helt negligerer de relationelle og familiemæssige forhold. At det derudover er meget mangelfuldt også på adskillige andre måder, skal jeg nok lade være med at gå ind på her. Men mens man altså tidligere måtte kæmpe for retten til at bruge diagnoser, kan jeg i dag blive næsten helt nostalgisk efter antipsykiatriens forståelse af diagnosers begrænsninger og dens respekt for deres potentielt skadelige virkninger. Jeg kan ligeledes savne familieterapeuternes forståelse af de stærke, ofte ubevidste, kræfter, der virker i familier, undertiden med negative virkninger for børnene, og som man i vid udstrækning synes helt at have mistet interessen for i sin iver efter at finde årsager inde i det enkelte barn. I dag er der ingen, der taler om barnet som den udpegede patient, hvad der ellers kunne være relevant nok i mange tilfælde. Ønsker for klinisk børnepsykologi Et af de ønsker, jeg kunne have for fremtiden, ville være, at man ville være lidt mere forsigtig og knap så hurtig til at gå ind for den herskende trend og tro, at det nu er den, der skal gælde i alle situationer, men at man ville have blik for, hvor vigtigt det er i vores fag at kunne differentiere at have et bredt spektrum, både af teorier og metoder, og at forstå, at der er brug for vidt forskellige tilgange over for forskellige mennesker og forskellige problemstillinger. Mit andet ønske, og det er mit stærkeste ønske på fagets vegne, er, at der skal ske en kraftig styrkelse af den kliniske børnepsykologi på alle områder, fra grunduddannelse MODELFOTOS: BAM/SCANPIX over videreuddannelse og forskning til udmøntning i praksis af ambulante børnebehandlingssteder. Klinisk børnepsykologi er et af den anvendte psykologis hovedområder, og en meget stor del af universiteternes kandidater kommer til at arbejde inden for dette område. Det er derfor absurd, at der aldrig nogen sinde har været et egentligt professorat i klinisk børnepsykologi ved nogen af universiteterne. Der er professorer i klinisk psykologi, men kun inden for voksenområdet. Børneområdet har imidlertid sine egne teorier og i allerhøjeste grad sine egne metoder, og faget kan ikke dækkes af mennesker, der kun har erfaring med voksne. Klinisk børnepsykologi er et af de vanskeligste fag inden for psykologien, dels fordi det organisatorisk er kompliceret, når man både skal have at gøre med børn og deres familier og eventuelt øvrige netværk, dels fordi børn er vanskeligere at forstå end voksne, da de ofte udtrykker sig symbolsk og indirekte om deres problemer, og endelig fordi det er følelsesmæssigt betydelig mere krævende at have med børn at gøre end med voksne. Så når vi ikke ruster de studerende godt nok til at arbejde inden for feltet, er det ikke bare synd for børnene, men også for psykologerne. Når den kliniske børnepsykologi ikke er dækket godt nok ind på universiteterne, skyldes det dog ikke kun mangelen på professorer, men også mangelen på psykologer, der er kvalificerede som universitetslærere, dvs. som både har en tilstrækkelig grundig klinisk uddannelse og en ph.d.- grad, så de både kan opfylde de kliniske og videnskabelige krav. Det er store krav at stille om dobbelt kompetence, og vi får aldrig nogen, der er kvalificerede, hvis vi ikke gør en ekstra indsats og opretter stillinger ved universiteterne, hvor man samtidig kan erhverve klinisk specialisering og videnskabelig kompetence. Forskning vil jeg ikke gå ind på her, men der savnes også i høj grad forskning på det kliniske børneområde. Bredde og differentiering Jeg nævnte tidligere Bodil Farup som den psykolog, Universitetets Børnepsykologiske Klinik blev oprettet til. Dengang var der fremsynede folk, som foreslog, at der skulle oprettes 100 sådanne rådgivninger over hele landet. Sådan gik det ikke, men der blev oprettet nogle, som i 1976 med bistandsloven blev lagt ind under amterne, så der var et center i hvert amt. Deres opgaver var dels at hjælpe socialforvaltningerne med deres vanskelige børnesager og dels at tilbyde gratis behandling til børnefamilier. Jeg var selv leder af sådan et center i knap otte år, og jeg synes, vi udførte et virkelig vigtigt arbejde. Samtidig var de fortræffelige uddannelsessteder for unge psykologer. Centrene var ofte forbavsende ukendte i offentligheden, og med amternes nedlæggelse forsvandt de fleste af dem, PSYKOLOG NYT

20 uden at det førte til det store postyr. Men vi har stadig brug for 100 ambulante, gratis rådgivninger for familier med børn, som folk selv kan henvende sig til uden henvisning. Og vi behøver ikke at gå længere end til Norge, før vi finder et land, der har sådan et landsdækkende net af gratis rådgivninger for børnefamilier. For et par år siden var jeg netop i Norge som opponent på en disputats, hvor en ung psykolog bl.a. fremlagde en beskrivelse af en psykoanalytisk terapi med et autistisk barn. Det var et fremragende arbejde, og jeg sad og blev ganske misundelig, mens jeg tænkte på, hvornår jeg mon ville få lejlighed til at høre et tilsvarende arbejde fremlagt i Danmark. Jeg har altid selv arbejdet inden for det psykoanalytiske spektrum. Det har jeg gjort, fordi det føles meget meningsfuldt for mig, og nok så vigtigt fordi jeg også mener, det opleves meningsfuldt for de mennesker, jeg har med at gøre, enten i psykoterapi eller supervision. Psykoanalysen kan jo ikke just siges at være den herskende trend i disse kognitive år, men det behøver den heller ikke at være. Som jeg før var inde på, er der brug for bredde og differentiering i de tilbud, vi kan give, både med hensyn til teorier og metoder. Jeg kan dog somme tider synes, at der mangler viden om, hvordan moderne psykoanalytisk psykoterapi er, og jeg kan blive lidt træt af igen og igen at blive præsenteret for forestillingen om den neutrale, underforstået ufølsomme psykoterapeut, der tolker løs hen over hovedet på sine patienter, og som kun interesserer sig for deres barndom. Det er en dybt forældet forestilling. Men især optager det mig, at der mangler viden om, hvad psykoanalytisk terapi kan bruges til på børneområdet. Så når jeg valgte at trække netop eksemplet fra Norge frem, var det for at fortælle, at der inden for psykoanalytisk børneterapi er udviklet teorier og metoder, som vi kan hjælpe nogle af de allerdårligste børn med. Det er ikke bare den bedste metode, men efter min bedste overbevisning også den eneste metode, som duer til netop de meget dårlige børn. Og dermed tænker jeg fx på børn med svære tilknytningsforstyrrelser, børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser som fx aspergers syndrom eller børn med alvorlige personlighedsforstyrrelser under udvikling. Det er ikke bare påstande, at sådanne børn kan hjælpes af psykoanalytisk børneterapi, det er forskningsmæssigt veldokumenteret. Det er ligeledes veldokumenteret, at længden og hyppigheden af behandlingen og inddragelse af forældrene i et sideløbende samarbejde er faktorer, der har betydning for resultatet. Vi er ikke fulgt med tiden på dette område her i landet, hvor det stadig er almindeligt at mene, at man kun kan hjælpe børn med lettere forstyrrelser gennem individuel børneterapi. Der praktiseres også i Danmark langvarig individuel børneterapi med meget skadede børn, men det foregår hovedsagelig enten på behandlingshjemmene eller i små enklaver hos privatpraktiserende psykologer. Og der er risiko for, at den rest af børnebehandlingskultur, vi endnu har, uddør, hvis den ikke får positiv særbehandling. For at forebygge enhver misforståelse vil jeg gerne endnu engang understrege, at jeg selvfølgelig ikke mener, alle børn skal behandles med individuel terapi, men det skal være et af tilbuddene. Man skal heller ikke glemme, at det, man lærer af at arbejde med langvarig børneterapi, giver gevinst i alle former for behandlingsarbejde, også med voksne. Psykologers særlige kompetence Blandt alle de faggrupper, der arbejder med børn, er vi den, som har den mest omfattende videnskabelige uddannelse, oven i købet en uddannelse, der både indebærer en naturvidenskabelig og en humanistisk skoling, hvad der er enestående. Det giver os både en særlig kompetence og en særlig forpligtelse. Alt for ofte er der imidlertid et misforhold mellem vores kompetence og vores placering i de offentlige systemer, hvor vi tit er underlagt andre faggrupper med langt mindre viden og forståelse. Det kan være en følge af, at vores fag endnu er så forholdsvis nyt, at vi endnu har en rest af den oprindelige beskedenhed, hvor vi forsigtigt spurgte, om vi også måtte være med. En af følgerne af de utilfredsstillende arbejdsbetingelser er den store søgning til privat praksis, hvor man kan arbejde, som man finder det rigtigt. Men der ligger en stor opgave i at få skabt også offentlige behandlingssteder, som ledes af psykologer, hvor vi selv kan bestemme arten og omfanget af de ydelser, vi finder rigtigst Rigtig mange tak til foreningen for denne anerkendelse. Jeg er meget glad for den påskønnelse, der ligger i udnævnelsen til æresmedlem. Karen Vibeke Mortensen, æresmedlem 20 PSYKOLOG NYT