En virkelighed i forandring

Transkript

1 En virkelighed i forandring Hvordan er den verden, hvor vi skal være kirke i dag? Artiklen er et forsøg på at beskrive nogle karakteristiske forhold omkring de forandringer, der sker på snart sagt alle områder i vores tid og at sætte dem i perspektiv til de forandringer, der tidligere har funder sted. Desuden ses på de forandringer, der også er sket i kirken og dermed de udfordringer vi står over for i dag. Artiklen er skrevet til materialet KIRKE hos os og findes også på under fanebladet Kirke hvad er vi til for Af Thorkild Sørensen, tidl. leder af Folkekirkens Mission. Artiklen er skrevet i oktober 2008.

2 I begyndelsen var Ordet siden kom ordene Noget af det, der springer tydeligst i øjnene, når vi prøver at få et overblik over alt det forvirrende, der sker i vores tid, er de mange elektroniske medier og tilhørende trådløse netværk. Det er tankevækkende, at de store overgange i historien ofte er ledsaget af ændringer i medier, eller at nye medier forårsager en ændring i kommunikationsmåder. Overgangen fra forhistorisk tid til historisk tid markeres netop ved tilblivelsen af skriftsproget. Det skriftlige medium gør, at vi har skrevne kilder til begivenhederne. Overgangen fra middelalder til nyere tid markeres tilsvarende bl.a. ved bogtrykkerkunstens opfindelse. Det trykte medium gør, at tekster og beskrivelser kan nå langt ud. Overgangen til vores sen-moderne tid markeres ligeledes i høj grad ved fremkomsten af de elektroniske medier. De elektroniske kommunikationsmedier gør, at verden bliver lille, at nyheder er fremme i samme øjeblik begivenhederne sker, samtidig med, at medierne er med til at skabe nyhederne. Før det skriftlige medium var måden at lagre på: hukommelsen. Man måtte gå til dem med erindring, for at få oplysninger. Med bogtrykkerkunsten kunne man lagre tekster i bøger. Man kunne slå op i et leksikon for at finde informationer. Med de elektroniske medier kan man integrere og lagre data på Internettet. Man kan søge på Google og udveksle informationer uanset hvor man befinder sig. Hvis viden blev for farlig eller ikke passede magthaverne eller andre, kunne man henholdsvis dræbe dem med erindring, brænde bøger af eller ty til spam- eller virusangreb mod kommunikationen i cyberspace. Alt det har vi set eksempler på! Det er tydeligt, at de forholdsvis nye elektroniske medier har ændret vores verden og måde at leve og kommunikere på radikalt. Men det er naturligvis ikke kun den slags forandringer, der er sket. Endnu vigtigere er måske forandringerne i måden at beskrive, forstå og fortolke det vi ser og hører, ja hele vores liv på. Vi står stadig midt i forandringerne og dermed midt i fortolkningerne: Hvad er rigtigt og forkert, godt og ondt? Hvordan skal jeg leve? Hvad skal jeg vide? Hvad skal jeg tro? - Alting omkring os er i forandring, og alt kunne have været anderledes.

3 Det gamle er forbi, se noget nyt er blevet til, skrev Paulus. Ja, men det, der var nyt dengang er for mange i dag old news, så det i stedet må hedde: Det gamle er ikke mere og det nye er endnu ikke til. De gamle svar dur måske ikke mere, og de nye spørgsmål er måske ikke rigtigt stillede endnu. I de gode gamle dage Nutiden bliver hurtig til gamle dage. For mange af os er besættelsen historie. For vores børn er Ungdomsoprøret historie. For vores børnebørn er Murens fald historie. Og for de børn, der i dag begynder i skolen er 11.september historie. Mange af os har oplevet overgangen fra tavle og kridt, over spritdublikatorer og overheadprojektorer til Power Point og Smartboards. Vi har oplevet store forandringer i køkken og badeværelse, på kontor og i dagligstue, hvor husalteret, det tunge TV er erstattet af designede fladskærme. Og når vi køber ind er det ikke længere i ismejeriet, hos købmanden, slagteren eller bageren inden lukketid, men i supermarkedet, hvor der snart ikke længere gælder nogen lukkelov. Det kan være svært at følge med og let at blive bagstræberisk og at ty til de ord, som dræber enhver samtale: Da jeg var ung Netop derfor er det vigtigt at forsøge at finde frem til et vist overblik over, hvad der er sket og hvad der er gang i lige nu med fare for at forenkle. Lad mig forsøge med endnu en vinkel i beskrivelsen: Mig selv og fællesskaberne Fra midten af 1800-tallet og fremefter skete der tilsvarende store forandringer: Fra vækkelserne og fremefter fik vi vores folkelige og kulturelle identitet ved at danne fællesskaber af alle mulige slags, politiske, religiøse, økonomiske, kulturelle, faglige, interessemæssige Og ved at bygge huse til fællesskaberne: forsamlingshuse, missionshuse, fagforeningshuse, højskoler, andelsmejerier På mange af livets områder har vi fundet vores identitet ved at høre til i en sammenhæng. Også dette er under hastig forandring. Vi får en stadig større del af vores identitet gennem individuelle påvirkninger og valg - ved at vælge på alle hylder mellem de mangfoldige tilbud, hvad enten det gælder varer, kulturgoder eller tro. Der er masser af blomstrende fællesskaber, men de er ikke så faste som tidligere. Vi skaber interesse- og internetbaserede netværk uden fast organisationsstruktur. Vi overtager ikke længere en fast helhedskultur og livsopfattelse fra en autoritet, men vi sammenstykker selv en mosaik af

4 de brudstykker, der passer os. Vi går ind ad mange åbne døre, men også hurtigt ud igen. Det giver høj livskvalitet for de stærke og alle dem, der har et godt netværk. De har stor frihed og mange valgmuligheder. Men så er der dem, der mangler netværk, ikke kan overskue alle valgene og ender helt uden for - i ensomhed, psykiske problemer eller misbrug. Hvad der gælder for andre af livets områder, gælder også for tro og åndelige spørgsmål. Også her søger mennesker mere alene end i kirkens menighedsliv. Også her er der masser af valgmuligheder og åbne døre. Også her sker der masser af spændende ting. Også her er der mennesker, der efterlades i forvirring og ensomhed. Fra middelalderen til i dag Man kan forsøge at systematisere og beskrive udviklingen fra middelalderen til i dag gennem tre samfundstyper ¹: 1. Det traditionelle samfund, som har sit udspring i middelalderens hierarkiske landbrugskultur. Det forstår sig selv ud fra forestillingen om Gud - er deo-centrisk (Deus: Gud). Det bygger på besiddelsen af jord. Familien og slægten er det bærende. Man bor fast - på slægtsgården. Sognet er den daglige livsverden. Verden er lokal. Gud er autoritet. 2. Det moderne samfund, som har sit udspring i renæssancen og videre op gennem reformationen, oplysningstiden og industrisamfundet. Det forstår sig selv ud fra forestillingen om det alment menneskelige - er antropo-centrisk (Antropos: menneske). Det bygger på flid og arbejdskraft, på den sociale sammenhæng i nationalstaten og rækker frem mod velfærdsstaten. Her er kernefamilien det bærende. Man flytter mod arbejdet til byen i nye sammenhænge. Verden er national. Videnskab er autoritet. 3. Det hyperkomplekse samfund, som har sit udgangspunkt i nutidens gennemgribende forandringer: kommunikationssamfundet, globaliseringen osv. Det forstår sig selv uden ét objektivt eller videnskabeligt udgangspunkt - er poly-centrisk (Poly: mange). Alt kunne have været eller være anderledes. Det bygger på forandringsevne og evne til at håndtere komplekse forhold og viden i nye sammenhænge. Vi indgår i forskellige og skiftende fællesskaber og er mobile. Derfor bliver forhandlingsfamilien det bærende. Verden er global, og der er ingen uomgængelige autoriteter. De tre samfundstyper har ikke afløst hinanden, men ligger som lag oven på hinanden i virkeligheden og i hvert menneskes liv. De har

5 derfor alle betydning - også for vores måde at opfatte kristendom og kirke på. Gud skifter plads I det traditionelle samfund var Gud centrum - både for gudstjenesten og for livet i verden. For øvrigt også for kunsten. Alt til Guds ære, som det hed. I det moderne samfund flyttes centrum til mennesket og det almenmenneskelige. Guds vilje og almagt erstattes af fornuften, menneskerettighederne og forestillingen om den objektive videnskab. Folkestyre afløser enevælden af Guds nåde. Kunsten er ikke mere til Guds ære, men til menneskets - det er det skønne, der dyrkes. Gud får mindre og mindre plads. Filosoffer erklærer ham for død, og marxister kalder troen på Gud for opium for folket. Religion står i vejen for fremskridtet, sagde man. Sekulariseringsprocessen begyndte for alvor. I det hyperkomplekse samfund er der ikke længere noget fælles centrum. De store ideer, sandheder og systemer er brudt sammen. Vi har erkendt, at videnskaben ikke er objektiv. Der er mange kulturer, mange positioner at betragte verden fra. Ideen om det almene er faldet til jorden - i hvert fald som autoritet. Til gengæld er alt til stede som mulighed - også Gud. Behovet i det hyperkomplekse - eller skal vi hellere kalde det: Det sen-moderne samfund, som præger os mere og mere, er ikke store faste autoriteter med færdige svar, men snarere hjælp til at se os selv i forhold til alle forandringerne - til selv at kunne forandre os, samtidig med at vi holder fast i os selv. Historien, de store fortællinger, kunsten - og religionen møder os som muligheder for den hjælp. Muligheder for at tolke tilværelsen og finde og udvikle noget af det, der kitter alle vort livs mosaikbrikker sammen til et hele. Kirken forandrer sig også Det gamle og selvfølgelige deles ikke længere af alle. For mange unge er Kingo mere fjern og eksotisk end gospel. Den fælles forståelse af, hvad vi taler om, når vi siger tro, kirke, kristendom og Gud, er ikke længere givet på forhånd. Da Kejser Konstantin i 300-tallet gjorde kristendommen til statsreligion, var det startskuddet til en enhedskultur - kristenheden.

6 Kirken var som Guds repræsentant forvalter af sandheden og autoritet på alle områder, også i politik og videnskab. Og kirken var i praksis lig med gejstligheden. Luther satte med sine tanker om de to regimenter, det verdslige og det åndelige, og om det almindelige præstedømme gang i frigørelsen fra kirkens/gejstlighedens autoritet. I Danmark tog den proces rigtig fart efter grundloven i Vi fik i kirken vækkelsernes frivillige engagement og senere menighedsrådene som tegn på lægfolkets ansvar i kirken. Frigørelsen fra kirkens autoritet bærer imidlertid også i sig opløsningen af kristenheden som enhedskultur. Kristendommen bliver en del af en mangfoldig kultur, én stemme i en mangfoldighed. At kirken således mister ydre autoritet, er ikke det samme, som at den mister betydning som bærer af mening og tilværelsestolkning. Det kommer bare til udtryk på andre måder og andre steder end tidligere. Og vi har måske ikke altid gjort os klart, hvor dybt forandringerne rammer ned i hvert eneste menneske. Derfor oplever nutidsmennesker indimellem, at vi i kirken står med svar på spørgsmål, der ikke længere stilles. Og er tavse over for det, som mennesker har på hjerte. Udfordringerne til kirken Vi mennesker ændrer os ikke på en gang. Vi har elementer både af det traditionelle, det moderne og det sen-moderne i os samtidig. Vi kan godt samtidig være meget traditionsbundne i forhold til kirken på nogle områder (barnedåb og begravelse og juleaften f.eks.) og så finde kirke og kristendom forældet og irrelevant på andre områder. Vi køber ikke hele pakken som en absolut sandhed. Kirke og tro spiller ikke samme rolle i vores bevidsthed som for et par generationer siden. Vi henter individuelle svar på vores åndelige søgen flere forskellige steder, både i de etablerede trossamfund og i andre strømninger. F.eks. siger alle undersøgelser, at en betydelig del af folkekirkens medlemmer - nogen siger helt op til 20% - tror på reinkarnation uden af den grund at melde sig ud af folkekirken. Den lokale kirke søger man måske mindre for at få svar på de åndelige spørgsmål end for at få markeret livets store begivenheder. Det stiller folkekirken og den enkelte menighed over for en række udfordringer, både indholdsmæssigt og praktisk. Der findes f.eks. ikke længere kun én sognemenighed, men flere menigheder eller fællesskaber. Der sker mange tiltag for at skabe nye fællesskaber. For vi må hele tiden overveje, hvad det vil sige at være kirke hos os,

7 og hvordan vi som kirke og menighed skal komme mennesker i møde og tage deres søgen alvorligt. Kirkens opgave Kirken har en opgave: Den er sendt for at sætte evangeliet i spil. Det var den opgave, Jesus sendte disciplene ud i verden med. Det latinske ord for en opgave, man er sendt med, er mission. Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser ². Det er at gøre Kristus kendt og troet, eller hvordan man nu vil formulere det. Evangeliet skal udfoldes for og med alle, døbte og udøbte, danskere og fremmede. Ordet mission har i lange tider haft en tvetydig klang. Det har smagt af overgreb på fremmede folkeslag, indoktrinering og kirkelig emsighed. Derfor er det måske bedre at sige, at kirken er missional i alt hvad den foretager sig i gudstjeneste, oplæring, tjeneste i hverdagen, samtale med mennesker af anden eller ingen tro for at møde dem med evangeliet. Kirken må være åben og skabe rum for kommunikation med evangeliet. Kirken må være udadvendt i hele sit virke - en kirke for andre, som Dietrich Bonnhoeffer har udtrykt det. En kirke eller menighed, der er sig selv nok, er ikke længere kirke i nytestamentlig forstand. Evangeliet skal forkyndes på mange måder, både i ord og i handling, i fortolkning og stillingtagen, og det skal tage sprog og farve efter den sammenhæng, man er i. I disse år gøres der rundt omkring i verden et stort arbejde for at udvikle måder at udtrykke kristentroen på, der tager de lokale forudsætninger alvorligt, hvad enten det er i Afrika, Latinamerika eller Asien. Det samme skal vi gøre i Danmark. Men det betyder også, at vi skal tage de forandringer alvorligt, som er sket i vores medieverden, i vores fællesskaber, kultur og livsformer. Vi må arbejde med teologi, fordybelse, spiritualitet, nærvær i mødet og ægthed i samtalen for derigennem prøve at forstå udfordringerne til os og give svar på dem i forhold til de mennesker, der bor og færdes der, hvor vi hver især er kirke. Noter: ¹ Modellen er beskrevet af Lars Qvortrup i Det lærende samfund, Gyldendal ² Kirkeministeriets betænkning, juli 2006.

8 Thorkild Sørensen Simmerstedvej 81, 6100 Haderslev Tlf Mail thorkild-s@mail.tele.dk - Web: DG i Distrikt Grænselandet, Y s Men Region Danmark