Rollespil på skærmen

Transkript

1 Rollespil på skærmen En Goffman-inspireret analyse af elektronisk samhandlen og computerrollespil Kandidatspeciale i Informationsvidenskab af Hans Christian Molbech Årskortnummer Vejleder: Finn Olesen Institut for Informations- og Medievidenskab Det Humanistiske Fakultet Århus Universitet Juni 2004

2 Indhold Kapitel 1 : Indledning...3 Emne og indhold...3 Metodiske og teoretiske overvejelser...10 Specialets struktur...16 Kapitel 2 : Erving Goffman som teoretisk ramme...18 Hverdagens rollespil...18 Goffmans grundbegreber...19 Begreberne på dansk...23 Rammerne for social samhandlen...25 Mening, metaforer og kategoriseringer...27 Teateret som metafor og rollespil som begreb...29 Elektronisk samhandlen og rollespil...30 Opsummering...35 Kapitel 3 : Rollespil som leg og spil...37 Leg og spil...37 Ordenes oprindelse og betydning...38 Legen som aktivitet...40 Rollespil som mimetisk aktivitet...42 Dungeons & Dragons...46 Begrebsforvirring...50 Andre definitioner...54 Det utopiske computerrollespil...56 Kapitel 4 : Computerrollespil...58 RPG som computerspilsgenre...58 Action RPG : Diablo...61 Traditional RPG : Morrowind...63 Traditional RPG : Spil med flere karakterer...66 Karakteristik af single-player-spillene...70 Online-rollespil : MUDs og MMORPG er...72 Interaktivitet og samhandlen...77 Samhandlen uden mennesker...81 Computerrollespil på skrift...84 Kapitel 5 : Perspektiver til en analyse...85 Mangfoldige selver Goffman og Turkle...85 Selvidentitet Goffman og Giddens...89 Technoscience Goffman og Ihde...92 Kapitel 6 : Konklusion...97 Opsummering...97 En metodisk refleksion Litteratur English summary

3 Kapitel 1 : Indledning Emne og indhold Mit første møde med rollespil som begreb var da en anden 14-årig dreng på min efterskole spurgte, om jeg ikke ville være med til at spille Dungeons & Dragons. Jeg indvilligede, og snart brugte jeg mange aftener som præstinde, hvor jeg sammen med min gruppe gik på eventyr i en fantastisk verden med både monstre og magi. Siden da har jeg prøvet rollespil i mange afskygninger lige fra at være fysisk i en rolle flere dage i træk ude i en skov, til at sidde foran en computer og tale i rolle med de andre i kroen i tekstbaserede online-rollespil, der populært kaldes MUDs. Fælles for mine personlige oplevelser af de forskellige typer rollespil er at de alle kræver at jeg ikke er mig selv, men netop spiller en rolle. Hvis jeg bare taler og opfører mig som mig selv, spiller jeg ikke rollespil. For mig er det meget knyttet til noget fysisk som at ændre kropsholdning og stemmeføring når jeg spiller rollespil i stil med Dungeons & Dragons, men måske endnu mere grundlæggende til at jeg skal have nogen at spille min rolle overfor. Jeg kan derfor godt føle at jeg spiller rollespil på computer når jeg sidder og samtaler i min rolle med andre, men hvis jeg bare giver kommandoer til computeren i form af museklik eller tastetryk, der flytter mig rundt i spillets univers som en brik i et brætspil, føler jeg ikke at jeg spiller rollespil, da jeg jo bare er mig selv, der sidder foran en computerskærm. Det er spørgsmålet om hvornår mennesket er sig selv i forhold til rollespil og samhandlen 1 på computere, der har inspireret mig til dette speciale. I dagligsproget, såvel som i psykologiske teorier, kan det at være sig selv have mange forskellige betydninger. Det kan således henvise til at man har opfattelsen af at være sig selv når 1 Et begreb jeg har lånt fra Michael Hviid Jacobsen og Søren Kristiansen, der i deres bog om Erving Goffman oversætter hans begreb interaction med samhandlen, så eksempelvis face-to-face-interaction bliver til ansigt-til-ansigt-samhandlen. De bruger også samhandling som begreb omkring det samme, med samhandlen som den generelle betegnelse, mens samhandling enten vælges af sproglige årsager eller til især at henvise til den konkrete hændelse. Jeg følger denne anvendelse af begreberne. Begrebet om samhandlen er godt fordi det netop pointerer at der er tale om to handlende individer i umiddelbar samhandlen, mens interaktivitet på dansk nærmere giver associationer til at individet blot har mulighed for selv at gøre noget, som med begreber som interaktiv litteratur eller interaktive computerprogrammer, der ikke behøver at indeholde samhandlen med et andet menneske udover på et højt abstraktionsniveau med en meget fjern forfatter eller programmør. 3

4 man er i en bestemt sindstilstand, eller blot det forhold at man er i kontrol over sine handlinger og handler af egen fri vilje. Det interessante er her hvorfor man i det hele taget har et begreb om at være sig selv, eller rettere at stille spørgsmålet hvornår man ikke er sig selv. Er man sig selv når man chatter under alias, eller hvis man spiller præstinde i en fantasy-verden med Dungeons & Dragons som ramme? Socialitet med computere som medspillere gør det nemmere at påtage sig en maske fordi kroppen mangler. Hvor maskespillet er tydeligt, er i computerrollespil der i deres grundform er inspireret af Dungeons & Dragons. Som eksempel på disse spil kan nævnes de såkaldte MUDs og MOOs, der er tekstbaserede online-computerspil hvor mange spillere deltager samtidig. Om dem siger Marie-Laure Ryan: A genealogy of interactive genres leads from the popular role-playing game of the 1970s, Dungeons and Dragons, to the first computer game, Adventure (mid-1970s); from Adventure to multi-user computer games, or MUDs (multi-user dungeons), in which users logged on to play against each other; from MUDs to MOOs (multi-user domains, object-oriented), an environment in which users do not play a structured game but freely interact under makebelieve identities; and from MOOs to Internet chat rooms, where roleplaying is largely eliminated in favor of the social functions of meeting and conversing. In this evolution MOOs represent the apogee of creative makebelieve by the user. They combine immersion and interactivity through a purely textual form of role-playing in a fictional world. Ryan [2001], s. 310 Hvad Ryan her ganske rigtigt ser, er det historiske slægtskab mellem spillet Dungeons & Dragons og computerspil med genrebetegnelser som adventure eller role-playing game. Men hun præsenterer os også for nogle interessante begreber i form af immersion, interactivity og fictional world. Det er ikke helt så let at oversætte begreberne til dansk, da de har en del medbetydninger på engelsk, der let går tabt. Immersion hænger sammen med en fænomenologisk idé om bevidstheden som en følelse af væren-i-verden (Ryan [2001], s. 14). Det at leve sig ind i en anden verden er hvad immersion handler om altså at man nedsænker sig helt i denne fiktive verden. 4

5 Man er naturligvis kropsligt stadig i den fysiske verden, men bevidsthedsmæssigt er ens væren-i-verden i den fiktive verden, som man for en stund har gjort til sin egen. Endelig handler Ryans interactivity her både om samhandlen mellem mennesker, men især også om det forhold at man selv træffer valg, i modsætning til hvis man læser en bog eller ser en film hvor man ikke har nogen indflydelse på forløbet. Desuden benytter Ryan sig af begrebet make-believe, der er et centralt element i en forståelse af rollespil som noget, der ikke er virkeligt. Når man påtager sig en make-believe identity, er man altså fuldt bevidst om at denne identitet er noget andet end ens virkelige identitet. Eller som Sherry Turkle siger det i sin beskrivelse af MUDs: MUDs are a new kind of virtual parlor game and a new form of community. In addition, text-based MUDs are a new form of collaboratively written literature. MUD players are MUD authors, the creators as well as consumers of media content. In this, participating in a MUD has much in common with script writing, performance art, street theater, improvisational theater or even commedia dell arte. But MUDs are something else as well. As players participate, they become authors not only of text but of themselves, constructing new selves through social interaction. [...] MUDs provide worlds for anonymous social interaction in which one can play a role as close to or as far away from one s real self as one chooses. Turkle [1995], s I en MUD kan man altså påtage sig nye roller, der ligger meget langt væk fra ens virkelige selv, og i Turkles version bliver det til en slags virtuelle selver, som man selv er forfatter til i en slags fælles skabt litteratur eller måske endda teater. Ja, man kan endda have flere roller i spil på samme tid og kan på denne måde faktisk have flere selver. De selver, man konstruerer i sit rollespil på skærmen, lever et parallelt liv i forhold til det virkelige selv i hverdagen. På skærmen kan man altså være hvad som helst, men ingen kan se at man i virkeligheden er en hund. 2 2 Her henviser Turkle til vittighedstegningen lavet af Peter Steiner, og som blev bragt på side 61 den 5. juli 1993 i magasinet The New Yorker (Vol.69 (LXIX) no. 20). Se næste side. 5

6 Men ligesom hos Ryan er grundlaget for tankegangen ovenfor, at man laver et skel mellem selverne/identiteterne/rollerne på skærmen som make-believe identity, og det virkelige liv med one s real self udenfor. En sådan opfattelse af rollespil finder man både i litteraturen omkring mennesket og dets forhold til computere, men også i teorier om mennesket helt generelt. For at mennesket kan fremstå som noget andet, må det bevidsthedsmæssigt være noget singulært, der altså har evnen til at forestille sig at det er noget andet, eller til at leve sig ind i noget, der ikke er virkeligt og måske, måske ikke kunne overføre det til det virkelige liv. Det er opfattelser som dette, der ligger til grund for eksempelvis fiktionen i litteraturteori eller for det mimetiske element i legeteori. Når børn leger en rolleleg, er det make-believe når de spiller forskellige roller i en fælles skabt fiktiv legeverden, som de træder ud af igen når legen ophører. Og når man læser en rigtig god bog, kan man blive helt opslugt af historien og således være helt immersed i fiktionen. 6

7 Teorier som disse, der har bevidsthedsmæssige erfaringer som deres udgangspunkt, har i større eller mindre grad alle rødder i eller paralleller til hermeneutikken og fænomenologien. Man kan eksempelvis tage et meget kropsnært udgangspunkt og se på hvordan menneskekroppe agerer foran computere og overfor hinanden, og ved hjælp af sin egen evne til at leve sig ind i dem, qua det at man selv har en krop og en bevidsthed, kan man udtale sig om disse menneskekroppe og ikke mindst de tilhørende erfarende bevidstheder. Det giver udfra denne tilgang mening når en person adskiller sig selv fra en rolle eller et digitalt selv på en computerskærm, eller når vedkommende taler om cyberspace som et virtuelt rum med fiktioner, man kan træde ind i og ligefrem leve i. Meningen opstår fordi man med et fænomenologisk inspireret perspektiv så at sige starter med en kropsligt situeret bevidsthed og interesserer sig for dennes forholden sig til sin omverden og sig selv. I hvert fald hvis man som Don Ihde i sin beskrivelse af sig selv som pragmatisk fænomenolog eller post-fænomenolog anvender en metafor som organisme/omverden og lægger vægt på erfaringer i stedet for at bruge energien på at tale om bevidsthed eller det transcendentale ego (Ihde [2003], s. 136). Men man kan også starte et andet sted end i bevidstheden og få et ganske andet resultat end både fænomenologer, legeforskere og litteraturteoretikere. Med rødder i den symbolske interaktionisme, 1930 ernes studier af smågruppedynamik, den tidlige Chicagoskole og den tyske sociolog Georg Simmels mikrosociologiske metode, præsenterer Erving Goffman et perspektiv, der tager udgangspunkt i den sociale samhandlen (Jacobsen og Kristiansen [2002], s ). Han interesser sig slet ikke for hvad der foregår inde i hovederne på mennesker, men er udelukkende ude på at studere deres adfærd. Med bogen The Presentation of Self in Everyday Life fra 1959 bliver det til en teori om menneskers sociale samhandlen med udgangspunkt i en teatermetafor. Med teateret som metafor får Goffman en lang række begreber, hvoraf det vigtigste er at vi altid optræder i roller overfor hinanden. Selvet ses som den fremførte rolle; som en effekt af det præsenterede og ikke som noget, der besiddes af individet. Sig selv er man således altid, ligegyldigt hvilke roller man spiller. Så når Turkle taler om at have flere selver på skærmen, er der hos Goffman ikke noget real self, der står i 7

8 modsætning til selverne på skærmen, men rettere en forståelse af at selvet altid er socialt situeret. At vi er mange forskellige mennesker i hverdagen, fordi vi indgår i mange forskellige sociale situationer, betyder ikke at vi på et tidspunkt er mere os selv end et andet. Selvom ingen kan se at hunden er en hund på Internettet, er hunden ikke mere sig selv når den ikke sidder foran skærmen. Hvem vi er, er altså ikke afhængig af indre bevidsthedsprocesser, men et produkt af den givne sociale situation. I denne forbindelse drager Jacobsen og Kristiansen paralleller til Gergens postmoderne selv i hans bog The Saturated Self, samt Lyotards decentrerede og opløste selv, og konkluderer: Man kan derfor med en vis ret sige, at Goffman med sin rolleteori (selvet er ikke en fast enhed, men en samling personligt farvede socialt situerede roller), sin dramaturgi og sin deraf afledte forestilling om selvet som et udprojiceret og samhandlingsmæssigt bekræftet billede faktisk foregreb postmodernisternes idé om selvets opløsning og decentrering. Jacobsen og Kristiansen [2002], s. 194 Ved ikke som fænomenologerne at interessere sig for bevidstheder og erfaringer, når Goffman frem til en forståelse af mennesket, der umiddelbart gør begreber som immersion og make-believe intetsigende når der ikke er noget fast selv, der kan leve sig ind i noget, hvor det er noget andet. Desuden er fundamentet for hele hans tilgang ansigt-til-ansigt-samhandlen. Det er her, selvet præsenterer sig, og her alle studier må tage deres udgangspunkt. Ikke desto mindre er hans teori interessant i forhold til samhandlen på computere, da den for det første giver et andet perspektiv på hvad det vil sige at være sig selv, og fordi jeg mener at man, trods manglen på direkte ansigttil-ansigt-kommunikation, kan bruge Gofmann til at beskrive denne samhandlen som en social aktivitet hvor vi spiller roller overfor hinanden. Heri ligger en stor portion sprogforvirring når rollespil hos Ryan og Turkle er en bestemt aktivitet, der foregår i spil som Dungeons & Dragons eller online-spil som MUDs. Som Turkle siger, kan man jo her: play a role as close to or as far away from one s real self as one chooses altså at rollespil handler om at spille en rolle, der kan være langt fra ens virkelige selv. Hvor man hos Goffman altid er sig selv og altid 8

9 optræder i roller overfor hinanden, er rollespil hos Ryan og Turkle altså en bestemt aktivitet hvor man spiller noget andet end sig selv, lige så vel som det er hos mig, når jeg taler om mine subjektive oplevelser af at rollespil finder sted når jeg spiller en rolle som noget andet end mig selv overfor andre mennesker. Graver man lidt i Goffmans teori, finder man dog frem til at han faktisk også selv arbejder med en adskillelse mellem fiktion og virkelighed, eller rettere mellem characters som Hamlet og skuespillerens virkelige character som sig selv, når han ikke optræder som Hamlet med teateret som den ramme der definerer hans optræden som en illusion. Det Ryan og Turkle så kalder rollespil bør man altså også kunne forstå udfra Goffman som noget hvor man optræder som noget andet, svarende til det skuespilleren gør i teateret, og hvor spillet er rammen der definerer det som en illusion. Men er det en rammende beskrivelse af computerrollespil, om de så retter sig i spilsituationen mod kun en enkelt spiller eller mod at have mange til at spille med og mod hinanden? Indenfor computerspilsbranchen er der i dag en hastigt voksende industri baseret på online-spil hvor mange tusinde mennesker betaler for at spille med hinanden i en 3Dverden. Indholdet i mange af dem er på flere måder i direkte forlængelse af de tekstbaserede MUDs. Her kan man også styre en fiktiv karakter rundt i en verden, men hvor min oplevelse af rollespil hænger sammen med samhandlen og følelsen af at jeg ændrer adfærd for at fremføre min rolle, behøver det ikke engang være til stede for at spillet kaldes et rollespil. Man kan således sagtens spille i en MUD eller i et 3Dspil, både uden og med andre spillere, hvor jeg ikke vil mene at det ligner noget hvor man i Goffmans terminologi optræder i en fiktiv karakter på en måde der minder om det, skuespilleren gør i rollen som Hamlet på scenen. Men hvad er det da, der gør at disse spil kaldes computerrollespil, og hvad adskiller dem fra min forståelse af rollespil som en slags væren-noget-andet, afgrænset af spillet som ramme for den sociale situation? Hvad betyder det egentlig at man spiller noget andet end sig selv? Og hvad er forskellen på det i forhold til at logge anonymt på en chatkanal under et alias, siden sidstnævnte hos Ryan ikke kaldes rollespil? Det er spørgsmål som disse, jeg med udgangspunkt i Goffmans teori om social samhandlen vil forsøge at besvare. Der findes allerede meget forskning indenfor 9

10 feltet, der analyserer både spil, chat m.m. udfra ganske spændende perspektiver. Mit ærinde er ikke at sige at den forskning er irrelevant, men nærmere at bidrage til den med et sociologisk perspektiv, der efter min mening er lige så vigtigt fordi det fremhæver det sociale aspekt af menneskets samliv med computere. Metodiske og teoretiske overvejelser Min største overvejelse omkring dette speciale, og især valget af emne, har været mit eget forhold til emnet. Her er jeg meget påvirket af mine erfaringer med kvalitativ forskning, der indenfor faget organisationsanalyse har skolet mig til altid at være refleksiv omkring forskerrollen. Mit problem i den forbindelse kan anskueliggøres ved at se hvordan Malinowski definerer målet med en etnografs arbejde: This goal is, briefly, to grasp the native s point of view, his relation to life, to realise his vision of his world. Malinowski [1922], s. 25 Jeg har ikke som Malinowski været ude for at studere indfødte på en ø langt væk fra den vestlige civilisation, og heri ligger mit problem. Jeg er nemlig selv indfødt, og har derfor svært ved at have den udefrakommende etnografs syn på feltet. Jeg har spillet computerspil siden jeg var helt lille, og jeg programmerede såmænd også mit første tekstbaserede computerrollespil samtidig med at jeg spillede Dungeons & Dragons og var vild med Sværd og Trolddom-spillebøgerne som 14-årig i Siden da har jeg prøvet stort set alt indenfor rollespilsverdenen, lige fra figurspil til selv at arrangere eksperimenterende liverollespil, og jeg spiller i dag jævnligt både rollespil og computerspil. Hvor Malinowskis forskerrolle er at tage ud og undersøge et felt, for derefter at vende hjem og formidle sin viden videre, er min rolle nærmere at være den indfødte der undersøger sit eget felt og formidler sin viden om det videre til en verden mere eller mindre udenfor feltet. Det problem kalder Roddey Reid i et essay, der handler om at studere sin egen kultur, Taking Your Pulse with Your Finger (Reid [2000] s. 119). Essayet viser hvordan det traditionelt i etnografiske feltstudier drejer sig om at studere nogen der er meget forskellige fra en selv. Som Malinowski der studerer indfødte på en stillehavsø, eller i 10

11 Goffmans tilfælde at studere et isoleret samfund på Shetlandsøerne, som han gjorde, da han var tilknyttet Institut for Socialantropologi ved University of Edinburgh (Jacobsen og Kristiansen [2002], 23). Goffman har også studeret sindssyge, der på mange måder kan ses som afvigere, man som forsker studerer ned på, ligesom man også studerer ned på de primitive, indfødte øboere fra etnografens priviligerede synsvinkel som civiliseret, veluddannet osv. At studere op på elitære institutioner er også en mulighed med denne tankegang, hvilket sammen med andre begreber som studying out giver Reid anledning til at bruge begrebet studying across når man hverken studerer op eller ned, og hvor hjemme for forskeren er det samme som feltet (Reid [2000], s. 125). Når man studerer på tværs af sit eget felt, er det ens egen rolle og begrebet om den anden der er på spil. Når den anden ligner en og måske endda kommer fra samme kultur, er det Reids pointe at man ofte stadigvæk som forsker opretholder skellet til sit felt, hvor man kan studere de andre og kulturen, som hvis man ligesom Malinowski kom udefra til en stillehavsø. Den pointe er vigtig, for i stedet for at forsøge at opnå illusionen om den priviligerede forskers position, er man bedre stillet hvis man er bevidst om at man netop er en del af sit eget felt. I Reids artikel handler det om forholdet til rygning, hvor han i sin forskning af dette emne konstant blev mindet om at han selv var en del af feltet når folk spurgte ham om han selv var ryger, og de ikke troede på at han kunne undgå at lade sin forskning blive farvet af personlige holdninger. Præcis det samme kan man indvende mod mig, for hvordan kan jeg sige noget neutralt om et felt, jeg har et personligt engagement i og klare holdninger til? Svaret er ganske simpelt at det kan man ikke. Eller rettere så er pointen at det kan man aldrig, for forskeren kan aldrig være neutral. Bare det at man er et menneske, eller at man har et teoretisk og metodisk udgangspunkt, gør neutralitet umulig. Det bedste jeg kan gøre, er derfor klart at lægge det til offentligt skue hvad mine forudsætninger og mit teoretiske ståsted er, og derefter lade det være op til læseren at vurdere mit arbejde udfra disse præmisser. Lad mig derfor åbenhjertigt starte med at forklare hvorfor jeg har valgt Goffman som teoretisk ramme. I mine studier af menneskets liv med computere er jeg stødt på 11

12 mange teorier der efter min mening ligger meget langt fra virkelige menneskers helt normale hverdagsliv. Når Sherry Turkle taler om selver med parallelle liv på skærmen eller en anden forsker som N. Katherine Hayles taler om at vi er blevet posthumane, kan jeg fint tale med i deres sprog, og mener at det faktisk er meget relevante diskusisoner. Men når jeg eksempelvis læser Turkles analyse af folks liv med virtuelle selver, der lever parallelle liv i MUDs, tager jeg mig selv i at tænke jamen, der sidder jo bare et menneske foran en computer. Som Barry Atkins pointerer, er computerspil stadig en meget fysisk oplevelse, selv hvis de foregår i verdener, man som spiller lever sig meget ind i: Get too involved in playing and your back will ache, your eyes will suffer strain and your mouse hand will begin to cramp. The computer game takes its toll on the body even as it promises a disembodied and virtual experience. Atkins [2003], s. 11 Hvor meget mennesket foran computeren er skabt sammen med sin computer, eller hvor mange virtuelle selver det har i cyberspace, er jo ikke det der for alvor betyder noget i dette menneskes liv. Det har grundlæggende en ganske fysisk krop, og med mindre det har en psykisk lidelse, har det også en enkelt sammenhængende opfattelse af at være sig selv. For denne selvbevidste krop er det afgørende i livet noget så helt basalt som samlivet med andre mennesker. Selv hvis en meget stor del af dette samliv involverer kommunikation over elektroniske medier, er det stadig forholdet til andre mennesker og en fundering i en virkelig, fysisk verden, der er det væsentlige. Blot fordi noget af livet foregår foran en skærm hvor man logger ind på MUDs og spiller forskellige roller, betyder det heller ikke at mennesket mister sin fundering i en virkelig, fysisk verden med sin krop og opfattelsen af at være sig selv. At spille mange forskellige roller på MUDs er selvfølgelig nemmere her, fordi ingen ved at vi i virkeligheden er hunde bag skærmen, men det adskiller sig ikke fra at vi ligeledes er mange forskellige personer i vores mange roller i hverdagen. Her har Goffman naturligvis fanget min interesse fordi han taler om rollespil, men især også fordi det netop hos ham ikke handler om bevidsthedserfaringer, men om hvordan mennesker er sammen. Det er ikke studier af samfundets makrostrukturer eller et mål om at udvikle en generel teori som hele verden kan forklares udfra. Det 12

13 handler simpelthen om hverdagslivet og social samhandlen. I sin metode er han mikrosociologisk, og teoretisk trækker han en hel del på den symbolske interaktionisme især ved at fokusere på samhandlen som grundlaget for sine studier. Hvor andre studerer fænomener efter de har fundet sted eller laver generelle analyser, der ikke har den menneskelige handling i fokus, er det netop det sidste der er det centrale hos Goffman. Her er linket til den symbolske interaktionisme tydelig. Omkring denne teoretiske retning skriver Jacobsen og Kristiansen: Begrebet symbolsk interaktionisme stammer fra den amerikanske sociolog Herbert Blumer, der brugte det for første gang i en artikel fra 1937 og slog det fast med artikelsamlingen Symbolic Interactionism Perspective and Method (Blumer 1986). Når Blumer taler om symbolsk samhandling, er det for at understrege det synspunkt, at sociale handlinger medieres af symboler (f.eks. sproget), som vi deler med andre. Symbolsk interaktionisme er altså et perspektiv, der studerer samhandlinger via symboler, og som bl.a. viser, hvordan menneskets personlighed og identitet formes gennem samhandlinger med sådanne fælles symboler. Jacobsen og Kristiansen [2000], s Her er det dog værd at bemærke at George Herbert Mead før Blumer lagde grunden for tankegangen, hvor det hos ham især var pointen at selvet opstår i en social proces, og at hvem vi er som mennesker er et produkt af det sociale. A person is a personality because he belongs to a community, because he takes over the institutions of that community into his own conduct. He takes his language as a medium by which he gets his personality, and then through a process of taking different rôles that all the others furnish he comes to get the attitude of the members of the community. Such, in a certain sense, is the structure of a man s personality. Mead [1934], s. 162 Hos Mead er selvet og et menneskes personlighed sociale konstruktioner, og det er umuligt at forestille sig et menneske med selvbevidsthed, hvis det lever et liv uden social kontakt med andre mennesker. Et barn vokser op i en allerede eksisterende 13

14 socialitet hvor det udvikler selvbevidsthed i samhandlen med andre mennesker, og når først selvet har vist sig, kan det nu selvbevidste menneske godt sidde alene og tale med sig selv om sig selv. Men det grundlæggende er at selv og samfund ikke kan tænkes uafhængigt. Vi er godt nok biologisk vidt forskellige, men vores sprog, adfærd og hvem vi er som personer er formet gennem symbolsk samhandlen med andre mennesker. Der er mange problemer med en sådan tilgang, hvor det væsentligste er den ensidige fokusering på mennesket som et socialt produkt. Ikke desto mindre har jeg stor sympati for den symbolske interaktionisme, især fordi det er samhandlen med andre mennesker det hele drejer sig om, og fordi man med denne tilgang opfatter selvet som knyttet til det sociale og nærmere til en opfattelse af selvbevidsthed, end til noget iboende mennesket eller som et stabilt og virkeligt selv, der ses i modsætning til make-believe identity i litteratur- og legeteori. Det er dog værd at bemærke at Goffman adskiller sig fra Mead ved at selvet ikke er et spørgsmål om selvbevidsthed, men at selvet viser sig i socialt situerede roller. For Goffman er hvert individ dog stadig altid sig selv, ligesom man også altid vil være sig selv i den symbolske interaktionisme som hos Mead, men Goffmans fokus er på det sociale. Fællesnævneren er at det for dem begge drejer sig om samhandlen. Det er her, selvet viser sig hos både Goffman og Mead, ligesom de begge siger at selvet opstår i social samhandlen. Hos Mead resulterer det dog i en psykologisering af det sociale liv, mens det hos Goffman nærmere blot handler om at hvis man vil forstå mennesker, skal man studere hvad de gør overfor hinanden ikke søge forklaringer inde i deres hoveder eller tænke sig til alt muligt. Det er denne fokusering på menneskelig samhandlen og synet på selvet der har allieret mig med Goffman. Med denne alliance har jeg også sagt hvad jeg ser som det vigtigste i forståelsen af menneskets liv, nemlig social samhandlen. Dermed siger jeg ikke at det sociotekniske forhold mellem menneske og computer eller andre tilgange er ubrugelige, men at det underliggende lag er at mennesker skabes og lever deres liv med andre mennesker de udvikler ikke et selv eller en personlighed blot ved at klikke med en mus. Der hvor der er noget på spil for dem i deres liv med computeren er når der er nogen i den anden ende. Når de chatter, skriver s eller på anden vis samhandler 14

15 med andre mennesker. Computeren er med i denne samhandlen, og dens rolle er vigtig, men det drejer sig først og fremmest om samhandlen mellem mennesker. Det er derfor jeg mener at en sociologisk teori som Goffmans har sin plads i en sådan analyse, også selvom det ikke handler om ansigt-til-ansigt-samhandlen. Det refleksive syn på forskerrollen viser at jeg med alliancen med Goffman og mine personlige erfaringer ikke kan være neutral i min analyse, og at jeg lægger stor vægt på at mennesket i udgangspunktet er et kropsligt og socialt funderet væsen, hvor netop samhandlen og den menneskelige kontakt er afgørende. Men det viser også at det ikke ville være hverken værre eller bedre hvis en udenforstående forsker eller en anden indfødt skulle behandle samme emne. En anden indfødt ville måske være enig med en stor del af mine konklusioner, men ville vægte andre ting som vigtigere, og dermed behandle emnet udfra et helt andet perspektiv. Det leder mig over til den anden af mine væsentlige overvejelser, nemlig hvordan jeg skulle lave en analyse af computerrollespillene. Det ville være naivt at tro at jeg kunne lave en mere eller mindre objektiv analyse af et bredt udvalg, eller for den sags skyld blot et enkelt spil. Bare udvælgelsen af hvilket spil, jeg ville kaste mig over, kunne man se udfra et perspektiv om at jeg selvfølgelig bare vælger de eksempler der passer i mit personlige projekt med at få mine holdninger ud. Det er en kritik man altid kan rette mod forskere der har en teori og en pointe, de gerne vil understrege med eksempler, som overraskende nok passer perfekt. Desuden kan man omvendt argumentere for at jeg i over 15 år har foretaget et personligt studie af feltet, der gør mig lige så kvalificeret til at sige noget meningsfuldt om det, som en forsker uden det samme personlige forhåndskendskab ville være. I afsnittet om computerrollespil tillader mig at komme med personlige anekdoter og udsagn om hvad der er det typiske indenfor en given genre. Det har jeg naturligvis underbygget i konkrete referencer, men jeg mener ikke at det ændrer på den kritik, man stadig ville kun fremføre mod mig, og som stadig ville spille tilbage på at jeg er den indfødte der taler om sit eget felt. Hvis det er den kritik, man vil rette mod mit speciale, vil jeg i alle tilfælde give kritikerne ret, men jeg kan ikke se hvordan det på nogen måde kunne være anderledes. Det eneste jeg kan tilbyde, er mit ord på at jeg har forsøgt at lave en grundig og bred analyse af feltet. 15

16 Endelig vil jeg nævne mine overvejelser om fordele og ulemper ved at koncentrere mig så meget om et enkelt perspektiv med Goffman som den teoretiske ramme. Da jeg startede mit arbejde med specialet var mit udgangspunkt at jeg ville have så mange perspektiver som muligt, for netop at komme lidt udover problemet med den indfødte med det snævre perspektiv. Jeg indså dog at det ikke ville løse problemet, men måske endda gøre det værre og resultere i en dårlig analyse med snak om ord i stedet for om noget konkret. Resultatet blev at jeg valgte at tage computerrollespil som konkret interesse med begrebet om elektronisk samhandlen og rollespil set udfra Goffman, men dog suppleret med en række andre teorier. Feltet er enormt stort og de mulige perspektiver utallige, som jeg da også kommer ind på en del af i den sidste del af specialet. Men min konklusion på denne overvejelse var at det bedste, jeg kunne gøre, ville være at finde et meget konkret fokus hvor jeg også tog personlig stilling. Resultatet er altså blevet at jeg har et snævert teoretisk fokus hvor jeg går i dybden med Goffman, samt den meget konkrete fokusering på computerrollespillene. Der er utrolig meget mere indenfor dette felt, jeg også kunne have taget med i analysen, men jeg har valgt at koncentrere mig om den del, der har min største personlige interesse, og hvor jeg også mener at der virkelig er noget kød på. Hermed har jeg lagt kortene frem og sagt hvad mine forudsætninger og min interesse i feltet er, og jeg vil derefter lade det være op til læseren at bedømme mit arbejde udfra det. Specialets struktur Indholdsmæssigt har jeg struktureret specialet i fire hoveddele. Jeg starter med en gennemgang af Goffmans teori om hverdagens rollespil og spørgsmålet om hvordan hans teori kan anvendes til en analyse af elektronisk samhandlen. Det drejer sig især om en afklaring af begreber, såsom hvad rollespil er for Goffman, men også hvorvidt det giver mening at tale om rollespil hvis man ikke optræder overfor et publikum. Det leder over til den anden hoveddel, hvor jeg ser på rollespil udfra en legeteoretisk tilgang med Huizinga og Caillois som baggrund. Hvor al samhandlen er rollespil for Goffman, er rollespil og rollelege her noget ganske bestemt, med simulationen og det mimetiske element som afgørende for definitionen. I denne del præsenterer jeg også en længere gennemgang af forståelsen af hvad rollespil er med spil som Dungeons & Dragons som udgangspunkt, da computerrollespillene må forstås i relation hertil. 16

17 I den tredje hoveddel når vi til kernen i specialet; analysen af computerrollespillene. Med Goffman og legeteorien har vi på dette tidspunkt begreber til at kunne se om den elektroniske samhandlen, der finder sted mellem mennesker i form af disse spil, er noget vi kan kalde rollespil. Der er mange spørgsmål i den forbindelse, hvor begreber som interaktivitet og samhandlen viser sig at blive centrale. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at jeg i denne analyse viser at der er meget langt fra computerspillene til ansigt-til-ansigt-rollespillet i form af både samhandlen og optræden i rolle. Der hvor man i dag skal lede efter rollespillet, er primært hvor der forekommer chat og andre former for skriftlig kommunikation mellem spillerne. Den sidste hoveddel samler op på analysen og kommer med yderligere teoretiske perspektiver til en analyse af den elektroniske samhandlen og rollespillet på skærmen. Her går jeg dybere ind i spørgsmålet om hvad det vil sige at være sig selv, og om det giver mening når Ryan siger at chat handler om kommunikation og ikke rollespil. Jeg inddrager blandt andet Turkle, Giddens og Don Ihde i en diskussion af hvordan deres perspektiver kan være med til at støtte en Goffman-inspireret analyse af menneskets liv med computeren. Til sidst runder jeg det hele af med en konklusion, der både indeholder en opsummering og en metodisk refleksion over hvad Goffman og dette speciale kan bruges til i forhold til en analyse af elektronisk samhandlen generelt og computerspil i særdeleshed. Som en teaser til det følgende er her en oversigt over de tre vigtigste spørgsmål, der har fungeret som min røde tråd: - Hvad er rollespil som begreb forstået udfra Goffman og legeteori? - Er der rollespil i computerrollespillene? - Hvad kan Goffman i det hele taget bruges til når det handler om computere? 17

18 Kapitel 2 : Erving Goffman som teoretisk ramme Hverdagens rollespil Da Erving Goffmans bog The Presentation of Self in Everyday Life udkommer på norsk, er det under titlen Vore rollespil i hverdagen. På dansk taler vi ligeledes om hverdagens rollespil når vi henviser til Goffmans teori, men for at forstå hvad der ligger bag denne oversættelse må vi starte med selvet. For Goffman giver det ingen mening at forsøge at grave ind i folks hoveder og forstå noget derinde. Når man studerer mennesker, er man aldrig i direkte kontakt med noget indre. Det man i stedet er i kontakt med, er deres handlinger, deres optræden. At forstå mennesker uafhængigt herfra er meningsløst, ja, det er faktisk det eneste man kan erfare om dem og hvem de er. Man er således ikke noget der optræder overfor andre, man er selve optrædenen. Selvet præsenterer sig som den character, man performer overfor andre i enhver social samhandlen. The self, then, as a performed character, is not an organic thing that has a specific location, whose fundamental fate is to be born, to mature, and to die; it is a dramatic effect arising diffusely from a scene that is presented. Goffman [1959], s. 245 Dermed siger Goffman ikke at mennesket ikke har en selvbevidsthed som i Meads forståelse af selvet, eller at mennesket ikke er noget udover sociale relationer og strukturer, men nærmere at det selv, han er interesseret i at studere, er det selv, der viser sig i sociale situationer. I hver enkelt social situation er vi det, vi viser hinanden i vores rollespil. Selvet er ikke noget i os, der er årsagen til rollespillet, det er i stedet produktet af rollespillet. Selvet præsenterer sig i hverdagen i social samhandlen i hverdagens rollespil, som selv-præsentationen er oversat til i den norske titel. På dansk er det naturligt at tale om at vi spiller roller overfor hinanden, men det er bestemt ikke en uproblematisk oversættelse. Bare det at oversætte performed character i citatet volder problemer hvis man blot kalder det opført rolle eller, som 18

19 jeg netop har gjort, at tale om det helt generelt som rollespil. Et nærmere kig på Goffmans begreber er derfor nødvendigt. Goffmans grundbegreber Goffmans kunstgreb er at se menneskelig samhandlen udfra en dramaturgisk metafor. Som en tilskuer til et teaterstykke betragter han hvordan mennesker opfører sig i sociale situationer, og med denne tilgang følger en lang række begreber taget fra teaterets verden. Det helt grundlæggende begreb er at deltageren i en ansigt-til-ansigtsamhandlen optræder for sit publikum som skuespilleren på en scene. Bogens første afsnit handler netop om performances, om hvilke Goffman skriver: I have been using the term performance to refer to all the activity of an individual which occurs during a period marked by his continuous presence before a particular set of observers and which has some influence on the observers. Goffman [1959], s. 32 Det Goffman vil studere, er altså de sociale situationer hvor individer har indflydelse på hinanden i kraft af deres gensidige optræden overfor og observation af hinanden. Med Shakespeares ord er hele verden en scene, i den forstand at vi med denne synsvinkel kan se al social samhandlen som et stort skuespil, vi opfører for hinanden. Det der foregår på scenen i teateret er således ikke væsentligt forskelligt fra det virkelige liv udenfor, men der er dog en vigtig forskel mellem netop det virkelige og det fiktive. Den rolle skuespilleren spiller på scenen, er ikke at forveksle med hans virkelige identitet. Men her løber vi ind i store problemer på dansk med blot at afgrænse ordet rolle. Når skuespilleren spiller rollen som Hamlet på scenen, henviser rolle her til Hamlet, og det er netop skuespillerens opgave at opføre sig som Hamlet for os som publikum. På engelsk handler det altså om performance når vi taler om det, skuespilleren foretager sig, og character om den rolle, skuespilleren spiller. Goffman ser på alle sociale situationer som om de var skuespil med performers og characters altså skuespillere og roller. Men hvis vi kalder det at spille roller, hvordan skal vi så 19

20 oversætte det når Goffman taler om role-play eller the part one s playing? Her har vi tydeligvis et sprogproblem, men lad os se nærmere på hvordan Goffman selv anvender begreberne. Goffman kommer selv med disse definitioner: The pre-established pattern of action which is unfolded during a performance and which may be presented or played through on other occasions may be called a part or routine. [...] When an individual or performer plays the same part to the same audience on different occasions, a social relationship is likely to arise. Defining social role as the enactment of rights and duties attached to a given status, we can say that a social role will involve one or more parts and that each of these different parts may by presented by the performer on a series of occasions to the same kinds of audience or to an audience of the same persons. Goffman [1959], s. 27 En social rolle opstår altså når handlinger gentages og bliver til rutiner. Når man træder i en rolle i en social situation, betyder det at denne rolle overfor en selv og dem man samhandler med, har et register af forventet adfærd og rutiner. Rollen som ordstyrer i en forsamling fungerer således kun fordi alle tilstedeværende kender denne rolle og de rutiner, der er tilknyttet den. Men til citatet ovenfor må det siges at det kan være svært at få hold på begreberne. Her definerer Goffman part som det samme som routine, men det efterfølgende afsnit hedder Belief in the part one is playing altså troen på de handlinger, man udfører både overfor en selv og for sit publikum. When an individual plays a part he implicitly requests his observers to take seriously the impression that is fostered before them. They are asked to believe that the character they see actually possesses the attributes he appears to possess, that the task he performs will have the consequences that are implicitly claimed for it, and that, in general, matters are what they appear to be. Goffman [1959], s. 28 Idet det fremstillede er ens character, og det man foretager sig er at udføre en rutine eller play a part, kommer begreberne meget nemt til at flyde sammen. Når Goffman i 20