Medicin på botilbud for mennesker med psykiske lidelser. Mellem sikkerhed og pædagogik.

Transkript

1 Medicin på botilbud for mennesker med psykiske lidelser. Mellem sikkerhed og pædagogik. Oplæg på temadagen i Århus den 10. november 2008 Birthe Drejergaard: Et medicinpædagogisk afsæt Lene Fantassi: Alternativer til medicin Sukkertoppen, Vejle

2 Et medicinpædagogisk afsæt Af Birthe Drejergaard, sygeplejerske og cand.pæd. En af de grundlæggende opgaver i det sociale arbejde er at støtte beboerne i at styre egen tilværelse, at udtrykke hvad de føler og mener, ja, kort sagt er det en grundlæggende opgave i det sociale arbejde at styrke den personlige integritet. Hvis man knytter en forbindelse mellem denne grundlæggende opgave og behandlingen med psykofarmaka, så er behandlingen med psykofarmaka underordnet arbejdet med at styrke den personlige integritet. Man kan også sige, at behandlingen med psykofarmaka bliver et redskab eller en metode på lige fod med en række andre metoder og redskaber, som vi anvender i socialpsykiatrien og som alle har det formål at styrke den personlige integritet hos beboerne i de socialpsykiatriske bosteder. På den måde bliver medicin og medicinadministration ikke bare et lægefagligt område, det bliver også et pædagogisk indsatsområde i socialpsykiatrien et indsatsområde, hvor det at blive behandlet med psykofarmaka indebærer langt mere end blot at følge den ordinerede behandling. For når behandling med psykofarmaka er underordnet arbejdet med at styrke den personlige integritet, så betyder det, at fokus for den medicinske behandling i langt højere grad bliver beboernes liv frem for beboernes symptomer. Det vil sige at den medicinske behandling må indrette sig på, hvad beboeren vil med sit liv og på, hvad der er kvalitet i beboerens liv. Det betyder også at beboeren får mulighed for at sætte ord på oplevelser og erfaringer med medicin og at beboeren kan være mere aktiv i vurderingen af den medicinske behandling ligesom beboeren kan være medbestemmende for, hvordan medicinen skal administreres, så medicinen kan være til mest mulig hjælp for beboerens i dennes bestræbelser på at skabe sig en god tilværelse. Samarbejdsparterne i et medicinpædagogisk område er beboerne, den ordinerende psykiater og personalet på bo-institutionen. Der er helt sikkert mange måder, som kan tage hul på det pædagogiske arbejde i forbindelse med medicin. Her vil jeg blot nævne tre åbenlyse måder: At kvalificere beboerne, dvs. styrke beboernes viden om medicin, støtte beboerne i at have opmærksomhed på, hvordan medicinen påvirker deres liv Og sammenhængende med ovenstående: At kvalificere samarbejdet med psykiateren og kvalificere grundlaget for ordinationen. Her gælder det om at støtte beboeren i at formulere, hvordan medicinen påvirker ikke bare symptomer men også resten af tilværelsen At kvalificere personalet gennem undervisning 2 På Sukkertoppen har vi overvejende gjort det sidstnævnte. Det vil sige vi har lavet et undervisningsprogram til ikke-sundhedsfagligt personale, som tager sigte på at kvalificere det ikke-sundhedsfaglige personale til at tage del i medicinadministrationen og til med afsæt i et pædagogisk perspektiv at blande sig i snakken omkring den medicinske behandling. Hvorfor er det formålstjenligt at flere forskellige medarbejdergrupper deltager i medicinadministrationen? For det første er brugerne i de fleste tilfælde ligeglade med personalets uddannelsesmæssige baggrund. Brugerne taler med dem, de bedst kan lide at tale med og derfor kommer ikkesundhedsfagligt personale også til at lytte til brugernes erfaringer, oplevelser og problemer med at tage psykofarmaka. Ikke-sundhedsfagligt personale kommer også til at skulle håndtere dilemmaer som knytter sig til den medicinske behandling, eksempelvis en brugers overmedicinering eller en brugers afvisning af medicinen. Undervisningen har til formål, at det ikke-sundhedsfaglige personale kan lytte mere kvalificeret til brugerne. Undervisningen skal også sætte det ikke-sundhedsfaglige personale i stand til bedre at se, forstå og agere i forhold til de dilemmaer og problemer, der kan være i forbindelse med behandlingen med psykofarmaka. For det andet er der ikke altid tilstrækkeligt med sundhedsfagligt personale på arbejde til at varetage opgaverne med medicingivning. For det tredje: ved at invitere ikke-sundhedsfagligt personale til at deltage i snakken omkring medicin og medicingivning, er der åbnet op for en tværfaglig tilgang til de spørgsmål og dilemmaer, som dukker op i relation til medicin og medicingivning. I praksis består det ikke-sundhedsfaglige personale ofte af pædagoger og det betyder, at spørgsmål eller problemer omkring medicinering også kan belyses fra en pædagogisk vinkel. Når ikke-sundhedsfagligt personale inviteres til at deltage i medicineringen af beboerne, så er der imidlertid nogle udfordringer, som man som institution må tage sig af. Det ene drejer sig om sikkerhed og det andet drejer sig om, at det ikkesundhedsfaglige personale får viden om medicin. Selvom det måske fra et medicinpædagogisk perspektiv ikke er så interessant at tale om sikkerhed, så vil jeg alligevel kort sige et par ord om sikkerhed. Da mange typer psykofarmaka er potentielt farlige stoffer og da blot en enkelt forkert dosering kan bringe en beboers liv i fare, så er det nødvendigt at det ikke-sundhedsfaglige personale er bekendt med de krav, der er til sikker medicinhåndtering. På samme måde er det nødvendigt, at den ikke sundhedsfaglige medarbejder får en vis viden om medicinens virkninger og bivirkninger, da det ellers kan være vanskeligt at forstå, hvad beboerne taler om, når de fortæller om deres oplevelser med medicin. Uden viden om medicinens virkninger og bivirkninger bliver det også vanskeligt at reflektere over medicinens virkning på beboerens liv og det bliver vanskeligt at reflektere over, hvad der er følger af den psykiske lidelse og hvad der er følger af den medicinske behandling. Der er mange pædagogiske opgaver forbundet med

3 medicin og medicinadministration. Den mest iøjnefaldende er nok, at medicinen og her især PN-medicinen - ikke bruges til en løsning af eksistentielle og almenmenneskelige problemer eller som en mulighed for at flygte fra hverdagslivets udfordringer. Som personale har man her en meget vigtig pædagogisk opgave, som går ud på, at medicinen bruges på den rigtige måde af både personale og beboere og vi har en opgave i at hjælpe beboerne med at finde frem til alternativer til medicinen. Der er pædagogiske udfordringer forbundet med beboere, som ikke vil have medicinen og som den ene gang efter den anden får psykotiske tilbagefald. Der er pædagogiske udfordringer forbundet med beboere, som i alt for høj grad forsøger at løse problemer med medicin i stedet for at opbygge egne ressourcer og mestringsstrategier. Der er pædagogiske udfordringer forbundet med brugere, som gennem et mangeårigt liv med psykofarmaka, træthed og sløvhed har mistet adgangen til egne ressourcer, opgivet håbet om bedring og i for høj grad har accepteret et liv i en medicinsk fremkaldt osteklokke i en vis grad afsondret både fra sig selv og verden. Hvis medicinen skal bruges som et redskab blandt mange andre redskaber til at få et meningsfyldt liv på trods af alvorlige psykiske problemer, så består en af de pædagogiske udfordringer også i at skabe en kultur og et miljø på institutionen, som fokuserer på opbygningen af en række kompetencer, som beboerne kan bruge med henblik på at skabe et meningsfyldt liv. Derfor har medicinpædagogik set fra vores vinkel på Sukkertoppen sjovt nok en hel masse at gøre med noget, som ikke nødvendigvis har ret meget med medicin at gøre. Litteratur: Deegan, Patricia: The lived experience. Psychiatric rehabilitation journal, 2007 vol. 31, No.1, p

4 Alternativer til medicin Af Lene Fantassi, socialpædagog Jeg vil i mit oplæg kigge på de metoder, vi har, som er alternativer til medicin og som har det formål på en eller anden måde at aktivere beboernes ressourcer og mestringsstrategier. Men først vil jeg beskrive, hvilken tilgang jeg som pædagog har til det medicinpædagogiske område. Som pædagog har jeg en fagspecifik tilgang. Jeg skal kigge på den sunde og den normale udvikling og det betyder helt konkret, at jeg ikke reducerer enhver adfærd og emotion til sygdom og kobler det sammen med den psykiatriske lidelse. Derfor - set fra min vinkel skal ikke ethvert problem behandles med medicin. Fx skal kærestesorger og problemer med familien ikke behandles med medicin, men man skal have lov til at være ked af det eller frustreret og finde måder at håndtere problemerne på. Pædagogik handler om at få støtte og viden til at opnå en læring om sig selv og få adgang til egne ressourcer, således at man kan få opbygget metoder til at mestre sit liv med de forhindringer, man nu engang møder. Grundlæggende vil det sige, at jeg kigger på det almenmenneskelige og ikke udelukkende på diagnosen. Det kan dog være svært for nogle af vores brugere at forholde sig til: et eksempel er, at vi har en ung mand på 20 år som gerne vil i gang med en uddannelse. Et af hans problemfelter er, at han er plaget af tvangstanker bl.a. omkring medicinen, som han oplever ikke virker, hvis han ikke får det på præcise tidspunkter og med bestemte handlinger tilknyttet. Denne bruger har igennem 1 år arbejdet med planer om at gå i skole. Han startede med at modtage undervisning i ét fag 1 gang om ugen, dette på en voksenhandicappet skole, her var han glad for at gå, men oplevede, at der ikke var nogen social træning og faglig udfordring for ham. Efter sommerferien i år ville han starte på VUC, her ville der være flere fag og mennesker, han skulle forholde sig til. Brugeren og kontaktpersonen snakkede om, hvordan han havde tænkt sig at forberede sig på skolegangen. Der var mange ting, der skulle forberedes, bl.a. hvordan brugeren skulle have sin medicin. Problemet med skolegangen og medicinen var jo tvangshandlingerne. Brugerens forslag til løsninger på problemet var at få mere medicin, så tvangshandlingerne kunne forsvinde, kontaktpersonens forslag til løsning var kognitive samtaler og eksponering. Brugeren forelagde sit problem for psykiateren, som havde samme holdning som kontaktpersonen. Den pædagogiske udfordring her, består i at få brugeren til at arbejde med sine tvangshandlinger. Samtidig skal han have en viden om, at øget medicinering kan indebære bivirkninger i form at sløvhed og træthed, så det kan blive 4 svært at følge med i undervisningen og opnå nye venskaber. Kort sagt hvis vi kun angriber symptomerne, så kan det være, at vi samtidig ødelægger livet. Derfor har vi på Sukkertoppen lagt vægt på, at vi har et miljø, som har en bred vifte af alternativer til medicin. Et af de redskaber vi bruger, er brugernes indsatsplaner. I indsatsplanen er der tit et mål og delmål omkring medicin. Det pædagogiske består i, at vi taler med brugeren om, hvordan medicin administreres: skal brugeren selv administrere medicinen, eller er det personalet der skal administrere medicinen, eller er det en fællesopgave. Her er det vigtigt, at brugeren har et medansvar for de aftaler der indgås. Det er ligeledes vigtigt at støtte brugeren i at have opmærksomheden på, hvordan medicinen påvirker brugerens liv, så brugeren kan fortælle det til psykiateren. I mødet med psykiateren er det vigtigt, at brugeren får sat ord på sine erfaringer med medicin, ligesom det er vigtigt at respektere den selvomsorg, som ligger i at have opmærksomheden på, hvad der er godt og mindre godt, når det gælder medicin. Eksempelvis hvis en bruger har en oplevelse af, at noget medicin virker bedre end noget andet, så kan der opstå dialog med psykiateren om et medicinskifte og evt. fordele og ulemper. Dermed tager brugeren ansvar for egenomsorg. Hvis en bruger får det psykisk dårligt, beskriver vi også i indsatsplanen, hvilke strategier brugeren kan benytte sig af. Her er det meget individuelt, hvilke redskaber den enkle har gavn af at bruge, ofte står der PN-medicin som en strategi sammen med nogle at de øvrige redskaber, som jeg vender tilbage til senere. I den forbindelse mener jeg, at personalet har en pædagogisk opgave i at få brugerne til at bruge alternative redskaber, inden de får PN, således at de kan få en læring, i hvordan de kan mestre svære perioder i hverdagen, eller hvordan de kan undgå svære perioder. På den måde kan brugerne opdage, at de har nogle kompetencer, som de kan bruge til løsning af hverdagens udfordringer. Jeg vil nu beskrive, hvilke alternative metoder vi bruger på Sukkertoppen. Metoderne har forskellige formål. Nogle af metoderne virker kortvarigt, andre er længerevarende og køres i forløb. Metoderne har bl.a. følgende virkninger: At generende tanker og stemmer bringes til tavshed At give en oplevelse af simpelthen at have det godt At opløse indre spændinger At mærke sin krop At få mere energi Ovennævnte er grundlag for at tilegne sig og mobilisere selvomsorgsfærdigheder og mestringsstrategier og i sidste ende reducere medicinforbruget. Akupunkturmetoder Vi tilbyder Nada-behandling. Nada er øreakupunktur. Behandlingen består af 5 nåle i hvert øre. Der kan sættes en nål i Det bløde punkt i

5 hovedbunden og en mellem øjnene. Nålene skal sidde i, i 30 til 45 minutter mens brugeren sidder stille og afslappet for at opnå den fulde effekt. Nada har vist sig virksom ved angst, søvnløshed, fysisk og psykisk uro, anspændthed, irritabilitet, abstinenser og stoftrang, eksamensnervøsitet m.m. Nada-behandlingen kan suppleres med Detox-te, som er afslappende. Nada kan også udvides med sølv- eller guldkugler, som placeres på 3 punkter i øret. Brugeren aktiverer selv kuglerne ved at trykke på dem. De kan sidde i en periode på ca. 7 dage. EFT (1) er en form for psykisk akupunktur, men man bruger ikke nåle eller andre former for fysiske redskaber. De værktøjer, man bruger, er fingerspidserne og en god del medfølelse, medmenneskelig forståelse og et solidt kendskab til EFT-metoden. EFT står for Emotional Freedom Techniques og kan med lidt listighed oversættes til dansk på følgende måde: Følelsesmæssig/emotionel frihedsteknik. En af teorierne bag EFT er, at alle negative følelser og tanker skyldes en forstyrrelse i kroppens energisystem. EFT udføres ved at man banker blidt eller bare holder på bestemte punkter i ansigtet, på overkroppen og på fingrene. Denne lette stimulans genopretter balancen i de blokerede energibaner. Metoden kan bruges og læres af alle med interesse indenfor de subtile energier i kroppen. På Sukkertoppen er der pt. kun én sygeplejerske der kan denne metode, hun er ved at lave en beskrivelse af, hvilken effekt det har for de brugere, der har modtaget behandlingen. En af de brugere er en kvinde, som har stemmer, og hun har fortalt mig, at hun kan blive stemmefri i mellem 6 til 8 timer efter en behandling. Massagemetoder Stikball: Bruges når en beboer har brug for at kunne mærke sig selv, få opløst spændinger, blive afgrænset, få slappet af og flyttet fokus fra kaotiske tanker. Pædagogiske nordlys (2) massage er en særlig hensyntagende massageform, der kombinerer pædagogisk viden og erfaring med kunsten at kommunikere gennem berøring og massage. Massagen tilrettelægges efter brugerens ønsker og tilpasses efter deres konkrete behov og tilstand. Massagen gennemføres i et tæt samarbejde med brugeren. Den enkeltes grænser respekteres i meget høj grad. Således vil der være brugere, der ønsker at modtage et fodbad og massage af fødder og underben, andre som ønsker massage uden på tøjet og igen andre der gerne vil have massagen direkte på huden. Så tilbuddet er fra delmassage til helmassage. Massagen er god for: Bidrager til fysisk og psykisk velvære Virker afspændende, beroligende og af hjælper stress Brugernes opmærksomhed på egen krop øges Fornemmelsen af afgrænsning styrkes Bedring i forhold til at håndtere dagens indtryk og oplevelser er uddannet i denne massageform, hendes vurdering er: En massageaftale bliver stort set altid overholdt og der er overbooking. Brugerudsagn: Det kan også føles rart at mærke kroppen (Spiseforstyrrelse) Det er bedre at få massage end PN-medicin Jeg får energi af massage Ro i mine tanker Godt mod tics Massagestol: Massagestolen giver næsten samme virkning som stikball en og nordlys, og den er et godt alternativ, hvis man har brug for massage men lider af berøringsangst. Motion Motion: I det team hvor jeg arbejder, har vi valgt at have gåture to gange dagligt. I andre teams på Sukkertoppen er der morgengymnastik og aftengymnastik. Vi samarbejder med Idræt for sindslidende, som har en vifte af forskellige idrætstilbud på alle hverdage. Samtaleforløb På Sukkertoppen har vi fire ressourcegrupper, som på forskellig måde tilbyder brugerne samtaleforløb. Kognitiv ressourcegruppe tilbyder samtaler ud fra kognitiv teori. Samtalen finder sted mellem en bruger og et personalemedlem fra kognitiv gruppe. Systemisk ressourcegruppe tilbyder samtaleforløb baseret på den systemiske tilgang. Samtalen foregår mellem brugeren, intervieweren og et reflekterende team. Psykoedukationsgruppen tilbyder psykoedukation både individuelt og i grupper. Misbrugsgruppen kører forløb i grupper og individuelt. Gruppeforløbet lægger vægt på, at brugerne kan støtte hinanden i at blive eller forblive stoffri. Det individuelle forløb er mere baseret på motiverende samtaler. Det kan selvfølgelig være lidt underligt at remse alle disse alternativer til medicin op. Men fra den amerikanske psykolog og bruger Patricia Deegan (3) ved vi, at når mennesker beskriver deres erfaringer med at bruge medicin til at få det bedre, så fortæller de - paradoksalt nok - om en hel masse ikke-medicinske selvlærte strategier. Det er ikke muligt at sige, hvad hver enkelt af de beskrevne metoder gør for brugerne, men fælles for metoderne er, at de har til formål at styrke det som Patricia Deegan kalder personlig medicin. Personlig medicin er personlige strategier, som tjener til at forbedre humøret, kognitionen, adfærden og i det hele taget følelsen af at have det godt. 1) Kilde: 2) Kilde: 3) Deegan, Patricia: The lived experience. Psychiatric rehabilitation journal, 2007 vol. 31, No.1, p På Sukkertoppen er der lige nu en pædagog, der 5

6