EFTER VALGET I USA: LAROUCHES 3-PUNKTSPROGRAM

Transkript

1 Nyhedsorientering PEST KOLERA EFTER VALGET I USA: LAROUCHES 3-PUNKTSPROGRAM Dette er en redigeret version af en tale, som Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, holdt den 25. oktober Mitt Romney er uegnet som en kommende amerikansk præsident, men da USA under Obama er på kurs mod Tredje Verdenskrig, må Obama afsættes. Derefter må LaRouches 3-punktsprogram gennemføres for at redde USA. EU bruger kampen for at redde euroen og de europæiske banker til at fjerne den sidste rest af EU-landenes økonomiske selvbestemmelse, men det er blot vejen til hyperinflation og fascisme. Vi må i stedet indføre Glass/Steagallbank opdeling (som det diskuteres på Island), et kreditsystem og store projekter. Mennesket må ud i rummet og kan spille en afgørende rolle for universets udvikling. Hele mødet kan ses på Vi er i gang med den sidste nedtælling til det amerikanske præsidentvalg den 6. november, hvor den amerikanske befolkning igen skal gøre det, som de er dårligst til, nemlig at vælge egnede ledere, der ikke blot kan lede USA, men også verden, i disse utroligt dramatiske tider. Alle fornemmer jo nok, at det ikke er et oplagt valg mellem de hvide hatte og de sorte; mellem de gode på den ene side, som har alle de rette løsninger, og de onde, dårlige kræfter på den anden, som vil forsøge at ødelægge alt, for både Barack Obama og Mitt Romney er dybt ukvalificerede til at være USA s præsident og lede det, som man plejede at kalde»den frie verden«. Begge de store amerikanske partier, demokraterne og republikanerne, har også i den grad spillet fallit og vist sig uegnede til at komme med løsninger, som kan give USA og verden en vej ud af krisen. Valgkampen er forfaldet til at blive en dårlig parodi på en fodboldkamp, hvor tilskuerne hepper på hver sit hold, og det blot drejer sig om at være på den vindende side uden tanke på, hvad det er for en skamstøtte, som man måske ender med at vinde, når ens dybt ukvalificerede hold har vundet. På trods af at begge præsidentkandidater således ikke fortjener at man stemmer på dem, så er der dog en gradbøjning af dårligdommene. Mitt Romney er et dårligt valg til præsident og er dybt ukvalificeret til at lede USA, men katastrofen vil dog være endnu større, hvis Barack Obama bliver KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, SI@SCHILLERINSTITUT.DK

2 genvalgt. Obama er nemlig i en uhyggelig fase af sin narcissistiske personlighedsforstyrrelse, hvor alt i ham bevæger sig imod en konfrontation med Rusland og Kina, og det kan i den nuværende politiske geometri føre til en Tredje Verdenskrig, og dermed en atomkrig mellem USA og Storbritannien på den ene side, og Rusland og Kina på den anden. En atomkrig som, når man tænker hele processen til ende, ingen i virkeligheden kan vinde, men hvor det samtidig også er en del af den nuværende strategiske logik, at selv om man måske ikke just har lyst til en atomkrig, så gælder det samme for situationen i dag, som gjaldt op til Første Verdenskrig: Jo længere tid man har bevæget sig frem imod den ultimative konfrontation, des mindre drejer det sig til sidst om, hvorvidt det er en god idé at gå i krig, og hvilke frygtelige konsekvenser det kan få, men derimod om ikke at være den, der kommer sidst i gang med krigen. I det øjeblik man vurderer, at krigen kommer under alle omstændigheder, så gælder det om at angribe først, for så får man både fordel af at overraske modstanderen med sit angreb og kan få flest muligt af sine militære ressourcer i spil. Den amerikanske politik, som vi har set i rendyrket form under Bush og Obama i de seneste 12 år, men som er en proces, som man også fra tid til anden har kunnet se i den tidligere nyere historie, er, at USA bruger sine politiske og militære muskler til at skabe krig og regimeskift rundt om i verden, der har til formål at øge den amerikanske og vestlige indflydelse på bekostning af f.eks. den russiske. Fortsætter den proces, som vi så den i krigen imod Libyen, og som nu forsøges over for Syrien og Iran, så er Tredje Verdenskrig uundgåelig. Så får vi en atomkrig med alle de frygtelige konsekvenser, som det vil have. Fare for atomkrig kræver handling Derfor må man nu handle anderledes, end de fleste politikere og embedsmænd plejer at gøre, for når de sædvanligvis skal træffe beslutninger, og det samme gælder for det meste også for militær-, efterretningsfolk og lignende, så gælder det, at selv når de beslutter sig for at gøre noget godt, så gør de det inden for rammerne af, hvad de tror de kan slippe af sted med, uden at bringe sig på kant med den gængse opfattelse hos deres omgivelser og uden at udfordre de mere magtfulde interesser i samfundet eller verden. At advare om, at Obamas og EU s politik er morderisk og indebærer faren for Tredje Verdenskrig, falder ikke inden for rammerne af, hvad de fleste tror, er acceptabel adfærd. Folk forsøger at gøre noget, som deres omgivelser ikke vil opponere for meget imod, og vælger derfor at handle på en måde, der ikke afværger faren, men i bedste fald blot udskyder ulykken en kort stund. Hvis man derimod tager afsæt i fremtiden, begynder sin tanke med at stå midt i en meget intensiv halvanden times udveksling af verdens arsenal af atom- og brintbomber, hvor alle skynder sig at trykke på knappen, så de kan få deres missiler af sted, inden de bliver uskadeliggjort af fjendtlige angreb, så tager det sig helt anderledes ud. De mange mennesker, der befinder sig i de områder, der bliver direkte udsat for brintbombeeksplosioner, dræbes selvfølgelig øjeblikkeligt, for vi taler om bomber med en sprængkraft, der er gange større end bomberne, der sprang i Hiroshima og Nagasaki i 1945, men ulykkerne stopper ikke der. Efter en sådan atomar skudveksling regner man med, at vi vil opleve en atomvinter, dvs. en tid med kraftigt faldende temperaturer på Jorden, pga. af alt den sod og jord, der vil blive slynget op i Jordens atmosfære og stratosfæren. Vi har tidligere i historien set eksempler på, at vulkanudbrud har sendt så store mængder partikler op i atmosfæren, der resulterede i mange år med en mindskning i den mængde sollys, der nåede Jordens overflade, men en sådan atomkrig vil få langt større ubehagelige konsekvenser, hvor der i en årrække bliver en kraftig reduktion af sollyset, og hvor temperaturerne vil falde kraftigt (man regner med et gennemsnitligt fald på syv grader) og dermed forringe vækst- og livsbetingelserne her på Jorden. Det vil betyde yderligere sult, kaos og sammenbrud for den del af menneskeheden, der måtte undgå umiddelbar udslettelse i den atomare udveksling. Der er en stor fare for, at det i så fald vil blive menneskehedens endeligt. Da dette vil være konsekvensen, hvis de politiske dogmer, der dominerer den nuværende strategiske dagsorden, ikke bliver ændret, stiller det spørgsmålet om, hvad man bør gøre, i et noget andet lys. Hvis ens venner og omgivelser truer med at fryse en ud, hvis man siger og gør noget, der ikke passer ind i den nuværende dagsorden, så er det totalt ligegyldigt. Hvad glæde er der ved at være konform og velset, hvis man selv og menneskeheden om kort tid går under i en atomkrig? Så hvis man begynder med det værst tænkelige fremtidsscenarie, så har man det bedst mulige udgangspunkt for at konkludere, hvad man i hvert fald ikke bør gøre, og så kan man bevæge sig fra fremtiden tilbage mod nutiden og opdage, hvad det er for nogle aksiomer og alment accepterede dumheder som må ændres, for at få en bedre og mere ønskværdig fremtid. Sådan fungerer Lyndon LaRouche og vor internationale organisation. Vi siger og gør ting, der ikke passer ind i de alment accepterede dogmer, og det kan få folk til at tro, at det er fordi vi mangler politisk tæft. Det er dog i stedet ud fra en erkendelse af, at der ikke er en acceptabel og levedygtig løsning inden for de alment accepterede udstukne rammer. Præsident Obama må afsættes Derfor siger vi også, at Obama ikke må fortsætte som USA s præsident. Han er, ligesom Bush-administrationen før ham, et villigt redskab for briterne og deres konfrontationssøgende politik, og må derfor fjernes inden denne Tredje Verdenskrig er en realitet. Som det så poetisk blev sagt af John Hoefle i denne uges Weekly Report på www. larouchepac.com, så er det at få fjernet Obama en lige så akut og nødvendig handling, som at få renset et tilstoppet stinkende lokum. Det løser ikke alle de andre problemer man har, men er ikke desto mindre en nødvendig begyndelse, for efterfølgende at kunne kaste sig over mere spændende opgaver. I USA står vi, i lighed med størstedelen af resten af verden, med en politisk proces, der ikke fungerer, fordi den er domineret af et partisystem, der har spillet fallit. Der er en akut mangel på politisk lederskab. Lyndon LaRouche har derfor de seneste tre fredage holdt et webcast klokken otte om aftenen amerikansk tid (kl. 02 dansk tid), hvor han har diskuteret de store presserende problemstillinger, som USA og verden står overfor, og har skitseret rammerne for de mulige løsninger. LaRouche har påpeget, at der, efter at man har fået fjernet Obama, er tre tiltag, som må gennemføres, hvis det skal kunne lade sig gøre at redde USA: LaRouches 3-punktsprogram 1) USA må genindføre den Glass/Steagall-bankopdelingslov, der oprindeligt blev indført i 1933, men som blev ophævet i I forbindelse med genindførelsen må man gå ind og rense op i bank- og finansverdenen, og få fjernet alle de fiktive finansværdier, som man har skabt i løbet af de seneste årtiers finansspekulation. Man skal redde bankernes normale ind- og udlånsaktivitet, boliglån og lignende, for det er samfundet afhængigt af for at fungere, men hvis man også forsøger at redde alle bobleværdierne i finansverdenen, som det har været tilfældet med alle de mange finansielle hjælpepakker, som man har lavet siden , så forstørrer man blot problemerne og belaster staten med en enorm gældsbyrde, som forhindrer den i at spille den aktive rolle i at genopbygge økonomien, som er absolut nødvendig. En Glass/Steagall-lignende bankopdeling bør samtidig reducere størrelsen på de største banker og dermed forhindre, at visse banker er så store, at staten er tvunget til at redde dem ligegyldigt hvad, fordi deres fallit ville true hele landets økonomiske stabilitet. 2) Derefter må staten indføre et kreditsystem til at erstatte det nuværende bankerotte, privatstyrede monetære system, så der er den fornødne kredit til at genopbygge økonomien. Under et kreditsystem forsætter landet sig i gæld, med nationens økonomiske udvikling, og dermed den fremtidige økonomiske aktivitet, som sikkerhed. Det vil gøre det muligt for lande, der i dag tilsyneladende er håbløst forgældede, og som med den nuværende nedskæringspolitik aldrig vil være i stand til at betale deres gæld tilbage, over tid at genopbygge deres økonomi og skabe det fornødne nationaløkonomiske overskud, som sætter dem i stand til både at forrente den nyskabte gæld til investeringerne og betale af på den gamle. 3) Staten investerer så vidt som muligt den skabte kredit i infrastrukturprojekter, højteknologisk forskning og andre vigtige nationale opgaver, som ikke blot skaber en strøm af nye velbetalte, højt specialiserede arbejdspladser, men som også øger den fremtidige produktivitet og velstand i økonomien som helhed. Disse nationale kreditter kan derfor ikke ydes til hvad som helst f.eks. er det rent idioti, hvis staten subventionerer investeringer i solceller, vindmøller eller lignende processer, der bygger på processer med en lav energigennemstrømningstæthed. Staten bør i stedet investere i projekter, der øger økonomiens teknologiske niveau og forårsager en stigende energigennemstrømningstæthed og produktivitetsvækst i økonomien. Som det sker, når en økonomi udvikler sig og skifter sine primære energikilder til stadig mere energiintensive processer: Fra vand og vindenergi til afbrænding af træ, så kul, olie, kernekraft, fusionskraft, stof-antistof-reaktioner etc. Jo højere energigennemstrømningstætheden er i de anvendte processer, desto større potentielle gevinster for samfundet som helhed. Staten skal netop nu skabe masser af ny beskæftigelse, men ikke med hvad som helst. Ved at sætte gang i store infrastrukturinvesteringer skaber man både velbetalte arbejdspladser her og nu, men man bygger også samtidig noget, der er til gavn for økonomien efterfølgende, og som gør det muligt at øge produktiviteten i økonomien som helhed. Og i dag er sådanne store infrastrukturprojekter ikke begrænset til, hvad der er muligt på en national skala, men rækker i mange tilfælde langt ud over det enkelte lands grænser til at omfatte et helt kontinent. Det ser man f.eks. i vores (og tidligere faktisk også EU s) forslag til et omfattende europæisk infrastrukturnetværk, og det amerikanske NAWAPA-projekt (Det Nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde), som vil involvere hele Det nordamerikanske Kontinent fra Alaska og Canada ned til Mexico. Der er tilmed interkontinentale projekter, som f.eks. bygningen af en fast forbindelse over Beringstrædet, der vil forbinde Det eurasiske Kontinent med Det Nordamerikanske, som er afgørende for det verdensomspændende infrastrukturnet, der vil forbinde Afrika, Europa, Asien, Nordamerika og Sydamerika med hinanden. LaRouche har i de hidtidige tre webcasts fremlagt forskellige aspekter af denne politik for at forhindre atomkrig og sikre økonomisk genopbygning, og vil de kommende to fredage, der er tilbage inden det amerikanske valg, holde endnu to. Det er taler, som alle andre rundt om i verden bør se, for hvis dette bliver den amerikanske politik, så er der håb for USA og resten af verden. Det meste af verden ville frygtelig gerne samarbejde med et sådant USA. Hvorfor siger Rusland og Kina nej i FN? Skulle man tro retorikken fra USA s FN-ambassadør Susan Rice efter møderne i FN s sikkerhedsråd om, hvad der bør ske i Syrien og Iran, så skulle man tro, at Rusland og Kina blot er nogle slyngler, der er ude på at skabe krig og ballade og ikke vil indordne sig den civiliserede verdensorden. Men hvad er det, som Rusland og Kina siger nej til? De nægter at tillade brugen af militær intervention i Syrien og andre steder for at skabe krig! De nægter at tillade, at fremmede magter kan komme udefra og påtvinge suveræne lande deres håndplukkede marionetter, eller gennem regimeskifte bane vejen for kaos og krig, der resulterer i voksende religiøse og etniske spændinger og efterfølgende folkemorderiske overgreb. Se blot på Afghanistan, Irak og Libyen! Har befolkningerne der fået større sikkerhed og bedre levevilkår? Er der flere, der får den rette behandling på hospitalerne? Er der flere, der går i skole og kan få en uddannelse? [Når det gælder Afghanistan skal man sammenligne med situationen inden Vesten begyndte at støtte mujahedinstyrkerne og deres hellige krig i slutningen af 1970 erne]. Ser man f.eks. på Irak, så har det været en frygtelig deroute siden Vesten startede den første Irakkrig i 1991, over de mange økonomiske sanktioner og den anden Irakkrig i 2003, og så efterfølgende det voksende mareridt under den amerikansk ledede militære besættelse. Før dette mareridt 2 Schiller Instituttet Schiller Instituttet 3

3 havde man et sekulært samfund i Irak med en stabil økonomi og sikkerhedssituation, hvor olieindtægterne blev brugt til at skabe et fantastisk veludviklet sundhedsvæsen og muligheden for uddannelse for alle drenge og piger. I dag er man bombet langt tilbage i middelalderen, og de fleste mennesker forsøger blot at overleve fra dag til dag, mens de håber på, at de eller deres kære ikke bliver det næste offer for vilkårlige religiøse eller etniske overgreb, eller selvmordsbomber. Det samme gør sig i stigende grad gældende i Libyen efter afslutningen af den vestlige indsats der. Syrien: Tændsatsen til Tredje Verdenskrig? Vi står i dag på kanten af Tredje Verdenskrig med et ekstremt farligt brændpunkt i de voksende spændinger mellem Syrien og Tyrkiet. Det er forkert, at karakterisere hvad der foregår i Syrien som en borgerkrig, for kampene står ikke primært mellem forskellige borgere i Syrien, men mellem den syriske hær og et sammenrend af militsgrupper, der primært består af religiøse militante udlændinge, der modtager massiv støtte i form af penge og militærudstyr fra Saudi-Arabien og Qatar (men under overordnet britisk kontrol), og som også modtager hjælp og vejledning fra Storbritannien, USA, Frankrig og andre vestlige lande. Man fører, som al-qaeda gentagne gange har gjort opmærksom på, en hellig krig for at vælte Assad og den syriske regering, for i stedet at bringe fanatiske neo-salafister til magten, og lade Syrien indgå i et bredt bælte i Nordafrika og Mellemøsten, hvor man ikke længere har sekulære stater, der gør det muligt for de forskellige etniske og religiøse grupperinger at leve i fredelig sameksistens, men et nyt kalifat under religiøs ledelse, hvor befolkningerne med vold tvinges til at underkaste sig de nye magthaveres tro og dogmer. Prøv bare at se på, hvordan man kører tingene i Saudi-Arabien, som er den primære kilde til at finansiere denne»frihedskamp«, som den foregik først i Libyen og nu i Syrien. For to uger siden blev der så affyret en række missiler fra syrisk territorium ind i Tyrkiet, som efterfølgende fra Tyrkiets side er blevet brugt til at retfærdiggøre en militær opbygning på grænsen til Syrien og daglige»gengældelsesangreb«ind på syrisk territorium. Det er endnu ikke fastslået, hvem der faktisk affyrede missilerne fra Syrien imod Tyrkiet. Sandsynligvis var det anti-regeringssoldater, eller sågar britiske eller andre udenlandske specialstyrker, der ønskede at få konflikten mellem Syrien og Tyrkiet til at eskalere. Disse missiler gjorde, at Tyrkiet kunne påtage sig en offerrolle (hvilket selvfølgelig er lettere absurd, da de fleste våben og soldater, der strømmer ind i Syrien, kommer gennem Tyrkiet med de tyrkiske myndigheders velsignelse), og arbejde hen imod en påkaldelse af NATO-traktatens artikel fem, efter hvilken alle medlemslandende i NATO er forpligtet til at betragte et angreb på et NATO-land som et angreb på dem selv. Dermed ville alle NATO-lande, inklusive Danmark, automatisk være i krig med Syrien. Siden disse missiler ramte Tyrkiet, har Tyrkiet så godt som hver dag affyret missiler og andet ind i Syrien for at fremprovokere yderligere konfrontationer og samtidigt få den syriske hær til at trække sig tilbage fra grænseområdet til Tyrkiet, så det kan tjene som base for de anti-syriske militsgrupper. Samtidig tvang Tyrkiet for to uger siden et russisk passagerfly, der havde kurs mod Damaskus, til at lande i Ankara, så man kunne undersøge flyets passagerer og fragt. Den officielle undskyldning var, at man frygtede at flyet havde våben med til Syrien, men det var selvfølgelig en uhørt provokation over for Rusland. Efterfølgende har Tyrkiet helt forbudt civile syriske fly at benytte sig af tyrkisk luftrum. Samtidig med krigen i Syrien er der den forsatte trussel om et militært angreb på Irans atomanlæg, enten foretaget af Israel alene eller af Israel i et samarbejde med USA, som også er en del af strategien for at sætte hele Mellemøsten og Sydvestasien i brand. Husk på parallellen til Første Verdenskrig, men hvor Balkans rolle som tændsats nu i stedet indtages af Mellemøsten. Som de fleste forhåbentlig husker fra historietimerne, startede Første Verdenskrig officielt med skuddet i Sarajevo i 1914, men der var tyve år, der gik forud, hvor man mellem Tyskland, Frankrig og Rusland (med England som en hjælpende usynlig hånd), skridt for skridt opbyggede voksende spændinger, mens man gejlede sig selv op til at tro på, at en krig ville være en hurtig affære, som man kunne vinde på tre måneder. Samtidig gik en stor del af den nationaløkonomiske planlægning ud på at forberede den kommende krig, hvor opbygningen af de nationale jernbanenet var en del af planlægningen af den kommende krig. Man forberedte, hvorledes den kommende hær kunne gøres kampklar og samles hurtigst muligt, når først startsignalet havde lydt. Man havde detaljerede planer for, hvordan man samlede sine soldater og udstyr ved jernbanelinjerne, så man hurtigst muligt kunne have store hærstyrker fremme ved grænsen for at angribe sin modstander (derfor havde alle landene forskellig sporbredde på deres jernbanenet, og de var bevidst ikke forbundet med hinanden, for fjenden skulle jo ikke kunne rulle ind over grænsen). Men da alt afhang af, at man skulle komme først frem til grænsen med sine styrker, så betød det også, at der var en medfølgende militær logik, at man for alt i verden ikke måtte komme for sent. Hvis din modstander begyndte at mobilisere, og du selv sad og ventede, så ville han pludselig troppe op med en millionhær og løbe dit land over ende. Derfor sad alle og holdt øje med hinanden, og i samme øjeblik, som man vurderede, at en krig var uundgåelig, så skyndte man sig at trykke på knappen og få hele maskineriet sat i gang. Det skete efter skuddet i Sarajevo. Den samme logik hersker desværre også i nutidens verden med atomvåben. Dine atomvåben er ingenting værd, hvis din fjende en halv time tidligere har affyret atommissiler, der når at sprænge dem i småstykker, inden du får dem affyret. Du skal altså sidde med fingeren på knappen og sørge for, at du ikke kommer for sent. Hvis du ser noget, der ligner affyringen af et atommissil, så har du maksimalt en halv time til at beslutte, hvad det er, og om du skal affyre dine egne missiler. Når vi så ved, hvor katastrofale konsekvenser en atomkrig vil have for menneskeheden, så er tiden kommet til, at vi ikke længere kan lade denne trussel hænge over menneskeheden. Det var årsagen til, at Lyndon LaRouche i 1977 begyndte en kampagne for»strålevåben«laservåben og andre nye teknologier, der ville være i stand til at uskadeliggøre indkommende atommissiler, inden de fik afleveret deres dødelige last. Det var det, der senere blev til Reagans Strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), som han fremlagde i en tv-tale 23. marts Han foreslog, at USA og Sovjetunionen koordineret og i et samarbejde skulle udvikle våben, der kunne uskadeliggøre atommissiler, så man en gang for alle kunne udrydde truslen om global atomkrig. Vi har nu nået et punkt, hvor dette må gennemføres. Vi må have et strategisk samarbejde mellem USA, Rusland, Kina og Indien og derefter resten af verden om menneskehedens fælles interesser. Vi må etablere et samarbejde om i fællesskab at udvikle jorden, i fællesskab at sikre menneskehedens fremtidige eksistens, og dermed også beskytte Jorden og menneskeheden imod udefra kommende farer som asteroider, kometer og lignende, der kan slå ned på Jorden med katastrofale konsekvenser til følge. Dette samarbejde må være vor fælles identitet, og vi kan dermed bevæge os ind i en tid, hvor krig ikke længere er en politisk mulighed. Vi ved, at krigen, hvis den kommer, vil udradere os alle, og at vi derfor må vokse fra disse konflikter og krige. Rusland rasler med atomvåbene Der er dag for dag et voksende antal faresignaler om faren for en atomkrig. Der var en del, der fik kaffen galt i halsen, da den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i et interview på amerikansk fjernsyn, på et spørgsmål om, hvad han syntes om det arabiske forår, svarede, at det var blevet afløst af et arabisk efterår, men at han håbede, at det ikke ville blive efterfulgt af atomvinter. Den 19. oktober afholdt Rusland med tilstedeværelse af præsident Putin den største afprøvning af sine atomslagstyrker siden Sovjetunionens opløsning. Rusland har, ligesom USA, tre forskellige måder at affyre atommissiler på: til vands, til lands og i luften, og øvelsen den 19. oktober, hvor man affyrede atommissiler fra såvel landjorden, ubåd og fly (men selvfølgelig uden atomsprængladninger), viste, at de i tilfælde af krig ville være i stand til at levere deres atomsprængladninger hurtigt og præcist over lange afstande. For et par uger siden kom Jevgenij Fyodorov, et ledende medlem af den russiske Duma og af Putins parti, ud og advarede om, at USA s politik med at skabe regimeskifte rundt om i verden, var på vej til at starte en verdenskrig. Ligeledes advarede den russiske vicestatsminister Dmitrij Rogosin, der indtil for nylig var Ruslands ambassadør til NATO, en gruppe besøgende NATO-parlamentarikere om, at USA s fortsatte opbygning af et missilskjold langs Ruslands sydlige grænse og andre steder tvinger Rusland til tekniske tiltag, der kan sørge for, at den afskrækkende effekt af Ruslands atomstyrker bibeholdes. Tyrkiet har netop nu fantasien om, at man nu med USA og NATO i ryggen kan være en regional stormagt, der kan sørge for, at der bliver etableret en flyveforbudszone i områder af Syrien tæt på grænsen, i lighed med, hvad man gjorde i Libyen, og på den måde hjælpe rebellerne med at vælte Assad og gennemtvinge et regimeskifte. Men etableringen af en sådan flyveforbudszonen er ikke en fredelig humanitær begivenhed, ligegyldigt hvad det danske folketing ellers bildte sig selv ind, da man med mand og mus flest mus enstemmigt den 18. marts 2011 besluttede sig for at sende seks danske F16-fly til indsats over Libyen. I forbindelse med Tyrkiets forslag om en flyveforbudszone i dele af Syrien advarede den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates om, at etableringen af en sådan zone er ensbetydende med krig. Første skridt i forbindelse med etableringen af en flyveforbudszone er nemlig et massivt bombardement af anti-luftskyts, radarer og lignende, der kan udgøre en trussel imod de fremmede fly, der skal opretholde flyveforbuddet. Dermed betyder en etablering af en sådan zone, at man erklærer krig. Grunden til, at man kunne slippe af sted med det i Libyen, var, at Rusland og Kina, uvidende om den massive militære indsats, der efterfølgende blev iværksat af NATO-landene, undlod at nedlægge veto i FN s sikkerhedsråd. Derfor kunne man, under dække af at beskytte civilbefolkningen, iværksætte en massiv militær indsats, der gjorde det muligt for det sammenrend af indenlandske og udenlandske militære grupperinger, der kæmpede imod Gaddafi-regeringen, at vinde frem, indtil Gaddafi brutalt blev myrdet, da han var på flugt og blev fanget af sine fjender. Efter den forestilling gjorde Rusland og Kina det klart, at man aldrig ville tillade en sådan beslutning i FN s sikkerhedsråd igen. Alle tiltag til regimeskifte eller økonomiske sanktioner imod Syrien eller Iran er efterfølgende blevet blokeret af Rusland og Kina i FN s sikkerhedsråd, fordi man har forstået, at hele politikken med regimeskifte i virkeligheden drejer sig om at skabe en verdensorden, der dikteres af USA og dets allierede, og dermed er rettet imod de lande, der mener, at de skal have national suverænitet og ikke blot være marionetter for denne nye verdensorden: dvs. frem for alt Rusland, Kina og resten af Asien. Siden man myrdede Gaddafi har Storbritannien og Obama presset på for at komme videre med de næste krige imod Syrien og Obama og den eneste grund til, at det ikke officielt er sket endnu, er dels Ruslands og Kinas blokade i FN s sikkerhedsråd, men også at det amerikanske militærs generalstab, med general Dempsey i spidsen, har rejst sig på bagbenene og kæmpet imod med næb og klør, fordi man frygter det ragnarok, en sådan handling kan føre med sig. Men får Obama fire år til, så skal det såmænd nok komme. Taber Obama valget, vil det selvfølgelig være en ekstremt farlig tid indtil han har forladt Det hvide Hus, men så er der håb om, at vi kan komme ud af denne uhyggelige situation. Indtil for nylig sagde alle, at det ikke kunne lade sig gøre, for han er jo så umådelig populær. Det er måske også tilfældet, hvis man taler om den politiske og finansielle elite i Europa. De elsker alle Obama. Han får Nobels Fredspris og er åh så fantastisk. I USA er det anderledes. Der har han mistet glansen, mange hader ham, og de fleste ville gerne af med ham hurtigst muligt. Den eneste grund til, at præsidentvalget ikke er afgjort for længe siden, er, at folk har været bange for, hvad de får med Mitt Romney, og at Bill Clintons støtte til Obama har skabt en illusion af, at»nok er han dårlig, men han er måske ikke SÅ dårlig«. 4 Schiller Instituttet Schiller Instituttet 5

4 Kampen mellem Obama og Romney Den første tv-debat mellem Obama og Romney forandrede dog geometrien. Da Romney begyndte at udfordre Obama på hans politik, så faldt Obama helt fra hinanden, for det er han ikke vant til. I den anden tv-duel var det faktisk også ved at gå helt galt, men på et meget afgørende tidspunkt greb ordstyreren, CNN s politiske korrespondent Candy Crowley, ind med ikke blot en hvid løgn, men en, der var ganske sort, og formåede at destabilisere Romney og redde Obama. Romney udfordrede nemlig Obama på den måde, han havde håndteret begivenhederne i Benghazi på. Her fandt et terrorangreb organiseret af al-qaeda sted imod det amerikanske konsulat i Benghazi den 11. september, hvor fire blev dræbt, inklusive den amerikanske ambassadør til Libyen. Romney ønskede at få svar på, hvorfor Obama i de efterfølgende 10 dage benægtede, at det var et terrorangreb, der havde fundet sted, for i stedet at komme med en forklaring om, at det var et spontant angreb, der fandt sted i forbindelse med en demonstration imod en film om profeten Muhammed. En demonstration, som aldrig fandt sted. En usandhed, som Obama sendte FN-ambassadør Susan Rice ud med på ikke færre end fem store tv-shows søndag den 16. september, forklarede Romney. Hvordan reagerede Obama? Han gjorde det, som Obama gør bedst. Han løj. Han sagde, at han dagen efter 11. september havde holdt en tale i Det hvide Hus rosenhave, hvor han havde kaldt angrebet et terrorangreb. Romney gjorde indsigelser og sagde, at det havde Obama aldeles ikke gjort, men at han i stedet havde forsøgt at dække over de sande begivenheder i de næste ti dage, men her brød ordstyrer Crowley så ind og sagde, at hun sad med Obamas tale, og at han havde ret, hvilket tydeligt destabiliserede Romney. Læser man, hvad Obama havde sagt i den tale, så nægtede han at kalde det en terrorhandling, men forsøgte i stedet at snakke uden om, gennem i stedet at fordømme terror i al almindelighed. Ved denne løgn overlevede Obama debatten og undgik at blive knækket, men spørgsmålet er så, om han kan slippe af sted med at lyve så åbenlyst? Man siger jo godt nok, at man kan få problemer ved at lyve, men hvis løgnen er stor nok, så kan man slippe af sted med det, men denne sag, som nu går under tilnavnet Benghazi-gate, kommer ikke til at gå væk af sig selv. Dag for dag kommer der stadig mere dokumentation for, at Det hvide Hus ikke tog fejl, men var helt klar over, hvad der var foregået i Benghazi. Man valgte så at lyve om det, og dermed bevidst føre den amerikanske befolkning bag lyset. Hvorfor løj Det hvide Hus om, hvad der var foregået? Måske fordi Obama mener, at hans stærkeste kort i valget er, at han fik Osama bin Laden dræbt, og dermed har været succesfuld med at udrydde al-qaeda og i krigen imod terror. Det er derfor meget pinligt, når al-qaeda angriber det amerikanske konsulat og dræber ambassadøren i det Libyen, som hvor USA har været med til at lave regimeskifte. Mange vil tilmed med rette mene, at de militante, religiøst fanatiske oprørere, som man støttede i Libyen, i mange tilfælde overlapper de fundamentalistiske terrorgrupper, som man bekæmper i form af al-qaeda. Nye s giver næring til Benghazi-gate I går kom så endnu et søm til ligkisten for Obamas løgn i form af tre s, der blev sendt fra en -adresse i det amerikanske udenrigsministerium til mindst to personer i Det hvide Hus og 30 andre modtagere i Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, CIA og FBI, og som løbende viderebragte den information, som man fik fra den amerikanske ambassade i Tripoli. (SBU) er en informationskode, der betyder»sensitivt, men ikke hemmelighedsstemplet«. Den første med emnet:»usa s konsulat i Benghazi er under angreb (SBU)«blev sendt 16:05 (amerikansk østkysttid), blot 14 minutter efter, at konsulatet i Benghazi var kommet under angreb:»(sbu) Områdets sikkerhedschef rapporterer, at konsulatet er under angreb. Ambassaden i Tripoli rapporterer, at omkring 20 bevæbnede mænd affyrede skud; man har også hørt eksplosioner. Ambassadør Stevens, der for nærværende er i Benghazi, befinder sig sammen med 4 medarbejdere i bygningens sikringsrum. Militsen af den 17. februar yder sikkerhedsstøtte. Beredskabscentret vil komme med flere opdateringer, når de forefindes.«kl. 16:54, 49 minutter senere, sender udenrigsministeriet en ny mail med emnet:»update 1: USA s konsulat i Benghazi«:»(SBU) Ambassaden i Tripoli rapporterer, at beskydningen af USA s konsulat i Benghazi er ophørt og bygningerne er ryddet. En indsatsstyrke er på stedet og forsøger at finde ambassadørens medarbejdere«. Den tredje blev udsendt af udenrigsministeriet kl. 18:07, blot to timer og to minutter efter den første e- mail om angrebet, med emnet:»update 2: Ansar al-sharia påtager sig ansvaret for Benghazi-angreb (SBU)«:»(SBU) Ambassaden i Tripoli rapporterer, at gruppen har taget ansvar på både Facebook og Twitter og har opfordret til et angreb på Tripoli-ambassaden«. Som man kan læse, er der ingen snak om nogen demonstration, men derimod fortæller man allerede to timer og 17 minutter efter, at angrebet startede, at al-qaeda-gruppen Ansar al-sharia har påtaget sig ansvaret for angrebet. Ifølge det officielle program for Det hvide Hus var Obama til stede den eftermiddag og havde kl. 17:00 et møde med forsvarsminister Panetta. Det er derfor utænkeligt at han og andre ledende medarbejdere ikke blev orienteret om angrebet og at man mente at al-qaeda stod bag. Hvorfor fortalte man så ikke sandheden, men fandt på den mærkelige historie om en demonstration, der løb løbsk? Obamas krig imod Amerika: 11. september II Vort amerikanske efterretningstidsskrift Executive Intelligence Review, EIR, vil derfor holde en pressekonference og et seminar på National Press Club i Washington D.C. den 2. november kl. 9:30, med Lyndon LaRouche og EIR s efterretningsspecialist Jeff Steinberg, om situationen i Mellemøsten og Sydvestasien, og om faren for en»oktoberoverraskelse«fra en desperat Obama. Faren for, at Obama, i et desperat forsøg på ikke at lide under Benghazi-gate i forbindelse med valget, vil udpege nogle mål et eller andet sted i området, der så bombes, hvorefter Obama holder en pressekonference og fortæller, at han har udvist lederskab gennem at udrydde en gruppe fjender til USA på samme måde, som han fik hævnet USA gennem at dræbe Osama bin Laden. I forbindelse med seminaret vil der også blive frigivet en 131-sider lang specialrapport, EIR netop har begået med titlen:»obamas krig imod Amerika, 11. september II Den britisk-saudiske ondskabens akse bag det nye 11. september «. Rapporten afslører eksistensen af en»ondskabens akse«mellem det britiske monarki og ledende kredse, som f.eks. Tony Blair repræsenterer, og Det saudiarabiske Kongehus, som hoveddrivkraften bag den neo-salafistiske terror og hellige krig, som er årsag til krisen i Mellemøsten og Sydvestasien, og som truer med at opsluge hele området. Det er også drivkraften bag den optrappende situation i Libanon, Tyrkiet, Syrien og andre steder, som kan lede til en ny Cuba-missilkrise, hvis den ikke stoppes. Rapporten dokumenterer, at der er en lige linje fra denne britisk-saudiske alliances rolle i terrorangrebene den 11. september 2001, der dræbte 3000 mennesker, frem til angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi 11 år senere. Det er denne britisk-saudiske akse, som har været drivkraften i det mareridt, som vi har set udspille sig over de seneste 30 år, og som, hvis den ikke stoppes, vil føre verden ud i en ny verdenskrig. En sådan global konflikt kunne udvikle sig til en åben atomvåbenkonfrontation mellem et manipuleret USA og så Rusland og Kina. Iværksættes der en Oktoberoverraskelse, som f.eks. et angreb i Libyen eller Syrien, kan det faktisk udløse Tredje Verdenskrig, advarer invitationen til pressekonferencen. Obama har allerede et meget anstrengt forhold til begivenhederne den 11. september I forbindelse med, at Den amerikanske Kongres undersøgte begivenhederne omkring terrorangrebet og efterfølgende publicerede deres opdagelser i en rapport, hemmeligstemplede præsident Bush 24 sider, der drejede sig om den saudiske involvering i at finansiere og træne folk, der var involveret i angrebet. Obama lovede under valgkampen i 2008 efterladte efter terrorangrebet at offentliggøre papirerne, men sørgede i stedet for, at de forblev hemmelige, efter at han havde tiltrådt præsidentembedet. Men i og med, at Obama beskytter de folk, der stod bag terrorangrebet 11. september, som f.eks. prins Bandar bin Sultan, der på daværende tidspunkt var den saudiarabiske ambassadør til USA, og som i dag sidder i Saudi-Arabien og leder støtten til de fundamentalistiske grupper i Syrien og andre steder, så er Obama med til at lade disse terrorgrupper fortsætte deres aktiviteter helt frem til terrorangrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi 11 år senere. Vi presser på for, at sandheden langt om længe og forhåbentlig tids nok kommer for en dag. Euro-redningsplaner fører til fascisme Den anden side af den globale situation er, at grunden til, at vi ser alle disse dramatiske strategiske begivenheder netop nu, er, at det transatlantiske finansielle system netop nu er inde i sin dødskamp. Det monetære system, der efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning fik lov til at overtage kontrollen med størstedelen af verdens finanser, er nu ved at disintegrere. De mange finansielle hjælpepakker, vi har set fra 2007 og fremefter, har ikke løst nogen som helst af de underliggende problemer, men blot været ny sminke på et stinkende lig. Hjælpepakkerne har blot udskudt den nødvendige reform af systemet, og har i stedet gjort problemet endnu større, end det var før, fordi man nu har øget den statslige gældsætning og er i gang med at udløse hyperinflation på global skala. Det gælder i allerhøjeste grad også Europa! Vi har set, hvordan man uge for uge, og måned for måned, har lavet tiltag på tiltag for at forsøge at redde euroen og eurosystemet, men det kan ikke lade sig gøre. Ligegyldigt, hvor store hjælpepakker man strikker sammen i form af EMS etc., så kan eurosystemet ikke reddes, da det er en absurd konstruktion. En valuta, der blev skabt, uden at der var en politisk og finansiel union bag. Nu forsøger man så at bruge krisen til i lyntempo at gennemtvinge den politiske og finansielle union, som befolkningerne ikke ville have, uden at bekymre sig om de normale demokratiske spilleregler. Man er i gang med at fjerne enhver form for national selvbestemmelse og suverænitet. Som vi har set det i Grækenland og Italien, så flytter man magten over finanserne væk fra de folkevalgte parlamenter og over til en EU s budgetkommisær, spørgsmål om penge og valuta flyttes til en valutakommisær, en post, som den tyske finansminister Schäuble allerede har lagt billet ind på, og så laver man bare hele politikken centralt. Man ønsker at gøre det samme, som man har gjort i Grækenland, i hele EU. Men hvad har konsekvenserne af trojkaens (EU, Den europæiske Centralbank (ECB) og Den internationale Valutafond (IMF)) gennemtrumfning af massive nedskæringer været i Grækenland eller f.eks. i Spanien? Jo flere nedskæringer, man har lavet, desto mindre økonomi er der efterfølgende tilbage, og jo større nedskæringer skal der så laves måneden efter. Befolkningen lider, men der er ingen chance for, at den økonomiske patient kommer til at blive rask med den medicin, man giver ham. Det, man derimod får, som man kan begynde at se det i Grækenland, Portugal og Spanien, er socialt kaos, anarki og fascisme, for befolkningerne vil aldrig frivilligt gå med til at yde de enorme (og voksende) ofre, som finansverdenen forventer af dem. Man kan så erstatte folkevalgte politikere med teknokrater, men for at de så skal kunne gennemtvinge den upopulære politik, så må de bruge ultimative magtmidler i form af indsættelsen af politi- og militærmagt over for befolkningen. Glass/Steagall-bankopdeling giver en udvej Alternativet til dette mareridt er at erkende, at alt det, som finansverdenen har fået trumfet igennem i løbet af de seneste 30 år, har været forkert. Vi må indføre en Glass/ Steagall-lovgivning og få renset op i finansverdenen. Det er der lykkeligvis en voksende gruppering, der begynder at forstå. Som vi tidligere har fortalt, så har Financial Times gjort sig til talsmand for indførelsen af Glass/Steagall og angrebet de forsøg på blot at indføre»ringfencing«, en intern aktivitetsopdeling i finansinstitutioner, som f.eks. den britiske Vickars-kommissions har foreslået, og har fået 6 Schiller Instituttet Schiller Instituttet 7

5 følgeskab af andre tunge drenge fra finansverdenen, som f.eks. den tidligere chef for City Group, Sandford Weill. I Belgien er den socialistiske statsminister Elio di Repo også kommet ud for indførelsen af Glass/Steagall, men i EU som sådan er det desværre helt andre impotente forslag, der officielt er på banen. Det kan måske også forklare det, der står som et mysterium for mange. Hvordan kunne det gå til, at Den Norske Nobelkomité kunne finde på at tildele EU Nobels fredspris på et tidspunkt, hvor EU for stadig flere står som en hård og brutal bøddel, der gennem den påtvungne politik lægger landenes og befolkningers økonomi og liv i ruiner i en grad, hvor man trues af kaos og krig? Studerer man EU s tiltag imod bank- og finansverdenen, så finder man måske svaret. Selv normale mennesker, der ikke er særlig voldeligt anlagte, kan blive rimeligt ophidsede, når de ser, hvordan finansverdenen først kørte hele finanssystemet i sænk med deres vilde finansspekulation, derefter krævede, at skatteyderne skulle stille op for at hjælpe dem, da de var truet på deres finansielle liv, for derefter at behandle deres kunder som det rene skidt og udnytte en hvilken som helst chance til at lade dem betale stadig mere for stadig mindre, nu hvor de tror, at det værste af krisen er ovre. På lignende vis har finansverdenen maltrakteret de forskellige stater, der er blevet gældsat ved at hjælpe bankerne og finansverdenen. Det ville derfor være helt naturligt, at EU-landene ville sætte sig sammen og beslutte en Glass/Steagall-bankopdeling, og dertil hårde indgreb og reguleringer for at tøjle den trussel, som bank- og finansverdenen udgør imod vor fælles velfærd. Men i stedet har EU, helt i Nobelfredsprisens ånd, besluttet, at man ikke skal føre krig mod disse glubske manddræbende rovdyr, men i stedet lade det være op til finansverdenen selv, hvilke tiltag og indgreb, der er nødvendige at indføre. I forbindelse med diskussionen om, at eurolandenes banker skal kunne modtage finansielle indsprøjtninger direkte fra ECB, i stedet for at lade det gå over de respektive landes regeringer, er man blevet enige om, at man skal have et fælles europæisk banktilsyn, men der er ingen planer om at gå ind og rense op med en Glass/Steagall-bankopdeling. Den»ringfencing«som EU lægger op til, hvor man fortsat vil tillade, at kedelige bankforretninger og spændende finansspekulation får lov til at finde sted inden for samme bank, har historisk set aldrig kunnet stoppe den form for ukontrolleret jagt på hurtige penge, der udløste krisen i 1929 og senest i Der vil på trods af, at banken skal holde de forskellige aktiviteter adskilt, ikke gå lang tid, før alle er rykket over til spekulanternes punchbowle, for det er jo der, der sker noget, og der, hvor man har de bedste fester. Man er nødt til at have en total adskillelse af de to ting, så svage sjæle i den normale banksektor ikke falder for fristelsen til at jage hurtige penge. Island viser vej Det er derfor glædeligt, at man på Island, hvor man om nogen har fået lov at føle, hvor galt det kan gå, når man lader private banker spekulere, som de vil, uden offentligt tilsyn eller kontrol, så er man tilsyneladende med hastige skridt på vej til at indføre en Glass/Steagall-bankopdeling. Man havde på Island håbet på, at USA, England eller EU havde vist vejen og gennemført en effektiv bankreguleringslov, som man kunne lægge sig i kølvandet af, men nu er islændingene blevet trætte af at vente. De går i stedet foran. Den 25. oktober introducerede viceformanden for Altinget, Álfheiður Ingadóttir, sammen med 16 medstillere fra alle undtagen ét af Altingets partier, et beslutningsforslag i Altinget til indførelsen af en Glass/Steagall-bankopdelingslov. Der fulgte en times intensiv debat, hvor en repræsentant for Uafhængighedspartiet, der ikke havde bidraget med nogen medstillere til resolutionen, sagde, at det ikke var fordi, at de var imod idéen som sådan, men i stedet selv påtænkte at lave et forslag til, hvad der burde gøres. Forslaget om indførelsen af Glass/Steagall skal nu behandles i Økonomi- og Handelskomiteen, hvorefter det, sandsynligvis i november måned, kommer til afstemning i Altinget. Derefter regner man så med, at en Glass/Steagalllov kan være udformet inden 1. februar For i øvrigt fandt debatten i Altinget sted i kølvandet på udgivelsen af en ny rapport fra tre islandske økonomiske vismænd, om hvad man kunne gøre på området, hvor de, selv om mange observatører syntes de var lidt for tilbageholdne i deres forslag, sagde, at man seriøst burde overveje en Glass/Steagall-bankopdeling. Den danske regering bør tage hatten af for Island, og det faktum at man er på vej til at indføre en Glass/Steagalllov, men samtidig selv forberede en lignende lov til at beskytte Danmark imod de kommende finansielle storme, der er på vej. Vi har nemlig et langt større problem end Island. Deres banker er blevet afsløret i al deres skrøbelighed, men i Danmark har vi f.eks. to kæmpe banker, Danske Bank og Nordea, som dominerer udlånsaktiviteten, og som på grund af deres størrelse er en direkte trussel imod den danske økonomi, hvis de får problemer. Det har også været en stor del af årsagen til de mange danske bankpakker. Danmark behøver derfor både en opdeling af aktiviteterne i de enkelte banker, så normal ind- og udlånsaktivitet adskilles fra mere spekulative aktiviteter a la Saxo Bank, men hvor man også sørger for, at danske ind- og udlån ikke bliver blandet sammen med udenlandske bankaktiviteter noget, der har været hovedårsagen til Danske Banks vanskeligheder. Samtidig skal man sikre, at bankerne bliver skåret ned til en størrelse, hvor de ikke udgør en systemisk risiko imod den danske økonomi. I stedet for at forsøge at fjerne de små banker, som ser ud til at være finanstilsynets nuværende politik, så skal man rette blikket imod den langt større risiko, som de store banker udgør. Små banker giver små problemer, store banker giver store. Hvad skal Danmark gøre? Danmark bør under ingen omstændigheder gå med i en europæisk bankunion, et fælles europæisk banktilsyn, Den europæiske Centralbank, EMS, EFSF og lignende. Det er blot nogle enorme møllesten, der vil sikre, at de, der er bundet op til dem, vil synke til bunds hurtigere, end de kan nå at sige»esm«. En Glass/Steagall-bankopdeling må så efterfølges af en national handlingsplan. Der er netop nu en stor diskussion om, hvad vi gør, i takt med, at folk har været arbejdsløse så længe, at de falder ud af dagpengesystemet. Regeringen vil hjælpe dem, gennem at lade dem komme foran i køen, når nye jobs skal besættes, men problemet er hvilke jobs? De er der jo ikke. Det er det, der er problemet. Derfor må der være en national handlingsplan for at skabe gode velbetalte jobs. De kommer, hvis vi laver produktive investeringer og store infrastrukturprojekter. Trafikministeren har snakket om at fremrykke landprojekterne i forbindelse med Femern Bælt-projektet, og det er fin idé. Gør det endelig, og få bygget en ny jernbanebro over Storstrømmen i en fart. Der er ingen grund til at vente med at bygge disse interne danske projekter, som vi under alle omstændigheder skal have bygget. Det samme gør sig gældende med en Kattegatbro. Vi kan beslutte os for at bygge den, uden at vi behøver at forhandle med andre lande eller institutioner. Da vi også allerede nu kan forudsige, at der vil være en kæmpe flaskehals på Øresund, når Femern Bælt-forbindelsen åbner, fordi Øresundsbroen slet ikke vil kunne håndtere al den personog godstrafik, der bliver behov for, så bør vi allerede nu sammen med svenskerne beslutte, hvilken type fast forbindelse vi skal bygge mellem Helsingør og Helsingborg og så komme i gang med at bygge den hurtigst muligt. For en gangs skyld er svenskerne faktisk med på ideen. Sådanne store infrastrukturprojekter har en stor effekt på beskæftigelsen. De skaber rigtige jobs, både ved selve projekterne og i en lang række følgeindustrier og så følger andre jobs i takt med, at folk, der får en god løn, har en god købekraft. I samme åndedrag bør vi sætte os ned og diskutere, hvordan vi kan binde den danske økonomi langt tættere sammen gennem etableringen af et dansk magnettognet, der vil reducere rejsetiden mellem alle større danske byer til under en time. Det vil have en enorm betydning for hele dan danske økonomi. Med denne form for investeringer er der en lys og spændende fremtid for dansk økonomi. Ingen fremtid med»grønne«arbejdspladser Hvis man derimod forsøger at bruge miljø- og klimapolitik som en måde at skabe jobs og økonomisk vækst, er det dømt til at mislykkes, for de genererer ingen værdi i sig selv. Den type jobs er afhængige af, at staten tvangsindlægger befolkningen til at betale for dem gennem en eller anden form for højere skatter eller afgifter eller unødvendigt høje priser for uundværlige dagligdagsting som f.eks. strøm og vand. Det er da heller ikke på Vestas eller andre»grønne«arbejdspladser, at man netop nu ser jobskabelse man fyrer i stedet. Problemet med vindmølleprojekter og lignende projekter med en lav energigennemstrømningstæthed er, at de aldrig kan hvile i sig selv, men kræver ekstra tilskud på den ene eller anden måde. Det er som en flyvemaskine uden vinger, der aldrig ville kunne holde sig oppe ved egen kraft. Når den ikke længere understøttes, så falder den til marken med et brag. Det koster samfundet mere at designe, producere, opføre og fjerne en vindmølle (inklusive tilslutning og køb af strøm, når den ikke kan bruges til noget), end den gavn, samfundet får ud af den. Bygger man derimod kernekraftværker, forholder det sig lige modsat, specielt hvis man hele tiden videreudvikler teknologien, så de radioaktive restprodukter, som man i dag diskuterer at slutbevare i er af år, i stedet bruges som brændsel i nye og mere avancerede kraftværker. Selv om det at bygge vindmøller i dagens Danmark var en tåbelig idé, så er der faktisk en lang række velkvalificerede medarbejdere på Vestas og andre steder, der nu bliver fyret pga. manglende ordrer, der vil være i stand til at producere maskiner og andet af høj kvalitet. Det er derfor vigtigt, at denne arbejdsstyrke ikke får lov til at forsumpe gennem at være uden mulighed for at få nye jobs, men i stedet suges ind i bygningen af magnettog, kernekraftværker, industrielle aktiviteter og rumfartsprojekter. Ting, der forøger produktiviteten og velfærden i samfundet som helhed. Vi skal ikke bare sætte folk til hvad som helst, men skabe produktive videnskabs-, teknologi-, og investeringstunge sektorer i økonomien, for det er, hvad der skaber rigtig gode velbetalte jobs og fundamentet for den langsigtede udvikling af økonomien. Menneskeheden står netop nu på grænsen til en ny æra. I og med, at USA satte dette lille mobile laboratorium, Curiosity, op på Mars, så forandrede menneskeheden sig, i lighed med det, der skete da Neil Armstrong satte sin fod på månen med de berømte ord:»dette er et lille skridt for et menneske men et gigantisk spring for menneskeheden.«for da vi tog til månen, gik menneskeheden fra at være en jordcivilisation til at være en rumcivilisation. Curiositys tilstedeværelse på Mars, med et udvidet sensorium til at handle med lysets hast på vore instrukser, er noget andet end at være på Månen. Månen er, på trods af, at det er svært at tage sig derop, en del af Jordens bane og aktiviteter. Fra Mars kan vi derimod begynde at kigge på vort solsystem og universet fra et helt andet udgangspunkt. Vi kan ikke blot studere Mars fra Jorden, men også Jorden fra Mars. En af årsagerne til, at astronomen Johannes Kepler kunne se de usynlige principper og love, der ligger bag aktiviteten og bevægelsen i vort solsystem, og være i stand til at finde ud af, hvordan planeterne i vort solsystem bevæger sig, var, at han ikke blot brugte de meget præcise observationer af de andre planeter set fra Jorden, som han fik fra Tycho Brahe, men også forestillede sig, hvad han ville se, hvis han betragtede Jorden mens han stod på Mars. Derigennem skabte han sig et (fiktivt) ekstra observationspunkt, som hjalp ham til at forstå principperne, der lå bag planeternes baner. Men Kepler kunne ikke lave faktiske observationer fra Mars eller andre steder i Solsystemet. Han måtte forlade sig på sin forestillingsevne. Med Curiositys tilstedeværelse på Mars har vi indledt en ny fase, hvor vi faktisk kan observere Jorden og andre dele af Solsystemet og universet fra Mars. Det vil med tiden blive udvidet, så vi har hundreder, og senere tusinder, af kunstige sanseorganer på, og i kredsløb, om andre himmellegemer. Det vil sandsynligvis vise os, at alt ikke nødvendigvis er, som vi forestiller os, og forandre vor opfattelse af, hvordan den fysiske rumtid i vores Solsystem og andre dele af universet fungerer. Det er, når man laver de faktiske fysiske observationer, 8 Schiller Instituttet Schiller Instituttet 9