NUMMER 2 ÅRGANG 1 KØBENHAVN UDGIVET AF FORENINGEN INFORMATIONS VENNER

Transkript

1 NUMMER 2 ÅRGANG 1 KØBENHAVN UDGIVET AF FORENINGEN INFORMATIONS VENNER

2 Leder BBC hældte efterfølgende nogle gevaldige sjusser på gæsterne, hvilket bragte os i fin form til næste programpunkt, nemlig middag hos ambassadør Erling Kristiansen i den danske ambassade. VENNER OG DERES PENGE INFORMATIONS VENNERS MEDLEMSAVIS er atter på gaden. Det er stadig så nyt for os, at vi er lidt benovede over, at det har kunnet lade sig gøre. At det har kunnet det skyldes i høj grad, at Informations Venner er begunstiget af stor imødekommenhed. Det er vi (tror vi selv), fordi vi har en mission i at udbrede kendskabet til avisen i Store Kongensgade og samtidig være en mulighed for nærkontakt mellem medlemmer af foreningen og avisen på andre præmisser, end det ellers vil være muligt. Nærkontakten har i mange år foregået på vore læsermøder i Cap Horn i Nyhavn. Det har været en god tradition, at mødet indledes med brunch, hvorefter dagens emne fremlægges og siden debatteres. Her har mange af avisens journalister og chefredaktører stillet sig til rådighed. Det har været velbesøgte møder, som ofte er endt med en god og uformel snak om avisen. Det er min klare opfattelse, at dagens debattør ofte har kunnet tage nogle gode ofte meget kritiske synspunkter med hjem fra vore medlemmer. Men hvad har man venner til?! LÆSERMØDERNE ER MIDLERTIDIGT suspenderet. Alle ressourcer er forbeholdt OUTZE, og her kommer vi til sagens alvor: PENGE. For trods velvilje er vores projekt en tung sag for en lille forening. Derfor er flere medlemmer nødvendige, hvilket en større udbredelse af denne medlemsavis forhåbentlig også vil skaffe. Så bestyrelsen har lagt hjernen i blød for at udtænke, hvorledes dette kan gøres inden for en økonomisk forsvarlig ramme. For at sikre økonomien vedtog vi på sidste generalforsamling en kontingentforhøjelse til kr. 200 kroner om året for personligt medlemskab og 250 kroner for hele husstanden. Denne forhøjelse sikrer medlemmerne OUTZE to gange om året. Hvori man kan læse artikler om de gode gamle dage, men hvad der er nok så vigtigt, komme på nærmere hold af Information og de vidende journalister, som er altafgørende i et (forbandet) kompliceret samfund. Læsermøderne skal absolut genoptages, men her venter vi på nye medlemmer og den bedre økonomi, det vil bibringe. Det traditionsrige julemøde med Ejvind Larsen tør vi imidlertid ikke aflyse af frygt for repressalier fra medlemmerne. OUTZE SKAL VÆRE MED TIL AT BEVARE kontakten mellem bestyrelse og medlemmer. I den forbindelse efterlyser jeg medlemmernes tlf. numre og evt. mail adresse. I opfordres hermed til at ringe/maile til undertegnede. Således at medlemslisten kan blive mere detaljeret. Det vil give formanden mulighed for at kontakte jer i tide og utide så er I advaret! Det jo paradoksalt, at foreningen er endt i same situation, som Information var i for mange år siden for få abonnenter og for dårlig økonomi. Men Avisen har vist vejen: Fasthold kvaliteten og få styr på økonomien. Det vil vi efterligne. LONDON STRIKES BACK Da briterne i 1976 ønskede at hædre Børge Outze for hans indsats under krigen, havde de nær taget livet af ham. Alle anslag var dog forgæves. af Jørn Kring Godt 30 år efter Anden Verdenskrigs afslutning modtog Dagbladet Information en officiel invitation fra informationsafdelingen i det britiske Commonwealth- og udenrigsministerium: Vil Børge Outze og fru Ruth samt et større følge mon besøge London i dagene 14. til 17. januar 1976? Det ville Børge Outze gerne, men hans hustru var ikke rigtig rask og foretrak at blive hjemme. Det var der andre, der ikke gjorde, og selskabet, der samledes fredag formiddag til øl og Gammel Dansk i Hammers Restaurant i Kastrup Lufthavn, bestod af i alt 12 personer. I fly BE 743 serverede British Airways champagne ad libitum til vort lille selskab, som var rimeligt forfrisket, da vi landede i Heathrow, hvor vi straks fik overrakt et særdeles omfattende og detaljeret program for vort besøg af repræsentanter for Udenrigsministeriet. Første programpunkt var et besøg i Studie S2 hos BBC, det studie, hvorfra Johannes G. Sørensen den 4. maj 1945 oplæste frihedsbudskabet. Her påhørte Outze og hans selskab en båndafspilning af den historiske radioudsendelse. En meget bevægende optakt på London-opholdet. BBC hældte efterfølgende nogle gevaldige sjusser på gæsterne, hvilket bragte os i fin form til næste programpunkt, nemlig middag hos ambassadør Erling Kristiansen i den danske ambassade. Det var i indbydelsen understreget, at almindelig påklædning var i orden, hvad der især behagede vor daværende økonomiske medarbejder, Hans V. Bischoff, hvis bagage var forsvundet sporløst i lufthavnen. Under middagen optrådte han i turtleneck-trøje. Om almindelig opførsel var der heller ikke tale; deres udsendte indledte allerede under forretten et højrøstet skænderi om Informations journalistiske linje med sin borddame, Ulla Terkelsen, der var inviteret med som repræsentant for det det danske pressekorps i London. De første punkere På trods af den strabadserende fredag blev vi jaget tidligt ud af sengene lørdag på Kensington Palace Hotel, og allerede lidt før 10 ankom Outzes selskab til Royal Airforce-basen i forstaden Uxbridge. Her fik vi bl.a. forevist den underjordiske kommandocentral, World War II Operations Room, hvorfra ikke mindst The Battle of Britain blev styret i september Her fik vi kun te med mælk. Ved middagstid besøgte vi SOE, Social Operations Executive, den organisation, der havde tæt kontakt til den danske modstandsbevægelse under krigen. Under ledelse af den sagnomspundne Reginald Spink udveksledes krigsminder og anekdoter under en frokost, hvor gæsterne for en gangs skyld selv var værter, og hvor der ikke blev serveret så meget som én kop te. Resten af eftermiddagen var fri, og under reasearch-turen blandt Londons stemningsfulde pub er fik vi øje på, hvad der må have været nogle af de første punkere. Henrik Krog, formand Flyverløjtnant Cook demonstrer plottebordet for Børge Outze under besøget i den underjordiske kommandocentral, World War II Operations Room. British Official Photo. Crown Copyright Reserved. Issued for British Information Services by The Central Office of Information, Løndon 2 Outze nr. 2 december 2005

3 Det var i indbydelsen understreget, at almindelig påklædning var i orden, hvad der især behagede vor daværende økonomiske medarbejder, Hans V. Bischoff, hvis bagage var forsvundet sporløst i lufthavnen. Børge Outzes rejseselskab fotograferet foran en Spitfire, placeret ud for World War II Operations Room, RAF Uxbridge, Middlesex. Fra venstre fru Sigvald Kristensen, hendes mand, fhv. ambassadør og daværende dansk generalkonsul i Hamburg Sigvald Kristensen, økonomisk medarbejder ved Information Hans V. Bischoff, Birthe Lippert fra Publicistklubben, direktør i British Airways Frank Carver, Børge Outze, redaktionssekretær Hans Meier, Deres udsendte, redaktionssekretær Kai Selliken, Birthe Meier og pressechef for Carlsberg Breweries i London Jørgen Jacobsen British Official Photo. Crown Copyright Reserved. Issued for British Information Services by The Central Office of Information, Løndon Børge Outzes gamle krigskammerat Sigvald Kristensen sammen med flyverløjtnant Clark og Outze. British Official Photo. Crown Copyright Reserved. Issued for British Information Services by The Central Office of Information, Løndon Lørdag aften var Outze og co. til fin middag på det fornemme The Dorchester, hvor Deres udsendte var placeret mellem to ambassatricer, der insisterede på at titulere ham Prince Charming. Vi sluttede med et par øl i hotellets bar, hvor det walisiske rugbylandshold diverterede med firstemmig skønsang, mens øllet flød. Flere krigsminder Søndag fik vi nådigst lov at sove længe, og Børge Outze klagede lidt over sine dårlige ben. Men skånselsløst blev vi slæbt videre, bl.a. på Imperial War Museum, hvor de eksklusive gæster blev vist grundigt rundt og tillige fik lov at klatre op i Lancaster-bombere og Spitfire-jagere. Mandag bød på et besøg i Cabinet War Rooms, hvor den britiske regering havde hovedkvarter under blitz en de tyske luftbombardementer. Hovedkvarteret er placeret mange meter under jorden, og Børge Outze blev inviteret til at hvile de trætte ben i Sir Winston Churchills stol. Strabadserne sluttede med en hastig besigtigelse af Parlamentet, inden hjemturen, hvor der hverken blev serveret te eller champagne. Jørn Kring er fast redaktionssekretærvikar på Information og har været ansat på bladet og igen fra 1992 Outze no. 2 december

4 Ingen dag er så skøn for Ejvind som dagen, hvor han kan citere Businessweek, Fortune eller sågar Budgetdepartementet for det, han selv mener. EJVIND LARSENS FRYGTINDGYDENDE LIVSPROJEKT Ved Ejvind Larsens 50 års jubilæum i efteråret holdt Informations forhenværende chefredaktør Jørgen Steen Nielsen en tale for sin ven og mentor, der midt i sin altdominerende, tsunamiagtige vælde er et generøst menneske. OUTZE bringer her talen i en nænsomt beskåret udgave. Af Jørgen Steen Nielsen Hvad kommer der ud af at yde modstand gennem et halvt århundrede? Mine damer og herrer, se og døm selv. Er det, vi ser, en ganske velaflagt, veltilfreds, måske ligefrem selvtilfreds, fhv. oprører, der soler sig i fortidens bedrifter og endelig tager gevinsten hjem i form af nationens flaskeklirrende hyldest og modstandsnedbrydende omfavnelse? Eller er det noget ganske andet? Eller er det både/og? Man kunne mene, at det, der først og fremmest må komme ud af at yde modstand i 50 år, er modstands-dygtighed. Når det gælder Ejvind Larsen, er det både rigtigt og forkert. Rigtigt fordi Ejvind er modstandsdygtig i den forstand, at han er så dygtig og erfaren udi sin kritiske, oppositionelle metier som ingen anden journalist, jeg har mødt. Personligt gik jeg med ble, da Ejvind skrev sin første artikel i Information om den antiautoritære nødvendighed, jeg delte den borgerlige presses beroligende budskaber ud som avisbud hos de rige i Lyngby-Taarbæk, da Ejvind i Information blæste studenteroprøret i gang, og jeg var utopisk idealist, da jeg trådte ind på bladet og mødte Ejvinds frådende opgør med både den satans stat og den lige så satans lønmodtagerbevidsthed og de allermest satans forhenværende studenter- og ungdomsoprørere. Som mange andre her i lokalet har jeg lært langt det meste af det, jeg ved om journalistik og politik efter mødet med Ejvind at det ikke er så forfærdelig meget, er ikke Ejvinds skyld. For afsindig dygtig er han. Med frygt henholdsvis ærefrygt kan såvel politiske modstandere før eller siden og for en kortere eller længere bemærkning bliver alle politikere Ejvinds modstandere såvel politiske modstandere som journalistiske kolleger kan berette om Ejvinds skrækindjagende/imponerende evne til at grave afslørende tal og fakta frem og udlede sylespidse pointer af tykke bureaukratrapporter, som ingen andre journalister når at læse bare titelbladet på. Bedst og mest satanisk frydefuldt for Ejvind er det naturligvis, når det er tal og tekster fra magthaverne, borgerskabet eller storkapitalen selv, der kan bruges som våben mod dem. Ingen dag er så skøn for Ejvind som dagen, hvor han kan citere Businessweek, Fortune eller sågar Budgetdepartementet for det, han selv mener. (...) Larmende tavshed i røret Lige så uforlignelig og legendarisk er Ejvinds interview- og samtaleteknik. Svend Auken beskrev en gang ganske præcist, hvordan Ejvind Mangeord i en telefonisk interviewsituation taler og taler og taler, indtil interviewofferet er både totalt tryllebundet og roterende rundt på gulvet. Hvorefter Ejvind så pludselig holder kæft. Helt kæft. Den larmende tavshed i telefonledningen er så massiv og pinagtig, at kilden til sidst bare begynder at tale. Og taler over sig. Alternativt gengiver Ejvinds synspunkter som sine egne. Jeg er selv gået i fælden flere gange, fortalte Auken. (...) [S]andheden midt i drillerierne er, at Ejvind er en fantastisk lytter. Det ved enhver, der foretager den investering at høre ham til ende og for alvor går ind i samtalen med ham. Ejvind opfatter og husker hver en nuance i det, man siger til ham. Han hører sågar ting, man ikke har sagt, men kunne have sagt eller næsten har tænkt. På den måde bliver Ejvind fødselshjælper for andres erkendelse. Ejvind taler det bedste frem i folk, han løfter dem op, gør dem store. Mit livs fremkaldervæske, som Poul Nyrup meget præcist har sagt. I sandhed en journalistisk dyd, men også en del af Ejvinds menneskelighed. Midt i sin altdominerende, tsunamiagtige vælde er Ejvind et meget generøst menneske. Det er derfor, at alle, der selv vil, synes de opnår et ganske særligt forhold til ham. At de er de privilegerede medlemmer af et helt specielt fortrolighedsrum. Fra den yngste praktikant på Information over den tyrkiske kioskejer på Esplanaden via Kinas ambassadør hertillands til Danmarks forhenværende, nuværende og kommende statsministre. (...) Så går Ejvind kontra Men det er kun den ene side af skismaet omkring Larsens dygtighed til modstand og Larsens modstands-dygtighed. På den ene side hans faglige dygtighed til kritisk reporterog kommentatorvirksomhed. På den anden side hans modstandsdygtighed som menneske i forhold til den udfordring, han har sat for sig selv og for den avis, han lever for, med og af. (...) For at sige det, som det er: Den udfordring, Ejvind har taget på sig som selve sit livsprojekt, er frygtindgydende. Projektet har gennem årene fået mange navne hæftet på sig, og de er alle misvisende. Ejvind som ungdomsoprørets chefideolog, Ejvind som fødselshjælper for Venstresocialisterne, Ejvind som besværger af ØD som al tings løsen, Ejvind som brændende advokat for sig navnet arbejdsmarkedspensionskassereformen, Ejvind som økologiens korsfarer. Det er misvisende, fordi Ejvind aldrig har været tilhænger af endegyldige svar. Hele hans projekt er at anfægte ethvert tilløb til endegyldige svar. Det er korrekt, at Ejvind gerne vil gøre verden bedre. Han vil gerne, at den sociale ulighed udlignes. Han vil gerne, at mænd og kvinder frigøres. Han vil gerne, at økonomien bliver bæredygtig og kloden overlever. Han vil det så gerne, at nogen synes, han bliver propagandistisk, ja, næsten terroristisk i sin insisteren. (...) Men så snart et krav, en tanke, en forestilling nærmer sig et fasttømret dogme eller officiel politik, går han kontra. Socialismen er ikke drømmen om paradis den er slangen i paradis, siger han, når venstrefløjen har vinden i ryggen. Osama bin Laden, min helt, siger han, når humanister for sjælefredens skyld stiller sig bag Bushs kampagne for frihed og demokrati i Afghanistan og Irak. Aldrig så snart har Ejvind hvæset, at Nu må vi altså til at fortælle folk sandheden, før han siger Sandheden er blot en replik i en bestemt situation. Fanatiker og antifanatiker Dermed er Ejvind, som Rune skriver, fanatiker og selvudråbt antifanatiker på én og samme tid. Ejvind befinder sig på det næsten umulige, bogstaveligt talt sinds-oprivende sted, hvor han både er en næsten verbalt voldelig forkæmper for, at vi skal gøre det rette, og samtidig den mest radikale kritiker af enten-eller tænkningen. En dialektikkens og selvkorrekturens mester. (...)»Tidsånden kommer, når Ejvind kalder,«sagde Villy Sørensen engang. Og ingen tvivl om, at Ejvind stadig har en uhørt skarp forståelse af tidsånden og er en af de ypperste til at spidsformulere tidens centrale konfliktpunkter.»men folkeånden er lidt søvnigere,«sagde Sørensen, og dét kan gøre det lidt tungt at have som livsprojekt at ville vække folket til dåd og ansvar. (...) 4 Outze nr. 2 december 2005

5 Ejvind opfatter og husker hver en nuance i det, man siger til ham. Han hører sågar ting, man ikke har sagt, men kunne have sagt eller næsten har tænkt. Der er grænser for selv Ejvinds modstandsdygtighed. Midt i sit store shakespeareske drama, midt i sit rasende felttog er Ejvind skrøbelig og sårbar. Midt i kampen er han med mellemrum ved at segne under sin dagsorden og sin egen indsigt om verden. Men der er grænser for selv Ejvinds modstandsdygtighed. Midt i sit store shakespeareske drama, midt i sit rasende felttog er Ejvind skrøbelig og sårbar. Midt i kampen er han med mellemrum ved at segne under sin dagsorden og sin egen indsigt om verden. Engang, vi talte om det, prøvede jeg at sige til Ejvind, at han som os andre måtte tage nogle pauser, krænge avisen af sig og finde tilbage til al det smukke, avisen i virkeligheden er sat i verden for at værne.»vi har alle ret til at sige helle,«prøvede jeg.»men Jørgen,«sagde han,»det er dét, der er mit kors: Jeg har ikke noget helle. Information, dét Information slås for og dét at slås for Informations vedvarende eksistens, er blevet min skæbne.«en udrydningstruet plante Hvor grotesk det kan blive, opdagede vi ved en anden samtale om samme emne i Botanisk Have sidste forår. Vi talte og talte om dét, Ejvind og Information slås for: Krokuskraften og fiskehejren og skabelsens mirakel og folkeånden og nødvendigheden af en art andelsorganisering. Om hvorvidt den seneste chefredaktør mon var del af løsningen eller del af problemet. Og om det fortsat gav mening for Ejvind at slås for det hele. Og mens vi således talte og talte, vadede vi dybt opslugte, sanseligt afskærmede gennem haven, lige forbi et skilt, hvis budskab først gik op for os dage senere, da vi kunne læse om det i en reportage af Oliver Stilling i Information: På denne forårsdag hændte det, at skabelsens mirakel udfoldede sig i et hjørne af et af havens væksthuse. En 30 år gammel, stærkt udrydningstruet enspænder af en plante ved navn Aloe Suzannae fra det sydlige Madagascar havde besluttet sig for at springe ud. For første gang i 30 år og måske eneste gang i dens ensomme liv. På en pludselig fremvokset, fire meter lang blomsterstand myldrede ét tusind yndige, hvide, nektarfylde blomster frem. En indestængt livskraft, der i et kort øjeblik gav sig til kende som et mirakel hinsides enhver kontrol og beherskelseslogik. Dét mirakel overså vi i vores panderynkede samtale om, hvordan vi kan redde verden, og hvis ikke verden, så da i alt fald Information. Men Jette Dahl Møller, en af havens botanikere, overså det ikke. Ifølge Oliver Stillings reportage holdt hun nærmest Aloe Suzannae i hånden i dens korte, mirakuløse blomstringstid.»det er synd, at den skal springe ud til ingen verdens nytte, så jeg synes, at jeg bliver nødt til at komme og kigge. Det bliver man ikke træt af,«sagde botaniker Møller. Og dét er pointen. Dét bliver man ikke træt af. Man finder kraften af det. (...) Hvad det egentlig handler om Derfor vil vi, at du nu går ud og genfinder alt det, det handler om. Alt det, der gør modstandskampen nødvendig såvel som meningsfuld. Det, der bekræfter, at de 50 år har været rigtigt investeret: Krokuskraften, skabelsens mirakel, kærligheden. For hvis ikke det er der, hvis ikke det kan sanses, og hvis ikke det kan beskrives, er det hele jo meningsløst. Ejvind, også du selv du har ret til et helle. Det betyder ikke, at du er fyret, endsige at du har skriveforbud. Det betyder tværtimod, at du i de næste ti år, indtil næste jubilæum, skal fortælle os og læserne, hvad det hele egentlig handler om, og hvorfor det lige er, kampen er værd at føre. Hjælper du os og dig selv med det, skal vi nok ordne resten. Vi er også modstandsdygtige. (...) Jørgen Steen Nielsen har været ansat på Information siden Fra var han chefredaktør. I dag er han journalist på samfundsredaktionen Outze nr. 2 december

6 »Dine ledere var kunstværker, som ud over deres aktuelle værdi har den evige ihukommelses berettigelse. Der var introduktion, crescendo, klimaks, scherzando og furioso i dem, tema med variationer.«om OUTZES LEDERE OG HVORFOR INFORMATIONS FØDSELSDAG BØR BEVARES I en tid, hvor flere og flere journalister kæmper med reduceret evne til at nå læseren i skriftlig form, er en revitalisering af det journalistiske sprog gennem læsning af Outzes gamle ledere en givtig metode mod både skriveblokering og alskens håndværksmæssig dårligdom i faget. Af Erik Lund Det var den tidlige højarktiske sensommer 2005, der pludselig fik mig til endnu engang at tænke på Børge Outze og Information. Jeg befandt mig i august højt mod nord i Østgrønland, nærmere betegnet på Ella Ø, kystens perle, med alle døgnets 24 lyse timer til rådighed. Det var her, Slædepatruljen Sirius blev samlet første gang 18. august Ikke at det var planlagt akkurat til denne dato. Det blev blot den dag blandt flere mulige, hvor det rent faktisk første gang lykkedes at få alle medlemmer frem til øen. Derfor agtes 18. august rimeligt nok som patruljens fødselsdag i slædesporenes vidtstrakte univers. Min nattesøvn blev umuliggjort af lyset og en vedholdende diffus fornemmelse af, at 18. august var en i forvejen bekendt dato. Blot kunne jeg ikke umiddelbart få frem, hvad det var, underbevidstheden vedvarende forbandt med den dato indtil samme underbevidsthed pludselig åbenbarede for mig, at jeg såmænd blot behøvede at rejse tilbage med tidsmaskinen til 18. august Informations fødsel Så var jeg pludselig tilbage i Nationaltidendes bladbygning Ved Stranden i København. Redaktionssekretær og kriminalreporter Børge Outze havde denne aften ekstra travlt, hvilket vil sige en hel del. Foruden dobbeltfunktionen reporter/redaktionssekretær på den legale avis var han nemlig også en flittig leverandør til den illegale presse, der voksede stærkt netop i forbindelse med urolighederne august For at hans manuskripter til den illegale presse ikke ved en fatal, men fuldt ud mulig fejl i et travlt bladhus, skulle ryge til sætning og fremkomme i næste dags avis blev alle manuskripter tiltænkt den illegale presse øverst forsynet med påtegningen»til Information«altså i betydningen»til orientering«og i hvert fald slet ikke til sætning! Men 18. august havde Børge Outze så travlt, at han ikke fik tid til at skrive»til Information«, men blot»information«og navnet på det illegale nyhedsbureau var skabt. Bureauet havde navngivet sig selv i logisk forlængelse af, at det var skabt ved selvantændelse i det aktive illegale miljø på og omkring Nationaltidende og Informations egentlige fødselsdag er og bliver 18. august, selvom den ikke er spor rund, og selvom (lidt for) faktaglade leksikonredaktører har forsøgt at fiksere Informations fødselsdag til den 1. august Dem polemiserede Outze selv veloplagt imod i en leder 31. juli 1968 i bedste mening begyndte nemlig 25 års jubilæumshilsener at indløbe, foranlediget af»forvirrende omtale andet steds«. Outze beskrev 1. august som et jubilæum, der ikke skulle fejres og henviste til avisen Informations 25 års jubilæum, der ville indfalde 4. maj 1970, trods alle bladdødstrusler. Outzes gnistrende ledere Visheden om manuskriptet fra den 18. august 1943 var imidlertid ikke alene om at forbinde mit arktiske 24 timers lyse univers med Informations liv og Outzes legendariske ledere. For da jeg først havde forbindelsen til Informations fødselsdag etableret, var det ikke svært i Nordøstgrønland at huske polarforskeren og arkæologen Eigil Knuths tale for Børge Outze, da han i 1976 fik overrakt Ebbe Munck-Prisen:»Dine ledere (...) fældede træer og slog på skallen som stenøksen hos vore forfædre. Der stod gnister og flintlugt fra de sætninger, dine hug formede. Du røbede i dine sidespring en viden, som gav farve og udvide- 6 Outze nr. 2 december 2005

7 Plakaten de perspektivet, og du holdt dig fra starten til finalen med dens bidende konklusion strengt til helhedsformen, det mål i længde og bredde, som lederartiklen, ligesom flintøksen i dens skikkelse, skulle og måtte have. Dine ledere var kunstværker, som ud over deres aktuelle værdi har den evige ihukommelses berettigelse. Der var introduktion, crescendo, klimaks, scherzando og furioso i dem, tema med variationer, og så kunne du af og til, ligesom vistnok Vilhelm Andersen har sagt om Oehlenschlæger, ende med at lade den stolte svane stikke rumpen i vejret.«denne karakteristik af Børge Outzes ledere kan sikkert, læst så mange år efter, forekomme en og anden omstændelig. Alligevel sammenfatter karakteristikken, hvad den enkelte læser af flere eller færre af Børge Outzes ledere oplevede i realtid dvs. læst dagen efter, de var skrevet i det legendariske Outze-tempo: 20 minutter pr. leder, Outze brugte journalistikken med en variation, der gør de bedste af hans mange ledere til litteratur beriget af en uforudsigelighed i vinkling og stilistiske virkemidler, som sjældent ses i dag.»krogen«skrevet igennem et par gange eller højst tre, til»tonen«var fundet. Resten blev skrevet uden rettelser i ét forløb. Eigil Knuth fik sat ord på, hvad vi længe havde vidst, men blot ikke fået formuleret. Derfor var det heller ikke spor svært at få polarforskerens ord om Outze frem i erindringen igen sensommeren 2005 på Ella Ø. For med Outzes ledere er det akkurat som med Sirius-patruljens km slædespor: De fyger nok til igen. Men alligevel efterlader de (først umærkeligt) i erindringen noget, der sætter sig i sindet og rækker langt ud over døgnet som en udvidelse af oplevelsen af natur og sprog. Netop genoplevelsen af Outzes allerede i samtiden berømte sproglige virtuositet bliver ekstra påtrængende i en ny tidsalder, hvor det danske sprog er under pres, og hvor journalistikken udvandes af stedse hyppigere deadlines. Outze brugte journalistikken med en variation, der gør de bedste af hans mange ledere til litteratur beriget af en uforudsigelighed i vinkling og stilistiske virkemidler, som sjældent ses i dag. Afstand i tid kan forvandle stor journalistik til stor litteratur. I Outzes tilfælde dog uden at journalistikken sættes over styr. Hans ledere stikker stadig samtidig med at mange af dem stadig bevarer betroelsens karakter. Hans nærhed til læseren var og er enestående. I en tid, hvor flere og flere journalister kæmper med reduceret evne til at nå læseren i skriftlig form, er en revitalisering af det journalistiske sprog gennem læsning af Outze en givtig metode mod både skriveblokering og alskens håndværksmæssig dårligdom i faget. Så der er al mulig grund til stadig at holde 18. august i hævd som Informations egentlige og helt egen fødselsdag grundlagt og frem til sin død i 1980 ledet af en journalist, der var helt sin egen. Redaktør blev han ifølge egen rolleopfattelse egentlig aldrig. Han skrev bare! Erik Lund er afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole Larsen om Larsen selv: 232 sider, kr. 248,- Oppe under taget på fjerde sal i Informations arkiv står alle årgange af avisen sirligt indbundet i brunt læder. Hvis man hiver en mappe ud og begynder at bladre vilkårligt, opdager man, at de gamle aviser bugner af små redaktionelle pudsigheder. Her til højre er der tale om en lille tekst af Per Højholt, som blev gengivet uden nærmere forklaring blandt de mere almindelige læserbreve på side syv, 17. august Bliv medlem af Informations Venner Det årlige kontingent er 200 kr. pr. person eller 250 kr. pr. husstand. Nu er det imidlertid ikke for kun for pengenes skyld, men fordi vi har behov for moralsk støtte til vores arbejde avisen skal jo ud, og vi er ubeskedne nok til at mene, at foreningen har en lille del af ansvaret for, at det lykkes. Benyt denne kupon, hvis du vil være medlem. Du kan også ringe til foreningens kasserer Vibeke Stockbridge på eller sende en direkte til formand Henrik Krog på ahkrog@ahkrog.dk. Navn Adresse Postnummer/by Telefon: Larsen... er en el-mast, der fører højspænding, uanset hvilken journalistisk genre, han vælger, for han behersker dem alle! Johs. H. Christensen, Jyllandsposten Bestil bogen på Medlemskab: Personligt eller for hele husstanden Outze nr. 2 december

8 Kolofon Informations Venner c/o Dagbladet information St. Kongensgade 40 C 1264 København K NUMMERERING NATURLIGVIS MÅTTE det komme; det har jo trukket op til det længe: Vi skal nummereres. Det har spøgt i fremtidsromaner i mange år, man har spøgt med det i causerier, men nu har de meget alvorlige mænd, som passer samfundsmaskineriet, altså gjort alvor af det: Det anses for formålstjenstligt at tildele hver borger i Danmark et nummer, og hvem tør vel stride mod det formålstjenstlige, så det skal nok blive lov en skønne dag. Dog er der, så vidt man forstår, ikke tale om tal, som skal tatoveres på underarmen efter nazistisk mønster, men om et, som bruges til registrering. Der vil ske en rationalisering, så man bare behøver at slå op under et tal for at finde alle oplysninger om en medborger. Man kan også fodre en af de moderne hukommelsesmaskiner med tallet x og ud spyr den alt, hvad der er værd at vide om nummeret. NUMRE MED OS laver de jo i forvejen; at de vil gøre numre af os, kan ikke undre nogen. Man skal formentlig henleve sin barndom som et lille nummer. Senere gøres der så et stort nummer ud af en, og når man har betalt sin skat for sidste gang, træder man velsagtens uden for nummer. Tanken om at få hele befolkningen stillet op i nummerorden vil forekomme folk med den slags hjerner yderst attråværdig, mens andre vil gyse. Men man vænner sig vel til det med, og da medborgertallet skal indeholde den enkeltes fødselsdato, -måned og -år, vil der komme noget personligt over tallene. Man skal formentlig så bare vænne sig til på offentlige blanketter at skrive tallet øverst og sit navn i en parentes. Ja, man vil vel ligefrem kunne hævde, at tallene er mere personlige end navnene. Hvem er Jens Madsen? En af mængden! Men er den Jens Madsen og ingen anden i hele vide verden. Han kan sætte nummeret på sin bildør, som fine folk sætter våbenskjolde, og han kan sætte det på sin havelåge ved siden af matrikelnummeret, så er både han og huset noget særligt. Det kan ende med, at numrene erstatter navne og adresser. Når har fundet sit nummer, kan aviserne meddele, at forlovelse er indgået mellem og Det vil se sært ud, men man vil vænne sig til det. NOGET ANDET ER, at visse numre bør lades uanvendte. Hvem vil bryde sig om at hedde 4711 eller om at få fejlkontorets nummer 0047, i Jylland dog 0077? For slet ikke at tale om numre, der begynder med 13, ja med 1313! Men det lader sig vel ordne; der er jo som sagt tal nok at tage af. Formentlig vil man nummerere os fortløbende. Visse tal kan jo blive berømte eller berygtede, så de ikke bør anvendes igen, og for kontrollens skyld vil det vel også være et nummer for groft, hvis man får lov at radere tal helt bort. Samfundet slipper jo ikke kontrollen med folk, blot fordi de dør de skal figurere videre i deres efterkommeres papirer. Så efterhånden vil man nå op på så store tal, at man vel som øgetal vil kalde folk ved tværsummen. Det kan alt sammen blive vældig demokratisk og rationelt, og der skal vendes op og ned på mangt og meget, hvilket vil øge beskæftigelsen, så der skal nok blive flertal for det. Og hvad man kan jo da fortsat underskrive sig: (Trykt i Information d. 28. marts 1962) o SOM AT MØDE SIT IDOL At være journalistpraktikant på en avis med en historie som Informations er en ære og en mulighed for at få brugt sin flammende pen. af Rasmus Bang Petersen Man mærker det allerede, når man drejer ind ad Sankt Annæ Passage. Her begynder ikke bare én, men to nye verdener. Den ene er den store verden, offentligheden den anden er den sære verden, som er Information. Som så mange praktikanter før mig tog jeg 1. august i år et stort skridt ud i en verden, hvor min pen pludselig fik langt større indflydelse end øjeblikket før og samtidig tog jeg et lille skridt til siden, for netop denne avis har aldrig været som de andre. Har man som jeg i en god del af mine 25 år beundret Information for alt det, den som den eneste avis skriver om (og ment, at der også er ting, den burde skrive om), er dét at komme ind på avisen og få lov til at skrive for den nærmest som at møde sit idol. Og har det lige fra starten af journaliststudiet på RUC været ens klare ambition at få en praktikplads på netop Information, føler man sig mere end bare en smule privilegeret over pludselig at sidde her. For det er nogle af landets bedste skribenter, der har været omkring Store Kongensgade, og man møder stadig markante personligheder på de trange gange. Lige fra den unge vismand Rune Lykkeberg, som alle lytter til, som var han avisens nestor, over Cavling-modtager Jørgen Steen Nielsen, hvis moral nogle finder så høj, at den er skræmmende, og til Ejvind Larsen, hvis 50 år på avisen taler for sig selv (og ellers taler Ejvind gerne med). Når man så tilmed bliver placeret over for selveste Ulrik Dahlin (og hans endeløse rodebunker af aktindsigter), gør dét i sig selv dagligdagen til en oplevelse. Sjældne er de dage, hvor nogen et eller andet sted i systemet det være sig statens, virksomhedernes eller Informations eget ikke får et oprigtigt hak i tuden, så det runger på indlandsredaktionen. Der pukles Jovist, Information lever i kraft af sine medarbejdere og sine mindst lige så engagerede læsere og at være en del af denne dobbelte tilværelse er en ære. Af og til glemmer man næsten, at man er praktikant som når man deltager i det daglige redaktionsmøde, hvor 25 mennesker med holdninger prøver at enes. Det er imponerende, at det overhovedet lykkes at få skabt så stor enighed om tingene, at der rent faktisk kommer en færdig avis ud af det hver dag. Vi praktikanter hører ofte, at vi er avisens rygrad og sandt nok får vi lov til (stort set) alt og bliver sat til (stort set) alt. Og det er fantastisk! Ikke alene er det motiverende at være på en avis, hvor der rent faktisk er brug for det, man skriver; det er et endnu større privilegium, at man ikke fordriver tiden med motorbåde eller lørdagsliv, men kun kommer på væsentlige redaktioner. Til gengæld får man lov at pukle, og for en nystartet indlandspraktikant er timers ugen oftere reglen end undtagelsen. Ikke fordi nogen beder én sidde længe på avisen, men fordi man gerne vil gøre det ordentligt, når man nu har chancen for at skrive om væsentlige emner for interesserede læsere. Til tider kan det endda være svært at holde sig til én historie, for der er jo så mange spændende og vigtige ting at skrive om. Man lærer dog hurtigt at jonglere med færre bolde for også at kunne få dem i mål. Af og til lever man endda op til det selvskabte forventningspres, og når indsatsen bærer frugt hvad end emnet er en eks-muslims livshistorie eller Louise Freverts propaganda giver det et kick, og man lærer en masse. Ligesom man også lærer af de mange kollegiale råd, selvom de ofte er så forskellige, at det kan være svært at vide, hvem man skal tro på. Men spændende er det, rub og stub, og jeg suger det til mig for ikke at gå glip af noget. Det ændrer sig næppe, når jeg skifter til de andre redaktioner. Med hovedet fuldt af ideer og en flammende pen, der bare venter på at blive hevet frem. Rasmus Bang Petersen er journalistpraktikant fra RUC Outze Ansvarshavende redaktør: Henrik Krog Redaktør: Oliver Stilling Layout: Guddal/Mediefabrikken Tryk: Mediefabrikken Oplag: 2.000