Paris Air Show Stikordsregister. BAe Klik på sidetallet for at springe frem til den side, hvor emnet er omtalt.

Transkript

1 Paris Air Show 1979 Stikordsregister Klik på sidetallet for at springe frem til den side, hvor emnet er omtalt. Klik på pilen nederst på hver side for at komme tilbage til siden her. Airbus Industrie 6 Airbus A Airbus A ST Beluga 11 Airbus A Alpha Jet 7 Atlantic (anti ubåds-fly) 8 12 BAe BK BO C-160 Transall 4 10 Concorde 10 European Space Agency (ESA) 9 Jaguar 7 11 Mirage 4000 (Super 4000) 12 SA342 Gazelle 8 SA330 Puma 5 8 1

2 2

3 3

4 Et meget nært europæisk samarbejde har længe været den daglige virkelighed inden for luft- og rumfartsindustrien, og det i en grad, som vel næppe endnu er blevet tilfældet på noget andet område. Dette blev sagt i en tale, som Ludwig Bölkow, præsidenten for Vesttysklands største industrivirksomhed inden for luft- og rumfarten, Messerschmitt Bölkow Blohm, holdt ved en reception i Paris for europæiske og oversøiske samarbejdspartnere, for repræsentanter for myndighederne og for pressen. Baggrunden for udtalelsen var, at den faldt netop den dag d. 8. juni da man i Frankrig holdt valg til EFparlamentet, og når så mange mennesker med tilknytning til flyindustrien var samlet i Paris, var årsagen den store udstilling, der blev åbnet officielt den følgende dag. Årets luftfartsbegivenhed var uden sammenligning denne 33. luft- og rumfartsudstilling, som fandt sted i Le Bourget-lufthavnen ved Paris i dagene juni. Vel holdtes der også dengang luftfartsudstillinger mange andre steder i verden, men Pariser-salonen, som den populært bliver kaldt, havde nu engang fået positionen som den førende, hvor praktisk taget alt, hvad der blev frembragt på luft- og rumfartsområdet i den vestlige verden, og en betydelig del af den østlige verdens produkter, blev præsenteret for offentligheden og for kunderne, for konkurrenterne og for mulige samarbejdspartnere. At der i 1979 var tale om en slags jubilæum, C-160 Transall idet det var 70 år siden, den første Parisersalon blev afholdt, havde fået arrangørerne til at gøre en ekstra indsats, og ikke mindst de store europæiske samarbejdsprojekter blev i den anledning præsenteret med særlig vægt. Tidlige samarbejdsprojekter Ludwig Bölkow kunne med god grund sige, at der længe havde eksisteret et europæisk samarbejde m.h.t. fremstilling af fly. Allerede 20 år tidligere var Messerschmitt-Bölkow- Blohm sammen med den tyskhollandske virksomhed VFW- Fokker gået ind i et samarbejde med den franske Aerospatiale om fremstillingen af et tomotoret militært transportfly, C-160 Transall. I alt blev der til det vesttyske, det franske og det tyrkiske forsvar fremstillet 160 fly af typen, inden produktionen i midten af 7O erne blev midlertidigt indstillet. Nu var man i gang igen, for det første med fremstillingen af yderligere 28 til det franske forsvar, men derudover regnede man med gode eksportmuligheder, og derfor dukkede Transall endnu en gang op som en gammel nyhed på Pariserudstillingen. Concorde Også overlyds-passagerflyet Concorde måtte vel i 1979 betegnes som en gammel nyhed, og når den stadig blev vist frem på luftfartsudstillinger, var der flere grunde til det. For det første var den jo rent faktisk den eneste type passagerfly, der kunne præstere overlydsfart. Den amerikanske SST kom aldrig stort længere end til tegnebordet, og den russiske Tu-144 gav så mange problemer, at den havde måttet tages ud af drift. Concorden var altså et absolut enestående fly, og dertil kom for det andet, at den i hvert fald rent teknisk var et af de mest succesfulde resultater af europæisk samarbejde i dette tilfælde mellem engelsk og fransk luftfartsindustri 4

5 som man til dato kunne fremvise. Ikke desto mindre var Concorden vel nok det fly, der havde måttet stå for den kraftigste kritik. Det havde været alt for kostbart, sagde man, og med sin forurening og mulige indvirkning på jordens beskyttende ozonlag var det med til at ødelægge livsbetingelserne på vor klode, hævdedes det. Men for den megen og ofte usaglige kritik glemte de fleste, at under arbejdet med udviklingen af Concorden var der gjort så store teknologiske fremskridt, at hele projektet til fulde tåler sammenligning med de amerikanske og russiske rumfartsprojekter. Mens man med Concorden havde fået et fantastisk transportmiddel, som allerede var blevet en del af hverdagen, og som indtil da havde gennemført nær ved 6000 kommercielle flyvninger, så kunne man dengang diskutere den egentlige nyttevirkning af mange af rumprogrammerne. Men som det gjaldt for dem, sådan gjaldt det også for udviklingsarbejdet omkring Concorden, at det havde givet videnskabsmænd og teknikere en enorm sum af viden og kunnen, som stadig dagligt kommer os alle til gode på mangfoldige områder i vores hverdag. Men skabelsen af Concorden som transportmiddel og de store teknologiske fremskridt, som den havde ført med sig, havde krævet så store økonomiske og tekniske ressourcer, at det kun havde været muligt gennem et samarbejde over grænserne. Ingen enkelt europæisk stat råder over de nødvendige midler. Tornado Nok ikke helt så økonomisk krævende, men et projekt, der havde stillet mindst lige så store krav til teknologisk kunnen, er kampflyet Tornado, der blev fremstillet i et samarbejde mellem England, Tyskland og Italien. Hvis de europæiske lande skulle gøre sig håb om at følge med inden for den militære flyvning, så var nye og mere avancerede typer en nødvendighed. Enten måtte man købe de nye fly i USA, som bl.a. Danmark havde gjort med F-16, eller også måtte man fremstille dem selv, som de lande, der i forvejen rådede over en udviklet flyindustri, havde besluttet at gøre. Og et af resultaterne hed altså Tornado, og det var blevet et fly, som med god grund vakte stor opmærksomhed på årets udstilling i Paris. Udviklingen af flyet begyndte i 1970, og den første flyvning fandt sted i Indtil 1979 var der bygget 9 prototyper og 6 såkaldte før-serie -fly, og disse havde tilsammen gennemført mere end 2500 timers prøveflyvninger. Fremstillingen af den endelige produktionstype var påbegyndt, og til de tre landes Tornado, som den blev præsenteret i Paris i

6 Det var ikke mindst Tornadoens evne til at operere i ultralav højde, der imponerede alle. forsvar var der indtil da afgivet ordre på 805 fly, men man regnede med en ikke ubetydelig eksport. Det, der for den almindelige tilskuer gjorde Tornadoen bemærkelsesværdig, var muligheden for at ændre vingernes pilform, så den hele tiden bedst muligt passer til den hastighed og de manøvrer, piloten ønsker at udføre. For teknikeren var flyet nok især interessant p.gr.a. det meget avancerede udstyr, det er forsynet med, f. eks. en jordfølge-radar, der gør det muligt at flyve bogstavelig talt i trætophøjde og undvige alle hindringer selv om natten og i meget dårligt og usigtbart vejr. Airbus Et andet af de virkeligt betydningsfulde samarbejdsprojekter, som producenterne med berettiget stolthed viste frem i Paris, var passagerflyet Airbus A300. Her var nemlig ikke alene tale om en teknisk succes, men i høj grad også om en salgsmæssig. Ti år efter at Airbus-programmer blev indledt, og fem år efter at det første fly af typen blev indsat i regelmæssig trafik, var nu ikke færre end 20 luftfartsselskaber på kundelisten, og mere end 60 fly var i brug verden over; men ordrebogen rummede ordrer på endnu 140 fly af de to versioner, der indtil da var blevet produceret, samt på yderligere 100 af en lidt mindre udgave, der ventedes i drift i slutningen af Blandt Airbus-kunderne var også SAS, og det var netop et fly i SAS-bemaling, der blev præsenteret på udstillingen i Paris. Men fremstillingen skete i et samarbejde mellem franske, vesttyske, engelske og spanske firmaer. 6

7 Jaguar Alpha-Jet Jaguar og Alpha-Jet Det var dog trods alt på det militære område, at samarbejdet indtil da havde håret de fleste frugter. Blandt udstillingens mere avancerede typer sås også jagerbomberen Jaguar, som havde været i tjeneste i England og Frankrig siden 1973, og det var da også disse to lande, der arbejdede sammen om fremstillingen. En særlig eksportversion, kaldet Jaguar International, havde vakt ganske stor interesse. Foruden de 200, der skulle bygges til Frankrig og 202 til England, var der således bestilt 12 til Oman og 12 til Equador, og senest havde Indien afgivet ordre på 40 fly. Endnu et samarbejdsprojekt var Frankrig deltager i, nemlig træningsflyet Alpha- Jet, og partnerne var her vesttyske og belgiske virksomheder. Præsentationen af dette fly på Pariserudstillingen var en decideret salgsindsats; men også for Alpha Jet ens vedkommende kunne det i sandhed siges, at de tre lande gennem deres fælles indsats havde skabt en virkelig salgssucces, for ud over de tre landes egne ordrer på indtil da 433 fly havde Togo bestilt 5, Elfenbenskysten 12, Marokko 24 og Nigeria 12. Men der regnedes ganske givet med yderligere salg af dette fly, som ikke blot kunne anvendes til pilotuddannelse, men som også kunne medføre en ret stor våbenlast og således bruges som egentligt kampfly. 7

8 Atlantic Højt ragende op blandt udstillingens mindre fly sås den vel nok mest multinationale, nemlig Atlantic, der er konstrueret specielt til ubåds-bekæmpelse. Ikke færre end seks lande var mere eller mindre involverede i produktionen, nemlig Frankrig, Belgien, Holland, Vesttyskland, Italien og England. 87 fly af typen havde været i tjeneste i op til 12 å, og produktionen havde ligget stille i nogle år, men det var nu besluttet, at den skulle genoptages, og de første fly af denne nye produktion skulle være klar til det franske forsvar i 1985, og naturligvis håbede man, at der med denne genoptagelse af produktionen også ville følge nogle eksportordrer. Lynx Helikoptere Også på helikopterområdet havde man i nogen grad fundet ind i et samarbejde. Den franske virksomhed Aerospatiale havde i forening med British Aerospace konstrueret så fremragende helikoptertyper som SA342 Gazelle og SA33O Puma og desuden Lynx-helikopteren, som fra 1980 ville tilgå det danske søværn i et antal på 8. Men ikke mindst på helikopterområdet havde europæiske virksomheder fundet samarbejdspartnere uden for Europa. Den stor italienske helikopterfabrik Agusta havde således i mange år haft et nært samarbejde med de amerikanske Bell-fabrikker, og Messersmitt-Bölkow- Blohm var gået i samarbejde med Kawasaki i Japan om udvikling og produktion af en væsentligt forøget udgave af den tyske BO-105. Den nye helikopter, der havde fået betegnelsen BK 117, har plads til 8-1O passagerer. BK 117 BO-105 8

9 BAe 146 Fremtidigt samarbejde Et helt kapitel for sig var det europæiske samarbejde, der gennem en årrække havde eksisteret på rumfartens område. Næsten alle de vesteuropæiske lande og herunder naturligvis også Danmark var og er stadig involverede heri, og det organiseres gennem ESA (European Space Agency), der på Pariser-salonen præsenterede sig gennem sin hidtil største særudstilling. Men Pariser-salonen præsenterede også publikum for nye samarbejdsprojekter, som man formodentlig ville komme til at se en hel del mere til på de kommende års udstillinger. Blandt disse var British Aerospace BAe 146, et medium jetfly beregnet specielt til at beflyve de såkaldte fødelinjer til de store lufthavne og med en passagerkapacitet på i den mindste og i den største version. Som flyets betegnelse dengang, BAe 146, angiver, var det British Aerospace, der havde hovedansvaret for udvikling og konstruktion, men man var gået i samarbejde med SAAB-Scania i Sverige, som skulle fremstille alle rorflader, mens det amerikanske firma Avco Aerostructures skulle fremstille vingesektionerne. Men det er værd at bemærke, at disse to virksomheder ikke blot var underleverandører, men at de også var gået ind i projektets finansiering og delte således den økonomiske risiko med BAe. Endelig viste udstillingen, at også på det militære område var samarbejdsgrupper ved at forme sig med henblik på udvikling af 90 ernes afløser for ]aguar og Tornado. Det lå klart, at de franske Dassault-Breguet -fabrikker ville fortsætte med videreudvikling og fremstilling af deres Mirage-fly, hvoraf det sidste nye Super Mirage 4000 var stjernen på årets Pariser-udstillirig. Der var heller ingen tvivl om, at Hawker Siddeley i England ville fortsætte med udviklingen af den lodretstartende Harrier, som ingen andre hidtil havde kunnet gøre efter. Sådan præsenteredes Sea Harrier på udstillingen. Mirage 4000 Men i det hele taget var løsenet for Europas luft- og rumfartsindustri dengang samarbejde. En samarbejdsvirksomhed som Airbus Industrie havde vist, hvad der kan klares, når man er flere til at præstere de nødvendige økonomiske investeringer, og når man kan trække på den sum af teknologisk kunnen, der bliver til rådighed, når en ellers bitter konkurrence afløses af et indbyrdes samarbejde. 9

10 C-160 Transall blev oprindeligt udviklet og bygget af et selskab med navnet Transall (Transport Allianz), som var oprettet i et samarbejde mellem Nord Aviation i Frankrig og og de tyske virksomheder Weser Flugzeugbau og Hamburger Flugzeugbau. Selskabet blev oprettet i 1959 alene med det formål at skabe et nyt, moderne militært transportfly til det franske og det vesttyske forsvar. Senere blev produktíonen videreført i et samarbejde mellem franske Aerospatiale og tyske Vereinigte Flugtechnische Werke (VFW) og Messerschmitt-Bölkow-Blohm (MBB). Den første flyvning fandt sted den 25. februar 1963, og det første operative fly blev taget i tjeneste i Og der er stadig her i 2013 en betydelig del af de i alt 214 fremstillede fly i tjeneste. Men det skal bemærkes, at der gennem årene er foretaget en meget lang række modifikationer og opgraderinger, og typen har været/er i brug til specielle opgaver som f.eks. tankfly og elektronisk opklaring. 20 fly fra det vesttyske flyvevåben blev i 1971 modificeret og opgraderet og solgt til Tyrkiet, og i modtog det sydafrikanske flyvevåben ni nye fly. Produktionen stoppede definitivt i En del af de tyske Transall er blevet udstyret med elektronisk udstyr til selvbeskyttelse fra den danske producent TERMA. På billedet ses anvendelse af flares. Paris 1979 Concord en fik ikke så lang levetid som Transall. 27 år blev det til i operationel tjeneste. Første flyvning fandt sted den 2. marts 1969, og første operationelle flyvning fulgte den 21. januar Den sidste flyvning fandt sted den 26. november Alt i alt blev der bygget 20 fly, men kun de 14 af dem var klargjort til egentlig passagerflyvning. De egentlige operatører var British Airways og Air France ; men derudover var der 2 andre selskaber, som i kortere perioder og på lejebasis fløj med Concorde, nemlig Braniff Internationale Airways og Singapore Airlines. G-BOAD fra British Airways, som har verdensrekorden i hastighed for passagerfly. Den blev sat den 7. februar 1996, da den fløj fra New York til London Heathrow på 2 timer 52 minutter og 59 sekunder. Dette fly kan nu se på Intrepid Sea-Air- Space Museum i New York. 10 Tornado Se side 20. Airbus Betegnelsen A300 har sin baggrund i de første planer for en flyvende bus. Den skulle nemlig have plads til 300 passagerer. Efterhånden som designarbejdet skred frem, lå det imidlertid klart, at ville være mere realistisk at stile efter et fly ved noget færre sæder, nemlig 250. Men man beholdt betegnelsen A300, idet man dog nu

11 føjede et B til. Og det blev til flere B- udgaver: B1 var en prototype, og ud over den blev der bygget et enkelt eksemplar til salg. B2 var den første egentlige produktionsmodel, som blev bygget fra 1974 og senere i versionerne 200 og 300 med større startvægt. I 1975 kunne man så levere den første A300B4, som også med årene kom i flere versioner. De seneste af disse versioner gjorde sig bemærket ved at kunne leveres med et 2- mands cockpit. Det var noget helt nyt og progressivt, for indtil da var alle langdistance passagerfly beregnet på at have mindst tre mand i cockpittet. Denne nye version fik betegnelsen A FF. A300B-10 er en forkortet udgave, som senere blev markedsført som A310. Der kom også en A300C, der er en konvertibel fragtudgave. A F er en ren fragtudgave, og endelig skal nævnes en ombygget udgave af A , som har fået tilføjet bogstaverne ST for Super Transporter. Den er også kendt under navnet Beluga, der betyder Hvidhval, og dette havn hentyder til det udseende, som flyet har fået med den store overbygning, som gør det muligt at laste meget store dele til Airbus-flyene, når de skal transporteres rundt til de forskellige samlefabrikker i Europa. A300 blev produceret indtil 2007, og da var der i alt fremstillet 561 eksemplarer. Jaguar blev udviklet og produceret af SEPECAT ( Société Européenne de Production de l'avion Ecole de Combat et d'appui Tactique), der var et joint venture mellem franske Breguet og British Aircraft Corporation, og det var et af de første større fransk-britiske samarbejde om et militært flyprojekt. Oprindeligt var projektet tænkt som et jettræningsfly med en begrænset evne til nærstøtte for tropper på jorden, men det lå tidligt klart, at udviklingen havde skabt behov for et fly med supersonisk hastighed og med evne til at udføre rekognoscering og til at gennemføre angreb med atomvåben. Det første fly blev taget i brug i 1973, og ud over de 2 største kunder, Royal Air Force og det franske flyvevåben, kom også Indien, Oman, Ecuador og Nigeria på salgslisten. De største af disse eksportkunder var Indien, som i 1978 bestilte i alt 160 fly. De 40 af disse blev bygget i Warton i England, mens 120 blev bygget på licens af Hindustan Aeronautics Ltd. I alt kom produktionen op på 543 fly. I Frankrig blev de sidste Jaguar er taget ud af tjeneste i 2005, og i England blev den sidste tur fløjet i

12 Helikoptere De fire helikoptertyper, der er nævnt på side 25 - Gazelle, Lynx, BO-105 og BK dukkede alle op på senere års udstillinger, i nogle tilfælde i nye og forbedrede udgaver, og de vil derfor være omtalt senere. BAe 146 Se side 18 Atlantique 2 I 1978 gav den franske regering grønt lys for en genoptagelse af produktionen af The Atlantique Nouvelle Generation - bedre kendt som Atlantique 2. Der er meget lidt forskel på krop og motorer i forhold til tidligere udgaver. Men udstyr og elektronik blev fornyet og forbedret i betydelig grad, og nyt kom til. Det gjaldt bl.a. en helt ny radar, nyt sonarudstyr og en udbygget taktisk computer samt et FLIR (Forward Looking InfraRed) tårn under næsen. Dertil kom en mulighed for at medføre forskellige nye våbentyper, herunder Exocet missiler. Der blev fremstillet 2 prototyper ved ombygning af eksisterende Atlantique fly, og en første flyvning blev gennemført den 8. maj Men der gik indtil 1989 før det første af i alt 28 fly var klar til levering. Af den ældre udgave, Atlantique 1, blev der bygget 87, og gennem årene har Atlantique 1 og 2 været i tjeneste i Frankrig, Tyskland, Italien og Holland samt Pakistan. Mirage 4000 var en tomotoret udgave af Mirage 2000 og kunne i størrelse sammenligned med den amerikanske F-15 Eagle. Den var designet til både at være en langdistance interceptor og en særdeles effektiv jagerbomber. Projektet var alene finansieret af Dassault, og man var klar til en første flyvning den 9. marts Men det måtte ret hurtigt erkendes, at der ikke var nogen kunder til denne Super Mirage. Den blev kun bygget i det ene eksemplar, og i løbet af 80 erne blev projektet definitivt skrinlagt. I dag kan Super Mirage ses i det franske luft og rumfartsmuseum i Le Bourget lufthavnen. Alpha Jet Se side 9 12