erfaring gi r respekt elin hjælper mødre og børn i afghanistan side 6-8 ortopædisk rock læger og sygeplejersker spiller sammen i the rolling bones

Transkript

1 nr. 6 juni 2009 personaleblad for ouh okus erfaring gi r respekt elin hjælper mødre og børn i afghanistan side 6-8 ortopædisk rock læger og sygeplejersker spiller sammen i the rolling bones side OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus

2 leder Vi har en bred erfaring og en omfattende viden, vi kan tilføre til arbejdet i Børneulykkesfonden. Peter Frandsen, direktør på OUH og medlem af bestyrelsen for Børneulykkesfonden Færre børn til skadestuen TEKST: Peter frandsen FOTO: klinisk foto Forebyggelse har OUH arbejdet med i mange år, men et offentligt-privat samarbejde om forebyggelse er noget nyt. Netop nu er vi ved at få første erfaringer med et sådant partnerskab i Børneulykkesfonden, som OUH har stiftet sammen med forsikringsselskabet Codan. I denne tid opfordrer vi alle medarbejdere til at finde deres brugte mobiltelefoner frem og aflevere dem i indsamlingskasserne i forhallen i Odense eller i Svendborg. Kampagnen hedder Doner din mobiltelefon og hjælp med at passe på miljøet og vores børn, og den sætter selvfølgelig fokus på projekterne i Børneulykkesfonden. For eksempel holder vi støttekoncert i Tivoli i København til efteråret. Baggrunden for samarbejdet med Codan er, at vi med UlykkesAnalyseGruppen på Ortopædkirurgisk Afdeling O og med H. C. Andersen Børnehospital ikke alene har en stor viden om børneulykker, og hvordan de kan forebygges, vi har også højt specialiseret viden om behandling og plejen, når uheldet har været ude. Forudsætningerne er altså på plads for at kunne arbejde for fondens formål: at fremme forskningen i og behandling af børneulykker. Derudover vil vi fra fonden informere om, hvordan man undgår skader og skaber sikre rammer for børnene, og vi vil arbejde for at give forældre, pædagoger og lærere viden om, hvordan de kan forebygge ulykker og skader børn mellem nul og 14 år kommer hvert år på skadestuen, og inden et dansk barn er fyldt 15, har han eller hun i gennemsnit være på skadestuen to eller tre gange. Ulykker er faktisk den primære dødsårsag hos børn og unge i Danmark, der ifølge en europæisk rapport om sikkerhed og forebyggelse af børneulykker ligger på en 13. plads på en liste med 18 lande. Også på dette område er det Sverige, der ligger i spidsen. 40 ud af de årlige 138 danske dødsfald blandt børn og unge forårsaget af ulykker kunne undgås, hvis Danmark lå på samme høje sikkerhedsniveau som Sverige. Så det er den vej vi skal, og den vej vi nu har taget de første skridt ad sammen med Codan. Personalebladet for OUH Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus udgives af HovedMEDudvalget via et bladudvalg og den ansvarshavende redaktør. Alle ansatte kan få optaget læserbreve i personalebladet. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte læserbreve på mere end 400 ord, ligesom redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte tilsendte artikler. Ansvarshavende redaktør Jens-Otto S. Jeppesen Redaktionsgruppe Oversygeplejerske Susanne Barren, Anæstesiologisk Afdeling V, Svendborg, serviceassistent Bo Bergstrøm, Hovedkøkkenet, ergoterapeut Magga Chemnitz, Terapiafdelingen, Svendborg, social- og serviceassistent Hanne Hansen, Anæstesiologisk Afdeling V, Nyborg, administrerende direktør Jens-Otto Skovgaard Jeppesen, OUH, fotograf Liselotte Lund, Grafikog Klinisk Foto, oversygeplejerske Marianne Lundegaard, Ortopædkirurgisk Afdelin g O, Odense, ledende overlæge Henrik Noer, Ortopæd kirurgisk Afdeling O, Svendborg. Redaktion: Per Harup Tanja Erendal Skribent: Eivind Sønderborg Johansen Oplag: stk. Adresse: Fokus, Indgang 101 odense Universitetshospital sdr. Boulevard Odense C Telefon: Fax: Internet: kof@ouh.regionsyddanmark.dk Deadline for næste nr.: 4. sep FOKUS holder sommerferie og udkommer ikke i juli og august. ISSN: X Layout og tryk: one2one a/s, Forsidefoto: På trods af risikoen vil oversygeplejerske Elin Petersen fra Neurokirurgisk Afdeling i Odense gerne igen til Afghanistan for at følge resultaterne af sit arbejde for mødre og børn i det krigshærgede land. (Foto: Kent Bovin, Klinisk Foto). 2 FOKUS Svanemærket tryksag

3 Beredskabet var på plads TEKST: per harup FOTO: geir haukursson - Det gik fint på skadestedet, og samarbejdet mellem beredskab, politi og sygehuse fungerede fint, da vi holdt katastrofeøvelse i Svendborg i maj. Men det tog lang tid at få patienterne til Odense, fordi vi ikke må køre med udrykning i øvelsessituationer, forklarer Suzanne Lang-Jensen, beredskabskoordinator og leder af regionens akutte medicinske koordinationscenter (AMK), der er placeret på Odense Universitetshospital. Det er AMK, der koordinerer den samlede indsats fra sundhedsberedskabet i Region Syddanmark, når der sker ulykker med mere end 10 tilskadekomne. Der var mindre skønhedspletter undervejs, for eksempel forvirring om den koordinerende læges rolle og et par patienter, der på grund af en misforståelse måtte vente længe på at komme på sygehuset. Men der vil altid være fejl ved en øvelse, og det er dem, vi lærer af, kommenterer Suzanne Lang-Jensen. Det var de fynske sygehuse, der havde bedt om at få alle de tilskadekomne kørt til enten Svendborg eller Odense, så de lokale beredskabsplaner kunne blive testet for alvor. Men ved en rigtig ulykke ville det store antal tilskadekomne 51 i alt blive fordelt på regionens sygehuse og afhængig af skader også på sygehuse i andre regioner. Suzanne Lang-Jensen anslår, at tre af dukkerne og en fem-seks figuranter døde under øvelsen, men at tallet ved en virkelig ulykke ville have været større. Sygehusenes oplevelser 60 ansatte mødte op på job, sygehuset blev lukket for uvedkommende, kommunikationen med AMK fungerede, ja faktisk var der ingen uventede overraskelser, og alt fungerede som planlagt på Odense Universitetshospital, sammenfattede ledende overlæge Niels Dieter Röck fra Ortopædkirurgisk Afdeling O sine erfaringer efter øvelsen i maj. - Men vi lærte, at det tager tid, inden patienterne kommer frem, og det giver os mulighed for at forberede os, konkluderer han. Også i Svendborg gik det meste efter beredskabsplanen. Personalet var engageret og seriøst, men kommunikationen skal være bedre, mener skadestuens afdelingssygeplejerske Anne Petersen, der var observatør på øvelsesaftenen. Beredskabslederen havde fået nyt telefonnummer, så kirurgisk ambulatorium kunne ikke kontakte ham. Det understreger bare vigtigheden af, at alt er velbeskrevet og at alle oplysninger er opdateret, siger hun. En anden erfaring var vigtigheden af at få uddelegeret så mange opgaver som muligt, for beredskabslederen havde virkelig travlt. Og så var det en positiv overraskelse, at de rigtige patienter denne maj-aften fik en ekstra hurtig og grundig behandling, fordi der var masser af personale men i lang tid ikke ret mange figuranter. FOKUS

4 Hurtigt i arbejdstøjet Kom straks til skadestuen lød beskeden til medarbejderne i Svendborg efter stor trafikulykke TEKST: per harup FOTOs: geir haukursson og lars fox En kom på motorcykel i sort læderdragt, en anden kom i blomstrede shorts men alle fik hurtigt arbejdstøjet på, da skadestuen i Svendborg en solrig majaften skulle modtage sin del af ofrene fra en trafikulykke ved Svendborgsundbroen (de øvrige tilskadekomne blev kørt til skadestuen i Odense). 51 var enten kvæstet og/eller kontaminerede ved ulykken, hvor en bus kørte frontalt sammen med et VW-rugbrød fyldt med kemikalier (natriumhypoklorid og saltsyre). Begge køretøjer styrtede 15 meter ned på en plæne, hvor det lange græs nok så bekvemt var blevet slået et par dage forinden. Der blev arbejdet koncentreret fra redningsmandskab og ambulancelæger og jamret overbevisende fra de tilskadekomne blandt figuranterne, hvoraf en del var medicin- og sygeplejerskestuderende, og altså havde de faglige forudsætninger for at simulere de rigtige symptomer på forskellige skader og kvæstelser. Nogle af de uskadte figuranter tog det mere afslappet med en skumkamp, efter at Falck havde dæmpet klordampene fra kemikalierne med et boblende hvidt lag. Lang ventetid i teltet udenfor, mens flere og flere fra sygehuspersonalet mødte på arbejde. I alt 30 sygeplejersker, 10 sekretærer og ni læger slap, hvad de havde i hænderne, da alarmen gik. En var i supermarkedet og måtte tage varerne med på arbejde. Aktiviteten var først hektisk i kontoret på skadestuen, siden kom rutinerne ret hurtigt på plads: Visitationen slog lejr i slusen mellem skadestuens glasdøre, og der var næsten flere behandlingsteams end patienter. Så der var også overskud til at sende et udrykningshold af sted i en taxa - to timer efter at bus og rugbrød var kørt gennem autoværnet. For det hele var en øvelse, hvor de tilskadekomne var figuranter med teaterblod i hovedet og hvedemel på tøjet. Men livagtigt så det ud med fastklemte personer i bussen og en voldsom røgudvikling fra kemikalierne fra rugbrødet. Hornet på bussen sad fast og leverede katastrofestemning, mens sammenkrøllede vinduesviskere kørte hen over de knuste forruder. Imens ventede og ventede personalet nede på skadestuen på Svendborg Sygehus. Halvanden time efter ulykken var der stadig ikke kommet melding om, hvor mange patienter der var kommet til skade, og hvor mange sygehuset skulle modtage. Men de første kontaminerede patienter havde på det tidspunkt været i et rensende brusebad Figuranterne kunne efter endt behandling i skadestuen blot rejse sig og gå over til en fortjent servering i kantinen. Men det blev næsten midnat, inden de hastetilkaldte medarbejdere kunne forlade skadestuen. 4 FOKUS 6.09

5 FOKUS

6 Under begge ophold i Afghanistan boede Elin i en afsondret lejr oprettet af Dansk Afghanistan Komité, med fire meter høje mure, pigtråd og bevæbnet med vagter. I baghaven stod en flugtbil i tilfælde af angreb, som tidligere havde fundet sted. Tre kvindeskæbner Elin fortæller kort om flere af de kvinder, som hun underviste: Anahita: 19 år, ugift og ansat som vaccinator. Hun har 10 års skolegang, men måtte opgive sin skolegang på grund af Taliban. Gul Guthi: 31 år, ansat som Medical assistant, er gift og har fem børn i alderen 4-11 år. Hun har 12 års skolegang og to års universitetsuddannelse (førskole til medicinstudiet). Hun har tidligere arbejdet med undervisning af kvinder, som sygeplejerske på en kvindeafdeling og vaccinator og forstår ganske lidt engelsk. Jamila: 24 år, gift og har fire børn fra 4 til13 år og har mistet to. Blev gift som 9-årig og fødte sit første barn som 11-årig. Har fået 6 års skolegang i Iran som flygtning og arbejder nu som vaccinator for Dansk Afghanistan Komité. 6 FOKUS 6.09

7 Når nøden er størst Oversygeplejerske fra Odense gør en indsats for mødre og børn i Afghanistan TEKST: tanja erendahl FOTOs: Kent Bovin, Klinisk Foto og privat Først med fly til Teheran, så videre til Machad, en hellig by i Iran. Derefter tre timers kørsel i bil i farefulde bjerge over grænsen til Afghanistan og de sidste 150 km med chauffør gennem stenørkenen til byen Herat i det vestlig Afghanistan. I alt en rejse på tre dage, hvor det ved grænsen vrimler med bevæbnet militær og politi. Den tur har Elin Petersen, oversygeplejerske på Neurokirurgisk afdeling på OUH, tilbagelagt to gange som konsulent for Dansk Afghanistan Komité (DAC). - Det var da grænseoverskridende at være og arbejde i et krigshærget land, men hvis jeg havde valgt at blive kontorassistent, havde jeg aldrig fået de muligheder, siger Elin Petersen. Hun indrømmer dog, at hun af og til var bange, specielt i mødet med massivt politi og militær. - Kan man kun få øje på risikoen og ikke se mulighederne, skal man ikke tage af sted. Jeg føler virkelig, jeg har været med til at gøre en forskel, selvom jeg godt ved, at det lyder som en floskel men det føler jeg virkelig, gentager Elin Petersen og ligner én, der allerede har pakket kufferten. Det på trods af, at hendes voksne søn for nylig har sagt til hende, at nu håber jeg, at du har fået din lyst styret. Men for Elin betyder det meget at komme ud for at se, om den tredje sundhedsklinik, som hun har været med til at starte, også fungerer. Mødre og børn I Afghanistan er det ikke ualmindeligt at møde piger, som er blevet mødre som 11-årige, og tvangsægteskaber finder sted, selvom de er ulovlige. Og det handler ikke om at redde liv for enhver pris, men også om, at give børnene et rimeligt liv. Der er ikke ressourcer til børn med svære handicaps, og selv mindre hjælpemidler som fx høreapparater og fysioterapi kan være meget svære at få. Elin mødte blandt andet en pige, der var svagt hørende og havde meget lidt sprog. Hendes liv havde set helt anderledes ud, hvis hun havde haft et høreapparat. I stedet var hun blevet tvangsgiftet med en lam mand med polio. - Som nødhjælpsarbejder handler det især om at få den lokale befolkning til at tage ansvar og lære dem, at man ikke kun har et ansvar for sig selv, men også for naboen. Vi er opdraget til ikke at give slip, men de lokale er nødt til at skærme sig for, hvad der foregår på den anden side af vejen, fordi de ser nød og elendighed hele tiden. Jeg synes, jeg har en forpligtigelse til at påvirke det kollektive ansvar. Når jeg kun er der en måned, ser jeg jo det hele, fordi det ikke når at blive hverdag for mig, siger Elin. Undervisning af lokale kræfter DAC forsøger at finde ressourcepersoner blandt de lokale, der kan undervise lokalbefolkningen. - Man underviser folk med meget forskellig baggrund. Ofte har de selv mange børn eller en erfaring fra sundhedsvæsenet, men har ikke gjort deres uddannelse færdig pga. Taleban-perioden. Det handler blandt andet om at oplære de lokale sundhedsfolk i at veje, måle og observere de 0-1 årige og vejlede mødrene i hygiejne, kost og ikke mindst i prævention, siger Elin. Stort personligt udbytte For Elin har opholdet i Afghanistan været med til at sætte hendes egne livsbetingelser i perspektiv. Jeg tænker, at vi er fantastisk heldige, og at vi skal blive bedre til at sætte pris på det, vi har. Personlig har det givet mig en masse at tage ud. Jeg har kunnet bruge min organisatoriske viden og har kunnet bidrage med meget udover det direkte børnearbejde. For mig har det ikke bare Udstationeret for tredje gang Elin Petersen tog i oktober 2008 og marts 2009 afsted til Herat-provinsen i det nordvestlige Afghanistan som udsendt af Dansk Afghanistan Komité (DAC). Helmanprovinsen, som Danmark sender soldater til, ligger i det sydlige Afghanistan. Målet var at være med til at starte mødre-børn klinikker, de såkaldte Baby-well clinics, med fokus på at nedsætte børnedødeligheden og undervise lokalbefolkningen i spædbarnspleje. Derudover har hun været med til lægge grundstenen til en 3. klinik. En fjerdedel af børnene dør inden de er fyldt fem år - primært af underernæring og infektionssygdomme, som f.eks. mæslinger. Elin Petersen har tidligere arbejdet på OUH s børneafdeling H1, H5 og Afdeling V s BRITA og har en baggrund som sundhedsplejerske. Hun er 57 år, er gift og har tre voksne børn samt børnebørn. Oversygeplejersken har tidligere været udstationeret i Saudi Arabien og Oman sammen med familien. Dansk Afghanistan Komité er den eneste danske uafhængige hjælpeorganisation i Afghanistan og får primært sine midler gennem Danida. FOKUS

8 - I klinikken har jeg blandt andet mødt en mor, der har født 14 børn, hvoraf kun to har overlevet og en anden kvinde havde født 9 børn, hvoraf kun én havde overlevet. Det er ikke ualmindeligt at have børnene i hænderne i flere år, og så dør de alligevel f.eks. under et mæslingeudbrud, siger Elin Petersen. Den ernæringsmæssige status er så dårlig, at infektionssygdomme uden betydning i Danmark er livstruende for et under- eller fejlernæret lille barn i Afghanistan. handlet om at finde et barn og hjælpe det, men sørge for at undervise nogle, der kan blive ved med at gøre det for at sikre kontinuiteten, siger Elin. Og så oplevede hun, at hendes alder faktisk var en stor fordel. - Dansk Afghanistan Komité sætter stor pris på at sende folk ud med livserfaring og en faglig ballast. Og blandt lokalbefolkningen er der stort respekt omkring ældre. Elins nærmeste foresatte i projektet var da også en ældre dansk jordemoder, der bor permanent i området. Høj risiko Op til flere gange dagligt blev der udsendt advarsler i området, og Elin oplevede at se en tysk/afghansk mand, som var blevet fanget og skudt af Taleban blive kørt væk på et lad, tæt forbi det sted, hvor hun befandt sig. - Der oplevede jeg, at faren blev meget nærværende. Nu var det ikke bare fjernsyn, og efterfølgende havde jeg meget brug for at tale om det, der var sket, og jeg havde svært ved at sove. Det at tale om oplevelserne oplevede jeg hører mere hjemme i vores vesterlandske kultur. De lokale afghanske sundhedsfolk ikke har tradition for at tale tingene igennem professionelt, de bruger i højere grad familien. Elin bevarede via mailkontakt kontakten til kollegaerne på OUH gennem begge ophold og følte sig ikke på noget tidspunkt koblet af. Hun oplevede, at den ledende overlæge og afdelingssygeplejersken på Neurokirurgisk viste stor velvilje undervejs. - Der bør fortsat være et overskud på OUH, så flere har mod og mulighed for at tage ud på samme måde. For mig har det altid været en drøm, og jeg er da et eksempel på, at det aldrig er for sent, siger Elin Petersen. Elin understreger vigtigheden af at tage tøjet af børnene, så man bedre kan vurdere dem. Billedet viser et halvandet år gammelt barn, der kun vejer fire et halvt kilo. På billedet, hvor den lille pige er faldet til ro hos Elin, har hun fået tøj på, som Elin har haft med fra sekretærer på OUH. 8 FOKUS 6.09 Elin fik for alvor øjnene op for, at der var brug for ekspertise indenfor hygiejne. På sit andet ophold i Afghanistan havde hun derfor følgeskab af en erfaren dansk hygiejnesygeplejerske på 69 år.

9 Godt arbejdsmiljø: En investering i sundhed og trivsel OUH med i internationale netværk om telemedicin og sundheds-it Afdelingen for Sikkerhed og Arbejdsmiljø har i foråret gennemført en møderække for samtlige arbejdsmiljøgrupper på OUH. En af konklusionerne var, at et godt arbejdsmiljø er alles ansvar. TEKST: Per harup FOTO: kent bovin, klinisk foto - Arbejdet med udvikling af vores fælles arbejdsmiljø er en af forudsætningerne for, at vi kan fastholde og rekruttere nye kolleger, sagde direktør Bente Kowal, da hun som repræsentant for direktionen deltog i de halvårlige møder for arbejdsmiljøgrupper, afdelingsledelser og det øverste samarbejdsudvalg, HFMU. - Derfor et det vigtigt, at ledelserne ikke kun ser arbejdsmiljøarbejdet som noget, der tager tid fra det kliniske arbejde men som en investering i sunde og tilfredse medarbejdere. - HFMU har i april vedtaget en ny arbejdsmiljøpolitik, der er handlingsorienteret. Politikken skal ikke bare været et papir, vi tager frem ved festlige lejligheder; de lokale MED-udvalg og arbejdsmiljøgrupper skal nu prioritere og tilrettelægge indsatsen ude på afdelingerne, sagde Bente Kowal. Det skal de gøre ved at udvælge to eller tre emner blandt de områder, som Arbejdsmiljøpolitikken sætter fokus på i år og næste år: sundhed og trivsel, stress, vold og trusler om vold samt sundhedsfremme og velfærdsordninger. Andre emner er forflytninger, stikskader, kemisk arbejdsmijø samt kommunikation og samarbejde. Hele indsatsen er sat i gang for at opfylde den overordnede målsætning for arbejdsmiljøpolitikken, nemlig at den skal sikre et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø og en systematisk opfølgning på arbejdsskader. Et redskab i arbejdet er APV er eller arbejdspladsvurderinger, der anvendes til beskrivelse af arbejdsmiljøproblemer, der ikke kan løses umiddelbart. APV erne tastes ind i en database (IPL), der blandt andet kan anvendes til at gøre HFMU opmærksom på tværgående problemstillinger. Læs mere på intranettet på wm FOKUS

10 Kræft: Når mistanken lurer Projekt på D afdækker patienters og pårørendes støttebehov i udredningsfasen TEKST: eivind s. johansen FOTOs: kent bovin, klinisk foto Bare formodningen om kræft river som regel grundlaget væk under både patienten og de pårørende i udredningsfasen, inden mistanken er blevet af- eller bekræftet. Der mangler imidlertid konkret viden om, hvilken form for hjælp og støtte de berørte har brug for i denne periode. Det skal et nyt forsknings- og udviklingsprojekt på Afdeling D i Odense råde bod på med sygeplejerske og cand. scient. san. Kamila Adellund som projektkoordinator med udgangspunkt i patienter med kræft på Gynækologisk Sengeafsnit D6. Afdeling D6 s personale har en stor betydning for gennemførelse af projektet og er vant til at forskning og udvikling er en del af hverdagen. Mangler viden Projektet omfatter også udviklingen af et program for relevante faggrupper i sundhedssystemet, så de kan sætte systematisk ind med den rigtige støtte lige fra det øjeblik, den praktiserende læge har fået mistanke om kræft, til udredningen på sygehuset. - Vi kender behovene hos patienter og pårørende i den periode, hvor behandling og rehabilitering er sat i gang, men vi mangler evidensbaseret viden om, hvad behovene er under udredningen. Har patienten for eksempel behov for en opringning eller brev med oplysninger på kontaktpersoner som en socialrådgiver eller psykolog til at informere og vejlede? For at få det beskrevet indsamler vi derfor viden på området gennem kvalitative interviews med både pårørende og patienter. Vi har meget fokus på de pårørende, da de i udredningsfasen ofte trækker det tunge læs, når der er mistanke om kræft hos et familiemedlem, oplyser Kamila Adellund. Tværfaglige indsatser I projektets næste fase nedsættes efter sommerferien i år en tværfaglig gruppe med bl.a. en psykolog, en afdelingssygeplejerske, en ambulatoriesygeplejerske, en praktiserende læge, en fysioterapeut, en socialrådgiver og en koordinator for at beskrive, hvad faggrupperne hver især kan dække af de behov, som interviewene kortlægger hos patienterne og de pårørende. - Ideen til projektet er opstået i sygeplejeregi, men vi er meget opmærksomme på, at vi skal arbejde tværfagligt for at opnå de bedste resultater, siger Kamilla Adellund. Det støtteprogram, som projektet skal resultere i, vil efter planen være færdigudviklet i juli 2010, hvor det efter en tre måneders periode med afrapportering skulle være klar til at blive taget i brug i praksis. Program til flere kræftformer Selv om programmet udvikles med udgangspunkt i patienter med gynækologisk cancer, er det ifølge Kamila Adellund intentionen, at principperne skal kunne bruges på andre typer kræftpatienter, eventuelt med mindre tilpasninger. - Men, understreger Kamila Adellund, - det skal ikke bare ende med endnu en pjece med patientinformation. Vi vil i stedet satse på at tage mere utraditionelle metoder i brug; eksempelvis brug af tv-spots og andre medier som en del af den samlede støttepakke. Projektet er støttet af Kræftens Bekæmpelse med kroner. Hovedansøgeren er Ole Mogensen, professor, overlæge dr. med. på Obstetrisk/ Gynækologisk afdeling D. Ekstern samarbejdspartner i projektet er Helle Ploug Hansen, professor, ph.d., mag.scient., ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, Odense Universitet. 10 FOKUS 6.09

11 - Vi kender behovene hos patienter og pårørende i den periode, hvor behandling og rehabilitering er sat i gang, men vi mangler evidensbaseret viden om, hvad behovene er under udred - ningen, siger projektkoordinator Kamila Adellund. Det er Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling D, der nu ser på behovet for støtte til deres patienter, men resultaterne vil formentlig kunne bruges til alle typer af kræftpatienter. FOKUS

12 Lean-stabens halvanden times Flyverkursus giver en enestående indsigt i, hvordan lean-principperne fungerer i praksis: Lav 20 fly på 10 minutter og vær stresset eller omorganiser dit arbejde og lav 30 fly på samme tid og mærk successen og ha det sjovt imens! En flyvende start Lean-kurser bringer cirka medarbejdere på vingerne TEKST: lene galsgaard FOTOs: kent bovin, klinisk foto Hvad kan mon få serviceassistenten, sygeplejersken, afdelingsradiografen, overlægen, ernæringsassistenten, ergoterapeuten, sekretæren og mange flere til at folde små papirsflyvere på tid? Ja, det kan såmænd ønsket om at lære lean-principperne. Når 2009 rinder ud, har cirka kursister på OUH foldet papirflyvere som en del af et éndags-kursus om Lean på OUH eller i forbindelse med OUH s et-årige Lean-Grunduddannelse. Og ingen oplever, at de har spildt deres tid. Tværtimod giver Lean-stabens halvanden times Flyverkursus en enestående indsigt i, hvordan lean-principperne fungerer i praksis: Lav 20 fly på 10 minutter og vær stresset eller omorganiser dit arbejde og lav 30 fly på samme tid og mærk successen og ha det sjovt imens! Work smarter not harder! Hvis vi gør præcis det samme i dag, som vi gjorde i går, så får vi sandsynligvis også de samme resultater som i går. Og de samme frustrationer, forstyrrelser, forsinkelser, forviklinger osv. Det er baggrunden for, at der er gevinster at hente ved at få medarbejdernes idéer synliggjort på papkort, post-it s og plancher og snarest afprøvet i praksis, hvis der er bare en rimelig chance for gevinst i forhold til indsatsen. En tredjedel af OUH s afdelinger implementerer lean og benytter lean-principperne som en del af den daglige drift. Og det giver resultater i form af kortere ventetid for patienterne, flere behandlinger og undersøgelser samt bedre kvalitet og færre fejl. Og personalet opnår bedre oplæring, klarere ansvarsfordeling, øgede kompetencer og værdifuld kompetenceglidning mellem fagene, bedre arbejdsmiljø, og mere tid til faglig udvikling i form af undervisning, forskning m.v. De mange resultater kan du læse om på Leanudstillingsvinduet på intranettet samt i journalistisk form på - og der kommer hele tiden nye historier til! En lean-succes kan være stor og iøjnefaldende, men oftest består lean-gevinsterne af mange mindre ændringer, som til sammen giver en markant forbedring af et patientforløb eller en arbejdsgang. Hudafdeling I og Allergicentret er én af de i alt ni afdelinger, som efter et års implementeringsfase selv har overtaget den videre lean-implementering i egen afdeling. Hudafdelingen har foreløbigt præsenteret resultaterne af ni lean-projekter på intranettets Lean-udstillingsvindue, blandt andet projekt Optimeret patientforløb for patienter med modermærkekræft. Ingen kræft-ventetid I efteråret 2008 havde Hudafdelingen seks til otte ugers ventetid på udredning og behandling af modermærkekræft. Behandlingsansvarlig overlæge Henrik Lorentzen var i gang med OUH s ét-årige Lean-uddannelse og sad samtidig i Sundhedsstyrelsens ekspertudvalg for Kræftpakke 2 på behandlingsområdet. En række nye lean-tiltag blev drøftet og aftalt i afdelingen, og i løbet af to måneder var afdelingens ventetid på diagnostik og behandling af modermærkekræft nede på de maksimale 48 timer allerede inden loven trådte i kraft og uden overarbejde blandt hverken læger eller sygeplejersker. Og der har ventetiden så ligget stabilt i foreløbigt et halvt år. Den 1. maj blev de samme principper overført til alle øvrige patientforløb i afdelingen. - Vi har brugt princippet om flow i arbejdsgangene ved bevidst at fokusere på at udjævne de variationer, der skaber turbulens i arbejdsrytmen og overbelaster medarbejderne, fortæller Henrik Lorentzen. Vi ved jo blandt andet, at vi typisk får fire til seks akutte patienter om dagen i ambulatoriet. I stedet for at presse dem ind i programmet og skubbe eller udsætte andre patienter, har vi sat tid af til dem. Hver dag mellem klokken 8.15 og 9.00 er der reserveret lægekapacitet til akutte patienter. Så hvis en praktiserende læge i løbet af dagen ringer ind med en akut patient, giver vi staks en tid til næste morgen. Viser det sig så, at patienten har modermærkekræft, kan patienten allerede samme eftermiddag få relevant behandling hos os eller i plastikkirurgisk ambulatorium kl. 14 samme dag. Det fungerer rigtig godt! -Bufferkapaciteten har skabt ro i hverdagen. Den sikrer, at vi har den tid, der skal til for at give de planlagte patienter en grundig og ordentlig behandling. Desuden har vi oprettet parallelspor i ambulatoriet, hvor uddannelsessøgende læger selv klarer de ukomplicerede tilfælde og let kan få supervision af en mere erfaren speciallæge, der til gengæld kan koncentrere sig om de meget komplicerede tilfælde. Dermed udnytter vi ekspertiserne bedst muligt. - På et tidspunkt blev jeg kontaktet af en noget bekymret afdelingslæge i min gruppe. Han var overbevist om, at vi producerede alt for lidt, for vi havde jo slet ikke travlt på samme måde længere. En optælling viste dog, at vi havde behandlet lige så mange eller flere patienter, end vi plejede. 12 FOKUS 6.09

13 Rullende arkiver i stedet for kaos Hvordan skaber man ro i arbejdsgangene, når man nu ikke kan få flere ressourcer? Hudafdeling I tog fat på én af de helt store frustrationer: At de mange forskellige prøvesedler og rekvisitioner rodede rundt i brevpakker og væghængere ude i ambulatoriestuerne, så både læger, sekretærer og sygeplejersker brugte urimelig tid på at lede og forstyrre hinanden. Der blev indkøbt 11 arkivskabe på hjul én til hver stue og en master-vogn til gangen. En standard over vognens indhold og opfyldning blev clearet med lægerne, og vognens mapper fyldt op med alle relevante papirer på præcis samme måde i alle vogne. Hver onsdag før afdelingsundervisningen er det lægens ansvar at køre prøvevognen fra egen stue ud på gangens afmærkede opfyldningsområde - og retur til stuen igen næste morgen. Husassistent Jeanette Engstrøm bruger cirka en halv time på at fylde alle vognene op ud fra de mangelkort (kanban-kort), lægerne har lagt i vognens sidelomme. En spørgeskemaundersøgelse før og efter viste, at kun én læge var tilfreds med den gamle ordning, mens alle 21 læger er tilfredse med de nye vogne! Sund fornuft sat i system eller hva? K(l)ik forbi! -Hver onsdag kl fylder husassistent Jeanette Engstrøm Hudafdeling I s 10 standardiserede vogne med prøvesedler op, så ingen længere behøver lede efter den rette rekvisition. Sygeplejerske Hanne Hviid er en af initiativtagerne til vognene. Læs historien på nettet! -Følg med i seneste nyt om Lean på OUH på og på intranettet info.ouh.dk/wm260065, hvor du bl.a. kan bladre i Lean-udstillingsvinduet. FOKUS

14 - Det har været rart at have været føl på sidelinjen, uden at føle sig tvunget til at håndtere opgaver, man ikke er klædt på til, siger 23-årige Nadia Noe Hybel (th). Det er Christina Stengaard til venstre. Legitimt at bruge tid på læring Jeg er imponeret af, hvor godt afdelingen har klaret oplæringen af Nadia, Christina og en tredje nyansat. Jeg er også imponeret over, hvor interesserede de har været i at komme ind i arbejdet, lige som de har kunnet og villet det på en positiv måde, siger Anette Agerholm, der er afdelingssygeplejerske på J1. - Det er vigtigt, at vi med introduktionsforløbet har gjort det legitimt at bruge tid på oplæring. For ellers kunne en nyuddannet, der typisk er meget pligtopfyldende, være tilbøjelig til at sætte sig selv og sin egen introduktion til specialet til side for at klare de opgaver, som presser sig på i en travl hverdag. Til gengæld får afdelingen gevinst ved, at oplæringen går meget hurtigere, når den er sat i system og prioriteret som en legal arbejdsopgave på linje med alle andre opgaver. De nyuddannede føler et stort ansvar ved at bære nålen, og ved at give dem tryghed i hverdagen fra dag ét i afdelingen, føler de sig meget mere sikre på sig selv både fagligt og socialt, vurderer Anette Agerholm. 14 FOKUS 6.09

15 - Vi er ikke bare blevet kastet ud i alle mulige opgaver, men har hele tiden haft en person, vi kunne læne os op af, siger 22-årige Christina Stengaard, der her ses sammen med sin vejleder Anne Lemkuhl Frederiksen og en patient. Nyuddannede klædes på til KOL og kræft En personlig vejleder og tre måneders introduktion giver nye og uerfarne sygeplejersker tryghed TEKST: Eivind S. johansen FOTOs: kent bovin, klinisk foto - Det var en helt ny verden for mig at træde ind i, da jeg begyndte på J1. Bare det at læse en vagtplan var svært, siger Nadia Noe Hybel på 23 år. Hun har i lighed med 22-årige Christina Stengaard været færdiguddannet sygeplejerske siden den 1. januar i år. De er begge ansat på Afsnit J1, en sengeafdeling på Lungemedicinsk Afdeling i Odense. Sammen med en tredje ny medarbejder har de for nylig været igennem et tre måneders introduktionsforløb til arbejdet på afsnittet. Det er der gode grunde til, da mødet med J1 kan være en barsk omgang for en nyuddannet og ikke særlig erfaren sygeplejerske. Patienternes dødelighed er særdeles høj, og sengene er ofte belagt med meget syge patienter med for eksempel kræft eller KOL, så jobbet kræver uden tvivl sin sygeplejerske. Det har afdelingsledelsen forsøgt at tage højde for med et introduktionsforløb for både nyuddannede sygeplejersker og for nyansat plejepersonale, der ikke tidligere har arbejdet med det lungemedicinske speciale. De nyuddannede kan i det tre måneder lange introduktionsforløbet trække på tre personlige vejledere. Rart at være føl på sidelinjen Nadia og Christina er enige om, at ordningen har givet dem stor tryghed og sikkerhed. - Vi er ikke bare blevet kastet ud i alle mulige opgaver men har hele tiden haft en person, vi kunne læne os op af, siger Christina, som suppleres af Nadia: - Det har været rart at have en personlig vejleder og være føl på sidelinjen, uden at vi følte os tvunget til at håndtere opgaver, vi ikke var klædt på til. Sygeplejerskerne Anne Lemkuhl Frederiksen og Trine Jacobsen har været vejledere for Nadia og Christina. - Det er vigtigt, at en nyuddannet sygeplejerske får en systematisk og grundig introduktion for at føle sig velkommen og have lyst til at blive, når han eller hun kommer til en afdeling og møder et nyt speciale, nye rutiner og nye mennesker, forklarer Trine. Anne husker stadig fra sin egen tid som ny sygeplejerske, hvor utrygt hun følte det, da hun efter bare tre uger skulle stå på egne ben. Lærer hurtigt at stå på egne ben - I dag er uddannelsen sådan skruet sammen, at nogle nyuddannede aldrig har været på et sengeafsnit før, fordi de for eksempel i uddannelsesforløbet har været i hjemmeplejen og på et ambulatorium, siger Anne. Introduktionsforløbet er nøje tilrettelagt og lagt i skema for at sikre, at den nyuddannede får indblik og rutine i alle de arbejdsfunktioner, der knytter sig til det lungemedicinske speciale. - Som ny kender man ikke specialet og ved ikke, hvad det omfatter, og hvad man skal kunne. Derfor er det vigtigt at skabe overblik ved at skemalægge, hvad der skal læres i forløbet, vurderer Trine, der samtidig understreger, at det heller ikke må blive så stift, at der ikke er plads til det uforudsete. Både hun og kollegaen Anne oplever, at de nye sygeplejersker gennem det tilrettelagte introduktionsforløb hurtigere kommer til at stå på egne ben og føler sig trygge nok til at tage vagter. Det er Nadia og Christina enige i. De ser det begge som en klar fordel at have gennemgået et tilrettelagt forløb med personlig vejledning. Føler de slår til Christina føler sig i dag så sikker på sig selv, at hun finder det spændende og ikke utrygt, at hun aldrig ved på forhånd, hvad dagen bringer på det akutte sengeafsnit. Og fra Nadia lyder lignende toner: - Jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde, og det skyldes i høj grad, at jeg ikke er nervøs for, om jeg nu slår til, men føler mig sikker på, hvad jeg kan, konstaterer Nadia, og tilføjer: - På sygeplejeskolen talte mange af os meget om, at vi ville søge ansættelse på afdelinger, hvor man var sikker på at få en god oplæring. Den holdning er Trine som vejleder opmærksom på: - Med den store mangel på sygeplejersker i dag er det vigtigt, at vi som afdeling har noget at byde på for at tiltrække og fastholde nye medarbejdere. FOKUS

16 Sygeplejerske Sophie Blichfeld går hver tirsdag til forberedelsesmøde med patienter, der skal gennemgå en kikkertoperation for tarmkræft på Kirurgisk Afdeling A i Odense. Tilfredse kræftpatienter Ny operationsteknik og systematisk forberedelse halverer liggetid og giver tryghed TEKST: per harup FOTOs: kent bovin, Grafik- og klinisk foto - Patienterne er meget glade og positive, selv om de har en alvorlig kræftsygdom. De har brug for tryghed, og med de optimerede patientforløb kan patienterne nu få en fortrolighed med personalet, siger sygeplejerske Sophie Blichfeld og udviklingssygeplejerske Helen Schultz fra Kirurgisk Afdeling A på Odense Universitetshospital. Siden marts har afdelingen gennemført optimerede forløb for de mellem to og fire patienter med tarmkræft, der hver uge får en kikkertoperation. Skiftet fra traditionel kirurgi til laparoskopisk kirurgi og til en mere udførlig og rolig forberedelse af patienterne har givet to gevinster: Færre gener efter operationen og en halvering af indlæggelsestiden. Før kom patienterne til indlæggelsessamtale dagen inden operationen. Men det var ikke altid, en læge eller sygeplejerske havde tid til at møde dem med det samme, så ofte kunne de komme til at vente både to og tre timer. Desuden var det svært at finde et lokale til en rolig snak, lige som lægen eller sygeplejersken tit blev forstyrret. Indlæggelsestiden var ofte en uge eller mere, og der var flere gener forbundet med den traditionelle operation. Blandt andet et større operationssår, dårligere sårheling, stærkere smerter, tarmfunktionen gik i stå, lysten til at spise forsvandt, patienterne havde kvalme, de tabte sig og havde ikke lyst til at komme ud af sengen. Nu møder patienten op til en hel forberedelsesdag, hvor personale fra flere faggrupper sygeplejerske, fysioterapeut og diætist står klar til at tage imod dem. De kan have deres pårørende med, og mødet foregår i fredelige omgivelser i et af konferencelokalerne på 15. sal i højhuset. Dele erfaringer - Tanken er, at patienterne nu kan bruger hinandens erfaringer, fortæller sygeplejerske Sophie Blichfeld, der er kontaktsygeplejerske for patienterne og derfor hver tirsdag går til forberedelsesmøde. Nogle er nervøse, for de er aldrig blevet opereret, eller måske har de aldrig været indlagt før, mens andre har prøvet det flere gange. Nu kan de tale sammen og udveksle erfaringer. 16 FOKUS 6.09

17 Eller de kan spørge Sophie i al fortrolighed efter det fælles forberedelsesmøde, når patient og kontaktsygeplejerske har en individuel samtale. For det er måske ikke alt, patienten har lyst til at spørge om i selskab med fremmede. Ugen efter forberedelsesdagen er der et kort besøg på afsnit A5, hvor der skal tages blodprøver og gives blodfortyndende medicin. Og i fem dage inden operationen skal patienterne drikke et ernæringstilskud, der styrker immunforsvaret. Ved operationen anlægger kirurgen en tre til fire små snit samt en lidt større åbning over skambenet til at trække det syge stykke tarm ud af. Allerede nogle timer senere på opvågningen får patienten tilbudt noget at spise og bliver spurgt, om han eller hun kan sidde på sengekanten. Under indlæggelsen arbejder personalet efter en detaljeret instruks, men også patienterne er tildelt et ansvar. Nemlig for at forsøge at få spist og forsøge at komme ud af sengen. Vi siger til dem, at vi vil skubbe til dem, men at vi også er til at forhandle med. Og i sidste ende er det jo patienternes egen beslutning, siger Sophie Blichfeld. Indlæggelsen varer tre dage eller fem hvis patienten skal have en stomi. Så er det hjem igen, men dagen efter udskrivelsen ringer en sygeplejerske til patienterne og spørger til smerter, ernæring, kvalme, tarmfunktion og patientens oplevelse af indlæggelsen. Flere skal med Startskuddet til indførelsen af de optimerede patientforløb gik, da overlægerne Karl Erik Juul Jensen og Peiman Hossein Pormoroozy kom fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg til den kirurgiske afdeling i Odense. I Esbjerg havde de arbejdet efter principper mage til de, der nu også er i anvendelse i Odense, og desuden havde Afdeling A selv gjort sig sine egne erfaringer med optimerede patientforløb for brystkræftpatienter i afdelingens brystkirurgiske center. Efter de nye overlægers ankomst i Afdeling A blev der nedsat en tværfaglig og tværsektoriel arbejdsgruppe, som skulle beskrive de optimerede patientforløb i Afdeling A. Udviklingssygeplejerske Helen Schultz arrangerede desuden en temaaften, hvor en sygeplejerske fra Enhed for Perioperativ Sygepleje på Vejle Sygehus kom på besøg og fortalte om deres måde at arbejde på. I dag er arbejdsgruppens forslag ført ud i livet. Målet er nu, at alle planlagte patienter, der skal opereres i mave eller tarm på Kirurgisk Afdeling A, skal have tilbudt et optimeret patientforløb. FOKUS

18 Holdet bag projektet:(fra venstre), Projektsygeplejerske Annie Gam-Pedersen, Fysioterapeut Lisa Hargreave, fysioterapeut Bodil Pedersen og ph.d.-studerende, kiropraktor Erik Poulsen. - Ved at kombinere et hofteskoleforløb med kiropraktisk behandling håber vi, at vi kan forbedre hoftepatienternes livskvalitet markant og reducere deres smerter, oplyser ph.d.-studerende Erik Poulsen. 18 FOKUS 6.09

19 På hofteskolebænken Tværfaglighed erstatter vilkårlige tilbud til patienter med hofteslidgigt TEKST: eivind s. johansen FOTOs: Kent Bovin, klinisk foto Et ph.d.-projekt på OUH skal vise, om en ny hofteskole med tværfagligt samarbejde mellem ortopædkirurger, kiropraktorer og fysioterapeuter vil kunne tilbyde patienter med slidgigt i hoften en mere effektiv behandling end i dag. Hvis slidgigten ikke har udviklet sig til et stadie, hvor patienten skal opereres, findes der nemlig ingen systematiserede behandlingstilbud. Behandlingen afhænger derfor ofte af, om det er den ene eller den anden faggruppe, patienten kommer i hænderne på. I mange tilfælde begrænser behandlingen sig til smertestillende piller. videre på resultater fra Sverige og Holland med behandling af hoftepatienter. Erik Poulsen oplyser, at man i Sverige har seks til otte års erfaring med hofteskoler, hvor patienterne får indsigt i deres sygdom og vejledning i, hvordan de kan indrette sig i dagligdagen for bedst at kunne leve med sygdommen. Samtidig træner hofteskolen dem grundigt i at udføre øvelser, der kan reducere generne af deres lidelse. Svenskerne har dokumenteret videnskabeligt, at patienter, der har gennemgået forløbet på en hofteskole, klarer sig bedre end patienter, der kun får smertebehandling. Kiropraktik og øvelser Patienterne i hofteskolen får seks ugers undervisning, hvor bl.a. en række fysiske øvelser indgår. Den kiropraktiske behandling strækker sig over seks uger med to ugentlige behandlinger. Patienterne i gruppen, der kun træner i hjemmet, bruger de samme øvelser, som indgår i undervisningen på hofteskolen. Det skal skabe et videnskabeligt holdbart grundlag for at sammenligne de to indsatser. Erik Poulsen oplyser, at der formentlig vil foreligge et delresultat af projektet i løbet af sommeren Derfor vil 120 patienter mellem år med slidgigt i hoften bliver udvalgt til forskningsprojektet efter henvisning fra deres praktiserende læge eller en kiropraktor. Derpå bliver de ved lodtrækning inddelt i tre grupper: Enten hofteskole, kiropraktisk behandling og hofteskole eller som en tredje mulighed øvelser i hjemmet. Et forringet liv med smerter - Patienter med slidgigt i hoften har i de fleste tilfælde smerter og forringet livskvalitet. Bare det at komme op på en cykel, stige ind i en bil eller klippe tånegle kan være en næsten uoverkommelig opgave for patienterne, oplyser projektets leder, kiropraktor og ph.d-studerende Erik Poulsen. Hans projekt bygger i sin forskning - I Holland har man påvist, at kiropraktisk (manuel) behandling virker bedre end øvelser i hjemmet på patienter med slidgift i hoften. Hofteskolen på OUH er det første projekt, der afprøver og dokumenterer, hvordan kombinationen af kiropraktik og hofteskoleundervisning virker på denne patientgruppe, hvor der ikke er indikation for operation, fortæller Erik Poulsen og tilføjer: - Ved at kombinere de gode erfaringer fra Sverige med hofteskoler og resultaterne fra Holland med kiropraktisk behandling håber vi. at vi kan forbedre hoftepatienternes livskvalitet markant og reducere deres smerter i et behandlingsforløb baseret på en dokumenteret effekt. Leder af Hofteskolen er fysioterapeut Lisa Hargreaves, mens fysioterapeut Bodil Pedersen foretager de kliniske målinger af hoften, før patienterne deles op i de tre grupper. Dernæst følges der op med målinger efter seks uger samt tre og 12 måneder. Annie Gam-Pedersen, projektsygeplejerske, er ansvarlig for lodtrækningen. Projektet er blevet til gennem et samarbejde mellem institutionerne: Ortopædkirurgisk Afdeling O, OUH, Syddansk Universitet og Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik. Økonomisk er projektet støttet af Region Syddanmarks Forskningspulje, Gigtforeningen og Kiropraktorfonden. FOKUS

20 Overlæger trykker den af i Rolling Bones Vi vil spille rock til, vi falder af pinden, bedyrer musikalske kolleger fra Afdeling O TEKST: Eivind S. Johansen FOTOs: kirstine mengel - Det er pudsigt, at en gammel starut som mig, finder det lige så sjovt at spille rockmusik i dag, som da jeg var knægt. Ordene kommer fra den 53-årige overlæge Søren Skydt Kristensen. Han er trommeslager i et band med rødder i rock og blues; Rolling Bones er navnet - hvad andet kan et rockband næsten hedde, når mændene bag er fire ortopædkirurgiske overlæger fra OUH i aldersklassen grå stænk i håret og høje tindinger. Plads til den indre drengerøv Det er mandag og den ugentlige øveaften for bandet. Det holder til på Rugårdsvej i Odense i et tidligere lagerlokale, der fungerer som øvelokale for fire forskellige bands. Journalisten føler sig næsten hensat til en amerikansk film, da han træder ud af en skramlet vareelevator og direkte ind i det store øvelokale. Pudset mangler et par steder på væggene, og i et hjørne er der nødtørftigt banket gipsplader på et skelet af træ som afskærmning for toilet og håndvask. For at lyddæmpe rummet er gulvene dækket med tæpper, der ser ud til at være fisket op af en affaldscontainer. Væggene i lokalet er et spraglet miks af plakater, opslag og mangel på maling. Sammen med tomme øldåser og fyldte askebægre taler rummet og indretningen sit tydelige sprog om, at det her er fristed, hvor man kan slippe sin indre drengerøv løs og trykke musikken af i en verden langt fra hvide kitler og sterile hospitalsgange. Fandt sammen ved en tilfældighed Søren Skydt Kristensen dannede bandet for to et halvt år siden sammen med tre kolleger: Carsten Fladmose Madsen, bas, Claus Emmeluth, sang og keyboard samt Morten Schultz Larsen, lead guitar. Typisk for alle fire har de spillet i bands i drenge- og ungdomsårene, men stoppede for ca. tre årtier siden, da familieliv og lægekarriere begyndte at lægge beslag på deres tid. - Vi fandt sammen ved lidt af en tilfældighed. Jeg har siden drengeårene haft lyst til at spille igen og fik et elektronisk trommesæt til min 50 års fødselsdag. Det fortalte jeg Carsten, Claus og Morten og fandt ud af, at de alle tre havde spillet tidligere, og så gik der ikke lang tid, før Rolling Bones var en realitet, fortæller Søren Skydt Kristensen. Hvad foregår der Spilleglæden lyser ud af medlemmerne, da bandet går i gang med at øve et af yndlingsnumrene, rockgruppen Lynyrd Skynyrds Sweet Home Alabama fra Netop det nummer er en af årsagerne til, at bandet for nylig blev udvidet med en guitarist og mundharpespiller, Johannes Lood, der er medicinstuderende og en ren årsunge på 29 år i forhold til de fire overlæger, som er mellem år. - Jeg hørte flere gange forskellige mobiltelefoner på afdelingen med Sweet Home Alabama som ringetone og tænkte: Hvad foregår der? Jeg fandt ud af, at to-tre af lægerne havde den melodi som ringetone, og at de også havde et band sammen, som jeg så fik lov til at komme med i, siger Johannes Lood. Bandet har også lige fået en ny sangerinde, den 40-årige anæstesisygeplejerske, Christina Bach, der har spillet og sunget det meste af sit liv. Musik der kan danses til Rolling Bones har bl.a. spillet ved et par fester på Ortopædkirurgisk Afdeling med danseglad musik og et repertoire, der spænder over halvtredser Rock n roll og tressernes rock til firsermusik som for eks. Dodo and the Dodos. - Kollegerne er så glade for os, at de betragter os som afdelingens orkester, og vi kan mærke, at det har været med til at give et bedre samarbejde og sammenhold, fortæller bassisten, Carsten Fladmose Madsen. Bandet har også optrådt ved flere andre lejligheder, men har det ikke et som mål i sig selv, da medlemmerne ser lige så meget frem til bare at være sammen ved den ugentlige øveaften. Den seneste optræden var ved Dansk Ortopædisk Selskabs forårsmøde for nyligt, hvor Rolling Bones spillede for kolleger. - Vi havde sommerfugle i maven ved tanken om, at vi kunne komme til at kvaje os over for så mange kolleger, siger band-medlemmerne. Det gjorde de ikke. Kollegerne var mere end begejstrede for Rolling Bones musikalske formåen. - Sådan en succes giver blod på tanden, selv om det for os først og først og fremmest handler om at koble fra og have det sjovt; og det har vi i Rolling Bones, så der er slet ingen tvivl: Vi bliver ved med at spille, til vi falder af pinden, er den klare melding fra bandet. PS: Da Fokus udsendte medarbejder forlod Rolling Bones øvelokaler af trappen, mødte han et par etager længere nede den umiskendelige duft af sjov tobak. Det er ikke band-medlemmerne, der fyrer en fed de ryger end ikke cigaretter men det er til gengæld fed musik, de fyrer af. 20 FOKUS 6.09