Prædiken til 10. s. e. trin. Kl i Engesvang Dåb

Transkript

1 1 Prædiken til 10. s. e. trin. Kl i Engesvang Dåb 754 Se, nu stiger solen 448 Fyldt af glæde 163 Fuglen har rede 1 Guds menighed syng Nadververs 412 v. 56 af som vintergrene 583, v. 5 af af Falder på dig modgangs hede For nogle generationer siden har jeg fået fortalt kaldte man i de omliggende sogne Engesvang og Kragelund for Sodoma og Gomorra. Som nogen vil vide er det navnet på to onde byer som Gud i flg. 1. Mosebog lader ødelægge, fordi alt djævelsk og grusomt går i svang i dem, og fordi de ikke bebos af ét eneste retfærdigt og renhjertet menneske. Jesus nævner den ene af byerne i dagens evangelium. Dog, som i Sodoma og Gomorra var det i hine dage hverken i Engesvang eller i Kragelund. Også dengang var der mange gode mennesker; folk hjalp hinanden med det lidt de havde. Men på grund af tørvemosen og de mange tilrejsende arbejdere gik det som bekendt undertiden meget livligt for sig og navnlig drak folk meget. Det var vel derfor man i de omliggende, mere fromme egne mente, at Engesvang og Kragelund var som de onde byer,

2 2 hvor alt djævelsk og grusomt gik i svang. Det var også i de år, pastor Harboe, der var præst her ved kirken fra i kirkebønnen bad for de ugudelige ved Moselund trinbræt. Vi kan jo kun grine af det i dag. Men det er i grunden alvorligt nok. For hvis sammenligningen mellem Engesvang og Kragelund og de onde byer dengang blev sagt i ramme alvor og ikke med et glimt i øjet, så var det en voldsom anklage at rette mod nogen. For Sodoma og Gomorra er i den bibelske fortælling steder, hvor der simpelthen har udviklet sig en djævelsk kultur. Og med ordet djævelsk mener jeg en måde at se verden på, hvor man forvrider virkeligheden, sådan at ondt bliver godt og godt bliver ondt. Fortællingen om de to onde byer i Det Gamle Testamente er beskrivelser af, hvad der sker, når ondskab ikke kun udspiller sig mellem to mennesker, men bliver noget fælles. Det er manende historier om, hvad det sker, når man i et samfund enes om at kalde noget godt, selv om det gør ondt på nogen. Og hvad det gør ved mennesker.

3 3 Der er grænser for, hvor meget ondt et enkelt menneske kan øve selv om en Breivik har åbnet vore øjne for, at ét menneske kan ødelægge manges liv. Men der er grænser. Og det bliver stoppet. Men det gør det ikke, hvis det er noget, mange er enige om. Hvis Brivik havde haft hundredtusinde, der tænkte og ville som han, da havde ingen kunnet overskue konsekvenserne af ondskaben. Et enkelt menneske, der kalder det onde for godt, kan ødeægge meget det er set mange gange. Men hvis flere mennesker enes om at ondt er godt, så bliver det dæmonisk. Og behøver bare at tænke på Nazityskland og Sydafrikas apartheid eller oprørsgruppen i Irak og Syrien for at gøre det tydeligt. Hvis flere mennesker enes om, at det, der gør nogen ondt, er godt, så er vi inde i det dæmoniske, så er der åbnet for et helvedesgab af menneskelig lidelse. For at være ærlig, så kender jeg den godt i det små fra mig selv, den dér ondskab, som er så besnærende, hvor man er flere, der enes om at nogen andre er forkerte og muligvis dårligere mennesker og at det er godt at mene sådan. Og der er en vellyst i det. Man kan et øjeblik opleve, at man selv bliver større og føler sig mere sikker. Selv om det er på

4 4 andres bekostning og ved at gøre andre mindre. Og selv om der også er en bismag i det på én måde føler man sig større, men der er også noget i én, der er blevet mindre. Og når man først er dér, hvor man mærker, at man selv bliver større af at gøre nogen mindre ved fx at tale grimt om dem, så er man ude i det glatte felt, hvor ting kan begynde at skride. Hvor man umærkeligt kan forvride godt til ondt og hvor grænsen mellem ord og handling kan blive flydende. Det var jo det, der skete i hele Europa i 30 erne, hvor der var en udbredt modvilje mod jøderne, også i Danmark. Det er en glidebane, som man nemt bevæger sig ind på uden helt at lægge mærke til det og jo flere man er om det, desto nemmere går det. Og jo flere man er, desto mere rigtigt føler man, at det onde og forkerte er. Sådan var det i Sodama og Gomorra, og vi aner også nogen konturer af det i vores eget samfund. Men der er ufrihed i det. For alle. Sodoma og Gomorra er gået over i historien som steder, hvor der først og fremmest florede skørlevned og seksuelle perversioner. Og på den måde kan man jo hurtig få ondskaben i disse byer viftet væk, som noget, vi heldigvis ikke har lod og del i. Og sige som man gjorde førhen, at

5 5 Engesvang var Sodoma og Kragelund Gomorra. Så var det ligesom på plads. Og havde i hvert fald ikke med én selv at gøre. Men det, evangeliet afdækker, er den ondskab, der ser meget uskyldig ud, men som kan antage uhyrlige dimensioner, hvis den breder sig i en by eller til et helt folk, en ondskab som rammer alle, både ofrene og de, der udøver den. For der er en fangehed i den, ufrihed, en grumt mørke. Den ondskab, der forklæder sig som godhed, er den allerfarligste. Den kan være så besnærende, men nedbryder livet og sætter os fangen. Og det er netop dét, Jesus laver et frontalt angreb mod i dag, hvor vi møder ham vældig vred. Først kom Johannes døber, siger Jesus. Han stod ude i ørkenen i sin kameluldskappe og prædikede ord fra Gud om, at folk skulle vende om fra deres onde veje. Men man sagde, at han var tosset. Efter ham kom Jesus, der taler om at Guds rige er midt i blandt os, om glæde og kærlighed og forsoning og heling. Men han er for meget af det gode, synes man i hvert fald de fleste. Folk har set ham gør undere og store ting, de har hørt ham tale ord, der går til hjertet, men de er ligeglade.

6 6 Jesus går gennem områderne og ser det hele alt for tydeligt, ser konturere af Sodoma og Gomorra, når folk forsvarer deres afvisning af nødlidende som godt, ser dem bruge vold mod de små og svage og kalde det nødvendigt, ser dem jage de spedalske ud i ørkenen med ord om, at det jo er det bedste. Ve dig Korazin, ve dig Betsajda Det er én af grundene til at evangeliet er livsnødvendigt selv om vi ikke altid har lyst til at høre på det, fordi det ikke lader os i fred, når vi gør ondt til godt og godt til ondt. Evangeliet er livsnødvendigt, så vi hele tiden bliver modsagt og får modstand, når vi enes om, at det er godt, at nærer modvilje mod nogen andre, ja måske endda at omsætte modvilje til handling. Evangeliet er livsnødvendigt for at vi ikke skal blive til mennesker, vi ikke har lyst til at være Jesus kom med Guds rige, han bragte det nær. Og han har kaldt os til frihed. Og friheden er ikke dér, hvor vi sidder og føler os store ved at gøre andre små, friheden er ikke dér, hvor vi afviser nødlidende, fordi de ikke ligner os, og kalder det nødvendigt. Jesus bragte Guds rige nær og kaldte os til frihed. Og Guds riges frihed er dér, hvor vi søger Kristus i de andres ansigter.

7 7 Guds rige frihed er dér hvor den Guds kærlighed Kristus kom med i glimt lader sig mærke mellem os og i os. Guds riges frihed er der hvor alle bliver mennesker.