SiD-politik i forhold til New Zealandprojektet. Fremtid i velfærd. kongres

Transkript

1 SiD-politik i forhold til New Zealandprojektet Fremtid i velfærd kongres

2 2 FREMTID I VELFÆRD Indhold Det socialdemokratiske velfærdssamfund Den danske velfærdsmodel Kort resume: New Zealand - et skrækeksempel Notat 2/1-01: New Zealand - et skrækeksempel Velfærd i Danmark. Udgivet af Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD). August Tekst: Lennart Weber. Layout: Open design/advertising. Repro: Pre, Press & Co. Varenr.: 9029

3 Forord Velfærdssamfundet er konstant til debat, og det vil givetvis blive et af de helt centrale debatemner i den valgkamp, der står foran os. Der er ikke noget mærkeligt i, at velfærden er til debat. Tværtimod er det utroligt vigtigt, at vi alle løbende forholder os kritisk til den samfundsmodel, som vi er en del af, og som langt de fleste i virkeligheden føler sig mest tryg ved. I fagbevægelsen er velfærden også løbende til debat, og det vil uden tvivl blive et af hovedtemaerne på SiD s kongres i september Det er baggrunden for nærværende notat, der tager sit udgangspunkt i vores ønske om at bevare og udbygge velfærdsmodellen. Vi har samtidig valgt at sætte fokus på New Zealand, der for ca. 15 år siden startede en revolution i form af verdens hidtil største privatiseringsprojekt. Erfaringerne fra New Zealand er barske, og det er ikke uden grund, at en fremtrædende politiker i New Zealand i dag siger: Det, I kender fra Margaret Thachers England, er ren socialisme sammenlignet med det, som vi har været igennem. I SiD håber vi at vedlagte materiale kan danne grundlag for en vigtig debat om velfærdssamfundet. FREMTID I VELFÆRD 3 I SiD ønsker vi, at der sættes ekstra fart i den helt nødvendige fornyelse af den offentlige sektor: Først og fremmest er der brug for en omfattende ledelsesreform, der bygger på danske principper. Der er brug for en mærkbar styrkelse af medarbejdernes uddannelse og kompetence. Der er brug for en fornyelse af det demokratiske samarbejde med borgerne. Vi vender os imod de politikere, der tror, at privatisering er løsningen på alle problemer. Til den type politikere er der kun at sige: I skulle se på erfaringerne fra New Zealand, så får I nok en anden opfattelse. Vi har internt i SiD længe drøftet de forhold, der beskrives i vedlagte rapport og i den rapport, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet om New Zealand. Nu er tiden inde til at få bredt denne debat ud til et større forum. Jeg håber, at vores medlemmer og det omgivende samfund vil tage godt imod materialet og seriøst tage fat på disse vigtige debatemner. Poul Erik Skov Christensen Forbundsformand, SiD

4 Det socialdemok Det socialdemokratiske velfærdssamfund 4 FREMTID I VELFÆRD Venstres motto f.eks. om at pengene skal følge patienten er et skalkeskjul for en reel gradvis privatisering af hospitalsvæsenet og markedets indtog i sygdomsbehandlingen. Forsikrings-Danmark bliver den uundgåelige følge.

5 Danskerne er med rette stolte af velfærdssamfundet, også selvom der er mangler og eksempler på dårlig ledelse og dårlig service. Set udefra er vi kommet langt, og mange udlændinge er imponeret over vort velfærdssamfund, fordi det - på atiske velfærdssamfund trods af fejl og mangler - set i internationalt perspektiv fungerer godt. Alle undersøgelser viser samstemmende, at danskerne bakker op omkring det socialdemokratiske velfærdssamfund. Et stort flertal ønsker, at det mindst skal bevares i samme opfang som nu. Danskerne foretrækker serviceforbedringer frem for skattelettelser. Danskerne betaler deres skat med glæde, når blot de er sikre på, at de kan få adgang til velfærdssamfundets ydelser, når de eller deres familie har brug for hjælp. Det er forklaringen på, at stort set hele den borgerlige del af Folketinget ikke har mod til sige det, de reelt ønsker, nemlig at skære i velfærdsydelserne. Selv Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen, der i 1993 skrev den berygtede - men ærlige, nyliberalistiske - bog Fra socialstat til minimalstat, har erklæret sig som tilhænger af velfærdssamfundet. I stedet for at foreslå nedskæringer foreslås skattelettelser og skattestop - som reelt er lettelser i skatten. Men hvordan skattelettelserne kan finansieres uden at skære i den offentlige sektor, det mangler vi en forklaring på. Den forklaring, der er blevet givet, er, at man kan forvente så store besparelser ved at udlicitere, at besparelserne kan finansiere såvel skattelettelser som øgede udgifter - for der vil også blive tale om borgerlig overbudspolitik. Problemet for de borgerlige, med hensyn til disse besparelser, er, at det er luftkasteller. Hvis de borgerlige partier vinder valget, vil vi opleve meget mere privatisering og udlicitering og en styrkelse af markedskræfterne. Venstres motto f.eks. om at pengene skal følge patienten er et skalkeskjul for en reel gradvis privatisering af hospitalsvæsenet og markedets indtog i sygdomsbehandlingen. Forsikrings-Danmark bliver den uundgåelige følge. Det solidariske Danmark vil lide af svindsot. Men det er også den liberalistiske drøm. Der er grund til at slå alarm. Derfor er velfærden på dagsordenen - og i virkeligheden er det måske den arena, der afgør, hvem der vinder næste valg. Debatten omkring velfærdssamfundets fornyelse er utrolig vigtig. Hidtil har debatten kørt meget på privatisering og udlicitering. SiD vil ikke afvise, at udlicitering på meget begrænsede områder kan bruges, således som der i årevis har været tradition for med visse arbejdsopgaver. Men markedsgørelsen af den offentlige sektor er ikke løsningen. Det er SiD s klare erfaring, at der er hårdt brug for, at hele ledelsesproblematikken sættes under lup. Den offentlige sektor skal først og fremmest fornyes indefra. Fornyelsen af den offentlige sektor. Udviklingen af fremtidens velfærdsmodel. Det er de elementer, vedlagte oplæg til SiD s kongres handler om. Et samfund i forandring kræver helt naturligt fornyelse - også i den offentlige sektor. Men kravet til fornyelsen er, at den skal ske uden at svække de grundlæggende solidariske principper, nemlig den lige adgang til offentlige ydelser - skoler, hospitaler osv. - for at styrke den offentlige sektors evne til at løse offentlige opgaver. New Zealand et skrækeksempel Prøv bare at se på erfaringerne fra New Zealand. Se på hvordan man gennem liberaliseringer, privatiseringer og indførelse af frie markedskræfter har spoleret et ellers velfungerende velfærdssamfund, der i dag nærmest kontrolleres af multinationale koncerner. Over 70 procent af New Zealands økonomi styres fra direktionslokaler i store koncerner i New York, Sydney og Hong Kong. Hvorfor tage helt til New Zealand for at finde eksempler på, hvor galt det kan gå, hvis de borgerlige får magt? Fordi New Zealand er verdens hidtil største privatiseringsprojekt, og fordi New Zealand i dag er et fremragende rædselskabinet i forhold til, hvad de frie markedskræfter skaber af social ulighed og ødelæggende ting for samfundets svage grupper. Blot for at nævne områder: Folkeskoler folkeskoler er omdannet til selvstændige økonomiske enheder, hvor de bedste skoler præmieres med ekstra tilskud, mens de ringeste straffes med mindre tilskud. Det har bevirket, at de bedste lærere søger til de bedste skoler. Børn fra velfungerende familier søger ligeledes til de bedste skoler. Men det resultat, at de ressourcesvage børn ikke har valgmuligheder og må nøjes med det, der er tilbage. New Zealand er verdens hidtil største privatiseringsprojekt, og derfor er New Zealand i dag et fremragende rædselskabinet i forhold til, hvad de frie markedskræfter skaber af social ulighed og ødelæggende ting for samfundets svage grupper. FREMTID I VELFÆRD 5

6 Regnmængderne har været små i New Zealand det seneste år med det resultat, at landets store privatejede vandkraftværk har svært ved at levere strøm. Priserne er steget 15 gange. 6 FREMTID I VELFÆRD Labour-regeringen ønsker at ændre folkeskolernes vilkår, men den nye regering har måttet erkende, at det er meget svært. Foreløbig har Labour dog i 1999 genetableret de gamle skoledistrikter, hvilket betyder, at eleverne ikke frit kan vælge,hvilken skole de vil gå i. Det har skabt voldsomme protester fra de rigeste familier i landet. Det har rettet en lille smule op på skævhederne og forhindret, at de stærkeste børn samles i eliteskoler, mens de svage børn overlades til deres egen skæbne. Men der er fortsat en voldsom social ulighed i New Zealands skolesystem. Hospitalerne Mange hospitaler blev omdannet til private hospitaler, og der blev indført private sundhedsforsikringer. Det har stort set haft samme effekt som på skoleområderne. De bedste læger og sygeplejersker tiltrækkes af de bedste hospitaler. Borgere med private forsikringer vælger de bedste hospitaler og de bedste læger. Tilbage står de ressourcesvage, som ikke selv kan vælge, og som må tage til takke med de ringeste hospitaler, der ofte slås med underbemanding og manglende bevillinger. Både i forhold til folkeskoler og hospitaler er New Zealand et rystende eksempel på, hvor galt det kan gå med den sociale lighed, når de frie markedskræfter slippes løs. Det er markedskræfternes natur, at de øger de sociale skel og efterlader et stigende antal borgere som tabere. Markedskræfterne Markedskræfterne betyder grundlæggende, at aktiviterne tilpasses, hvad folk kan betale. Det betyder, at de ressourcestærke kan være sikre på, at de får den vare, som de ønsker at købe og har råd til at betale, mens de svage ikke har nogen valgmuligheder og dybest set er uinteressante for virksomhederne, fordi de ikke har råd til at købe. Det er der gode eksempler på i New Zealand. Et af disse eksempler kan findes i el-sektoren, der ligesom alt andet blev privatiseret. Store multinationale selskaber overtog elmarkedet. Det har skabt enorme sociale problemer. De private familier er ikke interessante for elgiganterne, og de må vente i månedsvis på at få lavet ganske enkle reparationer eller installationer. Netop her i 2001 er der et andet grusomt eksempel. Regnmængderne har været små i New Zealand det seneste år med det resultat, at landets store privatejede vandkraftværk har svært ved at levere strøm. Priserne er steget 15 gange. Regeringen er blevet mødt med krav om at overtage el-sektoren. Men det er en håbløs tanke, fordi ejerne er store multinationale koncerner, og fordi staten mangler penge. I stedet arbejdes der med planer om at gennemføre en lov, der skal sikre, at el-priserne for de fattigste familier ikke må stige. Det har ført til voldsomme protester fra de mere velhavende familier og erhvervslivet. Det new zealandske eksperiment I forbindelse med SiD s kongres i september 2001 har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udarbejdet et omfattende notat, der systematisk gennemgår erfaringerne fra New Zealand. Jens Asp har i notatet Det New Zealandske eksperiment - Konsekvenser og erfaringer af reformerne i New Zealand sat fokus på de områder, hvor Danmark kan høste meget erfaring fra landet down under. Det new zealandske eksperiment blev for få år siden omtalt meget rosende - også i Danmark. Her var virkelig sket noget: Et nyliberalistisk eksperiment med omfattende privatiseringer, liberaliseringer og en arbejdsmarkedslovgivning, der effektivt fratog fagforeningerne den indflydelse, de havde haft. Kollektive aftaler på arbejdsmarkedet blev dog ikke forbudt, men reelt blev lovgivningen indrettet således, at kollektive aftaler nærmest blev en umulighed. Sympatikonflikter blev forbudt osv. Dette nyliberalistiske eksperiment startede i 1980 erne under en Labour-regering, helt i overensstemmelse med den herskende trend inden for økonomisk teori - Monetarismen, som samtidig dominerede tankegangen i mange regeringer. Husk at 1980 erne var Margaret Thatchers og Ronald Reagans årti. New Zealand var, før reformprocessen blev sat i gang i 1984, et velfærdssamfund, som kunne sammenlignes med de skandinaviske lande. Men til forskel for de nordiske lande var New Zealand langt stærkere reguleret, og alle erhvervssektorer nød godt af massive tilskud eller beskyttelse mod konkurrencen fra andre lande. Der skulle derfor ske noget, da Labour vandt valget i 1984, for at sætte mere gang i økonomien. Processen var styret af en lille håndfuld magtfulde ministre med finansministeren i spidsen. Men mange - især i fagbevægelsen, men også internt i Labour - blev stærkt forundret over, at Labours økonomiske politik blev baseret på en monetaristisk dogmatisme. Man kunne sige, at mottoet var: Al magt til markedet. Dog endnu ikke på arbejdsmarkedet - det skulle der en konservativ regering til at gennemføre. Den omfattende reformproces skulle have givet en lang række gevinster for det New Zealandske samfund. Men de udeblev. Den økonomiske vækst stod slet ikke mål med forventningerne, og New Zealand sakkede agterud i forhold til de fleste andre OECD-lande. Reformprocessen indebar samtidig en demontering af velfærdssamfundet. Alle indkomstoverførsler med undtagelse af pensioner blev reduceret med op til 27 procent. Færre fik mulighed for at modtage offentlig støtte, brugerbetaling blev indført på en række områder, bl.a. blev sundhedsområdet og boligmarkedet liberaliseret osv. Samtidig med dette blev overenskomstsystemet ødelagt, og lønningerne blev sat ned - især i forhold til lavindkomstgrupper.

7 RESULTAT: Fordelingen af indkomsterne blev markant skævere. De relle indkomster faldt fra for alle grupper, undtagen de rigeste 10 procent. Den elementære fattigdom steg - også som følge af liberaliseringen af boligmarkedet. Den konservative regering havde forud for valget i 1999 endog planer om at privatisere vejnettet og sælge skolerne stykvis og omdanne dem til selskaber. Men Labour vandt valget og forsøger nu at vende udviklingen. Labour-regeringen erkender helt åbent, at det er meget vanskeligt, fordi næsten alt arvesølv er solgt til især udenlandske selskaber, der sidder på vigtige sektorer som el, energi, kollektiv trafik og ligesom den finansielle sektor stort set også er ejet af multinationale selskaber med hovedsæde tusindvis af kilometer fra New Zealand. Mange har besøgt New Zealand på grund af det nyliberalistiske projekt. De fleste besøgende har rost reformerne. Vi har også i SiD haft repræsentanter på besøg i New Zealand. Det, de så og hørte, var langt værre, end det, de havde forventet. Et af de udsagn de blev mødt med var: Det, Margaret Thatcher gennemførte i England, var den rene socialisme sammenlignet med, hvad der er sket i New Zealand siden Men hvorfor interessere sig for New Zealand, som ligger så langt væk fra Danmark? Det skyldes først og fremmest fire årsager: Velfærdssamfundet kan ikke tages for givet. Der skal hele tiden kæmpes for det, fordi politiske kræfter, der ønsker en minimalstat, kan demontere det. Den markant skævere fordeling og den stærkt stigende fattigdom er en følge af markedsgørelsespolitikken og minimalstatstankegangen og en klar modsætning til velfærdssamfundets solidariske grundlag. Fagbevægelsen udgør en af velfærdssamfundets bærende søjler. I New Zealand kan vi konstatere, at organisationsprocenten faldt til ca. 17 procent. Før reformerne var samfundet meget regelstyret, og mange var utilfredse med fagbevægelsens ledere. Da reformprocessen fjernede fagbevægelsens muligheder for at lave kollektive overenskomster, faldt medlemmernes interesse for fagforeningerne dramatisk. Den konservative regerings mål var reelt at smadre den. Vi kan lære af eksperimentet. Især hvad vi ikke skal gøre. F.eks. medførte frit-valg-modellen på skoleområdet i New Zealand, at de socialt svage elever blev endnu vanskeligere stillet. På samme måde er det på hospitalsområdet, hvor princippet om, at pengene skal følge patienterne - som sælges under betegnelsen mere valgfrihed - reelt fik den betydning, at de svageste har fået det endnu sværere. De har ikke råd til at forsikre sig, og de må nøjes med den service, som det offentlige kan skaffe efter, at privathospitalerne har skummet fløden. Det positive, der kan siges f.eks. om sundhedsvæsenet, er, at den konservative regerings planer om markedsgørelse og konkurrence baseret på rene forretningsmæssige principper, og at hvert hospital blev omdannet til et selvstændigt aktieselskab, måtte opgives på grund af folkelig modstand. Læren af det new zealandske eksempel er, at det ikke tjener til efterlevelse noget sted. Det, der var bygget op gennem flere generationer, tog kun rundt regnet et årti at skære ned til uigenkendelighed. Det skal vi altid huske på. FREMTID I VELFÆRD 7

8 8 FREMTID I VELFÆRD Den danske Den danske velfærdsmodel

9 BILAG: Udover notatet fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har SiD udarbejdet et notat baseret på 2 studierejser, som SiD s næstformand Steen Andersen, informationschef Lennart Weber og cheføkonom Kai Vangskjær gennemførte i vinteren Dette notat er vedhæftet som bilag til dette materiale. velfærdsmodel Det unikke ved den danske velfærdsmodel er netop, at vi alle har lige adgang til velfærdssamfundets ydelser. Denne lige adgang er et fundamentalt element ved den danske model, og det ligger dybt i danskernes bevidsthed, at sådan ønsker de det også fremover. Kun få ønsker et samfund, hvor det er pengepungens størrelse, der afgør, om man kan få lægehjælp. Danskerne betaler (delvis med glæde) en høj skat - netop for at bevare princippet om lige adgang. Det er utrolig vigtigt, at vi er opmærksomme på dette element. Det er så let at overset princippet om lige adgang, når de borgerlige taler om mere frihed, mere privatisering og pengene skal følge borgerne. Lige adgang betyder jo, at vi alle har adgang til de samme velfærdsydelser. Det betyder, at alle børn principielt mødes med lige adgang. De har som udgangspunkt de samme muligheder for en sund og god opvækst, en god skolegang, en god bolig, et godt og udviklende job, etc. Fornyelse af den offentlige sektor Et samfund i forandring - kombineret med den voldsomme forandring som IT-samfundet har skabt - kræver helt naturligt fornyelse af hele den offentlige sektor. Her har vi et åbenlyst problem, fordi de borgerlige hele tiden har krævet privatisering og udlicitering. Som om det var det eneste svar på det problem. Problemet er, at fagbevægelsen ikke hidtil har været tilstrækkelig opmærksom på dette forhold og ikke har stillet de nødvendige krav. Derfor kan det i offentligheden let virke, som om, vi er i forsvarsposition, og de borgerlige er de eneste, der har de rette løsninger. Netop erfaringerne fra New Zealand viser klart, at privatisering og udlicitering ikke er nøgleordet. Bevares - der kan være situationer, hvor en udlicitering er fornuftig, og der er også forhold, som de private med fordel kan løse. Men at tro på, at privatisering er sådan et trylleord - det er for naivt. Som Rødovres borgmester, Erik Nielsen, har formuleret det: Kun få ønsker et samfund, hvor det er pengepungens størrelse, der afgør om man kan få lægehjælp. Danskerne betaler (delvis med glæde) en høj skat - netop for at bevare princippet om lige adgang. FREMTID I VELFÆRD 9 Private sundhedsforsikringer Et godt eksempel er debatten omkring private sundhedsforsikringer. De er grundlæggende et brud med reglerne om lige adgang, fordi man ved at købe en særlig forsikring angiveligt skulle få en særlig adgang til lægebehandling, hospitalsophold etc. på private hospitaler. Hvis vi tænker tanken til ende, og vi alle tegner en sådan ekstra forsikring, så er det jo skruen uden ende, fordi folk, der ønsker at komme forrest i køen, så skal betale en ekstra præmie for ekspres-hjælp. Foreløbig ser det dog ud til, at en gruppe danskere blæser på princippet om lige adgang. Bare de selv kan komme forrest i køen, så er de parate til at betale en ekstra forsikringspræmie. Spørgsmålet er, om de fortsat vil betale til disse forsikringer, når de opdager, at forsikringsselskaberne ikke kan leve op til det, de lover folk. Pt. er der 200 hospitalssenge på privathospitalerne, og hvis blot en brøkdel af dem, der har tegnet private forsikringer, får brug for deres forsikring, så rækker 200 sengepladser ikke langt. Samtidig er det værd at notere, at flere typer forsikringer kun dækker operationer, mens de ikke dækker medicinsk behandling Udlicitering er efter min mening en kommunal falliterklæring eller måske snarere erkendelse af et ledelsesproblem, som kommunen ikke vil gøre noget ved. Den offentlige opgavevaretagelse skal naturligvis udføres bedst muligt af hensyn til borgerne. Skattekronerne skal forvaltes effektivt, også fordi det er vigtigt af hensyn til befolkningens fortsatte opbakning til velfærdssamfundet. Det betyder f.eks., at unødige, bureaukratiske led skal skæres bort for at udnytte og frigøre medarbejdernes ressourcer gennem uddelegering af ansvar og kompetencer. Større kommunale enheder via en kommunalreform vil kunne sikre en bedre ressourceudnyttelsen i den offentlige sektor. Men da det har lange udsigter, bør kommunerne samarbejde over kommunegrænserne om en række specifikke opgaver. Et af hovedproblemerne i den offentlige sektor er ledelsesforholdene. I et demokratisk samfund er det vigtigt, at folketinget, amtsrådet, byrådet og andre tilsvarende demokratiske organer har en betydelig indfly-

10 10 FREMTID I VELFÆRD

11 delse over udviklingen og de rammer, der arbejdes efter. Det er dog vigtigt, at det sker i et tæt samspil med embedsmændene, med direktionen, med plejehjemslederen - ja, kort sagt med alle der har en ledelsesfunktion i forhold til det offentlige. Samtidig er det utroligt vigtigt, at alle offentligt ansatte føler et medansvar og har reel medindflydelse på, hvordan opgaverne skal løses. Der har ikke hidtil været ofret tilstrækkelig opmærksomhed på denne vigtige facet, og det er på høje tid, at den offentlige sektor iværksætter et målrettet udviklingsprogram, der kan sikre, at de embedsmænd, der får en lederrolle, også har de nødvendige værktøjer ved hånden samt sikre, at de menige medarbejdere får en reel medindflydelse, og at man udnytter deres viden og erfaring. Ledelse i fællesskab I den private sektor har man i årevis haft managementskoler, leder-kurser, leder-netværk etc. Den offentlige sektor kan ikke umiddelbart kopiere disse ting direkte, bl.a. fordi offentlig opgavevaretagelse som hovedregel sker ud fra en række politiske målsætninger i modsætning til den private sektors stort set ensidige profitmålsætning. Det politiske ansvar må aldrig blive overladt til markedet. Pleje og omsorg må aldrig afløses af managementbetragtninger. Der er altså masser af gode eksempler på, at der både i den private og den offentlige sektor er gode arbejdspladser med ledelse i fællesskab. Samtidig er det SiD s opfattelse, at der i de kommende år er brug for systematisk at arbejde med, hvordan vi får styrket kompetenceudviklingen på alle niveauer, herunder ledelsesfunktionen i hele den offentlige sektor. Fornyelse af demokratibegrebet Demokratiet er det grundlæggende fundament i den danske velfærdsmodel. Også her er der brug for en fornyelse. Det er ikke længere tilstrækkeligt at fokusere på demokratiet gennem medlemskab af et politisk parti. Det er nødvendigt, at vi også på andre fronter involverer borgerne langt stærkere og giver dem reelt medindflydelse. Der er områder, hvor det har vist sig svært at få borgerne til aktivt at deltage i den demokratiske proces og i en konstruktiv dialog. Modsat er der en lang række positive eksempler på, at borgerne ofte involverer sig meget dynamisk i områder, som ligger tæt på deres personlige interesser. Når børnene er små, er det børneinstitutionerne, der er det helt centrale, når børnene flyttes til folkeskolen, så er det skolens hverdag, der optager forældrene. I den private sektor har man i årevis haft management-skoler, leder-kurser, leder-netværk etc. Den offentlige sektor kan ikke umiddelbart kopiere disse ting direkte, bl.a. fordi offentlig opgavevaretagelse som hovedregel sker ud fra en række politiske målsætninger i modsætning til den private sektors stort set ensidige profitmålsætning. FREMTID I VELFÆRD 11 Men det betyder ikke, at man ikke kan lære af hinanden. Bl.a. med hensyn til personalepolitik og i betragtningen af de ansatte som den vigtigste ressource i den opgavevaretagelse, der finder sted i forhold til borgerne. SiD har i mere end 10 år kørt en konkurrence, Årets arbejdsplads, hvor der hvert år har været indstillet over 100 virksomheder. Når dommerpanelet har foretaget den første grovsortering og har udpeget finaledeltagerne, så har det år for år vist sig, at den gode danske arbejdsplads i høj grad er den virksomhed, hvor der er et godt og tæt samspil mellem ledelse og ansatte. Det er virksomheder, hvor ejerne og virksomhedens ledelse har indset, at de ansatte besidder utrolige ressourcer, hvis man blot forstår, at den menneskelige indsats bliver bedre, når folk føler, at de værdsættes, at de tages med på råd, og at de har medindflydelse på deres arbejde. I talrige virksomheder har vi set, at den gode arbejdsplads kendetegnes ved, at der er ledelse i fællesskab. Mange politikere har fejlagtigt fået den opfattelse, at når borgernes demokratiske interesse snævres ind, så er det fordi, de ikke interesserer sig for de store linier. Det er en klar misforståelse. Den meget høje stemmeprocent ved afstemningen om ØMU er et godt eksempel på, at danskerne måske ikke i hverdagen er dybt engageret i de store linier, men når det gælder, så bruger de deres demokratiske ret. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi i de kommende år får udviklet det demokratiske samarbejde på borgernes vilkår, og at der forskes i nye metoder til at udnytte de demokratiske modeller således, at vi sikrer, at velfærdssamfundets grundlæggende fundament også lever langt ind i fremtiden.

12 12 FREMTID I VELFÆRD Kort resume: New Zealand - et skrækeksempel

13 Bilag: Vedlagte bilag er et notat, som SiD har udarbejdet på basis af studierejser til New Zealand i vinteren : Kort resume: New Zealand har i årene været udsat for verdens hidtil største privatiseringseksperiment. Det, England gennemlevede under Margaret Thatcher, er småting sammenlignet med det, der er gennemført i New Zealand. Resultaterne fra New Zealand er rystende. Fagbevægelsen blev smadret, og den sociale nedtur gør landet til et skræmmende eksempel, hvor landet er rykket fra en plads blandt de førende OECD-lande til nr. 24 blandt verdens 29 OECD-lande. De borgerlige kræfter erkender, at resultaterne er udeblevet. De fik ikke den fremgang, som de havde spået. Det forklarer de mest reformivrige i dag med påstande om, at New Zealand ikke gik langt nok, og hvis de borgerlige i New Zealand vinder næste valg i 2002, må det forventes, at de vil skære yderligere på den sociale velfærd og svække den i forvejen dybt svækkede fagbevægelse. New Zealand er i dag et land uden økonomisk råderum, de veluddannede flygter derfra med en hastighed på netto personer pr. år. FREMTID I VELFÆRD 13 New Zealands fagbevægelse så passivt til, da privatiseringsbølgen startede under Labour i , og da de konservative i 1991 slog til med en revolution af forandringer, var fagbevægelsen så meget på hælene, at protester dårligt kunne høres. Der er så mange lighedstræk mellem Danmark og New Zealand. New Zealand var før 1984 et velfærdssamfund, der på mange måder lignede det danske. Derfor bør vi lære af erfaringerne fra New Zealand - og ikke mindst den tendens til at gennemføre reformer over-night, der har præget New Zealand. Fagbevægelsen i New Zealand har på blot 16 år gennemlevet de mest ekstreme angreb, der kan tænkes indført mod frie faglige organisationer. I dag står de nærmest på bar bund og går fra dør til dør for at vinde nye medlemmer og ny faglig styrke. Det er velkendt, at det borgerlige Danmark ønsker at svække velfærdssamfundet, og hvis de får chancen for at stække dansk fagbevægelse, så gør de det uden tvivl. Derfor er det vigtigt, at vi indhenter erfaringer fra New Zealand og lærer af dem. Vedlagte notat beskriver i kort form erfaringerne fra New Zealand.

14 14 FREMTID I VELFÆRD New Zealand - e New Zealand - et skrækeksempel

15 Over hele verden har New Zealand gennem de seneste 16 år været opfattet som et succesrigt eksempel på forandring af den offentlige sektor. Først og fremmest blandt aktieejere og borgerlige politikere og økonomer, der tror t skrækeksempel på liberalismes ufejlbarlighed. Dette idealbillede holder ikke for en nærmere prøvelse. Sandheden er at selv med liberalisternes målestok, så er verdens hidtil største privatiseringsprojekt en fiasko. De borgerlige økonomer erkender de manglende resultater, og de mest reformivrige forklarer det med, at New Zealand ikke gik vidt nok, der skal langt skrappere midler i brug. Set med fagbevægelsens øjne så er New Zealand et skræmmebillede. Det er et eksempel på, hvor hurtigt man kan nedbryde et velfærdssamfund, når først højrekræfterne tager fat. New Zealand var før 1984 et socialt mønsterland - og var i perioder flot placeret blandt verdens rigeste samfund. I dag er landet down under nr. 24 ud af de 29 OECDlande. Fremtrædende faglige ledere og Labour-parlamentarikere har i dag den klare vurdering, at New Zealand har mistet sin økonomiske selvstændighed. Det er aktiespekulanter i USA, Canada, Australien, Japan og andre store nationer, der har fat i de økonomiske styreredskaber. Men hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne et velfungerende velfærdssamfund, der på mange måder kan sammenlignes med Danmark, Sverige og Norge, på så kort tid blive udsat for en så voldsom social deroute? Hvordan kunne man nedbryde et velfærdssamfund, uden at fagbevægelsen protesterede og uden storstrejker? Den skandinaviske model På mange måder lignede den new zealandske samfundsmodel de skandinaviske lande. Et lille land (3,7 mio. indbyggere) men med et velfungerende socialt sikkerhedsnet, en stor offentlig sektor, der sikrer et højt serviceniveau og et struktureret arbejdsmarked, der bygger på kollektive overenskomster. I dag duer denne sammenligning ikke. I New Zealand blev fagbevægelsen på rekordtid sat uden for indflydelse. Den sociale nød er markant voksende, og offentlig forsørgelse er reduceret til et minimum. Selv skolesystemet er voldsomt i forfald, og der er stort set ikke hold i de forherligende beretninger, som danske skolefolk har fået bragt i danske medier. Heldagsskolen med sammenhæng i børnenes undervisning og pasningsordninger i fritiden virker umiddelbart som en god idé, der er værd at overveje. Det er faktisk et af de få lyspunkter, der kan findes i New Zealand. Men projektet er ødelagt af privatisering og lærerflugt. Det er svært at forstå, at danske eksperter i årevis har besøgt New Zealand uden, at de har fået øjnene op for de skræk-eksempler, der findes overalt, og som udtrykt af faglige ledere og Labour-politikere kort kan sammenfattes således: New Zealand har i 16 år været liberalisternes laboratorium. Landet har været udsat for talrige grusomme forsøg. Intet har været en succes, og det er vigtigt, at politikere og eksperter over hele verden i fremtiden forstår at udnytte de negative erfaringer, der kan uddrages fra det new zealandske laboratorium. FREMTID I VELFÆRD 15 Arkitekten Svaret er mangesidet. Men et af svarene finder man i den bog, som den tidligere labour-finansminister Roger Douglas skrev i Han var en af arkitekterne i den revolution, der ramte New Zealand. Han skriver i bogen om processen, at det gælder om at bevæge sig så hurtigt som muligt. Reformerne skal gennemføres så hurtigt, at interesseorganisationerne ikke når at finde ud af, hvad der foregår. De politiske modstanderes skyts rammer meget mindre præcist, hvis de skyder på et mål, der bevæger sig hurtigt, skriver Roger Douglas. Historisk baggrund New Zealand har siden de store opdagelsesrejsers tid været tæt knyttet til England. Det var britiske embedsmænd og straffefanger, der koloniserede landet i 1800-tallet. New Zealand har i dag 3,7 mio. indbyggere, hvoraf 79 procent har europæisk baggrund, og langt de fleste har britiske aner. Der er 12 procent oprindelig maori-befolkning. Resten stammer fra Kina, Japan, Thailand etc. New Zealand har ligesom Danmark været et landbrugsland med stor eksport til England. I begyndelsen af erne, hvor England blev medlem af EF, mærkede New Zealand - ligesom Danmark - en voldsom afmatning i Englands-eksporten.

16 Oveni det kom 2 oliekriser, og ved indgangen til erne var det klart for enhver i New Zealand, at der skulle ske forandringer. Noget måtte gøres. Ved valget i 1984 vandt Labour og dannede regering til I 1990 kom det højreorienterede Det Nationale Parti til magten, og de sad ved magten til I 1999 vandt Labour og dannede en koalitionsregering bestående af centrum-venstre partier. Væsentlige offentlige driftområder blev omdannet til selskaber. Det var bl.a. luftfart, el, postvæsenet, telekommunikation, landbrug og skovbrug. Der blev ansat unge erhvervsledere til at drive de nye selskaber, og de fik vidtgående beføjelser. Bl.a. blev alle overenskomster afskaffet. Reformen fra 1986 grundlagde den meget voldsomme forandring, som den borgerlige regering gennemførte i Jernbanerne blev solgt for 10 procent af den investering, der oprindeligt var foretaget i materiel, jernbanelinier, tog etc. Siden er selskabet stort set blevet tømt for værdi. Godstransporten er forlængst stoppet, og antallet af beskæftigede ved jernbanerne er faldet fra ca i 1984 til nu FREMTID I VELFÆRD Der er valg igen i 2002, og mange frygter, at Labour ikke når at få tilstrækkeligt fodfæste. Hvis den borgerlige regering kommer til magten igen, frygter fagbevægelsen, at kursen ligger klar: Mere og voldsommere privatisering og yderligere begrænsninger for fagforeningerne. Labour blev højredrejet Ved valgte i 1984 var der ingen, der talte om økonomiske forandringer, og der var heller ingen, der talte om at smadre fagbevægelsen. Valgkampen handlede først og fremmest om atom-kraft og specielt om etablering af forbud mod, at USA-krigsskibe med atomkraft anløb havne i New Zealand. I valgkampen indgik nogle tanker om fornyelse af den offentlige sektor. Men det blev kun nævnt i meget vage vendinger. I dag er det Labour-lederes opfattelse, at den tidligere finansminister Roger Douglas sammen med en gruppe Labour-politikere i 1984 havde højre-drejet partiet og grundlagt den sociale deroute, der i dag er en realitet. Efter valget i 1984 dannede David Lange en labourregering, og Roger Douglas blev finansminister Denne post bevarede han kun i 3 år, hvorefter han blev smidt ud af partiet efter en intern magtkamp med David Lange. Da Douglas startede en voldsom privatisering af sygehusvæsenet, havde David Lange fået nok, og det endte med et brud mellem de to. Men da var skaderne sket. Efter valget i 1984 gennemførte finansminister Roger Douglass meget vidtgående økonomiske forandringer. Hans mål var en total privatisering af staten og en total afregulering af økonomien. Den new zealandske dollar blev devalueret med 20 procent, der blev indført vidtgående liberaliseringer for kapitaltransaktioner, renten blev kunstigt holdt højt, og Nationalbanken fik frie hænder til at føre krig mod inflationen. Fuld beskæftigelse havde tidligere været en ganske naturlig ting. Nu forsvandt det som politisk mål. I 1986 kom næste store reform. Stort set hele den offentlige sektor blev omdannet til en form for selskaber. Kritik fra fagbevægelsen om en skjult privatisering blev imødegået af finansministeren, der gjorde det klart, at målet alene var at skabe effektivitet i den offentlige sektor. Privatiseringsbølgen i 1991 Ved valget i 1990 vandt Det Nationale Parti en stor sejr. Vælgerne var trætte af Labour og deres angreb på fagbevægelsen. Vælgerne ville have fornyelse - også selvom DNP under valgkampen klart sagde, at de ville privatisere alt. Efter valget kom så den voldsomme privatiseringsbølge i Stort set alt, hvad der kunne sælges, blev solgt. Regeringen skovlede penge ind. Kulminer blev solgt. Det samme skete med elværker, skovbrug, postvæsenet, jernbaner, telekommunikation og meget andet. Det meste blev solgt i 1991, men også i de efterfølgende år blev der solgt ud. Der er nogle få ting, som blev reddet. Havnearbejderne i Auckland protesterede voldsomt med det resultat, at planerne om salg blev opgivet. Den borgerlige regering ville sælge hele landets vejsystem til amerikanske koncerner. Men salget blev forpurret af valgkampen i Erfaringerne fra salget På alverdens aktiebørser var der i begyndelsen voldsom eufori. Så snart det blev nævnt, at en koncern ville købe noget fra New Zealand, så røg kurserne i vejret. Meget tyder da også på, at mange aktieejere blev forgyldt. Jernbanerne blev solgt for 10 procent af den investering, der oprindeligt var foretaget i materiel, jernbanelinier, tog etc. Siden er selskabet stort set blevet tømt for værdi. Godstransporten er forlængst stoppet, og antallet af beskæftigede ved jernbanerne er faldet fra ca i 1984 til nu De udenlandske ejere har planer om at lukke endnu flere jernbanestrækninger, og der har været følere til regeringen med forslag om, at staten kunne købe jernbanerne tilbage. Men da alt er nedslidt, så vil det kræve gigantiske milliardinvesteringer, hvis New Zealand skal have en jernbane-sektor med fremtid i. El-sektoren styres i dag af multinationale olieselskaber, der slås om de store kunder og blæser på almindelige familiers elforsyning. I 1998 var New Zealands største by, Auckland periodevis uden strøm i 6 måneder, heraf var dele af byen i 13 uger totalt mørklagt. Når vi tænker på, hvad strømafbrydelser på 1 time medfører af uro i Danmark, så er det svært at forstå, hvordan borgerne klarede sig. De multinationale el-ejere følte ingen velfærdsforpligtigelse overfor borgerne. Det handlede alene om profit, og trods voldsomme protester fra

17 Auckland-borgerne så måtte de finde sig i at klare deres daglige fornødenheder med nød-generatorer. Samfundsøkonomisk har privatiseringen været en katastrofe. Politikerne i parlamentet har ingen økonomiske råderum. De kan sætte skatterne i vejret og hjælpe de svage i samfundet. Men selv de mest basale velfærdsydelser skal købes hos store multinationale koncerner, der selv fastsætter prisen. Skolerne Skolesystemet er et kapitel for sig. I Danmark har der været talrige beretninger om den vellykkede skolereform, der har gjort hver eneste skole til en selvstyrende enhed. Der findes få lyspunkter med skoler, der har klaret sig godt. Men for størstedelen af samfundet har skolereformen været en nedtur, der vil sætte sig spor langt ud i fremtiden, fordi kvaliteten i folkeskolernes undervisning er faldende. Før 1984 havde New Zealand et godt offentligt finansieret uddannelsessystem, der byggede på mange af de pædagogiske idéer, som vi kender. Da det Nationale Parti i 1990 kom til magten, ophævede de skoledistrikterne og gjorde folkeskoler til selvejende institutioner. Det offentlige tilskud til skolerne blev markant reduceret. De bedste skoler er i dag privatskoler, hvor adgangsbilletten er et månedligt bidrag på ca kr. og en skoleuniform, der koster ca kr. Det har betydet, at kun familier med solid økonomi kan få deres børn i disse skoler. blandt de rige i New Zealand. Men reelt var det et skridt i retning af at genoprette 10 års ødelæggelser. Sundhedssektoren En næsten tilsvarende udvikling kan konstateres i sundhedssektoren. Tidligere var der et offentligt sygehusvæsen, og det offentlige dækkede 90 procent af alle udgifterne. Mange ting var gratis, mens der for andre ting var en vis brugerbetaling - sådan som vi kender det fra Danmark. Allerede under Labour-styret i blev sygehusene opdelt i selskaber, og der blev skåret ned på det offentliges tilskud. Netop sundhedssystemet var i øvrigt et af de områder, der skabte størst debat internt i Labour. Det endte med en magtkamp mellem David Lange og Roger Douglas, som førte til en deling af partiet, hvor finansminister Roger Douglas og andre højreorienterede politikere dannede deres eget parti. Sygehusene blev privatiseret, og direktører blev hentet fra det private erhvervsliv. Men de kunne ikke overskue sundhedssektoren, og stort set alle private sygehuse blev i slutningen af erne ramt af store problemer med hastigt voksende ventelister og økonomiske problemer. Borgerne har måttet tegne private sygeforsikringer. Læger og sygeplejersker er flygtet til udlandet, og alle sygehuse lider under akut personalemangel. FREMTID I VELFÆRD 17 Masser af skoler lider voldsomt under reformerne. Skolebestyrelserne kæmper for at skaffe økonomi, og mange skolelærere bruger halvdelen af deres arbejdstid på at finde sponsorer til undervisningsmaterialet. Lærerne er flygtet fra skolerne, og der er akut mangel på folkeskolelærere - hvilket i øvrigt også gælder i sundhedssektoren, der mangler læger og sygeplejersker. Der er mange forklaringer på manglen på lærere. Igen og igen nævnes løn og arbejdsvilkår samt fremtidsvisionerne for New Zealand. Lønningerne er markant reduceret, og mange veluddannede er flygtet til udlandet. I 2000 var der en nettoudvandring fra New Zealand på ca ud af en befolkning på 3,7 mio. På folkeskoleområdet har man måttet importere skolelærere fra udlandet. I de senere år op til om året. Det er ofte personer, der ingen pædagogisk uddannelse har. De får et par ugers kursus, og så ansættes de i folkeskoler - mere som en pasningsordning end som en reel undervisningsfaktor. Det, der før blev kaldt verdens bedste folkeskole, ligger i dag i ruiner. Da den nye Labour-regering trådte til i 1999, blev de gamle skoledistrikter genindført. Det vakte stor forargelse Voldsom omfordeling En af privatiseringsprojektets mest markante og synlige effekter er en voldsom omfordeling. Før 1984 var New Zealand et velfærdssamfund, hvor også de svage havde en tryg tilværelse. I dag er tingene forandret. 20 procent af befolkningen lever under OECD s fattigdomsgrænse. Gennemsnitsindkomst alle lønmodtagere (i 1996 NZ dollars) Stigning decil decil decil decil decil decil decil decil decil decil NB: Med 1 decil menes de 10 procent af lønmodtagerne, der har de laveste indkomster. Det skal bemærkes, at tabellen alene medtager lønmodtagere - altså ikke selvstændige erhvervsdrivende. De fattige er blevet fattigere, og de rigeste er blevet rigere. Som det fremgår af ovenstående skema, så steg

18 18 FREMTID I VELFÆRD Det mest alvorlige anslag mod fagbevægelsen kom i 1991, efter, at de konservative var kommet til magten. De gennemførte den forhadte Employment Contract Act, ECA, der medførte individuelle ansættelseskontrakter. Kollektive overenskomster forsvandt nærmest fra dag til dag.

19 gennemsnitsindkomsten for de 10 procent højestlønnede fra 1982 til 1996 med 30 procent, mens middelindkomsterne og de lavtlønnede alle har fået forringet deres levevilkår. (Se også skema forrige side) En tilsvarende opgørelse over indkomstfordelingen mellem de rigeste og mest vellønnede har ikke været mulig at finde. Men som en professor i New Zealand siger, så vil en sådan undersøgelse givetvis afsløre, at de rigeste i New Zealand i de seneste 16 år er blevet stinkende rige. I det hele taget er det besværligt at finde sikre statistiske informationer. Blandt forskere, der forsøger at beskrive samfundsudviklingen, er det en almindelig antagelse, at regeringen bevidst har ønsket at sløre virkningerne af den store privatisering. Der har også været eksempler på, at den borgerlige regering har ændret statistik-metoder. I årevis lå New Zealand som bundskraber i OECD s årlige opgørelse over økonomisk vækst. Det medførte, at den borgerlige regering benyttede begrebet TFP total factor productivity, som også medtager kapitalinvesteringer i ejendomme, jord, naturområder - ja, kort sagt alt. En sådan opgørelse viste større vækst end den traditionelle vækst-opgørelse. Men det blev en boomerang, fordi det viste sig, at en tilsvarende opgørelse for perioden før reformerne - viste en årlig vækst på 3,5 procent, mens væksten i TFP under den borgerlige regering i kun var 1,7 procent. Og siden har man ikke hørt meget til TFP i New Zealand. Fagbevægelsens rolle Fagbevægelsen i New Zealand var indtil 1984 en vigtig samfundsmæssig faktor, og på mange måder kan der drages sammenligninger med den skandinaviske model. Mange danske faglige ledere har i internationale organisationer ofte oplevet, at de var mest på bølgelængde med deres kollegaer fra New Zealand og Australien. Der er dog også forskelle mellem Danmark og New Zealand. Organisationsprocenten har altid været markant lavere i New Zealand. I 1985 var den 44 procent. I 1998 var den faldet til 18 procent, og i dag er den på godt 20 procent. Medlemstallet faldt fra i 1985 til i 1998, hvilket fremgår af ovenstående skema: I dag er fagbevægelsen nærmest ikke-eksisterende. Den er der, men den er svær at få øje på. Kontingentindtægterne er meget små, og det er svært at finde midler til at finansiere selv de mest basale faglige aktiviteter. Mange fagforbund er små og brancherelaterede, hvor den faglige aktivitet foregår i fritiden ved spisebordet. Der er relativt få større forbund, og antallet af fastlønnet personale er meget lavt. Antal fagforeninger Medlemmer totalt Organisationsprocent , , , , , , , , ,7 Kilde: New Zealand Council of Trade Unions, CTU. De store reformer En af årsagerne til fagbevægelsens passivitet under privatiseringsbølgen skal findes i den historiske baggrund. Før 1984 var arbejdsmarkedet i vid udstrækning statsreguleret. Mange områder var lovreguleret, og man havde et statsstyret voldgifts- og mæglingssystem til at klare konflikter. Desuden var der kollektive overenskomster, der regulerede de områder, der ikke var fastsat ved lov. Medlemmerne kom derfor nærmest automatisk og meldte sig ind i fagforeningerne. Der foregik næsten ikke aktiv agitation for at få flere medlemmer. Under Labour-regeringen kom de første angreb. Voldgiftsystemet blev afviklet, og der blev indført en lov, der styrkede decentrale overenskomstforhandlinger på bekostning af de centrale aftaler. På det tidspunkt erkendte mange i New Zealand, at der var brug for fornyelse, og de faglige organisationer med New Zealands LO (CTU) i spidsen gik derfor i mere eller mindre grad ind for de nye regler, og dermed var de fedtet ind i Labours politik. Men det mest alvorlige anslag mod fagbevægelsen kom i 1991 efter, at de konservative var kommet til magten. De gennemførte den forhadte Employment Contract Act, ECA, der medførte individuelle ansættelseskontrakter. Kollektive overenskomster forsvandt nærmest fra dag til dag. Det var kun tilladt at gennemføre kollektive overenskomster, hvis parterne på en arbejdsplads var enige om det, og det betød stort set et farvel til landsdækkende kollektive overenskomster. De individuelle ansættelseskontrakter betød reelt afviklingen af fagbevægelsen. Medlemmerne forsvandt med voldsomt hast, og de faglige kontingenter måtte dramatisk nedsættes for at beholde de sidste. ECA var en gave til arbejdsgiverne, der også forstod at udnytte dette redskab. De kollektive overenskomster blev afviklet. Arbejdsgiverne reducerede lønnen markant - FREMTID I VELFÆRD 19

20 Timelønnen er lav - og der er ikke nogen overarbejdsbetaling. Fabriksarbejder Buschauffører Ufaglærte arbejdere Landbrugsmedhjælpere Butiksansatte, tjenere og kokke 20 FREMTID I VELFÆRD kr. 39 kr. 32 kr kr kr. Mindstelønnen er ved lov fastlagt til 7 dollars (ca. 25 kr.). Personskatten er 39 procent. Kilde: CTU november ofte med procent fra dag til dag, al overarbejdsbetaling forsvandt, og mange mistede tidligere opnåede goder som ferie, pension, etc. Hvis arbejderne på en virksomhed protesterede - hvad mange gjorde - så blev de enkeltvis kaldt ind til deres chef. Der er talrige beretninger om, at der blev indgået studehandler i retning af: OK, du får den samme løn som hidtil, men samtidig accepterer du, at nyansatte får en lavere løn. Skriv under her eller forsvind. Mange skrev under - de havde også familien at tænke på. De nye regler har medført en voldsom stigning i antallet af klagesager. I 1998 blev antallet opgjort til på årsbasis, men det har bare betydet, at arbejdsgiverne kalder lønmodtagerne for kværulanter. Lave timelønninger Timelønnen er lav - og der er ikke nogen overarbejdsbetaling. På fabrikker er timelønnen kr. Buschauffører får 39 kr. i timen. Ufaglærte arbejdere får 32 kr. i timen, landbrugsmedhjælpere kr. i timen, butiksansatte, tjenere og kokke kr. i timen. Mindstelønnen er ved lov fastlagt til 7 dollars (ca. 25 kr.). Personskatten er 39 procent. Kilde: CTU november Dobbelt-jobs Mange har 2 fuldtidsjob eller 3-4 deltidsjob for at skabe en indkomst, der kan forsørge en familie. Antallet af deltidsarbejdere er steget voldsomt under det store privatiseringsprojekt. I 1988 havde 18 procent deltidsarbejde, og i 1998 er andelen steget til 23 procent - eller næsten hver 4. arbejder. Ser man på kvinder, er det 39 procent, der har deltidsarbejde. sociale kapital. Arbejderne skulle til selv at forhandle med deres arbejdsgiver, de kunne ikke længere have tillid til deres arbejdskammerater, der var parat til næsten hvad som helst for at bevare deres egne goder. ILO-konventionerne Fagbevægelsen i New Zealand har i erne søgt international opbakning, og der er sendt en række klager til ILO. New Zealand har ikke siden 1987 underskrevet ILO-konventioner, og flere af de basale regler er aldrig blevet underskrevet. Før 1984 var det jo unødvendigt, fordi arbejdsmarkedet var så gennemreguleret. I 1994 sendte ILO en protest til New Zealands regering efter klage fra CTU. ILO fandt, at regeringen brød de grundliggende rettigheder om ret til at være repræsenteret af en faglig organisation, men regeringen bøjede sig ikke, og ILO har kun svage magtmidler. ILO har senere sendt protest over manglende rettigheder for den oprindelige Maori-befolkning og manglende opfyldelse af kvinder og mænds ligeret. Kvinder på det new zealandske arbejdsmarked må fortsat leve med, at de får ringere løn for præcis samme arbejde. Desuden er der problemer med barselsorlov og pasningsordninger for børn, hvilket virker diskriminerende for kvindernes muligheder for et fast job. Disse forhold er medvirkende til, at 39 procent af kvinderne har deltidsjobs. Faglige erfaringer Privatiseringsprojektet har totalt forandret det new zealandske arbejdsmarked, og der findes talrige beskrivelser af konkrete sager, der virker oprørende og uretfærdige. Her skal blot nævnes nogle enkelte fra de faglige organisationers dokumentationsmateriale: Den sociale kapital Forskere har de senere år gjort meget ud af den sociale kapital. De mener, at eksperimentet i New Zealand er endt som et skrækeksempel, fordi den sociale kapital er udtømt. Den sociale kapital handler om moral, kultur og værdier eller borgernes gensidige tillid. I et samfund med høj social kapital vil arbejdsgiverne vise stor interesse for at fastholde deres ansatte, hjælpe dem med at finde andet arbejde ved fyringer eller nedskæringer, og arbejderne holder igen med strejker og føler generelt stor ansvarlighed over for deres arbejdsplads. CTU har gjort meget ud af netop den sociale kapital. Det er CTU s klare opfattelse, at den borgerlige regering tog fejl, da man indførte privatisering, fordi virksomhederne brugte al deres energi på at få lønningerne nedsat. Der blev brugt flere kræfter på at mindske lønnen end på at udvikle gode arbejdspladser, investere i ny fremtid, etablere efteruddannelse af medarbejderne etc. De store forandringer på arbejdsmarkedet smadrede den For butikspersonalet i dagligvarebutikker faldt reallønnen fra 1987 til 1997 med 11 procent for dem, der arbejdede mandag-fredag. Men for dem, der også havde weekendarbejde var faldet i reallønnen på 33 procent! En af årsagerne er, at arbejdsgiverne i 1991 dikterede alle tillæg for overarbejde og weekendarbejde fjernet. En af de få kollektive overenskomster, der stadig findes, er indgået mellem Kentucy Fried Chicken, KFC, og medarbejdere. Den amerikanske kæde, der også driver Pizza Hut og et par andre fast-food kæder i New Zealand, dikterede en timeløn på 28 kr. for voksne og 20 kr. i timen for ungarbejdere. De faglige organisationer prøvede at skabe et oprør blandt de ansatte. Men det mislykkedes. De ansatte vidste, at hvis ikke de sagde Ja-tak til den kollektive overenskomst, så ville KFC diktere individuelle ansætteskontrakter, der kunne gøre forholdene mellem de ansatte forskellige og dermed utålelige. Det hører med i billedet, at lønnen på 28 kr. i timen er 3 kr. højere end den lovbestemte minimumsløn. Det er i øvrigt den nedre grænse, som de borgerlige partier