10/2006 TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR, DESIGN, BY OG LAND

Transkript

1 10/2006 TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR, DESIGN, BY OG LAND

2

3

4 Af Gitte Evy Frigioni, juridisk konsulent i ARKITEKTFORBUNDET Den 1. oktober 2006 trådte den nye lov i kraft om barselsudligning på det private arbejdsmarked. Loven indebærer, at der skal ske en udligning af arbejdsgivernes udgifter til medarbejdernes barselsorlov. Formålet med loven er at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder på det private arbejdsmarked, ved at alle lønmodtagere bliver omfattet af en barselsudligningsordning. Pr. den 1. oktober 2006 skal alle arbejdsgivere på det private arbejdsmarked betale til en barselsudligningsordning. Arbejdsgiveren skal årligt indbetale 936 kroner pr. fuldtidsansat lønmodtager til en barselsudligningsordning og kan til gengæld få udbetalt en lønrefusion, hvis medarbejderen får løn under barsel. Refusionen udgør forskellen mellem barselsdagpenge og løn under barsel med et fast kroneloft på 142 kr. pr. time i op til 26 uger. Kroneloftet betyder, at der vil være virksomheder med højtlønnede, som ikke bliver kompenseret fuldt ud i forhold til deres udgifter til løn under barsel. Størstedelen af ARKI- TEKTFORBUNDETs medlemmer har en gennemsnitsløn betydeligt over det fastsatte kroneloft, der ydes refusion for. Og derfor vil der fortsat være økonomiske grunde til, at arbejdsgiveren fravælger kvinder i den fødedygtige alder. Dette betyder, at arbejdsgiveren uden omkostninger vil kunne udbetale op til 142 kr. i timen til de medlemmer af ARKITEKTFORBUNDET, som fx ikke er omfattet af arkitektoverenskomsten, men udelukkende har rettigheder i henhold til funktionærlovens bestemmelser, der berettiger til halv løn i 4 uger før fødslen og 14 uger efter fødslen. Det vil ligeledes være omkostningsfrit for arbejdsgiveren at forlænge perioden fra 18 til 26 uger. I dette tilfælde bør det aftales med arbejdsgiveren, at ansættelseskontrakten ændres i overensstemmelse med de nye regler. De af ARKITEKTFORBUNDETs medlemmer, der er omfattet af Arkitektoverenskomsten, er for mødrenes vedkommende berettiget til fuld løn under barsel i op til 16 uger. Fædrene er berettiget til fuld løn i op til 6 uger.

5 Ansatte omfattet af overenskomsten minimumaflønnes i forhold til pågældendes anciennitet i henhold til overenskomstens løntrinsskala. Laveste løntrin er højere end den refusion, som arbejdsgiveren kan få i henhold til barselsudligningsloven. Det vil dog ikke være i strid med aftalen, hvis lønnen i barselsperioden ud over perioden med fuld løn fastsættes til en løn, der svarer til den maksimale refusion i den resterende del af den periode, hvor arbejdsgiveren kan modtage refusion. En sådan aftale vil nemlig, alt andet lige, være en forbedring af ens ansættelsesvilkår i forhold til alene at modtage barselsdagpenge. Medlemmer omfattet af arkitektoverenskomsten har derfor mulighed for at blive stillet økonomisk bedre i barselsperioden, end før loven trådte i kraft. Set i et ligestillingsperspektiv går vi et skridt i den rigtige retning, men ARKITEKTFOR- BUNDET vil fortsat arbejde for, at barselsforholdene på overenskomstområdet forbedres bla at overenskomsten yder fuld løn under barsel i 26 uger. De højtudannede kvinder med høje lønninger vil stadig blive anset som en betragtelig omkostning, når de skal på barsel, selvom loven umiddelbart vil medføre forbedringer for både arbejdsgivere og ansatte i form af højere dækning af barselsomkostningerne samt mulighed for højere løn i den del af barselsperioden, der ydes refusion til. Det er derfor endnu ikke ligestillingsbrillerne, vi kan tage på med den nye lov i hånden.

6 Aars er billedkunstneren Per Kirkebys sted. Allerede ved rundkørslerne på vej ind til den lille himmerlandske by bliver besøgende hilst velkommen af hans høje røde teglstenstårne. På Kimbrertorvet midt i byen står et andet teglstensbyggeri af Kirkeby, og tilbygningen til Vesthimmerlands Museum, den såkaldte Torshammer, bærer hans signatur. Per Kirkeby en af vor tid største billedkunstnere er også designeren bag byens kommende musikhus, som man snart tager det første spadestik til. Men det hele begyndte i 1980, da Kirkeby fik sin første udsmykningsopgave på Vesthimmerlands Gymnasium, og siden dengang har han haft særstatus i Aars. I 1999, da Per Kirkebys tilbygning til Vesthimmerlands Museum blev indviet, blev Kirkeby samtidig udnævnt til æresborger

7 i Aars en by, han tidligere havde beskrevet som grim. Første gang han kom til Aars, udtalte han, at byen trængte til noget udsmykning, og efterfølgende har han så fået lov til at være byens udsmykningskunstner nummer ét og bygningsdesigner på byens prestigefyldte kulturbyggerier. Om de mange røde teglsten, som Per Kirkeby tilfører Aars, forskønner byen eller ej, er der delte meninger blandt de godt 7000 indbyggere. Men byens politikere er ikke i tvivl; de ser Per Kirkeby og hans værker som en stor gevinst for byen. De lægger da heller ikke skjul på, at de bruger Kirkeby til at profilere den forholdsvis ukendte danske provinsby. Vi har en dynamisk erhvervs- og handelsby, hvor også kunst, kultur og oplevelser er tænkt ind i byrummet. Og det er Per Kirkeby, som har lavet de største kunstværker i byen. Hvis vi ikke havde ham, havde vi nok heller ikke de mange busser med besøgende, som bliver guidet rundt i byen, siger den konservative borgmester, Knud Kristensen. Kulturudvalgsformand Jan Dyregaard (V) er enig med borgmesteren og mener, at Per Kirkeby er med til at brande Aars og at han gør byen til noget helt specielt. Jan Dyregaard har mødt folk fra fjerne verdenshjørner, som udelukkende er kommet til Aars for at se Kirkebys værker. Vores brug af Per Kirkeby skal signalere, at vi ikke er bange for store projekter eller udfordringer. Selvom vi ligger lidt langt ude på landet, skal vi også kunne overskride nogle grænser. Og det er en af de ting, vi gør ved at satse så meget på

8 kunst og kultur, fortæller kulturudvalgsformand Jan Dyregaard. Samtidig gør kulturudvalgsformanden opmærksom på, at Aars i midten af 1990 erne allierede sig med arkitekturjournalist Peter Olesen, som gav dessiner for, hvad man kunne gøre ved hovedgaden, så den blev smukkere. Ligesom politikerne tog Per Kirkebys kritik til sig, tog handelsstandsforeningen Peter Olesens dom til efterretning og førte hovedgadens facader tilbage til et mere oprindeligt udseende og ryddede op i skiltningen. Jeg tør roligt sige, at der ikke er mange byer i Danmark, der har en hovedgade, der kan måle sig med vores her i Aars. Når folk kommer hertil og kører op og ned ad hovedgaden, er de simpelthen ved at tabe næse og mund i benovelse, siger Jan Dyregaard. At Aars vitterlig har en god og fin handelsgade, har byen endog fået bevis på. Den vesthimmerlandske by er nemlig lige blevet kåret som Danmarks tredjebedste handelsby i tæt konkurrence med 24 andre provinsbyer. Rundt omkring i Aars findes der også værker af andre store danske billedkunstnere som Kirsten Ortwed, Ingvar Cronhammar og Poul Gernes, men det er Kirkeby, der dominerer bybilledet. Per Kirkeby er en meget visionær person, og derudover har han tilgodeset Aars på en pæn måde. Han har aldrig taget u- rimelige honorarer, men rent faktisk sponsoreret meget af den kunst, han har lavet for os, siger borgmester Knud Kristensen. Udsmykningerne af byens fire rundkørsler har kun kostet to millioner kroner, og heraf har kommunen selv betalt de Resten er bekostet af lokale pengeinstitutter og fonde, og håndværkerne har givet billige tilbud på opførelsen af de seks meter høje murstenstårne, ligesom Per Kirkebys honorar har været beskedent. At Kirkeby kalkulerer med et

9 specielt lavt prisniveau, når han arbejder i Aars, er dog ikke årsagen til, at kommunen så flittigt benytter ham som kunstner og bygningsdesigner, forsikrer lokalpolitikerne. Vi vælger ham, fordi de værker, han designer, hovedsageligt bliver lavet af danske produkter. Det er dansk tegl, han udfører sine ting i. Det, at der faktisk indgår så stor en del danske materialer i hans kunstudsmykning, er noget, vi som nation kan være stolte af. Men vi vælger ham også, fordi han er fascineret af at hjælpe os. Og endelig vælger vi ham, fordi vi kan lide hans værker og i øvrigt ikke kan få øje på nogen, som matcher ham, fortæller borgmesteren i Aars. Også kulturudvalgsformand Jan Dyregaard er glad for Per Kirkeby og ser ham som byens private arkitekt og kunstner: Kirkeby er en verdenskunstner, og jeg er imponeret over, at han vil bruge tid og

10 energi på Aars. Hans værker er så spændende og varierede, siger kulturudvalgsformanden. Men Per Kirkeby er kunstner, så hvorfor bruge ham til mere end kunstudsmykninger? Hvorfor også bruge ham som en slags stadsarkitekt? Nu er det sådan, at Kirkeby kun designer formen for derefter at indgå i et samarbejde med arkitekten, der laver de rigtige faglige streger, forklarer Knud Kristensen, som ikke drømmer om at få andre arkitekter til byen, heller ikke hvis han frit kunne vælge. Ved tilbygningen til Vesthimmerlands Museum arbejdede Per Kirkeby sammen med arkitekten Jens Bertelsen, og sammen med ham tegnede kunstneren også et forslag i konkurrencen til det nye kunstmuseum i Århus. Og ved det kommende musikhus i Aars samarbejder Kirkeby med arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S. Hverken Jan Dyregaard eller Knud Kristensen er bange for, at Per Kirkeby og hans røde tegl skal komme til at fylde for meget i den lille by. Vi synes ikke på nogen måde, at det er for meget. Vi har før set en lille by blive stor. Når vi har nogle værker af verdenskunstneren Per Kirkeby samlet her, så gør det også, at vi kan matche os med andre byer, siger borgmester Knud Kristensen. Heller ikke museumsleder på Vesthimmerlands Museum, Bo Madsen, synes, der er for mange værker af Per Kirkeby i Aars. I modsætning til købstæderne har de gamle vej- og stationsbyer som for eksempel Aars ingen markedsplads. De har ingen midte, men er underligt uafgrænsede. Så ved at bruge én formgiver og ved at bygge i tegl, som passer til resten af byen, skaber vi nogle faste holdepunkter. Gymnasiet og museet er naboer, og det kommende musikhus kommer til at ligge ved siden af, så der opstår en slags citadel, som markerer byen, fortæller Bo Madsen, der selv foreslog Per Kirkeby som arkitekt til udvidelsen af Vesthimmerlands Museum. Når nye Per Kirkeby-teglstensbyggerier skyder op som paddehatte rundt omkring i Aars, er det dog ikke alle byens borgere, der er begejstrede. Og lokalpolitikerne er udmærket klar over, at deres vælgere ikke altid er enige. Men de regner med, at folk vænner sig til murstensbyggerierne. Kunst skal provokere, stille spørgsmål og skabe diskussion. Særligt Kimbrer Muren skabte i sin tid heftig debat, men jeg tror faktisk, at folk kan lide den i dag. Jeg kan heller ikke selv se alle nuancer i Kirkebys værker, for jeg er ikke så god til sådan noget kunst, men jeg synes, at det er spændende, fordi det vækker opsigt, siger kulturudvalgsformand Jan Dyregaard. Også museumsleder Bo Madsen har erfaret, at mange mennesker hellere så pileflet end Per Kirkebys murstensskulpturer, som de ikke forstår. Den anerkendte kunst kan ikke altid forstås af almindelige mennesker uden for de store byer. Der er mange, som stadig kan lide hjorten ved skovsøen eller som foretrækker et rent funktionelt byggeri med store ordentlige termoruder, konkluderer Bo Madsen. For dem af kommunens borgere, som er mere til natur og pileflet end til Per Kirkebys røde teglsten, er der lys forude. Strukturreformen betyder nemlig, at Aars Kommune bliver lagt sammen med nabokommunerne i en stor vesthimmerlandsk kommune. Og dermed bliver Aars Kommune også en limfjordskommune med masser af fredede naturområder, hvor der ikke må bygges i røde tegl.

11

12

13 Til boligens tre grundfunktioner: at skide, spise og sove, må der i dag tilføjes: at kigge. Sådan står der i et projektforslag fra 1999 om gavlhuse af glas*. Og at dømme efter de mange nye glashuse, der opføres i vore byer, har fortalerne for mere vindueskiggeri til folket virkelig fat i noget. At moderne arkitekter stræber efter åbne og uafgrænsede rum, er langt fra et nyt fænomen. Men vor tids glashusbeboere kigger ikke ud på øde vidder, men på biler, butikker, nabolejligheder og forbipasserende. Ligesom de forbipasserende kun få meter fra fortovet kan følge livet indenfor i samtalekøkkener og kontorlandskaber, ja i visse tilfælde studere undersiden af skrivebordet eller sågar sengemiljøet. Transparensens indtog i hverdagens rum kan altså ikke alene forklares med henvisning til den moderne arkitekturs fædre, men synes at varsle om helt grundlæggende forandringer i forholdet mellem offentligt og privat rum. Handler det mon om, at vi ligesom vores huse simpelthen er blevet mere åbne? Eller hvordan kan vi antropologisk forstå den moderne byboers behov for at kigge og måske også for at blive kigget på? For at finde svar på disse spørgsmål udførte jeg som udgangspunkt for mit speciale ved Institut for Antropologi i efteråret 2004 fem måneders feltarbejde med spørgeskemaundersøgelser, kvalitative interviews og deltagerobservation i seks københavnske glashuse. Det drejede sig om tre boligbyggerier: Schifters Kvarter på Holmen, Jutlandia Hus på Islands

14 Brygge og Indiakaj-husene i Sdr. Frihavn og tre arbejdspladser: Nykredits domicil på Kalvebod Brygge, HK Danmark på Ny Tøjhusgrunden og Accenture i Kalkbrænderihavnen. Når undersøgelsen omfattede både boliger og arbejdspladser tilmed både ejerog andelsboliger, finansvirksomheder og fagforeninger var det for at sikre så mange forskellige perspektiver på fænomenet glashuse som muligt. Pointen med det lidt naive begreb glashuse er at henlede opmærksomheden på, at bygningerne i denne sammenhæng ikke betragtes som æstetisk arkitektur men netop som huse, der beboes af mennesker og organisationer. Den antropologiske interesse er med andre ord rettet mod, hvordan arkitekturen i praksis bruges og forstås med det primære mål at nå et spadestik dybere ned i de sociokulturelle aspekter af, hvordan rum får betydning. Beboere og medarbejdere værdsætter gennemgående glashusenes transparens. For når man er nødt til at tilbringe mange timer indendøre foran computeren, opleves det som en trøst, at det i det mindste foregår i åbne og lyse omgivelser, hvor man kan følge med i livet og vejret udenfor. Også hjemme i privaten synes udsigten til glashusets omgivelser at aktualisere fornemmelsen af at være en del af verden derude. Som en beboer på Indiakaj formulerer det: For mig er det vigtigt at være en del af den verden, man er i. Jeg går ikke ind og lukker døren for at lukke verden ude. Jeg vil gerne have en fornemmelse af, at jeg tager verden med ind. Bare en fornemmelse, for jeg har ikke lyst til at tage verden med ind. Jeg har ikke lyst til altid at have gæster, det er ikke på den måde. Det er imidlertid ikke en hvilken som helst verden, der er velkommen i stuen. Her er tre elementer helt centrale både i ejendomsmæglernes salgsmateriale og i brugernes beskrivelser: For det første skal den verden, som man gerne vil have ind i stuen eller kontoret, helst have udsigt til himmel, vand eller grønne områder. For det andet er udsigten til byens historiske lag vigtig det, der kaldes bygninger med sjæl. Om bygningsarkitekturen i sig selv er kedelig og kold er nemlig underordnet, hvis bare sjælen så at sige er inden for synsvidde i form af fx en gammel kirke eller en konstabelskole. Og endelig er der bylivet. Forbipasserende fodgængere, cyklister, biler og lys, der tændes og slukkes i nabohusene, opfattes grundlæggende som hyggeligt. Det giver mulighed for at følge med i, hvad der sker, men også en tryg fornemmelse af urban samtidighed; visheden om, at man ikke er den eneste, der skal så tidligt op eller at der også er andre, som sidder og arbejder længe, som en medarbejder i Nykredit formulerer det. At livet inde i stuen eller kontoret dermed også er synligt ude på gaden eller fra genboens lejlighed, ser ikke ud til umiddel-

15 bart til at genere glashusbeboerne. Tværtimod virker det imødekommende, når man kan se ind udefra helt parallelt til retorikken i virksomhederne, hvor den transparente arkitektur italesættes som domiciler, der afspejler en åben og transparent organisation. Det er en udbredt opfattelse blandt beboerne, at glashusenes åbenhed skal opfattes som en slags opgør med ligusterhækkens skarpe afgrænsninger af dit og mit. Ifølge en beboer i en stuelejlighed i Schifters Kvarter handler det simpelthen om ikke at have noget at skjule: Jeg tror, det er en gammel forældet tankegang, at man skal lukke sig inde med sit eget. Man er ikke så villig til at dele og til at acceptere andre. Den nye tankegang er mere ligesom alle de her lejligheder, hvor man er åben og villig til at vise andre, hvordan man bor, og hvordan man har det at man ikke har noget at skjule. Interessant er det imidlertid, at selvsamme beboer har klæbet et skilt op på sit vindue, hvorpå der med store håndskrevne bogstaver står: Parkér venligst cyklen i cykelstativet. Da jeg spørger hende til skiltet, fortæller hun, at nogle ting alligevel kan komme for tæt på. Som fx naboens lige uden for vinduet, så det hurtigt bliver til et udstillingsvindue den anden vej, som hun siger. Udsigten skal helst byde på liv, men det afgørende er, at det er liv i bevægelse frem for nysgerrig stirren i øjenhøjde. En beboer fra Jutlandia Hus forklarer: Folk må gerne gå nede i kilen og kigge sig omkring; det er der ingen problemer med, for det bliver alligevel sådan et lidt

16 diffust kiggeri, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det er noget andet, hvis de ligesom stiller sig op og glor, eller hvis du har dem i øjenhøjde. Værst er det, hvis man får øjenkontakt. Så bliver den fornemmelse af frihed, som vinduespartiernes udsigt ellers gav, vendt til en oplevelse af at være ufrivilligt udstillet. Beboerne bruger metaforer som tilfangetagne dyr, akvariefisk og aber i Zoo, når de skal beskrive deres oplevelse af situationen. Men her er der så en finte, der går ud på at gøre den ublu vindueskigger forlegen ved at vinke til vedkommende! Den slags er dog sjældent nødvendigt, da rummene mellem glashusene typisk er alt andet end livlige. En beboer i Schifters Kvarter fortæller: Der er meget få mennesker på den her græsplæne, og når jeg selv opholder mig der, føler jeg mig meget dum, fordi det er ligesom at være på et kæmpe stadion, hvor folk bare sidder på begge sider og glor. Begiver man sig ud på fællesarealerne, vil de fleste mennesker skyndsomt sørge for at komme på behørig afstand af vinduerne og hurtigt slå blikket ned for at undgå øjenkontakt. Selv beboerne oplever områderne udenfor som mere velegnede til at se på end til at opholde sig i. Som én siger: Jeg har faktisk ikke brugt arealerne specielt meget, men i sommer gik jeg ned og lagde mig på græsset der, og det var egentlig spøjst, fordi det var om dagen og det hele, og der var ingen hjemme eller noget. Men alligevel følte jeg, at folk kunne se meget på mig, og et eller andet sted er det jo lige meget. Det plejer at være omvendt, ik, at det er os, der bliver generet af, at folk nede på gaden kan kigge ind. Men et eller andet sted var det egentlig lidt mærkeligt at ligge der og blomstre. Blandt arkitekter formodes dét at kunne se liv på den ene side af glasset ellers at virke befordrende for livet på den anden side. En lektor i arkitektur argumenterer således for den åbne bybolig: Hvor boligens liv er et bidrag til byens liv i sit

17 yderste som åbne beboede scener. Eller hvor beboerne er tilskuere til byens [teater] (Anette Brunsvig Sørensen, 2004). Og i nyere bydele, hvor det myldrende byliv ikke uden videre indfinder sig, synes vindueskiggeriet sågar at kunne bruges som livgivende surrogat: Man vil jo mægtig gerne have butikker og cafeer i gaden, men det er ret begrænset, hvor mange du kan få af dem, for folk kører jo ud til Field s i stedet. Derfor er man nødt til at opdigte et andet liv ved at lave denne her transparens, som en af arkitekterne bag HK Danmark-huset formulerer det. Problemet er bare, at transparensen snarere end blot at lade det private rum være synligt i det offentlige rum i en vis forstand også privatiserer det. Det giver sig fx udslag i, at en beboer går en stor bue uden om sin nabos vindue fordi det ellers føles, som om man går lige ind i deres stue. Når verden trækkes ind i stuen, skubbes stuen uvægerligt også ud på gaden og ikke kun som underholdende og livgivende teaterscene. Også den kontrol, som er essensen af privathed, forlænges i en eller anden forstand ud over det offentlige rum. Selvom man kan argumentere for, at grænsen mellem offentligt og privat rum i disse år udfordres gennem bla realityshows og mobiltelefoni, kan forskellen mellem offentligt og privat imidlertid stadig siges at bestå i, at individet i sit hjem eller for den sags skyld organisationen i sit domicil er i kontrol. Når mure gøres gennemsigtige eller ligusterhække rives ned, forsvinder de sociale grænser ikke nødvendigvis. Men de bliver måske sværere at få øje på, så folk uden veludviklet sans for usynlige ligusterhække indimellem må hjælpes lidt på vej med skilte og vink. Bevares, glashusene har så sandelig deres fordele: i denne nation af vindueskiggere for ikke at sige i disse Big Brother-tider er der tydeligvis en vis hygge forbundet med at kunne kigge lidt ind til hinanden. Og hvem vil i øvrigt ikke gerne have masser af lys og udsigt? Men man bør nok tage sig i agt for den udsigtsfetich, der forestiller sig, at glashusene også kan forsyne øde byrum med ligusterfrit liv og glade dage ganske hinsides private grænser. Når omgivelserne bestandigt griber ind i det private rum som et enormt levende billede på væggen, skal byrummet foran glashusene nemlig helst også opføre sig som god udsigt.

18 På Museum of Modern Art i New York kan man blive klogere på et af tidens mest visionære arkitekturprojekter: OMA s mediepark i Beijing. Ole Scheeren og Rem Koolhaas fra den hollandske tegnestue OMA (Office of Metropolitan Architecture) står bag den kinesiske metropols nye landmark tre markante bygninger i en park placeret øst for Den Forbudte By. Især tv-stationen CCTV s nye skulpturelle domicil tiltrækker sig opmærksomhed: en elegant sløjfe i glas og stål med privat tv-station i bygningens ene ben og mediekulturelt center i det andet. De to funktioner det private og det offentlige mødes i toppen og foldes ind i hinanden. Se Lars Hedebo Olsens rapport fra Beijing side 18. OMA in Beijing: China Central Television Headquarters by Ole Scheeren and Rem Koolhaas til 26. feb En af verdens mest beundrede bygninger ligger i Stockholm. Det drejer sig om Gunnar Asplunds ikoniske stadsbibliotek fra Nu er tiden kommet til en udvidelse for at få mere plads og imødekomme nutidens krav og interessen for den åbne arkitektkonkurrence, der blev udskrevet denne sommer, har været enorm. Hele 1100 indkomne forslag fra mere end 120 lande er det blevet til. I overenstemmelse med svensk praksis udstilles samtlige konkurrencebidrag straks, så alle får mulighed for at danne sig en mening, før dommerkomiteen tager over og man behøver såmænd ikke tage til Stockholm for at kigge med, for alle forslagene er lagt ud på nettet: Udstillingen vises frem til 31. januar 2007, Bangårdsposten, Klarabergsviadukten 63, Stockholm. De fleste kender sikkert maleren Paul Fischers skildringer af det københavnske gadeliv omkring århundredeskiftet: teatergængere i regnvejr på Kongens Nytorv, hattedamer i Vimmelskaftet osv. altid skildret med minutiøs præcison i detaljen. Hundrede år efter er byplanlæggeren og arkitekten Michael Varming gået i malerens fodspor for at undersøge, i hvilken grad gadebilledet har forandret sig. Resultatet er en bog, der udmærker sig som en værdifuld historisk perspektivering og kortlægning af byens stadige udvikling en udvikling, der går begge veje. Og uanset om vi påskønner forandringen eller ej, er det med forfatterens ord vigtigt at vi gør os klart, hvad København er, før vi begynder at bygge højhuse eller på anden måde ændrer byens identitet dramatisk. Michael Varming: Paul Fischers København og vores, 84 sider, pris: 198 kr., Arkitektens Forlag. Det er stedernes tavshed, jeg vil have til at tale, forklarer fotografen Per Bak Jensen om sine værker tomme og menneskeforladte scenerier, som alligevel er sært fulde af dirrende nærvær. Den markante fotokunstner ser det som sin mission at indkapsle stedernes væsen og fraværets åndelige dimension. Nu har kunsthistorikeren Mikkel Bogh samlet Per Bak Jensens fotos i en stor monografi, og samtidig viser Statens Museum for Kunst i København en udstilling med hans værker fra de seneste 20 år. Per Bak Jensen, Statens Museum for Kunst, til 31. december. Mikkel Bogh: Per Bak Jensen. Det usete billede, 352 sider, pris: 399 kr., Forlaget Bjerggaard og Gyldendal.

19 Fire danske museer Arbejdermuseet, Post & Tele Museet og Frilandsmuseet, alle i København, samt Den Gamle By i Århus er gået sammen om udvikling, fremstilling og salg af en række historiske tekstiler. Museerne har hver forfattet en folder om fremstilling, farver og anvendelse af historiske tekstiler og om det pågældende produkts forbindelse til museets samling. Kollektionen, der består af hhv. kopier og produkter med inspiration fra en bestemt udstillingsgenstand, er sammensat af tekstildesignerne Marie-Louise Rosholm og Hanne Sönnichsen. Alle stofferne er vævet i Italien de er altså med til at holde liv i den truede europæiske tekstilproduktion og knowhow. Man kan vælge mellem gør-det-selv-kits og færdige produkter, så der er både noget for den procesorienterede og for den, der er mere til færdigsyet nostalgi. Med andet bind af The Photobook: A History er forlaget Phaidons fotohistoriebog nu updateret med fremragende samlinger af såvel ukendte amatører som verdensstjerner i fotografiets verden fra Man Ray og Andy Warhol til navne som Christian Boltanski, Hilla Becher og Lewis Baltz. Her gælder det ikke de enestående, geniale fotos, der står som ultimative udtryk for fotografers arbejde, med et imponerende udvalg af historiens mest betydningsfulde fotoserier og fotobøger. Bind II er opdelt i kapitler om bla Amerika siden 1980, Europa og EU, Anden Verdenskrig med kameraet som vidne, Salg og erhvervsvirksomhed samt Det moderne liv ude og hjemme. Bogen har lige vundet en stor tysk fotopris, og sammen udgør bind I og II måske det ultimative værk om fotobøgernes visuelle gennemslagskraft? Under alle omstændigheder er man i suverænt godt selskab, hvis man værdsætter øjenåbnere og verdenshistorie en god investering til de lange mørke vinteraftener. Martin Parr og Gerry Badger: The Photobook: A History II, Phaidon Press, 320 sider, 750 farvefotos, vejl. pris: Der er store summer og masser af prestige på spil, når det tyske Design Zentrum Nordrhein Westfalen uddeler den årlige Red Dot Award: Communication Design. Her konkurrerer alverdens grafiske designere inden for kategorier som multimedia, tv, reklame og kultur. Størst opmærksomhed samler sig om hovedprisen, Red Dot: Grand Prix, og om Red Dot: Junior Prize, som hvert år går til et up-and-coming navn. I år havde den ærefulde Grand Prix for første gang hele seks modtagere inden for hver sin kategori, mens Junior-prisen gik til tre tyske designstuderende. I forlængelse af prisoverrækkelsen viser Red Dot-designmuseet i Essen en udstilling om dette års mest prisværdige designs. Læs mere om vinderprojekterne og alle de andre nominerede på: Langs Vesterbrogade i København, over for Hovedbanegården og Frihedsstøtten, stod der indtil for nylig syv udstillingsmontrer som lysende prismer i gaderummet. Det gør der ikke mere. Dyr vedligeholdelse kombineret med manglende interesse fra myndighedernes side førte i november til, at de syv stykker københavnerinventar blev fjernet. Men helt slut er det ikke. I et års tid har den ene af udstillingsmontrerne den foran Steno Apoteket huset Danmarks mindste galleri: KBH Kunsthal, der nu har reddet sin eksistens ved at emigrere til Krabbesholm Højskole ved Limfjorden. Her har montrerne netop taget hul på deres nye landliggerliv, som ramme om udstillingen med det passende navn Eksil til 1. marts 2007, Krabbesholm Højskole, Skive. Global Danish Architecture fra det lille arkitekturforlag Archipress M tegner et billede af en dansk arkitektur på global fremmarch. Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog af arkitekt, Ph.D., Marianne Ibler og indeholder rigt illustrerede beskrivelser af 53 toneangivende projekter og bygninger, fra år 2000 frem til det, der endnu kun er visionære streger på de danske tegnestuers computerskærme. Fra d. 9. januar vil bogen blive promoveret på kunstmuseet ARoS i Århus med en digital præsentation, som vises i foyeren. Marianne Ibler: Global Danish Architecture, 216 sider, pris: 380 kr.

20 Da jeg flyttede hertil i slutningen af 1980 erne, gik jeg tit op på højen bag Den Forbudte By og kiggede ud over Beijing. Udsigten var helt fantastisk. Bag det røde lave kejserpalads kunne jeg se ud over Den Himmelske Freds Plads og helt ned til Himlens Tempel i den sydlige del af byen. I den anden retning kunne jeg se ud mod Sommerpaladset, Den Store Hvide Pagode og Peking Universitet, fortæller journalisten Cai Yiping, der ikke kunne drømme om at bo andre steder i Kina. Når jeg går op på højen i dag, er det ligesom at stå på bunden af en spand. Jeg kan godt nok stadig se ud over Den Forbudte By, men resten er skjult bag højhuse og byggekraner. Den kinesiske hovedstad, der indtil for blot ti år siden var en forholdsvis logisk storby bestående af et sindrigt netværk af vinkelrettede gader, er i dag den fuldkomne asiatiske storby. Sprængt til atomer, under hastig forandring og proppet til bristepunktet med biler, mennesker og smog. Ud over at skulle opføre 31 idrætsanlæg, en olympisk by og fire metrolinjer har kineserne travlt med en ny nationalopera, et dristigt hovedkvarter til statens radio og tv, kilometer af motorveje, lejlighedsbyggerier og hundredvis af luksushoteller. Alt sammen takket være ba ba ling ba, som det hedder på kinesisk: den 8. august Den aften, hvor de Olympiske