journalen HVORFOR HØRTE I OS IKKE, DA VI GRÆD I VANDET? nr. 102 Magasin fra Læger uden Grænser i Danmark Side 6

Transkript

1 journalen Magasin fra Læger uden Grænser i Danmark HVORFOR HØRTE I OS IKKE, DA VI GRÆD I VANDET? Side 6 LYKKEN BOR OGSÅ I EN FLYGTNINGELEJR I SYDSUDAN SIDE 12 nr. 102 Juni 2015

2 LEDER PATIENTEN Menneskene bag statistikkerne Navn: Omar al-balkhi Alder: 29 At verden i dag er i brand mange steder, er efterhånden et veletableret faktum. I takt med at druknede flygtninge i Middelhavet toner frem på tv og i aviserne, er konsekvenserne af nogle af de brande kommet helt ind i dagligstuerne. Det har ført til en til tider hård debat om, hvad vi skal stille op med den humanitære katastrofe, der udspiller sig for øjnene af os, og ikke mindst hvad vi i Danmark stiller op med de mennesker, der søger sikkerhed hos os. Det er ikke vores opgave i Læger uden Grænser at fortælle politikerne, hvordan de skal håndtere de flygtninge, der kommer hertil, men det er vores opgave at råbe op, når menneskeliv på tragisk vis går tabt. Derfor blander vi os i debatten, og i erkendelse af politikernes manglende vilje til at handle er vi også begyndt at komme de nødstedte på Middelhavet til undsætning. Ligesom vi gør alle mulige andre steder, hvor kameraerne ikke snurrer. Selvom de politiske løsninger på de kriser og konflikter, der raser, kan virke uoverkommelige, kan og må det ikke blive en undskyldning for ikke at handle dér, hvor vi kan. Det kan godt være, at kaosset i Syrien og anarkiet i Libyen ikke lader sig løse, men på Middelhavet kan vi redde liv, og derfor har de danske og europæiske politikere også et ansvar for at gøre det. Debatten herhjemme er hård, og de kyniske argumenter for ikke at hjælpe står i kø. Men det handler om desperate mennesker, som har opgivet alt, hvad de havde, fordi udsigten til vold, krig, sult og tortur var det eneste, de og deres familier kunne se frem til. For at give perspektiv til debatten har vi i dette nummer af Journalen valgt at sætte et menneskeligt ansigt på de tal og statistikker, som debatten nogle gange reduceres til. Cheme Andersen Formand Læger uden Grænser millioner mennesker er på flugt Ikke siden Anden Verdenskrig har så mange mennesker været på flugt. Hvorfor hørte I os ikke, da vi græd i vandet? Azzam Zaharawi på 65 fortæller om sin flugt fra Syrien til asylcenteret i Helsingør. Verden rundt Vi hjælper mennesker på flugt i mere end 30 lande. Her er nogle af dem. Rejsesæt til flygtninge Hvert år krydser mange flygtninge og migranter Balkan- landene. I skovene i Serbien uddeler vi rejsesæt, så de kan overleve. Lykken bor også i en flygtningelejr i Sydsudan Adriana Kleivan har arbejdet i nogle af verdens allerværste humanitære katastrofer. Her er hendes historie kr. blev der løbet ind til vores arbejde Flere end 400 løb til fordel for Læger uden Grænser. Udgives af Læger uden Grænser Dronningensgade 68, København K. Telefon: info@msf.dk giro Ansvarshavende redaktør Michael Gylling Nielsen Redaktion og tekst Anne Witthøft Anne Larsen Tina Fogelberg Kristina Boldt Anne Sophie Bonefeld Ilija Gudnitz Weber Design og layout Mediegruppen as Tryk Bording A/S Redaktionen er afsluttet den ISSN (tryk) ISSN (online) Oplag stk. Forside Foto: På Middelhavet er vi nu begyndt at hjælpe bådflygtninge i havsnød. Ikram N gadi Jeg mødte mange mennesker, der var bange, som havde svært ved at acceptere deres skæbne og som havde mistet lysten til at forlade deres hjem. Land: Syrien Diagnose: Såret i et bombeangreb Behandling: Omar al-balkhi blev først bragt til et felthospital i Syrien. Her var han i syv dage. Men felthospitalet havde ikke det nødvendige kirurgiske udstyr, og derfor blev han overført til al Ramtha-hospitalet i Jordan, hvor vi har et projekt for krigstraumekirurgi. Han har været i behandling i fem måneder, hvor han blandt andet har gennemgået flere operationer og har modtaget psykologhjælp og fysioterapi. Status: På grund af krigen i Syrien er Omar al-balkhi stadig i Jordan. Han siger: Da jeg havde lært at gå på mine proteser, besluttede jeg mig for at besøge hospitaler, hvor der er folk ligesom mig folk der havde fået lignende amputationer. Jeg mødte mange mennesker, der var bange, som havde svært ved at acceptere deres skæbne og som havde mistet lysten til at forlade deres hjem. Men da de så mig og så, at jeg kunne gå, ændrede deres attitude sig. De begyndte at gå ud, bevæge sig omkring, spise, drikke og de blev gladere, siger han. Se videoen med Omar al-balkhi 2 journalen 102 / juni 2015 journalen 102 / juni Foto: Ali Saad

3 FLUGT Moussa Zarre arbejder i dag for Læger uden Grænser. To skæbner FLUGTRUTER I NORDAFRIKA Fra et traume til et andet En syrisk mand med sin 6-årige søn: Den 5. september sidste år ramte en bombe vores nabos hus. Jeg besluttede at tage af sted med min yngste søn, som var seks år. Han var traumatiseret af flyene, der fløj over vores hoveder, og bomberne, der faldt, og jeg følte, at jeg var nødt til at rejse for at beskytte ham. Min kone blev tilbage i Syrien med vores ældre søn, da vi ikke havde råd til at rejse alle sammen. Vi møder faren og sønnen i en af vores mobilklinikker ved bagsmækken på en lastbil i Bogovadja i Serbien. De har lige krydset grænsen fra Makedonien, hvor de har været tilbageholdt på et detentionscenter i 55 dage. Drengen græder konstant. Seks dage tidligere er han blevet skoldet under en defekt bruser på nederste del af maven og på benet. Hans forbinding trænger til at blive skiftet. Hvis jeg havde vidst, hvad vi kom til at gå igennem på rejsen, havde jeg ikke taget min søn med mig, siger faderen. Fra en krig til en anden I 2011 udbrød der igen borgerkrig i Elfenbenskysten mellem de etniske grupper i nord og syd. Og da krigen rykkede ind i den lille by, hvor Moussa Zarre boede med sin tante, besluttede han sig for at flygte sammen med en ven. Han var 15 år gammel. Målet var Libyen. Moussa og vennen rejser gennem Burkina Faso og Nigeria, og tre uger senere ankommer de til Libyens hovedstad, Tripoli. Men Libyen er ikke, hvad det har været. Det arabiske forår spirer, og der er demonstrationer imod styret. En dag bliver Moussa anholdt og smidt i fængsel, fordi han er illegal immigrant. Da det internationale samfund blander sig i konflikten, beslutter Libyens statsleder, Muammar Gaddafi, sig for at sende to millioner immigranter med båd mod Italien for at skabe kaos i Europa. En af dem er Moussa. De to første gange går galt. Først tredje gang lykkes det ham at komme til Lampedusa. I dag arbejder han for Læger uden Grænser i Italien som kulturel rådgiver og hjælper andre flygtninge i samme situation. 51 millioner mennesker er på flugt Ikke siden 2. Verdenskrig har så mange mennesker været på flugt. Aldrig har grænserne til Europa været så lukkede. Og aldrig er så mange mennesker døde på Middelhavet i forsøget på at komme i sikkerhed i Europa. Ifølge FN s Højkommissarat for Flygtninge (UNHCR) var mere end 51 millioner mennesker sidste år på flugt fra krige, naturkatastrofer, epidemier og sult. Det er det højeste antal flygtninge siden 2. Verdenskrig. Det skyldes til dels alvorlige og langvarige humanitære kriser i Mellemøsten, hvor bl.a. borgerkrigen i Syrien er gået ind i sit femte år. Dertil kommer fortsatte og langvarige voldelige konflikter i Afghanistan, Pakistan, Den Centralafrikanske Republik, Sydsudan, Mali, Chad og Den Demokratiske Republik Congo. Samtidig er nye uroligheder blusset op i Somali, Eritrea og Ukraine. 86 procent af alle verdens flygtninge bli- I 2014 var mere end 51 millioner mennesker på flugt fra krige, naturkatastrofer, epidemier og sult. 86 % af alle verdens flygtninge bliver i deres nærområder flygtninge krydsede Middelhavet sidste år. ver i deres nærområde. Men det større antal flygtninge kan også mærkes i Europa. I 2014 kom illegale immigranter til Europa. Det var to en halv gange så mange som i De senere år har Europa løbende forstærket sine landegrænser for at begrænse antallet af immigranter. Også Libanon, Egypten og Algeriet har gjort det sværere for flygtninge at søge tilflugt i disse lande med krav om visa til syriske flygtninge. Det har dog ikke mindsket antallet af flygtninge, men blot tvunget dem ud på andre og farligere rejseruter for at nå i sikkerhed. I 2014 krydsede flygtninge Middelhavet oftest på overfyldte og faldefærdige skibe. To år tidligere i 2012 var det kun , der valgte den flugtrute. Der er mange ruter over Middelhavet fra Egypten, Marokko, Algeriet og Tunesien til primært Italien og Grækenland. Og fra Tyrkiet til Grækenland. Men langt de fleste forsøger sig fra Libyen, hvor kaos og lovløshed har hersket siden statslederen Muammar Gaddafis fald i 2011 og gjort det nemt for menneskesmuglere at operere. Sidste år døde mennesker på turen over Middelhavet. Vi yder sundhedshjælp til folk på flugt i mere end 30 lande og fra maj måned i år og seks måneder frem også fra skibet MOAS, der eftersøger og redder folk på Middelhavet. DEN LANGE GÅTUR I samarbejde med den prisbelønnede fotograf Shannon Jensen sætter vi med projektet The Long Walk ansigter på menneskene bag flygtningestatistikkerne og viser deres historier. I juni 2011 befandt Jensen sig i Sydsudan tæt på grænsen til Sudan, da sudanesiske flygtninge krydsede grænsen på flugt fra voldsomme kampe mellem Sudans regeringshær og oppositionen. Med sig bragte de historier om bedsteforældre, der blev ladt tilbage, og brødre, som aldrig kom tilbage efter at have hentet vand. Kvæg, der var blevet stjålet, og ejendele, de havde mistet. Om dage i skjul og nætter på vandring, siger Shannon Jensen. 9-årige Fatnah Taiela gik ni måneder fra Buk. Gassim Issa var landmand i Sydsudan, omkring 50 år gammel. I april måned 2011 satte soldater ild til hans hus og afgrøder. Derefter flygtede han med sin familie. Han bar sit barnebarn på skuldrene, men han var nødt til at efterlade sin mor sammen med mange andre af byens ældre, som ikke selv var i stand til at gå. Han vandrede i mere end 20 dage for at nå grænsen til Sydsudan. Se flere sko og historier på Drengen med brandsår på benet får skiftet sin forbinding. 9-årige Fatnah Taielas sko. Gassim Issas sko. 4 journalen 102 / juni 2015 journalen 102 / juni

4 FLUGT Foto: Ikram N gadi I flere italienske havnebyer står vi klar til at tage imod flygtninge som Azzam for at give dem lægehjælp. Hvorfor hørte I os ikke, da vi græd i vandet? At forlade sit hjem og sit land for at blive flygtning er en af de sværeste beslutninger, et menneske kan træffe. Og en båd over Middelhavet tager man kun, hvis man er virkelig desperat, siger den 65-årige syriske mand Azzam Zaharawi, der nær mistede livet på havet. Afgang Skibet, der skal sejle dem til Italien, er en gammel træbåd 50 meter lang og 3,5 meter bred. Her skal der være 250 mænd, 35 kvinder og 26 børn. Derfor er der hverken plads til flygtningenes bagage eller mad kun til fire 10-liters vandflasker. Redningsvestene, som de har betalt ekstra for, mangler. Jeg spørger Nizar (en af menneskesmuglerne, red.), hvor redningsvestene er. Han siger, at dem har han glemt, men at det i øvrigt er ligegyldigt. Han siger: Enten klarer I den, eller også dør I, fortæller Azzam Zaharawi, der i oktober måned sidste år betalte dollar for sig selv og sin dengang 16-årige søn, Malek, for at komme til Italien fra Libyen med en båd. Azzam Zaharawi er 65 år og fra Syrien. Her drev han en gødningsfabrik, indtil borgerkrigen tvang ham og hans familie på flugt. Efter et par år på flugt er familien blevet spredt for alle vinde, og formuen er ved at være brugt. Derfor beslutter Azzam Zaharawi sig for sammen med Malek at forsøge at komme til Europa via Middelhavet. I Zuwara i Libyen, hvor de skal sejle fra, venter de syv dage på at komme af sted. De bor under lurvede forhold og får hver dag lidt brød og fisk at spise af menneskesmuglerne. Ikke så lidt, at de sulter, men heller ikke nok til at blive mætte. Kommer man med indvendinger eller stiller spørgsmål, bliver man slået, sparket eller truet med pistol. ke det, når den der sidder bag ved tisser i bukserne eller det der er værre. Det er ydmygende, men uundgåeligt. Og de lader det passere i tavshed. Klokken sejler de ud. Kaptajnen er en 19-årig ung tuneser, som selv er på flugt. Han har fået turen gratis mod at sejle dem over. Derudover har han fået en telefon, der kan ringe internationalt, samt nogle få instrukser om i hvilken retning, han skal styre båden. Lidt efter midnat efter blot halvanden times sejlads hører de det første knæk. Jeg tænker først, det er noget med motoren. Men så kan jeg mærke koldt vand, først på bagdelen og så helt op til livet. Vandpumpen er defekt, så vi forsøger at skovle vandet ud med overskårne vandflasker. Så siger det knæk igen. Pludselig kommer 50 afrikanske mænd, der har været stuvet sammen i lastrummet, styrtende op fra bunden af båden. Folk begynder at råbe. Vi kan alle mærke døden. Båden knækker igen. Og igen. Kvinder og børn græder som med en stemme. Så knækker båden midt op på langs. Det får forenden til at vippe bagover og kaster kvinder og børn ned oven på os, der sidder bagi. Jeg ser blod, inden vi alle sammen kort efter synker. Jeg ser Malek blive kastet tre meter ud. Jeg har mennesker oven på mig og bliver hevet ned. I løbet af tre minutter er det hele slut. Så vender stemmerne tilbage. En, der kalder på sin søn. En anden på sin bror. Nogle piger, der kalder på deres mor. I mørket kan man kun se to-tre meter frem. I vandet bliver der kæmpet med knive om at få fat i de få redningsveste og andet, der kan bruges til at holde en flydende. Enten kæmper man for sit eget liv, som man bedst kan, eller også drukner man. Azzam Zaharawi kæmper sig bort fra klumpen af dem, der slås. Jeg sluger vand, kaster op, kommer under vandet, kommer op igen. Sluger vand, kaster op, kommer ned under. Jeg glemmer alt. Pludselig kommer jeg i tanke om min søn. Jeg råber: Malek. Intet svar. Jeg ser lig alle vegne. Jeg tror, jeg har mistet ham. Hvad skal jeg sige til min familie? Hvorfor er jeg ikke død ligesom ham? Azzam Zaharawi fortsætter med at kalde. Og efter en halv time er der pludselig svar. Jeg er her, lyder det. Han kalder igen. Men der er intet svar. Han tror, at hjernen har spillet ham et puds. Han kalder igen. Intet svar. Men efter seks-syv gange er der pludselig svar. Jeg kæmper mig i retning af stemmen. Malek og en marokkansk fyr på hans egen alder, Mohammed, har en sort gummiring, som de sammen har klamret sig til, mens de har skubbet alle andre væk, som har forsøgt at overtage den. Så græder jeg for første gang. Og kysser ham. Nu er de tre, der sammen klamrer sig til en sort badering. De aner ikke, hvor de er. De forsøger at svømme i samme retning hele tiden. Natten får en ende. Solen kommer frem. Og ved 7-8-tiden ser de en båd. Besætningen er egyptisk. Malek er den eneste, der har kræfter til at råbe. Besætningen er rare og giver dem mad og vand. Malek, Mohammed og Azzam har været i vandet i syv en halv time. Men har kun svømmet 300 meter og er stadig i libysk farvand. De tigger besætningen om at sejle dem alle andre steder hen end tilbage til Libyen. Tunesien, Algeriet, Israel. Men besætningen vil ikke bryde loven. Vi ender igen i Libyen, hvor jeg tæller 86 overlevende ud af de over 300, der var ombord på skibet. En af de overlevende er en syrisk bekendt. Han var der med sin højgravide kone og deres treårige søn. Han forsøgte at holde dem begge oppe. Men måtte give slip. Først på sin kone og derefter sin søn. Han har fundet begge deres lig i strandkanten. Efter noget tid beslutter Azzam Zaharawi sig for at forsøge turen over Middelhavet en gang til også selv om Malek ikke vil. Denne gang får vi mad. Han (en anden menneskesmugler, red.) slår og råber også. Men der er redningsveste til alle. Det værste er Malek. Hele turen over vender han sig konstant om og kigger på mig med de her bange øjne. Turen tager cirka 10 timer. Så bliver de samlet op af et italiensk militærskib og sejlet til Italien. Vi lever i en verden, hvor satellitter kan se alt om man putter salt og citron på sin mad. Så hvorfor hørte I os ikke, da vi græd i vandet, siger Zaharawi. Jeg er vred over, at man kunne se, hvor Osama bin Laden gemte sig. Men ikke de tusindvis af mennesker, der druknede i løbet af en uge. Der er ingen, der har lyst til at forlade sit liv og sit land og flygte uden grund. Jeg savner luften i mit eget land. DER KOMMER MANGE ULEDSAGEDE BØRN OG FAMILIER I ÅR Immigranterne ved godt, at der er en risiko for, at de dør, når de tager turen over Middelhavet, men de er villige til at løbe risikoen, fordi det, de flygter fra, er værre, siger Chiara Montaldo, vores medicinske koordinator på Sicilien. Vi assisterer de italienske sundhedsmyndigheder ved modtagelsen af de mange bådimmigranter, der i disse år ankommer fra Nordafrika. Immigranterne er dehydrerede og sultne. Nogle har åbne sår og hudsygdomme som skab og lus efter at have ventet i detentionscentre i Libyen i op mod seks-otte måneder. Mange har også sår efter tortur eller anden vold. Vi har sågar set folk med skudsår. De fortæller, at anarkiet hersker i Libyen, og at man risikerer at blive skudt, når man går ud i gaderne, siger Chiara Montaldo. Sidste år så vi flest unge mænd på bådene. Men nu er det også familier, bedsteforældre og små børn. Nogle gange helt nyfødte. Der er flere og flere uledsagede børn oftest teenagere fra 13 år og op, som rejser alene. Vi ser også mange kvinder rejse alene. Det bekymrer mig, for vi ved, at de risikerer at blive menneskehandlet og ende i prostitution, siger Chiara Montaldo. Rejsen På båden bliver vi stuvet tæt sammen. Det foregår på den måde, at den første person sætter sig med spredte ben, så sætter den næste sig imellem den førstes ben og sådan sidder vi ryg-mod-mave helt tæt i lange rækker ved siden af hinanden, siger Azzam Zaharawi. Jeg siger til Malek, at han skal blive tæt ved mig. Jeg ville kunne holde rundt om ham. Måden, de sidder på, gør, at der absolut ingen mulighed er for at bevæge sig på den 10 timer lange tur over Middelhavet. Det tager halvanden time at pakke båden, og den ubehagelige siddestilling gør, at Azzam Zaharawi allerede har kraftige smerter i ben, bag og ryg, inden båden er kommet af sted. Skal man på toilettet, må man gøre det i sit tøj, der hvor man sidder. Og man kan mær- Jeg tænker først, det er noget med motoren. Men så kan jeg mærke koldt vand, først på bagdelen og så helt op til livet. Vandpumpen er defekt, så vi forsøger at skovle vandet ud med overskårne vandflasker. Ankomst Efter de er ankommet til Sicilien, låner Azam Zaharawi penge af sin rige fætter i Saudi-Arabien. Og for dollar kører en chauffør dem gennem Europa. Den 22. oktober sidste år ender de på politistationen i Sønderborg. Her får de masser af mad og drikke. Mad betyder måske ikke noget særligt for dig, siger Azzam Zaharawi, men for mig betyder det alt. Det betyder venlighed og menneskelighed. I dag bor han på et asylcenter i Helsingør på Sjælland. Han er glad for at være i Danmark. Men han er også vred. Han er vred over at have været med en båd, der var i så dårlig stand, at den knækkede midt over. Og han er vred over, at verden stiltiende ser på, mens tusindvis af mennesker drukner i Middelhavet. Foto: Luca Visone. 6 journalen 102 / juni 2015 journalen 102 / juni

5 VERDEN RUNDT Flygtninge i Serbien VERDEN RUNDT VI HJÆLPER MENNESKER PÅ FLUGT I MERE END 30 LANDE SERBIEN 1,5 mio. afghanere er flygtet til Pakistan, som dermed er det land i verden, der huser den største flygtningegruppe. En 11-årig dreng og en 47-årig mand begge fra Afghanistan har mødt hinanden og rejser nu sammen. Drengen siger, at politiet har stjålet 300 euro fra ham. Og manden fortæller, at han har rejst gennem Iran, Bulgarien og Tyrkiet, inden han kom til Serbien. Han har set to mennesker dø i sneen og været i fængsel i to måneder. GRÆKENLAND PAKISTAN Fra slutningen af 2014 har vi drevet mobilklinikker og uddelt nødhjælp til illegale immigranter, asylansøgere og flygtninge i Bogovadja og Subotica nær grænsen til Ungarn. Mange immigranter her forsøger at komme videre til Europa, da der er meget lidt hjælp at hente fra myndighederne. Foto: Julie Remy SYDSUDAN KENYA Foto: Tariq Niazi I båd på Middelhavet Foto: Ikram N gadi Hjælp ved ankomsten til Grækenland Siden maj måned i år har vi samarbejdet med MOAS (Migrant Offshore Aid Station), der sejler i Middelhavet for at hjælpe de nødstedte bådimmigranter, der forsøger at krydse Middelhavet. Og vi har også søsat vores eget skib med læger og sygeplejersker om bord. Siden 2008 har vi tilset immigranter og asylansøgere i Grækenland. På øgruppen Dodekaneserne (den øgruppe Kos og Rhodos tilhører) har vi ydet medicinsk hjælp og uddelt nødhjælp i form af sæbe, tandbørster, håndklæder og soveposer. I løbet af 2015 er der kommet et stort antal flygtninge hertil, og modtagelsen og indkvarteringen af de mange flygtninge er utilstrækkelig. Vi screener de ankomne for at kunne tage os af de allermest sårbare heriblandt gravide og mindreårige. Foto: Alexandros Kataropoulos Foto: Karin Ekholm Internt fordrevne i Sydsudan Tre-årige Chol blev indlagt på vores hospital i Bor i Sydsudan med høj feber og kramper som følge af malaria. Sidste år flygtede han sammen med sin mor og to søskende til Uganda, fordi konflikten mellem regerings- og oppositionsstyrker igen var blusset op i Sydsudan. Men mangel på mad og gentagne oversvømmelser af flygtningelejren tvang dem til at vende tilbage til Sydsudan. I dag lever 1,3 millioner sydsudanesere som internt fordrevne. Urolighederne gør det svært for folk at dyrke deres marker, og derfor er sult og underernæring udbredt. Ud over de internt fordrevne husede Sydsudan sidste år flygtninge fra nabolandene flest fra Sudan. Vi har 17 sundhedsprojekter i Sydsudan. Foto: Tom Maruko Somaliske flygtninge i Kenya Treårige Riwana Mohamed bor i Dadaab-flygtningelejren i Kenya, som er verdens største flygtningelejr. Den huser i øjeblikket omkring flygtninge. I mere end 20 år har den været hjem for generationer af somaliere, som er flygtet fra et land i konstant konflikt. Vi har et 100-sengs-hospital og fire sundhedsposter i Dagahaley-lejren, som er en ud af de fem lejre, der udgør Dadaab. Efter den somalisk baserede gruppe al-shabaab den 2. april dræbte 147 universitetsstuderende, har den kenyanske regering sagt, at den vil nedlægge lejren inden for tre måneder. Afghanske flygtninge i Pakistan 1,5 millioner afghanere er flygtet til Pakistan, som dermed er det land i verden, der huser den største flygtningegruppe. Mange af flygtningene lever under kummerlige forhold, de har ikke råd til at gå til lægen, og underernæring er udbredt, ligesom der er masser af børn, der aldrig får deres vacciner. Derfor har vi en række forskellige aktiviteter fra underernæringsprogrammer og vaccinationskampagner til et kvindehospital i Peshawar. I udkanten af Karachi har vi en døgnåben sundhedsklinik, der har illegale immigranter som målgruppe. 8 journalen 102 / juni 2015 luftvejssygdomme og hudsygdomme journalen 102 / juni

6 REJSESÆT Hjælp til turen gennem skovene i Serbien D e asylansøgere, flygtninge og immigranter, der vælger ruten gennem Serbien, må ofte klare sig selv uden hjælp fra myndighederne. De forsøger at overleve uden ordentlig mad eller ly og med begrænset adgang til basal sundhedshjælp. De lever i skovene eller i forladte bygninger og er yderst sårbare over for kriminelle bander, fysiske overfald, røverier og politibrutalitet. Derfor yder vi basis-lægehjælp til immi- Foto: Julie Remy Hvert år rejser mange flygtninge og immigranter gennem Balkan-landene. De fleste af dem prøver lykken i Serbien. Ifølge de serbiske myndigheder søgte mennesker asyl i Serbien i De fleste af dem var fra Syrien, Afghanistan, Irak og Eritrea. REJSESÆTTET BESTÅR AF: granter forskellige steder i Serbien, blandt andet fra mobile klinikker, som ofte er bagsmækken af en varevogn. Immigranterne, der rejser gennem Subotic-skovene, bliver også tilbudt et såkaldt rejsesæt. 6 7 SUPPE ENERGI-BAR 8 9 EN LYGTE EN VANDTÆT KAPPE TE KAFFE 10 ET STYKKE SÆBE 11 EN KAM SUKKER EN KOP 12 EN TANDBØRSTE 13 ET HÅNDKLÆDE TÆNDSTIKKER Illustration: WESTRINGKBH Politiet har brændt alt. De bad os om at tage vores sko og jakker af, og så brændte de alle vores ejendele. Hvorfor behandler de os som kriminelle? spørger en 17-årig afghansk flygtning 10 journalen 102 / juni 2015 journalen 102 / juni

7 SYDSUDAN SYDSUDAN Lykken bor også i en flygtningelejr i Sydsudan Adriana med en kolerapatient. De seneste tre år har Adriana Kleivan arbejdet i nogle af verdens allerværste humanitære katastrofer. Det har både krænket hendes retfærdighedssans og givet hende nogle af de allerstørste øjeblikke af lykke. Læs hendes historie her. tisk, at man f.eks. kan bygge et koleracenter op på mindre end en uge. Og der er flygtningelejre, hvor vi er de eneste, der tilbyder sundhedshjælp. Der kan man jo ret hurtigt se nogle helt konkrete resultater af det, man Baggrunden reagerer i forskellige situationer. Jeg har al- laver. Og så er der en målbar effekt på men- Jeg begyndte faktisk at læse til sygeplejer- drig tænkt, at jeg var en blød type, men jeg neskeliv. Jeg glemmer aldrig den 14-årige ske, fordi jeg ville ud med Læger uden græd, da det første barn døde. Det var også pige fra Syrien, der var alene hjemme med Grænser. Jeg var ikke helt sikker på, at jeg af magtesløshed. For det var så meningsløst sine tre yngre søstre, da et missil ramte de- ville være sygeplejerske, men jeg var helt det var et barn, der døde af dehydrering! res lejlighed. De tre søstre bliver dræbt og sikker på, at jeg ville arbejde for Læger uden Det kunne jeg slet ikke acceptere. Det skal den 14-årige pige mistede en fod og halvde- Grænser. Min familie har altid været meget man selvfølgelig heller ikke, men man får et len af benet. Hun bliver bragt til vores hos- socialt bevidste, og vi har altid rejst meget, andet filter med tiden. pital og er ved at dø. Kirurgerne arbejder på så jeg vidste, jeg ville have et job og en hende et helt døgn og redder hendes liv. Da passion, jeg kunne rejse med. nedødeligheden faldt, og det var enormt forældrene kommer til hospitalet, er de motiverende. Den fremgang og de resulta- selvfølgelig knuste og i stor sorg over at Med tiden fik vi styr på klinikken, og bør- Den første gang ter, vi så i projektet, hjalp rigtig meget. Og Min første udsendelse var enormt hård. Det jeg vidste, at jeg skulle af sted igen. have mistet tre børn, men deres lykke, over var i februar 2012 i Sydsudan. Det var hårdt, til andre, der ikke har prøvet det. Min ret- for nogle flygtningelejre. Jeg skulle for- hun var i live, var så kæmpestor. De sad ved færdighedssans blev krænket, og jeg blev handle med myndighederne om, hvor vi hendes side konstant, de sov ikke, de sad der fuldstændig forfærdet og desillusioneret kunne åbne et koleracenter. Og det bliver bare og kyssede og krammede hende. Hun over, at det fik lov til at foregå, og over at det hurtig politisk, for så var det for tæt på en var deres håb. Det, der gjorde, at de overle- stadig foregår i dag, uden at verden har gre- skole eller en ministers hus. Det kræver, at vede mentalt, tror jeg. Og hun var simpelt- bet ind. Rent menneskeligt var det choke- man er diplomatisk og har tålmodighed, hen så stærk og havde sådan en vilje til at rende at se en masse civile blive bombet på fordi man nogle gange sidder i situationer, overleve. Det var så inspirerende. den måde, som de gjorde på markeder og i hvor noget, der åbenlyst er i befolkningens butikker og på gaderne. En masse børn, der interesse, ikke er i regeringens interesse. Og blev bombet, fordi de legede ude i gaderne. det kan godt være lidt chokerende. Man bli- både fordi det var første gang, jeg var af Den største lykke sted men også fordi det generelt var en Jeg husker en nat, hvor jeg stod i flygtninge- usædvanligt hård mission. Det var en flygt- lejren i Sydsudan med åbent kig op til stjer- ningekatastrofe, der var opstået ret pludse- nehimlen og tog et bad med den halve spand ligt. Og i begyndelsen var vi den eneste mu- vand, vi fik udleveret hver aften, og tænkte, lighed for sundhedshjælp for et meget stort gud, hvor er jeg lykkelig. Og det var måske antal flygtninge. Vi var helt ude i bushen, første gang i mit liv, hvor jeg sådan rigtig og det var regnsæson, så vi kunne ikke få havde været bevidst om at være lykkelig. transporteret hverken mad eller medicin ud Og jeg tænkte, at det var specielt at stå i Syd- Og så er det nogle ret voldsomme skader, ver nødt til at indgå i nogle dialoger, som til os. Så i starten levede vi af ris, og vi tabte sudan og have det virkelig hårdt, men alli- folk kommer med, når de har været udsat man ikke forestillet sig. Og det kræver, at os alle sammen enormt meget og var meget gevel var der noget enormt livsbekræftende for et bombeangreb, det er jo folk, der man er stærk på Læger uden Grænsers prin- syge. Og vi kunne heller ikke altid behandle i det. Det var sådan noget helt håndgribeligt, Før-og-efter-Syrien mangler en arm eller begge ben eller er re- cipper, for selv om der er meget, der kan patienterne, fordi vi ikke havde den nødven- jeg gjorde med mit liv, som pludselig gav I 2012 og 2013 var jeg to gange i Syrien. Og vet midt over. Efter min sidste mission i forhandles, så er der også noget, vi ikke kan dige medicin eller udstyr. Så vi mistede mening. Jeg kan jo have det enormt fint her- for mig rent personligt er der et før og efter Syrien i september 2013 gik der to-tre må- gå på kompromis med. mange børn til underernæring. Det var hjemme for her er kærlighed og familie Syrien. Det ændrede noget inden i mig at se neder, før jeg tog af sted igen, fordi jeg var enormt deprimerende og hårdt. men den der høje følelse af lykke, den får den største humanitære katastrofe i nyere så mærket af det. jeg, når jeg er ude i felten og klarer noget tid. Og at være i en krig er helt anderledes For man bliver udfordret på en måde, man sammen med nogle andre. Så får man et end at være i en flygtningelejr eller en epi- Principper og kompromiser katastrofesituationer er helt fantastisk. ikke har oplevet før, og lærer, hvordan man kick, man ikke får i et normalt liv. demi, som jeg tror, det er svært at beskrive I Sydsudan var jeg medicinsk koordinator Det er imponerende rent logistisk og prak- 12 Men jeg lærte også SÅ sindssygt meget. journalen 102 / juni 2015 ADRIANA KLEIVAN 32 år, fra København, uddannet sygeplejerske. Har de seneste tre år været på 11 missioner til bl.a. Syrien, Colombia, Sydsudan, Jordan og Sierra Leone. Patienten, jeg aldrig glemmer At se hvad Læger uden Grænser formår i FAKTA: Hvad er en akut medicinsk koordinator? Som akut står man klar til at blive sendt ud når som helst og hvor som helst, der er brug for det. Den medicinske koordinator har det overordnede ansvar for at koordinere aktiviteterne på et projekt. journalen 102 / juni

8 LØB FOR VELGØRENHED Foto: Mathias Vejerslev STØT Har du noget at fejre? Gennem de senere år har vi oplevet en stigende interesse for at støtte vores arbejde i forbindelse med mærkedage. Det kan for eksempel være en fødselar eller et brudepar, der i stedet for gaver ønsker sig donationer til Læger uden Grænser, eller en jubilar i en virksomhed, der vælger at støtte Læger uden Grænser i stedet for at modtage en masse vingaver. Også i forbindelse med mindehøjtideligheder oplever vi, at den afdøde har ytret ønsket om donationer til Læger uden Grænser i stedet for blomster, eller at de pårørende synes, en indsamling ville være i den afdødes ånd. Efter løbet gav frivillige fra Læger uden Grænser massage til løberne. (c) Mathias Vejerslev. På vores nye digitale mærkedagsside kan du oprette en mærkedag, skrive en personlig tekst, eventuelt uploade et billede og sende link til familie, venner og kollegaer, som derefter kan indbetale støttebeløb online. Du kan løbende følge med i din indsamling: Du kan se navne på de personer, der har støttet din indsamling, og det totale indsamlede beløb. Når mærkedagen og indsamlingen er overstået, vil du modtage en oversigt på , hvor disse informationer også fremgår. Der blev løbet kr. ind til vores arbejde Læs mere eller opret en mærkedag online via: Foto: Mathias Vejerslev Søndag den 3. maj havde mere end mennesker snøret løbeskoene for den gode sag. Der blev løbet både kvartmaraton på 10,5 km og halvmaraton på 21,1 km. Ruten gik langs vandet rundt om Københavns inderhavn forbi både Operaen og Den Sorte Diamant. Langs med ruten fik løberne high-fives, tilråb af cheerleadere og blev hjulpet på vej af glade tilskuere. Og kort før målstregen løb udklædte superhelte med for at give løberne den sidste energi til at komme godt i mål. I målområdet stod professionelle massører parat til at tage imod de trætte løbere, der samtidig kunne nyde solen og jazz-musik fra scenen. Løbet var en stor succes, siger Kristina Boldt, Læger uden Grænsers løbsarrangør, der også selv var hoppet i løbeskoene for den gode sag. At se så mange mennesker løbe for en god sag og opleve den energi, som er blevet lagt i de personlige indsamlinger, det er helt fantastisk. Vi er rigtig taknemmelige for det flotte beløb, som er indsamlet til vores arbejde. Mere end 400 mennesker løb for Læger uden Grænser, og de havde på løbsdagen indsamlet i alt kr. til arbejdet ude i verden. Pengene var blevet samlet ind op til løbet gennem online-indsamlinger. En af dem, der løb for Læger uden Grænser var lægen Ebbe Thinggaard, som har været udsendt til Sydsudan og Etiopien. Han løb en kvartmaraton og sagde umiddelbart efter løbet: Hold nu op hvor var det en fed tur. At stå her nu og føle, at man har givet den alt, hvad den kunne trække, og så samtidig vide, at vi i løbeklubben har indsamlet kr. til Læger uden Grænser næsten dobbelt så meget, som vi havde håbet på det bliver ikke bedre. Ud over Læger uden Grænser blev der også samlet ind til Kræftens Bekæmpelse, Red Barnet, Scleroseforeningen og Folkekirkens Nødhjælp. I alt blev der indsamlet mere end 1,3 millioner kr. til de fem organisationer. Dit bidrag gør en forskel SOMMER OG SOL Nyhed i shoppen shop.msf.dk Sommeren er over os, og det betyder korte ærmer. I vores netbutik kan du købe en fin hvid T-shirt inspireret af verdenskortet, som viser de steder, vi arbejder. Hver prik symboliserer et land, hvor vi er tilstede. T-shirten har Læger uden Grænsers logo påtrykt, den er 100 % bomuld (øko-tex) og fås både i en dame- og herremodel. DONORSERVICE Spørgsmål om donationer, PBS, gavebreve, eller skattefradrag? Kontakt vores donorservice på donorservice@msf.dk (mandag-fredag 10-16) 199,- 14 journalen 102 / juni 2015 journalen 102 / juni

9 DANSKE UDSENDTE Jesper Hildebrandt Brix 8 Projekt-koordinator Lesotho Det er vigtigt for mig, at jeg kan se, at mit arbejde er med til at rykke andre mennesker i en positiv retning. Som udsendt med Læger uden Grænser kan jeg se den positive forskel. Jesper Hildebrandt Brix, udsendt som projektkoordinator til Lesotho 1 Adriana Kleivan, medicinsk koordinator, Sierra Leone 2 Amanda Godballe, jordemoder, Sydsudan 3 Bjørn Heinesen, logistiker, Sydsudan 4 Ditte Søbro Jensen, HR-administrator, Guinea 5 Camilla Plesner Nielsen, HR-koordinator, Sydsudan 6 Guleed Dualeh, HR-koordinator, Myanmar 7 Helle Gammelgaard, projektkoordinator, Etiopien 8 Jesper Hildebrandt Brix, projektkoordinator, Lesotho 9 Kristoffer Vogler, læge, Nepal 10 Lotte Valentiner, sygeplejerske, Nepal 11 Maike Lorenzen, logistiker, Sydafrika 12 Mohamed Hamid, medicinsk koordinator, Egypten 13 Nikoline Klausen, sygeplejerske, Sydsudan 14 Varnie Ponder, logistiker, Tjetjenien