Storthingsforhandlinger for Aaret 1827

Transkript

1 Storthingsforhandlinger for Aaret 1827 Register: Aall, Jernværkseier, Repræsentant. Forslag om at Byer, som ikke have 50 Stemmeberettigede, skulle deeltage i Landdistricternes Stemmegivning... Marts 243. cfr. Juni 357 og 400. [243] 5) Forslag af Repræsentanten Jernverkseier Aall om, at de Byer, der ikke have 50 stemmeberettigede Indvaanere, og ikke have sin egen Kirke, men høre til et Kirkesogn paa Landet, skulle stemme ved Valgforsamlinger i Forening med nærmeste Landdistricts Almue. Sendt Committeen for Fuldmagternes Revision. Register: Ditto om Skydsskafferes og Postkarles Tjenestetid... Marts 245. cfr. Juni 762. [245] 11) Repræsentanten Jernverkseier Aalls Forslag om, at der i Værnepligtsloven bestemmes, at Skydsskaffernes og Postkarlenes Tjenestetid i Fredstid skal være 4 Aar (cfr. i Indst. Fra Com. for militaire Gjen. Litr. b, under Odesth. Forh. 30te Juni). Sendt Committeen for militaire Gjenstande til Betænkning og Indstilling i Forbin- [246] delse med Lovforslaget angaaende Værnepligten og Sessionsvæsenet. Register: Votum ang. Bekjendtgjørelse af Efterretninger om Storthingets Forhandlinger... Marts 55. [55] 6) Hr. Præsident! Det er ingen frydefuld Erfaring, som Medlemmerne af de forskjellige Storthing have havt Anledning til at gjøre, at de forberedende Bestemmelser ved ethvert Storthing have medtaget for- [56] holdsmæssigen længere Tid, end Sagens egentlige reelle Behandling. Ved de fleste Forsamlinger af den Art i andre Lande gives en fast Norm for de reglementariske Bestemmelser, som sætter Medlemmerne i Stand til, umiddelbar at trænge ind i den alvorlige Sagernes Behandling, som er Forsamlingens nærmeste Formaal. Opnaaelsen af dette Gode har hidtil for os kun været et fromt Ønske, og det lader til, som dette Storthing i denne Henseende ei er heldigere end de foregaaende. Vi staae, efter en Maaneds Samling, endnu ligesom paa Dørtærskelen af vore Forhandlinger, og endnu er uafgjort, hvorledes Storthingets Arbeider ved Trykken skulle vorde bekjendtgjorte. Imidlertid forekommer det mig, som Committeen No. 2 har viist Storthinget en passenede Vei til denne Sags hensigtsmæssige og størst muelige Udbredelse. Commiteens Indstilling lægger tydeligen nok for Dagen Vanskeligheden, for ei at sige Ugjørligheden af, at meddele flere end een Redacteur alle de Documen-

2 [57] ter, som, kunde ønskes bekjendtgjorte, og denne Formening understøttes, om jeg ikke feiler, af de Mænd i Thinget, som derom ere de meest competente Dommere. Ingen Bekjendtgjørelses-Maade af Thingets Forhandlinger kan for dets egne Medlemmer være beqvemmere end den nu brugelige, og ingen ny kunde i denne Henseende forbedre vor Stilling. Med Hensyn til Udbredelsen af Storthingets Efterretninger, være det mig tilladt at yttre Tvivl om, at denne, paa den af flere Medlemmer foreslagne, Maade hensigtsmæssigen og for Thinget værdigen kunde bevirkes. Storthinget har ved flere Leiligheder viist al den Omhu, som Sagens Vigtighed fortjener, for Udbredelsen af de Skrifter, som kunne give den fuldstændigste og bedste Kundskab saavel om vor Statsforfatning, som om Storthingets Forhandlinger, og man skal ikke beskylde disse Forsamlinger for en utidig Sparsomhed i denne Henseende. Der er for den Sag gjort meer i vort Norge, end mig bekjendt i noget Land i Europa, og det vilde i mine Tanker være stridende mod alle Rigsforsamlingers Vedtægt, og ikke passende til det dem foreskrevne Hovedformaal, at benytte Medlemmerne til Arbeider af den Art, meer end Nødvendigen byder. Det nøgne Skelet af Storthingets Efterretninger er lidet [58] skikket til at udbrede denne Kundskab paa en gavnlig Maade, og andre Midler maatte udtænkes, naar dette skulde skee paa en hensigtsmæssig Maade. Dersom det var mig tilladt at følge min Følelse og min Interesse for Personer, da vilde jeg uden Betænkning stemme for Patrouillens Udgiver. Der gives faa i Forsamlingen, som nøiere har kjendt hans ædle Færd som Statsborger, og som føler sig meer overbeviist om hans for Fædrelandet nyttige Bestræbelser i de forsvundne Farens og Mangelens Dage, end jeg. Mit Vidnesbyrd kan være ham af liden Værd; men aldrig skal jeg glemme, at vi fordum ofte mødtes paa Veie, som vi troede at lede til Norges Vel. Men Betragtninger af den Art have aldrig ledet min Stemme i denne Hal, og ved denne Leilighed troer jeg ikke at hans Interesse derved vilde fremmes. Man har kaldet hans Blad her et Oppositions-Blad Det er i gode Hænder, og det arbeider friere paa sin egen Vei, end bundet ved vore Former. Af disse Grunde antager jeg den til Debat [59] og Votering fremsatte første Post i Committeens Indstilling. Christiania, i Storthinget, den 6te Marts Aall, junior. Register: Ditto i Sagen om Slotsbygningsvæsenet... Juni 219. [219] Følgende skriftlige Vota vedlagdes Protocollen: 1. Den Sag, som nu er forelagt Storthinget til Afgjørelse, kan med Rette betragtes, som en af de vanskeligste, det denne Gang har at behandle. Paa

3 [220] den ene Side er Spørgsmaalet om at rette Vildfarelser, som fra Formens Side upaatvivleligen ere blevne begangne, og at paalægge Byrder, som ikke synes at svare til de almindelige Begreber om Nationens Kræfter; paa den anden Side om en pludselig Afbrydelse af et Arbeide, hvis heldige Udførelse den største Deel af Nationen med Længsel seer i Møde, og hvis Fuldbyrdelse vist nok ønskes af den høieste Authoritet. Det er vel neppe Nogen i denne Forsamling, som jo føler Vanskeligheden af denne Opgave, som jo befinder sig nu, da Øieblikket til at opløse den er kommet, i en vis Forlegenhed. I den samme Forlegenhed befinder jeg mig selv, maaskee fremfor Alle. Endskjøndt jeg, som Medlem af den Committee, der har foreberedt denne Sag, har bestræbt mig for, og havt Leilighed til, at sætte mig ind i alle de Synspuncter, hvorfra den kan betragtes, saa forekommer det mig endnu vanskeligt for ei at sige umuligt, at finde den Middelvei, som burde følges. Committeen har anseet det for sin Pligt, at forsvare et foregaaende Storthings Forhold, da denne Sag først blev sat i Bevægelse. Storthingets Stilling til Nationen er stedse vanskelig, dets Forhold stedse udsat for Daddel og Miskjendelse. Dets Forhandlingers Værd bestemmes ofte efter [221] Udfaldet, og en uforstandig Opposition tilregner stundom Storthingets Beslutninger, hvad der var en Følge af uberegnelige, og af uforudseete Begivenheders Gang fremledte, Omstændigheder. Men Skylden for denne Sags Misligheder bør ei væltes paa Storthinget; det bør vel retfærdiggjøres i Nationens Øine, og da det, som en menneskelig Indretning, vist ikke er frie for mulige Vildfarelser, bør det hævde sin Ret der, hvor disse formeentligen ei ere begangne. Paa den anden Side skulde Committeen saavidt jeg formaaer at sætte mig ind i dens Anskuelser høiligen vorde misforstaaet, dersom man kunde troe, at den ved denne Leilighed har villet kaste nogen Skygge paa den høieste Authoritet og den Norske Regjerings Medlemmer. Det er min fulde Overbeviisning, at Norges Statsraad har i flere Henseender Fordring paa Nationens Erkjendtlighed, og ei bør frygte for nogen smaalig Stræben efter at udbrede et mistænkeligt Lys over dets Foretagender. Det er ikke mindre min Overbeviisning, at Kongens Raad har liden eller ingen Deel i den uheldige Vending, som denne Sag synes at have taget. Beslutninger, som umiddelbar tages af den høieste Person, der er ophøiet over Alles vores Daddel, om en Sag, som nærmest angaaer, saa at sige, hans [222] huuslige Indretninger, kunne, efter deres Natur, neppe vorde Gjenstand for Indvendinger eller Modsigelser. Deslige Sager tages ligesom ud af Raadets Haand, og blive umiddelbar forhandlede mellem Kongen selv og de sagkyndige Udførere af hans Villie. Af disse Aarsager anseer jeg det passende for Sorthinget, og svarende til Sagens Beskaffenhed, at

4 tage mindre Hensyn paa, hvad der i denne ubehagelige Sag er foregaaet, end paa den Maade, hvorpaa den kunde bringes til et ønskeligt Resultat. Jo vanskeligere Statens Stilling monne være, med Hensyn til de i Handels-Conjuncturerne indtrufne Forandringer, jo vigtigere er det, at Rigets forskjellige constitutionelle Authoriteter, i den fuldkomneste Harmonie, ved hensigtsmæssige Foranstaltninger søge at raade Bod paa den Nød, som deraf maatte vorde en Følge. Og i Sandhed de Vanskeligheder, som denne Sag i sig selv frembyder, ere store nok, til at fortjene vor hele Opmærksomhed. Hvad der fornemmeligen har gjort mig vaklende i min Bestemmelse med Hensyn til min Stemmegivning i denne Sag er, foruden den kostbare Maade, hvorpaa et foregaaende Storthings Beslutninger er sat i Udøvelse, det Mørke, hvori den sidste Tilendebringelse er indhyllet. Regjeringens Forslag indeholder ikke nogen aldeles bestemt [223] Sum, eller nogen yderste Grændse for denne Udgift. Det lader Storthinget ahne Muligheden af, at endnu større Udgifter ville fornødiges, end de, som i den fremlagte Plan ere opførte. Et stort Led fattes i denne Sag den Aftale mellem den udøvende Magt og Storthinget, som nødvendigen maa foregaae, førend den kan komme til en heldig Udførelse. Committeen har troet sig i denne Henseende forpligtet til at tage Hensyn paa Omstændigheder, som hver Dags sørgelige Erfaring giver ligesom nye Styrke. Uden at være tilfulde overbeviist om Nødvendigheden af Planens antagne Omfang, med Hensyn til en værdig Opnaaelse af Bygningens stor Øiemed, har Committeen troet, at betydelige Indskrænkninger, formedelst Tidsomstændighederne, kunde og burde gjøres i Bygningens egentlige Construction. Men til at bevirke disse Indskrænkninger har det nærværende Storthing ikke de fornødne Midler ihænde. Det synes enten at maatte bevilge det Fornødne til Bygningens Opførelse efter den forelagte Plan, eller at standse Arbeidet i det Haab, at en Plan, hvis Udførelse kunde vorde mindre kostbar, og mere svarende til Nationens Kræfter, maatte vorde næste Storthing forelagt. Imidlertid bør man tilvisse ikke være blind for de store Ulemper, som ere forbundne med Arbeidets [224] pludselige og totale Afbrydelse. Foruden dem, som i Committeens Indstilling ere fremsatte, og som i Hr. Intendant Linstows saa vel skrevne, til Præsidentskabet indleverede Deduction findes anførte, vil jeg blot tillade mig at gjøre opmærksom paa, hvor betænkeligt det er aldeles at afvise et Forslag, som er gjort ligesom af Kongens egen høie Person, og hvis Hensigt det er at tilveiebringe Beqvemmeligheder for den Kongelige Familie, der længe høiligen have været savnede, saa ofte hans Majestæt lykkeliggjorde Nationen med sin Nærværelse. Det forekommer mig saaledes rigtigst at følge den af Hr. Capitain Foss

5 foreslagne Middelvei, og at bevilge en maadelig Sum, der blot ikke gjorde det umuligt at fortsætte nogle Forberedelses-Arbeider, uden at kunne lægge alvorlig Haand paa Bygningen selv. Naar denne Beslutning ledsagedes med en Adresse til Hans Majestæt, hvori Høistsamme ansøgtes om at lade forelægge næste Storthing en nøiagtig og fuldstændig Oversigt over alle medgaaende Omkostninger, og at lade foretage de Indskrænkninger, som Landets Stilling gjør fornøden og Sagens Beskaffenhed kan modtage, saa kan jeg ikke tvivle om, at Hans Majestæt jo ogsaa i denne Henseende vil give Nationen et Beviis paa hans faderlige Omhu for dens Tarv. Det forekommer mig, som denne [225] Sagens Afgjørelse var en Middelvei, som for alle Parter maatte være lige tilfredsstillende, og hvis Udførelse ikke er forbunden med større Anstrængelser, end Fædrelandet bør gjøre, naar det ikke vil tabe en Sag aldeles af Sigte, for hvilken allerede saa store Offere ere gjorte, og hvis heldige Udførelse er enhver velsindet Normands Ønske. Næste Storthing vil kunne see denne Sag klarere end det nærværende. Landets ophøiede Authoritet har Anledning til fuldstændigen at lade udvikle de Grunde, som maatte tale for Planens Fremskriden i den nærværende Stil, eller ved en Indskrænkelse og Simplification af samme at møde Storthingets Ønsker og Begreber om Nationens Tarv, hvilke paa dette Storthing tydeligen nok ere udtalte, og de da i Mellemtiden henrindende Aar ville enten give det Besparelses-System, som nærværende Storthing, vist nok med høieste Føie, har gjort sig til Pligt, end mere Vægt, eller ogsaa ved Conjuncturernes Forbedring sætte det næste Storthing i Stand til at møde en elsket Konges Ønske der, hvor det koster Nationens Mænd meest at være dem imod. Hvorvidt Storthinget selv skulde være competent til at bestemme en controllerende Commission, hvis Medlemmer den selv vælger, derom vover jeg ikke at fælde nogen Dom. Grændserne mellem [226] den executive og lovgivende Magts Rettigheder ere i vor Forfatning stundom mindre bestemte, end ønskeligt kunde være; men mig forekommer det, som at Storthinget bør være ligesaa forsigtig i at holde sig inden for sin Myndigheds Grændser, som bestemt i at forsvare den, der aabenbarligen ligger i dets Haand. Dersom noget Saadant fandtes passende, berørtes det maaskee bedst, som et Ønske i Adressen selv. Det er af disse Grunde at jeg voterer for det af Hr. Capitain Foss fremsatte Forslag. Christiania, i Storthinget, den 15de Juni Aall. Register: Ditto ang. Bankcoursens Nedsættelse... Juni 578. [578] Repræsentanten Jernverkseier Aall fremlagde i denne Sag følgende skriftlige Votum:

6 Hr. Præsident! Det er ikke min Hensigt med de Bemærkninger, som jeg herved giver mig den Ære at fremlægge, eensidigen at modsætte mig de Foranstaltninger, som af Thingets kyndige Mænd, der vistnok maae ansees for at være meer competente Dommere i denne Sag end jeg, troes at være nødvendige for at bringe Norges Pengevæsen til Fasthed. Ikke heller vil jeg spilde Odelsthingets Tid, ved vidtløftigen at behandle en Sag, om hvilken der neppe meer kan siges noget nyt, men kun henvende dets Opmærksomhed paa nogle Hovedpuncter, som ikke synes saaledes tillader jeg mig i det mindste at troe at være fremsatte i det rette Lys. [579] Da den Beslutning, at en tvungen Bank skulde oprettes, blev bragt i Udførelse, blev den Classe af Landets Indvaanere, hos hvem de fleste disponible Midler formodedes, haardt medtagen. Denne byrde forøgedes ved de sletteste Conjuncturer med Hensyn til Exporthandelen, som i utænkelige Tider have fundet Sted, og mangt et gammelt Handelshuus faldt, som et Offer for disse forenede uheldige Omstændigheder. Der behøves ikke noget nøie Bekjendtskab med denne Sag, for at overbevise sig om, at den bratte Overgang fra en slet Cours til en god betydeligen bidrog til hine Borgeres Uheld. Saavel Danmark, som Norge vidner herom. Banken kunde imidlertid ikke reises efter det Ideal, som Nationens Mænd havde dannet sig, og det vil ved nøiere Eftertanke let indsees, at denne Mellem-Periode bidrog særdeles meget til at forbedre de productive Classers Stilling og oplive deres Virksomhed. Dersom det altsaa end var givet og jeg vil tillade mig at søge oplyst, at det ikke er saa at kun de Mænd, der styre Hovedvirksomheden i dette Land, skades ved pludselige og tvungne Cours-Forbedringer, saa formener jeg, at der, ikke aldeles uden Føie, tages Hensyn til dem, da de, i Forhold til deres ringe Antal og de dem paalagte Summer, kunne betragtes som Bankens Hoved- [580] Constituentere, og da de ved dens Oprettelse bleve haardest medtagne. Men derhos tillader jeg mig at tvivle om, at hine Mænds Interesse i denne Sag er aldeles afsondret fra Arbeiderclassens, og fra de saakaldte Producenteres, som en æret Repræsentant antager. Der gives i vort Fædreland, fremfor noget andet, en Forbindelse mellem alle dem, der deeltage i Landets forskjellige Virksomhedsarter, som ikke tilsteder, at deres Interesse afsondres. Arbeidsmandens Løn og Producentens erholdte Betaling for det raae Product, han byder tilfals, retter sig ikke efter den høiere eller lavere Cours; men efter den Priis, som i Udlandet bydes for Norges Export-Artikler. Hvad enten Coursen er høi eller lav, kan Salg af disse Udførselsvarer ei finde Sted, naar ei alle Tilvirknings-Omkostninger gjennem alle Leed vederlægges. Dersom Producenten forlanger en saa høi Sum for sit raae Product, at der intet bliver tilovers for den sidste Sælger; dersom Arbeidsmanden kræver en større Dagløn, end som kan bestaae med dens Interesse, der beskjæftiger ham, saa følger deraf, at Producenten

7 beholder sine Varer, og Arbeidsmanden forbliver ubeskjæftiget. Thi de Dage ere ikke meer, som for faa Aar siden, da Concurrenterne kappedes om at indkjøbe Udførsels- [581] Producter, med ødsel Haand forberedede deres Forædling, og ubetænksomme udskibede dem til fremmede Markeder, tilfredse med Navnet af store Handelsmænd, uden virkelig Handels-Fordeel. Dersom Talen var om den største Classe af Landets Indvaanere skulde være lidende, for at enkelte Individer kunde fraadse i Livets overdaadige Nydelser, hvilken retsindig Mand kunne have Mod til at bidrage til et saa uværdigt Øiemed? Men Talen er i mine Tanker om at give alle Classer Midler i Hænde til i Forening med hinanden at drive Landets Virksomhed paa en hensigtsmæssig Maade. Mon ikke Dagens Erfaring afgiver det bedste Beviis for disse Sætningers Rigtighed? Er det Landets Exporteurer, som alene lide derved, at vore Udførselsproducter ei begjeres paa fremmed Strand? Føles ikke denne Slappelse ogsaa i den fjerneste Fjeldbygd, hvor Skoveierne forgjeves byde sine Skovproducter frem til antagelige Prise; føles den ikke af Arbeidsclassen i Byerne, hvis Hænder ei kunne saa fordeelagtigen beskjeftiges, som i de nyligen henrundne Aar, og af Varehandleren i Byerne, hvis Bod ei besøges som tilforn, fordi Consumenterne ei kunne gjøre sig tilgode med saa mange Livets Nydelser? Føles denne Slappelse endeligen ikke af Staten selv, hvis Indtægt tilflyde dens [582] Casse saa langsomt og i et saa knapt Maal, at den endog maa angribe sine i bedre Tider opsamlede Beholdninger? Det er saaledes i mine Øine klart, at de uheldige Omstændigheder, som tildeels trykke Landets Export-Handel, ikke alene have en skadelig Indflydelse paa Handelsstandens egne Medlemmer, men ogsaa paa de øvrige Classer, og svække Statens egne Kræfter til at bære de den paahvilende Byrder. Og i Sandhed Export-Handelen har flere Byrder at bære, som ere deels en Følge af ukloge Foranstaltninger i Udlandet, deels af en farlig Concurrence i Nabolandet. England har, for at oplive Trælasthandelen med dets americanske Colonier, betynget de nordiske Træproducter med saa høi Told, at den fra adskillige, forhen vigtige Markeder der kan ansees aldeles fordreven. Nabolandet Sverige kan, formedelst dets slette Cours og deraf flydende ringe Productions-Omkostninger, undersælge de Norske Handlende paa fælles Markedspladser, og i dette Aar er en stor Deel af vore Skibe beskjeftigede med at udføre Svenske Producter, medens der almindeligen klages over, at vore egne ei kunne sælges. Jeg har forøvrigt for megen Tillid til Forsynet, til at give mig af med onde Spaadomme, og jeg nærer det Haab, at en Forandring til det bedre snart vil kunne indtræffe. Der ligger allerede en stor Forhaab- [583] ning i den gode Udsigt til en velsignet Høst; og de Producter, som Norge har at sælge, ere af den Beskaffenhed, at de sjeldent i lang Tid afviistes af fremmede Kunder. Naar en

8 lykkelig Forandring i denne Tingenes Stilling indtræffer, da vil Coursens Forbedring paa den naturlige Vei kunne finde Sted; den vil da være en Følge af forbedrede Handels-Conjuncturer, og ikke af et Tvangsmiddel, som i mine Tanker let kunde virke skadeligen paa det Hele. Det kan dog ikke negtes, at Landets Stilling, med Hensyn til de productive Classers Virksomhed, er betænkelig, og under saadan Forvirring vilde det i mine Tanker ei være klogt, eensidigen at træffe Foranstaltninger, hvis Indflydelse paa det Hele ikke er noksom bekjendt. Idet jeg er fuldkommen enig med alle Committeens Medlemmer deri, at Sølvvexling, uden mindste Fare for Banken selv kunde besluttes, fordi jeg er overbeviist om, at ikke den halve Deel af dens Fond vilde fornødiges til at indfrie alle Fordringer af den Art paa Norges Bank, troer jeg dog der med Føie kunde befrygtes flere Ulemper af den Pligt, som paaligger Banken, at holde dens Sølvfond stedse fuldtallig, og i manglende Fald at at inddrage et svarende Beløb af Sedler hos dens Debitorer. De Opsigelser, som deraf maatte blive en Følge, kunde vel aldrig blive meer ødelæggende [584] for Vedkommende, end i nærværende Tidspunct, da der er en almindelig Klage over Pengemangel, og da saa mange Forslag gjøres om at forøge Mængden af de Kilder, hvoraf Penge kunde vorde bortlaante. Det er disse Betragtninger, som bevæge mig til at troe, at Vexlings-Coursen ei bør bestemmes lavere end af Committeen er foreslaaet, og jeg vilde have tilladt mig det Forslag, ingen Forandring at gjøre i den nærværende Bestemmelse, hvorefter denne Cours er fastsat til 135, dersom jeg ikke havde den fuldkomneste Tillid til de værdige Mænd, som bestyre vort Bankvæsen, at de ville overlade Coursen til sin naturlige Gang, og ikke ved positive Bestemmelser ophøie den over det Standpunct, hvorpaa den, efter Conjuncturernes Beskaffenhed, vil fæste sig. Til Slutning være det mig tilladt at tilføie, at ligesom jeg, herefter som hidtil, troer at kunne lempe min egen Virksomhed efter enhver Beslutning, Thinget maatte finde for godt at tage, har jeg ikke ved disse Betragtninger taget mindste eensidigt Hensyn til min egen Stilling i Staten; men frimodigen og efter min Skjønsomhed fremsat, hvad der er Resultatet af min rene Overbeviisning. Christiania, i Odelsthinget 25de Juni Aall. Register: Tale i Anledning af Lovforslaget om Haandværksdriften... Mai 335. [335] Repræsentanten Jernverkseier Aall holdt i denne Sag følgende Tale: Det er vistnok betænkeligt at foreslaae Forandringer i Institutioner, som ere nedarvede fra en fjærn Fortid, og i de Former, under hvilke en ikke ubetydelig Deel af Landets Indvaanere have

9 drevet deres borgerlige Næring. Hvilke Grunde endog Theorien kunde fremstille for Forandringens Hensigtsmæssighed, saa svækkes deres Gyldighed ofte ved den Forrykkelse i borgerlige Næringsveie, som ved en brat Overgang foranlediges. De Ujævnheder, som findes i gamle, skjønt ikke efter Statsoeconomiens Regler, foreskrevne Former, ere afslebne med Tiden selv, og ligesom en gammel, skjønt ufuldkommen, Maskine ofte driver det vigtigste Værk til stor Fordeel for alle Vedkommende, saaledes trives Statens Tarv ofte herligen ved den ældgamle, skjønt mod [336] Theoriens Forskrifter stridende Norm, efter hvilken enkelte Haandteringer føres. Men, ihvorvel dette ikke kan nægtes, bør Landets paa Thinget forsamlede Mænd ikke derved lade sig afskrække fra at forandre og forbedre de borgerlige Næringsveies Forhold til Staten, forsaavidt de maatte findes mangelagtige eller ei overeensstemmende med Fædrelandets nærværende Grundforfatning. Ingen Deel af Menneskets videnskabelige Granskning har i den senere Tid gjort større Fremskridt end den, som behandler statsoeconomiske Gjenstande. Videnskaben selv, hvis første Linier for et halvt Seculum siden af en engelsk Lærd udkastedes, beriges dagligen med nye Anskuelser, hvis Gyldighed bekræftes af Erfaring selv. Det er saaledes tilvisse Storthingets Pligt at tilegne sig de Forbedringer, som Kampen mellem Fornuft og Fordom, mellem Vedhængenhed ved det Gamle og Nyhedssyge, har frembragt, og som øiensynligen har forbedret Haandteringernes Forhold til Staten og forøget Statsborgernes Nydelser. Disse Betragtninger ligge upaatvivleligen til Grund for Lovcommitteens Udkast til den Lov, der nu tages under Overveielse, og den Committee, til hvis Bedømmelse denne Sag har været henviist, har, om jeg ikke feiler, troet, at en passende Middelvei i denne Henseende har været fulgt. Raadspørges [337] Historie og Erfaring i denne Sag, da vil der i næsten alle herom handlende Love, fra Christian den 4de af til vore Dage, findes en Tendents til at befrie Haandværksvæsenet fra de Baand, hvormed Laugsindretningerne have betynget det. Hiin Konge, der i saa mange Henseender var forud for sin Tidsalder, afskaffede dem aldeles; men Forandringen passede sig ikke til Tidens Aand og det af følgende Konger antagne Regjeringssystem. Imidlertid er idelige Indskrænkninger gjorte, og i selve Danmark er Laugstvangen kun en Skygge af hvad den forhen har været. Erfaring lærer, at Haandværksflid og Konst meest udmærke sig i de Lande, hvor den ei ved Laugstvang er indskrænket. I Holland, hvor Laugstvangens Lænker først løsnedes, har Industrien gjort mægtige Fremskridt. Det samme er Tilfældet i Frankrige og Preussen, hvor Tvangen senere ophørte; og naar man anfører Englands Exempel for den modsatte Mening, da maa det ikke glemmes, at Haandværksdriften der drives mestendeels

10 fabrikmæssigen, og at de nye Fabrikstæder, som ere i en meest blomstrende Tilstand ere ubekjendte med al Laugstvang. Man har, til Forsvar for Laugene, anført, at de ere nødvendige, for at Haandværkerne i Byerne kunde concurrere med dem paa Landet; at de ere hensigtsmæssige til Ordens Vedligeholdelse, til [338] de Syges og Udlevedes Pleie; og fornemmeligen at de beskytte mod Bedragere og Fuskere. Men disse, tildeels indbildte, Fordele kunne ikke opveie den Skade, som den paa Talentets Udvikling lagte Tvang har foranlediget. Haandværkeren i Byerne har ved sin Side de Materialer, som han skal forarbeide, eller kan med Lethed skaffe sig dem fra første Haand; han har for sig et større Marked, og har en lettere Adgang til de fleste Livets Nydelser. Men som oftest gjør han større Krav paa disse end Landboeren, og indvikles ofte i Sysler og Adspredelser, som ere over hans Stand. Laugsindretninger ere ikke nødvendige for Ordens Vedligeholdelse; nogle kloge Politieforanstaltninger, hvortil denne Lov ikke mangler Forslag, kunde i denne Henseende udrette det samme, og Fuskearbeide er ikke sjeldent i vore Byer, fordi Laugstvangen hersker der. Vore Skibsbygmestere og Skibstømmermænd have intet Laug, og de ere tilvisse ikke de sletteste blandt vore Haandværkere, medens andre i Laug indtvungne Haandteringer gjøre langsomme Skridt til Fuldkommenhed. Bissekræmmere, Markeder og Taxter ere Surrogater for en fornuftig Haandværksfrihed, og hvo vilde vel anprise disse? Hvor store ere ikke paa den anden Side de Ulemper, som Laugstvangen medfører? I den tid- [339] lige Alder, da Barnets Sjel er meest aaben for Lærdomme, sættes Drængen i Lære, og under ofte de uværdigste, og for hans Opdragelse meest hensigtsløse Sysler forsømmes hans Sjels Uddannelse ved en passende Skoleunderviisning, uden at han synderligen nærmer sig sin Bestemmelse paa Livets Vei. Ved Enden af de lange Læreaar staaer han endnu ved Begyndelsen af sin Bane, og det er ham nu ligesom først tilladt at begynde sine egentlige Forberedelser. I han Svendeaar ledes han til nye Forvildelser Under Uskikke, Udskeielser, Arbeidsslaphed paa Fridage og tidsspildende Omflakken, hengaaer ofte den bedste Deel af hans Leveaar, uden han har opnaaet den Færdighed, som kan gjøre ham til en dygtig Mand i sin Virkekreds. Talentets Udvikling besværes i Ungdommens Aar, og den paa en fornuftig Vei erhvervede Konstfærdighed kan ikke udøves uden efter ufornuftige Tvangsregler. I Sandhed det er paa høi Tid at vor Lovgivning i denne Henseende bereder Fædrelandet en bedre Fremtid, og aabne Talent og Konstfærdighed den frie Udvikling, som kan give vort Haandværksvæsen en ønskelig Fuldkommenhed. Hvor ufuldkomment Beviis et Mesterstykke afgiver for en Haandværkers Duelighed, det indsaae allerede Christian den 4de, som ogsaa afskaffede

11 [340] Mesterstykket ved Forordningen af Foruden de Bedragerier, som dervedofte finde Sted, indeholder det som oftest ikke engang Beviis for den Færdighed, som kan betrygge en for det Almindelige gavnlig Haandværksdrift, ligesom denne Prøve ikke ved alle Slags Haandværker lader sig anvende. Men i det Lovgiveren har dette Maal for Øie, bør han tage billig Hensyn til de nuværende Laugsbrødre, som ved en brat Forandring kunde blive krænkede i deres lovligen erhvervede Rettigheder. Historien har ogsaa i denne Henseende afskrækkende Exempler at fremvise. Uden at lægge Vægt paa Frankriges Exempel, hvor Forsøget til Ophævelse af Laugene forgjæves gjordes for et halvt Seculum siden paa en Tid, da Feudalismens Uvæsen lemlæstede enhver Næringsvei, være det mig tilladt at nævne det friere Schweiz, hvor Laugenes Ophævelse for nogle Decennier tilbage forgjæves forsøgtes, fordi Overgangen var for brat, hvorved en almindelig Misnøie opvaktes blandt en talrig Deel af Landets Indvaanere. Denne successive Opløsning af Laugene, som lader den nærværende Generation forblive i Besiddelse af de Rettigheder, som de lovligen have erhvervet sig, og lader Udviklingen af friere Bevægelse først finde Sted, efterhaanden som de nærværende Laugs- [341] brødre uddøe, er vist ogsaa mere gavnlig for Sagen selv. Thi dersom Laugene pludseligen ophævedes, vilde en Mængde Fuskere, i Haandværksdriften uøvede Ynglinger, kaste sig ind i disse Næringsveie, og til deres egen og Medborgeres Ruin, saavelsom til Consumenternes Skade forfuske denne Bedrift. Disse Betragtninger have bevæget mig til at antage de Grundsætninger, som i nærværende Lov-Udkast findes indførte. Christiania, den 14de Mai Aall. Register: Tale om Kornrenten ved Salg af beneficeret Gods... Mai 500. [500] Repræsentanten Jernverkseier Aall holdt, med Hensyn til denne Sag følgende Tale: [105 sic!] Hr. Præsident! Den Sag, som fra Committeen for Kirke- og Underviisningsvæsenet nu er bleven forelagt Odelsthinget er uden Tvivl en af de vigtigste, hvormed Thinget har at beskjæftige sig, da den angaaer, paa den ene Side den betydeligste Deel af Statens Eiendomme, paa den anden Side en talrig Classe af Landets Indvaanere, som ikke i Almindelighed kan regnes blandt de formuende. Om Beskaffenheden af de Grundsætninger, hvorpaa Loven af 20de August 1821 er bygget, maae imidlertid Thingets Medlemmer bedre nu end den Gang kunne dømme, og det maa være lettere nu at afhjelpe eller formindske de Vandskeligheder, som med Udførelsen have været forbundne, end det den Gang var, med varsomt Hensyn til alle Angjældendes Tarv at bevirke en Hovedforandring i

12 Afbenyttelsen af Landets vigtigste Eiendom. Thi, hvad der gjælder i Almindelighed i det menneskelige Liv, at Theoriens Forskrifter støde paa store Vanskeligheder i Anvendelsen, hvilket især finder Sted i vort Fædreneland, som med en liden Folkemængde og et stort Areal indeholder Stof til de meest heterogene statsoeconomiske Foranstaltninger, det gjælder ogsaa hiin Lov i Særdeleshed. Saavel den [502] Kongelige Proposition, som Committeens Indstilling oplyser Aarsagen til den Forskjæl, som med Hensyn til det beneficerede Godses Salg har fundet Sted i Landets forskjellige Egne, og begge ere enig i, at en Forandring i Lovens Bestemmelser er fornøden; men de af begge gjorte Forslag afvige fra hinanden i høieste Maade. I den Kongelige Proposition foreslaaes Ophævelsen af Kornrenten, naar Kjøberen ønsker det, hvorimod dette i Committeens Indstilling ansees som en Forandring, der vilde have de farligste Følger. Jeg skal ikke gjentage Committeens Grunde for dens Meening; men kun berøre nogle, der i mine Tanker ikke ere mindre vigtige, end de anførte. Det er en bekjendt statsoeconomisk Sandhed, at Korn for en lang Tid er en rigtigere Maalestok for Tingenes Værd end Penge, og at Arbeide for flere Aarhundreder siden betaltes omtrent med det samme Qvantum Korn, som nu omstunder. Det er ligesaa bekjendt, at Sølvets Priis selv afsondret fra den fluctuerende Værd, som Brugen af Repræsentativer derfor medfører er afhængig af mange tilfældige Omstændigheder og Opdagelser, hvorved Tingenes nominelle Priis meget forandres. Det kunde altsaa synes betænkeligt at hæve en Afgift, som har en stadig Værd, og om- [503] bytte den med en anden, der har en vaklende. Men hvor vigtige end disse Betragtninger i sig selv kunne være, saa forekommer det mig, som de Grunde, der tale for Bestemmelsen i den Kongelige Proposition 1 have større Vægt. Ved Realisationen af det beneficerede Gods haves uden Tvivl 2de vigtige Øiemed i Sigte. Det første, det vigtigste, som det med vor Statsforfatning meest overeensstemmende, er, snarest muligt, at forvandle Leilændings-Godset til Selveiendom, og saaledes at tilveiebringe den høiere Cultur i Landvæsenet, og den Forædling i National-Characteren, som efter alle Tiders Erfaring deraf er en uundgaaelig Følge. Det er oplyst i den Kongelige Proposition og tilstaaet af Committeen selv, at den paabyrdede Rente er den vigtigste Hindring for Godsets Salg, ja al Ophævelse deraf er den Betingelse, uden hvilken Salg ei kan finde Sted. Mig forekommer det altsaa hensigtsmæssigere at rette sig i denne Henseende efter Liebhabernes Villie, end at standse den gode Sags Fremme. Den Forhaabning, som vi kunde efterlade Efterslægten om en lykkelig borgerlig Forfatning, bygges uden Tvivl bedre paa vore Medborgeres Forædling, paa en fornuftig Frihed i alle deres Sysler, paa den naturlige Opmuntring,

13 [504] som gives Vindskibeligheden ved Selveiendom, end paa gjemte Capitaler, hvad enten de bestaae i Dynger af Guld eller Korn. Det andet Øiemed ved Realistionen af disse Eiendomme er, skjønt hiint underordnet, vist nok ikke uvigtigt, at tilveiebringe Staten Indtægter, hvorved saavel Besparelser paa Budgettet kunde finde Sted, som en Sag fremmes, der maa være enhver veltænkende Statsborger af den høieste Vigtighed. Hvad Nationen i denne Henseende kan haabe, derom vidne de allerede stedfundne Realisationer. Før 1821 gav alle Statens Gods en Indtægt, der var saa ubetydelig, at den neppe fortjente at nævnes paa Budgettet, og den Indberetning, som nu er forelagt Thinget, om hvad der er solgt af dette Gods, indeholder en Sum, hvis Betydenhed maa vist nok opvække Tilfredshed med de tagne Beslutninger. Det synes, som Sagen nu staaer ved fast uovervindelige Vanskeligheder. Liebhaberne ønske ikke at underkaste sig den foreskrevne Kornrente, enten fordi de ikke ville lægge et besværligt Baand paa det Gods, som de ville gjøre til deres Eiendomme, eller fordi de ikke saa let kunde oversee den Byrde, som derved paalægges dem. Jeg nægter ikke, at jeg anseer det ønskeligt, om en Deel af Kjøbesummen forvandledes til Kornrente, og jeg skal i den Anledning tillade mig at gjøre et Forslag til et Tillæg til den [505] Kongelige Proposition. Mangen Betænkelighed, saavel med Hensyn til den indløste Sums mulige Forvandskelse, som dens Anvendelse ved Magtsprog til et andet Brug, kunde derved hæves. Men denne Betænkelighed bør vige for den fuldstændige Udførelse af en Plan, der saa heldigen er begyndt, og denne Forskrift i Auctions-Conditionerne bør ikke bortskremme Liebhaberne. Erfarenhed har lært, at ved Bortbygsling og Bortforpagtning kun løses ubetydelige Summer, at Misbrug, ulovlig Adfærd med den Deel af Eiendommen, som ei er til Leilændingens Raadighed, foranlediger et kostbart og unyttigt Tilsyn fra Statens Side kort skal Godset bortforpagtes eller bortbygsles, vilde alle de Ulemper, som man ved Loven af 20de August 1821 søgte at hæve, igjen indfinde sig. Det er saaledes, efter min Overbeviisning, hensigtsmæssigt at bortrydde Hindringer, som kunde standse Realisationen af disse Eiendomme, og af denne Aarsag foretrækker jeg den 1ste af Regjeringens Forslag for den af Committeen foreslagne. Christiania, i Odelsthinget 25de Mai Aall. Register: Ditto for Antagelsen af. 10 i Lovcommitteens Udkast til Lov om Bergværkerne Juli No og [444] Jernverkseier Aall holdt i denne Sag følgende Tale:

14 Efterat Lov-Committeen i sit Udkast til en Lov for Bergverkerne i. 1-9 har foreslaaet saadanne Bestemmelser, som give Grundeierne den Raadighed over de Rigdomme, der findes under Jorden, som ved flere ældgamle Love var dem berøvet, og udelukt alle Uvedkommende fra Adgang til at opsøge Malm paa Eierens Grund mod hans Villie, har den i den 10de. i Lov-Udkastet søgt at sikkre de nærværende Grubeeiere en ubehindret og for Fremtiden betryggende Brug af de Malmfeldt, hvoraf de hidtil have været i uforstyrret Besiddelse til deres Verkers Drift. Den har søgt at forene Agtelse for Eiendomsretten med et forsigtigt Hensyn til de bestaaende Virksomheders Tarv, og den har tilvisse ved denne Fremgangsmaade handlet i Grundlovens Aand, og efter dens Bogstav, der med tydelige Ord hegner om begge disse Rettigheder. Udkastet har derfor i den 10de. ikke alene sikkret Verkerne Brugen af de Gruber, som de for Tiden holde under Drift, men og Ret til dem, som de have, overeensstemmende med de gjældende Anordninger, holdt under Frist, og saaledes snart holdt i Drift, snart efter Omstændighederne og Verkets Fornødenheder ladet hvile i et eller flere Aar. Enhver, som er bekjendt med de Norske Verkers Organi- [445] sation, veed, at locale Omstændigheder gjøre det deels umuligt, deels vanskeligt, at drive disse Gruber bergmæssigen hele Aaret igjennem. De mangle stundom det til Maskinernes Drift fornødne Vand, eller de ere til visse Aarets Tider fyldte med giftige Dunster, som hindre Bearbeidelsen, eller og er det Qvantum, som af en enkelt Malmsort behøves, stundom saa ringe, skjønt for en fordeelagtig Drift uundværligt, at det vilde være til stor og unyttig Omkostning desformedelst at vedligeholde en stadig Drift. Der gives neppe noget Verk i Norge, som jo har Exempler at fremvise paa en saadan afbrudt, og til sine Tider i flere Aar indstillet Drift af enkelte Gruber. Paa Næs-Verk finder den uafladelig Sted, og de paa Storthinget værende Verkseiere ville uden Tvivl kunne afgive det samme Vidnesbyrd. Det er iligemaade en bekjendt Erfaring, at Malme af forskjellige chymiske Bestanddele, og med Hensyn til Sammenblanding bestaaende af flere Jordarter, give den fordeelagtigste og hensigtsmæssigste Smeltning. Saaledes udbringes med det samme Qvantum Kull en større Mængde Jern, og Verkseieren er i Stand til at give sit Product, med de mindst mulige Bekostninger, den Fuldkommenhed, som befordrer dets Afsætning. Nogle Malmarter give gode Støbevarer, andre ere meer skikkede til at frembringe et godt Stang- [446] jern, og begge Dele ere vigtige i et Land, hvor Handelskunder vexelviis kræve begge Dele. Nogle Malmarter benyttes kun som Befordringsmidler for strængt flydende, men rige Malme, der uden hiin Tilsætning neppe kunne vorde benyttede. For en Verkseier derfor, som vil kunne smelte med Fordeel, er det nødvendigt at stille en Række af flere Malme ved Siden

15 af hinanden, efter et større og mindre Forhold. Saaledes paasættes i dette Øieblik paa Marsovnen paa Næs 7 forskjellige Malme i et Forhold af 1/3 til 1/20 af den hele Paasætning. Hertil kommer, at Landets Metalverker, efter den Organisation, som de i Følge en gammel Lovgivning have faaet, ere Eiendomme af betydelig Omfang, hvis Tilværelse ikke er beregnet for Tiden alene; men som og strække deres Forhaabninger til en fjærn Fremtid. De Gruber, som de have under Drift, ere en Basis for deres Tilværelse for Tiden, de Skjærper, som de have opdaget, og tildeels endnu ei med alvorlig Haand berørt, udgjøre deres Haab for Fremtiden, naar de nu i Drift værende Gruber skulde gaae saa stærkt i Dybet, at Bearbeidelsen blev vanskelig, og til et fordeelagtigt Udbytte alt for bekostelig, eller og Gruben selv, formedelst Omstændigheder, som i Naturens Gang ere uberegnelige, aldeles udgaae. Ogsaa det sidste Tilfælde har fundet Sted ved Næs-Verk, og [447] enhver fornuftig Verkseier lader det ikke mangle paa undersøgende Arbeider ved Siden af dem, der nødvendigen foretages til at vedligeholde Verkets Drift, paa det deslige Uheld ikke skulde bringe den hele Maskine i Uorden, og omsider foranledige dens Undergang. Saaledes vover jeg frimodigen at paastaae, at Metalverkerne, dersom deres Tilværelse ikke skulde vorde alt for usikker, maae fremdeles forblive i Besiddelse af de Gruber, som de nu have under Drift hvad enten denne er stadig eller periodisk og tillige af et passende Antal af de Skjærper og Gruber, som de hidtil have holdt under Frist. Jeg formaaer ikke at indsee, hvorledes det kan paastaaes, at derved tilføies Grundeieren nogen uvedbørlig Skade, eller som ikke er hjemlet i vor nærværende Lovgivning. Overalt, hvor Grubeeieren færdes, maa han fuldeligen betale den Skade han gjør. Ingen Plads udtages til hans Malm, Graabjerg, Maskinerier, Kjørvei o. s. v., uden han maa betale en Erstatning, som i de allerfleste Tilfælde er større end den tilføiede Skade. Intet Material leveres til Gruben, ingen Kjørsel gjøres fra samme efter Tvang, men efter frivillig Accord, og jeg har aldrig hørt nogen Utilfredshed hos vedkommende Grundeier der, hvor en Grubedrift er sat i Gang. Ved denne Lov er sat en Grændse for alle Tvangsforsøg paa at gjøre Opdagelse, og at benytte [448] det Opdagede paa anden Mands Grund. Kun de Opdagelser, som af Andre i ældre Loves Medhold ere gjorte, ere herefter som hidtil uden for Grundeierens umiddelbare Benyttelse; kun de Gruber, som ved andres ofte store Omkostninger ere gjorte til en nødvendig Basis for en vigtig Virksomhed, tilhøre ham ikke meer. Medens Grundeieren paa den ene Side erholder en i Aarhundreder savnet frie Besiddelses-Ret med Hensyn til den langt betydeligere Deel af hans Eiendom, forbliver han kun i sin forrige Stilling med Hensyn til de Gruber, der tilhøre Verkerne, som en nødvendig Betingelse for deres Tilværelse. Hvorimod Verkseierne, dersom dem berøves de Gruber, der ei holdes i bestandig Drift eller ligge under

16 Frist, tabe tilligemed den frie Adgang til Opdagelse af Metaller paa fremmed Eiendom, hvoraf de hidtil lovmedholdigen vare i Besiddelse, ogsaa Brug og Nytte af de Eiendomme, som de have opdaget og med Bekostninger og under Lovens Skjold gjort sig nyttige, og som til deres Virksomheds Vedligeholdelse ere dem uundværlige. Det indvendes, at en Frist, som udløber efter Aar og Dag, har aldrig indeholdt en saa fuldkommen Besiddelsesret, som den bestandige Drift; men Striden er dog tilvisse meer om Ord end om Tingen selv, al den Stund der aldrig gives noget Exempel paa, [449] at en Frist har været nægtet, og denne Frist snarere har kunnet betragtes som en Afgift til Bergbetjente end nogen indskrænket Besiddelsesret. Imidlertid kan der, for at forebygge paaankede Misbrug, fastsættes et vist Antal Gruber og Skjærper, som ethvert Verk paa fremmed Grund maatte være i Besiddelse af. Man henviser Grubeeierne til Accord med Grundeieren selv, men foruden den Uvished, som dermed er forbunden, blive de ikke de eneste Liebhabere dertil. Flere kunde ved Siden af dem indfinde sig, som deels kunde tilegne sig Eiendomme, hvortil de nuværende Belæggere ene troede at have Ret, deels opdrive Prisen paa Eiendomme, som disse havde opdaget og forædlet. De opførte Maskiner, den gjorte Bebygning, de øvrige anvendte Omkostninger kom dem tilgode, som Intet dertil havde bidraget, og den ved Konsten tilføiede Priisforhøielse faldt i uvedkommende Hænder. Af disse Aarsager troer jeg, at Verkerne fremdeles bør forblive i fri Besiddelse af de Gruber, som de nu have i Drift paa anden Mands Grund, og af et bestemt Antal af dem, som de holde under Frist, hvilket Antal maaskee kunde indskrænkes til 15, da det er mere end rimeligt, at det halve Antal af disse Skjærper aldrig ville vorde ophøiede til brydværdige Gruber. [450] Af disse Grunde troer jeg, at Lovcommitteens Forslag i Udkastets 10de. bør følges. Christiania, i Odelsthinget, den 17de Juli Aall. [471] 2. I det jeg herved ærbødigen giver min Betænkning over det Forslag, som Finantsdepartementet ved Skrivelse til Lovcommitteen af 25de Februar har givet til en Hovedforandring i de hidtil gjældende Bestemmelser for Bergværksvesenet i Norge, troer jeg ingenlunde at kunne fremføre Noget, der maatte forandre den Anskuelse, som Committeens øvrige Medlemmer have om denne Sag, eller tilintetgjøre og modificere Beslutninger, som de, efter deres større Indsigt, maatte have taget i denne Anledning. Men, da jeg, saavel efter Sagens Natur, som i Følge de Bevæggrunde, der i Storthinget have foranlediget mit Valg som Medlem af denne Committee, man betragtes paa en Maade som de øvrige Værkseieres Repræsentant, meest bekjendt med deres Stilling, og, forsaavidt det ei strider mod min

17 Overbeviisning, forpligtet til at forsvare deres Rettigheder, har jeg ikke alene anseet det for min Pligt at sætte mig, efter bedste Skjønsomhed, ind i denne nye Forandring, og [472] prøve dens Indflydelse paa Værks-Virksomheden; men og derover forfattet en skriftlig Betænkning, der kunde vidne om mine Bestræbelser for at finde det Rette. Imidlertid har jeg søgt at vogte mig for, at behandle denne Sag eensidigen, vel vidende, at der i almindeligen gjældende Bestemmelser, som angaae en af Fædrelandets vigtigste Interesser, ikke bør eensidigen tages Hensyn paa Enkeltes Fordeel, og at alle Landets Borgere ere lige berettigede til at nyde Godt af den lykkelige Stilling, hvori vort Fædreland som Stat befinder sig. Jeg afholder mig aldeles fra at betragte Sagen fra den juridiske Side. Committeen har det Held at have i sin Midte Landets meest udmærkede Jurister, som bedst kunne bedømme Værkernes Forhold til Staten i denne Henseende, hvorledes de i Grundloven anførte almindelige Bestemmelser paa dem kunne anvendes, og hvorledes den liberale Aand, der upaatvivleligen hader alle Indskrænkninger i Næringsfriheden, ogsaa her kan forenes med det forsigtige Hensyn, som den tager paa bestaaende, og ligesom hævdede Rettigheder. Efter min individuelle Følelse vilde det juridiske Forsvar for den tilbageværende Rest af Værkernes Privilegier, om det endog kunde føres og af de gjældende Love udledes, være det svageste Værn for deres Vedvarenhed, og hvad Nationens fornuftige Mænd, [473] eller hvad denne Committees øvrige Medlemmer fandt skadeligt for det Almindelige, endskjønt beskyttet af Lovene, skulde jeg ligesaa oprigtigt, som disse Mænd selv, arbeide paa at kuldkaste. Saaledes skal jeg blot henholde mig til nogle flygtige Betragtninger over den Indflydelse, som de af Finansdepartementet gjorte Forslag, med Hensyn til Landets Bergvæsen, kunde have, saavel paa det Almindelige, som paa Værkerne. Dersom Bergværksdriften trænger til mere passende Lovbestemmelser end de hidtil gjældende i den Grad, som Finantsdepartementet forudsætter, da maa det være med Hensyn til det Resultat, som man lover sig deraf, at den kom i flere Hænder, og fordi den ved uretfærdige Love indskrænkede Eiendomsret ikke hastigen nok kunde tilbagegives dem, som den naturligen tilkommer. I ingen anden Henseende forekommer det mig at være Uorden i denne Bedrift. Ingensteds føres Anke over Misbrug af Privilegier, som i Bergværksdriftens Barndom, af en utidig Iver for at opmuntre denne Industrie-Green, bleve givne enkelte Mænd paa Medborgeres Bekostning. I denne Virksomheds-Art øves ei flere Misbrug, end i enhver anden borgerlig Næring, som føres til Omkredsens større eller mindre Gavn efter de Mænds respective Tænkemaade, som staae i Spidsen derfor. [474] Derimod har Landets nye Forfatning, siden Skilsmissen fra Danmark, foranlediget en Forandring i Værkernes Forhold, hvis Følger Erfaringen alene kunde lære at kjende. Saavidt

18 jeg har kunnet skjønne, er det denne Betragtning, som har foranlediget Bergværkssagen Oprættelse fra Storthing til Storthing. I nyere Skrifter ere nu Ideer satte i Omløb, som maaskee gjør det tilraadeligt at fremskynde Sagens Afgjørelse. Værkseierne fremstilles som Mænd, der have anmasset sig Rettigheder, der paa det Dybeste saarer Grundeiernes Interesse, og som, til Fordærvelse for Fædrelandet i Almindelighed, deres egen Bedrift i Særdeleshed, have udøvet Privilegier, som ikke ere kjendte i andre Lande. Den udkastede Bergværkslov fremsættes som et Mønster paa Ufornuft, Vildfarelse og uhørte Indgreb i Eiendomsretten. Her er tilvisse ikke Stedet at gjendrive disse Angreb. Ved at berøre denne Sag foranlediges jeg kun til den Bemærkning, at dersom der blot ligger nogen Sandhed til Grund for disse Beskyldninger, dersom Værkernes nærværende Forhold til Staten har Nationens og deres Stemme imod sig, der skulle vaage over, at Landets Love bygges med Retfærdighed, da maa Ingen meer end Værkseierne selv ønske at træde ud af den vanærende Kreds af Borgere, som drive deres Virksomhed til Fordærvelse for Fædrelandet. Dette maa [475] nu være saa meget vigtigere for Værkseierne, som Sagen er kommen i humanere Hænder, som den er sat i Bevægelse af Statsstyrelsen selv, og upaatvivleligen vil vorde behandlet med Upartiskhed, Sindighed og Hensyn til alle Angjældendes Tarv. Dersom de øvrige Værkseiere dele mine Følelser, bør intet Øieblik forsømmes for at bringe denne Sag til Afgjørelse, for at kuldkaste Rettigheder, der kunde have Fornuftens, Stats-Interessens og Nationens Stemme imod sig, og jo meer jeg tænker mig ind i Sagen selv, jo mindre Aarsag synes mig, at Værkseierne have til at forsvare sine Rettigheder i deres hele Omfang. Med Hensyn til No. 1 i Departementets Skrivelse, være det mig saaledes tilladt at bemærke: De fleste Værker ere i Besiddelse af de Gruber, som de til deres Værksdrift behøve, og, naar disse fremdeles forbeholdes dem, er det maaskee ubestemt, om den foreslagne Tingenes Forandring vil gavne eller skade dem. De skyldte hidtil Udvidelsen af deres Grubedrift paa flere Puncter tilfældige Opdagelser, som oftest paa anden Mands Grund, men de vare, omendskjønt beskyttede af Lovene, indskrænkede af den naturlige Sky, som enhver Retsindig har for at fortrædige sin Næste. Værkseiernes Skurfen paa anden Mands Grund, mod Grundeierens udtrykkelige Øn- [476] ske, har saaledes sjelden fundet Sted, og kun faa Exempler kunne fremstilles paa Misbrug og Klager af den Art i den senere Tid. Antages den af Departementet fremsatte Hoved-Idee, kommer Lysten til Opdagelser i flere og naturligere Hænder. Følgen kan deraf vorde, at enten en større Mængde Malm kommer paa Markedet, som de malmtrængende Værker billigere end nu kunde tilforhandle sig, eller og disse, som de villigste Liebhabere, kunde gaae i Interessentskab med Grundeierne, eller afkjøbe dem den opdagede Grube. Da

19 jeg saaledes formoder, at de Grundeieres Tal, som ville søge at gjøre sig deres Eiendomme saavel under, som over Jorden, saa nyttige som mueligt, ville vorde større end deres, der frygte enhver Virksomheds Larm paa deres Grund, saa kan vel forudsættes, at paa den ene Side Opdagelsernes Felt vil vorde udvidet, Metal-Productionen i Landet forøget, og at malmtrængende Værker paa den anden Side vilde faae lettere Adgang til at skaffe sig de fornødne Malme. Dersom det altsaa, vist nok med Rette, kan forudsættes, at denne Nærmelse til Dominium plenum vil binde Grundeierne til Fædrelandet med end stærkere Baand, foranledige, at flere Opdagelser herefter kunde gjøres og Bergværksdriften udvides, saa seer jeg ikke, at Værkseierne burde gjøre nogen Ind- [477] vending mod en Forandring, hvis Indflydelse paa deres Bedrift ikke bestemt kan forudsiges. Men derimod forekommer det mig, at Værkseierne burde forblive ubehindret i den Art af Besiddelse, som de hidtil have havt, af de Gruber, som de nu benytte, og at deres Forhold til Staten, med Hensyn til disse, er langt anderledes end de nye Grundeieres, som herefter kunde gjøre Opdagelser. Disse Gruber ere mestendeels Grundvolden for den hele Bedrift, og største Aarsag til Værkernes kostbare Anlæg. De begrunde en Virksomhed, som er til, og paa hvis Fortsættelse mange Familiers Velfærd beroer. De have erhvervet denne Benyttelse paa den Maade, som ældgamle, tydelige og bekjendte Love foreskrive, og have ofte anvendt store Omkostninger for at gjøre deres Brug hensigtsmæssig og gavnlig. De findes, næsten uden Undtagelse, paa de meest ufrugtbare og mindst benyttede af Landets Grundeiendomme, og give Grundeierne Fordele, som de ofte sætte Priis paa. Ingen servitut hviler mere paa Grundeierne, hverken med Hensyn til Leveranse eller Kjørsel, til Bedste for disse Indretninger, og Grundeierne kunne saaledes, forsaavidt ingen Concurrence finder Sted, foreskrive de Vilkaar, paa hvilke de ville bidrage til disse Eiendommes Vedligeholdelse. Det kunde vel synes, som et Værk, der var i Besiddelse af flere [478] Gruber, derved kom til at Ruge over en større Rigdom af Malm, end vedbørligt var; men Værkerne ere ikke ephemeriske Indretninger, anlagte for den nærværende Tid alene; de tilhøre Efterslægten. Gruberne udhules aarligen meer og meer, og Haabet om en fordeelagtig Drift kunde svinde, naar denne ikke fordeeltes paa flere Gruber. Er det vist, at Malm af forskjellige Bestanddele, og som frembringe en forskjellig Virkning paa det vundne Product, ere af den største Vigtighed for Metalfabricationen, saa kan og ikke en eneste Malmsort, endskjønt i ringe Mængde, uden Gavn borttages af Malmsætningen. At foreskrive de nærværende Grubeeiere en uafbrudt Grubedrift med et bestemt Belæg, forekommer mig saaledes at være ubilligt, aldenstund det vilde være saa godt som umueligt at finde en

20 passende Maalestok i denne Henseende. Næs Jærnverk har en Grube, som med 20 Mands Belæg i 6 Vintermaaneder og 5 Mand i 6 Sommermaaneder netop forskaffer den fornødne Malm; det har en anden, som med 5 Mand stadigt Belæg giver et større Qvantum, og det har en, hvor 3 Mands Besætning i 3 a 4 Maaneder hvert andet Aar tilveiebringer den fornødne Malm. Det har andre Gruber, hvis Drift er periodisk, beroende paa, naar en tilstrækkelig Mængde Vand til at sætte de opførte Maskiner i Bevægelse er samlet i de vandfulde [479] Aarstider. Er nogen Skade tilføiet Grundeierne ved disse Indretninger, hvilket jeg i Sandhed efter min bedste Overbeviisning ikke troer, da er denne glemt og forsvunden i Tidens Løb, eller erstattet ved havte Fordele og Grundeieren faaer finde sig i, at en afsides Krog af hans ufrugtbareste Eiendom er belagt med Bergmandens Redskab, som ofte hans bedste Ager og Eng er gjennemskaaret af Landets offentlige Veie. Jeg taler ikke Værkernes Sag med Hensyn til nye Opdagelser. De have i denne Henseende den almindelige, ja den fornuftigste Deel af Nationens Stemme imod sig. De være tilfældige Opdagelser paa egne Eiendomme, og det Haab, at kunne træffe Forening med Grundeierne, overladte; men jeg nægter ikke, at det vilde smerte mig at maatte forlade Eiendomme, som jeg troer at have dreven med Bergmands Flid og Konst, paa hvilke jeg har anvendt store, tildeels kun i Fremtiden lønnende Omkostninger, og som udgjør mit og min Families Haab i Tid og Fremtid. Staten har forbeholdt sig, med Hensyn til Grubedriften, dominium eminens; lad det ogsaa skee i dette Tilfælde, og lad Bergmesterne, eller, hvis Vedkommende med deres Kjendelse ei finde sig tilfredse, høiere Authoriteter bestemme, om Værkerne ere i Besiddelse af flere Gruber end passende kan være. Da min Hensigt kun er at gjøre almindelige Bemærk- [480] ninger i denne Henseende, overlader jeg speciellere til Committeens større Indsigt. Meer farlig kunde Bergverkernes Stilling vorde ved den forandrede Bestemmelse, som Finantsdepartementet foreslaaer, at det herefter maatte vorde Enhver tilladt, uden Kongelig Tilladelse, at opføre forædlende Bergværks-Maskiner, endog indenfor Værkernes Circumferencer. Deres Stilling kunde derved paa flere Maader vorde farlig. Dersom Opdagelse gjordes i deres Nærhed, enten af ædlere Metaller, eller af rigere og bedre Jernmalme, der lettere kunde tilgodegjøres, saa vilde en saadan Naboe kunne byde høiere Priser for de nødvendige Materialer og Kjørsel, og efterhaanden undergrave det ældre Værks Existence. Dersom alene den Idee blev almindelig, at Bergværksdriften var en fordeelagtig Næringsvei, fornemmeligen under enkelte for Værkerne fordeelagtige Perioder, saa kunde flere Speculanter indtrænge sig paa denne Bane, ofte uden at have nogen solid Grundvold for deres Speculation. I enhver Næringsdrift ere vilde Speculanter, der ubetænksomme trænge sig ind i en vis Virksomhed, farligere end solide og fornuftige Medbeilere. De fare frem med