Reidar Folke Jespersen tøvede, men kun et sekund.»mit navn er Reidar Folke Jespersen,«sagde han kort.»jeg vil gerne tale med min kone.

Transkript

1 In medias res Da han havde forladt sine to brødre, planlagde Reidar Folke Jespersen på vej ned ad trappen mens han tvang sin følelsesmæssige choktilstand ned i en lukket skuffe i hjernen hvad der måtte gøres. Ude på Uranienborgveien blev han først stående på fortovet, let rystende i den kolde vintersne, mens han vred sin hjerne for at regne ud, hvilken vej det var smartest at gå, hvis han ville finde en taxi og en telefonboks. Det er nok det mest irriterende ved sådan nogle dage, tænkte han: Når man er oppe i årene, betyder brud på den daglige rutine, at dagene bliver tungere og mere uoverkommelige. Han begyndte at gå nedad mod Parkveien. Efter blot halvtreds meter fandt han på hjørnet af Uranienborgparken en betalingstelefon. Da han havde løftet røret af, opdagede han, at den krævede telekort. Han lagde røret på igen og overvejede i nogle sekunder, om han alligevel skulle tage direkte til kontoret på Bertrand Narvesens Vei i Ensjø og ringe derfra. Det var koldt, og han følte sig stiv og udslidt. På den anden side ønskede han at benytte en helt anonym telefon. Han fortrød, at han ikke havde fået Arvid til at bestille en taxi, før han gik. En bil som base ville have gjort fremrykningen og aktionerne mere kontrollerede, og samtidig ville han have haft et varmt sted som operationshovedkvarter. Dramatiske opbrudsscener som den, han netop havde været igennem, var ganske unødvendige, selv om temperaturen ligesom fremhævede hans alvor og skabte uro i modstandernes rækker. Med stive fingre trak han et telefonkort op af tegnebogen i inderlommen sammen med den lap papir, hvorpå han havde noteret Ingrids elskers telefonnummer. Den ringede længe, meget længe.»ja,«lød det endelig i røret. 28

2 Reidar Folke Jespersen tøvede, men kun et sekund.»mit navn er Reidar Folke Jespersen,«sagde han kort.»jeg vil gerne tale med min kone.«der blev stille i den anden ende.»gør det nu ikke til noget stort melodrama det har jeg ikke tid til,«fortsatte Reidar Folke Jespersen med samme rolige stemmeføring, men nu en anelse utålmodig.»det er meget vigtigt, at jeg kommer til at tale med Ingrid nu.et øjeblik,«sagde mandestemmen. Stilheden trak ud. Reidar Folke Jespersen frøs. Han stirrede i forskellige retninger, mens han forbandede Ingrids nervøsitet at hun dog ikke forstod, hvor han hadede denne form for ventetid. Mens han stod og rystede af kulde, kom en hvid Mercedes med taxiskilt på taget kørende hen ad Josefines Gate. Den standsede få meter fra lyskrydset. Reidar Folke Jespersen kunne se, at passageren var ved at betale. Han kunne godt tænke sig at blive den næste passager i den hvide bil. Som en slags fortsættelse af sin tankegang hørte han nu sin kones dæmpede stemme i telefonen:»reidar?ja,«svarede Reidar Folke Jespersen tonløst.»jeg kommer senere hjem i dag, måske først klokken syv.«der blev helt stille i den anden ende. Den bageste dør på den hvide Mercedes gik op, og passageren steg ud.»er du der?«spurgte han ind i røret.»ja,«sagde Ingrid, hans kone, med næppe hørlig røst.»jeg går så ud fra, at det er sidste gang, jeg finder dig hos en anden mand,«sagde Reidar Folke Jespersen.»Men det er jo dit valg. Hvis du ønsker at fortsætte vores ægteskab, forventer jeg at finde dig hjemme klokken nitten. I modsat fald behøver du ikke komme.«den hvide taxi tændte det grønne lys og kørte tværs over vejen. Reidar Folke Jespersen løftede armen og prajede bilen, som standsede ved fortovskanten.»under alle omstændigheder er denne episode glemt, og vi kommer ikke til at tale mere om den,«sluttede han og lagde røret på. Han trak kortet ud af telefonen og pustede i hænderne, før han bøjede hovedet og duknakket skyndte sig tværs over fortovet til bildøren, som 29

3 chaufføren holdt åben indefra. Han satte sig ind og smækkede døren bag sig.»hvor?«spurgte chaufføren en fedladen pakistaner, der koncentrerede sig om bakspejlet, mens bilerne passerede dem bagfra.»ensjø,«sagde Reidar Folke Jespersen og trak vejret.»jeg fryser, så det gør ikke noget, hvis du sætter lidt varme på.«30

4 Gengangere En uro, som Reidar Folke Jespersen ikke havde kendt til i mange år, havde bidt sig fast i hans sind den fik ham på en måde til at føle sig rastløs, hvilket gav ham en ungdommelig fornemmelse, som han heller ikke havde oplevet i mange år. Og af samme grund var det en uro, han både kunne lide og ikke kunne lide. Men han var usikker på, hvad han skulle foretage sig og derfor var han utilfreds med sig selv. Han blev stort set bare siddende ved skrivebordet og besvarede de mest nødvendige telefonopkald, mens han ventede på, at klokken skulle blive fem. Da tidspunktet nærmede sig, var det blevet mørkt som natten ude i det kolde januarvejr, og han stavrede ned ad trappen fra kontoret til lagerhallen. Den store hal var propfuld af gamle møbler og genstande, der stod oplagret og ventede på at blive solgt i butikken i Thomas Heftyes Gate. Han standsede i nogle sekunder og stirrede ud over den kaotiske ophobning af kunsthåndværk og gamle brugsgenstande. Det lykkedes ham nogle sekunder at drømme sig bort, som han plejede, når han stod og så ud over lageret på denne måde. Men i dag lykkedes det ham ikke at fastholde fornemmelsen. Han tvang sig videre, ned ad trappen. Han fandt en nøgle frem fra bukselommen, gik hen til udgangsdøren og åbnede den. Det var stadig isnende koldt derude. Han løftede låget på den grønne postkasse, der hang ved siden af døren. Nøglen landede med en tør, næppe hørlig lyd. Bagefter gik han ind igen og kontrollerede, at døren var smækket. Derefter banede han sig vej mellem alle de antikke møbler, langt ind i lokalet, hvor han standsede foran et fornemt udseende skab. Det havde udskårne lister og fin rosenmaling på dørfladerne. Han åbnede den dobbelte skabsdør. Inde i skabet hang der en sort smoking. Den havde ikke været brugt meget, men snittet var gammeldags. Han tog de grå bukser og den blåter- 31

5 nede flannelsskjorte af og iførte sig smoking, hvid skjorte og sorte, blankpudsede sko. Da han havde skiftet, gik han tilbage til kontoret, hvor han satte sig ved skrivebordet og røg, mens han betragtede spejlbilledet af sin overkrop i det aftenmørke vinduesglas. Han så en alderstegen mand med hvidt hår og pertentligt trimmet hvidt skæg, som dækkede hagen og et område omkring munden. Han fulgte med øjnene smokingjakkens konturer den sorte kontrast til det hvide skjortebryst og den sorte sløjfe om halsen. Sørgmodigt måtte han se i øjnene, at det ikke ville lykkes ham at fange sit eget blik i vinduet. Jeg ligner mit eget genfærd i et engelsk skuespil, tænkte han og rejste sig uroligt. Han gik hen til vinduet og trak det hvide rullegardin ned. Så satte han sig igen ved bordet. Det var et tungt skrivebord, som han havde dækket med en glat, hvid dug, der svagt reflekterede lyset fra loftslampen. Der stod to glas med fod på dugen. Han stirrede på asken for enden af cigaretten, sænkede så hånden mod askebægeret mellem glassene og betragtede sin hånds dirren, før han slog asken af. Han slukkede gløden med et let tryk mod askebægerets bund og drejede så håndleddet for at se, hvad klokken var. Utålmodigt rejste han sig endnu en gang og gik hen til spejlet, der hang ved siden af døren. Han rettede lidt på smokingsløjfen og børstede smokingjakkens reverser og skuldre. Han betragtede sine sko, fik øje på en plet, bøjede sig ned og gned på den med tommelfingeren. Mellem spejlet og døren stod et standur. Han åbnede døren i urkassen og kontrollerede tiden i forhold til sit eget armbåndsur. Pludselig rystede han på hovedet, som om han lyttede. Det var lyden af en dør, der smækkede. Han slukkede loftslyset og tændte skrivebordslampen i stedet. Så bøjede han sig ned og fandt en mørk flaske frem fra en skuffe under bordet, men standsede brat og rystede på hovedet, som om han lyttede endnu en gang. Det bankede på døren.»kom ind,«sagde han og slog ud med armen til hilsen, da en kvinde viste sig i døren. Hun var i tyverne, høj, slank og klædt i en lang, rød kjole. Hun lænede sig op ad døren og blev stående i skygge, helt forpustet.»nu ikke så genert,«sagde han beroligende. 32

6 Da han udtalte det sidste ord, løftede kvinden hagen og stirrede ham ind i øjnene. Han kunne godt lide, at hun havde så let ved at falde ind i rollen, holdt af den selvsikkerhed, hun gav udtryk for ved at opføre sig, som hun gjorde, og holdt allermest af præcis dette øjeblik da hun trådte ind i skrivebordslampens lys.»tak for sidst!«sagde hun, næsten hviskende.»det er alt for længe siden,«svarede han og følte en klump i halsen af selvmedlidenhed. Han stirrede op mod loftet og sank en klump i halsen, før han drømmende gentog:»alt for længe.«så tog han sig sammen og gik rundt om bordet, hvor han satte sig på kontorstolen og fæstnede blikket på hende igen. De betragtede hinanden i tavshed. Endelig rømmede hun sig og sagde:»at komme herud er som at komme tilbage til et hemmeligt sted.«han sagde ikke noget.»jeg har det med mig hele tiden, overalt.hvad har du med dig?«hun tænkte sig om og sagde til sidst:»et savn.når du først er her, glemmer jeg helt, hvad det vil sige at vente,«sagde han og nikkede i retning af flasken.»sherry?ja tak.«han skulle til at gribe flasken, men tøvede og så op på hende.»måske vil du skænke til os?«med lange skridt krydsede hun gulvet, greb flasken og skænkede op til dem begge. Så løftede hun glasset, lod væsken rotere og indsnusede duften, før hun stirrede drømmende mod et punkt langt borte, nippede til sherryen og satte glasset fra sig igen. Hun begyndte langsomt at tage sin ene albuelange handske af.»det var chaufføren,«sagde hun.»han ville ikke lade mig gå.«hun udtalte ordene et for et, langsomt og med eftertryk, som om hun var spændt på, hvordan budskabet ville virke. Reidar Folke Jespersen havde lukkede øjne, som om han mediterede. Til sidst rystede han på hovedet, åbnede øjnene og sagde afmålt:»såh? Hvorfor ikke?«hans blik havde fået et nysgerrigt, men også omsorgsfuldt udtryk. 33

7 »Han ville have mig,«sagde hun og lod handsken falde til gulvet. Hendes fingre var lange, og neglene var lakeret stærkt røde. Hun tog også den anden handske af langsomt løsnede hun den fra den ene finger efter den anden, før hun frigjorde underarmen fra det stramtsluttende stof.»han var brutal.var det en fremmed, eller kender du ham fra tidligere?«hun slog blikket ned og tænkte sig om. Til sidst så hun op igen og sagde:»det kan du spørge om lidt senere.«reidar Folke Jespersen smilede anerkendende ad dette udspekulerede svar, løftede hurtigt sit glas til læberne, nippede til sherryen, sank og satte glasset fra sig igen. Med et tilfreds udtryk i ansigtet betragtede han hånden, som han lod ligge rolig hen over glasset.»der er noget, jeg er nødt til at tale med dig om,«sagde han så i et let tonefald.»noget vigtigt.«hun tog nogle skridt til venstre, passerede det store standur og standsede så foran spejlet. Hun betragtede sig selv.»det generede mig at tænke på, at du måtte vente,«sagde hun så og vendte sig om mod ham igen.»men på den anden side tiltaler det mig, at en ung mand så åbenlyst viser interesse for mig.«han strakte armen frem og fjernede askebægeret fra dugen. Så anbragte han det ved siden af en lille kassettespiller, som stod i vindueskarmen. Han tændte for den. Dæmpede violintoner med metallisk klang strømmede ud ad den lille højttaler i kassettespilleren. Hun stivnede og lyttede med lukkede øjne.»schubert?«han nikkede, samtidig med at hun lynede sin kjole op. Hun begyndte at knappe hele rækken af små hvide knapper ned over kjolebrystet op. Kjolen faldt til jorden og blev liggende i en ring omkring hendes ankler. Hun stirrede ned ad sig selv. Hun havde to gammeldags brune sko med høje hæle på fødderne og en kæde af kunstige perler viklet flere gange rundt om halsen. Ellers ingenting. Reidar Folke Jespersen iagttog hende under sine halvt lukkede øjenlåg. Da han endelig rørte sig, knirkede stolen højt og skrigende. Som om lyden var et signal, trådte kvinden ud af kjoleringen på gulvet. Hun løftede hånden og strøg sig over brysterne. Hun havde gåsehud på overarmene.»hvad var det, du 34

8 ville tale med mig om?«spurgte hun og krydsede gulvet med lange skridt.»tilgivelse,«sagde han med dæmpet stemme. Hun blev stående i nogle sekunder og betragtede fraværende bordet, som om ordet måtte bane sig vej igennem hendes indre, før hun endelig kravlede op og lagde sig, så lang hun var, på den hvide dug. Hun støttede sig på albuerne, tog glasset ud af hans hånd og nippede til det. Til sidst svarede hun:»det har vi talt om før.«han nikkede. Stilheden blev hængende i lokalet, indtil hun rakte glasset tilbage og sagde:»du og jeg skulle have været til koncert sammen. Schubert.Hvorhenne?«spurgte han. Hun tøvede. Han betragtede hende udtryksløst.»wien?«spurgte hun og kiggede op. Han rystede på hovedet.»salzburg?«han rystede på hovedet med lukkede øjne Et smil viste sig om hendes læber.»london?«han nikkede. Kvinden blev liggende og lyttede til musikken med lukkede øjne et stykke tid, før hun langsomt rullede sig om på ryggen og stirrede op i loftet.»det er aldrig så let med tilgivelsen,«sagde hun tankefuldt. Han rømmede sig.»den er en modydelse.«han svarede ikke. De lyttede begge to til musikken i tavshed. Efter et stykke tid satte hun sig op på knæ. Det varme lys fra loftslampen gav hendes hud en mørk, nærmest rødlig glød. Han skød stolen lidt tilbage og stirrede på hende i spejlet.»ser du godt nok?«spurgte hun.»næsten.«hun satte sig bedre til rette.»perfekt, ja.«35

9 Han blev siddende og betragtede hende i spejlet. Han rørte sig ikke og sagde heller ikke noget. Efter et langt stykke tid åbnede hun øjnene. Så rejste han sig og hviskede ind i hendes øre:»hvad tænker du på?musik,«hviskede hun tilbage.»hvilken slags musik?schubert.«han lagde begge hænder om hendes ansigt. Hun sænkede de farvede, let kornede øjenvipper, da han ømt kyssede hende i panden. I det samme bed hun sig hårdt i underlæben. Hendes ånde blev tung og overdøvede helt de fine violintoner fra kassettespilleren. Han stirrede nogle sekunder op i loftet. Men da hun begravede ansigtet ved hans hvide skjortebryst, sænkede han ømt hovedet mod hendes bløde skulder og lod en enkelt tåre trille ned på den. 36