Men faren tænkte trods sin tvivl og sine spekulationer, at det onde, der skete med hans dreng, ikke havde noget med Gud at gøre.

Transkript

1 1 Prædiken til 2. s. i fasten 402 Den signede dag 441 Alle mine kilder 582 At tro er at komme 41 Lille Guds barn 248 v. 4 fra med Thomaskravet står vi her 38 v 6 af På alle dine veje på Det er Guds straf sagde de, når drengen faldt om midt på torvet. Der er nok en mening med det, lød det fra andre, når han måtte gå rundt med forbindinger, fordi han var blevet forbrændt ved at falde ind i noget varmt under ét af sine anfald. Gud Herrens veje er uransagelige, hviskede nogen, når han havde været ved at drukne i en vandpyt under én af sine kramper. Men faren tænkte trods sin tvivl og sine spekulationer, at det onde, der skete med hans dreng, ikke havde noget med Gud at gøre. Da Gud skabte verden, var alt godt, og sådan vil Gud have verden. Det onde er ikke Guds opfindelse. Kræfter, der ødelægger og volder ondt, kan ikke komme fra Gud, for Guds vilje er godhed og kærlighed.

2 2 Alligevel kunne han ind imellem blive så forfærdelig i tvivl. Når drengen fik sine anfald, og ingen kunne gøre noget, da kunne han løfte blikket mod himlen, spørgende. Så mange læger og obskure kvaksalvere havde han opsøgt, og de havde allesammen lovet, at de - mod betaling - kunne helbrede drengen af kramperne. Men intet havde hjulpet. Så da faren hører om tømreren fra Nazareth, ham, om hvem nogen siger, at han er Guds ansigt blandt mennesker og har kraft fra Gud til at helbrede syge, da ved hans først ikke, om han vil tage drengen med hen til ham. Hvad skulle det hjælpe, når alt det andet ikke har hjulpet? Og da han endelig beslutter sig for det, er det mere fordi han tænker, at det nok ikke kan skade, og at intet må være uprøvet. Der er langt derhen, og da de ankommer, er manden fra Nazareth der ikke. Kun nogle af hans lærlinge. Faderen mærker en bølge af skuffelse rulle igennem sig. Hvorfor er han der ikke? Men lærlingene mener nok, at de kan hjælpe. Ellers kommer Jesus snart, forsikrer de. De går i gang, lærlingene, de rører ved drengen, taler hårdt til de onde kræfter i ham, siger uforståelige ord, mens de ser ham ind i øjnene. Men der sker ikke noget.

3 3 Vi har ikke rigtig prøvet det før, er der endelig én af dem, der siger det er jo ikke så nemt første gang. I det samme ser de Jesus. Og han bliver skræmmende vred, da han forstår situationen. Skælder ud. Og midt i den mærkelige scene, når faderen at tænke at vrede vel også er i Gud? Vrede over ondskaben? Men da vender Jesus sig pludselig om og beder om at få drengen ført hen til sig. Faderen leder ham gennem menneskemyldret, men ikke så snart er de henne ved tømreren, før end drengen falder i kramper, som om de onde kræfter i ham gør modstand, så snart de ser manden fra Nazareth. Faderen fortæller ham om alt det, de har lidt, og slutter Så hvis du kan, så hjælp os!. I de ord ligger hele hans fortvivlelse gemt og hans frygt for at håbe på de forkerte ting. Hvis jeg kan? svarer Jesus I troen på Gud ligger alle muligheder gemt. Faderen forstår ikke helt, hvad Jesus siger, men tænker at han vist bør svare. Men hvad skal han svare? Tror han? Tror han på, at i Gud ligger alle muligheder gemt? Tror han, at denne mand kan gøre hans dreng rask?

4 4 Og hvis han ikke tror nok, må han så tage hjem igen med uforrettet sagt? Da råber han ud af sit hjertes tvivl og usikkerhed: Jeg tror! Hjælp min vantro! - - Det følgende er som i en drøm, helt uvirkeligt, som om han stod langt derfra og så på det hele på afstand, som om det slet ikke havde med ham selv at gøre. Indtil drengen står oprejst og faderen ser, at hans øjne er klare. (Det er altså sandt alt, hvad han har tænkt om Gud; det er sandt, at Guds vilje ikke er, at nogen skal lide ondt eller straffes, det er sandt, at Gud er kommet til verden i en tømreren fra Nazareth og skaber livet på ny. Og selv om man ikke altid kan tro på det.) Lidt efter begynder folk at gå derfra. Nu har de noget at fortælle derhjemme. Lærlingene samler sig omkring Jesus, faderen siger tak og belaver sig fortumlet på at gå. Men knapt har han og sønnen vendt ryggen til for at begive sig på vej, førend han hører Jesu lærlinge spørge, ivrigt og utålmodigt: Hvorfor kunne vi ikke stille noget op mod de onde kræfter, der rasede i drengen? Faderen holder vejret

5 5 for at høre Jesus svar: Den slags kan kun bekæmpes ved bøn. Han forstår ikke, hvad det betyder, og glemmer det også igen. Indtil en aften nogen tid senere, hvor han taler med sin nabo om det under, han har oplevet, da hans dreng blev rask. Og også uvilkårligt må nærme sig det nagende spørgsmål der knytter sig til Jesu ord, om, hvorvidt han selv på egen hånd ville have kunnet gøre noget, hvis han bare havde bedt stærkt nok til Gud? Den slags kan kun bekæmpes ved bøn. Det mener hans nabo ikke, ikke under nogen omstændigheder. Sådanne mægtige kræfter har mennesker ikke råderet over, bønnen er en måde at få magt og kontrol over virkeligheden på. Den er det helt modsatte: bøn er at give afkald på sin magt og i stedet åbne sig mod Guds magt i tillid til hans godhed. At bøn er en åbning. Mod Guds muligheder. Som faderens bøn: Jeg tror, hjælp min vantro.