Seksagesima d Mark.4,1-20.

Transkript

1 Seksagesima d Mark.4, En sædemand om foråret er en håbets figur noget af det mest livsbekræftende man vel kan se, også hvor vi, som nu om stunder møder ham i maskinens form. Sædemanden bærer bud om livsmod og håb. Og egentlig kan man godt undre sig lidt over, at det i livsrytmen på landet altid har været høsten, der har fået tildelt festlighederne hvorfor ikke også såtiden med al dens forventning og tro på livet. Den mand, der har givet op; som ikke synes, at der er noget som helst ved noget; som ikke synes, at der er noget at forvente; noget at glæde sig til eller glæde sig over det menneske vil ikke være i stand til at tilså sin mark uden at gøre vold på sig selv. Så meget livsmod, håb og tro er der i det arbejde at tilså sin mark. Det kan godt være, at han ikke selv ved det; det kan godt være, at alle hans daglige bekymringer fylder så meget i hans tilværelse, at han kun har øje for dem sådan kan man jo godt til tider have det. Men til trods for dette, så må man have håb, livsmod og tro på fremtiden for hvorfor skulle han ellers så, hvis han ikke fandt livet værd at leve og ønskede at det skulle fortsætte. Så ville hans arbejde jo bund og grund være en dyb selvmodsigelse. Der er altså over sædemanden allerede som figur et vældigt livsmod og tro på fremtiden. Så dagligdags det end tager sig ud, det sædemanden gør, lige så fyldt er det af forhåbninger og tro på livet. Uden den tro og det håb, at der er noget godt at forvente sig af livet, ville sædemanden ikke være til. I lignelsen, som Jesus fortæller, er der et ganske bestemt træk, der er med til at forstærke dette indtryk af livsmod og håb. Og

2 2 det er, at sædemanden også sår sit korn, dér hvor han på forhånd ved, at det overhovedet ikke nytter noget. Han ved godt, at det ikke nytter alligevel på trods af erfaringerne sår han også disse steder. Man kan sige, at det han håber på er stærkere, end det han af erfaring ved. Og han ved godt, at det han strør på vejen ikke bliver til noget. Han ved også, at der er steder på marken, hvor muldlaget er for tyndt og at det han sår dér ikke vil vokse. Han ved også, at der er steder på marken, hvor tidslerne vil komme op og kvæle kornet. Alt det ved han, fordi sådan plejer det at gå. Alligevel sår han. Hans håb er stærkere end hans viden er stærkere end hans erfaring. Det menneske, der er belastet af sin erfaring vil gøre den indvending: at selvfølgelig er det tåbeligt at bære sig sådan ad, som sædemanden gør. Og snusfornuftig kan denne indvending være ganske rimelig. Men på erfaring og snusfornuft alene kan ingen leve. der skal noget mere til, nemlig sædemandens håb. Uden sædemandens håb ja, uden det er der intet liv. Kun, hvor der er håb, er der liv. Jesus fortæller denne lignelse til en stor folkeskare der iblandt også hans disciple. Og det er absolut ikke vanskeligt at forestille sig, at de i hvert fald ind imellem kunne være ramt af modløshed. Det hele var jo egentligt, når det kom til stykket, noget småt og kummerligt: nogle fattige fiskere og nogle småkårsfolk. Skulle det være Guds rige på jorden? Havde de egentlig ikke forventet sig noget mere?. Sikkert! Og som tiden gik, kunne det godt være svært at holde

3 3 modet oppe for hvad nyttede det at blive ved med folk om Jesus, når de fleste ikke ville høre og forstå? Jo, der var al mulig grund til at være modløs og ikke forvente sig noget af fremtiden. Så er det, at Jesus fortæller sin lignelse. Han fortæller dem om sædemanden, som jo er ham selv. Og det han sår, hvor end han kommer, er livsmod, håb og troen på det, der ligger og venter forude. Det er altså ikke Jesu anliggende, som man godt kunne komme til at tro det af den udlægning af lignelsen, der sidenhen er blevet føjet til, at ville belære hverken disciplene eller andre om den hårdhed og tynde muld og tidselvækst osv. der kan være i menneskers sind. Det er ikke det, Jesus vil fortælle om, for disciplene kender udmærket til menneskers hårdhed og uimodtagelighed. Det er det, der er deres problem. Det er det, de så bittert har erfaret. Det er det, de er blevet modløse af. Hvad kan det hele nytte, når mennesker nu er, som de er?. En præst fortæller, at da han som ung præst kom til et nyt sogn og skulle i gang med sit virke der, da var der i det sogn en gammel lærer, som vidste, hvordan menneskene var i det sogn. Han havde selv været der i 40 år. Og han sagde til den nye præst: Ja, det er godt for dig, at du ikke kender de folk, du nu om søndagen skal tale til. Det vil gøre det lettere for dig. Den gamle lærer havde samlet sig sin erfaring. Men han var også blevet belastet af den. Modløs. Han vidste meget om tynd muld og tidselvækst. Det kan indimellem være godt, ikke at vide for meget! Og det er jo noget, der gælder på alle livets områder: man kan godt være belastet af sin erfaring. Vor viden om, hvordan alting er, kan være meget nyttig og nødvendig, men den kan også tage

4 4 livsmodet fra os, tage det håb fra os, uden hvilket vi ikke kan leve. Sommetider er det et problem for os f.eks. i forhold til vores børn. Hvad skal vi fortælle dem om livet? Hvor meget kan de bære af det, som vi ved, at livet er? Skal vi belaste dem med de mismodets erfaringer, som vi selv har gjort? Skal vi oplære dem til mistillid vi er jo selv så tit blevet snydt eller skuffet af livet og mennesker? Hvilke historier skal vi læse for dem dem, der ender godt eller de andre, dem vi måske selv finder mest realistiske? Det kan være svært nok at find ud af! Men i praksis vel ikke! For har vi reelt noget valg? Giver livet os reelt noget valg? Må vi ikke føle os som mordere, hvis vi tager livsmodet fra et barn? Selvfølgelig må vi ikke tage livsmodet fra et barn. Vi skal fortælle den gode historie. Det gør os ikke til bedrager. For én ting er der da at sige om i hvert fald megen af vor viden og erfaring: det er noget, der ligger bagud. Fremtidens liv er endnu nyt og ubrugt. Og det håb, at der dér skulle kunne blive noget til, som måske er bedre end, vi selv har kendt, det er ikke et håb på afveje. Nej, det er livets eget håb, det er sædemandens håb og dækker vi det til, så er det døden, der er indtrådt. I de ti bud, er der et bud, som vi tit og ofte glemmer. Det lyder sådan: Du må ikke gøre dig noget billede. Ikke af det som er i himlen og ikke af det, som er på jorden. Du må ikke gøre dig noget billede. Heller ikke af livet. Og heller ikke af mennesker. For hvad sker der, når vi gør det? Ja, der sker det, at vi låser tingene fast. Vi låser livet fast og ved så sikkert, hvordan det er. Vi låser mennesker fast og ved så sikkert, hvordan de er. Og så

5 5 kvæler vi alle nye muligheder. Så låser vi os selv fast i håbløshed, fordi vi ikke kan se nye muligheder. Livet er, som det altid har været og mennesker på samme måde. Vores erfaringer gør, at vi ikke venter os noget nyt. Men det er forkert. Vi kender fortiden. Men fremtiden kender vi ikke. Den ligger i Guds hånd og er noget levende. Du må ikke gøre dig noget billede. Jeg tror, det er sædemandens tro og håb, vi skal gribe af den lignelse. Både for Ordets virke i kristelig forstand og for det almindelige menneskeliv. Der kan sandt at sige være nok at bekymre sig om, i både kirke og folk. Nok også for den enkelte personligt at skulle kæmpe med. Mange synes vel, at det er mørket, der fylder mest og de dystre udsigter, der står os nærmest. Men denne sædemand er givet os, for at dette mørke vor egen sikre viden om livet og mennesker ikke skal få magt over os. Han er givet os som en støtte til livets eget håb. Han er givet os for at bringe os håb og en tro på, at der ligger noget anderledes god ude i fremtiden. Han er givet os for at åbne vore øjne for de muligheder, der ligger i fremtiden. Så ofte vi føler, at nu ved vi igen for meget om stengrund og tynd muld og tidsler, når fortidens erfaringer låser os fast i et bestemt billede og vi bliver modløse, så er det sædemandens tro og håb vi skal gribe for den vil løfte os ud af modløsheden. Amen. 736-dåb-154/