Euroen og de finansielle markeder i lyset af finanskrisen

Transkript

1 Euroen og de finansielle markeder i lyset af finanskrisen

2 ISBN-nummer: Udgivet af: Den Danske Europabevægelse 2009 Produktion/design: HJ Grafik 2 Tidligere udgivelser: 2009 Menneskehandel og prostitution i en europæisk kontekst 2008 GMO og EU s fremtidige fødevareproduktion EU som sikkerhedspolitisk aktør 2007 Europæisk energipolitik den nødvendige debat 2003 Euroforbeholdet baggrund og argumenter for deltagelse i euroen Forsvarsforbeholdet baggrund og argumenter for deltagelse i EU s forsvarspolitik Forbeholdet overfor retlige og indre anliggender baggrund og argumenter for fuld deltagelse 2002 Grundloven og EU problemer forude? 2001 Guide om Nice-traktaten Demokratisk Union Visioner for Europa - forslag til en mere demokratisk og effektiv Europæisk Union 2000 Derfor euro Fire erhvervsledere siger ja Norge et hemmeligt EU-medlem Nærhedsprincippet - hvad skal EU bestemme? Gengivelse er kun tilladt med tydelig kildeangivelse Redaktion: Rina Valeur Rasmussen, sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse Kontakt: Tlf: eubev@eubev.dk Hjemmeside:

3 Euroen og de finansielle markeder i lyset af finanskrisen 3 Udgivet af Den Danske Europabevægelses tænketank Ja til Europa

4 Ja til Europa samler forskere, politikere, erhvervsledere, kommentatorer og kulturpersoner med et grundlæggende positivt syn på EU-samarbejdet. Med løbende produktion af debatoplæg og bøger vil Ja til Europa arbejde for en mere konstruktiv og fremadrettet dansk Europa-debat. Synspunkter som udtrykkes i Ja til Europas udgivelser, er forfatternes egne og kan ikke tilskrives Ja til Europa eller Den Danske Europabevægelse. Formand: Erik Boel, Landsformand, Den Danske Europabevægelse Rådgivende komité: Lone Dybkjær, medlem af Folketinget (R) Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister (V) Niels Due Jensen, Bestyrelsesformand, Grundfos Annegrethe Rasmussen, redaktør, Berlingske Tidende Tøger Seidenfaden, Chefredaktør, Politiken Niels Thygesen, professor, Københavns Universitet Asger Aamund, Direktør, Neurosearch Redaktion: Rina Valeur Rasmussen, sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse 4 Kontakt: Tlf: eubev@eubev.dk Hjemmeside:

5 Indholdsfortegnelse Eurosamarbejdet og økonomisk-politiske svar på den internationale krise Claus Hjort Frederiksen, finansminister (V) Der er brug for bedre regulering af finansmarkedet og massive investeringer i Europa Poul Nyrup Rasmussen, MEP og formand for De Europæiske Socialdemokrater...12 Euroen, finanskrisen og de finansielle markeder Claus Vastrup, professor, Århus Universitet Euroen - mere nødvendig end nogensinde Niels Blomgren-Hansen, professor, CBS Er fastkurspolitikken blevet et dogme i dansk politik? Jesper Jespersen, professor, RUC Euroen og erhvervslivet Henriette Søltoft, Europapolitisk chef, DI Euroen styrker regionalt samarbejde og vækst Anne Marie Damgaard, EU-chef, Dansk Erhverv Finanskrisen aktualiserer dansk deltagelse i euroen Jørgen A. Horwitz, direktør, Finansrådet Finanskrisen og EU's handlingsplan Jan Høst Schmidt, repræsentationschef, Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark

6 Finanskrisen i 2008 og 2009 er blevet sammenlignet med den økonomiske krise, der fulgte i kølvandet bankkrakket i USA i Som i 1930 erne er krisen startet i USA og har spredt sig til resten af verden og forårsaget fyringsrunder i en lang række virksomheder. Men selv om der kan drages paralleller, er der forskel på dengang og nu. Finanskrisen i 1930'erne resulterede i protektionisme og til en krise i økonomien som helhed. I dag er der nogle stabilisatorer, der modvirker økonomiske kriser i form af aktive centralbanker og en høj grad af finansiel integration i EU. At eksportere problemet via devalueringer er ikke længere en løsning, og både på nationalt og europæisk plan er der lanceret hjælpepakker til den finansielle sektor. Spørgsmålet er, om det kan forhindre en generel økonomisk krise og om de europæiske lande vil undgå protektionistiske tiltag. I Danmark har finanskrisen atter sat gang i euro-debatten ikke mindst pga. af, at rentespændet nåede op på 1,75 procentpoint. Modstanderne argumenterer for, at det er bedre at bevare kronen, fordi den økonomiske vækst i euro-området har været lav, og fordi Danmark vil miste selvstændighed, hvis euroen indføres. Fortalerne mener ikke, at der er nogen selvstændighed at miste, idet vi fører fastkurspolitik inden for rammerne af ERM IIsamarbejdet. Derimod mener de, at det koster indflydelse at stå udenfor; Danmark er ikke med i ECB s styrelsesråd og deltager ikke i euro-gruppens møder, der bliver et stadigt vigtigere forum for drøftelser om europæisk økonomi i en global verden. 6 er tænketanken Ja til Europa s bidrag til debatten om finansiel integration mellem landene i Europa. Vi har bedt en række eksperter give deres bud på, hvordan finanskrisen påvirker Danmark og Europa og håber med denne publikation at skabe overblik over et politikområde, hvor der er vitale interesser på spil og store konsekvenser ved ikke at træffe de rette beslutninger.

7 Eurosamarbejdet og økonomiskpolitiske svar på den internationale krise Claus Hjort Frederiksen, finansminister (V) Euroen og krisen Den internationale økonomi er i alvorlig krise. Der går ikke en dag uden nyheder om, at det går dårligt, og at det vil gå endnu dårligere, inden det bliver bedre. Krisen sammenlignes ofte med andre store kriser i historien. Jeg ser dog en afgørende forskel, som gør, at fremtiden tegner lysere nu end under tidligere kriser: Landene i den globale økonomi er i dag bedre til at håndtere udfordringerne i kraft af bedre national økonomisk politik og internationalt samarbejde tænk blot på krisen i 1930 erne. Vi kan gøre meget med økonomisk politik i dag og vi gør meget. Der findes ingen politik, som fuldt kan løse en tillidskrise, som er så massiv som nu, og som skal have tid til at vende, men vi gør alt det, som er muligt at gøre. Verden over har regeringer og nationalbanker reageret med redningsplaner for den finansielle sektor, pengepolitiske rentenedsættelser og finanspolitiske lempelser samt diskussioner om strukturpolitik. Og det internationale samarbejde på disse områder kan bidrage til bedre aktuelle og fremadrettede løsninger. Euroen og eurosamarbejdet er for mig et af de mest håndfaste eksempler på, at den økonomiske politik og det internationale samarbejde er bedre i dag end tidligere. Euroen har dæmpet krisens effekter på de deltagende lande og udgør en stor fordel under den aktuelle krise i forhold til tidligere kriser. Krisen har ikke afsløret egenskaber ved euroen, som ikke var kendt i forvejen. Men krisen er en illustration af euroens fordele for eurolandene, hvor krisen havde været større uden euroen. Også landene uden for euroen har nydt godt af dens stabiliserende effekt, dog ikke i samme grad som eurolandene. I Danmark er rentespændet steget, og i lande uden fastkurspolitik er valutaerne faldet kraftigt med negative effekter på stabilitet og levestandard. Krisen har også den effekt, at den fremadrettet kan styrke fokus på sund økonomisk politik og beskæftigelse samt finansiel regulering i det økonomiske samarbejde i EU, der er drevet af eurolandenes finansministre i eurogruppen. De økonomiske fordele ved euroen under kriser Euroen har under den aktuelle krise været en stabiliserende faktor for eurolandene. Økonomiske og finansielle kriser førte tidligere også til valutakriser med spekulation, rentestigninger og devalueringer, der forværrede kriserne. Det så vi f.eks. under krisen i det gamle europæiske valutasamarbejde (EMS) i Den krise gjorde det klart, at en fælles valuta ville kunne give en bedre beskyttelse under kriser og var på den økonomiske front en af de afgørende motivationsfaktorer bag etableringen af euroen. 7

8 Under den aktuelle krise har eurolandene undgået de negative effekter af valutakriser og har omvendt haft fordel af euroens valutastabilitet og fælles pengepolitik, idet Den Europæiske Centralbank (ECB) har sat renten ned og dermed bidraget til at styrke eurolandenes økonomiske aktivitet på kort sigt. Krisen har omvendt givet et eksempel på omkostningerne ved at stå uden for euroen for Danmark. Danmark fører fastkurspolitik og har gjort det i over et kvart århundrede over for først D-marken og nu euroen. Det betyder, at kronen reelt er samme valuta som euroen, bare med en anden regneenhed. Vi følger eurolandenes pengepolitik og de samme finanspolitiske regler, om end vores finanspolitik reelt skal være strammere uden for euroen. Der er således ikke nogen stor forskel på vores fastkurspolitik og eurodeltagelse i normale tider, dvs. når dansk økonomi er mindst lige så sund som eurolandenes økonomi. De økonomiske fordele ved euroen i normale tider er små, men sikre. Det drejer sig om en lidt lavere rente, sparede vekselomkostninger og styrket konkurrence og handel. Under økonomiske og finansielle kriser kan de danske renter imidlertid stige og forværre krisen, så længe vi fører fastkurspolitik med egen regneenhed i stedet for at føre fastkurspolitik i euroen. Krisen har givet et eksempel på det. Danmarks Nationalbank der som følge af fastkurspolitikken normalt kopierer ECB s renteændringer måtte sidste år som følge af pres på kronen sætte sin rente op, mens ECB satte sin rente ned. Højere renter er meget uhensigtsmæssige i en situation, hvor finansmarkederne og boligmarkedet har brug for lavere renter. 8 Det er imidlertid Danmarks held, at krisen kom på et tidspunkt, hvor dansk økonomi var relativt stærk og havde bedre nøgletal end eurolandene. Hvis der kommer en dansk eller international krise på et tidspunkt, hvor dansk økonomi er relativt svag, vil der kunne opstå et større pres mod kronen. Prisen vil kunne være større pengepolitiske renteforhøjelser og stigninger i de lange renter, der vil gøre krisen endnu dybere. Det er en høj pris at betale for at have en mulighed, som der med god grund er enestående bred enighed om, at vi ikke vil bruge. Vi har i over et kvart århundrede med diverse danske og internationale kriser og opgangstider ikke hørt ét eneste godt bud på en konkret situation, hvor det skulle være en fordel at opgive den konsekvente fastkurspolitik og devaluere eller gå over til flydende valutakurser. Vi har heller ikke hørt noget godt bud under denne krise, og jeg er sikker på, at vi heller ikke vil høre noget godt bud i fremtiden. Man skal ikke pludselig skifte valutapolitik, hverken i normale tider eller under kriser. Vi skal holde fast i fastkurspolitikken uden for euroen eller (helst) i euroen. Begge dele er en logisk videreførelse af et kvart århundredes samme og konsekvente fastkurspolitik. Devalueringspolitik eller flydende kurser ville derimod være en helt anden valutapolitik. Devalueringspolitik prøvede vi i årene op til 1982, og devalueringerne var en af hovedårsagerne til dansk økonomis store balanceproblemer. Flydende kurser kan i større lande og på lang sigt fungere stort set lige så godt som fastkurspolitik. Men der er ikke belæg for, at det skulle være bedre - snarere at det skulle give mindre stabilitet for små lande - og at skifte valutapolitik ville i en lang overgangsperiode skabe problemer med opbygning af troværdighed og sikring af lave, stabile renter.

9 De politiske fordele ved eurodeltagelse De vigtigste omkostninger ved at stå uden for eurosamarbejdet er imidlertid politiske. Diskussionerne og de reelle beslutninger om den økonomiske politik i EU er i stigende grad flyttet fra Rådet af finansministre (ECOFIN) til eurogruppen, der er blevet Europas vigtigste forum for økonomisk koordination. Eurogruppen drøfter spørgsmål af interesse for hele EU, herunder finanspolitik og i stigende omfang strukturreformer, beskæftigelse og finansiel regulering. Fremadrettet gælder det formentlig også spørgsmål om klima m.v. Og tendensen er, at eurogruppen danner holdninger og træffer beslutninger, som reelt bliver gældende for hele EU. Under krisen er eurogruppens samarbejde blevet styrket. Regeringscheferne fra eurolandene vedtog i efteråret en handlingsplan med fælles retningslinjer for håndtering af finanskrisen. Den blev i første omgang kun drøftet med Storbritannien (pga. landets store finanssektor), men kom reelt til at danne rammen for hele EU. Og eurogruppen drøfter løbende krisen og styrkelsen af den finansielle regulering. Fremadrettet vil der være fokus på reformer af det europæiske finansielle system og nye rammer for tilsyn med finansinstitutioner samt den globale proces for styrkelse af det internationale finansielle system. Eurogruppen er de små landes historiske mulighed for at få større indflydelse på centrale økonomiske diskussioner og beslutninger i Europa og Europas holdninger til globale økonomiske spørgsmål. Det gælder f.eks. drøftelser med USA og Rusland og de andre store lande i G7/G8-møderne, hvor eurogruppen deltager, og drøftelser med f.eks. Kina. Små lande kan få forholdsvis stor indflydelse, især hvis de fører en sund økonomisk politik og har gode argumenter. Nederlandene, Finland og Luxembourg er gode eksempler, og Danmark kunne være det. Deltagelse i eurogruppen er ikke et spørgsmål om at stemme ja eller nej og være tungen på vægtskålen i enkeltsager. Hvis politisk arbejde blot handlede om at stemme, behøvede man jo ikke at gå til møder, men kunne blot sende en sms-besked. Eurogruppen danner holdninger og træffer beslutninger i konsensus. Det drejer sig om at være med til at sætte dagsordenen, påvirke diskussionerne, den økonomisk-politiske tænkning, de globale spørgsmål og de fælles holdninger og beslutninger. Andre lande lytter til argumenterne fra et land med sund økonomisk politik, en flexicurity -model, der bidrager til en af EU s laveste ledighedsrater og højeste beskæftigelsesrater, og fremsynede holdninger til klima og udvikling og mange andre spørgsmål. Eurosamarbejdet er ganske enkelt en ekstra mulighed for at den danske regering kan arbejde for den politik, som vi er blevet enige om i Folketinget. EU, eurosamarbejdet og reaktioner på krisen Den hurtige og kraftige nedtur i den internationale økonomi skyldes samspillet mellem problemerne i finanssektoren og vendingen på boligmarkederne samt de globale ubalancer, dvs. store offentlige underskud og uligevægte på betalingsbalancerne i en række lande verden over. Og at problemerne nu har udviklet sig til en tillidskrise, hvor husholdninger og virksomheder holder igen med at forbruge og investere. 9 Der er reageret hurtigt og kraftigt med både pengepolitik og finanspolitik, udover de finansielle redningsplaner, der har været nødvendige i denne særlige situation. Da der i vidt omfang er tale om en nedgang, som påvirker alle, og som endda er knyttet til problemer i

10 finanssektoren, er pengepolitiske rentenedsættelser umiddelbart et relativt effektivt middel. Pengepolitikken er brugt aktivt i store dele af verden, men da renterne er sat ned til historisk lave niveauer, er de fremadrettede handlemuligheder begrænsede, og der er kommet større fokus på finanspolitikken. I euroområdet har ECB reduceret sin rente hurtigt og markant til kun 1 pct. (maj 2009). Det passer godt med ECB s mål om at stabilisere inflationen på lige under 2 pct. Og det er samtidig et væsentligt bidrag til at sætte gang i aktiviteten. De to ting går hånd i hånd, for al erfaring siger, at pengepolitik bedst bidrager til vækst og beskæftigelse, hvis den varetages af en uafhængig centralbank og rettes mod lav og stabil inflation. Det er derfor, at alle vestlige lande har indrettet deres pengepolitik sådan. Det gælder også f.eks. Storbritannien og Sverige, der har omtrent samme inflationsmål som ECB, og i praksis også USA. Og det gælder naturligvis Danmark, der i kraft af fastkurspolitikken følger eurolandenes pengepolitik bortset fra under kriser, hvor vi må sætte rentespændet op, og hvor euroforbeholdet derfor skader vores økonomi. Mange lande har lempet finanspolitikken. Finanspolitiske lempelser kan i dårlige tider have en positiv effekt på aktiviteten, men indebærer samtidig store udfordringer. Finanspolitikken skal tage højde for, at der bør være skabt et råderum til lempelserne via opsparing i gode tider, og at for store lempelser kan reducere centralbankernes muligheder for at fastsætte og fastholde lave pengepolitiske renter og kan presse landenes egne lange rentespænd op. Og det er afgørende at sikre, at lempelserne ikke kombineres med tilbageskridt på strukturpolitikken, f.eks. svækkede incitamenter til arbejdsudbud, eller øget statsstøtte og protektionisme, som medfører en varig stigning i ledigheden og dermed en mere permanent svækkelse af finanserne. Finanspolitikken skal tage højde for disse udfordringer. Den skal styrke og ikke svække tilliden. 10 EU-landene vedtog sidste år en såkaldt genopretningsplan om en væsentlig finanspolitisk stimulans af økonomien svarende til 1,5 pct. af BNP. Pointen er ikke, at alle skal gøre det samme, men at de forskellige landes tiltag skal afspejle, hvad de har råd til og behov for. De offentlige finansers samlede stimulans af økonomien kommer op på ca. 3-4 pct. af BNP eller måske mere, alene i år, dels som følge af de automatiske stabilisatorer (automatiske stigninger i udgifter til overførsler og fald i skatteindtægter) og dels som følge af de aktive finanspolitiske lempelser. EU-landenes aktive finanspolitiske lempelser udgør ca. 1 pct. af BNP alene i Der er store forskelle mellem landene, idet det netop typisk er de lande, der sparede op i gode tider eksempelvis Tyskland og Danmark der aktuelt har planlagt de største samlede lempelser af finanspolitikken i år og næste år. Andre lande foretager mere moderate lempelser i år og vil forsøge at gennemføre budgetforbedringer allerede næste år, mens de lande, der er mest under pres fra svage finanser, betalingsbalanceunderskud og høje rentespænd, er nødt til at lade finanspolitikken være neutral eller stram allerede i år. USA lemper også finanspolitikken, men ikke mere eller ikke så meget mere end os andre, der lemper meget. Især ikke, når man tager højde for, at de automatiske stabilisatorer er meget større i Europa end i USA. Danmarks planlagte finanspolitiske lempelse for 2009 udgjorde ca. 1 pct. af BNP allerede inden de seneste tiltag, herunder skattereformen m.v., og lempelsen kommer nu op på godt

11 1 1 /2 pct. i år og foreløbig 1 pct. næste år, endda uden at der er taget højde for kommende finanslov og danskernes mulighed for at gøre SP-opsparing til forbrug. Danmark er derfor klart et af de lande, der aktuelt har planlagt de største samlede finanspolitiske lempelser. Vi har også sørget for at spare op i gode tider, men vi har omvendt en historisk lav ledighed og en presset konkurrenceevne. Og så skal vi passe ekstra på, fordi vi ikke er med i euroen. Finanspolitikken er nødt til at være mindst lige så stram, som hvis vi var med i euroen, fordi den skal sikre troværdighed om fastkurspolitikken og undgå rentestigninger. EU-landene skal nu i gang med del II af genopretningplanen : Genopretningen af de offentlige finanser. De finanspolitiske lempelser kan give en hjælpende hånd til økonomierne, i det omfang de følges op med konsolidering, så man genopretter finansernes balance over tid. Landene skal derfor nu i gang med en proces, hvor de bliver enige om anbefalinger og støtter hinanden i at gennemføre budgetforbedringer. Både de finanspolitiske lempelser og den efterfølgende genopretning af de offentlige finanser sker inden for rammerne af EU-landenes fælles spilleregler i Stabilitets- og Vækstpagten. Pagten går netop ud på at sikre en udvikling i de offentlige finanser, som giver mulighed for at gøre noget for beskæftigelsen, når der er brug for det, og som er holdbar på lang sigt i lyset af det stigende antal ældre. Vi kan lære af krisen, at de europæiske lande kan blive bedre til at føre Stabilitets- og Vækstpagtens principper ud i livet. Vi kan blive bedre til at spare op i gode tider og sikre sunde strukturer, så vi har bedre råd til at gøre noget effektivt for beskæftigelsen i dårlige tider, og så vores økonomier ikke kommer ud i ubalancer og svinger så meget mellem overophedning og kriser. Og bedre opsparing samt bedre strukturer vil kunne få de offentlige finanser og velfærden til at hænge sammen på lang sigt. Vi har også lært, at der er behov for meget mere samarbejde mellem landene om modernisering og regulering af den finansielle sektor, både i Europa og i det brede globale samarbejde. 11

12 Der er brug for bedre regulering af finansmarkedet og massive investeringer i Europa Poul Nyrup Rasmussen, MEP og formand for De Europæiske Socialdemokrater (PES) Markedet klarer det ikke alene På få uger blev der i efteråret 2008 vendt op og ned på den finansielle verden og markedsøkonomien. Idéer om det perfekte, selvregulerende marked, havde domineret den politiske og økonomiske diskussion gennem årtier løb ind i en global finansiel krise, der nu har udviklet sig til den dybeste globale recession i 80 år. 12 Gamle sandheder, der for længst var blevet forvist fra den generelle politik, er blevet genopdaget og genoptaget. Vi i PES - den progressive politiske gruppe i Europa-Parlamentet - havde sagt det længe: At finansboblen ville briste og få dystre konsekvenser for den reale økonomi. Adskillige Nobel-prismodtagere i økonomi havde advaret. Joseph Stiglitz havde påvist markedets asymmetri og systematiske fejl. Paul Krugman havde længe advaret om, at finansmarkedet nu styrede realøkonomien og ikke omvendt, som det burde være. Uden fornuftig regulering og offentlig kontrol er markederne, og især de finansielle markeder, ustabile. Vi har også på den hårde måde lært om farerne ved den halsbrækkende vækst i den finansielle sektor, der har bevæget sig langt udover en funktionel service til den reale økonomi. Den såkaldte finansielle innovation har masseproduceret uigennemsigtige, højrisikable spekulationspapirer - kreditderivater - som ikke er drevet frem af den reale økonomis behov, men af grådighed og jagt efter kortsigtede gevinster. Markedsdyrkelsen og filosofien om, at grådighed er godt, er brudt sammen. Der er brug for en grundlæggende selvransagelse blandt bankfolk, markedsanalytikere, erhvervsjournalister, økonomer og politikere. Vi må skabe en ny og bredere vision om, hvordan et velreguleret marked kan bidrage til at opbygge et bedre og mere bæredygtigt samfund. Finansmarkedet må igen underlægges realøkonomien. Den globale recession kræver et samlet svar Vi befinder os midt i en krise af hidtil usete dimensioner; ikke kun økonomisk, men også socialt. I stedet for ukoordinerede vækstplaner er der brug en velkoordineret europæisk indsats. Det har en række åbenbare fordele. Vejen ud af krisen kan kun findes i et styrket samarbejde i EU. Der er brug for en ambitiøs økonomisk genopretningsplan for at beskytte jobs og forhindre massearbejdsløshed. Den samlede økonomiske hjælp må være tilstrækkelig og koordineret over hele Europa for at få en reel og forstærket effekt på økonomien og leve op til de udfordringer, vi står overfor. Mange af EU's medlemslande har allerede lanceret nationale stimulus-pakker, men de er ikke blevet tilstrækkeligt koordineret og de synergi-effekter man ville få ud af en samlet indsats på EU-plan, er derfor udeblevet.

13 Det er i denne krise, at værdien af vores fælles institutioner og de europæiske værdier bliver sat på prøve kan EU's ledere i fællesskab imødegå denne udfordring? Vil de gå sammen om at sikre jobs og fremgang? Hvis de klarer det, kan de ikke blot skabe økonomisk bedring, men de kan også skabe grundlaget for en bedre og mere stabil økonomisk ledelse, et sundere demokrati og et mere progressivt samfund. Hvis Europa ikke finder en fælles vej, vil det ramme os alle. Og de sociale og menneskelige omkostninger bliver enorme, både for Danmark og hele Europa. De sidste nye, dystre økonomiske nøgletal viser, at den økonomiske recession er tiltagende. Selv medregnet effekten af de vækstpakker, som allerede er vedtaget, vil arbejdsløsheden i EU i værste fald nå 25 mio. inden udgangen af De planlagte hjælpepakker er ikke nok til at forhindre massearbejdsløshed. Den amerikanske præsident Barack Obama har iværksat en genopretningsplan på to pct. af BNP, mens indsatsen i EU i øjeblikket udgør under halvdelen. Det er helt utilstrækkeligt til at bremse en massiv arbejdsløshed. Det betyder dermed også at de nationale budgetunderskud i de enkelte EU-medlemslande vil forværres i en meget længere periode. Mere ambitiøse, koordinerede instrumenter er nødvendige i løbet af 2009 og 2010 for at få skabe ny vækst, beskæftigelse og styrke de offentlige pengekasser. De seneste tal for Danmark ser ikke mindre dystre ud. OECD og de nyeste prognoser peger på et fortsat fald i væksten ned til fire pct. i Det indebærer en accelererende stigning i ledigheden til ved udgangen af året. Det helt afgørende lige nu er at sikre, at EU handler som en samlet aktør. Vi må for alt i verden undgå, at medlemsstaterne reagerer med utilstrækkelige og ukoordinerede nationale vækstpakker, som potentielt kan lede til protektionisme og konflikt. Det vil ramme det indre marked, den monetære union og begrænse Europas styrke som global aktør. En europæisk genopretningsplan kræver: 1. En koordineret og prompte respons kombineret med en ambitiøs langsigtet strategi for intelligent og grøn vækst. 2. En handlingsplan med sigte på at sætte gang i og regulere de finansielle systemer ved at sikre dels at bankerne fungerer og dels, at vi får bedre lovgivning som dækker alle aktører på finansmarkedet. 3. At vi tager fat på de særlige konsekvenser af krisen i de Central- og Østeuropæiske lande, således at vi undgår nye økonomiske skel i Europa. 4. Øget internationalt samarbejde for at sikre en afbalanceret udvikling på globalt niveau. Vi er ved et vendepunkt: - enten kan hvert enkelt land trække sig tilbage i isolation og nationalisme og dermed alvorligt begrænse samhandel, forsinke overgangen til en energieffektiv, grøn økonomi og reducere bistanden til udviklingslandene fordi den belaster de offentlige budgetter. - eller vi kan vælge det europæiske og internationale samarbejde. Igangsætte en offensiv, grøn økonomisk vækst og beskæftigelsen globalt. Åbne markederne på en fair måde og hjælpe med at løfte udviklingslandene ud af fattigdom. 13 En stærk og progressiv europæisk genopretningsplan er en presserende nødvendighed. Dens udgangspunkt må være at den reelle økonomi og finansmarkederne er tæt forbundne størrelser og handling må være derefter. Vi må anse krisen for en historisk mulighed for at fremme en transformation af vores økonomier og vise vejen mod en mere bæredygtig og socialt retfærdig langsigtet udvikling.

14 De Europæiske Socialdemokrater (PES) har fremlagt en gennemarbejdet europæisk "recovery plan" for en ny grøn vækstvej ud af recessionen. Resultatet af vores omfattende modeludviklingsarbejde er en ny samarbejdsmodel. Blandt alle PES' 32 medlemspartier vedtog vi på vores kongres i Madrid i december sidste år, at der skal iværksættes en fælleseuropæisk indsats. Koordination er nøgleordet: Flere investeringer: En større og mere effektiv økonomisk investeringspakke med en hurtig virkning på beskæftigelsen sammenkoblet med en ny grøn vækststrategi. Genetablering af kreditlinjer på lånemarkedet til virksomheder og borgere. En ny beskæftigelsespagt med en målrettet indsats for at sikre beskæftigelsen, skabe nye jobs og bedre beskyttelse af lønmodtagere. En ny socialpagt, der skal imødegå de sociale konsekvenser af krisen målrettet de laveste indkomstgrupper i samfundet. Økonomisk solidaritet: Ingen nye økonomiske skel i Europa. Vi skal gennem fælles-europæiske finansieringsinstrumenter (f.eks. såkaldte eurobonds) hjælpe medlemslande i ekstraordinære vanskeligheder. Effektiv regulering af hele finansmarkedet og alle aktører, inkl. kapitalfonde. De finansielle "produkter" skal også omfattes af effektiv regulering og tilsyn. Og vi skal fremme en mere langsigtet finansiering blandt banker og institutionelle investorer. Global handling: En ny stærk europæisk genopretningsindsats vil have langt større effekt, hvis den bliver fulgt af en tilsvarende global ekspansiv økonomisk pakke. EU må udvise globalt lederskab sammen med USA. Med denne koordinerede vækstplan kan vi skære en betydelig del af den massearbejdsløshed, der ellers vil blive resultatet. Samtidig kan det dokumenteres, at de offentlige finanser faktisk bliver mindre ringe i det målrettede investeringsscenario sammenlignet med "ladestå-til"-scenariet. 14 Størrelsen på den økonomiske hjælpepakke i 2009 og 2010 skal leve op til målet om at bevare flest mulige arbejdspladser. Den bør være i størrelsesordenen to pct. af BNP i 2009 og to pct. i Der bør desuden være en ekstra støtte fra EU, som skal finansieres over EU-budgettet og andre europæiske finansieringsmekanismer. Flere medlemsstater, især i Central- og Østeuropa, kan ikke selv finansiere økonomiske genopretningsplaner. Derfor må støttemuligheder fra EU's side udnyttes. Følges ovenstående plan om en stærkere økonomisk genrejsningsplan drevet frem af de 13 største økonomier i EU burde det være muligt at komme tilbage til et beskæftigelsesniveau svarende til niveauet før krisen på en ny grøn vækstvej i løbet af de næste fire til fem år. Hvordan de nationale investeringsprogrammer sammensættes vil variere fra land til land i lyset af de individuelle behov, men det er essentielt, at investeringerne koordineres og gennemføres indenfor et fælles sæt af prioriteter i EU. Det globale finansmarked skal reguleres Der er imidlertid ikke "bare" tale om en recession, men en systemisk og global krise, som kræver mere end en finansiel genopretningspakke. Der er brug for reformer af det kapitalistiske system og en ny global governance-orden. Kan finanskapitalismen undvære realøkonomien mennesker, arbejde, offentlig sektor, produktion, virksomheder, service, forbrug, investeringer? Nej. Kan realøkonomien undvære den moderne finanskapitalisme? I princippet ja, men det vil betyde en mindre fremgangsrig

15 økonomisk fremtid, og det er ikke en pris, det er nødvendigt at betale. Markedsøkonomien er en udmærket tjener for folket, men ikke egnet som herre. Derfor har vi rammer, regler og love om økonomien i vores nationale samfund. Men samfundenes indsigt, opsyn og lovgivning er slet ikke fulgt med udviklingen af nye finansværktøjer og uregulerede aktører på markedet som kapitalfonde og hedgefonde. Derfor gælder det om at udvikle nye værktøjer og EU er en central spiller på vejen til en ny global regulering. Den internationale finanskrise, som havde sit udspring (men ikke sin årsag) i den amerikanske subprimekrise, har været længe undervejs. Advarselslamperne har blinket længe fra alverdens analyseinstitutter, finanstilsyn og centralbanker. Alle har de signaleret, at den voksende gældsboble med enorm likviditet og lav rente ikke kunne blive ved med at fortsætte. Banker, forsikringsselskaber, hedgefonde og kapitalfonde er alle gået for langt i deres brug af uigennemsigtige gældsinstrumenter både på boligmarkedet i USA og i kapitalfondenes omfattende gældssætning af opkøbte virksomheder. Alt det er nu krakeleret og kreditmarkedet frosset til. Konsekvenserne er tydelige for enhver: Boligpriserne er i frit fald, et stigende antal konkurser, massefyringer. Skal vi affinde os med det, som de stød markedsøkonomien giver? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det! Finansmarkedets risici er blevet overført til dem, som har de dårligste forudsætninger for at klare sig. Det er pensionister, hvis pensionskasser har investeret i tvivlsomme gældsinstrumenter, det er lønmodtagere, som mister deres job, når de kapitalfondsejede virksomheder går konkurs. Hvis vi ikke får skabt åbenhed og fornuftige rammer for hele finansmarkedet, vil finanskriserne komme igen. Nye bobler vil opstå og briste. Vi har brug for, at kapitalmarkederne bliver klar til at finansiere de massive langsigtede investeringer i realøkonomien, der er nødvendige. Investeringsbanker, men også kapital- og hedgefonde, har snarere undermineret samfundets interesser med en kortsigtet jagt på maksimalt afkast, enorme risici og værdiudtræk og overladt omkostningerne til andre. Vi kan alligevel ikke gøre ret meget i Europa finansmarkedet er jo globalt, og dets aktører vil altid søge hen, hvor der er færre eller ingen regler. Sådan lyder argumentet ofte fra forstående, liberalistiske politikere og finansfolk, der i princippet er enige, men. Hertil er svaret: Der er ikke grund til at læne sig tilbage og vente på, at en ny verdensregering gennemfører de ideelle globale regler. Sådan er de økonomiske sammenhænge ikke. Både i den økonomiske teori og i praksis kan det påvises at de indgreb, der foretages i det enkelte land og i Europa virker. Virkeligheden er den, at kapitalfonde og hedgefonde ikke kan klare sig uden for verdens største økonomier: EU og USA. Og USA kommer med sikkerhed til at regulere, og det kommer til at gå hurtigt. Der er dog ikke ét enkelt indgreb, der med et trylleslag vil forvandle alt til det gode. Det, der skal til, er en kombination af en lang række tiltag på nationalt, europæisk og globalt plan. Formentlig gennemført i forskelligt tempo, men med samme retning: 15

16 I. Bedre overvågning og kontrol Stærkere europæisk kontrol og mere samarbejde mellem de europæiske nationalstaters kontrolenheder. I dag er overvågningen fragmenteret og derfor ineffektiv. I denne krise har ingen haft det globale, horisontale overblik over, hvad der foregår og heraf problemerne med at finde en fælles konsensus om de reelle problemer, f.eks. i forbindelse med ikke-reguleret voldsom gældsophobning. Der er et fundamentalt behov for at udvikle et finansielt overvågningssystem på makroplan for at identificere og supervisere aktører på finansmarkedet, som kan udgøre en systemisk risiko. Dette kræver en mere operationel tilgang og et integreret system med adgang til de nødvendige data. Formålet er at skabe en kæde af advarsler, som er præcise nok til, at centralbanker og andre myndigheder kan handle på dem. En europæisk finansielt regulerende enhed bør oprettes i eurozonen for at holde øje med den mikro-økonomiske stabilitet, beskytte den frie konkurrence og forbrugerne, mens ECB bør styrke tilsynet med makroøkonomien. Et selvstændigt kollegium af tilsynsmyndigheder med klare kompetencer bør etableres på europæisk niveau. Selve systemet bør ændres, så risici fra begyndelsen er mulige at identificere og ansvarsplacere. Finansielle institutioner må i fremtiden bære en langt større del af risikoen selv. 16 II. Bedre lovgivning Fælles lovgivning for alle aktører på finansmarkedet. Heller ikke hedge- og kapitalfonde skal udelades. Obligatoriske krav til minimumskapital for alle finansaktører. Disse skal afspejle risikoen, således at de stiger proportionalt med risici og kompleksitet. Det skal også gælde lån til hedgefonde og kapitalfonde med lang løbetid. Vi skal have mekanismer for at undgå pro-cyklisk adfærd for at sikre, at bankerne øger deres kapitalmængde og opsparing i gode tider, så der er reserver at trække på, når konjunkturerne vender. Regler skal til for at forhindre overdrevne udlån. Nye og mere gennemsigtige regnskabsmetoder er nødvendige, og harmoniseringen af regnskabsregler mellem EU og USA skal opprioriteres. Der er brug for lovgivning som forhindrer interessekonflikter. For at fastsætte den reelle værdi af de såkaldte CDS er (Crefit Default Swaps) må et gennemsigtigt clearing house etableres. En officiel europæisk klassifikation af finansprodukter, inklusiv derivater, skal etableres. III Pensioner og opsparing Nationale og europæiske regler er nødvendige for at opnå bedre beskyttelse af lønmodtageres pensionsopsparing gennem fonde med betroede ansvarsområder. Vi har set pensionsfonde tage risici med enorme tab som konsekvens. IIII.Beskyttelse af lønmodtagernes interesser Lovgivning skal sikre, at ansatte bliver informeret og konsulteret i forbindelse med alle virksomhedsovertagelser, inklusiv dem som bliver gennemført af kapitalfonde. IV. Skattely og off-shore finanscentre Uregulerede skattely og off-shore finanscentre skal være dækkede af et nyt internationalt lovgivningsinitiativ. Europa må gå forrest i kampen mod skatteunddragelse.

17 Grøn vækst Vi har før set i historien at en omfattende krise kan vendes til ny fremgang. Krisens omfang er en unik mulighed for at forandre vores økonomier i en mere bæredygtig og socialt retfærdig retning. Det er derfor nødvendigt, at den europæiske genopretningsplan er ambitiøs og omfangsrig nok til at møde disse udfordringer. Den økonomiske recession er verdens umiddelbart mest presserende krise, men langt den største udfordring i de kommende år er klimaforandringerne. Vores eneste håb for at undgå en miljøkatastrofe er et hurtigt skift til en emissions- og energibesparende økonomi, men omfanget af investeringer har indtil nu været skræmmende uambitiøst. Vi ved også nu, at den europæiske økonomi har brug for en massiv stigning i investeringerne for at undgå en alvorlig og længerevarende recession. Der bør udarbejdes en europæisk grøn investeringspakke, således at der slås to fluer med et smæk. Selv i recessionstider kan der i Europa skabes jobs i mange sektorer indenfor vedvarende energi, bæredygtig transport, sundhed, services, bioteknologi, nanoteknologi, kreative og kulturelle sektorer. Denne innovationsproces vil være særlig vigtig i forhold til at skabe jobs til den højt kvalificerede unge generation, men også for lønmodtagere, som mister deres jobs, når deres arbejdssektorer omstrukturerer. For at bekæmpe den globale opvarmning er det nødvendigt med et grundlæggende skifte til en økonomi baseret på vedvarende energi, som kan generere flere jobmuligheder og mere social retfærdighed i vores samfund. Nyere videnskabelige undersøgelser påviser, at klimaforandringer sker meget hurtigere end forudset. Hvis vi ikke foretager de nødvendige investeringer nu, vil klimaforandringer skabe irreversible skader og de økonomiske omkostninger ved ikke at handle vil langt overstige omkostningerne ved at investere nu. Kommissionen har estimeret, at for at nå EU s klimamål om 20 pct. mindre CO2-udledning i 2020 skal der investeres omkring mia. euro i den offentlige og private sektor. En undersøgelse viser, at disse investeringer i klima vil kunne skabe mellem og jobs årligt. Europa fører an i hurtigt voksende sektorer, som f.eks. miljøteknologi, miljøbestemte varer og vedvarende elproduktionsteknologi. Men det står også klart, at så massive langsigtede investeringer kræver langsigtet finansiering på et nyt, velreguleret marked. Europas ledere må tage denne udfordring op med en pakke af intelligente grønne investeringer, der bringer Europa tilbage på arbejde og bringer os tættere på at nå vores klima- og energimål. Samarbejde og global solidaritet er vigtigere end nogensinde På verdensplan og i Europa er det de mest sårbare, der står for skud under den finansielle krise. International Labour Organization (ILO) har vurderet, at ca. 50 mio. jobs vil forsvinde næste år i udviklingsverdenen som et resultat af den rige verdens kreditrestriktioner og recession. Den meget nødvendige kapital flyder ud af de mindre udviklede lande i takt med, at de finansielle institutioner leder efter sikre tilflugtssteder til deres penge. Europa er med rette stolt over at være langt den største bistandsdonor i verden. Vi skal dog ikke gøre os nogen forhåbninger om at nå 2015-målene, før de grundlæggende regler i de globale finans- og handelssystemer er genopbygget på et mere stabilt og progressivt grundlag. 17

18 Vi har brug for en mere fair og en mere anstændig globalisering. Under alle omstændigheder har den simple doktrin af mere marked og mindre regering fremført af Reagan, Thatcher og deres ideologiske arvinger, fejlet totalt. I Det Hvide Hus har præsident Obama, håbets og forhandlingens præsident, erstattet præsidenten for krig mod terror og skattelettelser for de rigeste. Jeg er optimistisk med hensyn til, at vi med G20-mødet i London som startskud vil skabe de nødvendige fremskridt. Men vi kan ikke kun forlade os på G20. Vi må blive ved med at kræve en globalisering, som er gavnlig for alle parter. Vi må skabe nye alliancer og nye kommunikationslinjer på tværs af nationale grænser. Vi må udvikle nye, progressive måder at opnå global retfærdighed på. Ordet "krise" stammer fra det græske "krisis", som i et teaterstykke henviser til det øjeblik, hvor det afgøres om plottet fører til død eller triumf. Vil vores krise ende i katarsis eller katastrofe? De indbyggede systemiske fejl, som krisen har kastet lys over, giver os en enestående mulighed for at skabe en proaktiv ny start på alle fronter. Det er på tide at sikre, at dette afgørende øjeblik ikke går tabt. Det er på tide at sætte en ny kurs. En "Global New Deal". 18

19 Euroen, finanskrisen og de finansielle markeder Claus Vastrup, professor, Århus Universitet Det valutariske samarbejde I debatten op til etableringen af ØMU en i 1999 og den danske ØMU-afstemning i 2000 skortede det ikke på udsagn om negative økonomiske konsekvenser af dansk deltagelse i en sådan konstruktion. Det gælder især udsagn om Maastricht-traktatens målsætning om prisstabilitet for den fælles pengepolitik, om Stabilitets- og Vækstpagtens begrænsninger på medlemslandenes finanspolitikker og om fastlåsningen af de indbyrdes valutakurser som følge af den fælles mønt. ØMU en har nu været en realitet i ti år, og de negative konsekvenser har ikke vist sig. Hvis man i første omgang alene betragter de konjunkturelle variable, produktion, beskæftigelse og inflation, har der dog heller ikke været tydelige negative konsekvenser for Danmark af at stå uden for. Men vil den aktuelle finanskrise ændre på denne vurdering, og er de direkte konjunkturelle konsekvenser de eneste interessante? Om finanskrisens virkninger kan man på grundlag af erfaringerne fra det tidligere europæiske valutasamarbejde i EMS en med betydelig sikkerhed slutte, at uden ØMU en ville fastkurssamarbejdet i Europa være brudt sammen, og virkningerne af den amerikansk fremkaldte finanskrise have været meget større. Når sådanne virkninger ikke har vist sig for et Danmark uden for ØMU en, skyldes det, at vi med en lang og stabil historik har kunnet læne os op ad et veletableret ØMU-samarbejde. Virkningerne af finanskrisen på valutakurser for fritstående lande som Storbritannien, Sverige og Norge (for ikke at tale om Island) og lande som de baltiske og centraleuropæiske har været betydelige. Valutakriser eller ændringerne i valutakurserne har i alle de nævnte områder været større, end hensynet til en stabil realøkonomisk udvikling tilsiger. Variable valutakurser synes således snarere at have forstærket de negative virkninger af finanskrisen end at have bidraget til en stabilisering af de finansielle og realøkonomiske forhold. ØMU ens strukturelle virkninger Inden ØMU ens etablering var det ikke almindeligt at tillægge strukturvirkninger af valutakursregimer større, om overhovedet nogen, virkning. Det har vist sig at være en fejltagelse. Den fuldstændige fastlåsning af de indbyrdes valutakurser og bortfaldet af vekselomkostninger i eurozonen har f.eks. forøget medlemslandenes samhandel en nøgtern vurdering siger med i hvert fald ti pct. ØMU ens positive handelseffekter er kommet som følge af forøget prisgennemsigtighed og konkurrence. De positive handelseffekter har som afledt virkning haft, at konkurrence og prisgennemsigtighed på varemarkederne i medlemslandene er blevet forøget, hvilket igen har ført til en mere effektiv fordeling af produktionen og 19

20 formindsket inflationsforskellene i eurozonen. Det samlede resultat har derfor været øget velfærd især for de deltagende lande. De største integrationsvirkninger er dog kommet på de finansielle markeder, hvor forskelle i renter og afkast er reduceret som følge af lavere transaktionsomkostninger og eliminering af den tidligere usikkerhed om fastheden i de indbyrdes valutakurser. Samtidig er handel med værdipapirer blevet væsentlig forøget, og ejerskab på tværs af landegrænser til obligationer og aktier er steget. Fordelingen af den finansielle kapital i eurozonen er derfor blevet forbedret, og kreditbegrænsninger i forhold til borgere, virksomheder og stater i en del medlemslande er blevet reduceret eller fjernet. Den finansielle integration er formentlig blevet hjulpet på vej af en vis harmonisering af den finansielle lovgivning og fælles clearingcentraler, betalingsformidling mv. Disse processer er formentlig langt fra ført til ende. På makroniveau har den finansielle integration medført, at medlemslandenes udlandsgæld og betalingsbalanceunderskud er blevet lettere at finansiere. Underskud og overskud mellem landene i eurozonen er derfor blevet større og mere vedvarende. Især nye medlemslande har derfor haft bedre muligheder for i en længerevarende proces at tilpasse sig den fælleseuropæiske udvikling. Det er ikke et problem, men hensigtsmæssigt så længe underskuddene på betalingsbalancerne ikke skyldes for ekspansiv finanspolitik. I betalingsbalancestatistikken kan man se, at kapital i eurozonen flyder fra de rige lande med megen realkapital og derfor lavt afkast (f.eks. Tyskland) til de fattigere lande med mindre realkapital og derfor højere afkast (f.eks. flere sydeuropæiske lande). Der har således i betydeligt omfang været tale om såkaldt gode betalingsbalanceover- og -underskud, der forøger velfærden i medlemslandene og eurozonen som helhed. 20 De bedre finansieringsforhold i eurozonen har også forøget medlemslandenes muligheder for tilpasning til de fælles vilkår efter såkaldte asymmetriske stød til f.eks. inflation og prisniveau. Sådanne stød kan f.eks. forværre konkurrenceevnen og derfor reducere efterspørgselen efter det pågældende lands produktion, hvilket igen reducerer inflationen, indtil konkurrenceevnen er genoprettet. Denne mekanisme via konkurrenceevnen tager tid, men har skabt konvergens mellem medlemslandene. Den er muliggjort af de bedre finansieringsforhold for betalingsbalanceunderskud og er en forudsætning for, at tilpasningsprocessen kan udstrækkes i tid, således at omkostningerne i form af arbejdsløshed ved asymmetriske stød til produktivitet, priser eller lønninger kan reduceres. Den hurtige eliminering af et asymmetrisk stød, som lande bliver tvunget til, hvis man i en sådan situation ikke kan lade et betalingsbalanceunderskud opstå, vil kræve en øjeblikkelig og større stigning i arbejdsløsheden. Det forhold at kapitalstrømme og uligevægt på betalingsbalancen kan forøge velfærden, er imidlertid et ØMU-fænomen og ikke et generelt resultat. Forholdet gælder f.eks. ikke de senere års betalingsbalanceuligevægt mellem Asien og USA. Her går kapitalstrømmene fra de relativt kapitalfattige lande i Asien til et USA med relativt megen kapital og derfor den modsatte vej af strømmene i Europa. Kapitalstrømmene fra Asien til USA har af samme årsag været medvirkende til den lave amerikanske rente, som formentlig igen er hovedårsagen til den nuværende finanskrise.