På den rette hylde. Hvis du vandt den store lottogevinst lørdag aften - ville du så møde på arbejde igen mandag morgen?

Transkript

1 På den rette hylde Hvordan får man årige elever til frivilligt at læse højt af et digt, de selv har skrevet? Hvordan fylder man flere dramahold med generte teenagere? Og hvordan motiverer man de unge og bevarer lysten til at udfordre dem i en tid, hvor der konstant er hård konkurrence fra mobiltelefoner, Facebook, Youtube, fester og kærester? Sissel Worm Glass er nyudannet, langtidsfrisk gymnasielærer fra Sønderborg - som ville kunne bestå lotto-testen. Foto og tekst af Ida Wang De af os, der har gået i gymnasiet, kan helt sikkert huske vores dansklærer. Jeg kan i hvert fald huske min - og ikke mindst de uendeligt lange dansktimer, der sneglede sig afsted i en tåge af teenagehormoner, prosadigte og lugten af gammel pibetobak. Jeg satte ofte mig bagerst i klassen, hvor jeg lige så ofte faldt i søvn - og det på trods af, at jeg egentlig interesserede mig for faget og var ret god til det. Men jeg kan også huske min billedkunstlærer, Jane, som for alvor satte mig i gang med at tegne, og som konstant udfordrede mig samtidig med, at hun fik mig til at føle, at jeg kunne noget. Sådan en lærer er Sissel Worm Glass. I følge Henrik Krogh er én af de ting, der kendetegner langtidsfriske mennesker, at de er så glade for deres arbejde, at de ville kunne bestå lotto-testen - og den er lidt barsk: Den handler om, at hvis du vandt den store lottogevinst lørdag aften - ville du så møde på arbejde igen mandag morgen? Jeg helt overbevist om, at det ville Sissel, og det er derfor, at jeg er taget til Sønderborg. Hvis du vandt den store lottogevinst lørdag aften - ville du så møde på arbejde igen mandag morgen? Hun henter mig i lufthavnen i sin lille røde Fiat 500 med sin yngste søn på bagsædet. Ja, jeg beklager meget, men du kommer altså til at opleve Sønderborg fra byens absolut grimmeste side, men jeg lover at kompensere for det, Sønderborg er en fantastisk smuk by, selvom det kan være svært at se lige nu!, siger hun og griner, da vi kører gennem byens industrikvatér. Og det løfte holder hun, da vi går gennem byen i solskin ned til Sønderborg slot og stranden, hvor de forårshungrende sønderjyder forsigtigt har vovet sig ud på årets første forårsdag. Vi møder et par unge mennesker på vejen, som hilser lidt nysgerrigt og genert. Ja, det er nogle af mine elever - de kan ikke rigtigt forstå, at jeg også har et privatliv, at jeg har venner, mand og børn - det eksisterer bare ikke for dem, storgriner hun, og det passer mig faktisk meget godt. Jeg kan godt lide at være tæt på dem, men det kan også blive for meget. Det er vigtigt for mig, at de ikke ser mig som en veninde, det er jeg meget bevidst om - lidt distance gør ikke noget. Jeg synes, jeg har et personligt forhold til mine elever, men ikke et privat forhold - sådan kan jeg bedst lide det. Jeg tror, det handler om at få lov til at præge nogle unge mennesker på et tidspunkt i deres liv, hvor alt er kaos for dem, vise dem at verden er større - ikke hvordan de skal gå ud i verden - men vise dem, at der er forskellige veje, de kan gå. Vi maser os med lidt besvær ind ad den store, tunge trædør til Sønderborg Statsskole, og Sissel viser mig begejstret rundt på sin arbejdsplads gennem de sidste 2 år. Stedet emmer af historie, og det er tydeligt, at hun er stolt af være en del af en lang tradition. Hun går hjemmevant rundt på gangene, som om hun aldrig har bestilt andet. Et kald og masser af kicks Da jeg spørger hende, hvorfor hun blev gymnasielærer, svarer hun: Jeg overvejede egentlig slet ikke andet - er det for cheasy at sige sådan? Det lyder måske lidt helligt - men for mig er det et kald. Da jeg efter nogle år i teaterverdenen endelig fandt vej til danskstudiet på universitetet, var jeg slet ikke i tvivl. Det var bare det, jeg ville. Jeg tror, det handler om at få lov til at præge nogle unge mennesker på et tidspunkt i deres liv, hvor alt er kaos for dem, vise dem at verden er større - ikke hvordan de skal gå ud i verden - men vise dem, at der er forskellige veje, de kan gå. Det lyder måske lidt mærkeligt at sige det, men jeg kan slet ikke forestille mig at lave noget andet - de flytter jo også mig!, siger hun med overbevisning. Det bedste jeg ved er fx, når en dreng i 2.g rejser sig op og læser et digt, han har skrevet, højt for hele klassen. Dét giver et kæmpe kick, siger hun og fortæller, at hun har købt en vandrebog - altså en rigtig bog, som de unge skiftes til at skrive i og give videre. De må skrive, hvad de vil, det eneste krav er blot, at det skal være selvgjort - altså at de selv har fundet på det, de skriver. Hver dansktime starter med, at en elev læser højt af det, vedkommende selv har skrevet, og dét er helligt, fortæller Sissel. 1 Fra langtidsfrisk til langtidsholdbar

2 Sissel er 35 år, gift med Michael og har været ansat på Sønderborg Statsskole siden august Hun underviser i dansk og dramatik på Statsskolen, og har også et hold i dramatik på Haderslev Katedralskole. Hun er medlem af Dansklærerforeningens bestyrelse, mor til to små børn og har ikke haft én eneste sygedag de seneste 5 år. Det lyder måske lidt helligt - men for mig er det et kald. Fra langtidsfrisk til langtidsholdbar 2

3 De unge har en enorm ansvarsfølelse overfor den bog. Det er egentlig ret vildt, for de tager den faktisk meget alvorligt og passer godt på den. Når man tænker på, hvor de distræte de er, så er det et under, at den ikke er blevet væk eller glemt - men det er den altså ikke. Og de er helt musestille, når en kammerat læser højt, det har de virkelig respekt for - det er super fedt! Jeg lægger meget vægt på, at de er opmærksomme, når deres kammerater fremlægger noget, ellers bliver jeg rødglødende. Jeg kan godt leve med, at de indimellem er lidt ukoncentrerede i mine timer, når jeg underviser, men det er simpelthen bare ikke iorden, hvis det handler om deres kammerater. Og det respekterer de altså. Jeg synes, de er vildt sjove at være sammen med, og min hverdag er fyldt med sjove historier og situationer, som ofte opstår, fordi vi tilhører hver vores generation. De unge giver masser af energi Sissel kan tydeligt huske, hvordan hun i gymnasiet fik tudet ørerne fulde med, hvor dårligt det stod til med hendes generation, hvor lidt de vidste, og hvor dårlige de var til at koncentrere sig og fordybe sig i stoffet. Men sådan har Sissel det ikke med sine elever. Hun kan rigtig godt lide at være sammen med dem og oplever dem som nysgerrige, vidende - og ret nemme at distrahere, som hun siger med et skævt smil. Der bliver stillet rigtig høje krav til de unge i dag, de skal fx kunne gøre rede for anvendelse af metoder m.m. - krav som førhen først blev stillet på universitetet, og det sker nok lidt på bekostning af den traditionelle tunge viden. Men sådan er det jo, man kan ikke nå det hele. Jeg synes, de er vildt sjove at være sammen med, og min hverdag er fyldt med sjove historier og situationer, som ofte opstår, fordi vi tilhører hver vores generation. Nogle gange er det som om, vi sender på vidt forskellige frekvenser, siger Sissel og fortæller om dengang, hun gav rettede stile tilbage til eleverne, og en pige ringede til sin mor midt i timen, da hun havde fået sin karaktér: Vi fik 4 mor!, siger hun glad til sin mor i den anden ende af røret. Sissel kigger bestemt ned på hende og siger sarkastisk: Du må hilse din mor fra mig. Eleven fortsætter ufortrødent og siger: Mor, jeg skal hilse fra Sissel. Sissel synes, at sådan nogle situationer er med til gøre hendes hverdag sjovere, hun elsker det daglige samspil med eleverne - også selvom hun godt kan blive lidt frusteret indimellem. Jeg er jo ikke den dér gammeldags autoritet, og den pige gjorde det jo ikke for at provokere mig, vi talte bare helt forbi hinanden, og hun forstod slet ikke min hentydning - det er da sjovt, griner Sissel men bliver alvorlig igen med det samme: Opdragelseskampene kan jeg tage med mine børn - ikke med eleverne - dét er ikke mit bord. Opdragelseskampene kan jeg tage med mine børn - ikke med eleverne - dét er ikke mit bord. 3 Fra langtidsfrisk til langtidsholdbar

4 Det er hårdt, når man ikke får noget igen. Så tænker jeg meget over, hvad der gik galt, og hvordan jeg kan gøre det bedre. Jeg vender det nok meget indad - også selvom det nok bare er fordi, eleverne er trætte sidst på dagen, og det ikke har noget med mig at gøre. Det værste er et tomt blik Det er dog ikke altid, at livet som gymnasielærer er lige nemt. Sissel synes, at det er svært, når hun ikke kan få kontakt med eleverne, når de sidder helt blanke, med tomme øjne og slet ikke er tilstede. Det er hårdt, når man ikke får noget igen. Så tænker jeg meget over, hvad der gik galt, og hvordan jeg kan gøre det bedre. Jeg vender det nok meget indad - også selvom det nok bare er fordi, eleverne er trætte sidst på dagen, og det ikke har noget med mig at gøre. Men hvis noget ikke fungerer i klassen eller i en undervisningssituation. Så ramler det for mig i ca. 1/2 time - ikke længere, jeg ved jo, at jeg kan vende tilbage og gøre det godt igen, så det har ikke slået mig ikke ud af kurs - ikke endnu..., siger hun med et glimt i øjet. En anden ting, som Sissel har det svært med, er, når der opstår misforståelser, og man for alvor taler forbi hinanden: Sådan noget kan fylde meget for mig. Jeg bliver simpelthen så ulykkelig, hvis jeg fx kommer til at træde nogen over tæerne. Derfor har jeg det også svært med folk, som ikke vil indrømme, at de har taget fejl. Sådan nogle ting kan faktisk godt slå mig lidt ud af kurs, siger hun eftertænksomt. Det bedste er et begejstret blik Da jeg spørger Sissel, hvad det bedste ved hendes arbejde er, svarer hun promte: Det er de samme øjne! Bare med lys i. Jeg elsker at se elevernes begejstring, når de bliver utålmodige og gerne vil sige noget, eller når de viser mig, at de godt kan. Jeg synes, det er vigtigt at give de elever, der ikke råber så højt, en god oplevelse med at sige noget. Det er super vigtigt at få alle med - på skift - at fremhæve dem for noget positivt. Jeg har fx en meget svagt læsende pige i en klasse. Hun bad mig på et tidspunkt om ikke at blive bedt om at læse højt, og det respekterede jeg selvfølgelig, og gav hende et pusterum. Nu læser hun op som den største selvfølge. Det er bare SÅ fedt at opleve, når eleverne i den grad flytter sig. En anden ting, som Sissel elsker ved sit arbejde, er samarbejdet med kollegerne, og hun nyder den faglige sparring og at løfte i flok som lærerteam: Det er super fedt, at man fx kan komme ind på læreværelset og sige: hjælp! Jeg ved ikke noget om modernismen, men jeg kan se, at det står i læreplanen, at vi skal gennemgå det - hvad gør jeg?, og så opleve at der altid nogen, som gerne vil hjælpe. Det betyder rigtig meget. Fra langtidsfrisk til langtidsholdbar 4

5 Det vigtigste er respekten Det vigtigste for mig i mit arbejde - OG i livet - er helt klart respekten for hinanden og vores indbyrdes forskelligheder. Det gør ikke noget, hvis man er konstruktivt uenige, jeg kan godt lide at diskutere - det udvikler man sig af, men hvis respekten ikke er der, så duer det ikke. Jeg kan også godt lide, at vi er forskellige, men det stiller jo nogle krav - det er jo atid nemmest at have det godt med dem, man er enig med - men det bliver jo også kedeligt - ret hurtigt, smiler Sissel og afbryder sig selv: Nå ja, og så synes jeg, at det er vigtigt at sige godmorgen til hinanden, når man møder på arbejde. Jeg er i princippet altid på arbejde - også selvom jeg ikke er det. Jeg ER mit arbejde. Jeg kan fx ikke læse en avis uden at have dansklærerbriller på. En særlig overlevelsesstrategi Det er tydeligt, at arbejdet fylder meget for den nyuddannede gymnasielærer og med to små børn og det store engagementet i Dansklærerforeningen, kan det indimellem være svært at få tiden til at slå til. Jeg er i princippet altid på arbejde - også selvom jeg ikke er det. Jeg ER mit arbejde. Jeg kan fx ikke læse en avis uden at have dansklærerbriller på, og hver gang jeg ser noget interessant, tænker jeg: Kan jeg bruge det til noget i min undervisning?. Det summer hele tiden i baghovedet. Men nærværet med mine børn er det vigtigste, så jeg prøver at holde alle eftermiddage fri, så jeg kan være sammen med dem. Så arbejder jeg videre om aftenen, når de er lagt i seng. For at få det hele til at hænge sammen, har Sissel udviklet en helt særlig overlevelsesstrategi: Jeg har et princip, jeg forsøger at leve efter: Hvis jeg har for mange punkter på min to do-liste, så stryger jeg de sidste 7. Jeg prøver ikke på at være overmenneske, og jeg prøver hele tiden på at være realistisk omkring, hvad jeg kan nå - og det er jeg faktisk ret god til. Det er ok for mig ikke at nå det hele, så må huset rode lidt og vasketøjet vente, til vi ikke har mere tøj at tage på, og det fortjener at komme øverst på listen. Og så sover jeg godt om natten! Jeg er helt skudt indtil vækkeuret ringer - det tror jeg også betyder meget. Et godt råd Jeg vil høre, om Sissel har et godt råd at give videre, og efter at have tænkt sig lidt om, siger hun: Det er vigtigt at bevare lysten. Man behøver ikke komme dansende ind ad døren hver dag, men det dur bare ikke at lire noget af eller gøre arbejdet med venstre hånd. Hvis man skal bevare lysten, så må skal man blive ved med at gøre sig umage - og så skal man tro på det, man laver. Jeg tror virkelig på de unge - de skal nok klare det. Hvis jeg har for mange punkter på min to doliste, så stryger jeg de sidste 7. Jeg prøver ikke på at være overmenneske, og jeg prøver hele tiden på at være realistisk omkring, hvad jeg kan nå - og det er jeg faktisk ret god til. 5 Fra langtidsfrisk til langtidsholdbar

6 Overskud: Jeg slapper af, når jeg kører bil. Her er jeg helt alene med mig selv, og så hører jeg fx Tøsedrengene for fulde gardiner, ruller vinduet ned og skråler med. Så føler jeg mig let og fri fra alle bekymringer. Jeg tror virkelig på de unge - de skal nok klare det. Fra langtidsfrisk til langtidsholdbar 6