Nye måder at tænke publikum på

Transkript

1 Nye måder at tænke publikum på Hvordan man får mennesker, der ikke er vant til at gå i teatret, på museet, til koncert eller til at se en ny tv-kanal, til at begynde at gøre det altså hvordan man fornyer sit publikum er spørgsmål, som er oppe i tiden. For fem år siden måtte en konference om emnet aflyses på grund af manglende tilmeldinger, men her i 2011 er der så stor interesse for emnet, at arrangørerne af en konference om publikumsudvikling samlede over 100 deltagere i Værkets Søjlehal torsdag den 7. april. Arrangørerne fik dermed fuldt hus og kunne konstatere, at publikumsudvikling i høj grad er noget, som ligger danske kulturinstitutioner og kommunale kulturoperatører på sinde. Her følger et kort resumé af konferencedagen i Randers, som havde titlen Publikum på månen : Pernille Welent Sørensen fra den selvejende institution Teatercentrum under Kulturministeriet indleder konferencen med at byde velkommen og give en kort beskrivelse af institutionens aktiviteter. Én af dem er den turnerende teaterfestival Teater for børn og unge, der flytter til en ny kommune hvert år,

2 og som i år holdes i Randers, hvor den er samlingspunkt for 350 opkøbere og 110 teatre, heraf 30 fra udlandet, i Randers. Festivalen uddeler billetter gratis til beboerne i området til de 600 opførelser og forestillinger, som afvikles i løbet af festivalugen. Det er jo sådan, at mange kulturinstitutioner i dag står med den udfordring, at vi gerne vil være opsøgende og fornyende i forhold til vores publikum enten dem, som ikke ved, at vi er der, eller som ikke kender til vores kulturtilbud, eller måske dem, som vi allerede har inde som vores publikum. Måske vil vi gerne inddrage disse nye brugergrupper, fordi vi har opdaget som teater eller som museum at der er et kæmpe potentiale i at samarbejde med dem. Dét, vi har opdaget, er, at det kan være med til at udvikle og give inspiration til en kulturinstitution. Nogle af kodeordene for det er inddragelse og medbestemmelse. Fordi i dag er publikum ikke bare passive modtagere. De er aktive individer, som vil være medproducerende. Relationen mellem publikum og kulturinstitutionen er ved at ændre sig, og vi skal til at skabe nogle nye forbindelser og nye måder at kommunikere til og med vores publikum på. Nye måder at tænke publikum på, siger Pernille Welent Sørensen som oplæg til dagens diskussioner. I Randers har Teatercentrum i særdeleshed oplevet, at festivalen er nået ud til sit publikum, fordi billetterne simpelthen er blevet revet væk i en grad så det faktisk er frustrerende for de, som kommer for sent i køen. Men som arrangører er vi naturligvis rigtigt stolte over det, siger Pernille Welent Sørensen. Og hun forklarer, at en del af grunden til, at det er blevet sådan, er, at samarbejdspartnerne i Randers har været rigtigt gode til at nå ud til nye publikumsgrupper. Det har de blandt andet gjort igennem et projekt, som hedder Børn i Centrum, som har koblet sig op til festivalen. Projektet er relevant i forhold til konferencens emne, og derfor har Pernille Sørensen uden for program inviteret Helga Hjerrild, som er festivalkoordinator i Randers, til kort at berette om det. Helga Hjerrild fortæller: Som lokal arrangør gjorde vi os nogle tanker omkring denne flotte gave, som en teaterfestival er hvordan sørger vi for, at vores borgere rent faktisk får pakket gaven ud? 2

3 Vi tænkte så, at vi kunne prøve at lave et forprojekt, der handlede om markedsføring og at komme i kontakt med vores publikum. Men vi ville ikke tage den traditionelle vej, vi vil gerne går lidt mere ind i kvaliteten omkring børnekultur. Børn er jo ufatteligt forskellige, og jeg synes måske godt, at man kunne starte med at tænke lidt over, hvad er det for en målgruppe, vi har med at gøre? Hvordan kan vi komme lidt under huden på den gruppe i respekt for dem? I respekt for deres forskelligheder. Det betød, at vi tænkte: Vi må sætte fokus og kaste lys på vores målgruppe og så lade dét være vores markedsføring. Vi vil simpelthen kaste lyst på alle de børn der er omkring os, og på den mangfoldighed, som kendetegner denne gruppe. Men også på den integritet, der må være omkring det enkelte barn at det enkelte barn jo er sit eget individ, har sin egen tilværelse, skal finde sine egne værdier, men samtidig også indgår i et fællesskab. Det blev til et større projekt, som man kan sige går på to ben: Det ene ben er helt konkret: at kaste lys på børn. Hvordan ser de egentlig ud? Så vi valgte at spørge alle kommunens børn hver især med et postkort: Må vi godt tage et billede af dig? Det er en stor logistisk opgave, for der skal indhentes tilladelse fra forældrene. Ud af de børn der er i Rander Kommune mellem 0 og 16 år var der lidt over børn, der sagde, Jo tak, det vil vi gerne prøve. De blev fotograferet af fem professionelle fotografer i et one shot opportunity billede. Nogle græder, andre griner, nogen har taget en maske på eller trukket hatten ned, nogen er næsten på vej ud igen fotograferne er inde og fange det enkelte barn lige i øjeblikket. De portrætter projiceres hver aften på skift op på en stor, flot 12 meter høj kunstværksbygning, vi har nede i centrum af byen. Der er er lavet en hjemmeside til, som har fået 1,6 millioner hits, og et webkamera, så man kan se projiceringen live over nettet. Derudover er der lavet et banner, som er hængt op ved Kulturhuset og det har givet kø ved indgangen. Det er et fantastisk udtryk at se alle disse børn sammen. Det er så fotodelen af projektet. Det andet ben i projektet er, at vi også ønsker at sætte barnet i centrum i forhold til en teateroplevelse. Dette har jo været et projekt, som løb forud for teaterfestivalen, og vi ville gerne på forhånd udvikle en metode, som kunne give børnene lejlighed til at få mest muligt ud af deres teateroplevelser at blive i deres teateroplevelse efter den er slut på deres egne præmisser. Vi lavede et samarbejde med blandt andre Aarhus Universitet, Randers Kommune, Randers Egnsteater og Teatercentrum, og det er blevet til et anvendelsesorienteret forskningsprojekt, hvor vi er nået frem til at have udviklet en metode, der gør, at børnene får mulighed for efter en teaterforestilling at få ro til at dvæle ved det, som de har oplevet. Metoden hedder Teateroplevelser at skabe samtalerum med børn og unge og er beskrevet i et hæfte, som er blevet distribueret ud på samtlige skoler i Randers Kommune, samtidig med at vi har afholdt workshops. [Hæftet kan downloades på Det handler om, at børnene får lov at beskrive, hvad der har haft særlig betydning for dem, uden at de bliver styret af de voksnes spørgsmål. Og det har givet nogle overraskende fine resultater. De børn, som har været igennem 3

4 processen, kan vise et meget nuanceret billede af oplevelsen, de har haft, og som udspringer af dem selv. Det synes vi har stor værdi, og for os er det et andet bud på, hvordan man kan arbejde med børnekultur når man sætter barnet i centrum og giver det enkelte barn plads til at opleve på egne præmisser. Disse to dele af forprojektet for teaterfestivalen var samtidig med til at gøre opmærksom på, at nu kommer der en teaterfestival til Randers til april, og vi håber, at I, børnene, går ind og oplever den på jeres egne præmisser. Og vi har jo så også konkret været i kontakt med disse børn, og fik ved samme lejlighed sagt: det er fordi, der kommer teaterfestival i april. Så det har været en markedsføring, som har virket ret stærkt, for som det blev sagt, er billetterne blevet revet væk med det samme. Og vi har oplevet en rigtig god opbakning omkring festivalen. Så for mig som kommunal kulturarbejder synes jeg, at det har været rigtigt spændende at kunne bruge et markedsføringsbudget på den måde, hvor vi også går ind og arbejder med kvaliteten i teateret. Frederik Michael Hansen og Rasmus Ladefoged, redaktører i DR B&U, fortæller om, hvordan Ramasjang i løbet af kun et års tid er blevet Danmarks mest sete børne-tv-kanal. Ramasjang blev lanceret i november 2009 som et fælles brand og en platform for en lang række af DRs børne- og ungdomsudsendelser såsom Bamse & Kylling, Kaj & Andrea, Hr. Skæg, Store Nørd, Lille Nørd, Juleprogrammer, MGP, samt Oline på dr.dk, og så videre. Ramasjang er det land eller den ø, hvor alle figurerne bor. Målgruppen er i alderen fra tre til ti år, og fordi vores målgruppe har nogle specielle behov og udfordringer, henvender vi os til dem på en speciel måde. Den øgede konkurrence mellem tv-kanalerne, ikke mindst Disney Channel og Nickelodeon har betydet, at DRs børneprogrammer i dag generelt har færre seere end i monopoltiden, og at såvel programmer som de kreative udfoldelser har været i konstant bevægelse. Siden 2009 har vi skullet vænne os til en ny verden og har skullet tænke os selv på en ny måde. Hvor DRs B&U afdeling før i tiden var noget, der var 4

5 lukket sig om sig selv, en isoleret boble, der producerede nogle ting og i værste fald bare havde nogle ideer om, hvad brugerne egentlig havde behov for tidligere blev brugerbehov bare defineret af hvad-synes-vi-lige? så er vi meget mere åbne i dag. Der er mange samarbejdsprojekter, og vi stikker i dén grad langt mere ud, end vi gjorde før. Vi vil gerne være en samlende faktor på alle platforme men vi vil også være til stede i virkeligheden. Derfor arbejder vi i partnerskaber med eksempelvis Biblioteksstyrelsen og Muskelsvindfonden. Vi har en bus, som kører rundt i landet, og hvor børnene kan møde Ramasjang og få nogle gode kulturoplevelser. Og vi har samarbejder kørende i mindre skala på mange projekter, hvor der er nogen, der er kommet med en idé til os, eller vi har taget kontakt til nogen, der ved noget om et emne. Vi har lavet samarbejde med Medierådet omkring hvordan små børn kommer sikkert i gang på nettet. Med Red Barnet, Danida, og så videre. Vores målsætning er, at én times tv skal inspirere til 100 timers leg. Vores kodeord er, at det er sjovt at lære. I forhold til konkurrenterne vil vi gerne levere flere vitaminer og mere rugbrød. Vi vil gerne have at danske forældre ser os som et sundt og rugbrøds-vitaminrigt alternativ til Disney Channel. Til programmet MGP arrangerede vi for eksempel som indledning til programmet ni workshops, hvor fire musikere var ude og høre alle børnenes sange og give dem indspark til, hvordan de kunne komme videre med deres musik. De kunne hjælpe med at løfte den musikalske kvalitet. Målet er, at MGP vil udvikle sig musikalsk, og at flere får lyst til at se programmet, fordi det har nogle flere af den slags vitaminer. Vi vil gerne levere noget unikt i forhold til vores publikum, samtidig med at vi er i stand til at konkurrere med Disney Channel. For at overleve bliver vi nødt til løbende at finde ud af, hvad der foregår på markedet, og så forholde os til det. I vores 2012-strategi arbejder vi i højere grad med inddragelse af brugerne i design participatory design, som det hedder. Det handler om at være i dialog med sit publikum og bruge dem til at udvikle nye ting. Det er noget, vi langsomt er begyndt på også i vores tv-formater. Vi har som erklæret formål at vise diversitet i landet. At vise forskellige livsvilkår for børn. Vi skal være tæt på alle danskere og give et bredspektret vue ud over landet. Vi prøver gerne, når vi har deltagere til programmerne, som vi caster på forhånd så prøver vi at være så bredspektrede, som vi overhovedet kan. Har vi nu nogen fra Fyn? Og hvordan ser den kønsmæssige, aldersmæssige og etniske spredning ud? I forhold til radio arbejder vi bevidst på at få så mange accenter og dialekter med som muligt. Vi benytter os at NABC -værktøjet, som er udviklet på Stanford Research Institute og som retter sig mod brugernes behov: Hvad er det brugerne, publikum, har brug for? 5

6 Værktøjet har fire faser: Need Approach Benefits Competition. Først må vi afklare behov. Eksempelvis: Er der et behov for at gøre førskolebørn interesseret i bogstaver og for at gøre dem interesseret i læring, så de klarer sig godt i skolen? Hvad er det for en approach, som vil kunne understøtte dette behov? Hvad er fordelene ved at gøre det på denne måde? Hvad er konkurrencesituationen i øvrigt? Dette værktøj bruger vi til alt, som vi udvikler. Anders Beyer er ensemblechef for Athelas Sinfonietta Copenhagen, som er et kammerensemble, der i 2008 påbegyndte en målrettet strategi med at nå nye publikumsgrupper. Orkestrets omdrejningspunktet er, at de formidler samtidsmusik, altså musik skrevet af nulevende komponister. Det startede med, at orkestret på sigt kunne blive truet på dets eksistens. Der kom ikke et imponerende antal publikummere til koncerterne. Det fik os til at se på, hvad man havde gjort i England, hvor man har en høj diversitet i befolkningen og derfor har været længere fremme end Danmark med at udforske metoder til publikumsudvikling. Vi besluttede, at de erfaringer ville vi bruge i vores arbejde for at bevæge os hen imod en ny måde at tænke på. Orkestret havde for så vidt en flot profil og med et interessant indhold dengang, men der var altså bare ikke rigtigt så mange, der optagede det. Og da orkestrets bevillinger også var begyndt at blive usikre efter regeringsskiftet i 2001, stod det klart, at hvis udviklingen fortsatte på den måde, så ville orkestret ikke eksistere i et tiårigt perspektiv. Vi måtte være parat til at tage os selv i kraven og se på vores egen selvforståelse. Derfor lavede vi en strategi for , som vi kaldte Ud over rampen og som handlede om, at vi blandt andet skulle indgå samarbejder med relevante partnere, som kunne give orkestret maksimal synlighed og binde musikken sammen med andre sektorer af samfundslivet. I denne her tid, hvor alle taler om demokratiseringsprocesser, ville vi gerne genskabe kontakten mellem den nyskabende kunstmusik og resten af samfundet. Vi har de bedste musikere, der kan købes for penge, men hvordan får vi musikken til (igen) at spille en samfundsmæssigt forløsende 6

7 rolle?, spurgte vi os selv. Hvad skal der til for at skabe det gode liv? Hvordan kan vi bidrage til at være det kit mellem mennesker, der bringer dem sammen? I strategien satte vi os for, at vi ville have et forhold til erhvervslivet, til miljø, sundhed, integration og uddannelse. Og vi oplevede, at strategien hurtigt blev en enorm berigelse. Det er jo i de små ensembler, fornyelsen sker, for i modsætning til de store institutioner er vores ensemblestørrelse lette fartøjer, som kan manøvrere internationalt. Økonomisk set er Athelas det ensemble i Danmark bortset fra UnderholdningsOrkestret i DR, som har den største egenfinansiering. I forhold til sundhed lavede orkestret et samarbejde om mental sundhed sammen med TV Glad, som producerede en road movie med Athelas i toget fra København til Aalborg, som siden udkom som DVD og sidenhen med tilhørende cd-indspilning med interviews med komponist Per Nørgård og forfatter Suzanne Brøgger. I alt det vi laver med Ud over rampen og publikumsudvikling, handler det om at have et ekstremt højt kunstnerisk niveau. Vi arbejder med de bedste, vi har i landet. Det gælder også når vi inddrager populærmusikken. Vi har brugt som metode at lave partnerskaber sammen med Outlandish, Isam B, og Burhan G til Bent Fabricius Bjerre og DR Børnekoret, fortæller Anders Beyer. I forhold til integration har orkestret inspireret til samarbejder med andre aktører og vidensdels med eksempelvis Copenhagen Opera Festival - som blandt andet ønsker at trække operaen ud af huset, ud der hvor folk er. Operafestivalen så at sige instrumenterer hele byen. Vi har først været tvunget til at publikumsudvikle af nød men har oplevet at det beriger os selv og vores egen kunst utroligt meget, og vores musikere kommer tilbage og siger: Hold da op, hvor giver det mening, det her! Nogle af orkestrets musikere sidder til daglig på et musikkonservatorium og underviser, andre spiller i symfoniorkestre, men det at komme ud, der hvor det virkelig brænder på, det gør, at de også bliver musikere på en anden måde. Så det er noget, som vi helt sikkert vil fortsætte med. I forhold til uddannelse har orkestret været ude på skolerne og holde Isbryderkoncerter, et IT-projekt, der handler om at skabe læring hos 4.- klasses elever gennem ny computerteknologi, hvor de komponerer musik selv. I stedet for at spille musik for dem, så har vi valgt at være inkluderende og lave noget sammen med dem. Så den publikumsstrategi, som i starten handlede om regulær overlevelse, har vist sig at give resultater på det helt vitale kunstneriske område, som handler om at nå ud og nå ind til sit publikum. Det er det jo hele ansatspunktet for overhovedet at beskæftige sig som udøvende kunstner at berige et menneske, at forføre sit publikum, at få dem til, når de går ud af koncertsalen, at føle, at de ser verden på en ny måde. At man har rørt eller berørt. Som 7

8 musiker ønsker man med sin musik at give mennesker en stor oplevelse. Det, som er en del af strategiens foreløbige succes, er, at vi nu har et publikum, og at orkestret har fået rigtigt mange mennesker, som følger det. Ud over rampen -strategien kan læses på: Nanna Rohweder, journalist, dramaturg og publikumsudvikler, arbejder med publikumsudvikling i det område, som kaldes Vestegnen boligkvartererne, der breder sig mod vest efter Valby og ud mod Roskilde. I øjeblikket arbejder hun på Taastrup Teater halvdelen af tiden og den anden halvdel på et teaterprojekt i Gadehavegård boligkvarter. At starte som publikumsudvikler er som at komme til et nyt land: Efter tre måneder synes man, at man har afkodet det hele. Yderligere tre måneder senere ved man alt det, man ikke ved. Og som tiden går, bliver man endnu mere ydmyg og ved meget lidt om, hvad unge vil med teater, siger hun. I Gadehavegård er 46,4 procent det, som man i aviserne kalder af anden etnisk herkomst end dansk og som Nanna Rohweder har omdøbt til at hedde plusdanskere for at undgå at betegne dem som nydanskere, danskere med indvandrerbaggrund, flerkulturelle, eller noget med anden end dansk. De plusdanske unge har jeg aldrig set i et teater. Så min opgave dér har været at få de unge med i et stykke, som vi kaldte Tanker i natten og som skulle handle om, hvad der foregår på Vestegnen. [Nanna viser en youtube trailer ] I forestillingen arbejdede tre professionelle skuespillere og et produktionshold sammen med en gruppe unge fra nabolaget. I sådan et projekt handler publikumsudvikling blandt andet om at man tæppebomber sine venner med sms er, når de skal inviteres til vores arrangementer. Og jeg bruger min facebook-konto til at holde kontakt med mange af dem. Det handler om at skabe en relation til teateret. Det som jeg altid kan garantere dem er, at jeg tager dem at jeg tager dem alvorligt. Og kontakten behøver ikke kun at handle 8

9 om teater. Det kan også handle om at mødes i foyeren og se Perlevenner på storskærm. Nanna Rohweder fortæller om Taastrup Teaters arbejde med publikumsudvikling, som både har ført til at teateret er blevet bygget om, så det nu i Nannas ord er en omvej værd, dets lidt afsides beliggenhed til trods, og som også kom til at dreje sig om teatrets personalepolitik. Nanna Rohweder var med til at søge folk i nærområdet, som kunne ansættes i teateret, og indledningsvist fandt de i alt 15 mennesker, hvoraf de havde sat sig for, at to tredjedele af dem, som de ansatte, skulle være plusdanske. Nanna Rohweder sørgede for, at der blev produceret tørklæder med Taastrup Teaters logo på til de muslimske piger, som blev ansat, og de kaldte dem Ateamet. Men problemet viste sig så at være, at vi ikke laver nok teaterproduktioner på sådan et egnsteater til at vi kan holde på dem. Publikumsmæssigt fik projektet en positiv effekt, fordi det sendte et signal om, at teatret er åbent for alle at det ikke kun er hvid mands teater. Nanna Rohweders har skrevet en evaluering af Projekt Vest med ni erfaringer, seks eksempler og et idékatalog. Den blev udgivet i september 2010 af de tre egnsteatre i Københavns vestegn Teater Vestvolden, Åben Dans og Taastrup Teater og kan downloades her: Artikler om teatret på cki.dk: Taastrup Teater: Omstilling til det interkulturelle Taastrup Teater: Ansatte afspejler publikum 9

10 Anne Boukris, rådgivende konsulent ved Center for Kunst & Interkultur, holder en workshop om publikumsudvikling og inddragelse af nye kulturbrugere. Hun indleder workshoppen med at forklare om begrebet New Audience Development på dansk: publikumsudvikling som i løbet af de senste fem år er blevet et ombejlet indsatsområde i kunst- og kulturbranchen. Det hænger først og fremmest sammen med, at kunst og kultur på verdensplan er en voksende kilde til indtægter. Man kan vælge at se arbejdet med publikumsudvikling som en regulær metode til markedsføring. Publikumsudvikling handler om at skabe nye relationer til publikum, hvilket kræver tilvejebringelse af viden om både eksisterende og potentielle brugergrupper. Samtidig er publikumsudvikling blevet populær og politisk korrekt, fordi det handler om at finde metoder til at inddrage borgere med forskellige kulturelle baggrunde og nationaliter og dermed har perspektiver i forhold til den generelle demokratisering af samfundet og den såkaldte sammenhængskraft. Dansk kulturliv er præget af offentlige støtteordninger. Det burde gøre publikumsudvikling til en helt naturlig forpligtelse. Men ikke desto mindre vil nok de fleste kulturformidlere og -producenter insistere på, at det er kunsten og ikke samfundet, der skal definere repertoirevalg og hvilke publikumsgrupper, der nyder godt af det offentligt støttede kulturlivs tilbud og udtryk. Én af de mest interessante tænkere og trænere inden for mangfoldighedsstrategi, den amerikanske konsulent Howard Ross, forklarer nødvendigheden af at indtænke kulturel mangfoldighed i en kulturinstitutions program og organisation ud fra en idé om, at vi er forbundet i verden på tværs af tid og sted. Der er næppe den økonomi eller kunstform, der ikke er påvirket af og under stærk påvirkning af, at vi er forbundet i verden. Det betyder, at vi for at følge med tiden må tænke og handle utraditionelt og forlade de etablerede tænkninger om, hvordan vi mennesker udvikler os i samfundet og i deltager i kulturlivet. Vi skal være villige til at afgive noget 10

11 kontrol. Der skal ske en transformation fra at tænke om publikum som kunder til at se dem som medoplevere. Det vil blandt andet sige at medvirke til at stimulere interaktionen med forskellige mennesker med forskellig baggrund. Vi lever i et samfund af heterogene grupper, men gør brug af homogene løsninger. Vi lever også i en tid, hvor der er nogle stadig større forventninger til, hvad teaterforestillingen, koncerten, udstillingen blandt mange kulturelle udtryksformer kan med mig som publikum. Tosprogede unge er et troløst publikum, siges det. De kommer til noget, der interesserer dem lige i øjeblikket, og så er de væk igen. Men denne påstand handler ikke blot om tosprogede unge. Det er generel tendens inden for nutidens kulturverden. Tilbuddene er mange og konkurrencen er benhård. Det er ikke de tosprogede unge, som er udfordringen. Det er de étsprogede kulturer, der i mange år har været alt for priviligerede og som nu skal til at lære at håndtere denne troløshed som den almene tilstand. New Audience Development er det samme som at arbejde med troløshed for en stund. For troløsheden kommer af manglende mening og nærvær. Manglende relationer. Markedsføring bygger traditionelt på målgruppestrategier, hvor målgrupperne i modellen er kulturelt homogene. Derfor er traditionel markedsføring i stigende grad ubrugelig, såfremt vi ønsker at nå de nye kulturbrugere. Mange teatre, koncertsale og museer eksperimenterer med outreach at forlade de etablerede rammer og bygninger og række møde folk, dér hvor de bor og med at inddrage nye publikumsgrupper. De ved, at statistikker og eksisterende data ikke giver dem tilstrækkeligt med information om deres potentielle publikumsgrupper. Derfor er de selv gået i marken for at opsøge dem, lære deres vaner at kende, deres kulturelle positioner og præferencer. Vi hørte eksemplet fra Taastrup Teater, som har ansat en publikumsudvikler, der dels arbejder på teatret, men også bevæger sig rundt ude i det lokale boligområde. Andre teatre arbejder med interkulturelle strategier, hvor repertoire og spillere sammensættes på tværs af nationalitet, sprog og kulturel bagage. Orkestre opsøger byrummet og opnår gennem uformel musikoptræden at tiltrække nye publikumsgrupper og skabe nye kulturmøder. På museer ansættes kuratorer, der følger kunstprojekter op med filosofiske afsæt i interkulturalisme, og hvor dørene åbnes for globaliseringens mange bevægelser og påvirkninger af moderne kunst og kultur. Det er nye tider. Derfor er der i dag kulturinstitutioner, som laver støtteordninger til kulturmødeprojekter, rejser ud i verden og som ønsker at styrke kunstnere og kulturproducenters indsigt i en foranderlig verden. Vi står i en verden, hvor vi, der arbejder i kultursektoren har rigtigt meget brug 11

12 for hinanden. Mere end nogensinde. Jo mere fragmenteret den bliver, desto større troløshed. Konkurrencen mellem teatrene øges, fordi der er færre penge i omløb. Men det kunne være spændende, hvis teatrene nytænkte deres forretningsmodel, ligesom det er sket i musikkens verden, hvor man er gået fra vinyl til CDer til mp3-filer. Vi er i gang med en forandringsproces, som vi er midt i og derfor ikke kan se, hvor den vil føre os hen. Men vejen frem er ikke at bygge små forsvarshjørner op, hvor vi kan beskytte os. Det første og vigtigste punkt på dagsordenen må være at afgive kontrollen og åbne korridorerne op. Invitere brugerne ind og høre, hvad de har at sige. Det forudsætter et systematisk arbejde med lyst og vilje til at være med i en forandringsproces, hvor der er plads til flere perspektiver, flere anskuelsesvinkler, flere vurderingsgrundlag. Men ikke blot perspektiver, som vi kender og forstår, men perspektiver, der krydser vores egne universer. Intro til publikumsudvikling ni indledende trin Tænk publikumsudvikling som en investering ikke en udgift. Det kræver engagement og fokus, og at man sætter fokus på blandt andet interkulturelle kompetencer i organisationen. Publikumsudvikling forudsætter viden. Det vil sige undersøgelser kvalitative og kvantitative. Allerede eksisterende undersøgelser på feltet fortæller rigtigt meget. Men mange gange mangler institutionen informationer og viden. Hvorfor kommer nogen, og hvorfor kommer andre ikke? Hvad ved vi om vores publikum? Hvad ved vi om dem, som ikke er vores publikum? Analyse og etablering af nye rammer, for eksempel rabatordninger, gratisarrangementer, festivaler, og andet. Opfølgning internt og eksternt Etablering af lokale, regionale, nationale, private, kommercielle og offentlige partnerskaber Uddanne publikum og kunstnere, så de forstår, at vi vil noget nyt med dem. Man skal dele visionen med dem og dele ideen om nye måder at opfatte og bruge kunsten og kulturen på Brobygning: Hvem bliver inviteret? Det gør ikke noget, at vi begynder at tjene penge. At vi skaber mere - og skaber værdi. Mer+værdi = en kommercialisering af det kunstneriske. Mere om publikumsudvikling kan læses her: 12

13 En artikel om Howard Ross synspunkter og erfaringer kan læses her: Lydoptagelser fra konferencen kan høres her: Hvis du har et æble, og jeg har et æble, og vi udveksler æbler, så har vi hver ét æble. Hvis du har en idé, og jeg har en idé, og vi udveksler ideer, så har vi hver to ideer. George Bernard Shaw Resumé af Mik Aidt, den 1. maj 2011 Kontakt omkring arrangementet og dette resumé: Pernille Welent Sørensen mobil: