HEGELS FREMMEDGØRELSESTEORI

Transkript

1 HEGELS FREMMEDGØRELSESTEORI Af Ernest Mandel Det var under studiet af Hegel, at Marx først blev bekendt med begrebet fremmedgørelse. Men mærkeligt nok var det ikke teorien om det fremmedgjorte arbejde, han oprindelig tog op fra Hegels værker. Det var menneskets fremmedgørelse som borger i dennes forhold til statsmagten, der blev udgangspunktet for Marx filosofiske, politiske og sociale tænkning. Teorien om samfundspagten hævdede, at i et organiseret samfund må individet give afkald på visse personlige rettigheder over for staten som repræsentant for samfundets fællesinteresser. Især Hegel havde udviklet denne teori, der blev stærkt hyldet af teoretikere, der gik ind for naturretsfilosofien. Den tjente også som udgangspunkt for Marx kritik af Hegel og som begyndelse til hans virke som samfundskritisk tænker i almindelighed. Nogle andre hændelser, der fandt sted i Rhinland-provinsen i det vestlige Tyskland omkring (et tiltagende tyveri af træ fra skovene og statens forholdsregler herimod), førte Marx til den konklusion, at staten, der hævder at repræsentere hele samfundets interesser, i stedet kun repræsenterede én del af samfundet, nemlig dem der ejer privat ejendom. Derfor var afståelsen af personlige rettigheder til denne stat et udslag af fremmedgørelse: Menneskers tab af rettigheder til en institution, der i virkeligheden var dem fjendtlig. Idet han gik ud fra denne politisk-filosofiske platform, kom Marx, der imidlertid var blevet fordrevet fra Tyskland og gået i eksil i Frankrig, i kontakt med de første sammenslutninger af socialister og arbejdere og begyndte at studere økonomi, især den britiske politiske økonomis klassiske skribenter fra Smith-Ricardo skolen. Dette dannede baggrund for Marx første forsøg i 1844 på at opstille en syntese af filosofiske og økonomiske ideer i de såkaldte Økonomiske og filosofiske manuskripter fra 1844 også kaldet Parisermanuskripterne. Han gjorde her et forsøg på at forene sine tanker om arbejdet i det borgerlige samfund med sine ideer om menneskets skæbne, menneskets placering i historien og dets eksistens på jorden. Dette første ungdommelige forsøg på en syntese blev udført med meget utilstrækkelige redskaber. På det tidspunkt havde Marx endnu ikke noget dybtgående kend skab til den politiske økonomi; han var først lige begyndt at beskæftige sig med de mere fundamentale begreber i den politiske Økonomis klassiske skole; og han havde kun ringe direkte såvel som indirekte erfaring med det moderne industrielle system. Først gennem de næste ti år skulle han opnå alt dette. Dette uafsluttede tidlige arbejde forblev ukendt gennem en lang periode, idet det først blev offentliggjort i 1932, næsten hundrede år efter, det var blevet skrevet. Følgelig var en stor

2 del af den debat, der var foregået i økonomiske såvel som i politiske kredse om, hvorledes han havde tænkt i sin ungdom, og hvorledes han var nået frem til en række fundamentale opfattelser, stærkt forvrænget af den uvidenhed, der herskede omkring netop denne milepæl i hans intellektuelle udvikling. Umodne, som visse afsnit deraf kan forekomme, især det økonomiske afsnit, repræsenterer det dog et vigtigt vendepunkt i Mands intellektuelle udvikling og i menneskehedens ideers historie. Dets betydning er, som jeg vil prøve at vise, forbundet med begrebet: fremmedgørelse. Fremmedgørelse er en meget gammel ide, der har en religiøs oprindelse og er næsten lige så gammel som de organiserede religioner selv. Den blev overtaget af så godt som alle de klassiske filosofiske retninger i den vestlige verden såvel som i østen. Denne opfattelse kredser om, hvad man kunne kalde menneskets tragiske skæbne. Hegel, der var en af de største tyske filosoffer, overtog ideen fra sine forgængere men gav den en ny drejning og et nyt fundament, hvilket betegnede et betydeligt fremskridt. Han gjorde dette ved at ændre grundlaget for denne opfattelse af menneskets tragiske skæbne fra at være vagt antropologisk og filosofisk til at være bestemt af arbejdet. Hegel sagde således før Marx, at mennesket er fremmedgjort fordi det menneskelige arbejde er fremmedgjort. Han gav to forklaringer på denne generelle fremmedgørelse af det menneskelige arbejde. Den ene er det han kaldte dialektikken mellem behov og arbejde. Menneskelige behov, sagde han, er altid et skridt foran de forhåndenværende økonomiske ressourcer, mennesket vil derfor altid være dømt til at slide for at imødekomme utilfredsstillede behov. Men forsøget på at tilpasse organiseringen af materielle ressourcer til nødvendigheden af at tilfredsstille alle menneskelige behov er en umulig opgave, et mål der ikke kan nås. Dette er det ene aspekt af det Hegel kaldte fremmedgjort arbejde. Den anden side ved hans filosofiske analyse var en smule mere kompliceret. Den kan sammendrages i det vanskelige ord eksternalisering (Entäusserung). Skønt udtrykket er indviklet og lyder fremmedartet, er dets indhold lettere at forstå. Hegel forstod ved det filosofiske begreb eksternalisering den kendsgerning, at ethvert menneske under sit arbejde, når det fremstiller en ting, i virkeligheden i arbejdet genfremstiller en ting, der allerede eksisterede søm en idê inde i hovedet. Nogle vil måske blive forbavsede når jeg straks her gør opmærksom på at Marx delte denne opfattelse. Man vil finde den samme ide, at ethvert arbejde, som mennesket udfører, lever i dets hoved før det virkeliggøres som en materiel genstand, i det første kapitel af Kapitalen. Hegel, så vel som Marx, drog derved en fundamental skillelinje mellem mennesket og f.eks. myrer og andre skabninger, der synes at udføre arbejde, men kun gør det instinktivt. Mennesket derimod udvikler først en idê om det som det vil lave og prøver herpå at realisere ideen. Hegel går et skridt videre og spørger: Hvad er det i virkeligheden vi gør, når vi prøver på at udtrykke noget materielt, det, der først lever i os som en ide? Vi adskiller os uundgåeligt fra

3 vores arbejdes produkt. Alt hvad vi projicerer ud af os selv, alt hvad vi fabrikerer, alt hvad vi fremstiller, projicerer vi ud af vort eget legeme, og det bliver adskilt fra os. Det kan ikke forblive en integreret del af os selv i samme grad som en ide, der forbliver i vort hoved. Dette var for Hegel den vigtigste, så at sige antropologiske, definition af fremmedgjort arbejde. Han nåede derfor til den konklusion at enhver form for arbejde er fremmedgjort arbejde, fordi mennesker i ethvert samfund, under alle betingelser altid - vil være dømt til at blive adskilt fra produkterne af deres arbejde. Idet Marx tager disse to definitioner af fremmedgjort arbejde op fra Hegel, modsiger han dem begge. Han siger at det misforhold, der hersker mellem menneskelige behov og materielle ressourcer, modsætningen mellem behov og arbejde, er begrænset, idet den er historisk betinget. Det er ikke sandt, at menneskets behov kan vokse ubegrænset, og at resultatet af dets kollektive arbejde altid vil forblive mindre end disse behov. Han nægter dette kategorisk på basis af en historisk analyse. Især forkaster han Hegels idealistiske identifikation af eksternalisering med fremmedgørelse. Marx mener, at nar vi adskiller os selv fra produktet af vort arbejde, medfører det ikke nødvendigvis, at produktet af vort arbejde undertrykker os eller, at nogen som helst materiel magt vender sig mod mennesket. En sådan fremmedgørelse er ikke resultatet af, at vi projicerer ting ud af vort legeme som sådant, ting der først lever i os som ideer og derefter antager materiel eksistens som objekter, som produkter af vort arbejde. Fremmedgørelse er et resultat af en bestemt form for samfundsmæssig organisering. Eller mere konkret: Kun i et samfund, der er baseret på vareproduktionen, og kun under særlige økonomiske og sociale forhold, men de genstande, som vi projicerer ud af os selv, når vi producerer, tiltage sig en selvstændig, undertrykkende social funktion og integreres i en økonomisk og social mekanisme, der undertrykker og udbytter mennesker. Det umådelige fremskridt i den menneskelige tænkning, der ligger i denne kritik af Hegel, består i, at Marx benægter, at arbejdets fremmedgørelse er et antropologisk kendetegn, en nedarvet og uafvendelig forbandelse for menneskeheden. Han siger, at arbejdets fremmedgørelse ikke er bundet til den menneskelige tilværelse overalt og i al fremtid. Den er specifikt resultatet af en bestemt økonomisk og social organisering af samfundet. Med andre ord ændrer Marx Hegels opfattelse af arbejdets fremmedgørelse fra at være et evigt antropologisk begreb til at være et forbigående historisk. Denne omfortolkning indebærer et håb for menneskets fremtid. Marx siger, at menneskeheden ikke under hele sin eksistens på denne klode er dømt til at arbejde i sit ansigts sved under fremmedgjorte forhold. Det kan blive frit, det er i stand til at befri sig selv, dets arbejde kan befris, men kun under særlige historiske betingelser. Senere vil jeg vende tilbage til hvilke forhold der kræves, for at det fremmedgjorte arbejde kan forsvinde. Lad os nu forlade denne første systematiske udredning af teorien om fremmedgørelse i Økonomiske og filosofiske manuskripter fra 1844 og gå over til hans hovedværk Kapitalen der blev udgivet 20 år senere. Det er rigtigt, at ordet fremmedgørelse knapt

4 nok forekommer her. Der er vokset en ny profession frem gennem de sidste 30 år, der sædvanligvis går under betegnelsen marxologi. Dens udøvere læser Marx værker forfra og bagfra og noterer alle de ord han bruger ned på kartotekskort og prøver derpå at drage konklusioner mht. Marx tanker ud fra denne filologiske statistik. Nogle har endog brugt datamaskiner til sådanne skinanalyser. Disse Marx-filologer har indtil nu opdaget seks steder i Kapitalen hvor ordet fremmedgørelse bruges enten som et navneord eller som et udsagnsord. Jeg har absolut ikke til hensigt at sætte spørgsmålstegn ved denne kolossale opdagelse, selv om der måske kunne findes et syvende sted eller det sjette måske kunne diskuteres. På grundlag af sådanne analyser af Kapitalen, rent verbale og overfladiske som de er, kunne man let nå til den konklusion, at den ældre Marx ikke længere opererede med nogen fremmedgørelsesteori. Marx skulle så have opgivet den efter sin ungdomstid, efter sin umodne udvikling, især da han omkring blev helt overbevist om arbejdsværdilærens rigtighed og selv udviklede denne arbejdsværditeori til fuldkommenhed. Da de Økonomiske og filosofiske manuskripter fra 1844 blev offentliggjort i 1932 for første gang, opstod der en voldsom debat omkring disse emner. Mindst tre tendenser kan tydeligt skelnes i debatten. Jeg skal ikke her nævne navnene på de personer, der har deltaget i den, da mere end hundrede skribenter har beskæftiget sig med problemet og kontroversen langtfra er endt endnu. Nogle mener, at der er en modsætning mellem Marx ungdomsskrifter og hans modne værker, og at han opgav sine oprindelige teorier, da hans egne teorier var fuldt udviklede. Andre hævder det modsatte. Den virkelige Marx findes i hans ungdomsværker, idet han senere degenererede ved at indskrænke bredden i sin tænkning til kun at omfatte rent økonomiske problemer. Han blev således offer for en økonomistisk afvigelse. Atter andre har søgt at benægte, at Marx ideer overhovedet er gennemløbet nogen som helst betydelig eller fundamental udvikling. Blandt disse er amerikaneren, Erich Fromm, den franske Marx-forsker, Maximilien Rubel samt de to franske katolske præster, Bigo og Colvez. Disse hævder, at det er de samme tanker, der er indeholdt såvel i hans tidlige som sene skrifter. Jeg er af den mening, at alle tre opfattelser er forkerte. Der fandt en vigtig udvikling sted, ikke en gentagelse af identiske ideer i Marx tænkning i årenes løb. Enhver, der tænker og lever, vil ikke give udtryk for nøjagtigt det samme, når han er tres, som da han var femogtyve. Selv om de fundamentale ideer forbliver de samme, sker der åbenbart en forbedring, en ændring. I dette konkrete tilfælde er udviklingen som tidligere nævnt meget mere slående, som Marx i 1844 endnu ikke havde fundet frem til arbejdsværdilæren, der blev en hjørnesten i den økonomiske teori, han udviklede femten år senere.

5 Et af de centrale spørgsmål i den fortsatte debat, der kan afgøres rent dokumentarisk, ville ikke have fortsat så længe, hvis det ikke havde skyldtes endnu en uheldig omstændighed. MENNESKETS ADSKILLELSE FRA PRODUKTIONSMIDLERNE Skæbnen ville, at et andet af Marx hovedværker, Grundrisse der Kritik der politischen Oekonomie (Til kritikken af den politiske økonomi - Grundrids), et værk på 1300 sider skrevet i , der udgør en slags laboratorium, hvori alle de vigtigste ideer, som man genfinder i Kapitalen, først blev udviklet og afprøvet, heller ikke blev udgivet for et århundrede efter, at det blev skrevet. Dets første udgivelse kom i Sovjetrusland ved begyndelsen af anden verdenskrig, men langt de fleste eksemplarer blev ødelagt som følge af krigen. Så vidt jeg ved, nåede kun to eksemplarer frem til USA, og ingen kunne tilvejebringes i hele Vesteuropa. I det stalinistiske Rusland var man ikke ivrig efter at genoptrykke det, og det var således først i 1950 erne, næsten hundrede år efter det oprindeligt var blevet skrevet, at værket blev genudgivet og kendt af visse eksperter i nogle få lande. Det er kedeligt at måtte konstatere at dette hovedværk af Marx endnu ikke er oversat til engelsk, selvom en oversættelse nu skal være på vej. Det udkom i Frankrig for kort tid siden. Så nogle af deltagerne i debatten havde den undskyldning at de ikke kendte dette centrale værk. For enhver der læser det vil det straks være indlysende at den marxistiske fremmedgørelsesteori eksisterer, idet ordet, opfattelsen og analysen findes snesevis af steder i Grundrisse. Hvad er nu denne teori om fremmedgørelse som den blev udviklet af den modne Marx? Og hvorledes kan den sættes i forbindelse med indholdet i Kapitalen? Vi støder her først på en formel vanskelighed, idet Marx anvender tre forskellige udtryk i denne sammenhæng og på en sådan måde at de kan erstatte hinanden. Det ene er fremmedgørelse; det andet tingsliggørelse, et kompliceret begreb, og det tredje er varefetischisme, der er endnu mere kompliceret. Imidlertid er de tre begreber ikke så vanskelige at forklare, og jeg skal forsøge at klargøre deres betydning. Lad os begynde denne analyse med en definition af økonomisk fremmedgørelse. Jeg må dog straks slå fast at i Marx s samlede fremmedgørelsesteori udgør økonomisk fremmedgørelse kun en del af et langt mere omfattende fænomen, der dækker praktisk talt alle områder af menneskelig aktivitet i et klassesamfund. Det er imidlertid det mest afgørende element. Derfor vil vi begynde med den økonomiske fremmedgørelse. Vi vil nærme os det i forskellige etaper. Det første og mest iøjnefaldende træk ved økonomisk fremmedgørelse er menneskets adskillelse fra den frie adgang til produktionsmidlerne og livsnødvendighederne. Dette er en ret ny udvikling i menneskehedens historie. Så sent som i det 19. århundrede eksisterede der stadig i visse lande. som f.eks. USA og Canada, fri adgang til produktionsmidlerne i landbruget. Indtil efter den amerikanske borgerkrig var det ikke umuligt for store folkemasser at finde et ubenyttet landområde og etablere sig der som frie bønder, som selvejere. I Europa var denne mulighed ophørt med at være til stede

6 for mere end to århundreder siden, og i andre lande derfor endog tre-fire hundrede år tidligere. Denne historiske faktor er udgangspunktet for enhver teori om fremmedgørelse, idet lønarbejdet, hvori mennesket tvinges til at sælge sin arbejdskraft til en anden person, til sin arbejdsgiver, kun kan opstå i stor målestok når og hvor den frie adgang til produktionsog eksistensmidlerne bliver nægtet størstedelen af samfundet. Således fremkommer den første forudsætning for fremmedgørelse, når arbejdet adskilles fra de fundamentale produktionsmidler og livsnødvendigheder. Jeg sagde, at dette er et relativt nyt fænomen. Endnu et eksempel vil måske gøre dette mere klart. Den klassiske historiske kritik, der blev fremført af liberale tænkere i det forrige århundrede, af middelalderens samfund, af feudalsamfundet, understregede den ufrihed jordens dyrkere da var underkastet. Jeg skal ikke rejse indvendinger mod denne kritik som jeg finder korrekt. De umiddelbare producenter i dette samfund, bønderne og de livegne, var ufrie. De kunne ikke frit flytte omkring; de var bundet til jorden. Men det, de liberale borgerlige kritikere af feudalsamfundet glemte, var, at det at binde mennesker til jorden er et dobbeltsidet fænomen. Hvis mennesket er bundet til jorden, da er jorden også bundet til mennesket. 0g da jorden var bundet til mennesket, var der ingen større del af den befolkning, som levede i et sådant feudalsamfund, der kunne tvinges til at blive lønarbejdere og sælge deres arbejdskraft til kapitalejere. De havde adgang til jorden og kunne producere deres egne livsnødvendigheder og selv beholde en del deraf. Kun mennesker der levede udenfor det organiserede feudalsamfund, hvilket i virkeligheden oprindelig ville sige fredløse, kunne danne grundlaget for nye sociale klassers opståen - lønarbejdere på den ene side og købmænd på den anden. Det næste stadium i arbejdets fremmedgørelse indtrådte, da en del af befolkningen blev fordrevet fra jorden, ikke længere havde adgang til produktionsmidlerne og eksistensmidlerne og derfor for at overleve blev tvunget til at sælge deres arbejdskraft på markedet. Det er det fremmedgjorte arbejdes hovedkarakteristika. På det økonomiske område er det lønarbejdets indførelse, den økonomiske tvang for personer der ikke på anden måde kan overleve, til at sælge den eneste vare de ejer, deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet. FREMMEDGJORT ARBEJDE Hvad vil det sige at sælge sin arbejdskraft til en arbejdsgiver? I Marx analyse ligger der både i hans tidlige og sene værker bag dette rent formelle og legale kontraktmæssige forhold - man sælger sin arbejdskraft for et bestemt tidsrum for penge til livsfornødenheder - noget af dybtgående konsekvenser for hele den menneskelige tilværelse og især for lønarbejderens. For det første indebærer det, at man mister herredømmet over en stor del af sin tid. Al den tid, man har solgt til arbejdsgiveren, tilhører ham, ikke en selv. Man har ikke frihed til at gøre hvad man vil ved arbejdet. Det er

7 arbejdsgiveren, der dikterer hvad man skal og ikke skal hele tiden. Han giver besked om hvad der skal produceres, hvordan det skal produceres og hvor. Han er herre over ens aktivitet. Jo mere arbejdets produktivitet forøges jo mere arbejdstiden forkortes, desto strengere bliver arbejdsgiverens kontrol med hvert minut af lønarbejderens arbejdsdag. Ved hjælp af tids- og bevægelsesstudier - den mest fuldkomne form for kontrol - søger arbejdsgiveren at kontrollere bogstavelig talt hvert sekund af den tid man bruger som hans ansatte. Fremmedgørelsen antager dernæst en tredje form. Når en lønarbejder har solgt sin arbejdskraft til en arbejdsgiver, for en vis periode er produkterne af hans arbejde ikke hans egne. Resultatet af hans arbejde tilhører arbejdsgiveren. Den kendsgerning at den moderne lønarbejder ikke ejer produkterne af sit arbejde, er ikke så selvindlysende set ud fra den menneskelige historie som helhed, som den må synes for folk der er vant til det borgerlige samfund. Gennem tusinder og atter tusinder af år var det nemlig ikke på denne måde. Både håndværkerne i middelalderen og i antikken var ejere af deres egne produkter. Bonden og endog den livegne i middelalderen beholdt mindst 50 % af frugterne af deres arbejde for dem selv, nogle endda helt op til 60 eller 70 %. Under kapitalismen ikke alene mister lønarbejderen retten til produkterne af sit arbejde, men disse produkter kan opføre sig fjendtligt og ødelæggende over for ham. Dette var tilfældet med maskinen. Dette vigtige resultat af menneskelig opfindsomhed bliver en kilde til tyranni over for arbejderen når arbejderen blot er et vedhæng til maskinen og tvinges til at tilpasse sin livs- og om natten eiier på andre tidspunkter der bryder den normale livsrytme mellem dag og nat. En sådan unormal arbejdstid er årsag til alle mulige slags psykologiske og nervøse lidelser. Et andet aspekt af den undertrykkende funktion produkterne af arbejdet kan antage først samfundet er delt op i fjendtlige klasser, kapitalister og lønarbejdere, er overproduktionskriserne, depressioner eller som de nu mere forsigtig kaldes, recessioner. Under en sådan vil folk konsumere mindre fordi der produceres for meget; men ikke fordi arbejdet er blevet mindre produktivt, tværtimod: fordi det er for produktivt. Vi kommer nu til den endelige form for fremmedgjort arbejde på det økonomiske område, der udspringer af de konklusioner vi er nået til. Fremmedgørelsen af arbejderen og hans arbejde betyder at noget fundamentalt har ændret sig i arbejderens liv. Hvad er dette? Normalt har alle en eller anden skabende evne, visse talenter, ubrugte muligheder for menneskelig udvikling, der kunne komme til udtryk i deres arbejde. Så snart lønarbejdet imidlertid er dominerende bliver disse muligheder imidlertid tilintetgjort. Arbejdet er nu ikke længere et middel til at give udtryk for sig selv for den, der sælger sin arbejdskraft. Arbejde bliver blot et middel til at opnå et mål: at få penge, en indkomst så man bliver i stand til at købe forbrugsvarer til at tilfredsstille ens behov.

8 På denne måde bliver en fundamental side af menneskets natur, evnen til at udføre skabende arbejde, forhindret og forvrænget. Arbejde bliver noget, der ikke er skabende og produktivt for mennesket, men noget skadeligt og destruktivt. Katolske og protestantiske præster, der har arbejdet i fabrikker i Vesteuropa, de såkaldte arbejderpræster, har skrevet bøger om deres erfaringer og er nået til konklusioner på dette område der er aldeles identiske med marxismens. De erklærer at en lønarbejder betragter de timer han tilbringer i fabrikkerne eller på kontorerne som tid der er tabt for ham. Han må bruge tid her for at få frihed til og mulighed for menneskelig udfoldelse uden for produktionen og arbejdet. Ironisk nok viser dette håb om opfyldelse af ens ønsker i fritiden sig at være en illusion. Mange humanistiske og filantropiske reformatorer af liberal eller socialdemokratisk overbevisning fra det forrige og begyndelsen af dette århundrede mente at mennesket kunne befries i det øjeblik dets fritid øgedes. De forstod ikke at også fritiden er bestemt af lønarbejdets natur og af det vareproducerende samfunds betingelser. Da den socialt nødvendige arbejdstid blev kortere 0g fritiden længere, fandt der en kommercialisering af fritiden sted. Det kapitalistiske vareproducerende samfund, det såkaldte forbrugersamfund gjorde sit yderste, for at integrere fritiden i vareproduktionens grundlæggende funktioner, udbytningen og akkumulationen. FREMMEDGØRELSE SOM FORBRUGER På dette punkt udvidedes begrebet fremmedgørelse fra alt være et rent økonomisk til at være et bredere socialt fænomen. Denne bredere anvendelse af fremmedgørelsesbegrebet hviler på fremmedgørelsen af forbrugerne. Indtil nu har vi kun omtalt følgerne af det fremmedgjorte arbejde. Men et af de væsentligste træk ved det kapitalistiske samfund, som Marx nåede til forståelse af allerede i 1844, er den indbyggede modsætning med hensyn til de menneskelige behov. På den ene side forsøger enhver kapitalistisk bedriftsherre at begrænse sine egne arbejderes behov ved at betale dem så lidt i løn som muligt. Ellers ville hans profit ikke blive tilstrækkelig stor. På den anden side ser hver enkelt kapitalist de andre kapitalisters arbejdere ikke som lønmodtagere, men potentielle kunder. Han vil derfor gerne udvide disses forbrugsevne til det yderste, da han ellers ikke kan øge sin produktion og sælge det hans egne arbejdere producerer. Således har kapitalismen en tendens til hele tiden at udvide de menneskelige behov. Indtil en vis grænse kan denne udvidelse dække over reelle menneskelige behov, som f. eks. de mest elementære krav til fede, klæder og bolig af mere eller mindre god kvalitet. Men hurtigt går kapitalismen ud over rationelle menneskelige behov, og søger i sine bestræbelser på at kommercialisere alt og sælge så mange dippedutter som muligt at skærpe og stimulere kunstige behov systematisk og i stor stil. Nogle af disse er ganske absurde og groteske. Lad os tage et eksempel. En amerikansk forfatter, Jessica Mitford, har

9 skrevet en morsom bog, der hedder The American Way of Death. (Den amerikanske måde at dø på). Den beskriver hvorledes bedemændsforretningerne prøver at få folk til at købe stadig dyrere kister så at de elskede afdøde ikke blot kan hvile i fred men også blødt og behageligt på skumgummimadrasser. Sælgerne i branchen erklærer at dette tilfredsstiller, ikke ligets, men forbrugerens følelser. Er det nødvendigt at påpege, at der i dette groteske eksempel ikke er tale om noget reelt behov, men kun et ønske om at tjene penge? Det er skammeligt på denne griske måde at spekulere i menneskets sorg over tabet af nære slægtninge. En sådan fremmedgørelse er ikke længere rent økonomisk, men har antaget en social og psykologisk karakter. For hvad er motivet for hele tiden at udvide behovene ud over det rationelle? Det er, bevidst og med forsæt, at skabe en vedvarende og falsk utilfredshed hos mennesket. Kapitalismen ville ophøre med at eksistere, hvis menneskeheden blev tilfredsstillet helt og fuldt. Systemet må fremprovokere en forsat, kunstig utilfredshed i mennesket, for uden denne kan salget af stadig flere tingester, der er stadig mere adskilt fra reelle menneskelige behov, ikke øges. Et samfund, der er indstillet på, systematisk at skabe frustrationer af denne art, frembringer de resultater, der daglig refereres i dagbladenes meddelelser om forbrydelser. Et samfund der avler værdiløs utilfredshed, vil også avle alle mulige asociale forsøg på at få afløb for denne utilfredshed. Ud over denne fremmedgørelse af mennesket som forbruger, er der to meget vigtige aspekter af fremmedgørelse. Det ene er fremmedgørelsen af menneskelig aktivitet i almindelighed. Det andet er fremmedgørelsen af mennesket i et af dets mest grundlæggende kendetegn, evnen til at kommunikere. TINGSLIGGØRELSE Hvad menes der med fremmedgørelsesbegrebets generalisering til at dække alle menneskelige aktiviteter? Vi lever i et samfund der er baseret på vareproduktion, og en arbejdsdeling, der er drevet til grænsen af overspecialisering. Som resultat heraf har mennesker, der er placeret i et særligt arbejde eller udfører en bestemt aktivitet, tendens til at få en yderst snæver horisont. De er fanger af deres fag, og ser kun dette specielle områdes problemer og interesser. De vil så have en tendens til at have en indsnævret social og politisk bevidsthed på grund af denne begrænsning. Sammen med denne snævre horisont optræder et andet og langt værre fænomen, tilbøjeligheden til at opfatte forholdet mellem mennesker som et forhold mellem ting. Dette er den kendte tendens til tingsliggørelse, omformning af sociale forbindelser til ting, objekter, som Marx omtaler i Kapitalen. Denne måde at anskue fænomenerne på betegner en udvidelse af teorien om

10 fremmedgørelse. Lad os tage et eksempel: Denne omformning, som jeg oplevede her i landet forleden dag. Tjenerne og servitricerne i restauranterne er almindelige lønarbejdere, der ikke er ophavsmænd til, men derimod ofre for tingsliggørelsen. De er endog ikke selv klar over, hvorledes de er underkastet denne proces. Mens de haster afsted for at betjene så mange kunder som muligt i det arbejde, der er pålagt dem af det kapitalistiske system og dets besiddere, kommer de let til at betragte kunderne som om de var selve den ordre, de afgiver. Således hørte jeg en servitrice henvende sig til en kunde med disse ord: Åh, det er Dem der er hakkebøf med løg. Man er ikke Hr. eller Fru Jensen, ikke en person, med en bestemt alder og en bestemt bopæl. Man er hakkebøf med løg fordi servitricen har tankerne henledt på ordene under det psykiske pres hun udsættes for i sit arbejde. Denne tilbøjelighed til tingsliggørelse skyldes ikke arbejderens umenneskelighed eller afstumpethed. Den er et resultat af et særligt socialt forhold mellem mennesker med rod i vareproduktionen og den overdrevne arbejdsdeling der medfører at mennesker, som er placeret i et bestemt fag let kommer til at betragte deres medmennesker udelukkende som kunder eller gennem briller, der er påvirkede af det økonomiske forhold de har til dem. Denne synsmåde kommer til udtryk i dagligdags talemåder. Jeg blev fornylig fortalt, at i Osaka, Japans industrielle og kommercielle center, er den almindelige måde at hilse på ikke Goddag men Hvordan går forretningerne? eller Hvordan er profitten?. Dette understreger at borgerlige økonomiske relationer fuldstændig overskygger almenmenneskelige relationer i en sådan grad at de umenneskeliggør disse. KOMMUNIKATION Jeg kommer nu til den yderste og mest tragiske form for fremmedgørelse, fremmedgørelsen af evnen til at kommunikere. Evnen til at kommunikere er blevet menneskets mest karakteristiske egenskab, der kendetegner det som menneskeligt væsen. Uden kommunikation kan der ikke eksistere noget organiseret samfund, da der i så fald ikke ville være et sprog og uden sprog ingen intelligens. Det kapitalistiske samfund, klassesamfundet baseret på vareproduktion, tenderer til at hindre, aflede og til dels ødelægge denne grundlæggende menneskelige egenskab. Lad mig give tre eksempler på denne proces på tre forskellige niveauer, idet jeg tager udgangspunkt i et ganske banalt tilfælde. Hvorledes lærer mennesker at kommunikere? Mens de er spædbørn gennemgår de det, psykologer kalder en socialiseringsproces, idet de lærer at tale. Gennem mange århundreder har en af de mest almindelige måder at socialisere børn på været at lade dem lege med dukker. Når et barn leger med dukker, spiller det en dobbeltrolle, idet det projicerer sig selv ud af sin egen individualitet og fører en dialog med dette andet jeg. Det taler to sprog, sit eget og dukkens, og frembringer således en fingeret kommunikations proces, der gennem sin spontane karakter letter udviklingen af sproget og intelligensen.

11 For nylig begyndte man at fremstille talende dukker. Dette skal forestille at være et fremskridt. Men i det øjeblik dukken kan tale, bliver dialogen indskrænket. Barnet taler ikke længere to sprog, eller på samme spontane måde. En del af dets tale bliver det påtvunget af en eller anden smart kapitalistisk industrikoncern Denne koncern kan ganske vist have ansat de dygtigste pædagoger og psykologer, der får dukken til at tale langt mere perfekt end barnet, som pludrer frit ud af fantasien, - skønt jeg har mine tvivl på dette punkt. Ikke desto mindre bliver dialogens spontane karakter delvist hæmmet, undertrykt eller afledt. Der finder en ringere udvikling sted i dialogen, i kommunikationsevnen og derfor en ringere intelligensdannelse end i tidligere tider, hvor man ikke var nået så vidt, hvor dukkerne ikke kunne tale og børn derfor selv var nødt til at give dem et sprog. Det næste eksempel er taget fra et noget højere niveau. I ethvert klassesamfund, splittet op af sociale og materielle interesser, og med fortsat klassekamp, undertrykkes evnen til at kommunikere mellem individer eller grupper, der står på hver sin side af barrikaderne. Dette skyldes ikke manglende intelligens, forståelse eller ærlighed, set fra det enkelte individs synspunkt. Det er simpelthen resultat af det uundgåelige pres, som fundamentalt forskellige interesser udøver på enhver gruppe af individer. Enhver, der har overværet en lønforhandling, hvor der er stærk spænding mellem arbejdernes og arbejdsgivernes repræsentanter - jeg taler naturligvis her om reelle forhandlinger, ikke om fingerede forhandlinger - vil forstå, hvad det er jeg hentyder til. Arbejdsgiverne kan simpelthen ikke forstå eller have sympati for det arbejderne kræver, heller ikke selv om de hr den mest liberale indstilling og den største velvilje, for deres materielle, samfundsmæssige interesser forhindrer dem i at forstå det, modparten er mest optaget af. Der er et meget slående eksempel på denne hæmning, dog hentet fra et lidt andet plan, idet det var arbejdere og ikke arbejdsgivere, der var involverede: Den tragiske strejke, der blev gennemført at United Federation of Teachers (Lærernes fagforening) i New York i 1968 imod en decentralisering, af kontrollen med skolevæsenet. Det drejede sig ikke om mennesker med dårlig vilje, tåber eller dumme mennesker. Mange af dem kunne tidligere kaldes liberale og nogle endog venstreorienterede. Men, på grund af et hårdt pres af sociale interesser og miljømæssige omstændigheder, var de ganske, ude af stand til at forstå. de krav, modparten, dvs. masserne af sorte og puerto-rikanere, stillede om kontrol med undervisningen af deres børn. Således dækker det marxistiske fremmedgørelsesbegreb langt mere end selve den undertrykte klasses eksistens. Også undertrykkerne er fremmedgjorte fra en del af deres umuligheder som mennesker, idet de ikke er i stand til at kommunikere med hovedparten af samfundets medlemmer på en almenmenneskelig måde. Dette skel er uundgåeligt så længe klassesamfundet og dets skarpe lagdeling eksisterer.

12 Endnu et forfærdende udslag af fremmedgørelsen på det individuelle plan er den ensomhed, som et samfund baseret på vareproduktion og stærk arbejdsdeling uundgåeligt påfører mange mennesker. Det samfund vi lever i er baseret på princippet om at hver enkelt er sig selv nok. Når individualismen bliver drevet til sin yderste konsekvens, bliver ensomheden det også. Det er simpelt hen ikke sandt, når visse eksistentialistiske filosoffer hævder, at mennesket altid i sit inderste væsen har været ensomt. Der har eksisteret integrerede kollektive livsformer i primitive samfund, hvor fænomenet ensomhed ingen mulighed havde for at opstå. Det opstår først på baggrund af vareproduktion og arbejdsdeling på et bestemt stadium af den menneskelige udvikling i det borgerlige samfund, og antager så et omfang, der går langt ud over grænserne for menneskets psykiske sundhed. Psykologer har foretaget forsøg, hvor de har gået rundt på gader og i butikker udstyret med båndoptagere og har optaget bestemte former for samtaler; Når man bagefter afspiller disse optagelser, vil man opdage, at der ikke er blevet udvekslet noget som helst i samtalens løb. De to personer har talt ad parallelle linjer, der på intet tidspunkt mødtes. Hver af dem taler, fordi der gives en lejlighed til at slippe af med sine byrder, slippe ud af ensomheden, men de er begge ude af stand til at høre på, hvad den anden siger. Det eneste tidspunkt, hvor deres tale mødes, er ved samtalens slutning, når de siger farvel. Men selv heri ligger der noget bedrøveligt, for det; de gør, er at sikre sig mulighed for at slippe af med deres ensomhed næste gang de mødes. De fører en samtale af den slags, franskmændene kalder en samtale mellem døve, dvs, mellem mennesker der er ude af stand til at forstå eller lytte til andre. Dette er selvfølgelig en yderlig og marginal illustration. Heldigvis er hovedparten af medlemmerne af vort samfund endnu ikke i denne situation, ellers ville vi være på randen af et totalt sammenbrud i de sociale forbindelser. Ikke desto mindre har det kapitalistiske samfund en tendens til at udvide den zone, hvori denne totale ensomhed med alle dens frygtelige følger trives. SOCIALISMEN Det, jeg her har skildret, ser alt andet end lyst ud, men det passer udmærket på vor tids realiteter. Når kurven over mentale lidelser vokser parallelt med kurven over velstandsstigningen i de fleste af de rige vestlige lande, er det ikke noget, marxistiske kritikere har fundet på, men er i overensstemmelse med de mest, fundamentale aspekter i den sociale og økonomiske virkelighed, hvori vi lever. Men som jeg for nævnte er denne barske situation ikke uden håb. Vor optimisme udspringer af den kendsgerning, at da vi har gennemfort en analyse af årsagerne til arbejdets fremmedgørelse og de specielle udslag af menneskets fremmedgørelse i det borgerlige samfund, fremstår uundgåeligt den konklusion, at et samfund, hvori arbejdet og menneskene ikke længere er fremmedgjorte, kan imødeses. Fremmedgørelse er et

13 historisk betinget og menneskeskabt onde, ikke noget der er rodfæstet i naturen eller i den menneskelige natur. Ligesom alt andet, der er blevet skabt af mennesket, kan den afskaffes af mennesket. Denne tilstand er skabt historisk og således kan den fjernes af historien, eller i det mindste gradvis overvindes ved videre fremskridt. Således indeholder og indfører den marxistiske teori om fremmedgørelse en teori om fremmedgørelsens afskaffelse gennem skabelsen af betingelser for dens gradvise forsvinden og sluttelige afskaffelse. Jeg understreger gradvis forsvinden, idet en sådan proces eller institution lige så lidt kan afskaffes ved et magtbud eller et pennestrøg som vareproduktion, staten eller samfundets opdeling i klasser kan fjernes ved en regeringsbeslutning eller en proklamation. Marxister forstår, at sociale og økonomiske forudsætninger for en gradvis forsvinden af fremmedgørelsen kun kan tilvejebringes i et klasseløst samfund, udgået af en socialistisk verdensrevolution. 0g når jeg siger klasseløst samfund mener jeg naturligvis ikke de samfund, som findes i Sovjetunionen, Østeuropa eller Kina. I bedste fald er disse overgangssamfund et sted midt imellem kapitalisme og socialisme. Skønt den private ejendomsret er blevet afskaffet har man endnu ikke afskaffet samfundets opdeling i klasser; man har stadig forskellige sociale klasser og forskellige sociale lag, arbejdsdeling og vareproduktion. Og som følge heraf har man stadig fremmedgjort arbejde og fremmedgjorte mennesker. Forudsætningerne for at den menneskelige fremmedgørelse, det fremmedgjorte arbejde og fremmedgørelsen af menneskets livsfunktioner kan forsvinde, kan kun skabes gennem fortsættelsen af de processer, jeg netop har påpeget: vareproduktionens bortvisnen, den økonomiske knapheds forsvinden, afskaffelsen af arbejdsdelingen i samfundet ved den private ejendomsrets forsvinden og ophævelsen af skellet mellem manuelt og intellektuelt arbejde, mellem producenter og administratorer. Alle disse faktorer vil medføre en langsom omskabelse af selve arbejdets natur fra en streng nødvendighed for at skaffe sig penge, indkomster og livsfornødenheder til en frivillig beskæftigelse, som man ønsker et udføre, fordi det dækker egne indre behov og udtrykker ens evner. Denne omskabelse af arbejdet til en altomfattende, skabende menneskelig aktivitet, er socialismens endelige mål. Først når dette mål er nået, vil fremmedgjort arbejde og alle dets ødelæggende følger ophøre med at eksistere.