Sprogligt skel i logopædien 1 Af Henrik Abrahams

Transkript

1 Sprogligt skel i logopædien 1 Af Henrik Abrahams På den tid da dette tidsskrift blev til og skulle have et navn (det var i 1936), var det ganske naturligt, at man kaldte det»nordisk Tidsskrift for Tale og Stemme«. Der var to grupper af fænomener det skulle beskæftige sig med, dem der angår stemmen, og dem der angår talen, og der var to grupper af sygdomme foniatrien dengang havde klart adskilt fra hinanden, stemmelidelser cg talelidelser. Ser man på disse to grupper af sygdomme, falder det i øjnene at stemmelidelserne er uden nogen synderlig forbindelse med det sprog patienten taler. Anderledes med»talelidelserne. Der er lande hvor rhotacismerne (den manglende evne til at producere r-lyd) florerer, og andre lande hvor denne lidelse ikke spiller nogen rolle. Man kunne nævne adskillige andre exempler på sådanne forskelle, og det er indlysende at det sprog der tales i det pågældende land er bestemmende for om denne eller hin»talelidelse«optræder dominerende eller kun indtager en beskeden plads. I en artikel i forrige årgang af dette tidsskrift har jeg analyseret en række patienter med det man traditionelt kalder»udtalefejl«. Disse patienter tilhørte tre forskellige sprogsamfund, og jeg har kunnet vise at de fejl der optræder som»udtalefejl«skifter fra land til land. Det kunde forekomme selvfølgeligt, men er oftest blevet overset, at disse defekter er bundet til sproget, har en sproglig baggrund. Det er derfor naturligt at tale om sprogfejl og sproglige lidelser i visse tilfælde, mens man i andre tilfælde kan stå fast ved udtrykket talelidelser. Vi har alle en fornemmelse af at sprog og tale ikke er det samme, men en klar definition af disse to begreber ligger ikke lige for. En sådan definition er en forudsætning for at skelne de sproglige lidelser fra talelidelserne. Man vil dermed nå en karakteristik af disse lidelser, der er væsentlig for at forstå dem, og som tillige vil rumme konsekvenser for deres behandling. Men det er en tankegang man skal leve sig ind i for at få det fulde udbytte af den. I 1915 udgav nogle af den da afdøde svejtsiske sprogforsker Ferdinand de Saussure's elever hans forelæsninger over almen sprogvidenskab. Denne bog blev skelsættende for vor tids sprogforskning, selv om det ikke, de første år efter at den var udkommet, gik op for lingvisterne hvor banebrydende den var. Saussure brød med den da herskende sprogvidenskabelige retning, der var historisk orienteret. Den beskæftigede sig væsentlig med sprogets forandringer og studerede det enkelte sproglige fænomens udvikling gennem tiderne for derigennem at bestemme sprogenes indbyrdes slægtskab. Saussure rettede interessen mod sproget, som det fremtræder på et bestemt tidspunkt for den gruppe mennesker der taler det. Sproget er for ham et tegnsystem, et rent socialt fænomen, ikke væsensforskelligt fra trafiklysene på gaderne, der ligeledes er tegnsprog, og mange andre af menneskesamfundenes (eller dyresamfundenes) tegnsystemer. Til grund for et sådant tegnsystem som trafiklysenes virksomhed ligger en vedtægt om, at den og den farve betyder den og den ordre til trafikanterne. Det består af et system af tegn, der hver har et indhold og et udtryk. Det røde lys og det grønne lys står i modsætning til hinanden, danner opposition, som man siger, de betinger hinanden. Det røde lys har ingen betydning uden i modsætning til det grønne. Sprogets system er af samme natur, men blot langt mere indviklet end trafiklysenes. 1 Nordisk Tidsskrift for Tale og Stemme 16 / 2, 1956, 82-91

2 Trafiklysene har hos os kun tre tegn med hver sin betydning. I modsætning hertil har et sprog som dansk i tusindvis af tegn. Hvert ord er et tegn som skelnes fra andre ord som når hat skelnes fra kat, vat, sat osv. Ordforrådet i et moderne kultursprog består af i titusindvis af tegn, kaldet ord. Og disse ord kan analyseres videre, som når man finder et sprogligt skel mellem kvinde og kvinder. Her er -r tegn for flertal. Eller man finder et skel mellem spis, spise, spiser, spiste og spist. Her er endelsen -e tegn for infinitiv, -t for perfektum participium, -er for præsens, -te for imperfektum. Alle disse bøjningsendelser udgør sammen med andre tegn af forskellig type og funktion sprogets grammatik. Overalt finder man at tegnet består af et indhold og et udtryk: ved kvinder er -r udtryk for indholdet flertal. I ordet kvinder har vi faktisk to tegn: kvinde, der betyder hunnen i menneskeslægten, og -r, der betyder at det drejer sig om flere exemplarer af dette væsen. Man kan foretage yderligere analyser af tegnene, hvorved disse kan opløses i mindre bestanddele, og vi når ved disse delinger ned til sproglige størrelser som vi kalder vokaler og konsonanter, der ikke som tegnene har nogen betydning i sig selv, men udelukkende virker ved deres indbyrdes forskelle. Disse sproglige størrelser kalder vi under ét fonemer. Lad os se på hvad disse sproglige elementer betyder i denne sammenhæng. Vi konstaterer at de to danske ord hat og kat, som er udtryk for hvert sit begreb, skelnes fra hinanden udelukkende ved at det ene begynder med h, det andet med k. Man siger derfor at k og h er to forskellige fonemer, fordi det medfører en ændring af ordets betydning, hvis man prøver at erstatte k med h eller h med k. Denne prøve benævnes kommutationsprøven. På samme måde er a og æ to forskellige fonemer, og man siger de er kommutable, fordi ordene vade og væde udelukkende skelnes gennem dem. Disse udtryk stammer fra Louis Hjelmslev, hvis videreførelse af Saussures tankegang har vundet udbredelse både i og uden for Danmark, og også har præget denne fremstilling. I de to ord age og rage har vi to vidt forskellige vokaler, hvilket er let at konstatere når man lytter til klangen. Den akustiske (fysiske) forskel mellem disse to lyde vil endda vise sig at være større end forskellen mellem vokalerne a og æ i ordene vade og væde. Men i intet tilfælde anvendes forskellen mellem de to nævnte a-lyde til at skelne iøvrigt enslydende ord. Disse to forskellige vokalklange forekommer hver for sig i forskellige omgivelser i stavelsen. Det dybe a forekommer i forbindelse med konsonanten r. De to a-lyde vi har i age og rage er altså ikke to fonemer, men to varianter af samme fonem, nemlig fonemet a. Dette udtryk, variant, anvendes i sprogvidenskabelig terminologi. I talepædagogiske kredse har man om omtrent det samme forhold talt om vokalnuancer. Der var iøvrigt intet i vejen for at man kunde tale om konsonantnuancer på samme måde som om vokalnuancer. Det palatale og det velære k i henholdsvis kigge og ko er sådanne varianter, og det læspede s er en patologisk variant. Lad os nu vendte tilbage til trafiklysene, og lad os tænke os at et trafiklys i et gadekryds en dag udviser den ejendommelighed, at det gule lys skinner hvidt og ikke gult. Hvilken konsekvens vil denne ejendommelighed have for afviklingen af trafikken i det pågældende kryds? Absolut ingen. Ved denne unormale farve af trafiklyset vil færdselen klare sig lige så godt som ved det gule lys. For trafiklyssystemets tegnsprog er ikke berørt. Der er det samme antal tegn, hver med det samme indhold, og hver med et fra de andre afvigende udtryk. Der er blot sket det, at det ene tegn udføres i praxis på en måde, der afviger lidt fra det vi er vant til. Men det hvide lys's betydning opfattes lige så godt, som om vi havde set det vante gule lys. Vi studser, men vi adly-

3 der trafiklysets ordre på samme måde som sædvanlig. Vi kan udtrykke det således, at sproget med dets system ikke er berørt, kun dets udførelse i praxis, dets realisation, eller dets materialisation. Vender vi nu tilbage til det almindelige menneskelige sprog som realiseres af vore taleorganer, kalder vi sprogets realisation, dets materialisation, for tale. Sproget er karakteriseret ved et bestemt antal vokaler og konsonanter, ved et bestemt antal kasus, ved substantiver og adjektiver, ved verbets tider og måder og ved de regler der er gældende for disse sproglige enheders sammenspil eller funktion. Disse sproglige elementer kan nu udtrykkes akustisk ved hjælp af taleorganerne, nemlig når vi udtrykker os mundtligt i tale. De kan udtrykkes visuelt i skriften. De kan udtrykkes gennem bankealfabet, gennem flagsignaler. Den substans sproget udtrykker sig i er principielt uden betydning. Sproget forbliver det samme, hvad enten det udtrykkes i lyd, i skrift eller i bevægelser. Lovene efter hvilke de sproglige størrelser fungerer forbliver de samme. Inden for den substans man har valgt at udtrykke sproget i, kan de sproglige enheder administreres individuelt, af den enkelte bruger af sproget, ganske som de borgerlige love kan administreres forskelligt i forskellige sogne. Og den samme udøver af sproget kan administrere sproget forskelligt i forskellige konkrete talesituationer. Det er denne individuelle anvendelse af sproget, i lydlig substans, forskellig fra individ til individ, fra situation til situation, den er det vi kalder tale. Jeg skal gøre dette klart ved et par exempler. Enhver af os har visse ord han anvender særlig hyppigt, visse sætningskonstruktioner, han har en særlig forkærlighed for. Een taler i korte sætninger, en anden i mere indviklede perioder med sammenslyngede hoved- og bisætninger. Begge taler dansk, de taler samme sprog, men de bruger sproget forskelligt, deres tale er indbyrdes afvigende. En artikulerer s langt fremme mod tænderne, og dets klang er spids og lys, en anden bøjer tungespidsen tilbage, og klangen af hans s bliver dybere. Begge taler dansk. De taler samme sprog, men deres tale er forskellig. Disse afvigelser er ganske analoge med det tilfælde vi nævnte før med trafiklysene, hvor hvidt trådte i stedet for gult. Sprogsystemerne er intakt, og det er kun deres udførelse i praxis i den konkrete situation, eller hos den specielle bruger af sproget, der er berørt. Der anvendes blot forskellige varianter. Sådanne afvigelser kan opstå i en bestemt situation, og hvis de er tilstrækkelig grelle, lægger man mærke til dem, og man betragter dem som mere eller mindre komiske fortalelser. Men afvigelserne kan også være konstante hos et bestemt individ, og hvis de afviger fra det sædvanlige i en grad, man vedtager at kalde patologisk, siger vi at den pågældende har en talefejl eller en talelidelse. Hans sprog er der intet i vejen med. En person kan f. eks. give sine vokaler en stærk nasal klang, som også kan påvirke hans konsonanter. Han lider af den lidelse, vi kalder snøvl. Dette er en talelidelse. For der er ingen der vil nægte at denne mands sprog er intakt. Han har det samme antal vokaler og konsonanter som andre dansktalende, og disse vokaler og konsonanter har den samme sproglige funktion som hos andre dansktalende. Det er blot den individuelle måde at realisere disse sproglige enheder på der afviger fra det vi er vant til. Det er nøjagtig det samme som det hvide lys der erstatter det gule. Der anvendes uvante varianter. En person kan udtale l med tungespidsen mod overlæben. En person kan udtale s med tungespidsen mellem fortænderne i over- og undermunden. Det er det vi kalder

4 mellemtandslæspen. Disse lidelser berører på ingen måde sproget; det vedbliver at have samme antal fonemer, samme antal vokaler og konsonanter med samme sproglige funktion. Det er kun talen der afviger, den enkelte talendes individuelle sproglige praxis, ikke sproget selv eller hans sprogproduktion. Saussure har illustreret disse forhold ved at sammenligne sproget med en symfoni. Den er en realitet der er uafhængig af den måde den bliver udført på. De fejl musikerne eventuelt gør, kompromitterer på ingen måde denne realitet. Jupitersymfonien antastes ikke af at den bliver dårligt udført i en konkret situation. Nu tænder vi trafiklysene igen. Men vi tænker os den situation, at det gule lys udebliver og erstattes af det grønne. En sådan situation vil skabe kaos i trafikken. Man kan ikke undre sig herover. For mens vi i den vedtægt som er gældende for trafiklysenes sprog har bestemt at der skal være tre tegn, er antallet nu nedsat til to. Antallet af sproglige størrelser er nu forandret. Tegnsystemet er dermed brudt sammen. Denne situation er af en helt anden art end den der indtrådte, da det hvide lys erstattede det gule, uden at medføre nogen virkning i trafikken. Lad os tænke os en analog situation i det almindelige sprog. Vi kender særdeles vel det fænomen fra patologien, at et barn ikke gør forskel på s og d, men siger d overalt. Forskellen på de to ord sø og dø er dermed ophævet. Og det gælder ikke alene dette ordpar, men utallige andre, med den virkning, at de ord barnet tilsigter at sige, enten betyder noget andet eller bliver uden mening. En sådan patologisk tilstand betragter vi som sproglig, fordi det sproglige system, som ved vort sidste exempel med trafiklysene, er brudt sammen, fordi antallet af sproglige størrelser, nemlig konsonanterne, er nedsat. Dansk har 16 forlydskonsonanter, og dette antal er nu reduceret til 15. De to tilfælde af fejl ved s, som vi nu har nævnt, er fundamentalt forskellige. I det ene tilfælde, der hvor s udtales med tungespidsen mellem fortænderne, var antallet af sproglige størrelser ikke nedsat. Sproget var intakt. Det forstås uhindret. Kun talen var kompromitteret. Derfor er mellemtandslæspen en talelidelse. I det andet tilfælde, der hvor s erstattedes af d, var antallet af sproglige størrelser nedsat. Sprogets system var ramt. Dets forståelighed er kompromitteret. Derfor er den manglende distinktion mellem s og d en sproglidelse. Under denne synsvinkel kan man betragte barnets sprogtilegnelse og de anomalier denne proces frembyder. Men inden jeg går over til nærmere at belyse de forhold der angår de sproglige lidelser, vil jeg gerne omtale et fænomen, som i sprogvidenskabelig litteratur har været benævnt neutralisation, men som den danske sprogforsker Louis Hjelmslev kalder synkretisme. Vi benytter denne terminus. Det er en kendt sag at de to danske ord lab og lap udtales ens. Det er mindre kendt, men et faktum, at der ikke er forskel på b og p i udlyd på dansk, forstået på den måde, at der ikke findes to danske ord, der skelnes udelukkende ved, at det ene ender på b og det andet på p. I forlyd er det anderledes. Der skelnes pande og bande, pude og bude alene derved, at det ene begynder med b, det andet med p. På samme måde skelnes i forlyd kat og gat alene ved hjælp af k og g, tyr og dyr alene gennem t og d. Men også her er skellet t/d og k/g ophævet i udlyd. Man siger, at der er synkretisme mellem t og d, mellem k og g og mellem p og b i udlyd på dansk. Det er det samme fænomen man finder på latin, hvor der er synkretisme mellem nominativ og accusativ i neutrumsord. Ordet monumentum, som jeg ikke behøver at oversatte, hedder uforandret monumentum i de to nævnte kasus.

5 Vi vender nu tilbage til sprogtilegnelsens problemer. Hvis vi på et tidligt tidspunkt, mens et barn er ved at lære sit modersmål, undersøger antallet af f. eks. vokaler eller konsonanter dette barn anvender i sit sprog, vil vi finde at dette antal er reduceret i forhold til det fulde normale antal af fonemer (vokaler og konsonanter) som det færdige sprog anvender. Og de fonemer barnet anvender benyttes ikke blot på de steder hvor de forekommer i det færdige sprog, men også som erstatning for visse andre, som barnet endnu ikke anvender i sit sprog. Det bruger f. eks. som vi før nævnte, d for s, eller, som alle kender fra dansk, t for k, eller b for p, eller, som det er kendt fra fransk, p for b. Et sådant fænomen kalder vi substitution. Men når en konsonant erstatter en anden, opstår på denne måde en art synkretisme. Til at begynde med bruges hos et dansk barn b i stedet for både p, f og d. Der sker så en slags celledeling, idet f udskilles som selvstændig konsonant, så d, og nu står b kun for b og p, og tilsidst udskilles også p som selvstændig konsonant. Hørstumme børn, eller hvad der ikke er principielt forskelligt derfra, børn med det man tidligere altid kaldte»udtalefejl«, benytter sådanne substitutioner. Deres fejl består blandt andet netop deri, at de normale opdelinger af konsonanter ikke finder sted til normal tid, og det er derfor antallet af konsonanter ikke er normalt udviklet. Der kan tillige være tale om at antallet af bøjninger er nedsat. Der gøres f. eks. ikke forskel på infinitiv og pressens. Eller der gøres ikke forskel på substantiver i bestemt og i ubestemt form. Der er altså reduktion i antallet af artiklerne. Eller propositionen på bruges som substitution for præpositionen i. Eller der gøres ikke forskel mellem ligefrem og omvendt ordstilling, igen en reduktion af to sproglige størrelser til een sproglig størrelse. Når der er sådanne reduktioner i antallet af de forskellige sproglige størrelser inden for de sproglige kategorier, er det rimeligt at sige at vi står over for en sprogretardation, en sprogfejl, en sprogdefekt, eller hvordan man nu vil benævne fænomenet. Når der ikke er normal vækst i antallet af sproglige størrelser, er der en sproglig udviklingsdefekt til stede. Reduktionen i antallet af sproglige størrelser, konsonanter, kasus, propositioner eller konkrete ord inden for ordforrådet er imidlertid også karakteristiske fænomener man møder hos de voksne afatikere. Her har blot patienten tidligere behersket det normale antal af sproglige størrelser, og hans sygdom består nu (blandt andet) i at han har mistet noget af dette stof. Når reduktionen af de sproglige elementer falder på ordforrådet, kalder man lidelsen amnesi, falder den på bøjningsformer, propositioner eller andre abstrakte»småord«eller på ordstillingsforhold, taler vi om agrammatisme, mens vi ikke har noget adækvat navn på tabene af konsonanter eller af vokaler eller på accenternes område. Under alle disse overvejelser er det klart at en lidelse som dysarthri, der består i en mangelfuld evne til at realisere den enkelte sproglyd eller en kombination af sproglydene på rette måde, må betragtes som en talelidelse, da der ikke her er tale om noget bortfald af sproglige elementer, ikke tale om nogen reduktion i antallet af sproglige elementer. Og det må også være en selvfølge, at stammen er en talelidelse. Den stammende har ingen sproglige mangler i den forstand at noget af det sproglige stof er tabt eller ikke kommet til udvikling. Det er kun selve den proces ved hvilken sproget realiseres i den enkelte taleakt der hos stammeren er kompromitteret, hvilket også fremgår af

6 den kendsgerning, at stammeren ofte kan tale helt normalt ind imellem, ofte taler helt normalt hvis han taler i enrum. En sproglig lidelse består i, at en lærdom, en viden enten ikke er erhvervet eller er gået tabt. En talelidelse består i, at en færdighed er indøvet på en måde, der afviger fra den der er sædvanlig i det pågældende sprogsamfund. Beherskelsen af det sproglige stof kræver viden, hukommelse, tilegnelse af et stof, det sproglige stof, der, som vi har set, består i et enormt system af modsætninger. Beherskelsen af en talemæssig færdighed kræver en muskelcoordination, ofte en meget indviklet og forfinet koordination, der kan udvikles til virtuositet. Når man ser, hvilken grundlæggende forskel der er mellem sprogfunktionen og talens funktion, mellem de sproglige lidelser og talelidelserne, kan det ikke undre, at behandlingen af talelidelserne og de sproglige lidelser må rumme de samme grundlæggende forskelle. Behandlingen af talelidelserne er en undervisning i gymnastik. Skal en person der læsper lære at udtale et normalt s, går opgaven ud på at indøve en muskelcoordination, at træne bestemte bevægelser. Man behøver ikke at skele til andre dele af talen. Man kan hellige sig det der er abnormt, artikulationen af s. Når denne muskelfunktion er indøvet, når den er så vidt automatiseret, at den optræder hver gang der er brug for et s, læsper patienten ikke mere, han er helbredt. Behandlingen af de sproglidende er af en helt anden natur. Den der har behandlet et barn der erstatter k med t, vil have gjort den erfaring, at selve den motoriske indøvelse af den manglende sproglyd ofte ikke er det store problem. En opøvelse af denne muskelfunktion er for mange ikke særlig vanskelig. Det der er vanskeligt, er at frembringe denne funktion bevidst og på rette sted. Man konstaterer meget ofte at en patient som er på vej til at erhverve sig oppositionen t / k i sit sproglige system, en patient som hidtil har erstattet k med t, vil være tilbøjelig til at indsætte k også der hvor sproget forlanger t. Dette er et bevis på at vi står overfor en sproglig lidelse, hvor den pågældende opposition mangler. Det gælder derfor om at lære denne opposition. Det gælder om at gøre opmærksom på tilstedeværelsen af de to fonemer i modsætning til hinanden. Fonemet t, som patienten anvender, må drages ind i billedet, stilles op mod fonemet k, som ikke anvendes, og opmærksomheden må rettes mod denne opposition, og ord indøves som illustrerer denne opposition, som er udtryk for dette sproglige skel. Skal man lære en skandinavisk elev når der skal bruges konjunktiv på fransk, er det ikke nok at indlære en del sætninger med konjunktiv. Man må som modsætning dertil indøve sætninger, hvor konjunktiv modsætningsvis ikke forekommer, men hvor indikativ anvendes. Det samme er tilfældet med vore sprogdefekte patienter. Det er ikke tilfældigt at jeg drager sammenligning fra fremmedsprogundervisningen. For undervisningen af en patient, der erstatter k med t er sprogundervisning, som ikke er principielt forskellig fra den sprogundervisning der anvendes når man indøver et fremmed sprogs grammatiske eller fonologiske system. I Nordisk Lærebog for Talepædagoger har Ella Hegelund gjort rede for en undervisning der har dette mål, selvom hun ikke gør bevidst op med fortiden og skildrer sin undervisning som sprogundervisning modsat taleundervisning. Men hendes tendens er så klar som man kan forlange det. A. G. Epstein har skildret en lignende form for sproglig metodik på særskolekongressen i Oslo 1954, og hans foredrag vil udkomme i beretningen fra dette møde.

7 Det er sagt af disse forfattere, men det må siges igen og igen, at man må undervise i det levende sprog, ikke i den døde substans. Jeg skal forklare hvad jeg mener: Det gælder om at lære ikke alene at mobilisere det manglende k hos et sprogretarderet barn, men om at vise, hvor dette k hører hjemme i det sproglige stof. Det er ikke nok, som man gjorde i talepædagogikkens barndom, at øve patienten i at sige ka-ka-ka, hvorved den rene muskelfunktion læres, den muskelfunktion som barnet allerede har tilegnet sig, da det lå og pludrede i vuggen. Det skal lære at sige k bevidst og i modsætning til andre konsonanter, som det står i opposition til, og det skal gennemgå ordstoffet for at lære hvilke ord der skal med k og hvilke med t. Det er nemlig her barnet har sine mangler. Man må ikke lade sig blænde af at barnet kan kende disse fonemer i det sprog det hører omgivelser tale, at det kan skelne dem når det hører dem. Man har ikke lært et sprog, fordi man har lært at forstå det. Man må også kunne producere det. Vi er med rette mere imponeret af den der kan tale et fremmed sprog, end af den der kun kan forstå det. Der er et tidspunkt hvor barnet kan forstå visse sproglige skel, men ikke kan reproducere dem selv. Og den mangel et sådant barn lider under er en sproglig mangel, ikke en rent motorisk mangel. Det kender de sproglige skel, men har ikke tilegnet sig dem, behersker dem ikke i den grad, at det selv kan bruge dem i sprogproduktionen. Hos mange af vore sprogretarderede patienter er det denne sprogproduktive virksomhed der skal opøves, og sprogundervisning er den adækvate behandling af disse patienter. Både i det kliniske billede og med hensyn til den indicerede terapi afviger sprogog talelidelserne fra hinanden mindst lige så meget, som talelidelserne afviger fra stemmelidelserne. Terapien over for talelidelserne er endda mere beslægtede med terapien over for de funktionelle stemmelidelser end med terapien over for de sproglige lidelser. Der var altså god grund til som det har været foreslået at kalde dette tidsskrift for Nordisk Tidsskrift for Sprog, Tale og Stemme. Men dette er ikke at forstå som et forslag til navneforandring.